“I ska lige passe på, for vandet er meget vådt i dag.” Manden som leverer vitsen holder masken lige længe nok til at smilet kan brede sig i vores ansigter, hvorefter han selv anerkender sin egen morsomhed. Vittigheden er ikke ny, ligesom receptionen vi står i, eller sågar manden selv. På Klosterbakken er der blevet leveret dårlige vittigheder i umindelige tider.

Jeg ved faktisk ikke hvad han hedder, men til gengæld har jeg ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt ham stoppe en af de andre gæster i baderummet, for at forsøde tilværelsen med oldgamle morsomheder. Mange af formiddagens badegæster, inklusive mig selv, er nemlig regulars. En speciel blanding af mennesker, med badetrang til fælles, mødes uge efter uge omkring brusebad og sauna. Snakken går her både løst og fast, men det vender jeg tilbage til.

Når den værste snakketrang er forløst, falder der ofte en kommentar i retning af “nå, jeg må sgu også hellere få svømmet noget”. Svømning på Klosterbakken er nemlig, selvom det er enormt sundt, sjovt og dejligt, ikke nødvendigvis primært. Da min far og jeg selv for 15 år siden lagde rammerne for vores ugentligt svømmehalsbesøg, planlagde vi også tre ligeværdige etaper: 1: Svømning, 2: Sauna og 3: Kaffe og rundstykke. Der var ikke tale om at undlade et element, og hvis vi var i tidspres, måtte vi skære ned på de første to.

Etape 1: Svømning

Hvis en udenforstående står på stranden en varm sommerdag, vil vedkommende undres over hvordan de andre strandgæster på skift traver ned til vandet, forsigtigt men stålsat trodser brænding og indledende kuldechok, og til sidst sænker sig så langt under vandet at kun hovedet stikker op. Efter nogle sekunders eller minutters aktivitet vender de tilbage til håndklædet og solens territorie for at varmes op igen, blot for at gentage hele processen igen.

Svømning er vel nok det tætteste vi kommer på at flyve uden at skulle til at gro vinger. Kroppen omsluttes af en kølig hånd med en besynderlig kraft. Den er stærk nok til at holde tyngdekraften i skak, men man kan stadig med et spark og et greb kaste sig frem igennem vandet, dykke ned og glide sagte imellem strømningerne. Og så gider jeg ikke fortælle om hvor sundt det er.

Klosterbakken blev totalrenoveret for et par år siden, hvor et imponerende vinduesparti blev opført i hele den ene side af hallen. Selvom man har tilladt etagebyggeri lige uden for vinduet, er vinduet så stort at solen på en velmagtsdag får lov til at passere uhindret ind i hele hallen og forgylde såvel motionister som snakkeonkler.

Etape 2: Sauna

Når man er blevet enig med sin svømmepartner (og sådan en anbefaler jeg på det kraftigste at man har), om at man er blevet tilstrækkeligt aktiveret, trækker man efter hurtigt klorafvask ind i saunaen. Herinde er der tungt på en anden måde. Varmen tynger dig ned i sædet og truer med at lukke ned for al aktivitet. Alligevel springer samtalen frem herinde i den hede murstenshule. Selvom de rumlige dimensioner er små bliver der plads til at lufte holdninger som vil gøre de fleste politikere eller OB-spillere røde om ørene.

De personlige historier og problemer dukker også op, for man er lidt mere ligeværdige når man sidder der på række og udholder varmen sammen. Ud kommer bekymringer, klager, forståelser og irettesættelser, samt selvfølgelig vitser fra før krigen.

Saunaen har faktisk en 2. underetape i form af den kolde bruser, som venter udenfor døren. Om sommeren en velsignelse og om vinteren en ærkefjende, men der er ingen vej udenom, hvis man vil gøre sig “fortjent til kaffe”.

Etape 3: Kaffe og rundstykke

Fra svømmehallens entré kan man vælge mellem to forskellige trapper for at komme op til cafeteriet. Vi tager altid den nordlige trappe, hvor en skulptur ved navn “Badepigen” hilser os velkommen i den balsal, vi kender som Klosterbakkens café. Jeg vil skyde på at der 7 meter til loftet. De høje søjler er malet i lysegule farver og der hænger tre enorme glaskugler som kan oplyse salen, når altså ikke de enorme vinduespartier klarer det. Med rammerne i mente, kunne man frygte at kaffen kostede en arm og et ben, men det er ikke sådan en café, de driver på Klosterbakken.

Bordene står i små sæt langs vinduerne i begge sider af lokalet, og der er indrettet til langbord midt i lokalet. De er af den slags, man normalt ville kalde “kommuneagtige”. De overdådige lokaler er nemlig ikke (kun) tiltænkt grever og baroner, men i højere grad helt almindelige mennesker, som kan nyde helt almindelig kaffe, rundstykker, smørrebrød og måske en øl. Du kan ikke få en dobbeltshot cortado, til gengæld kan alle være med, for priserne er også almindelige.

At binde fysisk træning sammen med sauna og kaffe burde være en menneskeret. De fleste mennesker som kommer i caféen er ikke de typer du normalt ser i træningscenteret. Her kommer hele befolkningen, men især er pensionisterne repræsenteret. Sammenholdet mellem svømmepartnere og forventningen om en kop kaffe her i balsalen gør det væsentligt nemmere at komme op af sofaen og ud ad døren.

Kampen

Svømmehallen Klosterbakken er en perle i byen. Der er mange enkelte detaljer som kan roses, men det er helheden der hæver stedet op på et højere niveau. Tidligere har jeg kastet min kærlighed efter det gratis havnebad, men Klosterbakken er andet og mere. En badeanstalt af den kaliber er en stor gave, som vi giver til os selv. Jeg kan ikke forestille mig en motionsform som er bedre for den helt brede befolkning, som kræver så lidt udstyr, og som er så naturligt et samlingspunkt.

