Lars Høgh er en mand uden offentlige kritikere. For mange af os ville det bare betyde, at vi ikke har gjort nok væsen af os. Men ikke Lars.

For Lars Høgh står forrest i min og mange andres billede af OB og Odense, selvom han aldrig har råbt højest og stillet sig i front.

Det her er en personlig og kropsblød hyldest til en sportsudøver, der nok også bare er god til at være menneske. Og så for mig, måske også fortællingen om OB og Odense på godt og ondt.

Lars Høghs evne til at omfavne livet, og de mennesker han møder i det, har inspireret mange, men har nok også fra tid til anden irriteret andre end mig. At spejle sig i Lars Høgh er som at få kastet en skygge fra spejlet. Altid veloplagt og determineret. Altid venlig. Altid tid til andre. Altid positiv. Aldrig i konflikt med nogen. Hvem kan leve op til det?

Hvem end der måtte have andre fortællinger om Lars, så overdøves deres hvisken af tusindtallige personlige positive historier, der kan stykkes sammen til myten Lars Høgh.

Derfor føler jeg også, at de ord jeg skriver her, ikke rigtigt rækker. Men skrives skal de.

Lad os starte med det, der ironisk nok oftest frasorteres i mediernes portrætter; fodbolden. De hårde fodboldfakta er ikke nok til at gøre Lars Høgh til en legende, lyder den ofte henkastede journalistiske bro til fortællingen om mennesket, Lars Høgh.

Lars Høgh - pokalmester i 1983. Foto: Carsten Andreasen

Jeg er nok så uenig, som man kan blive. For dén dom har med en simpel sætning forfladiget fodboldspillet til en konkurrence på point, titler, høje lønninger og navnene på store udenlandske fodboldklubber.

I samme boldgade som at Superligaens nye slutrundeformat, fodboldkampe spredt ud på hele ugen og en grænseløs udvidelse af fodboldens kommercielle kage, er nødvendigt hvis Danmark skal kunne konkurrere i fodboldeuropa. Det er et fair perspektiv, men for mig er det ikke det, fodbold handler om.

Og Lars Høgh er mit bevis. Da muren faldt og fodbolden stormede mod historiens afslutning, hvor store TV-aftaler, betting-sponsorater og nye europæiske klubturneringer var svaret, uden nogen tog sig tid til at overveje spørgsmålet, stod Lars Høgh på mål i OB. Debut i 1977 og så 100. 200. 300. 400. 500. 600. 700. 800... 817 kampe. Fra bajere i omklædningsrummet til pulsure i sengen. Aldrig før. Aldrig igen kommer vi til at opleve det.

Lars Høgh vinder pokalfinalen i 1991 mod AaB på Odense Stadion.
Foto: SIFA Idrætshistorisk Samling

Lars Høgh har lige så mange eller flere ligakampe for én klub end Ryan Giggs, Paolo Maldini og Francesco Totti. Lars Høghs 817 kampe for OB er en langt større og mere unik bedrift i moderne fodbold end at vinde et Champions League-trofæ eller blive topscorer i Premier League.

Og for alle os, der er gamle nok til at have overværet nogle af de kampe, er det ikke fortællingen om en målmand, der manglede determination og kvalitet nok til at få sin udlandstur. Tvært i mod. Det er fodboldæstetiske mindeglimt med en fodboldspiller, der bevægede sine omgivelser, hver gang han trådte ind i målet.

Lars Høgh omfavnes af OB-læge Christen Villberg efter Miraklet i Madrid.
Foto: OB.dk

Glimt af Michael Laudrup, der en decemberaften på Bernabeu løber alene med bolden mod OB's mål, hvor Høghen med en fodfinte snyder Laudrup til at sparke i det lange hjørne og allerede inden sparket har luret, hvor bolden kommer.

Glimt af kamp nummer 817 på Vejle Stadion, hvor Lars Høgh som 41-årig begår et halvklodset straffespark, får lov af Knud Erik Fisker at blive på banen, og som det naturligste redder straffesparket, så OB kan vinde 1-0. Foran 2.627 tilskuere, hvoraf i hvert fald halvdelen - mig inklusive - var rejst fra Odense for at tage afsked med Lars Høgh og resten deltog ligeligt i hyldesten. En afskedssæson, hvor der er sket noget så særligt, som at Lars Høgh har modtaget afskedsblomster fra modstandernes fans på de danske stadions.

