Der ligger en brolagt gårdsplads bag Domkirken, som man aldrig går ind i, fordi den ligner, at den kun er for præster og præsters ærinder. Vover man sig alligevel ind, og går i retning af den blomstrende guldregn i det højre hjørne, og går ned ad trappen, kommer man ind i Historiens Hus.

Chok – her gemmer sig under hvælvede lofter bibliotek, læsesal, arkiv og foredragssal – og en god grøn udsigt over klosterhaven. Det hele fuldstændigt åbent og offentligt.

På førstesalen ligger byens bedst gemte læsesal midt i biblioteket med fjorten pladsers ren klosterkølig læsefred. Stemningen er middelalder via skønvirke – bygningen er i sin grund Skt. Knuds Kloster og blev i industri-Odenses mest nøgterne år brugt som klædefabrik: her midt i det højhellige stod byens første dampmaskine utroligt nok i 1839!

Måske derfor brændte klosteret  i starten af århundredet, og efter 1919, hvor man genopførte bygningerne, gik man anderledes følsomt til værks og indrettede til datidens multikulturhus med offentlig læsesal. Her sidder stadig arkivarer klar til at hjælpe, eller til at lade dig passe dig selv i studier eller grublerier under læselamperne.

Der bliver i det hele taget udøvet en meget menneskelig historieformidling i det hus. Udover deres faste serie Husker Du… (en slags kollektiv-erindringsforedrag om steder eller tidsperioder, hvor deltagerne også bidrager med huskestof) og Torsdagsmik (formiddagsforedrag med kaffe og rundstykker) er der regelmæssigt arrangementer, der gør brug af den viden som Lokalhistorisk Arkiv og Stadsarkivet rummer om menneskeliv i byen.

På Historiens Hus lærte jeg for eksempel, at der i Odense fra 1983 til 1991 lå en kvindebogcafé ved navn Basviola. Den lå i Grønnegade med buet firserskrift i store vinduer, og udover at sælge bøger havde den et kaffehjørne, som var mødested for fem basisgrupper; SF’s kvindegruppe, Kvinderådgivningen, Kvinder over 40, Lesbisk Bevægelse og Arbejdsgruppen for kvindestudier ved Odense Universitet (som det dengang hed). Ingen adgang for mænd, naturligvis. 

Denne pirrende oplysning dukkede op i mit liv under et foredrag på Historiens Hus om rødstrømpebevægelsen i Odense, hvor der i øvrigt blandt publikum sad adskillige af hovedpersonerne fra den tids aktivisme, som bidrog undervejs med korrigerende kommentarer. Pirrende - både for nysgerrigheden og for min forståelse af, hvordan byer i høj grad bæres af de mennesker, der vil noget, og gør det. Og når de mennesker forsvinder, eller tidsånden, der bar projektet gør, forsvinder steder også, tit helt uden spor.

Historiens Hus sigter efter sammensmeltning af nedskreven og mundtlig historie, og når byen som nu skifter ansigt, er det sjovt at minde sig selv om, at den har gjort det før, og den kun er vores lige nu.  Det forstærker i hvert fald min glæde ved at færdes i byen, at jeg bliver mindet om, at der ligger lag af andres bevægelser i alle husfacader (og bag og under dem).

• Man - Tir: 12.00 - 16.00
• Ons: 10.00 - 16.00
• Tor: 14.00 - 19.00
• Fre - Søn: -

Du har ikke været i Ny Odense, før du har vovet dig ned på havnen. Havnen har - udover at være et generelt fedt sted - en række af Odenses vigtige attraktioner. Et af dem er uden tvivl Nordatlantisk Hus. Udefra ser det farligt sejt ud, og indeni har de en ret fantastisk restaurant, hvor man kan få et stykke med rigsfællesskab for rimelige penge.

Huset blev til som et samarbejde mellem Det Grønlandske Hus og Odense Kommune og rummer blandt andet studieboliger til de nordatlantiske borgere i Odense. Det geniale ved stedet er, udover den flotte arkitektur og den smukke beliggenhed ved Odense Havn, den helt særlige restaurant i stueetagen hvor der serveres specialiteter fra Grønland og Færøerne, der perfekt rammer den nordiske gastrotrend. Noma er det nok ikke, men det smager godt og er til ganske overkommelige priser.

Spis overdådig brunch med fabelagtig hjemmelavet Nutella og udsigt over vandet - i restauranten, på den fine terrasse, eller nu endda som take away. Grå klipper og lysende isbjerge har inspireret udformningen af denne perle på havnen, og i himlen over dig flyver isblå fugle af glas.

Udover restauranten byder huset også på koncerter og udstillinger med tilknytning til det nordatlantiske. Butikkens åbningstider: Torsdag kl. 13.00 - 18.00, Fredag kl. 13.00 - 18.00, Lørdag kl. 11.00 - 14.00.

• Man - Fre: 11.30 - 23.30
• Lør: 10.00 - 23.30
• Søn: 11.30 - 16.00

“Out on the edges they're mixin' the colors/ Some they don't like it but me I don't mind” (Iggy Pop).

Da mine børn var ganske små, gik deres første lange cykeltur til Vollsmose, hvor vi ville bese Børnebyen. Efter at have forceret den bedårende åsti med udsigt til stynede træer a la ”Fyrtøjet” og polkaprikkede ponyer a la Villa Villekulla stod vi så foran det kæmpemæssige højhusbyggeri på Vollsmose Allé. Og hvor jeg ikke erindrer, at ungerne havde vist nogen synderlig sans for naturfænomenerne undervejs, men mest klagede over træthed og tørst, lød min søns spontane kommentar: ”MEGA-flot!” Umiddelbart efter tilføjede han dog, at ”kirken ligner et fængsel” (den er da knap heller til at skelne fra den nærliggende Aldi-butik). Min datters kommentar var til gengæld ganske værdineutral: ”Hvorfor er her så mange brune mennesker, far?”