Desværre er Klosterbakken på det seneste blevet udsat for det min gode ven kalder for “kassetænkning”. Det er nemlig blevet bemærket i centraladministrationen at caféen giver underskud. På den baggrund og med henvisning til at kommunen af en eller anden grund ikke skal føre cafévirksomhed, gik Odense Idrætsparks ledelse igang med at finde en måde at få slettet posten fra budgettet.

Derfor blev ansvaret for caféen fra 1. maj overtaget af en privat forpagter, som i første omgang vil drive caféen på deltid, og sidenhen på fuld tid. I forhold til en lukning er dette selvfølgelig langt at foretrække, men jeg får alligevel en lidt underlig smag i munden over sagen.

En privat forpagter kan jo være lige så god som en kommunal, men hvad sker der hvis den private forpagter også får underskud? En privat vil næppe fortsætte driften med røde tal, og så er caféen lukningstruet igen. I så fald vil kommunen dog have rene hænder og næppe garantere driften af caféen. Givet at caféen har givet underskud før er det altså ikke et helt usandsynligt scenarie.

Det er ikke fordi jeg mener at kommunen bare skal drive underskudsforretninger for sjov. Situationen i Klosterbakken er dog anderledes, fordi det ikke giver mening at betragte café og svømmehal hver for sig. De lever i en form for symbiose, og man kan frygte at en krise i caféen kan gå ud over selve svømmehallen.

Selvom den værste fare er overstået, er Klosterbakken kommet på lidt usikker grund, og der kan skulle kæmpes for svømmehallens fremtid. En sejr kræver at byens beslutningstagere overbevises om at Klosterbakken er værd at værne om. Det kan du gøre ved at skrive til dem i by- og kulturforvaltningen på bkf@odense.dk eller i Odense Idrætspark på idraetsparken@odense.dk og fortælle dem hvorfor de skal passe på vores fantastiske svømmehal i centrum. Jeg synes at følgende ord fra indvielsestalen fra 1938 godt kan bringes igen 80 år efter:

"I dette hus skal vor bys ungdom lære at svømme. Her skal både unge og ældre, både mænd og kvinder kunne dyrke svømmesportens glæder, og det er vort håb, at Odense Svømmehal må svare til forventningerne og blive taget i brug til den yderste ydeevne."

Den nemmeste måde at støtte Klosterbakken på er simpelthen at bruge den. Hvis du ikke endnu har gennemført de tre etaper, vil jeg stærkt anbefale det. Så støtter du både byen og dig selv. 

Luk

Vellydende fund i Odense Symfoniorkester sæson '18-'19

Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.



FUND NR. 1: GIV MIG MINE RØDDER TILBAGE! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset.

Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder? 

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik.

Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en YouTube-video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

FUND NR. 2: DET UDSLUKKELIGE? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde! 

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt.

Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

FUND NR. 3: NEO-NEANDERTHAL MED CARMINA BURANA (28/2/2019) 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser.

Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

FUND NR. 4: LIV ELLER DØD (11/10/2018)

Leve eller dø? Det var mere eller mindre det valg, Dmitri Sjostakovitj fik i 30'erne, da hans succesopera Lady MacBeth fra Mtsensk kom diktatoren Josef Stalin for øren. Stalin skrev anonymt en 'anmeldelse' af operaen under overskriften: 'Kaos i stedet for musik'. Artiklen indeholdt så mange stavefejl, at man vidste, Stalin selv havde skrevet den - ingen redaktør turde rette på ham. Og alle vidste, det var en slet skjult trussel. 

Sjostakovitj valgte at leve. Han lagde sin musikalske stil om. Slut med kritik af magthavere. Slut med for mange skæve toner. Flere folkelige melodier. Mere simpel opbygning. OS spiller Sjostakovitj svar på Stalins kritik: Den 5. symfoni. Sjostakovitj gik så langt som til at kalde symfonien 'en sovjetisk kunstners svar på berettiget kritik'. Stalin elskede symfonien. Stort orkester og genkendelige melodier.  

Man ved aldrig helt, hvor man har Sjostakovitj. Hvor meget medløber var han - hvor meget gjorde han nar af Stalin gennem vildt overdrevne effekter? Denne usikkerhed er det fede ved musikken. Den matcher et århundrede, hvor ironi, banalitet og dybsindighed går hånd. 

Forrige sæson hørte vi Sjostakovitj monumentale og u-ironiske 11. symfoni med OS. Jeg glæder mig til at høre den ÆGTE Sjostakovitj i 5'eren. Ironikeren, der gør grin med diktatoren. Hører du den som sovjetisk halleluja-propaganda-musik? Tvivlen lever med denne musik....

STØTTER DU DIT SYMFONIORKESTER?

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.
–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget, vi beskærer. 

Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld...

... over Jane Jegind. Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for at kunne satse og fejle, satse og vinde.

af Martin D. Knudsen, første gang publiceret på Martins egen blog: http://www.lightleaks.dk/guldfund/

Luk

Tusinder af fødder betræder de gule sten hver dag i Odenses hjerte. Grønnegade, Byens Bro og Filosoffen ved Munkemose er nogle af de steder, der lyser op i varme farver på en kold vinterdag, fordi bunden er belagt med den. Odenseklinken og dens forgænger Hasleklinken– eller bare ”Klinken”, som brolæggerne i min gade kalder alle de gule sten, nye som gamle.

- Den er besværlig at lægge, men den er meget, meget flottere, end det der lortebeton. Den skaber mere charme og giver mere at kigge på, lyder det fra en af de hårdtarbejdende herrer, der er ved at lægge klinker i gaden.

 

Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Stenene er specielle, fordi de ikke bare er ensfarvede. Modsat asfalt og beton changerer Odenseklinken og Hasleklinken i gul, orange og sortbrun.

 

Et af de vildt-changerende fortove med klinker i Odenses centrum. Her er det Hasleklinken, Odenseklinkens forgænger, der ligger i to forskellige mønstre.