En af de dygtigste danske målmænd gennem historien, som kun kom så langt på grund af sin vilje og determination, men som stadig blev i OB hele sin fodboldkarriere. Hvorfor?

Som Lars sagde i 1993 efter en nylig landsholdsudtagelse: "- Jeg vil vinde, og jeg har ambitioner - også som en 20-årig. Men jeg har ikke landsholdsambitioner eller store drømme om en fremtidig karriere ude i fodboldverdenen". Lars Høgh har altid haft ambitioner om, at gøre hver enkelt træning og hver eneste dag, så godt som muligt, men har ikke haft nogen mekanisk karriereplanlægning af hverken fodbolden eller livet. Lars Høgh har altid gjort sig umage, men det har været en dedikation i menneskelig form.

Lars Høgh takker OB's fans i sin testimonial efter karrieren er slut.
Foto: OB.dk

Det fører naturligt til myten om mennesket, Lars Høgh, der altid har mødt bolddrenge, fodboldfans, klubbosser og fodboldens verdensstjerner på nøjagtig samme måde; nysgerrigt, uden fordomme og i øjenhøjde.

Hvor mange af jer har et barndomsminde om en lysmanket mand, der efter en træning eller kamp gumler tyggegummi, mens han spørger interesseret til dig og dine venner? Og som ugen efter samler tråden op fra samme samtale, selvom I ikke kender hinanden?

Hvor mange har stået et eller andet sted på Fyn og fået serveret autografer med stort L og stort H i lang tid efter, de andre spillere er travet i omklædningsrummet?

Hvor mange har oplevet Lars som en mand, der går ind i folk med bløde træsko på. En ka-mmerat, sagt på syngende fynsk?

Det er der rigtig mange, der har, for lignende fortællinger går igen, uanset hvem man snakker med eller læser citater fra. Fra perifært fodboldinteresserede til herrelandsholdets nuværende træner, Kasper Hjulmand.

Mine møder med Lars Høgh begrænser sig til sådanne øjeblikke og til de mange OB-kampe, jeg har set, hvor Lars stod på mål. Det er ikke mig, der har adkomst til at fortælle om de mest dybsindige samtale eller har den mest nuancerede viden om de komplicerede relationer, han trods alt har til nogen i fodboldverdenen. Eller det kærlighedsfyldte, men anstrengte, forhold en stjerne naturligt har til den klub, som stort set ikke har været i stand til at vinde noget, hverken før eller efter han selv spillede.

Alle har deres egen historie, og til sammen skaber de myten. En myte, der for mig kan bruges til at svare på ellers ubesvarlige spørgsmål om "Hvad er OB?" og "Hvad er Odense?". Ærligt, opofrende, hårdt arbejde frem for prætentiøs selvhævdelse. Venlighed og ordentlighed og måske et til tider naivt syn på sin omverden. Uhøjtidelighed og et fravær af fine fornemmelser.

Jeg gik i gymnasie med en fyr, der mente, at meningen med livet er, at betyde noget for andre. Hvis det er rigtigt, så må fodbolden næsten handle om, at betyde noget for dem, der ser på. I det perspektiv findes der ikke meget større fodboldlegende end Lars Høgh.

Mon ikke Lars Høgh fortjener en O'ense, som Morten Stig siger? https://youtu.be/NLs-8kXrWhg?t=529

Lars Høgh tilbage på Odense Stadion til afsløring af muren bag RMN-tribunen.
1-2-3. Høghen er en mur! Foto: OB.dk

Luk

Jeg har efterhånden stået der mange gange, på min vej hjem. Et sted, der ellers har været fremmed, måske nærmest fjendtligt, land gennem en hel odenseansk opvækst i den anden ende af Odense. Et sted, der var uden for min forståelsessfære - en port til en hel anden verden befolket af overlæger, OB-koryfæer og andre skikkelser, jeg dårligt vidste fandtes.

