En klædefabrik blev i midtfirserne genfødt som kunsthal i Odense. Moderne visuel kultur erstattede væveri og farverkedler i de højloftede rum, og i dag viser Brandts samtidskunst i den slags rå rammer, som nybyggeri kun kan drømme vådt om. Efter Kunstakademiets exit har Brandts nu koloniseret alle etager med store ambitioner og fortællinger om en mulig fremtid, hvor Odense kan tage imod større kunstudstillinger og give dem den plads, de fortjener. Kun mediehistorisk museum har (lidt) endnu hjemme i det femetagers industrividunder.

Brandts er en kulturmastodont, der stadig sætter tonen for hele det gamle fabriksområde i Latinerkvarteret, men siden relanceringen i 2014 med nyt logo og en ny, ligefrem indholdslinje har museet stort set forvist soloudstillingerne og selv specialiseret sig i stort anlagte tema-shows, der taler til folkedybets maver, hjerter og egoer. I første omgang blev samtidskunsten fortrængt til lillesøster Brandts 13, men med endnu en konceptstramning er Brandts 13 nu også fortid.

Hvorvidt udstilling af tatoveringer, selfies og Disney skal forstås som eksperimentel, postmoderne provo eller snarere kæler for livsstilsmesse-segmentet står stadig til diskussion. For os er det sigende, at det tidligere gode udvalg af kunstbøger i boghandlen i dag næsten er forsvundet til fordel for hyldemeter med briller, tørklæder og kandinsky-puder. Et kunstmuseums boghandel er første møde med gæsten - en mulighed for at vise, man har noget at fortælle, og at man tager sig selv og sine gæster alvorligt.

Men det må trods alt ses som et sundhedstegn for kunsten, at museet fortsat kan pisse folk af. For de mere traditionelt indstillede museumsgæster er der også en fast udstilling med højdepunkter i dansk malerkunst, som faktisk har fundet sig smukt til rette i tilbygningen, inklusiv en hjerteskærende god og mørk Hammershøi, som man med fordel kan besøge hver eneste gang, man kigger forbi til en særudstilling.

Husk også altid at komme til de åbne receptioner, hvor der godt nok er for mange mennesker til, at man kan se, hvad der hænger på væggene, men til gengæld har man lejlighed til at hænge ud med gud og hvermand på museets udendørs svalegang med receptionssnacks i hånden og nyde synet af Amfipladsen i al dens oplyste dejlighed.

I dag er det en selvfølge for de fleste, at dyre lærreder hører hjemme i industrielle byrum, men Fyns største kunstmuseum var ved sin grundlæggelse en international mønsterbryder med sin genanvendelse af tomme fabrikskomplekser til kulturformål og blev belønnet for indsatsen med en European Museum of the Year Award i 1988, som det første museum i Norden. En kvalitet, man ofte tager for givet, men som der stadig er grund til at hylde for fremsynet omdannelse af fortidens bygningsarv. Lad os håbe, at museet bliver ved med at stræbe efter at ligge i museumformidlingens forfront, og ikke forfalder til nemme valg.

• Man: -
• Tir - Ons: 10.00 - 17.00
• Tor: 10.00 - 21.00
• Fre - Søn: 10.00 - 17.00

Odense Rådhus er placeret på et af byens gamle midtpunkter Flakhaven og består af en ældre og en nyere del. Det er dermed en god bid odensehistorie. Det er også historien om magtfulde og næsten alfaderlige embedsmænd og magtliderlige politikere, der klæber til taburetterne. Lokumsaftaler, studehandler og politiske kovendinger. Rævekager og velfærdsmilliarder. Kommunerne er stadig dem, der, selvom de siger noget andet, bestemmer mest over din hverdag. Tag et kig ind i det absolutte magtcentrum i Danmarks tredjestørste by.

Det er fedt at gå til byrådsmøde. Det er kedeligt - men det er fedt. Det er hver anden onsdag, magthaverne samles, og du skal ikke komme hver gang, men at have været der bare en enkelt gang, siddet dér på balkonen, og stirret ned på dem; dem, der bestemmer en hel del over dig og din by, set deres rigtige ansigter, som man kan genkende fra de ubehjælpelige valgplakater, hørt deres stemmer sige det, man forventer, eller noget helt andet end man forventer - det er god selvpåført borgeropdragelse. 