 

Varme farver i byen

I Ny Vestergade, hvor jeg bor, er der netop blevet lagt en lidt mere afdæmpet søster-udgave af klinken. Men effekten af at få skiftet gråsort asfalt ud med karrygule sten er stadig til at mærke. Der bliver bare et par grader varmere og lidt hyggeligere på en eller anden måde.

Det er Michael Steffen, der har udviklet Odenseklinken, som faktisk er en nytænkning af Odenses gamle klinker. Og han er netop gået efter at skabe denne varme og hyggelige stemning: 

- Du mærker det måske ikke bevidst, men det skaber en superfed fornemmelse i underbevidstheden at have de der positive farver, der bare lyser igennem på fortovet, siger han.

 

Ny Vestergade før og efter omlægningen, hvor asfalt er erstattet med klinker. Resultatet spreder en helt anden og varm stemning i gaden.

 

Efter omlægningen i min egen gade er det gået op for mig, hvor meget historie de gemmer på, de sten, jeg vader rundt på hver dag. For en stor del af de gule klinker, der dækker hundredetusinder af kvadratmeter i Odenses gader og stræder, er brændt med kul i en ovn i Hasle på Bornholm for op mod hundrede år siden.

Og modsat mange andre danske byer har Odense valgt at holdt fast i den ved at udvikle en ny version. Derfor ligger nye og gamle sten i dag side om side og sikrer, at Odenses signatur lever videre.

 

Den smukke Odenseklinke, som er en nytænkning af Hasleklinken, ses her i nye mønstre i Grønnegade.

 

Historie under fødderne

De oprindelige sten hedder Hasleklinker og blev lavet på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det var brændingen med kul, der gav de gule sten deres tilfældige pletter og nuancer. Klinkerne blev sejlet over Østersøen og solgt og lagt i mangen en kystby i Danmark og Nordtyskland.

 

 

Historiske Hasleklinker i Odenses indre by.

 

Michael Steffen har studeret den gamle Hasleklinkes historie indgående for at kunne lave dens efterkommer. Han fortæller, at kommunerne i mange danske byer i løbet af 1980- og 1990’erne valgte at skifte klinkerne ud med beton eller granit, fordi det var blevet moderne og smart. De gamle Hasleklinker blev pillet op, smidt væk eller solgt. Det skete for eksempel i Rudkøbing, Faaborg og Haderslev - men ikke i Odense, siger Michael Steffen, der også er direktør i Steffen Sten:

- Den eneste by, der har holdt fast i klinketraditionen, er nok Odense. Det må være den by i landet, der har allerflest klinker liggende. Nu er det faktisk blevet byens visitkort, siger han.

 

Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor Hasleklinken blev skabt, billedet er taget omkring år 1928. Foto: bornholmerneshistorie.dk.

 

Men da Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik lukkede for tyve år siden, stod Odense uden leverandør af de kulbrændte klinker. Kommunen ønskede at fastholde de gamle klinker og fortsætte traditionen med at bruge dem i byen og satte derfor stort ind for at udvikle en lignende sten til fremtidige byggeprojekter i Odenses indre.

 

Hasleklinker lagt på forskellig vis i Odense - side om side med granitsten.

 

En vild sten

Michael Steffen var én af de folk, der satte sig for at nytænke Hasleklinken og havde på det tidspunkt et samarbejde i gang med et teglværk i Tyskland. Men her var de ikke meget for at afvige fra den gængse arbejdsmetode, når det gjaldt klinker:

- Dengang havde man den holdning, at en sten skulle være så ensfarvet og pæn som muligt. Den skulle have affasede kanter, og alt skulle være fuldstændig standardiseret. Og så kom jeg som tossen fra Danmark og sagde, at de skulle lave det fuldstændig stik modsatte. En sten, der er skarpkantet, vild i farverne og kulbrændt, fortæller han.

 

Klinkenørder. Familien Steffens begejstring for klinker er ikke til at tage fejl af: - Jeg bliver bare glad, når jeg ser byer, der bruger klinker. Jeg synes, det gør en forskel. Michael Steffen, direktør i Steffen Sten. - Man forbinder den med sin hjemby. Datter Carolin Steffen, der også en del af firmaet.

 

Det lykkedes at få det tyske teglværk til at lave nogle prøver. Og de kom faktisk så tæt på farven og kvaliteten af Hasleklinken, at Michael Steffen blev valgt som leverandør af Odenses nye byggesten, der blev døbt Odenseklinken. Den brændes udover gas også med kul, så den får de nuancer og farveskift, som Hasleklinken havde. 

 

Nytænkningen af Hasleklinken, som fik navnet Odenseklinken. Her ses den flotte klinke i organiske mønstre i Grønnegade ved Brandts Klædefabrik.

 

Nyt og gammelt

I dag består en stor del af gulvet i Odenses centrum af en mosaik af gamle og nye klinker. Når der skal lappes huller eller graves op på fortove, pladser og gågader bruges den gamle sten fra Bornholm stadigvæk. Stenene er i sin tid blevet gravet op fra de ydre dele af byen, sorteret og lagt i den indre del af byen eller på lager til fremtidig brug. Og med tiden har den så fået selskab af sin efterfølger.

- Der er en bæredygtig tankegang i at vælge et materiale, man kan genanvende. Du kan se, hvor mange gange, gaderne og fortovene er blevet gravet op. Og så bliver klinkerne lagt til side, mens der bliver arbejdet og lagt på plads efter endt arbejde. Det kan du ikke gøre med asfalt, siger Michael Steffen.

 

De gamle Hasleklinker genbruges, hver gang der skal bygges nyt eller renoveres på Odenses fortove og pladser.

 

Det, at Odense har turdet satse og gøre alt for at bevare en usædvanlig og vildtfarvet klinke som en del af byens byggesten, gør mig som odenseaner stolt. Her på This Is Odense har vi tidligere stillet os selv spørgsmålet, om byen bygges bedre og er kommet frem til, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af de materialer, der bygges af, men også omtanken for fremtidens by fremfor hurtig profit her og nu. Derfor er vi temmelig glade for Klinken i This Is Odense.

