Ras Bolding og H.C. Andersen

Ras Bolding og H.C. Andersen
Samtale | Skrevet af: Mira Erik | 23. august 2017

"Mange af os bliver aldrig andet end ordinære."

I samtale med Ras Bolding, forud for hans koncerter i H.C. Andersens Hus. Jeg spørger ham:

Hvorfor goth?

Jeg er barn af '80erne. Jeg hørte Jean Michel Jarre*, Kraftwerk, Depeche Mode; synthezisere og computere. Post-punk og goth fusionerer på et tidspunkt med dét, og derfor er jeg endt her. Jeg forsøgte at lyde som dem. Suge af mine helte.

For mig handlede musikken om identitet. Mange af os bliver aldrig andet end ordinære. Strunge sagde at "man er altid en eller andens nigger." Det er jeg også - jeg identificerede mig med den udskældte musik. Det er denne 'otherness'. Kvaliteten i at være anderledes og unormal. Maskinmusikkens første møde med punk og med pomusikken bredt var også udskældt, men jo også en del af populærkulturen - Michael Jacksons 'Thriller' havde inspiration fra den britiske wave og synth. Det var anderledes. Jeg har altid følt mig anderledes. I mødet med musikken var der andre, der satte ord på noget for mig, og formulerede nogle følelser jeg kendte; følelsen af otherness. 

Koncert i H.C. Andersens mindehal

Koncert med H.C. Andersen-tema. Hvorfor?

H.C. Andersen Festivals har et subkulturtema: Mønsterbryderne. Og så skrev han skræklitteratur. Fra mit goth-udgangspunkt har jeg beskæftiget mig med hans mørke sider og hans dystre fortællinger; de skrækinspirerede. Jeg spiller fire numre af 10 minutters varighed hver. 'Snedronningen', 'Historien om en moder', 'Den lille havfrue' og 'Skyggen'. Jeg illustrerer dem via tekst og musik. Jeg har skrevet mine egne tekster, men jeg benytter mig af Andersens sprog og vendinger. Han var optaget af sin tids gotik, den gotiske litteratur, og jeg parrer det med min tids goth-kultur og med synth og elektronika. Jeg stiller skarpt på det mørke, så at sige. 

Koncertens numre har allusioner til Wagner og Beethoven; nogle af de klassiske komponister, som H.C. Andersen selv lyttede til. 'Skyggen' har Wagnerreferencer. En lærd forfatter er rejselysten og rejser til de varme lande og mister sin skygge. Senere vender den tilbage og til sidst overtager skyggen kontrollen. Og forelsker sig i en prinsesse. Forfatteren henrettes, mens brylluppet står. Det er dekonstruktionen af det klassiske eventyr. Andersen kunne lide Wagner, sin tids avantgarde. Som afslutning på min komposition over 'Skyggen' ønskede jeg at kombinere idéen om bryllups- og begravelsesmarchen, så jeg tog udgangspunkt i akkorderne fra Wagners berømte bryllupstema fra operaen 'Lohengrin', men tvang alle durakkorderne i mol for således at skabe harmonisk bund for en ny melodi; jeg dekonstruerede Wagners bryllupsmarch, lidt som Andersen i sin fortælling dekonstruerer det klassiske eventyrs slutning med løfte om prinsesse og det halve kongerige. Det er måske svært at høre i det færdige nummer hvis man ikke ved det - men det er sådan, det er blevet til. 

Hvordan fik du lov? Jeg mener - Anderledes Ras og pæne menneskers H.C. Andersenmuseum??

Ha ha, en af medarbejderne på stedet viste sig at være til bl.a. Einstürzende Neubauten, så der var en vis bølgelængde. 

(og her må intervieweren indskyde en lykkelig bemærkning til læseren om, at der åbenbart inde i rigtig mange flere kontormænd end man skulle tro, bor en mand, der forud for villa, Volvo og vovse, har stået og sluppet sin brændende sjæl ud gennem tangenter og forstærkere. En tanke, der helt klart - synes jeg - gør det lettere og mere dejligt at færdes i verden.)

H.C. Andersen Museets mindehal er udformet som en kuppelsal og i 1930 udsmykket af den danske billedkunstner Niels Larsen Stevns med otte store freskomalerier. De illustrerer episoder fra H.C. Andersens liv, hentet fra hans selvbiografi Mit Livs Eventyr.

Odense. Byen. 

- Hvorfor er du stadig i Odense?

Det Odense kan byde på er, at du kan skabe en scene her, hvis du vil. I København drukner man måske lettere. Det gør man ikke her. Du kan gøre en forskel her; selv nye kræfter vil hurtigt kunne komme på banen. Byen er så lille, at man er nødt til at arbejde sammen med de andre hvad angår spilledatoer osv. Der er et stort samarbejde mellem Odenses alternative scener. Det er DYI, det er små penge, det er samarbejde. Jeg har slidt her under overfladen i mange år. Her har altid foregået interessante ting på musikscenen. I 2006 opstod både PHONO og Klub Golem; de har samme udspring, kan man sige. 