Det kan være svært at orientere sig i begyndelsen: Hvad er det her for et game? Hvorfor holder ham der den der lille mærkelige festtale? Hvorfor svarer dé der, men ikke dé der? Og hvorfor hviskefniser den røde borgmester med den blå venstredame - er de ikke på hvert sit hold? Og er der noget med, at det hele er aftalt i forvejen.

De er som forældre. De står for alt det praktiske, som vi andre slet ikke lægger mærke til bliver ordnet. Ukrudtet bliver bekæmpet, træer plantes, fliser og veje lægges om, fortovene fejes og vinduerne i Vollsmose bliver repareret, når de trænger. Der bliver truffet beslutninger om sund mad og børnepasning og ekstra hjælp i skolen, om sivegader, om parkgennembrud, om tryghed og uddannelse, om handicapbusser og kantstensparkeringer. De knokler med det, politikerne, de kedelige beslutninger, rammerne der skal være i orden, for at vi andre kan trives. 

Man kan tage disse forældre for givet, eller vrænge på næsen af dem, fordi de er så kedelige og trætte og bekymrede og taler så alvorligt om kedelige og bekymrende ting. Men man skal ære sin far og sin mor og forstå, at arbejdet trætter, og at ansvaret ikke er for sjov.

Jeg anbefaler på det varmeste at bruge et par timer en onsdag aften i de smukke plyssæder på balkonen og her opnå indsigt i, og respekt for, hvad det faktisk er de foretager sig, de politikere. Hvad vi allesammen ved, og hvad vi allesammen fortrænger: Det sjove og det egentlige sker, når vi andre er lagt i seng og lyset er slukket.

Her kan du se, hvem de er: http://www.odense.dk/topmenu/indflydelse%20og%20politik/odense%20byraad/byraadets%20medlemmer   

Her kan du se, hvad de tjener på deres beslutningsarbejde (det er ikke meget): http://www.information.dk/telegram/478497

• Man - Søn: -

Kom op i højden, og kig ud over havnen fra Byens Bro, Odenses nyeste vartegn, der forbinder by og havn for både cyklister og fodgængere og giver dig et helt anderledes syn på byen.

Få gange om året står jeg i en situation, hvor jeg ikke føler, det er mit ansvar at skabe den by, Odense fortjener at være. Hvor jeg kan slappe af og nyde, at jeg står midt i den. Det sker under Odense Film Festival og Phono Festival. Men det skete også under forrige års Havnekulturfestival, da jeg stod midt på Byens Bro og kunne betragte en dramatisk tordenhimmel og solen, der stod lavt bag skyerne og klippede et brutalt silolandskab ud på havnen. Så dramatisk og rigt og alligevel så fredfyldt.

Når man kommer op i højden i en by, sker der noget. Man skifter perspektiv. Som når man ser et børnelandskab for første gang igen som voksen. Man får et nyt forhold til afstande, man ser nogle nye mellemrum og bagsider, man bliver tvunget til at genfortolke det, man ser på. At kigge ud fra Byens Bro er særligt.

Men broen er ikke bare en udkigspost og en praktisk forbindelsesåre for byens bløde trafikanter; den er også en oplevelse i sig selv. Den slanger sig 135 organiske meter over banelegemet som en udfordring af jernbanens funktionalisme og den modernistiske fremskridtstro, der siger, at ligeud er hurtigst frem. På den sydlige side af broen tårner en glinsende pylon 40 meter op i luften. Et vulgært manifest for byens fysiske transformation, som råber til de forbipasserende jyder og københavnere, at der er grund til at hoppe af toget her.

