På Munkebjergskolen ligger et observatorium.
Når man læser den sætning, reagerer mange nok på en af to måder. Det kan være, du tænker: "Sådan et observatorium, hvor man kan kigge på stjerner, i Odense, på en skole?". Eller også mærker du en genkendelsens glæde fra din skoletid. Fra den første gang, du for alvor kunne placere dig selv i kontekst og på en og samme tid mærke følelsen af ubetydelighed og begæret efter at drømme om mere og større.
Jeg hører til i sidste kategori. Det er - som så mange andre ting i Odense - en af de perler, vi som odenseanere har glemt at værdsætte: Et af de klenodier, vi glemte, vi havde - det eneste observatorium på Fyn med offentlig adgang. Men det er her endnu.
I 1917 døde den rige, jødisk læge, Seligman, fra Middelfart (som dengang stadig var en oprigtig del af Fyn). Seligman var en ivrig amatørastronom, og ved sin død testamenterede han sin fine stjernekikkert til Odense Skolevæsen med et håb om, at den ville blive brugt i et folkeobservatorium for skoleelever og andre borgere i byen.
Først 17 år senere, da man var blevet færdige med at overveje alle tænkelige opstillingssteder, hentede man kikkerten ud af sin kasse på Odense Katedralskoles loft og placerede den på den ny Munkebjergskole.
På daværende tidspunkt lå skolen i udkanten af Odense og var endnu ikke offer for byens lysforurening.
Kikkerten, der dengang stadig var en af Danmarks bedste, er der endnu. Til trods for renoveringer fra den mangeårige observator, Erik Clausen, kan den dog ikke længere stå mål med mere moderne udgaver, og Munkebjergskolen ligger nu midt i byen omgivet af gadelamper, så langt øjet rækker. Det betyder også, at det ikke er muligt at iagttage f.eks. galakser og tåger. Til gengæld er kikkerten en af de smukkeste og mest velbevarede eksemplarer fra sin tid, som stadig er i brug, og du kan fint se månen, dobbeltstjerner og stjernehobe. Især månen skulle være særlig flot.
Når du sætter øjet mod den fine Carl Zeiss optik fra omtrent år 1900, ser du ikke alene på en fjern virkelighed, der har udspillet sig for længe siden, du står også på samme sted og tænker de samme tanker som tusinder og atter tusinder har gjort før dig.
Observatoriet holder - uanset vejret - åbent om mandagen fra 1. februar til 1. april og fra 15. september til 1. december.
På de faste åbningsdage vil besøgende blive lukket ind mellem 19:50 og 20:00. Mødestedet er den nordligste indgangsdør i skolegården på Munkebjergskolen.
Når der er stjerneklart, lyser en stor hvid lampe uden på kuplen, og så vil observatoren med håndkraft åbne kuplen mod himlen. Det koster den nette sum af 20 kr. at tiltvinge sig adgang - og det må siges at være pengene værd.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt vejret er godt nok og ikke vil besadle cyklen uden grund, kan observatoren kontaktes på info@munkebjergskolensobservatorium.dk eller via facebook, hvor du også kan følge med i forskellige arrangementer.
- Man: 19.50 - 23.00
- Tir - Søn: -
Link til sted
Find vej