Er der rent faktisk kunst i Odense? Hvor kan man se kunst?

Hvis man står i en anden by end Odense og kigger mod Fyn, ser man med billedkunstnerøjne, at der engang var en kunsthal med internationalt format, og at der er et kunstakademi. At der indimellem sker en smule. Men der er ikke noget, man generelt vil holde øje med, fordi der altid sker noget spændende, for sådan et sted er Odense ikke.

BRANDTS, hvad nu?

For nogle år siden, da det hed Kunsthallen Brandts Klædefabrik, havde vi i Odense en rigtigt fin kunstinstitution, som kunstinteresserede rejste til Odense for at besøge. Vi havde kunstudstillinger med store internationale navne, som udviklede udstillinger særligt til kunsthallen i Odense.

Nu er institutionen vokset og viser næsten ikke længere kunstudstillinger, men mest udstillinger med alt muligt, - der er ikke den store grund til at gå på Brandts, hvis man vil se kunst. Brandts 13 har godt nok vist nogle udmærkede udstillinger i et par år, men lukker så vidt vides snart. Hvor skal der så vises god kunst af høj kvalitet i Odense?

tag kunsten alvorligt i odense!

Vi har da også Filosoffen, siger du måske, - men det er en snart gammel historie, som aldrig bliver rigtig god, at stedet er et kommunalt sted, hvor kunstnere skal betale for at udstille. Det kan måske være fint nok, men man får sjældent gode udstillinger at se et sted, hvor kunstnerne skal have penge med hjemmefra for at vise deres kunst. Særligt ikke, hvis der er så forholdsvis lidt prestige eller penge i det.

Hvis man synes, at niveauet på kunsten er fin på Filosoffen, og at alle dem, der kan li' at male skal have lov at udstille, er det da OK, men hvis man nu overførte det niveau til musik, så kunne vi sagtens spare de mange penge, der går til Tinderbox og hvad, der ellers støttes af festivaler og koncerter. For så var de lokale musikere, der spiller på de mindre scener i byen rigeligt fint.

Hvis vi derimod tog kunsten alvorligt i Odense og sagde, at vi ville have verdensnavne til at udstille her, ligesom vi siger, vi vil have verdensnavne til at spille musik her, så ville kunstscenen jo se noget anderledes ud. Det kunne godt være mit ønske.

Kunstnere er rigtigt gode til at arbejde gratis, men det er problematisk i sig selv, at kunstinstitutioner ofte ikke betaler et ordentligt honorar til dem, der leverer indholdet til udstillingerne.

1% til kunstnerisk udsmykning

Odense Kommune har tilsluttet sig den ordning, hvor man forpligter sig til at bruge 1% af byggesummen i offentligt byggeri og anlæg til kunstnerisk udsmykning. Det er en rigtig fin ordning, hvor man sikrer, at der bliver tænkt i kunstnerisk udsmykning til glæde for alle borgere, og samtidig skaber jobs for billedkunstnere.

Jeg har som formand i kommunens billedkunstråd de sidste 4 år været med til at sikre den kunstneriske kvalitet af udsmykningerne i kommunale byggerier. Det har betydet, at vi i Odense har flere nye udsmykninger af gode danske kunstnere, og det er en ordning, som man i mange andre kommuner i landet ser på med beundring. Andre steder har der ikke været politisk vilje til at tilslutte sig ordningen i samme grad som her.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi i Odense opgraderer vores kunstmiljø, bl.a. ved at bevare 1%-ordningen og kunstakademiet og støtte andre institutioner som Hollufgård og Det Grafiske Værksted, som sikrer, at der er værkstedsfaciliteter og et miljø for kunstnere i området.

Kunstakademiet

Jeg vil også opfordre til, at vi finder en varig løsning for kunstakademiet. For det er vigtigt, vi har et kunstakademi. Fordi vi gerne vil have et kunstmiljø i byen. Det kan godt være, man ikke lige kan se, hvad godt kunstakademiet gør for Odense, men så skal man kigge bedre efter.

Kig på de sidste mange års kunstaktiviteter i Odense, - udover kommercielle gallerier og Brandts er rigtig meget af det, der er foregået, båret af kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi.

Mange kunstnere, der er aktive i Odense og på Fyn i det hele taget, ville ikke være her, og ikke bidrage til det kunstmiljø, der er her, hvis det ikke var for kunstakademiet. Og hvis du igen ser på, hvordan Fyn ser ud med billedkunstnerøjne set fra en anden del af landet, så vil du se, at kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi har en særlig plads og identitet.

