Jeg er født her, og kan ikke skille byen fra mig selv. Jeg har været igennem alle faser af had, kærlighed og ligegyldighed. Som teenager gik jeg talløse, rastløse ture, som altid syntes at ende på den samme strækning af Albanigade (lige der ved buskadset overfor Frimurerlogen), og mine venner og jeg sagde til hinanden aften efter aften: Nu står vi her igen!? Men det var også en måde at kende byen på – kende alle stenene i fortovet. I dag føles byen min på en ny måde, efter at jeg er begyndt at tage del i den sammen med andre. Det er ikke, fordi jeg tror, at der ikke foregik noget i Odense dengang, jeg vidste det bare ikke, eller vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen for at finde det - eller det var ikke gået op for mig, at man selv kunne få tingene til at ske.

I virkeligheden er min impuls at holde alt det gode for mig selv. Hver gang jeg finder et rart sted eller et arrangement, jeg holder af, er det sidste, jeg tænker på at sprede rygtet. Det er mit! En af de andre skribenter ved This Is Odense anbefalede engang Musikkonservatoriets elevkoncerter på Islandsgade; de var (og er stadig i deres nye hjem i Odeon) gratis og det bedste sted i byen at høre kammermusik. Og jeg tænkte, - Åh nej, nu er det ikke længere bare mig og ham, der altid har en Brugsenpose fuld af kiks med, der kender den her vidunderlige hemmelighed. Men det er jo dumt. Så at skrive for TIO er blandt andet et forsøg på at modarbejde den egoisme. Med mine anbefalinger øver jeg mig også i at blive klar over, hvad jeg selv holder af ved byen og hvorfor. Ens hjemby er nok en slags pinligt familiemedlem, som man skal have andres påskønnende eller skeptiske øjne på, før man husker at man elsker dens særheder. Eller også skal den forandre sig, som Odense gør lige nu, før kan mærke hvilke ting, man gerne vil bevare og hvilke ting, man har tørstet efter.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
De er ikke spor skjulte, men jeg holder rigtig meget af de steder, man færdes uanset, og ikke gør til genstand for et særskilt besøg: å-stien, fortovene, cykelstien langs kanalen ud til fjorden, banestierne. Det gælder også alle broerne: Kastanjebroen, Strygets bro, den nye fodgængerbro over banen, Frederiksbroen, broen ved Klaregade, og under Albanibroen, hvor der altid er koldt og lugter af tis. Bænken under guldregnen på hjørnet af Filosofgangen og Klaregade. Trappen ned til Eventyrhaven oppe fra Kronprinsensgade… den gør mig glad. Og banegården!

Pil Lindgreen er redaktør/kurator på OFF Odense International Film Festival siden 2013 og udøver delt ledelse af Odense Architecture Festival siden 2019. [Photo: Jacob Keinicke]