Kunstformen spoken word tager endnu en gang ordet og Odense i sin magt

Ordene ruller igen ind over Odense til den årlige Spoken Word Festival fra den 17-27 august. Jeg mindes stadig dengang, da festivalen åbnede i 2010: et åndehul af ord. Nu spreder festivalen sig ud over hele Odense, fra Studiestuen til Vollsmose Kulturhus og Den Fynske Opera. Omdrejningspunktet er kunstformen spoken word. Oplæsning eller recitering med et performativt element. Spoken Word Festival står stadig stærkt med egen profil og eget formål, at dele ord – det talte ord. At sprede det, skabe refleksioner, underholde, overvælde og overraske. Kort sagt: at kortlægge, hvad det talte ord kan.

Denne mangfoldighed ses også udfoldet i dette års program, som indeholder alt fra stand-up og foredrag til fortællinger om sure, gamle mænd, fortalt af sure, gamle mænd. Der er med kyndig alsidighed udplukket talt poesi fra alle ordenes genremæssige verdenshjørner. Og selvom jeg mener, at det hele skal ses, så forelægger der vel både en form for økonomi- og tidsrestriktion for de fleste af os. Derfor har jeg udvalgt nogle særlige perler, der både understreger Spoken Word Festivalens altomfavnende ordlyd, men også favner pengepungen en smule.

 

Studenderhuset skaber rum til melodien i poesien og udviklingen i kunstformen

 

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undres os alle sammen i livet. Foto: David Ramirez Gomez.

Det er et par årtier siden, at man flokkedes til røgfyldte lokaler, hvor en pulserende basgang afrundede Rune T. Kiddes digte om hverdagen, vejen og damen, som han elskede engang. Det at sætte musik til oplæsning har i mange år været på tilbagetog ligesom de røgfyldte lokaler. Mange kender nok efterhånden spoken word-trioen Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig, som har bragt spoken word tilbage i danskernes bevidsthed. Spoken Word Festival har også et bredt udvalg af poesi, som slentrer hånd i hånd med den både indviklede og afklarende musik. Den musik, der folder sig om ordene. Tager dem i hånden eller vender ryggen til. Denne del af spoken word-kunstformen bliver ved med at udfolde og udvikle sig, og et af de meget interessante navne i år er ALLE SVARENEs koncert den 26. august.  

ALLE SVARENE er en blanding af videokunst, elektronisk musik og såvel den unges som den ældres vokaler, der fælles og hver for sig sonderer over vores alle sammens grundvilkår som mennesker. Jeg håber på et bombardement af krydsklippet kaos om kærlighed, kunst, uddannelse og natur. Jeg håber på at få svar på alt det, vi ikke ved, men måske kan finde ud af i fællesskab, hvis vi nu bare lytter RIGTIGT til hinanden. Jeg håber, at artisten David Nordtoft blæser mine sanser i stykker og skænker mig den der ’hvad skete der lige’ krea-ekstase.

Hvis min egen SU-funderede tilværelse tillod mig at smide på den anden side af hundrede kroner for et event i denne omgang, ville jeg hjertens gerne blive blæst bagover af troubadouren Nikolaj Nørlund. Han optræder i samspil med steppeulvsvinderen Adi Zukanovic på klaver og en håndfuld strygere. Nørlund fremfører sit seneste album Villa den 19. august, som er skrevet med tanke på samspillet mellem strygere og poet.
Hvis det derudover ikke regner, så står koncerten på Amfiscenen den 24. august også højt på listen. Spoken word-duoen Virga betræder først Amfiscenen med musiker Nicolas Koch-Simms på drejelire og loop-pedaler og poet Nikolaj Johansen, der drejer sine digte mod mennesket og naturen. Derefter følger multitalentet Kristian Leths nærværende fortællinger, når han indtager Odense med egne ord og band.   

 

Når fortællingen står for sig selv

 

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier. Foto: Historiefortæller Jens Peter Madsen

Jeg var til arrangementet for et par år siden. Og jeg glæder mig sådan til at komme til Hjemmestrikkede Historier igen den 21. august. Odenses grand-old historiefortællingsmand Jens Peter Madsen bliver skarpt suppleret af Anne Marie Nielsen til en aften i roen, fortællingen og strikkeriets tegn. Nu er jeg ikke selv den store strikker, og det er bestemt ikke et krav at kunne svinge pindene i takt til fortællingens fremgang. Man kan også bare komme for at nyde at lytte og intet andet. Der er noget helt særligt i at kunne blive væk i en fortælling, og det bliver endnu mere særligt, når den fortælling bliver fortalt af ægte historiefortællere.  