Læs også kunstakademiets rektor Lars Bent Petersens artikel i Altinget forleden: https://www.altinget.dk/kultur/artikel/rektor-stadig-brug-for-at-nytaenke-de-kunstneriske-uddannelser

 

Sort fugl over Odense

Mikkel Larris er uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1991 - 1997 og bosiddende i Odense. Formand for Odense Kommunes Billedkunstråd. Har arbejdet med kunstformidling og kurartering i bl.a. DCK - den censurerede kunstudstilling, Days of Art and Love og Art&Science udstillinger på SDU. Udstiller for tiden mest med kunstnergruppen QWERTY.
www.mikkellarris.dk

Luk

Der sker mere i Odense end nogensinde før. Men hvor er byens kulturliv på vej hen? Og hvor skal vi hen?

I en række valgoptaktsartikler, der leder frem til Kulturklyngens valgdebat lørdag d. 18 i Storms Pakhus stiller vi spørgsmålene og giver vores bud på nogle af svarene. Det kan også være, at et par interessante navne i byens kulturliv kommer til at give deres bud. Læs med, debatter og mød op på lørdag, hvor nogle af spørgsmålene også finder vej til valgets spidskandidater.

Et kulturliv, der tør!

Foto: Teater Momentum, 2016

 

This Is Odense har altid handlet om at vise, at vores by har langt mere at byde på, end de fleste troede. Det er mere sandt end nogensinde før, og opgaven med at overskue tilbuddene bliver sværere og sværere for hver uge, der går.

Men lige så klart, som det er, at der sker mere, lige så klart er det, at alt det nye ikke er godt nok.

Og hvad mener vi så med det?

Jo, uanset hvor forskellige vi er hos This Is Odense, så deler vi en drøm om et kulturliv, der udfordrer os og udfordrer byen. Et kulturliv, der ikke bare er til behag, men også kan stille sig i vejen.

Et kulturliv, hvor man ikke kan gøre godt og skidt alene op i, hvor mange mennesker, det tiltrækker, men også hvor mange mennesker, det flytter. Et kulturliv, der åbner sig op for omverdenen, men ikke kun er velafprøvede events på gennemrejse.

Et kulturliv, der giver kunstnere mulighed for at leve, overleve og skabe sig i Odense. Et kulturliv, man bemærker i resten af Danmark, men er lige så overrumplende en tirsdag aften i et lummert loftsrum, som det er velbesøgt en juniaften i Tusindårsskoven.

Et kulturliv, hvor debatten om, hvor vi skal hen, flyder frit.

Et kulturliv, der tør. Der er vi ikke endnu.

De store spørgsmål - det store potentiale

Odenses kulturliv er ikke større end, at de fleste kender og er afhængige af hinanden og af kommunen på en eller anden måde. Det giver nogle særlige muligheder for samarbejde, men måske betyder det også, at den nødvendige debat og selvkritik lidt for ofte forbliver skjult. Hos This Is Odense er vi også selv en del af det netværk, det må vi ikke glemme.

Men spørgsmålene skal stilles. Som udgangspunkt for vores artikelserie stiller vi derfor her nogle af de svære spørgsmål.

 

Er ODEON det, vi blev lovet, og det, Odense har brug for?

Foto: Odeons store sal, Klaus Knakkergaard

ODEON har haft en lang vej - fra ide om kulturhus i Thrigefirkanten til en kulturaftale om et musik- og teaterhus på den nuværende placering i 2005 over finansdød, gennem yderligere to tilpasninger og til endeligt projekt. Men spørgsmålet er, om ODEON er blevet til det, man ønskede, og det Odense har brug for i dag?

Med kulturaftalen i 2005 blev der afsat 90 mio. kr. til et nyt musik og teaterhus. Projektet blev kaldt et fyrtårn, og samtidig pointerede både Venstre og Socialdemokraterne vigtigheden af, at de ikke-kommercielle mindre kulturaktører i byen blev en del af det nye hus.

Da ODEON blev præsenteret som et musik- og teaterhus i 2008, var det med fortællingen om et "kulturelt kraftcenter". Anker Boye (A) kaldte huset "byens bankende hjerte", der skulle få Odense på det kulturelle landkort. Jan Boye (K) pointerede, at det ville give muligheden for at trække helt nye musik- og teaterforestillinger til byen, og Jane Jegind (V) kaldte det et "kulturelt fyrtårn, der kan få odenseanerne til at ranke ryggen". Byforsker Lars Engberg påpegede, at et kulturhus først bliver et vartegn, hvis det indeholder unik kvalitet.

Siden blev kvaliteten og prisen skåret ned, særligt på den store sal, mens der blev mere plads til at tjene penge på ungdomsboliger, supermarked og konferencer. Et mere realistisk projekt i årene efter finanskrisen vil nogen nok sige. Samtidig blev kommunens betaling øget. Jan Boye (K) fastholdt, at kvaliteten var høj. Skuespillerskolen og Musikkonservatoriet mente, det gav en helt ny mulighed for at sætte præg på byen, og at helt nye synergier ville blive skabt. Jan Boyes afløser Steen Møller kaldte huset for en mulig "international dynamo", og også S og DF var begejstrede.