 

Kulplettede Odenseklinker omkring Filosoffen ved Munkemose.

 

Klinker er in

Brugen af Odenseklinken er i den grad en bæredygtig investering i fremtidens by, og derfor er det positivt at se, hvordan den er tænkt ind i den transformation, Odense gennemgår lige nu. De farvede sten udgør en stor del af ´fra gade til by`-projektet, hvor Thomas B. Thriges Gade omdannes til by. Her lægges Odenseklinken i nye mønstre sammen med klinker i andre farver.

 

Stribet klinkebelægning ved Odeon. Omlægningen er en del af ´fra gade til by`-visionen. 

 

Hos Michaels firma kan de mærke, at der er sket et skift hos arkitekterne, også i landets andre byer, i forhold til brugen af klinker.  

- Arkitekterne har fået øjnene op for dem. Så i dag tænker man i højere grad klinker ind, hvor man for ti år siden måske havde brugt granit. Og så vil arkitekterne også gerne sætte deres præg og nyfortolke den gamle klinke fra fortovene, siger han.

 

Odenseklinken i Grønnegade.

 

Udover at beklæde området ved Odeon og Thomas B. Thriges Gade kommer Odenseklinken også til at erstatte asfalten foran Odense Banegård. Og den vil, sammen med andre typer klinker indgå i fremtidige omlægninger af Sukkerkogeriet og Odense Stadion.

Personligt håber jeg, at byens tradition med at bruge den karrygule, kulbrændte klinke bliver ved. Også hvis den om halvtreds år ikke skulle være moderne mere. Den er bare blevet en del af byens DNA og hyggelige stemning.

I øvrigt kan jeg næsten ikke vente, til det bliver lunere i vejret, og brolæggerne bliver færdige i Ny Vestergade. Så vil jeg for alvor kunne mærke glæden ved at have fået asfalt skiftet ud med gule klinker lige udenfor døren.

 

- Det giver måske lidt mere en følelse af forår, når der kommer lys ned på og det skinner op. Selvom det blænder lidt her i solen. Det er da pænt nok, men det har man sgu aldrig rigtigt tænkt over. Xandra Flyvbjerg Thomsen, Studerende.

 

- Det skaber godt humør. Specielt da vi nærmede os Odeon, lagde vi mærke til farverne. Selv bare et par få farvede klinker blandt brosten muntrer det hele lidt op. Det er dog godt med variation, så det ikke kun er gult alle steder. Emel Soylu og David Sparrow – turister fra Windsor, Storbritannien.

 

- Jeg synes det giver lidt mere at bruge klinker i stedet for at bruge sådan noget cement, hvor der ikke er nogle former og linjer. Så er det ikke det samme hele vejen igennem. Bettina Hansen, studerende.

 

 

- De steder som her, hvor der kun er fodgængere, fungerer klinkerne godt. Diversitet er fint, så bare mere af det. For det skal jo ikke være granit det hele. Caspar Vang. Filmskribent for Fyns Stiftstidende

 

Luk

Hvornår oplevede du sidste gang lokale musikere på en scene her i byen? - Hvem var det, kendte du dem mon i forvejen, og blev du overrasket?

Måske var du til Sofar Sounds, til Rooftops eller til Songwriters circle. Det kan også være, du har været på Odeon for at opleve nogle af de studerende fra SMK, eller måske var du til Odeology. Måske har du været til Ø-Lyd, til BYEN TALER, eller til Røde Himmel. Måske var det et helt andet arrangement.

Sidste gang, jeg så lokale musikere spille, var til Nyt Blod på Posten i midten af februar. Her oplevede jeg blandt andre De Uanstændige - og det var godt. Den sidste koncert, jeg er ked af, jeg gik glip af, var De 6 Portaler i Borgernes Hus, hvor de to lokale bands Summit og Organik spillede - i seks timer!

...

 

Jeg synes, det ser ud til, at det vrimler med unge aspirerende musikere her i byen. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en fornemmelse for, hvordan det er at være musiker her. Der er åbenlyst fremgang på arrangørsiden, men alligevel synes jeg ikke, jeg får hørt nok af det, der er originalt og lokalt. Måske det ville hjælpe mig, hvis jeg forstod, hvordan det er at være musiker her. Så det er mit udgangspunkt.

Men hvad gør man, hvis man, som jeg, kunne tænke sig at blive lidt klogere på det her? Tjah, man kan sikkert gøre mange ting, men jeg skrev til nogle bands og solister, jeg havde stødt på i min tid i byen: Sille Nilsson, De Uanstændige, Summit, Christian Brock og De Forbandede. Jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at mødes til en snak om, hvad der sker i, og for, det odenseanske musikalske vækstlag. Og med én dags varsel sagde de, overraskende nok, alle sammen ’ja’.

 

Et utaknemmeligt udgangspunkt?

 

Midt i påsken mødtes vi på Den Smagløse Café i Vindegade for at snakke om det at være musiker i og fra Odense. Det blev til en snak om publikums-mentaliteten, om op- og nedture for musikkulturen i byen med beretninger fra de første spillejobs, men mest af alt kom det til at handle om det bedste ved at være musiker i Odense.

Uden at sige for meget var jeg nok lidt af den opfattelse, at Odense er et problematisk udgangspunkt for et musikalsk gennembrud. For det skorter lidt med fanebærere, og vi mangler måske også en profil udadtil. Og det var ikke helt ved siden af, hvad de seks musikere havde gjort sig af tanker om Odense. For når man eksempelvis spiller den musik, som drengene fra Summit gør, opleves det somme tider sværere, at man netop har base i Odense. Og flere har da også, siden oprettelsen af bandet i 2013, opfordret dem til at søge væk fra byen, for at slå igennem. Og som Summit-guitaristen, Mads, siger det; tænker jeg da somme tider, at vi har valgt at spille spillet på hard-mode, for vi gør jo bare, hvad vi har lyst til, men der er rigtig mange ting imod os.