På hjørnet af Hunderupvej og Læssøegade - under det enorme egetræ, der - bemærker jeg hver gang - ganske sirligt vrider, vender og drejer enhver Odenseklinke, der er anbragt over de kæmpemæssige rødder. En slags langsom brydekamp mellem civilisation og natur, hvor naturen, hver gang brolæggerne kigger den anden vej, beslutter sig for at dreje endnu en sten, for at se om de nu også denne gang vender tilbage for at strø grus. Strø grus og rette til.

Der har jeg stået igen og igen - ventende på grønt ved fodgængerfeltet. Der er aldrig så lang tid, at tankerne kan løsrive sig fra mine sanser, men der er lige lang tid nok til, at sansningen bliver andet end firskårne konstateringer. En bunden drømmeverden.

Jeg ser opad Hunderupvej. Det er fandeme et godt rum. Det tænker jeg hver gang. Et rum for mennesker.

Hvis det er en varm aften - uanset ugedag - er vinduerne til Carlsens let på klem. Ofte hjulpet på vej af en sko eller en trøje, i stedet for en traditionel hasp. Som om det ligesom skulle omgå det faktum, at de nærmeste naboer kan høre alt, hvad der bliver sagt, råbt eller grint. Vinduerne perler af damp, og et blødt lys former fortovet og de hundredevis af cykler, der har bragt aftenkåde ølkendere på værtshus. På dørtrinnet, der vender mod byen, står ofte et par mænd og ryger eller venner, der venter på nye cyklende, som ankommer fra et af de andre verdenshjørner. Arme kastes i vejret, krammere spærrer fortovet, smil tager imod.

Når jeg står og venter, er der også lige tid til at blive irriteret. Over Barfoeds grimme forzinkede vimpellogoer, der - helt urimeligt - har approprieret byrummet og historien svajende over de to markante hjørnebygninger på Hunderupvej og Læssøegade.

Så bliver der grønt, og jeg går op ad Hunderupvej. Kigger på gadens tag, hvor uægte akacier eller robinier - det tror jeg i hvert fald, det er, tårner op. Træer, der grønner sent og smider bladene tidligt, men som uanset årstiden har en skulpturel krone, der giver byrummet et tag og et endnu mere menneskeligt ansigt. Når jeg går der i forsommeren, overmandes jeg af en sødlig og svagt parfumeret duft fra træets kæmpe klaser af hvide ærteplanteagtige blomster. En duft, der er endnu mere i min bevidsthed, fordi jeg ved, den varer så kort tid. Så bæres blomsterne væk i vinden og ned på gaden. Her anlægger de et fint hvidt baltæppe, der iscenesætter gadens dans, hvor forbipasserendes historier flettes kortvarigt sammen. Det minder mig om Jane Jacobs fine billede på den gode bys gader, hvor mennesker møder hinanden i en ukoordineret og improviseret ballet:

"This order is all composed of movement and change, and although it is life, not art, we may fancifully call it the art form of the city and liken it to the dance — not to a simple-minded precision dance with everyone kicking up at the same time, twirling in unison and bowing off en masse, but to an intricate ballet in which the individual dancers and ensembles all have distinctive parts which miraculously reinforce each other and compose an orderly whole. The ballet of the good city sidewalk never repeats itself from place to place, and in any once place is always replete with new improvisations."

Jeg går forbi Carlsens og rammer Hunderupvejs krumning. På højre side er fortovet bredt og bygningerne formet af hverdagens behov - simple, men relativt fine, med høje kældervinduer, som fortæller historier. De fleste lejeboliger. På venstre side de majestætiske, pyntede karrébyggerier - begge sider i lavmælt samtale om røde tegl. Vellykket integration uden assimilering.

Jeg tænker på fortidens Hunderupvej. På dengang, hvor sporvognen bragte weekendglade odenseanere op ad gaden og til Hunderup Skov. Dengang, hvor forhaver indtog en del af det nu brede fortov.

Og det minder mig om, at de høje kældervinduer er på højre side, fordi det var her, den larmende og lugtende handel foregik, kun til gene for de ikke-velhavende overboere. Som J. P. Jensens Kødudsalg, Viktualier og Kødvarefabrik på Hunderupvej 23, hvor der senere skulle komme til at ligge en Cameraforretning. Eller den lille købmandsbutik i nummer 29, der solgte mælk fra Sanderum Mejeri. Dengang, hvor hverdagen var gaden og gaden var hverdagen.