Lad os træde nærmere Vollsmose Kulturhus, idet vi kigger os til begge sider. Vollsmose flankeres til alle sider af brede veje. Men der er ikke tale om en sort firkant, snarere en sort diamant, der trænger til lys og liv i form af et udbygget vej- og stisystem. Udvortes er der ikke så meget at stille op med Vollsmose Torv (tidligere bl.a. Vollsmosecentret og Center Øst). Det repræsenterer byggestilen ”brutalisme i beton”. Men indvortes husker jeg de forretningsdrivende som så overvældende venlige, at jeg on a gloomy day af og til ligefrem undgik at blive konfronteret med deres strålende smil. Men så kunne man jo gemme sig blandt gammeldanskerne på værtshuset Mosen, som i dag er blevet gemt godt af vejen under centret. Eller besøge førstesalen, hvor kulturhuset ligger.

Meget kan allerede have forandret sig, siden jeg sidst var på disse kanter. Vollsmose Torv er lidt af et klondyke, hvor butikker og spisesteder kommer og går. Jeg vil derfor tage hele runden i centret, foretage mine indkøb og kigge indenfor på det udmærkede bibliotek, hvor digteren Viggo Madsen engang holdt hof, før jeg nok en gang bevæger mig opad vindeltrappen og ind i Vollsmose Kulturhus, der ligesom Kulturmaskinen i city er rammen om konferencelokaler og alle mulige kreative aktiviteter. Ydermere kan du også opleve koncerter, teater, film og fællesspisning her.

Hvis det også er længe siden, du har været i ”Mosen”, så tag et kig i kulturhusets altid fyldige program og udvælg en aktivitet. Ja, nu skal det være. Hop op på jernhesten og af sted ad åstien.

NB. Vollsmose Kulturhus er pr. 1. januar 2018 en del af Vollsmose Bibliotek.

• Man: 13.00 - 18.00
• Tir: 10.00 - 16.00
• Ons: 13.00 - 18.00
• Tor - Fre: 10.00 - 16.00
• Lør: 10.00 - 14.00
• Søn: -

Jeg forstår godt, nogle kan blive trætte af fodbold og dem, der formidler den. Men det behøver faktisk ikke være sådan. Fodbold er mytiske fortællinger af bibelske proportioner. Det er følelser, hengivenhed og (lokal)patriotisme. Det kan være had, men også samhørighed, medfølelse og barmhjertighed. Det er en verden med plads til de største egoer og de umulige altruister. Det er en fortælling om os - om samfundet. Det er politik, revolutioner, kamp om ideer og kultur i ordets egentlige betydning, og så kan det være kunst - også på en græsbane i Bolbro, når det regner.

Fodboldspillet har nogle iboende værdier, der gør det interessant at se på for milliarder: Fra formfuldendte, legende og næsten spottende chasséer, som her ved Prosinecki, til grimhedens æstetik i en mistimet tackling eller en sejr til det dårligste hold. I ingen andre sportsgrene giver det mening at snakke om fortjente og ufortjente sejrer, måske gør det i fodbold.

Men også den verden, der omgiver fodbolden, er helt speciel. For der er en grund til, at fodboldfans verden over ikke nøjes med at se Real Madrid - Barcelona, hvor der sikkert spilles det flotteste fodbold. Fodbold er en spejling af samfundet: Det er historien om en arbejderklassesport, der blev populær blandt magthaverne og i dag befinder sig i en åben krig mellem romantik og kommercialisering, mellem fans og markedskræfter samt programmer med Camilla Martin, sponsorer, der tilraner sig magt, og tv stationer, der vil bestemme over klubberne. Fodbold er den eneste sport, der i så stort omfang kan få mennesker til at synge i kor, uden at de bliver tvunget eller betalt for det. Fodbold er den eneste sport, der har væltet regeringer, udløst krige og sat gang i frigørelsesbevægelser, som forfatteren Franklin Foer beskriver i sit tilløb til en globaliseringsteori "Hvordan fodbold forklarer verden".

Tag nu Prosinecki, en jugoslavisk (nogle vil sige kroatisk) dribler af guds nåde, der i halvfemserne spillede på det kroatiske landshold med en vis Zvonomir Boban. Boban spillede den 13. maj 1990 for Dinamo Zagreb i en kamp mod Røde Stjerne Beograd, der sidenhen er blevet kendt som point of no return for krigen i Jugoslavien. Få uger forinden havde Kroatien holdt sit første flerpartivalg i 50 år, og de partier, der gik ind for løsrivelse fra Jugoslavien - med nationalisten Tudman i spidsen - havde vundet.

Til kampen havde ca. 3.000 Røde Stjerne-fans taget turen til Zagreb, herunder en senere serbisk krigsforbryder, Arkan. Efter stenkast på stadion endte spændingerne i et kæmpe slagsmål fansene imellem, og da en betjent slog en Dinamo Zagreb-fan, lavede Boban et berømt flyvespark på betjenten, som øjeblikkeligt gjorde ham til nationalhelt i Kroatien. At betjenten var en bosnisk muslim, der passede sit arbejde, betød ikke meget i situationen.

Se selv de forfærdelige billeder her og kom så ikke og sig, fodbold ikke betyder noget.

Kom på stadion og lev dig ind i spillet og livet på tribunerne. Ligesom flere mennesker til koncerter skaber flere koncerter, så skaber flere mennesker på stadion også et bedre fodboldhold, og det kan vi godt bruge for tiden.

• Man - Søn: -

Oplev verdens kulturhistorie set med stærkt nærsynede, fynske briller, og tag dig selv i at græde en lille æblemosttåre af bar kærlighed til vor grønne ø.

Oldtid, middelalder og renæssance tages på Møntergården under kærlig, lokalpatriotisk behandling og genfortælles med fynsk dialekt, (næsten) bogstavelig talt. Møntergården har i hele mit liv, og længe før, været byhistorisk museum efter devisen: gamle ting udstilles på gamle steder. I 2013 kom så en arkitekttegnet prestigetilbygning til og pustede nyt liv i Mønten.

Fyns lange og rige historie fortjener det, men det bedste i den nybyggede fløj er nu det sidste kapitel: den nære byhistorie i kælderen, hvor Odenses omfattende industri- og arbejderfortid foldes ret gribende ud med udgangspunkt i artefakter som klædefabrikant Brandts håndskrevne lykønskningsbreve til pensionsklare, trofaste arbejdere og eksempler på alt det klæde, jern og glas, der i en ikke så fjern fortid blev fremstillet lige her i byen.