• Man - Søn: 0.00 - 24.00

Du har ikke været i Ny Odense, før du har vovet dig ned på havnen. Havnen har - udover at være et generelt fedt sted - en række af Odenses vigtige attraktioner. Et af dem er uden tvivl Nordatlantisk Hus. Udefra ser det farligt sejt ud, og indeni har de en ret fantastisk restaurant, hvor man kan få et stykke med rigsfællesskab for rimelige penge.

Huset blev til som et samarbejde mellem Det Grønlandske Hus og Odense Kommune og rummer blandt andet studieboliger til de nordatlantiske borgere i Odense. Det geniale ved stedet er, udover den flotte arkitektur og den smukke beliggenhed ved Odense Havn, den helt særlige restaurant i stueetagen hvor der serveres specialiteter fra Grønland og Færøerne, der perfekt rammer den nordiske gastrotrend. Noma er det nok ikke, men det smager godt og er til ganske overkommelige priser.

Spis overdådig brunch med fabelagtig hjemmelavet Nutella og udsigt over vandet - i restauranten, på den fine terrasse, eller nu endda som take away. Grå klipper og lysende isbjerge har inspireret udformningen af denne perle på havnen, og i himlen over dig flyver isblå fugle af glas.

Udover restauranten byder huset også på koncerter og udstillinger med tilknytning til det nordatlantiske. Butikkens åbningstider: Torsdag kl. 13.00 - 18.00, Fredag kl. 13.00 - 18.00, Lørdag kl. 11.00 - 14.00.

• Man - Fre: 11.30 - 23.30
• Lør: 10.00 - 23.30
• Søn: 11.30 - 16.00

Magtens plads: Rådhuset og Domkirken. Konger og præster. Kirken intimiderer med sin fysik, men har ikke længere magt, som den har agt. Rådhuset knejser endnu, selvophøjende, smykket med latterligt lånte fjer i form af Justitia på toppen, den objektive retfærdighed - ha!

På torvet i midten, hvor du skal føle dig lille og afmægtig, er skulpturen Oceania - den nøgne kvinde - lagt. Hendes skød er vendt mod disse maskuline dominanter. 

Men alt det kan man bare lade være med at tænke over, og så spise sin softice fra Frellsens Chokolade på de solbeskinnede bænke foran Rådhusets varme mur, mens børnene leger og rutsjer på Oceanias udstrakte krop. 

På Rådhusets sydside holder Gro Odense Byhaver til, og bagved Domkirken finder man, hvis man leder lidt, den fineste gamle krydderhave, som leder tankerne hen på klostrenes stilhed og munkeflid og et andægtigt og oprigtigt liv. 

Tril videre ned i Eventyrhaven, væk fra hård magt og ned til naturens poesi.

• Man - Søn: 00.00 - 24.00

På Munkebjergskolen ligger et observatorium.

Når man læser den sætning, reagerer mange nok på en af to måder. Det kan være, du tænker: "Sådan et observatorium, hvor man kan kigge på stjerner, i Odense, på en skole?". Eller også mærker du en genkendelsens glæde fra din skoletid. Fra den første gang, du for alvor kunne placere dig selv i kontekst og på en og samme tid mærke følelsen af ubetydelighed og begæret efter at drømme om mere og større.

Jeg hører til i sidste kategori. Det er - som så mange andre ting i Odense - en af de perler, vi som odenseanere har glemt at værdsætte: Et af de klenodier, vi glemte, vi havde - det eneste observatorium på Fyn med offentlig adgang. Men det er her endnu.

I 1917 døde den rige, jødisk læge, Seligman, fra Middelfart (som dengang stadig var en oprigtig del af Fyn). Seligman var en ivrig amatørastronom, og ved sin død testamenterede han sin fine stjernekikkert til Odense Skolevæsen med et håb om, at den ville blive brugt i et folkeobservatorium for skoleelever og andre borgere i byen.

Først 17 år senere, da man var blevet færdige med at overveje alle tænkelige opstillingssteder, hentede man kikkerten ud af sin kasse på Odense Katedralskoles loft og placerede den på den ny Munkebjergskole.
På daværende tidspunkt lå skolen i udkanten af Odense og var endnu ikke offer for byens lysforurening.