Venstre side af gaden var friholdt for den slags, fordi den var befolket af overklassen (sådan er det nok stadig). Den venstre side af gaden, hvor hver eneste bygning stadig rammer en nærmest symfonisk balance mellem særlige, smukke udskæringer på hver bygning og arkitektonisk helhedstænkning i rækken af byggerier. Noblesse Oblige. Gamle penge, der ikke glemmer sit ansvar for den by, de er formet af. Som Anton Rosens fredede byggeri fra 1902 på Hunderupvej 34 i tegl, sandsten og cementsten. Måske lidt for pyntet, tænker jeg. Men dog med en kobbervimpel, hvor der endnu står 1902 i stedet for Barfoed.

Og på altanen der øverst oppe sidder der indimellem et par unge drenge i arbejdstøj, som drikker en bajer og snakker om piger, forestiller jeg mig. De hører sgu da ikke til der på venstre side, har jeg tit tænkt og spekulerer på, om de mon bor der, og om de ved, at de sidder på en altan, der er tegnet af en af Danmarks fineste arkitekter. Og så igen, det er egentlig en bevægende tanke, tænker jeg.

Jeg slår blikket tilbage på højre side. Måske er historien ikke så langt væk, eller også går den i ring. I kælderen hos nummer 29 har nogle af beboerne åbnet en lille butik, hvor de sælger egen kunst og sliber dine knive på specielle, finkornede slibesten og læderremme. De har også sat et lille bord og et par stole ud på gaden, hvor de sidder, når solen står i formiddag - hvor de bliver en del af gadens dans. De forstår i grunden ikke, hvorfor så mange sidder i deres baggård, har de sagt til mig - og de har helt ret. Her på gaden er der både plads til at være sig selv og blive en del af andre samtidig.

100 meter gade hvor folks mødes, en balsal med grønt tag for folk til fods, en portal mellem to verdener. 100 meter gade, der fortæller historier om fortidens hverdag - og måske om fremtidens? Måske er denne lille stump gade et minde om en mulig fremtid for andre gader i Odense, hvor man både kan bo, være, handle, mødes og drikke en tår på en varm sommeraften. Hvor høj og lav bor side om side. En gade, hvor livet leves i byrum, der er bygget til mennesker?

Så skal jeg ikke længere. Her er jeg hjemme. Også selvom jeg stadig siger til folk, at jeg bor ved Carlsens - og ikke på Hunderupvej.

Luk

Vi skal ud på en rejse. Ikke en spirituel rejse ind i os selv og heller ikke en rejse til et fjernt eksotisk land. Vi skal rejse til enden af byen og ud til Syddansk Universitets betoncampus på Campusvej 55, hvor over 20.000 studerende har deres daglige gang.

Ruten fra bymidte til fredagsbar danner et nærmest perfekt tværsnit af Odense. På godt og ondt. Turen, vi skal på, er ikke udvalgt til fortællingen. Det er bare den, jeg cykler hver dag.

Professor Labri

Vores rejse starter i Albanikvarteret lige syd for åen, hvor jeg har boet på forskellige adresser siden 2009. Lange nydelige grusanlagte gader med gamle arbejderhuse, som er piftet op i pastelfarver, leder op til Professor Labri, eller som det hed før i tiden: Bunkeren. Her er virkeligt hyggeligt. Manden, som stikker sit hoved med den høje hat samt stok- og cigarførende hænder op af betonbunkeren, er blevet beklædt med en sort, børnesikret, blød habit og tilhørende butterfly.

Gøglerens egne citater pryder den gule børnebarriere, som omkranser legepladsen, som kvarterets unge forældre om sommeren valfarter til i weekenderne, eller når der er mødreklub. Vi forlader Skt. Knuds Gade-kvarterets åndehul og sætter kursen op ad Fredensgade.