Men man behøver faktisk slet ikke købe billet for at mærke Møntergården-magien. Til fods byder det hele sig til udefra: Det nye byggeri fra 2013 er følsomt placeret og citerer sine omgivelsers århundreder gamle bindingsværk, brændte tegl og gule gavle med sort, rød og okker i sin egen farvepalet. Det moderne byggeri faldt langt fra i alles smag, men alle er enige om, at der også er opstået nye, gode byrum omkring museet, og så har bygningen – måske allermest overraskende – fået sig en ven i den uglesete, modernistiske politigård på den anden side af gaden. Ét tvivlsomt nybyggeri i et gammelt kvarter er suspekt, men to tvivlsomme nye huse er pludselig en dynamik!

Så meget for det nye; for mig er Møntergården stadig dybest set Falk Gøyes Gård fra 1646, der ligger som en sovende, rød drage med ryggen ud mod Overgade, og danner en lukket gårdsplads sammen med den endnu ældre fattigstiftelse, Pernille Lykkes Boder, fra 1617. Indholdet her er ikke ligeså kækt fortalt med skærme og lyd, men jeg har altid været til fals for historieformidling efter princippet konkret tidsrejse: det er billige tricks, men synet af vadmel, og lugten af røget flæsk, gammel mur og kogler i kakkelovn virker bare, når man skal vænne sin hjerne til tanken om, hvad det ville sige at bo i en købstad i år 1600.

Fattiggårdens lave dørkarme og tykke mure er billedskabende bare som de står, og den indre gård med brosten, et stort kastanjetræ og julemarked om vinteren er et genuint, genialt udgangspunkt for museets byvandringer og de historiske børneaktiviteter, som der i øvrigt er mange af. Mit eget hjerte har banket for Møntergården, lige siden jeg som medlem af børnearkæologerne Hugin og Munin lå med en lille børste og udgravede (nøje plantede) romerske mønter og benskeer i en sandkasse i museets gård.

Traditionen for levende historie, som kan smages og mærkes i sprøjt på ansigtet fortsættes ivrigt i dag med brygning af middelalderøl og gladiatorkampe med ægte, halvnøgne mænd, der udspiller sig i gårdrummene mellem nyt og gammelt.

• Man: -
• Tir - Søn: 10.00 - 16.00

Er dit hjem uden for dit hjem. Et sted, hvor du kan fordybe dig i dine studier, drikke kaffe for en tier og æde en figenstang, mens du putter dig i tæpper, skramler med din medbragte madpakke og overspringshandler med at kigge på kunsten på væggene (udstillingen skifter fire gange årligt) eller bøgerne i reolerne.
Finder du en særlig interessant bog, kan du bare købe den, og når du har bestået din eksamen og helst ikke nogensinde vil læse dine bøger igen, så kan StudieStuen sælge dem for dig.

StudieStuen er indrettet med klunsede møbler. Lampeskærmene er frynsede. Tæpperne er hæklede. Der er den gode stol, den lidt for hårde stol og den, som vakler. Hjemligt.

Her går du lykkeligt glip af gennemtærsket cafémusik (du får i stedet noget så sjældent som stilhed eller behersket jazz), og lige så lykkeligt slipper du for stressende læsesale, hvor lyden af hektiske fingre mod taster hurtigt sender dit blodtryk på himmelflugt. Okay, men mit i hvert fald.

Konceptet taler til alle studerende, som ikke længes efter campusoplevelsen på Universitetet i Det Fjerne, men som holder af, at pauserne kan nydes ved at træde over dørtærsklen og direkte ind i bymidten. Eller i samtale med nogle af de andre studerende, naturligvis. Uden ond skulen eller schhh’en fra mere ambitiøse medlemmer af racen.

StudieStuen er rammen om et væld af arrangementer, som afspejler de frivilliges brede interesser. Det lille sted har været strikkestue, dansestue, syngestue, foredragsstue, brætspilsstue, koncertstue, lyrikstue og meget mere. Men mere end noget andet er stedet et værested drevet af flinke frivillige, som alle kender hinanden, og derfor er det meget familiært. Men altså – en flink og åben familie, hvor der er plads under vingen, om man vil.

• Man: 10.00 - 18.00
• Tir: 10.00 - 21.00
• Ons: 10.00 - 18.00
• Tor: 10.00 - 21.00
• Fre: 10.00 - 18.00
• Lør - Søn: 10.00 - 16.00

Min barnlige fascination af tog blusser helt op, når jeg støder på stolte, gamle veterantoge. Det er noget med historiens vingesus og fornemmelsen af, hvor altafgørende toget engang var for den danske infrastruktur.

Inde på Danmarks Jernbanemuseum har de det helt vildt over at hylde den kultur, der hylder jernbanen.
Bl.a. opførte et orkester "Jernbanegaloppen" inde blandt togene, og de har vist Europa fra Lars von Triers Europa-trilogi på museet. I anledning af en kulturnat forsøgte Jernbanemuseet sig endda med poetryslam i deres enorme hal, der ellers til daglig huser relativt fredsommelige lokomotiver og tilhørende accessories fra attenhundredeoghvidkål.

Bevægelsen gennem landet, ankomsten, afskeden, motoren og de tilfældige møder med andre rejsende har siden tidernes, eller rettere togenes, morgen været dynamo for musik og litteratur, og derfor er det faktisk en skidegod idé at bruge lokaliteterne som kunstscene.

Der er god grund til at hylde togfarten. Det er rigtigt nok, at det efter 132 år stadig kommer bag på DSB, at bladene falder af træerne, og at billetprisniveauet er helt barokt, men ser man bort fra det, er togfarten stadig den klart mest bekvemme og fantastiske måde at rejse på. Trop op i dit nydeligste 1930'er-sæt, og tag en veterantogs-selfie.

• Man - Søn: 10.00 - 16.00

Drik aften-øl på kanten af Odense Å med solen i ansigtet og utravle mennesker på tæpper omkring dig. Spring mellem åkandeblade på Eventyrlegepladsen, sejl til ZOO med flodpram eller hop i åen på din sidste skoledag.

Mosen er latinerkvarterets sydligste bastion, hvor det bedste fra byen og naturen samles på ét sted; vand, træer, græs, andefodring, åfart, kunstudstillinger, skulpturer og legeplads. Et godt sted at hænge ud med venner, engangsgrill og dåsebajere om sommeren. Et lige så godt sted at søge hen, hvis hestehalen skal svinges, og din tyngdekraft-trodsende sportskrop skal vises frem i neonfarvet løbetøj.

