Odense var den by jeg strandede i - mit mareridt, mit nemesis, min uriaspost- lige indtil den ikke var det mere. Odense er den by jeg har tudet, raset og lidt i nærmest suicidal i min udlængsel - fordi jeg ikke kunne forlade den, og da jeg så kunne, ville jeg ikke, så var jeg blevet helt rolig og voksen og sad i min byhave og drak hvidvin. Hvem skulle have troet det?

Jeg har lavet alt muligt i Odense. Jeg holdt ikke af byen, da jeg flyttede hertil, og besluttede mig for at forsøge at gøre noget, i stedet for bare at brokke mig – en taktik, jeg i øvrigt kan anbefale. Nu er jeg blevet for gammel og u-autentisk til at lave mærkelige lyrikoplæsninger og undergrundskoncerter, så This Is Odense er min retrætepost. Jeg havde ikke forudset da jeg startede, at det ville blive verdens cooleste retrætepost.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
Jeg kommer der ikke så meget mere efter jeg har fået have, men gennemgående må det være Cafébiografen. Det var der jeg boede om sommeren, dengang jeg var en ludfattig studerende/wannabe kunstner og ikke havde nogen have, det var der jeg datede og slog op med mine kærester, det var der min søn da han var lille havde en fast tradition for at vælte sine kopper med varm kakao ud over det hele, og det var der, hvor jeg engang varmede op for Søren Ulrik Thomsen med mit gamle band Termostat, og fik et nådigt, muligvis anerkendende nik, fra ham efter vores koncert.

[Photo: Jacob Keinicke]