Hvad er dit projekt, sådan helt overordnet? 

Det er at skabe en tilværelse, der er værd at leve. At lave noget musik, jeg er tilfreds med, og som jeg synes, det er værd at optræde med. Jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være. Det er blevet mit liv. 

Praktik

Ras Bolding spiller fem koncerter fra torsdag til lørdag under H. C. Andersen Festivals:

24. august: 21:30
25. august: 16:00 & 21:30
26. august: 16:00 & 21:30

Fri entré

*Bonus: Hvis du ligesom jeg også har elsket Jean Michel Jarre i '80erne uden helt at vide hvem han egentlig var, så har Ras Bolding selv interviewet mesteren og foregangsmanden og tegnet et stort, vidende og velskrevet portræt af ham til GAFFA i anledning af albummet 'Oxygene''s 40 års fødselsdag. Det kan du læse her.



Luk

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne
Guide | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 16. august 2017

Kunstformen spoken word tager endnu en gang ordet og Odense i sin magt

Ordene ruller igen ind over Odense til den årlige Spoken Word Festival fra den 17-27 august. Jeg mindes stadig dengang, da festivalen åbnede i 2010: et åndehul af ord. Nu spreder festivalen sig ud over hele Odense, fra Studiestuen til Vollsmose Kulturhus og Den Fynske Opera. Omdrejningspunktet er kunstformen spoken word. Oplæsning eller recitering med et performativt element. Spoken Word Festival står stadig stærkt med egen profil og eget formål, at dele ord – det talte ord. At sprede det, skabe refleksioner, underholde, overvælde og overraske. Kort sagt: at kortlægge, hvad det talte ord kan.

Denne mangfoldighed ses også udfoldet i dette års program, som indeholder alt fra stand-up og foredrag til fortællinger om sure, gamle mænd, fortalt af sure, gamle mænd. Der er med kyndig alsidighed udplukket talt poesi fra alle ordenes genremæssige verdenshjørner. Og selvom jeg mener, at det hele skal ses, så forelægger der vel både en form for økonomi- og tidsrestriktion for de fleste af os. Derfor har jeg udvalgt nogle særlige perler, der både understreger Spoken Word Festivalens altomfavnende ordlyd, men også favner pengepungen en smule.

 

Studenderhuset skaber rum til melodien i poesien og udviklingen i kunstformen

 

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undre os alle sammen i livet.

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undres os alle sammen i livet. Foto: David Ramirez Gomez.

Det er et par årtier siden, at man flokkedes til røgfyldte lokaler, hvor en pulserende basgang afrundede Rune T. Kiddes digte om hverdagen, vejen og damen, som han elskede engang. Det at sætte musik til oplæsning har i mange år været på tilbagetog ligesom de røgfyldte lokaler. Mange kender nok efterhånden spoken word-trioen Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig, som har bragt spoken word tilbage i danskernes bevidsthed. Spoken Word Festival har også et bredt udvalg af poesi, som slentrer hånd i hånd med den både indviklede og afklarende musik. Den musik, der folder sig om ordene. Tager dem i hånden eller vender ryggen til. Denne del af spoken word-kunstformen bliver ved med at udfolde og udvikle sig, og et af de meget interessante navne i år er ALLE SVARENEs koncert den 26. august.  

ALLE SVARENE er en blanding af videokunst, elektronisk musik og såvel den unges som den ældres vokaler, der fælles og hver for sig sonderer over vores alle sammens grundvilkår som mennesker. Jeg håber på et bombardement af krydsklippet kaos om kærlighed, kunst, uddannelse og natur. Jeg håber på at få svar på alt det, vi ikke ved, men måske kan finde ud af i fællesskab, hvis vi nu bare lytter RIGTIGT til hinanden. Jeg håber, at artisten David Nordtoft blæser mine sanser i stykker og skænker mig den der ’hvad skete der lige’ krea-ekstase.

Hvis min egen SU-funderede tilværelse tillod mig at smide på den anden side af hundrede kroner for et event i denne omgang, ville jeg hjertens gerne blive blæst bagover af troubadouren Nikolaj Nørlund. Han optræder i samspil med steppeulvsvinderen Adi Zukanovic på klaver og en håndfuld strygere. Nørlund fremfører sit seneste album Villa den 19. august, som er skrevet med tanke på samspillet mellem strygere og poet.
Hvis det derudover ikke regner, så står koncerten på Amfiscenen den 24. august også højt på listen. Spoken word-duoen Virga betræder først Amfiscenen med musiker Nicolas Koch-Simms på drejelire og loop-pedaler og poet Nikolaj Johansen, der drejer sine digte mod mennesket og naturen. Derefter følger multitalentet Kristian Leths nærværende fortællinger, når han indtager Odense med egne ord og band.   