 

Summit - Progressive Rock - Fra venstre; Mads Mikkelsen - guitar - Christian Øhlenschlæger - trommer

 

"Danmarks største landsby"

 

Christian Brock, som for nyligt kom hjem fra en musikalsk tur på tværs af Indien, har ligesom de fleste andre omkring bordet affundet sig med vilkårene:

- Jeg har erfaret, at jeg må rejse for at finde de der super seje fans. Men det, der i hvert fald er ved Odense, er, at det er lidt et helle for mig. Jeg kan huske første gang, jeg sådan var på udlandsturne. Der var det eneste, jeg tænkte på; det var Kongens Have. Jeg gik virkelig bare og tænkte; ”Jeg glæder mig til at se Kongens Have!” Og jeg har aldrig haft noget personligt forhold til det sted. Men jo, for mig er det et helle. Jeg kender Odense så pissegodt. Hjemby. Har altid boet her. Det er hyggeligt. Man kender altid nogen. ”Danmarks største landsby?” tilbydes af én omkring bordet - Lige præcis! Danmarks største landsby!

Men hvad gør det for musikken, at den er et produkt, der skal eksporteres fra Odense? Hvilke begrænsninger oplever de, og følger der fordele med?

 

Udfordringerne

 

Det kan somme tider være frustrerende at være musiker fra Odense i forsøget på at komme ud med sin musik. For der er ikke det samme vågne, musikalske blik på Odense, som man måske oplever det på København eller andre større kulturbyer. Som trommeslageren i De Forbandede, Ricky, siger:

- Man kan godt føle, at man er lidt i en lille boble, der aldrig bliver prikket hul på. Men lige så snart, der så bliver prikket hul, så er det også, som om at der sker et eller andet. Folk begynder lige pludseligt at vågne lidt op. Men jeg tror nogle gange, at Odense virker lidt uinteressant for de større byer. For de har ikke meget at relatere Odense til. - Sådan i band-sammenhænge.

Peter Bizz – sangskriver og en af de to forsangere i De Uanstændige – byder ind: Nej, det er i hvert fald ved at være nogle dage siden, at der har været… Men der er nogen. Vi havde den her den anden dag og talte lidt om bands fra byen.

De Uanstændige - Indie Pop/Rock - Peter Bizz - Sangskriver, bassist og en af to forsangere i bandet

Og ved nærmere eftertanke, og ved lidt fælles hjælp, kommer de seks hurtigt frem til en liste over bands og solister, der har slået hul. Pointen står dog stadig, for det er ikke en lang liste. Men for Summit har det måske også ligefrem været en fordel, at Odense ikke er mere etableret som musik-by, end den er, for som Christian siger:

Odense er også en by, hvor der kommer bands fra udlandet, som er på samme stadie, som vi er. Vi har spillet med bands fra Sverige og Tyskland, og de kontakter, vi har i andre lande, har vi fået gennem de jobs, vi har spillet her i byen. Så på den måde åbner Odense også op for nogle muligheder.

 

Odense er nærhed

 

For selvfølgelig er der også fordele ved at have taget sine spæde musikalske skridt i den by, der har opfostret én. Det er nemlig også en kærlig by, der konstant minder en om, at man faktisk hører til her. Og at man har ret og lov til den følelse.

- Det er også, som om at i Odense behøver man ikke være hip. - Siger Christian Brock - For igen; at Odense er så lille gør også, at mange musikere kender hinanden. Personligt, der er det ikke sådan, at jeg tænker, at jeg finder de der hundrede mennesker, der synes, at min musik er det fedeste. Det er ikke rigtigt mit mål. Jeg har lidt ligesom indrømmet for mig selv, at jeg er nødt til at tage ud med min musik, og på den måde er Odense rar, for hold da op, hvor er det fedt at lande i en by, hvor du lige kan gå udenfor og sige: Hvad så, Poul! Og så gå videre. Og at man ikke bare drukner, som jeg måske føler, man lidt gør i København.

Byen tilbyder en nærhed, som måske kan være svær at opleve i samme grad, hvis man rykker teltpælene op og bevæger sig ud i verden. For opbakningen fra folk, man kender betyder noget, når du forsøger at nå ud til folk, der ikke kender dig. Drengene fra Summit kan stort set altid genkende nogle iblandt publikum:

- Det er lidt mere nært. Eksempelvis når vi spiller. Vi har aldrig spillet en koncert, hvor jeg ikke har kendt en god del af publikum. Vi kan altid se nogle. Det er endda lykkedes os at få nogen med til Jylland til nogle koncerter. Og det er jo kun fedt!

 

Odense er trygt

 

Omkring bordet sidder også Cæcilie, som blandt andet flyttede til København for at sætte skub i sin musik. Men det er, for hende, som stadig indspiller sin musik i familiens lydstudie her på Fyn, som om byen stadig holder fast i hende:

- Jeg er jo en af de der, der er flyttet fra Odense, fordi jeg gerne ville til København. Men på en eller anden måde har Odense, for mig, været et enormt trygt sted at starte med at vise mine sange frem til nogen, så det er der, det er startet for mig. Og så er det, som om at Odense har holdt lidt fast på mig, når jeg så har taget af sted til København.

Christian Brock tilføjer: - Det er den der tryghed, der gør det! – Som Odense virkelig har. Det var en af de ting, der gjorde, at jeg turde fortsætte med den her underlige undergenre, som ikke særligt mange kender herhjemme. Fordi jeg fik prøvet det af et sted, hvor jeg kendte… Jamen, jeg tror nærmest, det var halvfems procent. Hvor jeg fik en kanon opbakning. Altså; ”hold kæft mand, det er det ondeste, jeg nogensinde har set”. Du står med noget, der er så skrøbeligt, og du ved ikke rigtigt selv, hvad det ender med, og hvad det skal blive, og hvad det egentlig er nu. Og så kan Odense være superfed.