Det er ikke en oplevelse, der efterlader dig blæst helt bagover med et nyt verdenssyn, hvor du igen kun kan fremstamme ’hvad skete der lige’ i den førnævnte, altopslugende krea-ekstase. Man bliver nærmere efterladt med en ro ved bare lige at have været der, hvor man var, og i et andet menneskes fortælling. Det kræver selvfølgelig, at man tør bare at lytte til den simple, store ting, der foregår.

Kan man af uransagelige årsager ikke kan få livet til at hænge sammen med Hjemmestrikkede Historier, så der er heldigvis mulighed for at fange Jens Peter Madsen igen, når han optræder med showet Grumpy Old Men den 22. august.

 

Det åbne ord og dine ord

 

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige. Foto: Katinkamusik

Den Fynske Opera lægger lokaler til de åbne ord i år den 25. august. De ord, der åbner op og mødes med latterkramper, tåretrilning og bardomsrefleksioner. Det er egentlig lidt sjovt med dagbogssnak til en Spoken Word festival, da dagbogen ofte rummer alle de ting, vi aldrig nogensinde ville sige højt. Samtidig er det dog tit det, det aller inderste, der finder sted, der bliver skrevet ned, sunget og snakket om. Spoken Word Festival har inviteret Katinka Bjerregaard, der ofte lader det inderste være yderst til en snak om, hvad der sker, når den ægte ærlighed går offentlig. Der er samtidig også en mulighed for at komme ind under facaden på Katinka Bjerregaards band Katinka. Efterfølgende vil meget modige mennesker indtage scenen og læse højt fra deres dagbøger, præcis som vi kender det fra tv-programmet ’Kære Dagbog’, der blev sendt på DR.

Jeg håber på, at det bliver tåkrummende og latterkrampende intimt i fællesskab med den delende og alle os, der modtager. Og det med at lufte sit skrevne, beskidte undertøj i offentligheden vil skabe en sikker sfære, når der er åben scene bagefter, så vi alle sammen sammen kan undres og underholdes på fællesskabsfølelsens præmisser – på trods af (og sikkert også i kraft af) at det, der bliver præsenteret, er så skide privat.  

 

Gyldne one-liners, hårdtslående guldkorn og (forhåbentlig) guldøl

 

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam. Foto: Thorsten Iversen.

I årets Spoken Word festivalprogram er der også blevet plads til, at ordene gør ondt. Med vilje. Heldigvis. WomBattles og Pede B indtager Studenterhuset den 17. august med freestylerap-konkurrence, og som Pede B selv siger: ”Dem der siger rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / Kan få nogle cementsko på og se om de kan gå på vandet” på sangen Isbjørn. Freestylerap er både enormt sjovt, enormt svært og underfundigt, hvilket sammenlagt kommer til at give en aften, der er helt enormt underholdende – og helst med tilpas mange guldøl på siden. Det er ikke altid stuerent – for det skal det ikke være. Heldigvis. Aftenen slutter af med en solo koncert med Pede B. Den første og eneste tredobbelte vinder af MC’s Fight Night, der flækker og slukker Studenderhuset, inden vi slæber os videre ud i natten med hovedet propfyldt af de vildeste oneliners.

Hvis det virker lidt for galimatias og lidt for rapt, så kan Retorik Battlen den 21. august også være et godt sted at opleve de onde ord, der ligeledes ikke forarger, men flekser færdigheder.

 

Oversættelsens undere og overvejelser

En artist talk, der går under huden på oversættelsens kunst. Foto: Lyrikporten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen siger i sin prisbelønnede digtsamling Det tredje årtusindes hjerte: ”Du er mit // fremmedlegeme, // navnlegeme, / sagnlegeme, / favnlegeme. // Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din / forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, / dér rinder mening ud, rinder rose, navn / ud. //”. Det er smukt, skarp og gør utrolig ondt. Der er en rytme fastlagt af pauser og intelligent brug af det danske sprog. Og brugen af det danske sprog skaber pinefulde kringelkroge i den skrevne udpensling af en abort. Hvordan kan den smerte oversættes, så den fremstår lige så bidende, fortvivlende, forvirrende og meningssøgende på engelsk? Hvad med rytmen, bogstavrimene?