 

Når fortællingen står for sig selv

 

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier.

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier. Foto: Historiefortæller Jens Peter Madsen

Jeg var til arrangementet for et par år siden. Og jeg glæder mig sådan til at komme til Hjemmestrikkede Historier igen den 21. august. Odenses grand-old historiefortællingsmand Jens Peter Madsen bliver skarpt suppleret af Anne Marie Nielsen til en aften i roen, fortællingen og strikkeriets tegn. Nu er jeg ikke selv den store strikker, og det er bestemt ikke et krav at kunne svinge pindene i takt til fortællingens fremgang. Man kan også bare komme for at nyde at lytte og intet andet. Der er noget helt særligt i at kunne blive væk i en fortælling, og det bliver endnu mere særligt, når den fortælling bliver fortalt af ægte historiefortællere.  

Det er ikke en oplevelse, der efterlader dig blæst helt bagover med et nyt verdenssyn, hvor du igen kun kan fremstamme ’hvad skete der lige’ i den førnævnte, altopslugende krea-ekstase. Man bliver nærmere efterladt med en ro ved bare lige at have været der, hvor man var, og i et andet menneskes fortælling. Det kræver selvfølgelig, at man tør bare at lytte til den simple, store ting, der foregår.

Kan man af uransagelige årsager ikke kan få livet til at hænge sammen med Hjemmestrikkede Historier, så der er heldigvis mulighed for at fange Jens Peter Madsen igen, når han optræder med showet Grumpy Old Men den 22. august.

 

Det åbne ord og dine ord

 

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige.

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige. Foto: Katinkamusik

Den Fynske Opera lægger lokaler til de åbne ord i år den 25. august. De ord, der åbner op og mødes med latterkramper, tåretrilning og bardomsrefleksioner. Det er egentlig lidt sjovt med dagbogssnak til en Spoken Word festival, da dagbogen ofte rummer alle de ting, vi aldrig nogensinde ville sige højt. Samtidig er det dog tit det, det aller inderste, der finder sted, der bliver skrevet ned, sunget og snakket om. Spoken Word Festival har inviteret Katinka Bjerregaard, der ofte lader det inderste være yderst til en snak om, hvad der sker, når den ægte ærlighed går offentlig. Der er samtidig også en mulighed for at komme ind under facaden på Katinka Bjerregaards band Katinka. Efterfølgende vil meget modige mennesker indtage scenen og læse højt fra deres dagbøger, præcis som vi kender det fra tv-programmet ’Kære Dagbog’, der blev sendt på DR.

Jeg håber på, at det bliver tåkrummende og latterkrampende intimt i fællesskab med den delende og alle os, der modtager. Og det med at lufte sit skrevne, beskidte undertøj i offentligheden vil skabe en sikker sfære, når der er åben scene bagefter, så vi alle sammen sammen kan undres og underholdes på fællesskabsfølelsens præmisser – på trods af (og sikkert også i kraft af) at det, der bliver præsenteret, er så skide privat.  

 

Gyldne one-liners, hårdtslående guldkorn og (forhåbentlig) guldøl

 

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam.

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam. Foto: Thorsten Iversen.

I årets Spoken Word festivalprogram er der også blevet plads til, at ordene gør ondt. Med vilje. Heldigvis. WomBattles og Pede B indtager Studenterhuset den 17. august med freestylerap-konkurrence, og som Pede B selv siger: ”Dem der siger rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / Kan få nogle cementsko på og se om de kan gå på vandet” på sangen Isbjørn. Freestylerap er både enormt sjovt, enormt svært og underfundigt, hvilket sammenlagt kommer til at give en aften, der er helt enormt underholdende – og helst med tilpas mange guldøl på siden. Det er ikke altid stuerent – for det skal det ikke være. Heldigvis. Aftenen slutter af med en solo koncert med Pede B. Den første og eneste tredobbelte vinder af MC’s Fight Night, der flækker og slukker Studenderhuset, inden vi slæber os videre ud i natten med hovedet propfyldt af de vildeste oneliners.

Hvis det virker lidt for galimatias og lidt for rapt, så kan Retorik Battlen den 21. august også være et godt sted at opleve de onde ord, der ligeledes ikke forarger, men flekser færdigheder.

 

Oversættelsens undere og overvejelser

En artist talk der går under huden på oversættelsens kunst.

