Albert Petersen Gymnasieelev

Odense er min hjemby og fødeby. Det er her jeg er vokset op, med en billet til første parket til at opleve en by, der har været i forandring næsten så længe jeg kan huske - en by, der har ændret sig fra halvpinlige oplevelser med tomme sale, til lange køer ude foran spillestederne, der pludselig kan tvinge en ustruktureret ungdom til at møde tidligt op, og måske endda bestille billet på forhånd. Odense er blevet en by, man kan være stolt af at bo i. Kort og godt.
Når en by har gang i en så stor forvandling som Odense i øjeblikket, har vi alle et ansvar for at trække den i den retning, vi ønsker. This Is Odense er min måde at forsøge at hjælpe med udviklingen - et forsøg på at undgå, at nye generationer skal have utilsigtede intime oplevelser, når de står alene med kunstneren til koncerter. Og så er det en måde at retfærdiggøre, hver gang jeg brokker mig over løst og fast til folk, så man har et svar, når de siger ”så gør da noget ved det!” Som relativt nytilkommet til This Is Odense projektet er det også en vilje til at sprede et projekt ud, og føre noget videre, der ofte har hjulpet mig, når jeg var ved at falde for Odensemyten, om at der aldrig sker noget.
Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
På trods af, at det nok ikke kan kaldes en skjult skat, bliver jeg nødt til at nævne hele området omkring Brandts Klædefabrik, og mere specifikt Farvergården. Fordi den for mig er blevet et billede på, hvordan byudviklere rent faktisk kan være på niveau med brugerne, både når børnefamilier leger i en midlertidigt installeret kæmpesandkasse med liggestole i solskinnet, og på en sommeraften, hvor folk der skal høre musik på Kulturmaskinen, sidder i de overdimensionerede møbler og forbereder sig med dåseøl, sjove cigaretter og iphonehøjtalere, der tjekker op for det nyeste udspil fra aftenens kunstner.
[Photo: Jacob Keinicke]