Hvornår oplevede du sidste gang lokale musikere på en scene her i byen? - Hvem var det, kendte du dem mon i forvejen, og blev du overrasket?
Måske var du til Sofar Sounds, til Rooftops eller til Songwriters circle. Det kan også være, du har været på Odeon for at opleve nogle af de studerende fra SMK, eller måske var du til Odeology. Måske har du været til Ø-Lyd, til BYEN TALER, eller til Røde Himmel. Måske var det et helt andet arrangement.
Sidste gang, jeg så lokale musikere spille, var til Nyt Blod på Posten i midten af februar. Her oplevede jeg blandt andre De Uanstændige - og det var godt. Den sidste koncert, jeg er ked af, jeg gik glip af, var De 6 Portaler i Borgernes Hus, hvor de to lokale bands Summit og Organik spillede - i seks timer!
...
Jeg synes, det ser ud til, at det vrimler med unge aspirerende musikere her i byen. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en fornemmelse for, hvordan det er at være musiker her. Der er åbenlyst fremgang på arrangørsiden, men alligevel synes jeg ikke, jeg får hørt nok af det, der er originalt og lokalt. Måske det ville hjælpe mig, hvis jeg forstod, hvordan det er at være musiker her. Så det er mit udgangspunkt.
Men hvad gør man, hvis man, som jeg, kunne tænke sig at blive lidt klogere på det her? Tjah, man kan sikkert gøre mange ting, men jeg skrev til nogle bands og solister, jeg havde stødt på i min tid i byen: Sille Nilsson, De Uanstændige, Summit, Christian Brock og De Forbandede. Jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at mødes til en snak om, hvad der sker i, og for, det odenseanske musikalske vækstlag. Og med én dags varsel sagde de, overraskende nok, alle sammen ’ja’.
Et utaknemmeligt udgangspunkt?
Midt i påsken mødtes vi på Den Smagløse Café i Vindegade for at snakke om det at være musiker i og fra Odense. Det blev til en snak om publikums-mentaliteten, om op- og nedture for musikkulturen i byen med beretninger fra de første spillejobs, men mest af alt kom det til at handle om det bedste ved at være musiker i Odense.
Uden at sige for meget var jeg nok lidt af den opfattelse, at Odense er et problematisk udgangspunkt for et musikalsk gennembrud. For det skorter lidt med fanebærere, og vi mangler måske også en profil udadtil. Og det var ikke helt ved siden af, hvad de seks musikere havde gjort sig af tanker om Odense. For når man eksempelvis spiller den musik, som drengene fra Summit gør, opleves det somme tider sværere, at man netop har base i Odense. Og flere har da også, siden oprettelsen af bandet i 2013, opfordret dem til at søge væk fra byen, for at slå igennem. Og som Summit-guitaristen, Mads, siger det; tænker jeg da somme tider, at vi har valgt at spille spillet på hard-mode, for vi gør jo bare, hvad vi har lyst til, men der er rigtig mange ting imod os.
Summit - Progressive Rock - Fra venstre; Mads Mikkelsen - guitar - Christian Øhlenschlæger - trommer
"Danmarks største landsby"
Christian Brock, som for nyligt kom hjem fra en musikalsk tur på tværs af Indien, har ligesom de fleste andre omkring bordet affundet sig med vilkårene:
- Jeg har erfaret, at jeg må rejse for at finde de der super seje fans. Men det, der i hvert fald er ved Odense, er, at det er lidt et helle for mig. Jeg kan huske første gang, jeg sådan var på udlandsturne. Der var det eneste, jeg tænkte på; det var Kongens Have. Jeg gik virkelig bare og tænkte; ”Jeg glæder mig til at se Kongens Have!” Og jeg har aldrig haft noget personligt forhold til det sted. Men jo, for mig er det et helle. Jeg kender Odense så pissegodt. Hjemby. Har altid boet her. Det er hyggeligt. Man kender altid nogen. ”Danmarks største landsby?” tilbydes af én omkring bordet - Lige præcis! Danmarks største landsby!
Men hvad gør det for musikken, at den er et produkt, der skal eksporteres fra Odense? Hvilke begrænsninger oplever de, og følger der fordele med?
Udfordringerne
Det kan somme tider være frustrerende at være musiker fra Odense i forsøget på at komme ud med sin musik. For der er ikke det samme vågne, musikalske blik på Odense, som man måske oplever det på København eller andre større kulturbyer. Som trommeslageren i De Forbandede, Ricky, siger:
- Man kan godt føle, at man er lidt i en lille boble, der aldrig bliver prikket hul på. Men lige så snart, der så bliver prikket hul, så er det også, som om at der sker et eller andet. Folk begynder lige pludseligt at vågne lidt op. Men jeg tror nogle gange, at Odense virker lidt uinteressant for de større byer. For de har ikke meget at relatere Odense til. - Sådan i band-sammenhænge.