Der er på solrige dage altid mindst én sølvgrå ghettoblaster, som spiller musik fra svundne årtier. På legepladsen: børn. På de åbne græsarealer: fulde folk. Rig mulighed for at høre en sandhed eller to, altså.

• Man - Søn: 0.00 - 24.00

Stige Ø er Odenses Amager Fælled. En tidligere losseplads, hvor der nu er bynære naturudfoldelsesmuligheder, plads og kilometer. Skraldet har skabt et stort, rekreativt, bakket område. Her kan man søge ud af byen og leve naturliv. Det er her, den gode løbetur i terræn ligger. Det er her, mountainbike-folket kører dirt jump-bane. Og der hvor de pumpede crosfitters og legebørnene kan få afløb for deres indre jægersoldat på den toplækre forhindringsbane. Det er her, man skal ud at ligge i shelter og lave bål og cykle og løbe i bakkerne og flyve med drager og få vind i håret og se ud over vandet - det er det gode liv. Alt, hvad du måtte ønske at vide om øen, finder du her.

Så har du brændt hele dit sommerferiebudget af på at købe urimeligt dyre, kolde fadøl på Roskilde, eller har du bare lyst til at afprøve dine overlevelsesevner inden for en bekvem (cykel)radius, så er en overnatning eller to på "skraldeøen" sagen. Der står gratis shelters og naturoplevelser og venter på dig - om det er at fange din egen aftensmad på øens fiskespots, lege amatørornitolog og kigge efter havørnene, klappe de vilde heste eller bare sidde og nyde aftenen og lade stilheden sænke sig - der er masser at opleve for dem, der synes, natur er awesome. Og hvis du ikke føler dig SÅ eventyrlysten, eller simpelthen ikke har tid, kan du eventuelt også bare afsætte et par timer til at gå/cykle/rulle på opdagelse i bakkerne og de mange aktiviteter, som øen byder på.

For dem der synes, det ikke lyder spændende nok: Stige Ø er efter sigende også stedet, hvor narkomaner, der ikke har betalt deres gæld, får klippet fingre: “Når en narkoman en sen aften får besked på at sætte sig ind i en bil, fordi han eller hun skal ud på Stige Ø ved vedkommende udmærket, hvad klokken er slået." (http://www.tv2fyn.dk/article/370924:Narkomaner-mishandles-paa-Stige-oe).
Det tilfører da unægteligt den shelter-tur lidt ekstra suspense.

This is - also - Odense. Træk stikket, smæk telt, trangiasæt og (varm) sovepose på ryggen og campér med en yndlingsflaske på toppen af Stige Ø.

• Man - Søn: 0.00 - 24.00

På Munkebjergskolen ligger et observatorium.

Når man læser den sætning, reagerer mange nok på en af to måder. Det kan være, du tænker: "Sådan et observatorium, hvor man kan kigge på stjerner, i Odense, på en skole?". Eller også mærker du en genkendelsens glæde fra din skoletid. Fra den første gang, du for alvor kunne placere dig selv i kontekst og på en og samme tid mærke følelsen af ubetydelighed og begæret efter at drømme om mere og større.

Jeg hører til i sidste kategori. Det er - som så mange andre ting i Odense - en af de perler, vi som odenseanere har glemt at værdsætte: Et af de klenodier, vi glemte, vi havde - det eneste observatorium på Fyn med offentlig adgang. Men det er her endnu.

I 1917 døde den rige, jødisk læge, Seligman, fra Middelfart (som dengang stadig var en oprigtig del af Fyn). Seligman var en ivrig amatørastronom, og ved sin død testamenterede han sin fine stjernekikkert til Odense Skolevæsen med et håb om, at den ville blive brugt i et folkeobservatorium for skoleelever og andre borgere i byen.

Først 17 år senere, da man var blevet færdige med at overveje alle tænkelige opstillingssteder, hentede man kikkerten ud af sin kasse på Odense Katedralskoles loft og placerede den på den ny Munkebjergskole.
På daværende tidspunkt lå skolen i udkanten af Odense og var endnu ikke offer for byens lysforurening.

Kikkerten, der dengang stadig var en af Danmarks bedste, er der endnu. Til trods for renoveringer fra den mangeårige observator, Erik Clausen, kan den dog ikke længere stå mål med mere moderne udgaver, og Munkebjergskolen ligger nu midt i byen omgivet af gadelamper, så langt øjet rækker. Det betyder også, at det ikke er muligt at iagttage f.eks. galakser og tåger. Til gengæld er kikkerten en af de smukkeste og mest velbevarede eksemplarer fra sin tid, som stadig er i brug, og du kan fint se månen, dobbeltstjerner og stjernehobe. Især månen skulle være særlig flot.

Når du sætter øjet mod den fine Carl Zeiss optik fra omtrent år 1900, ser du ikke alene på en fjern virkelighed, der har udspillet sig for længe siden, du står også på samme sted og tænker de samme tanker som tusinder og atter tusinder har gjort før dig.

Observatoriet holder - uanset vejret - åbent om mandagen fra 1. februar til 1. april og fra 15. september til 1. december.

På de faste åbningsdage vil besøgende blive lukket ind mellem 19:50 og 20:00. Mødestedet er den nordligste indgangsdør i skolegården på Munkebjergskolen.

Når der er stjerneklart, lyser en stor hvid lampe uden på kuplen, og så vil observatoren med håndkraft åbne kuplen mod himlen. Det koster den nette sum af 20 kr. at tiltvinge sig adgang - og det må siges at være pengene værd.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt vejret er godt nok og ikke vil besadle cyklen uden grund, kan observatoren kontaktes på info@munkebjergskolensobservatorium.dk eller via facebook, hvor du også kan følge med i forskellige arrangementer.

• Man: 19.50 - 23.00
• Tir - Søn: -

Som ung fjantede jeg ofte rundt i ZOO med potentiel elsker i den ene hånd og lommelærke med stærk, stærk spiritus i den anden. Nu kommer jeg der mest med datter og stor, stor is.