 

Christian Brock (Solo) - Fingerstyle Guitar - Guitarist og komponist

Og hver især stemmer de i, for de er, som de selv konstaterer efterfølgende, overraskende enige med hinanden om byen og dens bidrag til deres projekter. Og for Cæcilie, som udgiver sin musik under navnet Sille Nilsson, er det også en fordel at være fra Fyn, for:

- I stedet for, at jeg bare er en sangskriver fra København, som der er en hel masse af, så er det lige pludseligt eksotisk at være fra Fyn. Men i virkeligheden er jeg jo født i Albertslund. Så jeg har hjemme enormt mange steder. Og så er jeg blevet gladere og gladere for Odense. Fordi jeg kommer hjem her. Hun holder en kort pause. På et tidspunkt havde jeg travlt med at komme væk, men Odense for mig er, som I også siger, endt med at blive det nære og det trygge.

 

Publikum

 

Man er ikke i tvivl om, at Ricky Christensen fra det psykedeliske stoner-rockband, De Forbandede, har et indblik i musikkulturen både i og udenfor Odense. Han har holdt til på Kansas City siden den forhenværende konfektionsfabrik igen åbnede dørene op som kulturfabrik for godt og vel 11 år siden.

De Forbandede - Psykedelisk Stoner Rock - Ricky Christensen - Trommeslager

- Forskellen på København og Odense, i forhold til opvarmningsjobs, det er jo, at i København kan man for eksempel mærke, at publikum er mere vant til at gå til koncerter.

Der er bred enighed omkring bordet, mens Ricky fortsætter:

- De er meget mere vant til at gå til en koncert, så måske den entusiasme, de har, når de går til en koncert, den er måske lidt større herhjemme, når der så kommer den der ene koncert. Og skal man varme op til den, så er folk på.

For alle os omkring bordet er der ingen tvivl om at koncertkulturen er anderledes her i Odense. Både på godt og ondt. For selvom at publikum meget vel er mere tændte, når de tager til koncert i Odense, så går der altså også længere tid imellem, at de kommer ud. Det gør det svært at arrangere koncerterne, fordi man ikke ved, hvor mange man kan forvente. Men det gør det også sværere for de optrædende, fordi der er færre jobs. Trods det kunne trommeslager, Christian, fra Summit, imidlertid tilbyde en positiv beretning om en ekstraordinær publikumskultur til et ikke mindre ekstraordinært koncertarrangement, de for nyligt tog del i:

 

De 6 Portaler

 

- Da vi spillede 6-timers maraton-koncert (til arrangementet; ”De 6 Portaler” red.), som i forvejen er et format, som - hvis folk har svært ved at komme til en koncert af halvanden times varighed, eller bare en halv time tirsdag aften - så er 6 timer svært! Det skræmmer dem i hvert fald væk. Men der oplevede jeg, at selvom der ikke var fyldt, så var de der!

- Og jeg kan huske efter at have spillet seks timer, i noget der mest minder om en trancetilstand af ”Arh… hvornår er det slut?!” - så da man var færdig, og man gik ned, så kom folk over og klappede en på skulderen og sagde ”fuck, hvor var det fedt”. Og så var det nogen, man ikke kendte.

Det er den opbakning, der virkelig giver musikerne blod på tanden. Den opbakning, de måske ikke lige havde regnet med at få. Men én ting er dem, der går ud og rent faktisk tager chancen, som publikum på et så kantet arrangement som eksempelvis en 6 timers maraton-koncert, en anden ting er alle dem, der bliver hjemme. For som Christian fra Summit siger om den egenskab, der måske bedst kendetegner odenseanerne, når man maler med den helt brede pensel: mageligheden:

- Det er måske både styrken og svagheden, at det er så mageligt, både for bands, og for publikummerne. Man tager måske ikke nødvendigvis ud en tirsdag aften, for der sidder man derhjemme.

Det ikke altid sjovt at blive overrasket, for med overraskelsen følger jo også muligheden for skuffelse. Men historien fra De 6 Portaler bærer måske også vidnesbyrd om skiftende vinde over og i Odenses musikkultur.

 

Kulturskift

 

For da snakken falder på netop dette kulturskift, og spørgsmålet kommer, om det ikke netop er et kulturskifte, der skal til, for at vi kan få en mere etableret koncertkultur i byen? svarer Peter Bizz:

- Klart! Men jeg synes heldigvis også, at det er blevet bedre. Der var nogle rigtigt døde år, efter at Christian Skjølstrup var rejst fra Odense. Men så kom Off the Hook-drengene og -pigerne. Og så har de unge mennesker jo lavet Under Livet, og så nu Røde Himmel. Så de sidste år har der i hvert fald være det der månedlige koncertarrangement.

”Det er på vej frem” - konkluderer de omkring bordet i munden på hinanden. Og den 26-årige electro-country-artist, Cæcilie, har også konstateret en ændring her i byen:

Sille Nilsson - Electro-Country - Cæcilie Nilsson

- Altså, siden jeg er flyttet, er der jo bare sket så meget, at den ikke er til at genkende længere. Så jeg tænker, at der er noget, der er vendt også hos dem, der holder til her – at der er en mentalitet, der vender.

Og det lyder, som om at byen er på vej frem, på denne torsdag, hvor den sidste sne forhåbentlig er faldet, og vi igen, sammen med musikken, forhåbentligt, kan gå varmere tider i møde.

- For der er jo en masse, der gerne vil musikken og gerne vil stable det på benene, og hvis folk hellere vil drikke kaffe derhjemme tirsdag aften, så er det jo også bare sådan. Og så skal vi jo også ligesom sige: hvor mange koncerter kan vi ha’ i den her dejlige lille by? - Men det er, som om at de er ved at vende. For folk vil jo gerne ud!