Peter Bizz – sangskriver og en af de to forsangere i De Uanstændige – byder ind: Nej, det er i hvert fald ved at være nogle dage siden, at der har været… Men der er nogen. Vi havde den her den anden dag og talte lidt om bands fra byen.
De Uanstændige - Indie Pop/Rock - Peter Bizz - Sangskriver, bassist og en af to forsangere i bandet
Og ved nærmere eftertanke, og ved lidt fælles hjælp, kommer de seks hurtigt frem til en liste over bands og solister, der har slået hul. Pointen står dog stadig, for det er ikke en lang liste. Men for Summit har det måske også ligefrem været en fordel, at Odense ikke er mere etableret som musik-by, end den er, for som Christian siger:
Odense er også en by, hvor der kommer bands fra udlandet, som er på samme stadie, som vi er. Vi har spillet med bands fra Sverige og Tyskland, og de kontakter, vi har i andre lande, har vi fået gennem de jobs, vi har spillet her i byen. Så på den måde åbner Odense også op for nogle muligheder.
Odense er nærhed
For selvfølgelig er der også fordele ved at have taget sine spæde musikalske skridt i den by, der har opfostret én. Det er nemlig også en kærlig by, der konstant minder en om, at man faktisk hører til her. Og at man har ret og lov til den følelse.
- Det er også, som om at i Odense behøver man ikke være hip. - Siger Christian Brock - For igen; at Odense er så lille gør også, at mange musikere kender hinanden. Personligt, der er det ikke sådan, at jeg tænker, at jeg finder de der hundrede mennesker, der synes, at min musik er det fedeste. Det er ikke rigtigt mit mål. Jeg har lidt ligesom indrømmet for mig selv, at jeg er nødt til at tage ud med min musik, og på den måde er Odense rar, for hold da op, hvor er det fedt at lande i en by, hvor du lige kan gå udenfor og sige: Hvad så, Poul! Og så gå videre. Og at man ikke bare drukner, som jeg måske føler, man lidt gør i København.
Byen tilbyder en nærhed, som måske kan være svær at opleve i samme grad, hvis man rykker teltpælene op og bevæger sig ud i verden. For opbakningen fra folk, man kender betyder noget, når du forsøger at nå ud til folk, der ikke kender dig. Drengene fra Summit kan stort set altid genkende nogle iblandt publikum:
- Det er lidt mere nært. Eksempelvis når vi spiller. Vi har aldrig spillet en koncert, hvor jeg ikke har kendt en god del af publikum. Vi kan altid se nogle. Det er endda lykkedes os at få nogen med til Jylland til nogle koncerter. Og det er jo kun fedt!
Odense er trygt
Omkring bordet sidder også Cæcilie, som blandt andet flyttede til København for at sætte skub i sin musik. Men det er, for hende, som stadig indspiller sin musik i familiens lydstudie her på Fyn, som om byen stadig holder fast i hende:
- Jeg er jo en af de der, der er flyttet fra Odense, fordi jeg gerne ville til København. Men på en eller anden måde har Odense, for mig, været et enormt trygt sted at starte med at vise mine sange frem til nogen, så det er der, det er startet for mig. Og så er det, som om at Odense har holdt lidt fast på mig, når jeg så har taget af sted til København.
Christian Brock tilføjer: - Det er den der tryghed, der gør det! – Som Odense virkelig har. Det var en af de ting, der gjorde, at jeg turde fortsætte med den her underlige undergenre, som ikke særligt mange kender herhjemme. Fordi jeg fik prøvet det af et sted, hvor jeg kendte… Jamen, jeg tror nærmest, det var halvfems procent. Hvor jeg fik en kanon opbakning. Altså; ”hold kæft mand, det er det ondeste, jeg nogensinde har set”. Du står med noget, der er så skrøbeligt, og du ved ikke rigtigt selv, hvad det ender med, og hvad det skal blive, og hvad det egentlig er nu. Og så kan Odense være superfed.