Men det er stadig godt. For selvom Odense ZOO i 1930 var verdens kedeligste ZOO – en påfugl, to aber, et dådyr, et muldyr og nogle marsvin var, hvad det kunne blive til – så er haven kommet stærkt igen, og i både 2013 og 2015 vandt den prisen for bedste europæiske ZOO i sin kategori (med op til 500.000 årlige besøgende - uddeles kun hvert 2. år).

ZOO er nemlig lykkedes med at gøre dyrenes bure til andet og mere end bare kasser til opbevaring. Der er historiefortælling: løveklippen med sit brusende vandfald ekkoer Løvernes Konge, katta-lemurerne boltrer sig i et forladt vanilje-lager, og Europas største fuglevoliere genlyder af vingesus.

Yndlingsdyret er dog søkoen, som i sin dampende urskovssump mest af alt ligner en ubehjælpelig børnetegning – skørt proportioneret og fattig på detaljer. Men jeg kan svømme fuldstændig hen i at se det store, grå dyr hænge der i vandoverfladen og bare skovle salathoveder ind. Det er absolut fredfyldt fryd.

Husk at ZOO serverer både virkelig dårlig og virkelig dyr mad, så det kan godt betale sig at hapse en sandwich med og stille sulten med udsigt til græssende zebraer på savannen.

• Man - Fre: 10.00 - 17.00
• Lør - Søn: 10.00 - 18.00

Den Fynske Landsby er nok den kulturinstitution i Odense, jeg har det tætteste forhold til - jeg har besøgt stedet talrige gange igennem min opvækst, under ret forskellige omstændigheder. Her har jeg tullet rundt både i og udenfor åbningstid, dengang min far arbejdede på opførelsen af “Svinedrengen”, jeg har haft den helt autentiske Min-Fynske-Barndom-oplevelse da jeg iført ægte træsko og alt for lidt solcreme (tak far) var barnestatist i en eller anden optagelse omhandlende lokalhelt II, Carl Nielsen. Det var også her, at jeg første gang så Jeppe på Bjerget, i en fantastisk opsætning, hvor man fulgte den ynkelige hovedperson rundt i landsbyen - fra bondehuset, hvor han fik tæv af sin kone med Mester Erik, til kroen, hvor han drikker alle pengene op, og over til herregården, hvor han vågner op til en ny (og desværre kortvarende) virkelighed.

Man KUNNE være grov og beskrive Den Fynske Landsby som Dansk Folkepartis drømmeland; en tilsyneladende historisk tidslomme, hvor kun mennesker med penge og interesse for den danske kulturarv kommer ind. Men det er ikke (hele) sandheden; landsbyen lidt uden for den soon-to-be ministorby er et fantastisk udflugtsmål for familier, for her kan bedstemors barndomshistorier kombineres med historier fra Emil fra Lønneberg, samtaler om dyrevelfærd, landbrugspolitik og landsbyfællesskaber samt yngstens interesse for dyr og maskiner. Og hvis hverken du eller din familie ligger inde med fun facts fra 1800-tallets Danmark, så er der heldigvis levende historie og rundvisninger i åbningstiden.

Så selvom der er meget få knapper at trykke på, og der lugter lidt gammelt, så er Den Fynske Landsby bare et vanvittig hyggeligt sted at spise sin madpakke og tilbringe nogle timer sammen på tværs af generationer. 

• Man - Søn: -

Er det sommer? Sol? Varmt? Tid til kolde øl, verdenslitteratur og nøgenbadning? Så findes der ikke noget bedre end at hoppe i – øllene, bøgerne eller vandet!

Men hvor vi normalt ville tage et smut ud til Hasmark, Kerteminde eller - om ikke andet - ud til friluftsbadet for en doven dukkert, vil jeg her give et noget hengemt og absolut overset alternativ til din sommerbadning: Davinde Sø!

Det behøver dog ikke at være sommer for at nyde søerne. Området er ganske fantastisk hele året rundt. I sne, blæst, regn eller i det spirende forår.

Søerne har længe været en af Odenses skjulte perler, og jeg har selv ikke kendt til dem før for ganske nyligt. Kort fortalt, så er det et tidligere grusgravs-område, der nu er omdannet til en række søer, omgivet af den pureste natur – bladfyldt og græsgrønt.

Mere præcist hedder området Tarup-Davinde og ligger på vejen mod Ørbæk. Det kan sagtens nås på cykel ad omveje, men hvis børnene ikke er helt cykelmodne endnu, eller man har pakket alle 24 bind af Grimbergs Verdenshistorie med i tasken, så er der måske lidt langt. Odense Kommune har lavet en lille info-side over området med forskellige ruteforslag, så man lige kan orientere sig, inden man tager turen derud.

Læs mere om søerne og området her.

• Man - Søn: 0.00 - 24.00

Brug en varm solskinsdag på at (gen)opleve duften af klor, friture og nyslået græs og følelsen af suset i maven, når man liige skal se, om den der 5- (eller 10) meter udspringsplatform er blevet mindre skræmmende siden sidst. Eller det hårde arbejde med at holde varmen på de lidt mere troløse sommerdage, og forsvare sin gode plads i skyggen på de gavmilde. Uanset om du ligesom jeg har masser af sommerminder forbundet med friluftsbadet, eller du ikke har fået besøgt det endnu, så er det helt sikkert et besøg værd, alene fordi det har den helt særlige kombination af fællesskab, ungdommelig energi og total afslappelse. Siden åbningen i 1933 har Odense Friluftsbad været stedet, hvor store børnefamilier med komplet picnicudstyr, flokke af flirtende tweens og teens, forelskede par og soldyrkende singler har kastet sig ud i timevis af et nøje koreograferet samvær hvor afstand mellem tæpperne på græsset, interaktionen mellem de forskellige legende vandpjaskere og seriøse svømmere, samt de tydelige sociale grupperinger, følger ritualer, der er et antropologisk studie værdigt.

Om det kommende havnebad vil udkonkurrere de grønne plæner, vandrutschebanen og 10-meter vippen vil vise sig, men indtil da: snyd ikke dig selv for en bid af dansk badekulturhistorie, og hvis du er heldig med vejret, rendyrket sommerlykke.