En artist talk, der går under huden på oversættelsens kunst. Foto: Lyrikporten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen siger i sin prisbelønnede digtsamling Det tredje årtusindes hjerte: ”Du er mit // fremmedlegeme, // navnlegeme, / sagnlegeme, / favnlegeme. // Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din / forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, / dér rinder mening ud, rinder rose, navn / ud. //”. Det er smukt, skarp og gør utrolig ondt. Der er en rytme fastlagt af pauser og intelligent brug af det danske sprog. Og brugen af det danske sprog skaber pinefulde kringelkroge i den skrevne udpensling af en abort. Hvordan kan den smerte oversættes, så den fremstår lige så bidende, fortvivlende, forvirrende og meningssøgende på engelsk? Hvad med rytmen, bogstavrimene?

Hver sprog har sin egen force. Sit eget særpræg, accenter og ord. Jeg mindes for et par semestre siden på min litteraturvidenskabelige bachelor et kursus i lyrik, hvor vi fik forelagt to vidt forskellige oversættelser af et digt. Lige siden har spørgsmålet fulgt mig, hver gang jeg skal oversætte noget: hvad fanden skal jeg gøre?

Ursula Andkjær Olsen bliver flankeret af oversætteren Katrine Øgaard Jensen til en artist talk den 26. august. Ursula vil læse op af Det tredje årtusindes hjerte og Katrine vil læse op af oversættelsen Third-Millennium Heart. Bagefter vil de snakke om, hvordan fanden man gør det – altså laver den rigtige oversættelse. Jeg glæder mig rigtig meget; ikke nødvendigvis til at få et endegyldigt svar, men til at blive meget klogere og få et indblik i en oversætters arbejdsværksted.   

Tryk jer videre via linksne til begivenheder, for at se sted, tid og pris. Og glæd jer!



Luk

Odenses Rock'n'Roll Resurrection

Odenses Rock'n'Roll Resurrection
Historie | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 14. juli 2017

”The day the music died …”

I dag, den 14/7, er det seks år siden, jeg blev bekendt med, at Buster Krogsgaard Svendsen fra det odenseanske shoegazeband Dorias Barracca var død. Alle hans unge venner havde nok hørt det på selve dagen, den 16/6, idet dødsfaldet et par uger efter, sangeren var fyldt 19, havde udløst en lavine af ”Buster er død-sms’er”. Men jeg gik så lykkeligt uvidende en hel måned, før jeg en morgen gik ind på hans Facebook-profil, hvor jeg chokeret og overvældet læste alle mindeopslagene. Sangen ”Åh, Buster” fik næsten en profetisk klang, men det uden tvivl største indtryk på mig gjorde de ord, som Busters kæreste, Stine, havde skrevet, og som jeg først troede var hendes egne, men som jeg senere erfarede var fra en af Busters tekster. Hans sidste, faktisk, i den forstand, at sangen udkom posthumt som den eneste fra det album, der skulle have markeret Dorias’ gennembrud. Nummeret hedder ”Shaky Dreams”: 

https://soundcloud.com/astrangelyisolatedplace/isolatedmix-21-jonas-munk

”… turn out the lights”

Som håbløs romantiker tolkede jeg teksten som en art liebestod, men her nøjes vi med at lade musikken, ja, hele produceren Jonas Munks blændende, kuldskære Odense-compilation, tale. Angående dødsårsagen sidst på natten er avisens historie om alkohol og medicin nok let retoucheret, men herom vil jeg også tie. Den dag i dag kender jeg ikke til de nærmere omstændigheder, og er heller ikke interesseret i at høre mere. Jeg ved, at Buster faktisk havde en lykkelig festaften med sin kæreste for at markere, de et par dage efter skulle flytte til København sammen, og at Stine var ved hans side til det sidste. Det er sådan set også alt, hvad jeg behøver at vide. Først og sidst fordi virkeligheden er for ubærlig, og så har jeg det bedre med, at Busters død er omgærdet af en vis mystik a la de dionysiske rockikoner, Morrison, Thunders et al., og dermed er blevet til det stof, som (rystende) drømme skabes af.

Buster og Stine

”I never thought that it would end like this”

For at gøre ondt værre kom jeg i sagens natur ikke til bisættelsen. Her ville jeg gerne have hilst på den mand, som havde været en slags mentor for den helt unge Buster, mens han boede i Vordingborg, nemlig præsten, som varetog handlingen. Måske ikke en af Guds bedste børn vidste jeg allerede via en livredder, som jeg tilfældigt var faldet i snak med i DGI-byen. Som datter af en højtdekoreret politimand kunne hun fortælle mig, at pastoren kun lige akkurat befandt sig på den rigtige side af lovens plankeværk! I Busters ånd var det så. Til en musikaften hjemme i privaten havde han indviet mig i, at hans plan var at studere – religion. Det var samme aften, han viste innersleevet af en LP, ”Loveless” af My Bloody Valentine, hvorpå han havde limet et foto af Stine. Og her var det også, han sagde de ord, som har mejslet sig fast i min erindring: ”Tag ikke fejl, Jakob, alle mine sange handler om kærlighed”.