Christian Brock (Solo) - Fingerstyle Guitar - Guitarist og komponist
Og hver især stemmer de i, for de er, som de selv konstaterer efterfølgende, overraskende enige med hinanden om byen og dens bidrag til deres projekter. Og for Cæcilie, som udgiver sin musik under navnet Sille Nilsson, er det også en fordel at være fra Fyn, for:
- I stedet for, at jeg bare er en sangskriver fra København, som der er en hel masse af, så er det lige pludseligt eksotisk at være fra Fyn. Men i virkeligheden er jeg jo født i Albertslund. Så jeg har hjemme enormt mange steder. Og så er jeg blevet gladere og gladere for Odense. Fordi jeg kommer hjem her. Hun holder en kort pause. På et tidspunkt havde jeg travlt med at komme væk, men Odense for mig er, som I også siger, endt med at blive det nære og det trygge.
Publikum
Man er ikke i tvivl om, at Ricky Christensen fra det psykedeliske stoner-rockband, De Forbandede, har et indblik i musikkulturen både i og udenfor Odense. Han har holdt til på Kansas City siden den forhenværende konfektionsfabrik igen åbnede dørene op som kulturfabrik for godt og vel 11 år siden.
De Forbandede - Psykedelisk Stoner Rock - Ricky Christensen - Trommeslager
- Forskellen på København og Odense, i forhold til opvarmningsjobs, det er jo, at i København kan man for eksempel mærke, at publikum er mere vant til at gå til koncerter.
Der er bred enighed omkring bordet, mens Ricky fortsætter:
- De er meget mere vant til at gå til en koncert, så måske den entusiasme, de har, når de går til en koncert, den er måske lidt større herhjemme, når der så kommer den der ene koncert. Og skal man varme op til den, så er folk på.
For alle os omkring bordet er der ingen tvivl om at koncertkulturen er anderledes her i Odense. Både på godt og ondt. For selvom at publikum meget vel er mere tændte, når de tager til koncert i Odense, så går der altså også længere tid imellem, at de kommer ud. Det gør det svært at arrangere koncerterne, fordi man ikke ved, hvor mange man kan forvente. Men det gør det også sværere for de optrædende, fordi der er færre jobs. Trods det kunne trommeslager, Christian, fra Summit, imidlertid tilbyde en positiv beretning om en ekstraordinær publikumskultur til et ikke mindre ekstraordinært koncertarrangement, de for nyligt tog del i:
De 6 Portaler
- Da vi spillede 6-timers maraton-koncert (til arrangementet; ”De 6 Portaler” red.), som i forvejen er et format, som - hvis folk har svært ved at komme til en koncert af halvanden times varighed, eller bare en halv time tirsdag aften - så er 6 timer svært! Det skræmmer dem i hvert fald væk. Men der oplevede jeg, at selvom der ikke var fyldt, så var de der!
- Og jeg kan huske efter at have spillet seks timer, i noget der mest minder om en trancetilstand af ”Arh… hvornår er det slut?!” - så da man var færdig, og man gik ned, så kom folk over og klappede en på skulderen og sagde ”fuck, hvor var det fedt”. Og så var det nogen, man ikke kendte.
Det er den opbakning, der virkelig giver musikerne blod på tanden. Den opbakning, de måske ikke lige havde regnet med at få. Men én ting er dem, der går ud og rent faktisk tager chancen, som publikum på et så kantet arrangement som eksempelvis en 6 timers maraton-koncert, en anden ting er alle dem, der bliver hjemme. For som Christian fra Summit siger om den egenskab, der måske bedst kendetegner odenseanerne, når man maler med den helt brede pensel: mageligheden:
- Det er måske både styrken og svagheden, at det er så mageligt, både for bands, og for publikummerne. Man tager måske ikke nødvendigvis ud en tirsdag aften, for der sidder man derhjemme.
Det ikke altid sjovt at blive overrasket, for med overraskelsen følger jo også muligheden for skuffelse. Men historien fra De 6 Portaler bærer måske også vidnesbyrd om skiftende vinde over og i Odenses musikkultur.
Kulturskift
For da snakken falder på netop dette kulturskift, og spørgsmålet kommer, om det ikke netop er et kulturskifte, der skal til, for at vi kan få en mere etableret koncertkultur i byen? svarer Peter Bizz:
- Klart! Men jeg synes heldigvis også, at det er blevet bedre. Der var nogle rigtigt døde år, efter at Christian Skjølstrup var rejst fra Odense. Men så kom Off the Hook-drengene og -pigerne. Og så har de unge mennesker jo lavet Under Livet, og så nu Røde Himmel. Så de sidste år har der i hvert fald være det der månedlige koncertarrangement.