Og her går noget op for mig, som jeg sidder og lytter: For der er enighed om, at vi i Odense kan være afsindigt dårlige til at sige ja til noget, vi ikke ved hvad er. Det er svært at få folk op af sofaerne. Og måske er vi odenseanere ligefrem pinligt bevidste om det - er der en, der får sagt. For det er, som om, at der er en lyst til, at det skal være noget andet end bare mageligt. At man måske også kan gøre noget af det samme som andre store byer. Og det var måske det, de mente med sloganet ”Fra stor dansk by til dansk storby”, for i slutningen af vores samtale lyder det: at vi måske nok mangler lidt af det der storby-sind. - En indstilling, der får os til at prøve noget nyt uden at være for bange for skuffelsen og for at spilde tiden.

 

Danmarks bedste største landsby

 

Og som snakken lakker mod enden, og meningerne smelter sammen, taler alle om bordet nærmest med én stemme, for vi må meget gerne adoptere et stor(by)sind:

- Så længe vi forbliver ved det her landsbyformat. For det har sin charme, og det er lækkert. Så lad være med at skyde over målet. Vi må ikke begynde at tro, at vi er den nye storby i Danmark. Det er, som om at Odense har været en by, som gerne ville være noget, den ikke kunne være. Og nu er det, som om at den bare er faldet til, hvor det, der sker, er det, der giver mening for byen.

...

 

- Tak til Cæcilie, Ricky, Peter, Christian, Mads og Christian Brock for at tilbyde et indblik i hvad det er at være musiker i Odense, og for at dele oplevelser fra scenen!

- Summit består, udover Mads og Christian, af Søren Hauschildt Christiansen (sang), Valdemar Reinhold Øhlenschlæger (piano) og Jeppe Birkebæk Truelsen (bas). De fem har spillet sammen siden 2013, og de kan opleves i Odense næste gang til UNDER ODENSE d. 28. april på Kulturmaskinen. Følg med, i hvad der sker for Summit via dette link, eller lyt til deres musik her.

- Christian Brock er 23 år gammel og fornyligt hjemvendt fra en musikalsk tur i Indien. I 2015 udgav han EP'en med titlen "The Ride", som kan høres her. Du kan desuden følge med i hans rejser på hans facebook-side.

- Sille Nilsson spiller electro-country og har i sit band sin far, Bjarke Nilsson, på guitar og sin bror, Rasmus Mølck Nilsson, på bas. I 2015 udkom hun med debutalbummet "Nothing Else Is Working". Sille Nilsson kan opleves næste gang i Odense til Spoken Word Festival d. 22. august sammen med Hjalmer. Du kan følge Sille Nilsson via dette link, eller lytte til hendes musik her.

- De Forbandede består, udover Ricky, af Peter Østergaard (guitar, vokal), Nicolei Martin Aagaard Rasmussen (bas, vokal) og Michael Hansen-Buur (keys, vokal). ​ De fire har spillet sammen i denne konstellation siden 2015, og de kan opleves på Posten d. 12. maj sammen med Bersærk og Ondt Blod. Følg dem her, eller lyt til deres musik.

- De Uanstændige er, foruden Peter Bizz, Lasse Liisberg (guitar og vokal), Asger Hald (guitar), Aske Wolfhagen (trommer) og Johannes Quist (keys). De fem har spillet sammen i et år, og de kan opleves i Odense næste gang til Røde Himmel d. 14. april og igen d. 28. april på Kulturmaskinen til UNDER ODENSE. Det rygtes, at de inden længe udkommer med nyt materiale, og indtil da kan man følge dem på Facebook.

 

Luk

Vi skal ud på en rejse. Ikke en spirituel rejse ind i os selv og heller ikke en rejse til et fjernt eksotisk land. Vi skal rejse til enden af byen og ud til Syddansk Universitets betoncampus på Campusvej 55, hvor over 20.000 studerende har deres daglige gang.

Ruten fra bymidte til fredagsbar danner et nærmest perfekt tværsnit af Odense. På godt og ondt. Turen, vi skal på, er ikke udvalgt til fortællingen. Det er bare den, jeg cykler hver dag.

Professor Labri

Vores rejse starter i Albanikvarteret lige syd for åen, hvor jeg har boet på forskellige adresser siden 2009. Lange nydelige grusanlagte gader med gamle arbejderhuse, som er piftet op i pastelfarver, leder op til Professor Labri, eller som det hed før i tiden: Bunkeren. Her er virkeligt hyggeligt. Manden, som stikker sit hoved med den høje hat samt stok- og cigarførende hænder op af betonbunkeren, er blevet beklædt med en sort, børnesikret, blød habit og tilhørende butterfly.

Gøglerens egne citater pryder den gule børnebarriere, som omkranser legepladsen, som kvarterets unge forældre om sommeren valfarter til i weekenderne, eller når der er mødreklub. Vi forlader Skt. Knuds Gade-kvarterets åndehul og sætter kursen op ad Fredensgade.

Bautaport

Hjallelsevej er hårdt trafikeret, men når man slipper over, kan man nyde det store kunstværk på Odense Friskoles sydmur, som jeg altid troede var en sædcelle, men som viser sig at bære navnet “Bautaport”. Det virker passende, for vi skal nemlig forlade byens trafik og begive os ud i ligusterjunglen. Skjold Burnes vinhandel og blomsterhandleren ved siden af er sidste mulighed for forkælende detailhandel på vej fra at have hentet ungerne på friskolen, da hovedparten af butikslokalerne ud mod ringvejen kun sælger takeaway. Vi stryger imellem friskolen og vinhandleren og kører om kap med de børn, som har idræt på de beskyttede villaveje.

Udover en kolonihave og en enkelt boligblok er der ikke synligt opbrud i parcelhusplanen langs vores lidt alternative rute imod universitetet. Husene ser lidt billigere ud, men de er store og solide, og her bor vist mest kernefamilier. Første nævneværdige undtagelse er samtidig noget, som minder os om, hvor vi er på vej hen; 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej.