Første møde med Jonatan

”We’re going down in the history, we’re going dooown”

Lad os vende os mod de to år med isvintre mellem 2009 og 11, hvor jeg mener, at Odenses undergrundsscene toppede og tiltede: Golem og Phono i pionerfasen, Urban Art Project, skuespillerskolens listige privatscene Karsten Fasan, Off the Hook, BobZ og hashk…, øh, atelierer som Grow og Roots. Og så var der jo lige Momentum, dengang Peter fra Ecletic Moniker var kapelmester. Her var det, Buster introducerede mig for Jonatan K. Magnussen. Nu er det godt, jeg altid gik rundt med et kamera i disse år, for jeg kan strengt taget ikke rigtig selv huske det. Men min buddy, Stoffer – ham med ryggen til på fotoet – har fortalt mig, at snakken gik om IKKE ”at blive til noget”. At være eller ikke være totalt dedikeret til sin musik, dvs. at sætte ALT ind på kunsten. Det har været noget, jeg med mine fordums punkidealer kunne tale med om, men jeg var åbenbart for punk, eller pløret, til at tænke i karriereplaner hin dag!

Første møde med Buster

”You spit on those under 21 …”

Mit første møde med Buster, som fandt sted, da han blot var 16, står klarere i min hullede hukommelse. Jeg traf ham og bassisten Simon i Kizzers Klub alias Grow, hvor vi kom i snak om shoegaze, og hvor jeg få uger efter var til (præ)release med Dorias’ debut-EP ”Handsome Melting Point”. Siden fulgte jeg gruppens koncerter hver gang, jeg kunne komme af sted med det som alenefar. Nu skal det straks fastslås, at jeg ellers med fornøjelse citerer Lou Reed eller rettere hans lærer, Delmore Schwarz, for de vise ord ovenfor, men i lige akkurat denne gruppes (samt mine børns!) tilfælde var der tale om en undtagelsestilstand. Dorias Baracca var ekstraordinært talentfulde. Deres EP kom da også på et engelsk pladeselskab, de spillede i udlandet, fik en del airplay og var i Karrierekanonen. Og så nåede de at lave denne video fra et Odense, der ikke længere findes. Med masser af teenage kicks, men også vinterlig melankoli:

https://www.youtube.com/watch?v=AK4zbgBAV1Y

”Wash me in the blood of rock’n’roll” 

Buster og Jonatan havde gået i samme klasse og, så vidt jeg er underrettet, også optrådt på samme scene til Minival i Dalum, hvilket ifølge arrangøren – hey Joe! – som havde udlånt dem sit udstyr, efterlod blod på trommesættet. Men allerede i deres unge alder var de vokset lidt fra hinanden musikalsk, erfarede jeg. Dengang stod Jonatan og hans gruppe, Balloon Magic, da også for en mere poleret musik, der for novicer kunne lyde som ret Smiths- og Cure-påvirket, men som nu snarere var inspireret af skotske og australske forbilleder. I dag borger bandet, efter et par udskiftninger, mere for den skumle amerikanske tradition fra The Gun Club og frem. Under det nye navn The Love Coffin er alle mulige genrer dog i spil. Ligesom det var det en snes år før for Odense-gruppen med det også semantisk forbløffende ens navn The Live Museum, hvis ærinde var at revitalisere det bedste fra hele rockmausoleet.

Dorias Baracca: ”Handsome Melting Point”

”You get older – not me” 

Grunden til at jeg gik ind på Busters profil netop den sommerdag i 2011 var sikkert, at jeg og min kæreste var på vej mod Aarhus, hvor jeg ville præsentere hende for det band, som min yngste ven i al sin ungdommelige entusiasme havde udråbt som intet mindre end ”verdens bedste” – Balloon Magic. Under et voldsomt skybrud og akkompagneret af vinduesviskernes konstante klapren hørte vi så Dorias’ på en gang sfærisk drømmende og tordnende støjrock på ”Melting Point”-EP’en, mens jeg mindedes Buster med ildevarslende tekstfragmenter som det ovenfor citerede. At netop denne tur altid vil rumstere i min erindring skyldes også, at jeg kort inden Balloon Magic-koncerten besøgte en anden musiker, Jakob, en sidste gang, inden han døde på tilsvarende pludselig og meningsløs vis. På sit sidste Facebook-opslag skrev min navnebror, der ligesom jeg var præstesøn: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Fra kirkegården, 17/7 2011

”… a burning ring of fire”

Men Aarhus-odysseen markerede også en ny begyndelse. Det var under denne, jeg ikke alene hørte de ganske rigtigt fænomenale Balloon Magic, som udgav deres debut-EP ”Mornings” på et amerikansk pladeselskab senere på året, men også lærte bandets sanger godt at kende. Ja, aftenen endte med, at min kæreste og jeg lod Jonatan overnatte på vores vandrehjem (måske fordi jeg huskede at have mødt Buster med verdens største rande under øjnene – eller var det eyeliners?! – på vej hjem efter en Dorias-koncert i netop Aarhus, hvor han havde sovet på banegården). Under bilturen mod Odense næste dag fandt Jonatan og jeg ud af, at vi på tværs af generationerne havde en fælles svaghed for mange af de bands, jeg havde hørt på Rytmeposten i 90’erne på foranledning af Jan Aaskov og hans best man, min tredje døde rockven, Gert V. Andersen fra netop The Live Museum. En ring til blev sluttet.