Nu har ODEON været åbent i godt 8 måneder, og hvad har vi fået? Byen har fået en rost hverdagsrestaurant i Odeon Social og et kritiseret supermarked.

Vi har ikke fået den store adgang for byens ikke-kommercielle kulturaktører, som var det oprindelige ønske. Og spørgsmålet er, hvordan de helt præcis ville passe ind i huset.

Det er endnu for tidligt at sige, om skuespillerskolens og musikkonservatoriets nye placering vil give ekstra værdi for byen.

Det, vi til gengæld kan gøre op, er fyrtårnskvaliteten af ODEONs eget kulturelle program og de bookinger, andre aktører har lavet i ODEON. Det er her, hvor virkeligheden afviger mest fra det formål, der var med at bygge huset i første omgang.

Et udsnit af det hidtidige og kommende program lyder på: City Singler, Tina Dickow, Chippendales, Linie 3, The Bootleg Beatles, Kim Larsen, Stine Bramsen, Caroline Henderson, Svend Brinkmann, Midt Om Natten-musical, Cliff Richard, samt selvfølgelig Odense Teaters og symfoniorkesterets produktioner.

Det er meget svært at få øje på fyrtårnskvaliteten i nogen af ODEONs arrangementer. Der spiller intet, som ikke også spiller i resten af landet, og de fleste af de ovenstående navne kunne optræde på andre scener i byen. Og til trods for dårligere akustik måske endda passe bedre ind der? Det kan i værste fald betyde, at Odense får dårligere arrangementer, og at ODEON blot kannibaliserer på andre sceners cashcows.

Helt simpelt kan man måske driste sig til at spørge, om Odense har fået nogen ny kultur ud af ODEON, som byen ikke havde i forvejen?

Men behøver det virkelig at være sådan? ODEONs særlige værdi må ligge i størrelsen og kvaliteten af de arrangementer, de kan tiltrække. Men hvor er ODEONs bookingambitioner? Hvor er modet til at være det fyrtårn, det er bygget til? Tror man virkelig stadig ikke, at Odense og odenseanerne, med den kæmpe udvikling byen er inde i, er klar til at efterspørge noget nyt? Og hvad er kommunens påvirkningsrolle?

 

Lever Posten op til sit ansvar som regionalt spillested med fokus på kvalitet?

Foto: Line Svindt, Posten - næsten udsolgt til Black Rebel Motorcycle Club
i sidste uge

Posten er Odenses regionale spillested - et af 18 i landet og til at sammenligne med VEGA, Radar, Train og Global/Jazzhouse, hvis man kigger på København og Århus.

Det er også et spillested med en fin økonomi og et meget stærkt sponsornetværk. Sammenligner man økonomien med Vegas kan man se, at de to steder stort set modtager det samme i offentlig støtte (Vega 6,1 mio. kr., Posten/Dexter 6,2 mio. kr.), at de stort set har samme sponsorindtægter (Vega 1,8 mio. kr., Posten/Dexter 1,4 mio. kr.). Forskellen består, i hvad de to institutioner omsætter for på baggrund af deres arrangementer. Egenindtægterne hos Posten/Dexter lyder på 10,3 mio. kr., mens det for Vega er 56 mio. kr.

Hos Posten lyder strategien på at tilbyde publikum "livemusik af høj kvalitet" og store udenlandske navne, og de senere år har Posten også haft et ønske om at dyrke vækstlaget og undergrunden. 

Efter udvidelsen i 2007 har Posten plads til 900 på den store scene. Til sammenligning har VEGA plads til 1.550, Radar 300 og Train 1.000.

Alt sammen burde betyde, at Posten, udover de klassiske danske navne, der er på rundtur i Danmark, også skulle kunne tilbyde både højkvalitets upcoming navne  og mellemstore navne fra udlandet.

VEGA kan blandt andet frem til april fra genrebiblioteker som hiphop, singer-songwriting, indie rock, folk rock, pop rock, heavy, alternative rock, moderne klassisk og elektronisk byde på mellemstore navne som Joey BadaSS, Destroyer, Alex Cameron, Sun Kill Moon, The Kooks, Mastodon, Mando Diao, Thomas Dybdahl, Iron and Wine, Niels Frahm, First Aid Kit og Editors. Næsten alt sammen indenfor Postens bookingprofil.

I samme periode frem til april har Posten et program med kopibands, danske turnébands og udenlandske navne, som de færreste vil kende, uden at det skyldes, at de er på vej til gennembrud.

Kan den bookingprofil ikke strammes op? Burde Posten ikke være det spillested i Odense, der kan trække de mellemstore udenlandske bands til?

Og hvad med stemningen og miljøet? Hvordan kan det være, at publikum ikke bliver hængende på Posten, når koncerterne er overstået? Hvorfor har man ikke fornemmelsen af et skabende, kreativt miljø, når man træder ind ad døren? Er man ikke lidt mere et nummer i garderobens praktiske afvikling end en gæst, der er en del af stedet?