Hver sprog har sin egen force. Sit eget særpræg, accenter og ord. Jeg mindes for et par semestre siden på min litteraturvidenskabelige bachelor et kursus i lyrik, hvor vi fik forelagt to vidt forskellige oversættelser af et digt. Lige siden har spørgsmålet fulgt mig, hver gang jeg skal oversætte noget: hvad fanden skal jeg gøre?

Ursula Andkjær Olsen bliver flankeret af oversætteren Katrine Øgaard Jensen til en artist talk den 26. august. Ursula vil læse op af Det tredje årtusindes hjerte og Katrine vil læse op af oversættelsen Third-Millennium Heart. Bagefter vil de snakke om, hvordan fanden man gør det – altså laver den rigtige oversættelse. Jeg glæder mig rigtig meget; ikke nødvendigvis til at få et endegyldigt svar, men til at blive meget klogere og få et indblik i en oversætters arbejdsværksted.   

Tryk jer videre via linksne til begivenheder, for at se sted, tid og pris. Og glæd jer!

Luk

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie

Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.

Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her

Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele

Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings

Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net – unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober

Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner

Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej. 

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden – igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 

Luk

Synes du også at, der sker meget på den odenseanske restaurantscene? Så tager du ikke helt fejl. Vi samler op på udviklingen og afslører nye restauranter.

For godt et år siden skrev vi om den odenseanske restaurantrevolution, der har gjort Odense til en gastronomisk destination. Sidenhen er Restaurant Pasfall blevet nævnt i Michelin-guiden. I den nyeste White Guide er der fundet plads til 11 odenseanske restauranter, og White Guide nævner selv byens udvikling som særligt interessant. Byens gastroscene er også blevet beskrevet i en artikel-serie i SAS Travel Magazine, hvortil vi også blev interviewet. Madskribenten Anders Husa har lavet en madguide til byen, I Pupi Siciliani er blevet udnævnt til en af de 19 mest anerkendte italienske restauranter i Danmark af Det Italienske Handelskammer og Burger Anarchys festivalburger er blevet kåret til Danmarks bedste af Gastromand.dk.

Burger Anarchy præmieres for den "suverænt bedste festivalburger". Foto: Gastromand.dk

Faktisk har Odense i dag allerede flere restaurationer per indbygger end Århus og Aalborg. Vigtigst er det dog, at der er kommet en hel masse nye restauranter til, og at der melder sig stadig flere på vej...

Frokostrestauranter skyder frem

Lette frokost/aftenrestauranter skyder frem i både bymidten og byens brokvarterer. I november sidste år åbnede salatrestauranten AC Deli på Læssøegade. Restauranten langer fyldige salater med mellemøstlig- og middelhavsinspiration over disken. Godt og vel samtidig åbnede Soup Stone Café i Store Gråbrødrestræde, der med dedikation til hele verdens suppekunst har turde sætte en retning og bliver belønnet for det. I maj åbnede Den Grønne Café på Skibhusvej med salat, andre lette frokostretter og masser af økologi på menuen; fra august har Banh Mi Sai Gon på Vesterbro indbudt til opfriskende sund mad på farten fra det autentiske vietnamesiske gadekøkken; i eftersommeren blev der plads til sushi street food-restauranten Seaweed i Brandts Passage, og for en måneds tid siden åbnede en af byens unge natklubfolk, Oliver Gorju, så Olivers Salatbar i Pogestræde.

AC Deli. Foto: Marialouiseskovbo.com

At Odense er nået dertil, hvor frokostrestauranter skyder op til højre og venstre, ikke bare i bymidten, men i byens brokvarterer - som tilfældet er med med både AC Deli og Den Grønne Cafe - er et kæmpe skridt frem. Mon ikke snart der f.eks. kommer en restaurant, cafe eller bar mere på havnen? Jeg ønsker mig endnu større dedikation til at dyrke det særegne, smagen og kvaliteten hos de nyåbnede steder. At de næste tør skille sig endnu mere ud, og ikke laver endnu en salatbar, men finder deres egen vinkel. Mulighederne er uanede.

Street food-scenen lever, og mere er på vej...