Kikkerten, der dengang stadig var en af Danmarks bedste, er der endnu. Til trods for renoveringer fra den mangeårige observator, Erik Clausen, kan den dog ikke længere stå mål med mere moderne udgaver, og Munkebjergskolen ligger nu midt i byen omgivet af gadelamper, så langt øjet rækker. Det betyder også, at det ikke er muligt at iagttage f.eks. galakser og tåger. Til gengæld er kikkerten en af de smukkeste og mest velbevarede eksemplarer fra sin tid, som stadig er i brug, og du kan fint se månen, dobbeltstjerner og stjernehobe. Især månen skulle være særlig flot.

Når du sætter øjet mod den fine Carl Zeiss optik fra omtrent år 1900, ser du ikke alene på en fjern virkelighed, der har udspillet sig for længe siden, du står også på samme sted og tænker de samme tanker som tusinder og atter tusinder har gjort før dig.

Observatoriet holder - uanset vejret - åbent om mandagen fra 1. februar til 1. april og fra 15. september til 1. december.

På de faste åbningsdage vil besøgende blive lukket ind mellem 19:50 og 20:00. Mødestedet er den nordligste indgangsdør i skolegården på Munkebjergskolen.

Når der er stjerneklart, lyser en stor hvid lampe uden på kuplen, og så vil observatoren med håndkraft åbne kuplen mod himlen. Det koster den nette sum af 20 kr. at tiltvinge sig adgang - og det må siges at være pengene værd.

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt vejret er godt nok og ikke vil besadle cyklen uden grund, kan observatoren kontaktes på info@munkebjergskolensobservatorium.dk eller via facebook, hvor du også kan følge med i forskellige arrangementer.

• Man: 19.50 - 23.00
• Tir - Søn: -

Som ung fjantede jeg ofte rundt i ZOO med potentiel elsker i den ene hånd og lommelærke med stærk, stærk spiritus i den anden. Nu kommer jeg der mest med datter og stor, stor is.

Men det er stadig godt. For selvom Odense ZOO i 1930 var verdens kedeligste ZOO – en påfugl, to aber, et dådyr, et muldyr og nogle marsvin var, hvad det kunne blive til – så er haven kommet stærkt igen, og i både 2013 og 2015 vandt den prisen for bedste europæiske ZOO i sin kategori (med op til 500.000 årlige besøgende - uddeles kun hvert 2. år).

ZOO er nemlig lykkedes med at gøre dyrenes bure til andet og mere end bare kasser til opbevaring. Der er historiefortælling: løveklippen med sit brusende vandfald ekkoer Løvernes Konge, katta-lemurerne boltrer sig i et forladt vanilje-lager, og Europas største fuglevoliere genlyder af vingesus.

Yndlingsdyret er dog søkoen, som i sin dampende urskovssump mest af alt ligner en ubehjælpelig børnetegning – skørt proportioneret og fattig på detaljer. Men jeg kan svømme fuldstændig hen i at se det store, grå dyr hænge der i vandoverfladen og bare skovle salathoveder ind. Det er absolut fredfyldt fryd.

Husk at ZOO serverer både virkelig dårlig og virkelig dyr mad, så det kan godt betale sig at hapse en sandwich med og stille sulten med udsigt til græssende zebraer på savannen.

• Man - Fre: 10.00 - 17.00
• Lør - Søn: 10.00 - 18.00

Den Fynske Landsby er nok den kulturinstitution i Odense, jeg har det tætteste forhold til - jeg har besøgt stedet talrige gange igennem min opvækst, under ret forskellige omstændigheder. Her har jeg tullet rundt både i og udenfor åbningstid, dengang min far arbejdede på opførelsen af “Svinedrengen”, jeg har haft den helt autentiske Min-Fynske-Barndom-oplevelse da jeg iført ægte træsko og alt for lidt solcreme (tak far) var barnestatist i en eller anden optagelse omhandlende lokalhelt II, Carl Nielsen. Det var også her, at jeg første gang så Jeppe på Bjerget, i en fantastisk opsætning, hvor man fulgte den ynkelige hovedperson rundt i landsbyen - fra bondehuset, hvor han fik tæv af sin kone med Mester Erik, til kroen, hvor han drikker alle pengene op, og over til herregården, hvor han vågner op til en ny (og desværre kortvarende) virkelighed.