• Man - Søn: -

”I wish you could swim. Like the dolphins, like dolphins can swim”

Med David Bowie i baghovedet synes jeg, at du skal tage en tur i Klosterbakkens svømmehal! Ja, bare det. Svøm en tur i Odenses absolut flotteste svømmehal og nyd 30’er-stemningen, fra bygningens røde arbejdermursten til det store vægmaleri inde i hallen. Og selvfølgelig det ikoniske neonskilt foran bygningen, hvor manden heiler i en 90-graders vinkel eller er ved at hoppe i vandet. Som øjnene ser. Det er hvert fald en fin bygning, og så svømmer vi for lidt.

Det er vist vildt sundt at svømme. Og sjovt. Men ikke poetisk. Det er faktisk frygtelig grimt at kigge på svømning. Det er en klodset disciplin. Man føler sig også lidt klodset, når man svømmer. Det er ikke en æstetisk sportsgren. Mener heller ikke, at der er mange billeder af svømmere i Leni Riefenstahls kunstfilm, som ellers har revl og krat med af alle de klassiske og særdeles poetiske sportsdiscipliner. Hvem husker ikke billederne af en muskuløs, adræt diskoskaster. Men altså ikke nogen svømmere. Det er ikke en poetisk disciplin.

Se bare amerikaneren og supersvømmeren Michael Phelps. Det er som at se en cykelpumpe på overarbejde i en snestorm. Det går uhyggeligt stærkt, men der er ingen sving i det. Ingen poesi eller elegance i de mekaniske pumpetæsk i klorvandet. Jeg ved ikke, om jeg decideret kan se en større elegance i den sovjetiske tredobbelte guldvinder fra OL i Moskva 1980, ‪Vladimir Salnikov, men det bilder jeg mig ind, at der er. Jeg så ham selvfølgelig ikke live, men har efterfølgende set flere klip med ham, og der var hvert fald en elegant menneskelighed i hans fremtræden, trods optræningen under det groteske sovjetiske styre. En mester trods placeringen i det menneskefremmede og våde element.

Men selvom vi nok hverken kan svømme så hurtigt eller se godt ud, mens vi gør det, så skal det ikke afholde os fra at tage en tur i Klosterbakkens svømmehal. Nyd det. Nyd vandet og mærk for hvert sving med armene, hvordan kroppen jubler. Det har reddet mig fra mange tømmermænd og lortemorgener at tage en dukkert inden arbejde eller som en frisk søndagsbeskæftigelse. Lækkerhed. Og hvis du møder en delfin dernede, så lad den gå. De er vanvittigt sjældne på vores breddegrader og sikkert også fredede.

Svømmehallen Klosterbakken er fra 1938, og bygningen dertil er af ældre karakter, hvilket har medført to betydelige moderniseringer sidenhen. Første gang i 70'erne, og senest i 2010-11, hvor hele bygningen blev gået igennem. Senest er der også kommet motionsrum, spabad, dampbad og sauna.

• Man: 06.00 - 20.30
• Tir: 06.30 - 20.30
• Ons: 06.00 - 20.30
• Tor: 06.30 - 19.00
• Fre: 06,00 - 19.00
• Lør: 07.00 - 14.00
• Søn: 08.00 - 14.00

Skulle det gå hen og blive så varmt, at du overvejer at tage i Odense Friluftsbad (det når man aldrig til, tænker du så, for man vil jo altid vælge stranden, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Nogle mennesker kan ikke lide sand mellem tæerne. Min ven Haakon vil hellere stå op en hel dag end sætte sig i sand. Da hans datter forleden fik en sandkasse i gave, og han måtte røre det dyre Toys"R"Us-sand for at udstråle falsk begejstring, så jeg ham tørre den sandede hånd af i låret med en let skælven. OG klumpfisken er på vej til Danmark, så det er hvidhajen nok også, og nogle mennesker kan ikke lide hvidhajer i deres vand) så overvej hellere Allerup Gamle Have. En gammel institution med gymnastik-sjæl og alt.

Siden 1929 har stedet været en idræts- og festplads, og i 1934 håbede Odense Amts Gymnastikforening gennem idrætsudfoldelse at sikre Danmarks frelse gennem ”en dygtig og viljefast ungdom”. Gad vidst, hvornår den gik tabt, men i dag er Allerup Gamle Have et aktivitets- og værested, der drives af frivillige lokale beboere, hvor man kan dingle med benene i det bassinblå vand og sutte papiret på en Sun Lolly helt blødt.

Indrømmet – jeg har ikke været der, siden jeg var meget, meget yngre og tilsvarende kortere, og det hele ganske givet så meget større ud, end det sikkert både var og er. Men i min erindring er den gamle have solbeskinnet vidunderlighed. En bindingsværksgård med et badebassin lige der, hvor den brostensbelagte gårdplads burde være - gravet af 158 viljefaste, solbrune gymnaster i de ranke 30'ere. 

Ud over badet er der boldbane, kongespil, klatrestativ, hoppepude, trampolin, basketball, volleyball og mulighed for at erhverve sig en sød-sød Capri Sonne for 8 kroner og en pose flæskesvær for 15. Hvis man vil spise karbonader med nye kartofler og sovs og ærter i den tilhørende kro, må man huske egen vin, for stedet har ingen alkoholbevilling.

I den gamle have er der plads til de af os, som ikke holder til hverken hajer i vandet, sand mellem tæerne eller mennesker i store flokke. Haven ligger 12 km Sø for Odense centrum. En smuttur for både bilister og cyklister.

• Man - Fre: 13 - 18:30
• Lør - Søn: 12 - 18:30

I arenaen er de helte - kuldens harniskklædte kæmper, der fighter, så blodet farver isen rød, og kropsdampen står som en tåge over spillerne. Det er et show, et spil med brækkede næser, blå øjne og manglende tænder som en almindelighed. Og vi elsker det! Vi vil se dem kæmpe og vinde hver en puck og hver en nærkamp, som var det det sidste, de gjorde. Og det gør de så! Ishockeyspillere er nådesløse og dristige mestre i kuldens brutale rige. I Odense hedder dette rige Vestfyen Arena og huser byens hold – Odense Bulldogs.

Jeg har kun oplevet Odense Bulldogs et par gange, men det har været vilde oplevelser hver gang. Stemningen i den overdimensionerede kummefryser med gennemfrosne øl er fantastisk og en fest i sig selv. Her kommer alle slags skæbner fra gadebilledet – fra den kødfyldte forretningsmænd, der vil have noget lir for deres sponsorkroner, og over til klubknægten, der køber sæsonkort til hele familien og bløder, ånder og drømmer med klubben, uanset om verden stod i brand uden for arenaen.