 

Mangler byen en brugerdrevet vækstlagsscene og et egentligt kreativt miljø?

Foto: Kenneth Danielsen, De Vilde Hjerters værksted i Odense Offentlige Slagtehuse

Det leder naturligt til det næste spørgsmål, som er, om Odense ikke mangler en egentlig vækstlagsscene, omgivet af produktions- og øvefaciliteter for kunst og kultur med lidt mindre kommercielt potentiale? Et kreativt miljø, uden velordnet og velstruktureret kommunepatina, og som ligger i eller ved bymidten?

Hvor koncertbookere ikke er tvunget til at slutte tidligt, og hvor de skabende kunstnere og arrangører selv kan være med til at skabe både rammer og indhold? Er det ikke en af grundene til, hvorfor det er så svært at få øje på byens faktisk relativt mange dygtige, skabende mennesker? At der ikke er noget egentligt sted at udfolde sig? Kansas City forsøger at være det sted i dag, men ligger for langt væk, og har hverken tag i publikum eller byens vækstmiljø.

Kulturklyngen arbejder på sagen, forskellige kultur og uddannelsesinstitutioner snakker sammen og initiativer som Røde Himmel og andre dygtige folk omkring Ungdomshuset og Flow HF har i lang tid efterspurgt plads med højere til loftet.

Hvad skal der til, for at det kan lykkes? Hvor vil det ligge bedst? Kan det sidste stykke fuldendte industrihistorie på Siloøen være en mulighed som ramme? Det er endnu ikke al byens industriarv, der er omdannet til boliger, men vi er hurtigt på vej derhen - og det skaber i hvert fald ikke en storby. Hvad skal kommunens rolle evt. være i sådant et projekt? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu et midlertidigt rum, som skal flytte videre, når pengene flytter ind?

 

Hvor er Brandts på vej hen? Og hvad skal der blive af Brandts 13?

Foto: Disney-udstilling på Brandts

Det nye Brandts er stort og mere skinnende og er for alvor ved at positionere sig som en endnu større mastodont i det odenseanske kulturlandskab. Der er ikke udelukkende, men især, pop-kunst og poppet kunst på plakaten, og snart udvides med fjerdesalen, hvor kunstakademiet har hjemme i dag, ligesom Mediemuseet ryger ud. Mere plads - større udstillinger - flere gæster.

Brandts har siden relanceringen udstillet blandt andet tatoveringer, mode, flyvemaskiner, Lundstrøm, Disney (uden skyggen af kritik), havet og nu Lars von Triers livsværk. Det sker helt sikkert med det beundringsværdige mål at få flere mennesker gennem døren og positionere sig i landskabet af danske kunstinstitutioner. Men hvad har Brandts tabt i processen? Er det Brandts' rolle at købe en allerede kurateret udstilling om og af Disney? Og skal det føles som at træde ind i en Imerco-butik at åbne døren til en kunstinstitutions boghandel? Exit through the giftshop, please. And buy your identity here.

Som en del af den nye profil har Brandts de seneste 3 ½ år haft den vovede lillesøster på Jernbanegade 13, som vi flere gange har kaldt byens mest interessante udstillingsrum, men som nu er på vej mod lukning.

Brandts 13 har haft rollen som den del af imperiet, der skulle skubbe, flytte og forandre med fotokunst, installationskunst og upcomingkunstnere fra både Fyn, resten af Danmark og sågar resten af verden. Samtlige udstillinger har holdt et højt kunstnerisk niveau.

Men hvad sker der med alt det, når Brandts lukker ned for Brandts 13? Forsvinder de ambitiøse udstillinger? Og hvad skal der ske med bygningen - det gamle Fyns Kunstmuseum? Kunne man frygte en investor så snittet til at lave luksus-seniorboliger indfarvet i kulturelle fortællinger fra fortiden?

 

Er der plads til kunstakademiet i Odense og i hvilken form?

Foto: Det Fynske Kunstakademi i Brandts Klædefabrik

Det er et af de spørgsmål, som faktisk er blevet diskuteret. Desværre mest op til og efter budgetforhandlinger og uden de helt store armbevægelser og visioner.

For mere interessant end diskussionen om, hvorvidt Odense Kommune må give driftsstøtte til en videregående uddannelse, er vel spørgsmålet om, hvad kunstakademiet har potentiale til at give byen? Et kunstakademi som en af ankerinstitutionerne i et nyt kreativt miljø med spillested, produktionslokaler og udstillingsrum. Hvad kunne det skabe af interessant kunst? Hvad kunne det skabe af miljø, som byens borgere og de kreative selv har lyst til at færdes i? Hvad kunne det give af positive benspænd til en by, der har så meget fart på, at en kæmpemæssig lystavle, der lyser hele byen op med reklamer for Svendborg og kantinen i Beldringe Lufthavn, virker som en god ide?