Man KUNNE være grov og beskrive Den Fynske Landsby som Dansk Folkepartis drømmeland; en tilsyneladende historisk tidslomme, hvor kun mennesker med penge og interesse for den danske kulturarv kommer ind. Men det er ikke (hele) sandheden; landsbyen lidt uden for den soon-to-be ministorby er et fantastisk udflugtsmål for familier, for her kan bedstemors barndomshistorier kombineres med historier fra Emil fra Lønneberg, samtaler om dyrevelfærd, landbrugspolitik og landsbyfællesskaber samt yngstens interesse for dyr og maskiner. Og hvis hverken du eller din familie ligger inde med fun facts fra 1800-tallets Danmark, så er der heldigvis levende historie og rundvisninger i åbningstiden.

Så selvom der er meget få knapper at trykke på, og der lugter lidt gammelt, så er Den Fynske Landsby bare et vanvittig hyggeligt sted at spise sin madpakke og tilbringe nogle timer sammen på tværs af generationer. 

• Man - Søn: -

Odense Bunkermuseum giver et levende billede af, hvor virkelig den kolde krig var.
Museet består af en fuldstændig intakt, atomsikret kommandocentral - hemmeligholdt og operationel indtil 2007 - hvorfra Odense skulle styres i tilfælde af angreb fra Sovjetunionen.

Bunkeranlægget indeholder stadig de oprindelige installationer fra den kolde krig, i operationel tilstand. Desuden findes udstyr som f.eks. originale blanketter, katastrofeplaner, telefoner, radioanlæg, varslingsanlæg og et belyst bykort.

Bunkeren består bl.a. af et auditorie-lignende kommandorum, en kommunikationscentral, hvor sikrede telefonlinjer oprindeligt gjorde det muligt at holde kontakt med byen og Fyns øvrige instanser og andre hemmelige atombunkere, et spisekøkken med plads til 30 personer og et intakt maskinrum med køreklar nødstrømsgenerator.

• Man - Fre: -
• Lør - Søn: 10.00 - 16.00

”I wish you could swim. Like the dolphins, like dolphins can swim”

Med David Bowie i baghovedet synes jeg, at du skal tage en tur i Klosterbakkens svømmehal! Ja, bare det. Svøm en tur i Odenses absolut flotteste svømmehal og nyd 30’er-stemningen, fra bygningens røde arbejdermursten til det store vægmaleri inde i hallen. Og selvfølgelig det ikoniske neonskilt foran bygningen, hvor manden heiler i en 90-graders vinkel eller er ved at hoppe i vandet. Som øjnene ser. Det er hvert fald en fin bygning, og så svømmer vi for lidt.

Det er vist vildt sundt at svømme. Og sjovt. Men ikke poetisk. Det er faktisk frygtelig grimt at kigge på svømning. Det er en klodset disciplin. Man føler sig også lidt klodset, når man svømmer. Det er ikke en æstetisk sportsgren. Mener heller ikke, at der er mange billeder af svømmere i Leni Riefenstahls kunstfilm, som ellers har revl og krat med af alle de klassiske og særdeles poetiske sportsdiscipliner. Hvem husker ikke billederne af en muskuløs, adræt diskoskaster. Men altså ikke nogen svømmere. Det er ikke en poetisk disciplin.

Se bare amerikaneren og supersvømmeren Michael Phelps. Det er som at se en cykelpumpe på overarbejde i en snestorm. Det går uhyggeligt stærkt, men der er ingen sving i det. Ingen poesi eller elegance i de mekaniske pumpetæsk i klorvandet. Jeg ved ikke, om jeg decideret kan se en større elegance i den sovjetiske tredobbelte guldvinder fra OL i Moskva 1980, ‪Vladimir Salnikov, men det bilder jeg mig ind, at der er. Jeg så ham selvfølgelig ikke live, men har efterfølgende set flere klip med ham, og der var hvert fald en elegant menneskelighed i hans fremtræden, trods optræningen under det groteske sovjetiske styre. En mester trods placeringen i det menneskefremmede og våde element.