Bautaport

Hjallelsevej er hårdt trafikeret, men når man slipper over, kan man nyde det store kunstværk på Odense Friskoles sydmur, som jeg altid troede var en sædcelle, men som viser sig at bære navnet “Bautaport”. Det virker passende, for vi skal nemlig forlade byens trafik og begive os ud i ligusterjunglen. Skjold Burnes vinhandel og blomsterhandleren ved siden af er sidste mulighed for forkælende detailhandel på vej fra at have hentet ungerne på friskolen, da hovedparten af butikslokalerne ud mod ringvejen kun sælger takeaway. Vi stryger imellem friskolen og vinhandleren og kører om kap med de børn, som har idræt på de beskyttede villaveje.

Udover en kolonihave og en enkelt boligblok er der ikke synligt opbrud i parcelhusplanen langs vores lidt alternative rute imod universitetet. Husene ser lidt billigere ud, men de er store og solide, og her bor vist mest kernefamilier. Første nævneværdige undtagelse er samtidig noget, som minder os om, hvor vi er på vej hen; 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej.

4.maj Kollegiet

Det røde murstenkompleks minder mig om mine bedsteforældres blok i Bolbro, men bag murene finder man hverken børneværelser eller dagligstuer. Derimod en bastion af ungdom midt i den indre forstadsidyl. Jeg kan huske, at jeg fantaserede om at flytte herind, da jeg startede på studiet, fordi det var et af de kollegier, som lå tættest på byen. Desværre var der ingen af mine forfædre, der havde forsøgt at ofre livet i kampen mod tyskerne, sådan at jeg kunne have ansøgt. Da jeg spillede i det legendariske festorkester Rubber Boat Party, brugte vi kollegiets bar som øvelokale. Vild ungdom.

 Havebæk Plejecenter

Muligheden er dog endnu åben for, at jeg bliver indlogeret hos naboen. Kollegiet ligger nemlig dør om dør med Havebæk Plejecenter, hvor kommunens hvide elbiler holder parkeret på linje. Når vejret er til det, sidder der ofte et par beboere på deres rollator eller i kørestol foran centeret og kigger på de forbipasserende eller ned ad parkstien på den anden side af vejen. Hvis jeg har lidt ondt af mig selv om morgenen, når jeg cykler afsted med min absolut velfungerende førlighed, får jeg altid ret dårlig samvittighed, når jeg kører forbi og ser en, som ville have byttet med mig på et splitsekund. Så tager jeg mig sammen og svinger til venstre ad Hjortebjergvej, sætter cyklen et gear op og giver pedalerne et ekstra tryk.

Fahrradbahn

Forstadfornemmelsen kommer på sit højeste på Hjortebjergvej, hvor hver eneste grund er kronet af en rektangulær villa. Alligevel kan jeg virkelig godt lide at cykle på den. Det føles som en autobahn for cykler, fordi vejen er bred og jævn, selvom den ikke er plaget af bilister på samme måde som alternativerne Rødegårdsvej og Munkebjergvej. Jeg tager altid mig selv i at cykle helt enormt hurtigt  her - både ud og hjem. Det er nok hovedårsagen til, at vi ikke følger den gængse vej ud af centrum.

I hvert fald ikke før vi rammer den enorme rundkørsel ved Ejerslykkeskolen, hvorfra vi pukler os op ad bakken mod rutens først lyskryds sammen med resten af rytterfeltet. I gamle dage var det enormt vigtigt at holde øje med lyskrydset fra man kunne se det. Det grønne “vindue” var nemlig ret kort, og man nemt kunne spilde mange kræfter, hvis man lige troede, at man kunne nå det. Det kunne man ikke.

Rødt ved ringvejen

Mens vi står og får pusten for rødt, opdager vi, at landskabet med ét er ændret totalt. På den anden side af ringvejens fire vejbaner venter Odenses helt eget strip mall. Jeg har ikke nogen tal på det, men jeg forestiller mig at 90% af Odenses detailhandel foregår i komplekset til venstre for os, hvor rækker af forskellige forretningskæder danner en beton- og neonallé op til Rosengårdscentret.

Hvis det ikke var for de mange studerende på cykelstien, var der ikke meget, der tydede på, at vi var på vej til byens intellektuelle centrum. Det skulle måske lige være det tårn, der kan synes bag træerne for enden af vejen, og som en eller anden årsag får mig til at tænke på Ringenes Herre, men det kommer vi tilbage til.