Og hvad gør kunstakademiet selv for at kunne imødegå en positiv fremtid?

 

Lever bibliotekerne op til deres potentiale for det kæmpemæssige budget?

Foto: Odense Kommune - det nye Borgernes Hus

Byens biblioteker modtager årligt godt 70 mio. kr. og er derfor en af byens største kulturinstitutioner, hvis man tolker begrebet en anelse bredt. Det er også en institution, der har mange forskellige lokaliteter spredt over hele byen og derfor har potentialet til at møde mange forskellige mennesker.

At drive bibliotek i 2017 må være lidt ligesom at planlægge en by for selvkørende biler. Mulighederne er store, men man aner ikke, hvad fremtiden byder på, og hvordan undgår man at ødelægge det, der allerede virker?

Det betyder dog ikke, at den bedste løsning er at sætte bøgerne på hylden og vente på at få svaret serveret af tiden. Næsby Bibliotek startede Harry Potter-festival i et biblioteksbaglokale for 15 år siden og har nu næsten 15.000 årlige gæster.

Musikbiblioteket skabte, indtil de midlertidigt skulle agere hovedbibliotek under ombygningen til Borgernes Hus, nogle af byens mest interessante kulturarrangementer - hvad bliver der af dem i de nye guldbeklædte rammer i banegården?

Og hvorfor er der ikke langt flere af den slags eksempler? Pengene burde være der. Hvad kan lykkes i det nye Borgernes Hus? Bliver der endeligt skabt et sted, hvor folk har lyst til at være, skabe og lege? Eller bliver det "endnu et bibliotek"?

 

Hvem er de store events for og har vi fundet balancen mellem at købe events ude fra og bruge lokale kræfter?

Odense er kommet på landkortet for store events de seneste år, takket være de mange midler fra Odense & Co. Arrangementerne er veleksekverede og i en størrelse, som ingen før har formået at trække til byen.

Det skaber en naturlig begejstring, men har også fået mange til at stille kritiske spørgsmål. For hvem er arrangementerne til for? Er de for odenseanerne, der allerede bor her, eller for dem, vi gerne vil have til at flytte til udefra - og hvis det sidste gælder, er det så de rigtige arrangementer, der støttes?

Og hvad er egentlig balancen mellem at købe arrangementer fra dygtige nationale og internationale arrangører, der ikke behøver starte i det små, og lokale arrangører, der ikke har samme ressourcer og kassebeholdning, men kan binde kronerne og erfaringerne i lokale hoveder?

Det er et enormt svært spørgsmål. Kunne nogen lokale aktører have arrangeret Tinderbox i samme størrelse og med samme succes? Nej, formentlig ikke, og det samme kunne siges om en lang række andre af de events, der har været afholdt. Der ER forskel i evner, erfaringer og omsætning. Men hvor mange af de evner, erfaringer og omsætning bliver så i byen, når arrangørerne rejser videre? Når pengene forsvinder?

Det har været en integreret del af strategien at binde knowhow og indkøb lokalt, men er det lykkedes? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er stor frustration blandt dele af byens kommercielle eventarrangører. Har de ret? Hvad synes du?

Gør din stemme hørt - skab din by!

Hvad mener vores politikere egentlig om det? Mener de overhovedet noget? Hvem og hvad er kulturen til for? Hvor ligger mulighederne gemt i Odense? Hvilke kulturinstitutioner har potentialet til at kunne gøre det bedre end i dag, og hvordan skaber man et unikt kulturliv, der rækker ud til hele verden, samtidig med at det er særligt odenseansk? Er der plads til at drømme om andet end kroner og ører i næste års kulturbudget? Er kulturen alene til at for at skabe vækst og tiltrække borgere, eller kan den have værdi i sig selv?

Det er nogen af de mange spørgsmål spørgsmål, vi går og grubler over. Hvad synes du? Er vi helt galt afmarcheret? Hvad bør politikerne diskutere op til valget? Og hvad bør vi diskutere når valgkampen er overstået?

Luk

Jeg troede Odense var noget bras, hvad angår sejlads. Men så blev jeg klogere. 

Jeg er vokset op på det sydfynske vand, mellem små grønne øer med strande vi gik i land på. Aldrig om jeg skulle have mit skib lagt ind i Odense havn, med et langt, kedeligt, kunstigt anlagt indsejlingsløb. 

Men turen er sport. Den er noget helt andet, men den er intet mindre. Den er sjovt svær at sejle fordi sejlrenden er så smal som et bukseben, og man går på grund lige på bagsiden af bøjen. Her er ingen margen. I modvind for sejl er det små, stramme, konstante kryds.

 

Det er en sport at sejle bøjerne så tæt, at man kan sætte tyggegummi af på dem.