Mexikansk street food er det også blevet til, da Geoff Bubar i februar åbnede Gringas i Overgade. Simpel, velfungerende mexikansk mad bygget op omkring lokale og økologiske råvarer. I det hele taget er street food-scenen livet op: Pedros Grill & Veggies, Allô Bahn Mi, Mads og Mikkel's Lune Pandekager er på plads til forskellige arrangementer med deres foodtrucks, og sidstnævnte har endda åbnet en pop up-pandekagejoint i Kongensgade 8. Snart åbner en vietnamesisk street food-restaurant i starten af Vestergade og der er endnu flere og større nyheder på vej, som det dog er for tidligt at skrive noget om her.

Pedros Grill & Veggies. Foto: Pedros Grill & Veggies

Michelinstjerner til Odense?

På gourmetscenen sker der også noget. The Balcony åbnede i slutningen af april en fynsk gourmetrestaurant i krydset mellem Vestergade og Kongensgade. Fra balkonen er der udsigt til det, der engang var Danmarks farligste m2, men det er det, der sker indenfor nu, som forandrer byen mest. Sæsonbetonede fynske råvarer i en formel setting, der grænser til det dekadente. Allerede i juni måned blev restauranten anmeldt som mesterklasse af White Guide og kaldt Odenses bedste restaurant. I den dugfriske udgave af White Guide er The Balcony rangeret som Odenses bedste og Nordens 40. bedste restaurant - en meget imponerende bedrift på så kort tid af det unge køkkenhold. Maden blevet kaldt “begejstret ambitiøs”, og nu mangler restauranten bare at finde sin helt egen vej uden om de sikre lån fra de andre danske toprestauranter, og hvem ved så om Odenses første Michelinstjerne havner oven på Froggy’s (hvem skulle have troet det)?

Østers på The Balcony, Vestergade. Foto: The Balcony

I oktober åbnede Café & Restaurant Kongens Have i tilbygningen til Odense Teater. Væk med billetkontoret i den smukke tilbygning, og farvel til det faktum at Odense Teater hidtil har været uden en egentlig restaurant. Selvom logoets design ikke just peger på kvalitet, så gør forpagteren det til gengæld. Det er nemlig Stefan Graversen, der også driver Restaurant Nordatlanten på havnen. Indretning er lys og nordisk, og en flot vindeltrappe forbinder stue og 1. sal. Caféen er åben fra morgenstunden, mens restauranten er åben til aften, og byder på 3-, 5- eller 7-retters dansk-fransk i hvad der ligner grænsesøgende og lovende kombinationer. Fyens Stiftstidende har allerede kastet en begejstret anmeldelse afsted. Jeg ser frem til sommerservering i Kongens Have og håber flere andre kulturinstitutioner følger trop og får mad på menuen.

Café & Restaurant Kongens Have. Foto: Odensespiseguide.dk

Vinbarer galore!

Det er ikke bare restauranter, som knopskyder mellem odenseklinkerne. Ikke færre end fem (!) nye vinbarer er åbnet inden for det seneste år: Først var det S'vineriet vinapotek, der siden november sidste efterår har serveret gode vine i industrielle rammer og glødepærernes skær i Klaregade. Næsten samtidig åbnede drengene på mmoks vinbar i baglokalerne på Kongensgade. I forsommeren kom turen så til det, der er blevet til min primære vinøse forbindels; Lalou Vinbar i Pogestræde, der har taget navn fra den nordfranske biodynamiske vinkone fra Bourgogne. Her serverer Ivan Laursen og Thomas Brieghel naturvine (med mere) og franske specialiteter til absolut rimelige priser. Samtidig åbnede Noé Vinbar i Kongensgade og endelig, i løbet af sommeren, Amy's Bar & Winehouse, der dog er mere bar end wine.

Lalou Vinbar, Pogestræde. Foto: letsblogsomeshit.dk/

Odense har allerede nogle af landets bedste ølbarer i form af Christian Firtal - Odense og Carlsens Kvarter, men i sommeren fik Bryggeriet Flakhaven nye ejere og en endnu større fokus på fynsk øl, og for det ikke skal være nok har Odense nu også fået et ølkloster klædt i lyse farver, Dunkbar i Jernbanegade. Bag Dunkbar står ølnørderne Peter Pagh og Stefan Lund Jørgensen, der begge har stået bag baren hos Christian Firtal. 10 haner med øl og fuld fokus på kvalitet, og tre haner til cocktails. Vi elsker nørder.