Men selvom vi nok hverken kan svømme så hurtigt eller se godt ud, mens vi gør det, så skal det ikke afholde os fra at tage en tur i Klosterbakkens svømmehal. Nyd det. Nyd vandet og mærk for hvert sving med armene, hvordan kroppen jubler. Det har reddet mig fra mange tømmermænd og lortemorgener at tage en dukkert inden arbejde eller som en frisk søndagsbeskæftigelse. Lækkerhed. Og hvis du møder en delfin dernede, så lad den gå. De er vanvittigt sjældne på vores breddegrader og sikkert også fredede.

Svømmehallen Klosterbakken er fra 1938, og bygningen dertil er af ældre karakter, hvilket har medført to betydelige moderniseringer sidenhen. Første gang i 70'erne, og senest i 2010-11, hvor hele bygningen blev gået igennem. Senest er der også kommet motionsrum, spabad, dampbad og sauna.

• Man: 06.00 - 20.30
• Tir: 06.30 - 20.30
• Ons: 06.00 - 20.30
• Tor: 06.30 - 19.00
• Fre: 06,00 - 19.00
• Lør: 07.00 - 14.00
• Søn: 08.00 - 14.00

Skulle det gå hen og blive så varmt, at du overvejer at tage i Odense Friluftsbad (det når man aldrig til, tænker du så, for man vil jo altid vælge stranden, men det er ikke nødvendigvis rigtigt. Nogle mennesker kan ikke lide sand mellem tæerne. Min ven Haakon vil hellere stå op en hel dag end sætte sig i sand. Da hans datter forleden fik en sandkasse i gave, og han måtte røre det dyre Toys"R"Us-sand for at udstråle falsk begejstring, så jeg ham tørre den sandede hånd af i låret med en let skælven. OG klumpfisken er på vej til Danmark, så det er hvidhajen nok også, og nogle mennesker kan ikke lide hvidhajer i deres vand) så overvej hellere Allerup Gamle Have. En gammel institution med gymnastik-sjæl og alt.

Siden 1929 har stedet været en idræts- og festplads, og i 1934 håbede Odense Amts Gymnastikforening gennem idrætsudfoldelse at sikre Danmarks frelse gennem ”en dygtig og viljefast ungdom”. Gad vidst, hvornår den gik tabt, men i dag er Allerup Gamle Have et aktivitets- og værested, der drives af frivillige lokale beboere, hvor man kan dingle med benene i det bassinblå vand og sutte papiret på en Sun Lolly helt blødt.

Indrømmet – jeg har ikke været der, siden jeg var meget, meget yngre og tilsvarende kortere, og det hele ganske givet så meget større ud, end det sikkert både var og er. Men i min erindring er den gamle have solbeskinnet vidunderlighed. En bindingsværksgård med et badebassin lige der, hvor den brostensbelagte gårdplads burde være - gravet af 158 viljefaste, solbrune gymnaster i de ranke 30'ere. 

Ud over badet er der boldbane, kongespil, klatrestativ, hoppepude, trampolin, basketball, volleyball og mulighed for at erhverve sig en sød-sød Capri Sonne for 8 kroner og en pose flæskesvær for 15. Hvis man vil spise karbonader med nye kartofler og sovs og ærter i den tilhørende kro, må man huske egen vin, for stedet har ingen alkoholbevilling.

I den gamle have er der plads til de af os, som ikke holder til hverken hajer i vandet, sand mellem tæerne eller mennesker i store flokke. Haven ligger 12 km Sø for Odense centrum. En smuttur for både bilister og cyklister.

• Man - Fre: 13 - 18:30
• Lør - Søn: 12 - 18:30

Graabrødre Klosterkirke var oprindeligt et kloster og et sygehus - med en kirke. Men kirken forfaldt i 1800-tallet, og i dag er det hospitalssalen, der er indrettet som kirke. Som et sjælens hospital, kunne man så sige.  

