Lars Høgh er en mand uden offentlige kritikere. For mange af os ville det bare betyde, at vi ikke har gjort nok væsen af os. Men ikke Lars.

For Lars Høgh står forrest i min og mange andres billede af OB og Odense, selvom han aldrig har råbt højest og stillet sig i front.

Det her er en personlig og kropsblød hyldest til en sportsudøver, der nok også bare er god til at være menneske. Og så for mig, måske også fortællingen om OB og Odense på godt og ondt.

Lars Høghs evne til at omfavne livet, og de mennesker han møder i det, har inspireret mange, men har nok også fra tid til anden irriteret andre end mig. At spejle sig i Lars Høgh er som at få kastet en skygge fra spejlet. Altid veloplagt og determineret. Altid venlig. Altid tid til andre. Altid positiv. Aldrig i konflikt med nogen. Hvem kan leve op til det?

Hvem end der måtte have andre fortællinger om Lars, så overdøves deres hvisken af tusindtallige personlige positive historier, der kan stykkes sammen til myten Lars Høgh.

Derfor føler jeg også, at de ord jeg skriver her, ikke rigtigt rækker. Men skrives skal de.

Lad os starte med det, der ironisk nok oftest frasorteres i mediernes portrætter; fodbolden. De hårde fodboldfakta er ikke nok til at gøre Lars Høgh til en legende, lyder den ofte henkastede journalistiske bro til fortællingen om mennesket, Lars Høgh.

Lars Høgh - pokalmester i 1983. Foto: Carsten Andreasen

Jeg er nok så uenig, som man kan blive. For dén dom har med en simpel sætning forfladiget fodboldspillet til en konkurrence på point, titler, høje lønninger og navnene på store udenlandske fodboldklubber.

I samme boldgade som at Superligaens nye slutrundeformat, fodboldkampe spredt ud på hele ugen og en grænseløs udvidelse af fodboldens kommercielle kage, er nødvendigt hvis Danmark skal kunne konkurrere i fodboldeuropa. Det er et fair perspektiv, men for mig er det ikke det, fodbold handler om.

Og Lars Høgh er mit bevis. Da muren faldt og fodbolden stormede mod historiens afslutning, hvor store TV-aftaler, betting-sponsorater og nye europæiske klubturneringer var svaret, uden nogen tog sig tid til at overveje spørgsmålet, stod Lars Høgh på mål i OB. Debut i 1977 og så 100. 200. 300. 400. 500. 600. 700. 800... 817 kampe. Fra bajere i omklædningsrummet til pulsure i sengen. Aldrig før. Aldrig igen kommer vi til at opleve det.

Lars Høgh vinder pokalfinalen i 1991 mod AaB på Odense Stadion.
Foto: SIFA Idrætshistorisk Samling

Lars Høgh har lige så mange eller flere ligakampe for én klub end Ryan Giggs, Paolo Maldini og Francesco Totti. Lars Høghs 817 kampe for OB er en langt større og mere unik bedrift i moderne fodbold end at vinde et Champions League-trofæ eller blive topscorer i Premier League.

Og for alle os, der er gamle nok til at have overværet nogle af de kampe, er det ikke fortællingen om en målmand, der manglede determination og kvalitet nok til at få sin udlandstur. Tvært i mod. Det er fodboldæstetiske mindeglimt med en fodboldspiller, der bevægede sine omgivelser, hver gang han trådte ind i målet.

Lars Høgh omfavnes af OB-læge Christen Villberg efter Miraklet i Madrid.
Foto: OB.dk

Glimt af Michael Laudrup, der en decemberaften på Bernabeu løber alene med bolden mod OB's mål, hvor Høghen med en fodfinte snyder Laudrup til at sparke i det lange hjørne og allerede inden sparket har luret, hvor bolden kommer.

Glimt af kamp nummer 817 på Vejle Stadion, hvor Lars Høgh som 41-årig begår et halvklodset straffespark, får lov af Knud Erik Fisker at blive på banen, og som det naturligste redder straffesparket, så OB kan vinde 1-0. Foran 2.627 tilskuere, hvoraf i hvert fald halvdelen - mig inklusive - var rejst fra Odense for at tage afsked med Lars Høgh og resten deltog ligeligt i hyldesten. En afskedssæson, hvor der er sket noget så særligt, som at Lars Høgh har modtaget afskedsblomster fra modstandernes fans på de danske stadions.

En af de dygtigste danske målmænd gennem historien, som kun kom så langt på grund af sin vilje og determination, men som stadig blev i OB hele sin fodboldkarriere. Hvorfor?