Søkort. Gabet yderst (øverst) og den uddybede sejlrende ind til værftet og den uddybede sejlrende fra værftet ind til kanalen. Kanalen ligger uden for billedet her, i venstre side. 

Men inden vi begi'r os derind ad, så skal der sejles og tisses og svømmes:

Med ryggen til Fyns Hoved: Fyns nordligste punkt som med sin placering skiller Kattegat og Storebælt.

Der tisses

Lige syd for Fyns Hoved, altså lige når man har rundet spidsen, der ligger Korshavn, en virkelig fed naturhavn. Hvis man ikke vil i havn, kan man ligge for svaj ude i ingenting:

For svaj for natten

Hygge (og bevidstløs søvn) i køjerne i stævnen

Og så derind ad! Hård vind fra øst. Forsejlet er bjærget, for der er rigeligt med smæk på. Vanterne, der er fæstnet i dækket, står under vand. 

Gabet er den lille, snævre åbning man sejler ind gennem ude fra havet og ind i Odense Fjord. Det er som en tragt, med det brede hav, der maser sig ind mod det smalle gab, og derfor er bølgerne næsten altid vilde her. Det er actionvand.

Hvis man er heldig er der nogle af de store skibe, der skal ind til værftet, og så kan ligge og sejle langs med dem. Giganterne. 

Og så er man der. I Gabet - her på en stille dag - helt tæt på det helt flade vand, med Enebærodde på sin styrbord side. Fyret er 14 meter højt og opført i 1869 og det har familiemedlemmer på alle Danmarks spidser. De er fede. Når man runder hjørnet her skimter man for første gang værftet i horisonten.

Fyret ved Gabet

Værftet i horisonten

De erfarne og stedkendte lystsejlere skrår ind over det flade vand på Hvide-Grund her, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg sejler uden gps, kun på søkort, og har kun været ind og ud ad løbet et par gange. Vi sejler bøjerne og morer os over skarverne, der skuler og glor, inden de letter, når vi kommer.  

Sejlads er langsom suspense. Man kan se langt - der er tilsvarende langt derhen.

Herinde er alt stilnet af. Kun kranerne larmer. De løfter deres metalskrot. Vi sejler så tæt at vi kan røre. 

Lindøværftet. Det er så wauw. 

Gennem det meste af det 20. århundrede hørte Lindøværftet til blandt de absolutte sværvægtere i fynsk industri, både med hensyn til omsætning og antal beskæftigede medarbejdere. På sit højdepunkt, i 1974, var der 6105 ansatte. Værftet var definerende for hele Nordfyn.  

Det er de helt store damer, der er blevet bygget på Lindøværftet. Her er det Emma Mærsk, der runder Enebærodde på vej ud af Gabet efter en reparation. Ved sin søsætning i 2006 var hun verdens største containerskib. 

Af hensyn til de store tankere er sejlrenden fra Gabet og hertil gravet ud i 11 meters dybde. Herfra og videre ind mod kanalen er den 7,5 meter og herfra bliver den også endnu smallere. Det er nu der går tyggegummi i den. 

Vi lægger Lindø bag os

Der er nogle, der sover fra det hele. 

Når sejlrenden krummer igen, dukker skorstene på kraftvarmeværket  op i horisonten.

De yderste klatter af naturreservatet før Stige Ø kommer til syne. Det er lækkert at stå i stævnen og stirre. 

Så rammer vi kanalen. Kanalen blev gravet kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre. Det tog to hundrede kanalarbejderne otte års arbejde at grave den 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en kæmpe betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet. Førhen havde man læsset varer og gods af ude i Skibhusene og pakket det om på mindre pramme, som så fragtede det videre ind til Odense. Besværligt og omstændeligt.

Der er godt tre meter dybt i den kunstige kanal.  

Odense kanal. Max 6 knob.

Uanset hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var, da man lå ude på den anden side af Gabet, så er man nu i læ af de store bakker på hver side af løbet. Man smider støvlerne og huen og det vindtætte og det uldede, og det sidste stykke vand sejler man i bikini på en varm og blid brise. 

Det karakteristiske og sirlige stengærde er ledsager det sidste stykke vej ind. Vi kigger på heste og cyklister på den ene og den anden side.

Vi nærmer os havn og der skal bindes fendere på og gøres fortøjninger klar og træffes beslutninger om havnemanøvren, som altid - uden motor - involverer så meget adrenalin og koncentration, at jeg ikke får taget nogle billeder af landgangen. Men hva' fa'en, ... det handler jo heller ikke om at have fast grund under fødderne. 

Alle fotos er skribentens egne, undtaget luftfotoet.  

Luk

Jeg kan ikke komme på nogen, der er mere kritiske overfor Odense end os. Ikke fordi, vi ikke tror på byen, eller ser byens potentiale. Det er heller ikke fordi vi mener, at byen er på vej i den helt forkerte retning.