Den hvælvede gang, man går igennem ind til kirken, bestod og er oprindelig. Den er ældgammel, helt tilbage fra 1200-tallet. Det er her under de smukke, lave lofter, man drikker den rigtige rødvin efter gudstjenesten. Der er menighed og fællesskab, hvis man vil. Er man helst fri, går man fri. 

Gudstjenesterne ligger på et dejligt tidspunkt, søndag kl. 17, så hvis man har en brandert på, kan man nå at sove den ud inden.

Det er Domkirkens præster, der på skift går på prædikestolen, så man kan ramme både den liberale, den indremissionske og den reflekterende variant.

Rundt om ligger klosteret, som den dag i dag er befolket med nonner, men også med almindelige, ældre damer. Ret lækker adresse til ret billig penge. I denne deres privilegerede tilstand råber de tit ad de unge skatere, der holder til på den anden side af gågaden, foran Skatehouse. Det er selvfølgelig lidt latterligt at ønske sig, at livet ikke skal larme - der er åbenbart lidt vej endnu i de helliges Kristuslighed. For Kristus var da klar på noget larm og ballade - sådan som jeg har forstået ham. 

• Man: 14.00 - 16.00
• Tir: -
• Ons: 14.00 - 16.00
• Tor: -
• Fre: 14.00 - 16.00
• Lør - Søn: -

Odense Havn er ikke en havn og derfor er Odense Havnebad heller ikke et egentlig havnebad. Odense Havn er et mudderhul, en blindtarm, brakvand for enden af en kanal. Der mangler gennemstrømning i vandet, og derfor kan det ikke gøres rent nok til at bade i. Og bade, det vil borgerne, det har borgere altid villet. Derfor denne ø med et badekar i, et friluftsbad, et rent og kloret svømmehalsystem.

Jeg er opvokset i vandkanten i Det Sydfynske Øhav, og nogle gange føler jeg mig som en idiot at være flyttet ind midt på øen, allerlængst væk fra vandet. Havnebadet hjælper. En dukkert er i sigte. Og der er tilmed saunaklub og vinterbadning, og det hele er gratis, det er meningen. Det er også pænt: Klassiske små badehuse på den ene side og det ligeså klassiske udkigstårn med røde og hvide striber på den anden.

Der er håb og drømme i det bad. Badet trækker os ned på havnen og genopliver en aktivitetsløs ørken (?), hvor ikke engang en ismand eller en pølsebod hidtil har kunnet tjene til det daglige brød. Det sker nu. Det sker for havnen med Havnebadet. Jeg er næsten sikker. Det sker for havnen nu.

Der er forskel på sommer- og vinteråbningstider, så kig forbi hjemmesiden, så du er sikker.

• Man: 06.30 - 09.30
• Tir: 18.00 - 21.00
• Ons: 06.30 - 09.30
• Tor: 18.00 - 21.00
• Fre: 06.30 - 09.30
• Lør - Søn: 08.00 - 11.00

Løb for pokker, løb! Altså, jeg løber ikke selv bare for at løbe, men jeg ved, at det gør en masse andre. Så hvorfor ikke gøre det på et prisvindende anlæg?!

SDU's atletikanlæg er verdens bedste. Den internationale olympiske komité har sammen med Association for Sports and Leisure Facilities kåret anlægget som verdens bedste udendørs idrætsbyggeri.

Bum, sådan et anlæg kan man næsten ikke andet end at anbefale. Det er også virkelig fedt at rende rundt på. Der er slet ikke, som man forestiller sig eller frygter. Det er en bane for både konkurrence og leg. Og det sidste er særdeles vigtigt. Løb skal sgu være sjovt, ellers er der en helvedes masse andre sportsgrene, der lokker mere til både fantasi og adspredelse. 

Men løb er bestemt en folkesport. Uroligt mange løber. Enten for sundhedens skyld, for at klare hjernen eller for at vinde noget - måske mest over sig selv. Det er jo kun godt, men tænk, hvis den ideelle bane også var til det?! Det er den, og den er lige i Odense.