Balloon Magic: ”Mornings”

”Something better change, change, change …”

Nu kunne man have både Buster og Jonatan mistænkt for at være indoktrineret af en mosgroet far, onkel eller musiklærer med samme gustne smag som jeg, men nej. Den primære inspiration kom gennem det insider-miljø, der opstod som en reaktion på, at der intet var at hente for vores unge bysbørn, og de derfor blev hjemme og lyttede til musik sammen til ud på de blå timer (jf. min gamle TIO-artikel ”It’s alive”). Her tror jeg, at youngsteren Nikolaj Bruus også dengang må have spillet en stor rolle i miljøet som en awesome rockprofessor. På hans liste over de 150 bedste skiver forrige år er nr. 19 ”Veranda”, debut-EP’en med The Love Coffin! Det er også Nikolaj, der står som hovedmanden bag disse korte YouTube-dokuer med klip af bl.a. Dorias og Balloon Magic, hvor førnævnte Gerts søn, Tim, taler for lysere tider som modvægt til indtrykket af Odense som en underlig tidslomme fyldt med frysende firser-tristesse.

www.youtube.com/watch?v=nz0J9SnICdI (Odenses ungdoms musikkultur (part 1)

https://www.youtube.com/watch?v=E18n4CDe9VQ (part 2)

”I stumbled into town …”

Men en brat opvågnen blev det jo så. Og her skal der ikke lægges skjul på, at Busters rock’n’roll-livsstil, som for nu at sige det pænt slægtede Baudelaires berømte ”til bunds i det ukendte for at finde det ny”-trosbekendelse på, var et tveægget sværd. Det første møde uden for Kizzers Klub var eksempelvis, da jeg engang i sommeren 2009 rendte ind i ham på Den Smagløse, inden han vendte næsen hjemad ved midnatstide, da hans gymnasielærer havde truet ham med, at han ville blive smidt ud, hvis han ikke afleverede sin stil næste dag. Jeg så ham da også et par gange hen på formiddagen på vej hjem fra en hard days night i byen. I det hele taget kunne jeg fortælle mange anekdoter, men morsomt er det jo ikke, så lad det blive herved. Ud af gymnasiet røg Buster, hvorpå Produktionsskolen ventede. ”Det er en børnehave”, sagde han oprevet til mig en dag på Flakhaven, han havde behov for en voksensnak.

Fra Studenterhuset

”Things always seem to end before they start”

Til en Phono-festival var det så, at Simon trak mig til side og fortalte, at bandet havde et massivt – problem, og efter en koncert på det gamle studenterhus var det omvendt Buster, der betroede mig, at han var ved at tabe overblikket over den svære 2’er og syntes, at han stod alene tilbage på skansen. På dette tidspunkt var han faktisk tilbage i uddannelsesræset, men efter at have sat en aften af til at hjælpe med en musikopgave og ikke kunnet kime ham ned og så finde ham på Smageren, igen-igen, blev jeg noget tøsesur. Og de resterende måneder af hans liv havde vi ikke megen kontakt. Den sidste replik, jeg husker, fandt sted til en Dorias-koncert, hvor Buster stillede sig ned til mig på bagerste række, mens gruppens frenetiske feedback-finale fortsatte. Jeg stod med korslagte arme og kiggede ufravendt op på scenen, og Buster sagde så noget i stil med: ”Nå, jeg skal sgu have mig en bajer med de andre”.

Dorias Baracca, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. uidentificeret politimand: "You're looking at the wrong guys!)