Der er god pølse- og ølstemning plus byens dårligste pomfritter. Og så er der ikke noget bedre end det klassiske ishockey-tema, som spiller, når skøjtedrengene løber på isen indhyllet i røg og damp! Tag til hockey og se Odense Bulldogs.

• Man - Søn: -

Da jeg var teenager, og vi spillede Risk og drak flaskeøl, var problemet, at borde jo som regel er reserverede til trivialiteter som madindtag og derfor altid skulle ryddes på tidspunkter, der kom i vejen for indtagelsen af verdensherredømmet. Men på Papas er bordene helliget brætspillene. Og bajerne.

Tag på Papas, hvis du nyder brætspillet for dets særlige evne til at bringe mennesker sammen i socialt samvær, som ikke skal holdes oppe af evnen til at sludre om ”hvordan det går” i en uendelighed. Her kan I sammen forsøge at redde verden fra verdensomspændende sygdomsepidemier, eller I kan dolke hinanden i ryggen i forsøget på at hemmeligholde egne identiteter i paranoide modstandsbevægelsestider.

Stedet er befriende nok ikke bygget op omkring en lyst til at høste flest muligt skejser på serveringen af chips med smelteost, men på Jens Neumanns reelle brætspilsentusiasme. Og med indtil videre over 600 forskellige brætspil på hylderne er der noget for alle. Her er Matador, Ludo og Stratego, men også Pandemic, Zombicide og Arkham Horror.

Du kan komme ind og gribe dig en klassiker, men er du i humør til noget nyt og har mellem 5 minutter og 24 timers ledig kalendertid, kan du hive en af stedets frivillige spil-guruer i ærmet og blive inspireret og indført i et nyt spil udenom de der uforståelige regelsæts-sider.

Papas Papbar er uden tvivl nørdernes paradis, men altså ikke en lukket klub. Det er brætspilsformidling, åbne arme og hygge for fuld smadder.

Se den fulde spil-liste her, glæd dig, aflys dine møder/udsæt lektierne, få fat i vennerne og ring og reserver et bord på 61705548. Det koster kun, at I bestiller noget i baren.

• Man: -
• Tir - Tor: 13:00 - 23:00
• Fre: 13:00 - 01:00
• Lør: 12:00 - 01:00
• Søn: 12:00 - 23:00

Odense Havn er ikke en havn og derfor er Odense Havnebad heller ikke et egentlig havnebad. Odense Havn er et mudderhul, en blindtarm, brakvand for enden af en kanal. Der mangler gennemstrømning i vandet, og derfor kan det ikke gøres rent nok til at bade i. Og bade, det vil borgerne, det har borgere altid villet. Derfor denne ø med et badekar i, et friluftsbad, et rent og kloret svømmehalsystem.

Jeg er opvokset i vandkanten i Det Sydfynske Øhav, og nogle gange føler jeg mig som en idiot at være flyttet ind midt på øen, allerlængst væk fra vandet. Havnebadet hjælper. En dukkert er i sigte. Og der er tilmed saunaklub og vinterbadning, og det hele er gratis, det er meningen. Det er også pænt: Klassiske små badehuse på den ene side og det ligeså klassiske udkigstårn med røde og hvide striber på den anden.

Der er håb og drømme i det bad. Badet trækker os ned på havnen og genopliver en aktivitetsløs ørken (?), hvor ikke engang en ismand eller en pølsebod hidtil har kunnet tjene til det daglige brød. Det sker nu. Det sker for havnen med Havnebadet. Jeg er næsten sikker. Det sker for havnen nu.

Der er forskel på sommer- og vinteråbningstider, så kig forbi hjemmesiden, så du er sikker.

• Man: 06.30 - 09.30
• Tir: 18.00 - 21.00
• Ons: 06.30 - 09.30
• Tor: 18.00 - 21.00
• Fre: 06.30 - 09.30
• Lør - Søn: 08.00 - 11.00

Løb for pokker, løb! Altså, jeg løber ikke selv bare for at løbe, men jeg ved, at det gør en masse andre. Så hvorfor ikke gøre det på et prisvindende anlæg?!

SDU's atletikanlæg er verdens bedste. Den internationale olympiske komité har sammen med Association for Sports and Leisure Facilities kåret anlægget som verdens bedste udendørs idrætsbyggeri.

Bum, sådan et anlæg kan man næsten ikke andet end at anbefale. Det er også virkelig fedt at rende rundt på. Der er slet ikke, som man forestiller sig eller frygter. Det er en bane for både konkurrence og leg. Og det sidste er særdeles vigtigt. Løb skal sgu være sjovt, ellers er der en helvedes masse andre sportsgrene, der lokker mere til både fantasi og adspredelse. 

Men løb er bestemt en folkesport. Uroligt mange løber. Enten for sundhedens skyld, for at klare hjernen eller for at vinde noget - måske mest over sig selv. Det er jo kun godt, men tænk, hvis den ideelle bane også var til det?! Det er den, og den er lige i Odense.

Så på med skoene, ud til SDU, tag børnene med, hvis du har sådan nogle og løb! Løb så sveden driver af dig, og benene jubler i syre og ilt!

• Man - Søn: 00.00 - 24.00

Skt. Jørgens Parken er the shit. Stadigvæk. Også selv om det er blevet til et løbehjulshelvede i dagtimerne - men mere om det senere. 

Et skate-areal beliggende i den fattige ende af åen. Græs (ulovligt), øl, sol, bål (det må man vist heller ikke), asfalt, curbs, hips, banks, eurogabs, ledges, flatbars, stor vert, manual pads, rails … det er lidt løgn, man må tage til Fælledparken i København, hvis man vil ha’ det hele. Men Skt. Jørgens Parken forever. Skate or Die. 

‘Skate or Die’ er mere end et diktum til teenagere om at køre på bræt. Skateboarding er et eksistentielt valg. Det er To Be or Not to Be. Det er en måde at bruge verden på. Hvor omgivelserne ikke er begrænsninger, men muligheder. Det, du vil, skal du tro på, sætte dig for, blive ved med, indtil det lykkes. Man får mange prygl gennem sit skateboard-liv. Slag. Men hvert slag er bare et skridt nærmere målet. Slam, hårdt! Der er kun én begrænsning, og det er din egen formåen. Det er menneskets vilkår, The Human Condition. 