Så på med skoene, ud til SDU, tag børnene med, hvis du har sådan nogle og løb! Løb så sveden driver af dig, og benene jubler i syre og ilt!

• Man - Søn: 00.00 - 24.00

Odense har en skulpturpark. Ikke mange ved det, men ude ved Hollufgård er der en park med skulpturer til frit skue under grå himmel. Nogle er lavet til stedet og andre kunne bare ikke længere være der, hvor de var før.

Under nedlukningen var jeg der ret ofte. Det er virkelig skønt i det spirende forår. Måske vil en grå vinterdag tage lidt af charmen, men skulpturerne fejler ikke noget. Jeg har især haft interesse i pladeskulpturen af Gunnar Aagaard Andersen, der tidligere har stået ved Odense Koncerthus, som en del af husets samlede udsmykning, også af Aaagaard Andersen.

”Udenfor bygningen (Odense Koncerthus) kommer en dobbelt skulptur. Som to symmetriske akkorder, der ikke står symmetrisk overfor hinanden. Hver skulptur består af 4 bukkede plader. Pladerne danner tilsammen hver sin halve hvælving, de to hvælvinger er nær ved at mødes som port, en port der er sammensat af fragmenter fra flere epoker. …, som var de der før bygningerne eller først efter dem, ligesom den musik der skal spilles her kan være gammel, men ny, eller endnu ikke skreven". – Gunnar Aagaard Andersen 1982

De er derfor ret specifikke til koncerthuset og uanset hvor smukt der er ude i Hollufgårds Skulpturpark, så er det noget anderledes omgivelser, de er tænkt til. Helt personligt synes jeg de skal tilbage til byen, hvor de er skabt til, men indtil da eller måske for altid, så kan de beses i Hollufgårds skønne skovhave.

• Man - Søn: 00.00 - 24.00

Alle forsøg på at kontrollere dem der går - og hvordan de gør det  - tyder på at gang stadig på en måde må være undergravende – Rebecca Solnit, Wanderlust

Det temmelig massive Odense P parkeringsanlæg er selve billedet på kontrol og ordning af rum. Den horisontale kolos breder sig bugtende under TBT-området på omkring 40.000 kvadratmeter og huser 1000 biler. Der er 22 trapper, 11 af dem med elevatorer. Den ovenliggende verdens massive vægt er (symbolsk) synlig i det lave loft og de bærende søjlers gitter – robust, elegant, poleret; en gåtur mellem søjlerne vil instinktivt få dig til at rette ryggen og skuldrene.

Fodgængeren er omhyggeligt indbygget i anlæggets design: Det gule fortov følger den samme kurs som den kommende letbane ovenpå, hvilket skaber en fornemmelse af samhørighed og gør det nemt at finde vej. Et ret poetisk valg af design, hvor spejlingen af det bugtende letbanespor over jorden med menneskekroppen nedenunder giver anledning til at spekulere over vores måde at være sammen med biler på i det hele taget.

Hvor mange af vores fodgængergader i centrum er designet som forlængelser af bilruter, snarere end omvendt? Er kroppens menneskelighed tænkt ind her? Eller er det bare endnu en indretning af rum med henblik på at sikre at kroppen opfører sig føjeligt og ordentligt - et nødvendigt og allestedsværende greb i byrumsdesign?

Hvordan ville undergravende - altså afvigende i Rebecca Solnits forstand - fodgængergang se ud nede i byens lange og buede mave?

Stop op og kig-faktor: 5 ud af 5. Rene og smukke vinkler, flot belysning med overraskende lommer af naturligt lys

Dark design-faktor: 5/5. Muzak spilles uophørligt i radioen, også på trapperne. Belysningen er kun en skygge fra at være fluorescerende.

Overvågningsfaktor 4/5 Synlige overvågningskameraer. Du kan løbe, men det er vanskeligt at gemme sig

Filmisk faktor på en skala fra nul til Quentin Tarantino: Quentin Tarantino. Stort potentiale for re-enactments af plakaten til Kill Bill.

• Man - Søn: -