”Happy birthday – not for me”

Men et sidste møde blev det heldigvis til. Det var på Havnekulturfestivalen i 2011, hvorunder Busters fødselsdag faldt, og hvor byens undergrundskultur peakede for aldrig igen helt at blive den samme. I de forfaldne, bælgmørke, graffiti-overmalede industrihaller var musikfællesskabet Off the Hook sat på programmet, hvilket resulterede i koncerter med både Buster og Jonatan. Dorias allersidste kakofoniske koncert, som er foreviget på YouTube, sluttede med, at medlemmerne kastede sig over hinanden i en kæmpestor, kaotisk, men også kærlig kluddermor, mens Jonatan gæstede gruppens lydtroldmand Jens Aagaard i dennes soloprojekt The Dove Is Dead. Med var tillige guitaristerne Kristian og Lasse, som faktisk i dag udgør de to andre frontfigurer i The Love Coffin. Som man vil kunne se på mit kiksede, sært spøgelsesagtige foto, synes der at have slået gnister imellem dem allerede dengang:

The Dove is Dead, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. Jonas Munk)

New morning light”

På den nyeste video med The Love Coffin er vi tilbage på gerningsstedet. Memcorn-hallen, hvor Dorias’ svanesang fandt sted, er jævnet med jorden i dag, men ellers er vi på Odenses havnefront. Og jeg overfortolker vist ikke, når jeg siger, der er en markant døds- og opstandelsessymbolik på spil her. Men også en trang til at lægge fortidens spøgelser (og lyserøde elefanter!) bag sig og komme videre, over broen, over regnbuen, til København, hvor The Love Coffin har fast base i dag, og hvorfra gruppen har taget turen videre ud i Europa til koncerter med et dedikeret publikum. Gruppen er også blevet hypet af undergrundsguruen Lorenzo Woodrose, ligesom de har fået flotte anmeldelser, bl.a. i Information, for deres to EP’er og sidst for en fantastisk koncert på Roskildefestivalen. Nu er det så på høje tide, at det går op for gud og hvermand, at om ikke verdens så Danmarks bedste band er her fra Odense!

https://www.youtube.com/watch?v=q1N6UuOov9g (”New Morning Light”)

”… a worthy epitaph”    

Selv her seks år efter min sorte dag, skulle der et langt tilløb til, før jeg kunne skrive denne artikel. Faren for at blive beskyldt for at være patetisk og morbid, ja, for at ville opbygge en dødekult, er tilmed også til stede. Men nogen skulle simpelthen hylde Buster K. Svendsen, og da hans mor tragisk døde af kræft sidste år, har jeg følt mig kaldet. Og faktisk kan jeg her på falderebet byde på en, trods alt, meget happy ending. Det forlyder nemlig fra Jonas Munk, at et pladeselskab er på vej til at udgive den follow-up, Dorias Baracca som sagt nåede at indspille, men hvorfra vi foreløbig kun har hørt ”Shaky Dreams”, og at den måske allerede vil kunne erhverves sidst på året. Dermed vil et varigt vidnesbyrd fra en af Odenses mest kompromisløse kunstnere endelig se dagens lys. Lad os i ventetiden mindes Buster med dette stærke portrætfoto af den berømte franske fotograf og modedesigner Hedi Slimane:



Luk

Odenses gadebørn

Odenses gadebørn
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 5. juli 2017

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie


Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.


Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her


Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele


Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings


Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net  unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober


Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner


Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 



Luk

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub

Når Odense stadig bare er en privilegeret mandeklub
Meninger | Skrevet af: This Is Odense | 21. juni 2017

Hvor er det dog dejligt at bo i en by, hvor det lokale rådhus ikke bliver misbrugt til private loger, ordener, mandeklubber, skyttelaugsfester eller andre elitære, diskriminerende og antidemokratiske aktiviteter. Hvor er det godt og vigtigt, at man ikke længere bruger folkets hus til velbjergede, hvide slipsemandsfester, hvor pingvinerne sidder og deler land og rige mellem sig… eller:

En fed fest for de få

For jer, der ikke bevægede jer rundt i bymidten sidste tirsdag (den 13.6), så var der skyttelaugsfest i Odense. En fest for de få siden 1704. For Odense Kongelig Borgerlige Privilegerede Skyttelaug, der i mere end 300 år bemærkelsesværdigt er lykkedes med helt at holde kvinder ude, når de har fejret sig selv på rådhuset. Selv kongehuset virker til at have mere ligestilling end skyttelauget. Imponerende.

Alle deltagere er klædt ud som pingviner og i fuldt ornat. Der skal ædes, synges og skydes. De klapper hinanden på skuldrene - og laver måske et par aftaler eller tre. Hvem ved? Motiverne for det hele er efterhånden ret tågede. Måske er et håndslag fra en med-skytte meget mere udslagsgivende for at kunne starte noget op i Odense end iver, vilje og gode ideer. Man får den følelse, uanset om det er rigtigt eller forkert, at vi ikke er lige.

Og det er det, der er skræmmende: At der stadig findes sådan noget som skyttelaugsfester. Og én ting er, at det findes, men at holde halvlukket årsfest på rådhuset ved højlys dag, som om det slet ikke er noget at skamme sig over?

Man skulle tro, at de selv kan se, hvor absurd det er, at rige magtmænd holder halvprivat fest i folkets hus? Slipsemænd med grønne havenisseknapper til tonerne af et eller andet hornorkester.