Oliver Twist

Mens vi ræser igennem industrien på den brede cykelsti i den friske morgenluft, rammes vi pludselig af en spøjs duft af lakrids. Da vi ser os omkring efter kilden, får vi øje på, hvad der ligner et glimt ind i fortiden. Til venstre for os ligger en lille fabrik, som fremstiller Oliver Twist Tobakpastiller. Måske er det den søde lugt af lakrids. Måske er det det uskyldigt udseende lyseblå retrografikskilt, der hænger over fabrikken. Eller måske er det den lille lystavle, som servicerer med information om klokkeslet og temperatur. I hvert fald vækker denne lille gren af tobaksindustrien monstrøse slyngplante væsentligt større sympati end BabySam- betonkolossen bag os. Produktet er helt vidunderligt specifikt.

Nær Butikken

Idet vi krydser den næste vej og forlader industribæltet, opstår der momentant anarki. De næste par hundrede meter er det eneste sted imellem universitetet og banegårdscenteret, hvor der ikke er anlagt cykelsti, og det jagende cykelfelt spreder sig ud til vejens fulde bredde, indtil de nye førerpositioner er fastlagt.

Det går så stærkt her, at man næsten ikke opdager, at tilværelsen på højre side af vejen er paradoksalt fastfrosset. Området med de gule boligblokke ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt de sidste 20-30 år, og det lokale butikcenter er grundet konkurrencen fra det førnævnte strip mall reduceret til “Nær Butikken” med spillehal og cash point og frisør “Salon M&M” med prismærkningen “Dame: 0,- Herre: 100,- Børn: 0,-”.

Vi ræser hurtigt ned ad bakken for enden af vejen, igennem træerne og ind på cykelstien, inden vi svinger til venstre op til lyskrydset ved Niels Bohrs Allé. Selve universitetet er stadig ude af syne, men herfra kan vi skue udover markerne foran skoven foran campus, hvor det ene fyrtårnsprojekt efter det andet tager form. Til trods for at Vidensbybygningen er imponerende stor, overskygges den bogstaveligt talt af det mytiske tårn som knejser ved siden af.

Isengard

Campuskollegiet er 14 etager højt, og hvis lysreklamen på tårnet i centrum er Saurons øje, så er det her Isengard: Det vidner om en enorm kapacitet og vilje til at satse, men jeg ved ikke helt, hvad det er, det vil. Det er under alle omstændigheder imponerende, selvom det replikerer den betonstil, som præger resten af campus.

For mange menneskers vedkommende kan man næsten trille på frihjul herfra indtil hovedindgangen, inden man lader rustmonsteret sluge én. Vi cykler dog ned i den allerbagerste ende af universitetet. Ikke i trods, men fordi det er her, jeg arbejder, og når cyklen står under halvtaget, kan vi snige os forbi jernskulpturerne og ind af den lidt mere mondæne indgang D.

Indgang D

 

Luk

Jeg troede Odense var noget bras, hvad angår sejlads. Men så blev jeg klogere. 

Jeg er vokset op på det sydfynske vand, mellem små grønne øer med strande vi gik i land på. Aldrig om jeg skulle have mit skib lagt ind i Odense havn, med et langt, kedeligt, kunstigt anlagt indsejlingsløb. 

Men turen er sport. Den er noget helt andet, men den er intet mindre. Den er sjovt svær at sejle fordi sejlrenden er så smal som et bukseben, og man går på grund lige på bagsiden af bøjen. Her er ingen margen. I modvind for sejl er det små, stramme, konstante kryds.

 

Det er en sport at sejle bøjerne så tæt, at man kan sætte tyggegummi af på dem.

Søkort. Gabet yderst (øverst) og den uddybede sejlrende ind til værftet og den uddybede sejlrende fra værftet ind til kanalen. Kanalen ligger uden for billedet her, i venstre side. 

Men inden vi begi'r os derind ad, så skal der sejles og tisses og svømmes:

Med ryggen til Fyns Hoved: Fyns nordligste punkt som med sin placering skiller Kattegat og Storebælt.