Måske er vi kritiske netop af den modsatte grund. Fordi vi tror på, at vi i Odense netop nu har en historisk chance for at skabe en helt særlig lille storby, hvis vi står på tæer, gør os umage og siger nej tak til den lette løsning.

Det her er min vigtigste påstand på Odenses vegne i disse år: Odense kan blive den eneste by i Danmark, hvor der er plads til at have fart på og rum til at have hovedet med. Den eneste by, der kan forene nutidens to største modsætninger: Storbyens dynamik, skabertrang og oplevelser med længslen efter fællesskab, natur og plads til at tænke sig om.

Dig og dine venner skal selvfølgelig ikke snydes for at blive en del bevægelsen - derfor får du her 8 grunde til at flytte til Odense netop nu!

 

1. Odense skaber fremtidens jobs

Universal Robots, den største robotvirksomhed i Odense med 350 ansatte
og en forventning om yderligere 30 % medarbejdere i Odense i 2017

 

Odenses robotklynge er en af Europas absolut førende og blandt verdens 10 førende. En klynge, der ved seneste optælling for godt et år siden talte 102 virksomheder og godt 2.600 medarbejdere. Det er 22 virksomheder og 400 medarbejdere mere end året før. Med vanlig fynsk mådehold er forventningen et behov for godt 60 % flere medarbejdere frem mod 2020. Virkeligheden er nok snarere, at tallet bliver væsentligt højere. Se de 83 ledige jobs netop nu her.

Også en række andre brancher, som f.eks. byens drone og IT-virksomheder er i hastig udvikling. Du kan få job hos Danmarks bedste arbejdsplads, Daxiomatic, eller hvad med Open source-folkene hos Umbraco, der driver hjemmesider for nogle af verdens største firmaer, og hvis platform benyttes af godt en halv million verden over? Se nogle af de ledige jobs i byens IT-branche her.

Hvis du ikke kan finde det helt rigtige job i Odense, så er der stor chance for, at det er inden for godt en time et sted mellem København og Århus - og med færdiggørelsen af timemodellen til København om godt et års tid, kommer mange af dem endnu tættere på.

 

2. vildt mange uddannelser - der tænker nyt

Det nybyggede Erhvervsakademiet Lillebælt i City Campus tæt ved banegården,
havnen, bymidten og det nyåbnede street food-marked i Storms Pakhus

 

Byens tech-virksomheder sætter også sit præg på byens uddannelser. I Odenses folkeskoler leger de med læringsrobotter fra Odense-firmaet Kubo og ikke færre end 40 videregående uddannelsesprogrammer uddanner folk til robotbranchen, blandt andet helt nye uddannelser som automationsteknolog hos Erhvervsakademiet Lillebælt, automatiktekniker hos Syddansk Erhvervsskole og en diplomuddannelse i robotteknologi hos Syddansk Universitet.

Hos SDU går de nye veje. Mens resten af Danmark diskuterer karakterniveauer udvider SDU kvote-2-optaget til 25 % og kaldte i år 5.300 til optagelsesprøver. Og som det første universitet i Danmark har SDU indført et obligatorisk internationalt semester fra i år. Men det stopper ikke der. Når Danmarks største nybyggede sygehus står færdigt er det bygget sammen med et helt nyt sundhedsfagligt fakultet på SDU, som giver helt særlige muligheder for de kommende studerende.

Du kan også bliver kunstner på Det Fynske Kunstakademi, dyrke en af landets bedste jazzuddannelser hos Syddansk Musikkonservatorium og blive skuespiller på Den Danske Scenekunstskole. Eller blive optaget på en af de godt 200 andre videregående uddannelser i byen, der arbejder sammen om at skabe Danmarks bedste studiemiljø med en lang række fælles arrangementer.

 

3. Odense er Danmarks grønneste storby

House of Fairytales, få meter fra gågaden

 

I hvilke andre danske storbyer kan du sejle på, gå eller cykle langs med en frodig og utæmmet å hele vejen gennem byen og lige gennem bymidten? Hvilke andre danske byer har en byhave på rådhuset? I hvilke andre danske bymidter kan du opleve en ny have, som på billedet ovenfor om 2-3 år?

Fremover bliver Odense endnu mere grøn. Der plantes to træer for hvert træ, der lader livet til letbanen, og Odense Kommune er ved at udarbejde en handleplan for hvordan byen kan blive endnu mere grøn i fremtiden.

Og hvis du ikke har nok natur i Odense, så kan du indenfor en halv time være i resten af den fantastiske fynske natur, som f.eks. det Sydfynske Øhav.

En september-sejltur gennem bymidten på Odense Å

 

4. Byen forandres for over 40 mia.

Thomas B. Thriges Gade, den tidligere 4-sporede gade, omdannes til grøn by

 

Odense er i gang med, hvad der måske er Danmarkshistoriens mest markante transformation fra industri- og parcelhusby til en levende, oplevelsesrig storby. Fra 2012 til 2022 investeres mere end 40 mia. kr i Odenses udvikling.