”Det er på vej frem” - konkluderer de omkring bordet i munden på hinanden. Og den 26-årige electro-country-artist, Cæcilie, har også konstateret en ændring her i byen:
Sille Nilsson - Electro-Country - Cæcilie Nilsson
- Altså, siden jeg er flyttet, er der jo bare sket så meget, at den ikke er til at genkende længere. Så jeg tænker, at der er noget, der er vendt også hos dem, der holder til her – at der er en mentalitet, der vender.
Og det lyder, som om at byen er på vej frem, på denne torsdag, hvor den sidste sne forhåbentlig er faldet, og vi igen, sammen med musikken, forhåbentligt, kan gå varmere tider i møde.
- For der er jo en masse, der gerne vil musikken og gerne vil stable det på benene, og hvis folk hellere vil drikke kaffe derhjemme tirsdag aften, så er det jo også bare sådan. Og så skal vi jo også ligesom sige: hvor mange koncerter kan vi ha’ i den her dejlige lille by? - Men det er, som om at de er ved at vende. For folk vil jo gerne ud!
Og her går noget op for mig, som jeg sidder og lytter: For der er enighed om, at vi i Odense kan være afsindigt dårlige til at sige ja til noget, vi ikke ved hvad er. Det er svært at få folk op af sofaerne. Og måske er vi odenseanere ligefrem pinligt bevidste om det - er der en, der får sagt. For det er, som om, at der er en lyst til, at det skal være noget andet end bare mageligt. At man måske også kan gøre noget af det samme som andre store byer. Og det var måske det, de mente med sloganet ”Fra stor dansk by til dansk storby”, for i slutningen af vores samtale lyder det: at vi måske nok mangler lidt af det der storby-sind. - En indstilling, der får os til at prøve noget nyt uden at være for bange for skuffelsen og for at spilde tiden.
Danmarks bedste største landsby
Og som snakken lakker mod enden, og meningerne smelter sammen, taler alle om bordet nærmest med én stemme, for vi må meget gerne adoptere et stor(by)sind:
- Så længe vi forbliver ved det her landsbyformat. For det har sin charme, og det er lækkert. Så lad være med at skyde over målet. Vi må ikke begynde at tro, at vi er den nye storby i Danmark. Det er, som om at Odense har været en by, som gerne ville være noget, den ikke kunne være. Og nu er det, som om at den bare er faldet til, hvor det, der sker, er det, der giver mening for byen.
...
- Tak til Cæcilie, Ricky, Peter, Christian, Mads og Christian Brock for at tilbyde et indblik i hvad det er at være musiker i Odense, og for at dele oplevelser fra scenen!
- Summit består, udover Mads og Christian, af Søren Hauschildt Christiansen (sang), Valdemar Reinhold Øhlenschlæger (piano) og Jeppe Birkebæk Truelsen (bas). De fem har spillet sammen siden 2013, og de kan opleves i Odense næste gang til UNDER ODENSE d. 28. april på Kulturmaskinen. Følg med, i hvad der sker for Summit via dette link, eller lyt til deres musik her.
- Christian Brock er 23 år gammel og fornyligt hjemvendt fra en musikalsk tur i Indien. I 2015 udgav han EP'en med titlen "The Ride", som kan høres her. Du kan desuden følge med i hans rejser på hans facebook-side.
- Sille Nilsson spiller electro-country og har i sit band sin far, Bjarke Nilsson, på guitar og sin bror, Rasmus Mølck Nilsson, på bas. I 2015 udkom hun med debutalbummet "Nothing Else Is Working". Sille Nilsson kan opleves næste gang i Odense til Spoken Word Festival d. 22. august sammen med Hjalmer. Du kan følge Sille Nilsson via dette link, eller lytte til hendes musik her.
- De Forbandede består, udover Ricky, af Peter Østergaard (guitar, vokal), Nicolei Martin Aagaard Rasmussen (bas, vokal) og Michael Hansen-Buur (keys, vokal). De fire har spillet sammen i denne konstellation siden 2015, og de kan opleves på Posten d. 12. maj sammen med Bersærk og Ondt Blod. Følg dem her, eller lyt til deres musik.
- De Uanstændige er, foruden Peter Bizz, Lasse Liisberg (guitar og vokal), Asger Hald (guitar), Aske Wolfhagen (trommer) og Johannes Quist (keys). De fem har spillet sammen i et år, og de kan opleves i Odense næste gang til Røde Himmel d. 14. april og igen d. 28. april på Kulturmaskinen til UNDER ODENSE. Det rygtes, at de inden længe udkommer med nyt materiale, og indtil da kan man følge dem på Facebook.
Luk