4.maj Kollegiet

Det røde murstenkompleks minder mig om mine bedsteforældres blok i Bolbro, men bag murene finder man hverken børneværelser eller dagligstuer. Derimod en bastion af ungdom midt i den indre forstadsidyl. Jeg kan huske, at jeg fantaserede om at flytte herind, da jeg startede på studiet, fordi det var et af de kollegier, som lå tættest på byen. Desværre var der ingen af mine forfædre, der havde forsøgt at ofre livet i kampen mod tyskerne, sådan at jeg kunne have ansøgt. Da jeg spillede i det legendariske festorkester Rubber Boat Party, brugte vi kollegiets bar som øvelokale. Vild ungdom.

 Havebæk Plejecenter

Muligheden er dog endnu åben for, at jeg bliver indlogeret hos naboen. Kollegiet ligger nemlig dør om dør med Havebæk Plejecenter, hvor kommunens hvide elbiler holder parkeret på linje. Når vejret er til det, sidder der ofte et par beboere på deres rollator eller i kørestol foran centeret og kigger på de forbipasserende eller ned ad parkstien på den anden side af vejen. Hvis jeg har lidt ondt af mig selv om morgenen, når jeg cykler afsted med min absolut velfungerende førlighed, får jeg altid ret dårlig samvittighed, når jeg kører forbi og ser en, som ville have byttet med mig på et splitsekund. Så tager jeg mig sammen og svinger til venstre ad Hjortebjergvej, sætter cyklen et gear op og giver pedalerne et ekstra tryk.

Fahrradbahn

Forstadfornemmelsen kommer på sit højeste på Hjortebjergvej, hvor hver eneste grund er kronet af en rektangulær villa. Alligevel kan jeg virkelig godt lide at cykle på den. Det føles som en autobahn for cykler, fordi vejen er bred og jævn, selvom den ikke er plaget af bilister på samme måde som alternativerne Rødegårdsvej og Munkebjergvej. Jeg tager altid mig selv i at cykle helt enormt hurtigt  her - både ud og hjem. Det er nok hovedårsagen til, at vi ikke følger den gængse vej ud af centrum.

I hvert fald ikke før vi rammer den enorme rundkørsel ved Ejerslykkeskolen, hvorfra vi pukler os op ad bakken mod rutens først lyskryds sammen med resten af rytterfeltet. I gamle dage var det enormt vigtigt at holde øje med lyskrydset fra man kunne se det. Det grønne “vindue” var nemlig ret kort, og man nemt kunne spilde mange kræfter, hvis man lige troede, at man kunne nå det. Det kunne man ikke.

Rødt ved ringvejen

Mens vi står og får pusten for rødt, opdager vi, at landskabet med ét er ændret totalt. På den anden side af ringvejens fire vejbaner venter Odenses helt eget strip mall. Jeg har ikke nogen tal på det, men jeg forestiller mig at 90% af Odenses detailhandel foregår i komplekset til venstre for os, hvor rækker af forskellige forretningskæder danner en beton- og neonallé op til Rosengårdscentret.

Hvis det ikke var for de mange studerende på cykelstien, var der ikke meget, der tydede på, at vi var på vej til byens intellektuelle centrum. Det skulle måske lige være det tårn, der kan synes bag træerne for enden af vejen, og som en eller anden årsag får mig til at tænke på Ringenes Herre, men det kommer vi tilbage til.

Oliver Twist

Mens vi ræser igennem industrien på den brede cykelsti i den friske morgenluft, rammes vi pludselig af en spøjs duft af lakrids. Da vi ser os omkring efter kilden, får vi øje på, hvad der ligner et glimt ind i fortiden. Til venstre for os ligger en lille fabrik, som fremstiller Oliver Twist Tobakpastiller. Måske er det den søde lugt af lakrids. Måske er det det uskyldigt udseende lyseblå retrografikskilt, der hænger over fabrikken. Eller måske er det den lille lystavle, som servicerer med information om klokkeslet og temperatur. I hvert fald vækker denne lille gren af tobaksindustrien monstrøse slyngplante væsentligt større sympati end BabySam- betonkolossen bag os. Produktet er helt vidunderligt specifikt.

Nær Butikken

Idet vi krydser den næste vej og forlader industribæltet, opstår der momentant anarki. De næste par hundrede meter er det eneste sted imellem universitetet og banegårdscenteret, hvor der ikke er anlagt cykelsti, og det jagende cykelfelt spreder sig ud til vejens fulde bredde, indtil de nye førerpositioner er fastlagt.

Det går så stærkt her, at man næsten ikke opdager, at tilværelsen på højre side af vejen er paradoksalt fastfrosset. Området med de gule boligblokke ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt de sidste 20-30 år, og det lokale butikcenter er grundet konkurrencen fra det førnævnte strip mall reduceret til “Nær Butikken” med spillehal og cash point og frisør “Salon M&M” med prismærkningen “Dame: 0,- Herre: 100,- Børn: 0,-”.

Vi ræser hurtigt ned ad bakken for enden af vejen, igennem træerne og ind på cykelstien, inden vi svinger til venstre op til lyskrydset ved Niels Bohrs Allé. Selve universitetet er stadig ude af syne, men herfra kan vi skue udover markerne foran skoven foran campus, hvor det ene fyrtårnsprojekt efter det andet tager form. Til trods for at Vidensbybygningen er imponerende stor, overskygges den bogstaveligt talt af det mytiske tårn som knejser ved siden af.

Isengard

Campuskollegiet er 14 etager højt, og hvis lysreklamen på tårnet i centrum er Saurons øje, så er det her Isengard: Det vidner om en enorm kapacitet og vilje til at satse, men jeg ved ikke helt, hvad det er, det vil. Det er under alle omstændigheder imponerende, selvom det replikerer den betonstil, som præger resten af campus.

For mange menneskers vedkommende kan man næsten trille på frihjul herfra indtil hovedindgangen, inden man lader rustmonsteret sluge én. Vi cykler dog ned i den allerbagerste ende af universitetet. Ikke i trods, men fordi det er her, jeg arbejder, og når cyklen står under halvtaget, kan vi snige os forbi jernskulpturerne og ind af den lidt mere mondæne indgang D.

Indgang D

 

Luk