Det betyder blandt andet, at byen får en letbane og Danmarks største nybyggede sygehus, der bygges sammen med Syddansk Universitet. Det betyder også, at en firesporet gade gennem bymidten er ved at blive omdannet til en grøn bydel med boliger, butikker, restauranter, kulturhus, pladser og grønne områder.

Og at byen har fået et havnebad og en vild cykelbro, der gør det nemt at komme fra bymidten til havnen. Samt selvfølgelig en hel masse andre ting.

Det skaber både jobs og en federe by, og så betyder det også, at der er en helt særlig tro på fremtiden i Odense.

 

5. I Odense kan du gøre en forskel

FAF-bygningen med Roas tunfisk er hjemsted for nycirkus-folkene fra Dynamo, der er kommet til fra København

 

Odense er tilpas lille til, at du ikke drukner i mængden, og tilpas stor til at alle med noget på hjerte kan finde sit publikum. Der er en helt særlig DIY-stemning i byens kultur-, vækst- og undergrundsmiljøer, hvor man samarbejder om at gøre alle bedre.

Byens transformation betyder, at alle, der har gode ideer og er dygtige nok til at gennemføre dem, kan skabe sin scene og finde sin plads. En by uden en kendt destination, som kan formes af dem, der har lyst. Og så står en kæmpe industriarv og venter på at blive omdannet og sat i scene til fremtidens liv - ligesom Dynamo har gjort det med FAF-bygningen, og Storms Pakhus-folkene har gjort i den gamle trælasthandel, og DOK 5000 har gjort med den gamle silohal.

 

6. I Odense kan du bo hvor du vil, uden du skal sælge organer for at få råd

Vesterbro, et af Odenses mange bynære kvarterer, foto: Kirstine Mengel

 

I Odense kan du bo i lejlighed eller hus indenfor gåafstand af gågademiljøet for helt andre priser end i København og Århus. De gennemsnitlige kvadratmeterpriser i København lige nu er 44.000 kr., i Århus er det 28.000, mens det i Odense er godt 17.500. Det betyder altså, at hvor en bolig på 100 m2 i København i gennemsnit koster 4,4 mio. kr. så koster den 1.75 mio. i Odense.

Og på lejepriserne er forskellen også stor. I følge Boligportalen kostede en toværelses i København i  gennemsnit 10.838 kr. i 2016, i Århus var prisen 7.307, og i Odense var det 5.463.

Er du studerende, så er du så heldig, at Odense Kommune tilbyder tag-over-hovedet-garanti, så du ikke risikerer, at stå uden bolig til studiestart.

Og så er omtrent 95 % af alle boliger i Odense er inden for 300 meter af et grønt område - du ved, Danmarks grønneste storby.

 

7. Odenses Kulturliv vokser i bredden og dybden

 

Der er mere end 80 festivaler i Odense i 2017

 

Da vi startede This Is Odense i 2013 levede en skrøne om, at der ikke sker noget i Odense.

Med Tinderbox Festival, gadefestivalen Karrusel og H.C. Andersen Festivals er den skrøne lagt effektivt i graven. Men det er ikke bare store og brede festivaler, der har fundet vej til Odense.

Du kan også opleve Danmarks mest kompromisløse elektroniske musikfestival, PHONO, dykke ned i fynske råvarer til madfestivalen SPIS!, genopfinde forladte bygninger til MOD.STRØM, se kortfilm på Danmarks eneste oscarkvalificerende filmfestival OFF, opleve verdens bedste nycirkus-artister til Dynamos Nycirkusfestival, elske ord på Spoken Word Festival og gnubbe skuldre med den danske musikbranche til Music Days osv.

Og så er der selvfølgelig hverdagskulturlivet, der uge efter uge overrasker ellers kyniske kulturbrugere som os.

 

8. Odense er et gastronomisk centrum

Restaurant Vår i Vintapperstræde, en af byens mest interessante nye restauranter

 

I Odense vælter det frem med restauranter. Faktisk hele 61 flere i bymidten fra maj 2014 til februar 2017. I sidste uge åbnede et nyt street food-marked i fantastiske omgivelser i Storms Pakhus. Inden længe åbner endnu et street food-marked i det gamle Arkaden, og indenfor få år er der også torvehal på vej på Thomas B. Thriges Gade. Og det er altså foruden det dejlige grønttorv i H.C. Andersen-kvarteret.

Det er ikke bare antallet, der er stigende. Fantastiske kvalitetsrestauranter i alle prisklasser åbner hele tiden og suppleres af stadigt flere vin og ølbarer. Danmarks Have er Fyn altid blevet kaldt, og de odenseanske restauranter gør flittigt brug af landets bedste afgrøder i deres baghave.

 

Har du flere grunde? Lad os høre!

Luk

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.

Luk