Det er her i lokalerne på Jernbanegade, at Dunkbar netop er åbnet. Foto: Stovt.dk

Revolutionen fortsætter...

Der er ikke noget, der tyder på, at revolutionen løjer af. Tværtimod.

Den 22. november åbner Bar'Tapas mellem Restaurant No. 61 og mmoks i Kongensgade (vil nogen i øvrigt venligst tvinge byggematadoren Thomas Lund til at frasælge Kongensgade no. 67, så gadens sår kan blive helet og bebygget?). Mickey og Malte Christensen fra Sæson teamer up med vennen Amir Alwa og har ansat Tony Linde, der tidligere har været på Ruths i Skagen. De kommer til at servere running tapas i en spansk-dansk landkøkken combo med fokus på kvalitetsråvarer fra mindre producenter og spanske vine. Nu kan all-you-can eat-tankegangen kun sjældent forenes med kvalitet, men man har en fornemmelse af at de her drenge rent faktisk kan få tingene til at lykkes. Det bliver en restaurant med færre fine ord og plads til alle - gourmet med knallertattitude, kaldte vi det vidst i Sæsons tilfælde, og det var bestemt positivt ment.

Det unge hold bag Bar Tapas. Foto: Bar Tapas

Den 7. december åbner den eksklusive bøfrestaurant MASH (København, Århus, London og Hamburg) i den nu næsten færdigrenoverede ejendom, Vestergade 11, med sommerservering ud til Flakhaven. Selvom der er en større plads i vores hjerter til lokale fødevarer end kædekoncepter, så byder vi MASH-åbningen velkommen som endnu et skridt på vejen mod at gøre Flakhaven til et levende torv med en overflod af serveringssteder. MASH-folkene peger selv på byens stemnings- og temposkift som en af årsagerne til at åbne, og kalder Odense for “det nye Århus - en by alle restauratører vil flokkes om”. Vi mener nu ikke Odense er andet end Odense selv, men er glad for at flere får øjnene op for byens udvikling.

Skitse til det nye MASH Odense. Foto: MASH

Men det er slet ikke det sidste der kommer til at ske i de kommende måneder. Byens veganske madscene, der indtil for nylig er blevet holdt i live af Økollektivet, Kærnehuset i Nedergade, Ungdomshuset Odenses veganske fællesspisning om torsdagen og Rise of Veganism DKs arrangementer på havnen, får en ordentlig overhaling med åbningen af to nye restauranter. Vores gode venner hos foreningen ØKOllektivet, som vi bl.a. samarbejdede med til “Gaden som lærred” har allerede offentliggjort, at de åbner Cafe Kosmos Vegan & Organic i bymidten med veganske og økologiske retter på menuen, skruet sammen med lokale råvarer og med fokus på bæredygtighed og dyrevenlighed. Hvad der er næsten lige så godt er, at de også planlægger at lade cafeen være en lille scene for små kulturelle arrangementer. Det her er helt enormt spændende, og vi klapper i vores hænder over, at en af byens sejeste foreninger nu går restaurantvejen.

Holdet bag ØKOllektivet og Café Kosmos. Foto: ØKOllektivet

Samtidig kan vi også afsløre, at Vladimir Stanić og Elisa Bresson inden længe åbner en vegansk økologisk cafe på hjørnet mellem Vestergade og Pantheonsgade med navnet Venchi. Fokus er på smag, og menuen kommer til at indeholde burgere, smørrebrød og - synes jeg, allermest spændende - balkan- og middelhavsinspirerede retter. Hvor har jeg lang tid ventet på at kunne dyrke nogle gode jugoretter i Odense, og selvom køkkenet i den region normalt er meget kødbaseret, så er den grønne del også helt uovertruffen. Indretningen bliver industriel, men varm, og den grafiske linje på billedet nedenfor tyder på det bliver godt.