Men har det en virkelig betydning?

Ja! Det er ikke bare hvem som helst, der kommer ind i de her cirkler, faktisk virker det ret meget som hele pointen. Det er eliten, politikerne, magthaverne, pengemændene, direktører fra store virksomheder, institutioner og embedsfolk. Godt gammeldags spidsborgere.

Mest slående er deres eget oldermandbillede (som i andre loger, er der også et internt hierarkisk system i Skyttelauget), hvor vi ser direktøren for Odense Cityforening og H.C. Andersen Festivals, Fyns største ejendomsudvikler, Odenses hotelkonge, en tidligere topchef fra Grundfos, en administrerende direktør i en 200 år gammel familieejet holdingkoncern og en IT-millionær posere veltilfreds.

Se billedet her

Men det er ikke bare erhvervslivets pinger, der mødes. Magtens tredeling forenes ganske symbolsk på denne dag, når repræsentanter fra byrådet, politiet og domstolene træder sammen for at skåle og feste.

Se billeder fra Fyens Stiftstidendes reportage fra festlighederne i 2011.

Og for at gøre historien komplet, så er hovedsponsoren for hele molevitten, hvad der i praksis er det lokale mediemonopol, Fyens Stiftstidende. Den avis, der mere end noget andet medie er ansvarlig for, at lyssky lokumsaftaler ser dagens lys og for at eventuelle demokratiske uligheder udjævnes. Endda endnu mere nu, hvor det er lykkedes Jysk-Fynske Medier at sluge endnu en konkurrent, da de har overtaget Lokalvisen Odense.

Se listen over skyttelaugets sponsorer her

Hvorfor er det stadig en ting?

Er tonen lidt hård, så er det fordi, at den slags forlorne magtstrukturer, der er så åbenlyst forkerte og ydmygende for både den demokratiske proces og offentlige debat, er svære ikke at bliver provokeret af.

Det giver det håbløse - men sikkert sande - indtryk, at magten stadig kun er hos få rige, der mødes, hvor de lyster, spytter i glassene og dikterer byens gang efter behag. Og så gider de ikke engang at skjule det.

Det lugter langt væk af aftalt spil og er demoraliserende for alle andre, der prøver at skabe en bedre fremtid for byen, og ofte af frivillighedens vej.

Men hvordan kan det stadig være en ting? Hvordan kan det ske i en så offentlig og demokratisk institution som rådhuset anno 2017? De fleste vil nok kunne være enige om, at det allerede var åndssvagt i forrige årtusinde. Vi ved, at sådanne diskriminerende magtstrukturer findes, men hvorfor skal det ligefrem fejres på rådhuset?

Der er decideret lavet undtagelser i Rådhusets udlejningsprincipper, som ellers har den ret klare betingelse, at "Der skal være offentlig adgang. Arrangementet må således ikke være for særligt indbudte", så organisationer med "tradition" kan være der, selvom de jo ikke er offentlige for halvdelen af befolkningen.

Rådhusets udlejningsprincipper kommer derfor til at modsige sig selv, så bl.a. Skyttelauget kan få lov til at holde årsfest i salen.  Hvorfor har traditionerne særlige undtagelser?

Hvordan kan nogen undre sig over, at Odense på mange punkter fastholdes i fortiden og har svært ved at skabe den nødvendige udvikling, når sådan noget her stadig kan finde sted?

Hvis den slags foregik i København, så ville Politiken, Information og Berlingske ikke tøve et sekund ved spalternes skafot. Men er Odense virkelig så lille, at den slags kan foregå i fuld offentlighed og uden nogen tør sige fra?

Kan vi blive enige om at...

Det er egentlig ikke, fordi vi drømmer særlig stort her. Vi forventer ikke, at det her indlæg ændrer eventuelle magtstrukturer over en nat. Men kan vi ikke blive enige om, at vi ikke holder logefester på rådhuset, hvor halvdelen af samfundet er udelukket per definition?

Kan vi ikke blive enige om, uanset hvor festligt og uskyldigt det kan bortforklares, at det symbolske faktisk betyder ret meget. At vi selvfølgelig ikke kan godkende sådanne aktiviteter i vores alle navn. Vi er jo også afsendere, når det er på rådhuset.

This Is Odense og Dansk Kvindesamfund Odense vil foreslå, at det var sidste gang, der har været skyttelaugsfest på Odense Rådhus, og at der for fremtiden skal være lige adgang på lige vilkår for alle køn under hele arrangementet, uanset hvor det fremover skal afholdes.

Af Dansk Kvindesamfund Odense og This Is Odense

[Artiklens billeder tager udgangspunkt i Tv2Fyns dækning af Skyttelauget offentlige optrædener. Tv2Fyn har intet med denne artikel at gøre]


Luk


This Is Odense