Dét med løbehjulene: Hvem skulle have troet, at det skulle slå igennem at køre på løbehjul?! Store drenge drøner rundt på det der børnelegetøj?? Jeg har en tese om hvorfor: Generationen er opflasket med, at intet må gøre ondt. Skateboarding gør ondt. Løbehjul gør ikke. Det er nemt. Det funker fra starten af. Kørekørekøre, se, hvor jeg kan komme afsted, op og ned og henover ramper, jeg er sej med det samme … Nej. Du er ikke sej. No Pain No Gain. Man kan ikke opnå noget af betydning uden at have betalt en pris.  

Odense har skateboard-legender. Først ham her, fra VHS’ens tid, en flyvende Silas Eriksen alias Kill, fra Wrong teamets Make It Or Break It: https://www.youtube.com/watch?v=dQR66UGinms .

Og fra næste generation, en endnu vildere danser, Flex Sebastian O’Connor: https://www.youtube.com/watch?v=CbeRBtQHv98 . Ingen har overgået ham siden, han er et europæisk fænomen. 

De er hættetrøjeOdenseromantik. Street life i socialklasse 5. Skate or Die. 

Når du har fået kastet dit løbehjul i havnen, og købt dig et skateboard, og slået dig dine 10.000 gange i Skt. Jørgens Parken, og om vinteren i Hallen på Grønløkkevej, og du er blevet habil, så får du måske billet til Fuckes hemmelige pool.

“Brug Byen”, “Odense leger” - og alt det skidt der af kommunale slagord - ingen har hørt så godt efter som skaterne. Men ingen er heller så udrensede fra kommunens 'Fritid- og Kultur'-budgetter: Odenses ude-skate-arealer er udsultede som få andre steder. Fra Skagen til Bornholm indkøber man store anlæg af beton-bowls, og det er kun fordi indehaveren af skate-beton-firmet FSR, Claus Hermansen, en gammel Odense-skater, forbarmede sig over barndommens gade og selv finansierede udførelsen, at en tiendedel af Sankt Jørgens Parken nu er værd at køre på.      

• Man - Søn: 00.00 - 24.00

Imellem Albanigade og Frederiksgade ligger Albanibryggeriet som en massiv kompromisløs kæmpe med høje, røde mure hele vejen rundt. Jovist, de fylder hele øens kiosker med Odense Pilsner, men bygningen har ikke givet meget tilbage til byen - altså før for nylig.

Siden 2016 har Albanibryggeriet blotlagt det hjørne af bygningen, som ligger længst nede mod åen, og på den høje væg ved siden af murstensbuer fra en svunden tid finder man fem høje former skabt af hvide og sorte trækantede klinker. Indimellem stikker trekanterne drilsk ud i luften fra den bagvedliggende udtryksløse murstensvæg. De små greb smyger sig i zigzag-mønstre hen over de fem store paneler, og hvis man stiller sig helt op til kunstværket, kan man faktisk gribe fat i nogle af dem.

Installationen på bagsiden af Albanibryggeriet er nemlig på en gang skulptur og klatrevæg. Kunstneren bag klatrevæggen, Jacob Skov, har udviklet de forskellige elementer i væggen i samarbejde med lokale klatrere og har dermed skabt kunst, man må lege på.

Udover at åbne selve bagmuren på bryggeriet op for kunst- og klatreentusiaster, er det lille grønne område op til væggen også blevet ryddet, og en lille legeplads er skudt op. Bryggeriets enorme organisme åbner sig på en smuk måde op for andre af byens skabninger, og det lille grønne område imellem mur og å er blevet en lille oase midt i byen.

Næste skridt må være at banke muren ned under en af buerne og åbne en lille bar, som sælger fejlmarkerede flasker til de unge mennesker, der slænger sig i pallemøbler i solskinnet. Den tager i bare Albani!

• Man - Søn: 00:00 - 24:00

De brune Vesterbroværtshuse kan stadig virke afskrækkende set udefra med deres druk, røg og råberi. Og jo, de mest trofaste kunder er til tider hårde ved sig selv og hinanden. Det er reelt bare sjældent så slemt som de fleste tror, hvis man er villig til at parkere sine fordomme i døren og gå ind og sige 'hej' og bestille en øl.

Det gælder også på Billarden, der nok er den af byens beværtninger, der mest har måtte slås med et blakket ry. Et sådant ry er, velfortjent eller ej, notorisk svært at slippe af med, når det først har bidt sig fast, men de nye ejere Kenneth og Dan gør et hæderligt forsøg, og det er nok værd at bakke op om.

Meget har i hvert fald ændret sig på adressen siden det nye makkerpar overtog det i januar 2020 og kaldte det Billarden 2020 Aps for at markere en ny begyndelse for stedet, der oprindelig husede en bank indtil det i 1993 blev lavet om til en billardklub og siden fik spiritusbevilling og blev til et åbent værtshus.

Som noget af det første valgte de klogt at fjerne de grumme, gamle jerngitre fra vinduerne, der nok har givet et par forbipasserende nogle forkerte associationer i tidens løb. Derefter malede de væggene i lysere og mere imødekommende farvere; lys og mere gennemsigtighed er en stor del af den nye stuerene stil. 

Det er dog stadig umiskendeligt Billarden, og både stedets ånd og langt de fleste stamgæster er blevet hængende efter ejerskiftet. De udveksler stadig deres joviale fornærmelser indbyrdes i baren, ligesom de nok også kan byde på et par røverhistorier eller to fra Billardens wild west-fortid.

Men der kommer også unge mennesker ind ad døren, primært grupper af studerende, der lokkes af de billige priser, rygefriheden og de rumlige omgivelser. De unge sætter sig som regel ved bordene og drikker under de lavthængende lamper, mens baren er old-timernes domæne.

Og ja, man kan selvfølgelig stadig spille gratis keglebillard på Billarden.

Brun tjekliste

Jukeboks: Ja

Gårdhave: Ja

Håndbajer: 22 kr.

• Man - Søn: -