Venchi - endnu en vegansk restaurant er på vej. Foto: Venchi

I byens nye kultur-, teater- og konferencehus, ODEON, åbner også en cafe i løbet af vinteren. Heldigvis faldt deres første indskydelse om at åbne endnu et ligegyldigt nachoshelvede fra hinanden, og i stedet har de lavet et samarbejde med Bo Lindegaard fra I’m a Kombo i København om et fællesskabsorienteret communal dining-koncept til billige penge. Der vil blive dyrket grønt, fisk, vegetarretter og alt sammen med fokus på fynske råvarer. En kantine for alle de mange mennesker der kommer til at arbejde og bevæge sig i Odeon og Thomas B. Thrigesgadeområdet i fremtiden.

Kigger vi lidt længere frem, faldt det i forsommeren endeligt på plads, at der i det nye byggeri på I. Vilhelm Werners Plads kommer en torvehal. Det er nok for tidligt at spekulere alt for meget i form og indhold, men jeg håber på et godt samarbejde med Grønttorvet, fokus på fynske råvarer og kompromisløs kvalitet. De første billeder af byggeriet ser rigtig godt ud med ovenlys og godt med grønt.

Det kommende torvehalsmiljø på I. Vilhelm Werners Plads

Udviklingen på den odenseanske restaurantscene tager syvmileskridt i de her år, og det er vigtigt for byen, at de fleste nye projekter skabes af unge, lokale kræfter, der tror på Odense og gerne vil noget med de steder de åbner. Jeg har allerede fået opfyldt en del af mine ønsker fra sidste år, men der stadig et stort potentiale, der kan udfoldes: Jeg savner for eksempel en god mellemøstlig restaurant i høj kvalitet. En latinamerikansk i gourmetsegmentet, der kan supplere Pastel Brasil. En jord-til-bord restaurant, der udelukkende laver mad på fødevarer fra Odense. Flere steder, der kombinerer kultur/bøger/ideer/whatever og mad. Eller hvad med en alge/tang-restaurant? Vi har Danmarks største ekspert på det felt gående rundt i Odense i form af Ole Mouritsen.

Hvad mangler du i byen? Fortæl os det i kommentarsporet, og se så at komme ud at støtte de nye (og gamle) restauranter.

Husk at du kan læse alle vores anbefalinger af byens 92 mest interessante steder i 2016 på www.thisisodense.dk/da/places.

Luk

Festen er forbi. Det er dagen derpå. Det er dommedag nu. Det er Ole Jastrau, der betragter sit gustengule fjæs i spejlet på væggen der og citerer Pilatus’ ord til den tornekronede: ”Ecce Homo!” Se, hvilket menneske! Det er Alex Chilton, der vågner op fra rusen til synet af en død forælder: ”You’re a wasted face/ You’re a sad eyed lie/ You’re a Holocaust”. Det er helt-ind-til-benet med “I Got Nothin’” af Iggy: ”Out of the cradle – straight into the HOLE”. Det er den anden isvinter i træk, og denne synes endeløs. Du er på ruinens rand, ja på afgrundens rand. Du er kort sagt på Nyborgvej.

Vi skal nogle år tilbage.

Den evige Terp og jeg er på ”Restaurant” Østerport. Han bliver straks budt op til dans af en af en madame, der kalder sig Tina Turner. Ellers står luften og tiden stille. Jeg går til baren, hvor jeg nøje udvælger mig pladsen ved siden af det åbenbart mest normale individ i dette vokskabinet. Den helt forstenede bartender har intet navn. Jeg erfarer, han engang i tidernes morgen er kommet ud i noget snavs med dope og siden har holdt lav profil. Umiddelbart efter kommer en stamkunde tililende og hvisker mig advarende i øret, at kvinden, jeg taler med, er skingrende skør!

Fakta har det allerstørste udvalg af kartofler på glas i hele byen, oplyste my dear landlord mig. Hos marskandiseren har jeg aldrig fundet noget, jeg kunne bruge, altså bortset fra Mark Twains sære, apokalyptiske roman ”En yankee ved kong Arthurs hof”. Shawarma-snasken skulle selv sønnike ikke nyde godt af. Da børnenes mor kom anstigende med en kaput støvsuger til ”Nalle”, fik hun at vide, det var billigere at købe en ny et andet sted. Der er en kombi af et møntvaskeri og et solarium. Fra "kilometerhusenes" asbestfælder til Aldi-butikkens østtyske tristesse. Nyborgvej er bare et HUL – eller hur?