Der tisses

Lige syd for Fyns Hoved, altså lige når man har rundet spidsen, der ligger Korshavn, en virkelig fed naturhavn. Hvis man ikke vil i havn, kan man ligge for svaj ude i ingenting:

For svaj for natten

Hygge (og bevidstløs søvn) i køjerne i stævnen

Og så derind ad! Hård vind fra øst. Forsejlet er bjærget, for der er rigeligt med smæk på. Vanterne, der er fæstnet i dækket, står under vand. 

Gabet er den lille, snævre åbning man sejler ind gennem ude fra havet og ind i Odense Fjord. Det er som en tragt, med det brede hav, der maser sig ind mod det smalle gab, og derfor er bølgerne næsten altid vilde her. Det er actionvand.

Hvis man er heldig er der nogle af de store skibe, der skal ind til værftet, og så kan ligge og sejle langs med dem. Giganterne. 

Og så er man der. I Gabet - her på en stille dag - helt tæt på det helt flade vand, med Enebærodde på sin styrbord side. Fyret er 14 meter højt og opført i 1869 og det har familiemedlemmer på alle Danmarks spidser. De er fede. Når man runder hjørnet her skimter man for første gang værftet i horisonten.

Fyret ved Gabet

Værftet i horisonten

De erfarne og stedkendte lystsejlere skrår ind over det flade vand på Hvide-Grund her, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg sejler uden gps, kun på søkort, og har kun været ind og ud ad løbet et par gange. Vi sejler bøjerne og morer os over skarverne, der skuler og glor, inden de letter, når vi kommer.  

Sejlads er langsom suspense. Man kan se langt - der er tilsvarende langt derhen.

Herinde er alt stilnet af. Kun kranerne larmer. De løfter deres metalskrot. Vi sejler så tæt at vi kan røre. 

Lindøværftet. Det er så wauw. 

Gennem det meste af det 20. århundrede hørte Lindøværftet til blandt de absolutte sværvægtere i fynsk industri, både med hensyn til omsætning og antal beskæftigede medarbejdere. På sit højdepunkt, i 1974, var der 6105 ansatte. Værftet var definerende for hele Nordfyn.  

Det er de helt store damer, der er blevet bygget på Lindøværftet. Her er det Emma Mærsk, der runder Enebærodde på vej ud af Gabet efter en reparation. Ved sin søsætning i 2006 var hun verdens største containerskib. 

Af hensyn til de store tankere er sejlrenden fra Gabet og hertil gravet ud i 11 meters dybde. Herfra og videre ind mod kanalen er den 7,5 meter og herfra bliver den også endnu smallere. Det er nu der går tyggegummi i den. 

Vi lægger Lindø bag os

Der er nogle, der sover fra det hele. 

Når sejlrenden krummer igen, dukker skorstene på kraftvarmeværket  op i horisonten.

De yderste klatter af naturreservatet før Stige Ø kommer til syne. Det er lækkert at stå i stævnen og stirre. 

Så rammer vi kanalen. Kanalen blev gravet kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre. Det tog to hundrede kanalarbejderne otte års arbejde at grave den 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en kæmpe betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet. Førhen havde man læsset varer og gods af ude i Skibhusene og pakket det om på mindre pramme, som så fragtede det videre ind til Odense. Besværligt og omstændeligt.

Der er godt tre meter dybt i den kunstige kanal.  

Odense kanal. Max 6 knob.

Uanset hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var, da man lå ude på den anden side af Gabet, så er man nu i læ af de store bakker på hver side af løbet. Man smider støvlerne og huen og det vindtætte og det uldede, og det sidste stykke vand sejler man i bikini på en varm og blid brise. 

Det karakteristiske og sirlige stengærde er ledsager det sidste stykke vej ind. Vi kigger på heste og cyklister på den ene og den anden side.

Vi nærmer os havn og der skal bindes fendere på og gøres fortøjninger klar og træffes beslutninger om havnemanøvren, som altid - uden motor - involverer så meget adrenalin og koncentration, at jeg ikke får taget nogle billeder af landgangen. Men hva' fa'en, ... det handler jo heller ikke om at have fast grund under fødderne. 

Alle fotos er skribentens egne, undtaget luftfotoet.  

Luk

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.

Luk