Og du filosoferer over kvarterets navn: Korsløkke. ”Den Korsfæstede” og ”Dionysos” signerede Nietzsche, forfatteren til ”Ecce Homo”, sig på sammenbruddets rand. Med løkken om halsen?! Og dog voksede Claus Deleuran, en af Danmarkshistoriens sjoveste mænd, op her. Ja, vejen har huset utallige generationer, der siden middelalderen har kunnet se domkirken knejse i det fjerne. Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og ved din side går dit søde barn. Og solen varmer trods lidt alt fra den nådesløse marts-himmel. Og lige om hjørnet venter den nye kæreste. Du er kort sagt på Nyborgvej.

Luk

Det er mig en stor fornøjelse at få lov til at komme med et par fynske anbefalinger af tre forskellige festivaler på Fyn.

Jeg har valgt at fokusere på hvad jeg selv har oplevet, og haft stor fornøjelse med og det er hvad man bedst kan kategorisere som "kærligheds-hippie-festivaler", hvor man mødes med ligesindede og hører musik og fester igennem i personlige og hyggelige omgivelser. Det kan man godt komme til at savne for tiden, hvor nye, store internationale festivalkoncepter bliver indkøbt til Danmark.

Med de tre bud på fynske festivaler bevæger vi os fra det virkelig skæve, hippieagtige over i noget der mere ligner de mere etablerede musikfestivaler, men stadig med hjertet på rette sted.

Gøglertræf i Hesbjerg

Vi starter hippierejsen i Hesbjerg. Min første anbefaling er Gøglertræffet i Hesbjerg som løber af stablen i starten af august. Her kan man boltre sig i gøgl og cirkus, fælles madlavning og levende musik en masse. Og ved Hesbjerg er der utrolig smukt. Så at sidde med en lille pind rundt om bålet og kigge på stjerner derude kan varmt anbefales. Festivalen er også meget familie-venlig, så har du ungerne med er der garanti for fed underholdning til dem også. Musikmæssigt er vi i den rare folkede, dansksprogede retning.

Læs mere her: https://www.facebook.com/groups/T.0108/

 Gøglertræf i Hesbjerg

Fællestival

Bevæger man sig en smule væk fra det mere blødsødne hippie-agtige, og over i den mere aktivistiske og frække afdeling, så går kursen mod Fællestival, Sydfyns psykedeliske senhippie festival. Fællestival er en 100% non-profit festival. Som man kan drage af titlen, er det en festival i fællesskabets ånd, hvor alle hjælper til og er med til at skabe et fedt arrangement. Det betyder blandt andet, at alle er med til at lave mad til fællesspisning, dirigeret af et kompetent køkkencrew der sætter en fantastisk menu sammen. Sidst jeg var der, bagte vi lammekøller i store udgravede huller i jorden, det var ret forrygende. Jeg har selv spillet flere gange på festivalen og nydt det skøre fællesskab der opstår sådan et sted. Musikmæssigt er det i den noget mere progressive afdeling, hvor der i år er stort fokus på undergrundsnavne fra metalscenen samt en del elektronisk musik. Men mon ikke der også bliver plads til nogle skøre bookinger? - Det plejer der i hvert fald.

Læs mere her: http://www.faellestival.dk/

Fællestival

Love In, Festivalen På Skarø

For den mere postmoderne hippie, der betaler for sin egen mad og sover i sit eget telt (medmindre...) men samtidig gerne vil opleve ånden fra "den universelle 60'er festival" er Love In, Festivalen På Skarø, en uforglemmelig perle. Lasse Bekker, journalist, skarøboer og iværksætter, har i løbet af ganske få år forandret, hvad der en gang var en lidt træls sømandsfestival med dertil hørende jammerlig kopimusik, til et seriøst bud på Fyns førende musikfestival.

Beliggende på den utroligt lille og utroligt hyggelige ø Skarø i Svendborgsund, har Lasse og co. fået banket en vidunderlig lille festival op. Den foregår bogstavelig talt i Lasses eget hus og have og er i sagens natur omgivet af vand til alle sider. Så bli’r man lidt ør i hovedet kan man tage sig en god dukkert og få støvet hjernen lidt af efter en hård nat.

Festivalen har på får år haft imponerende mange gæster; ikke mindst på grund af de både satsede og sikre bookinger som egentlig er hjertet i hele oplevelsen. 

Læs mere her: http://www.lovein.dk/

Love In, Festivalen på Skarø

Go sommer! Vi ses ude i det fynske sommerland!

Luk