Som Lars sagde i 1993 efter en nylig landsholdsudtagelse: "- Jeg vil vinde, og jeg har ambitioner - også som en 20-årig. Men jeg har ikke landsholdsambitioner eller store drømme om en fremtidig karriere ude i fodboldverdenen". Lars Høgh har altid haft ambitioner om, at gøre hver enkelt træning og hver eneste dag, så godt som muligt, men har ikke haft nogen mekanisk karriereplanlægning af hverken fodbolden eller livet. Lars Høgh har altid gjort sig umage, men det har været en dedikation i menneskelig form.

Lars Høgh takker OB's fans i sin testimonial efter karrieren er slut.
Foto: OB.dk

Det fører naturligt til myten om mennesket, Lars Høgh, der altid har mødt bolddrenge, fodboldfans, klubbosser og fodboldens verdensstjerner på nøjagtig samme måde; nysgerrigt, uden fordomme og i øjenhøjde.

Hvor mange af jer har et barndomsminde om en lysmanket mand, der efter en træning eller kamp gumler tyggegummi, mens han spørger interesseret til dig og dine venner? Og som ugen efter samler tråden op fra samme samtale, selvom I ikke kender hinanden?

Hvor mange har stået et eller andet sted på Fyn og fået serveret autografer med stort L og stort H i lang tid efter, de andre spillere er travet i omklædningsrummet?

Hvor mange har oplevet Lars som en mand, der går ind i folk med bløde træsko på. En ka-mmerat, sagt på syngende fynsk?

Det er der rigtig mange, der har, for lignende fortællinger går igen, uanset hvem man snakker med eller læser citater fra. Fra perifært fodboldinteresserede til herrelandsholdets nuværende træner, Kasper Hjulmand.

Mine møder med Lars Høgh begrænser sig til sådanne øjeblikke og til de mange OB-kampe, jeg har set, hvor Lars stod på mål. Det er ikke mig, der har adkomst til at fortælle om de mest dybsindige samtale eller har den mest nuancerede viden om de komplicerede relationer, han trods alt har til nogen i fodboldverdenen. Eller det kærlighedsfyldte, men anstrengte, forhold en stjerne naturligt har til den klub, som stort set ikke har været i stand til at vinde noget, hverken før eller efter han selv spillede.

Alle har deres egen historie, og til sammen skaber de myten. En myte, der for mig kan bruges til at svare på ellers ubesvarlige spørgsmål om "Hvad er OB?" og "Hvad er Odense?". Ærligt, opofrende, hårdt arbejde frem for prætentiøs selvhævdelse. Venlighed og ordentlighed og måske et til tider naivt syn på sin omverden. Uhøjtidelighed og et fravær af fine fornemmelser.

Jeg gik i gymnasie med en fyr, der mente, at meningen med livet er, at betyde noget for andre. Hvis det er rigtigt, så må fodbolden næsten handle om, at betyde noget for dem, der ser på. I det perspektiv findes der ikke meget større fodboldlegende end Lars Høgh.

Mon ikke Lars Høgh fortjener en O'ense, som Morten Stig siger? https://youtu.be/NLs-8kXrWhg?t=529

Lars Høgh tilbage på Odense Stadion til afsløring af muren bag RMN-tribunen.
1-2-3. Høghen er en mur! Foto: OB.dk

Luk

Boliger, kontorer, kulturhuse, tænketanke, tegnestuer og museer indrettet i tidligere kornlagre, fabrikshaller, siloer, pakhuse, destillerier, væverier og værftsbygninger. Det er transformationsarkitektur - når man genbruger og udbygger det, der allerede står til et andet formål i stedet for at bygge nyt fra grunden. Det er en global trend og på listen nedenfor finder man enogtyve eksempler fra hele verden med helt forskellige udgangspunkter og nye anvendelser.

Det, der er fælles for dem er, at de omdannede industribygninger i dag er vartegn i deres byer, samlende for kvartersidentiteten i deres område, bærende videns- og kulturcentre eller slet og ret turistdestinationer i kraft af deres særpræg og tydelige personlighed. De udtrykker en vilje til at tænke langsigtet i omdannelsen af tidligere industriområder til moderne brug. Dermed bæredygtigt - dermed helhedstænkende.

21 forskellige bud på hvordan man med arkitektonisk opfindsomhed og følsomhed overfor lokalmiljøets behov kan genbruge bygninger til tidssvarende formål og få ikke bare mursten og beton men også atmosfære og historie foræret:

 

1. MOCA, Toronto (Canada)

Fem etager i en aluminiumsfabrik der lukkede i 2005, blev i 2016 renoveret og omdannet til moderne kunstmuseum af architectsAlliance og ERA med støtte fra the City of Toronto

 

2. Tate Modern, London (UK)

Det tidligere Bankside kraftværk (bygget 1947-1963) ved Themsen blev omdannet til museum for moderne kunst i 2000. I dag den mest besøgte turistattraktion i England.

 

3. Mikkeller 'Baghaven', Refshaleøen (DK)

Tidligere værftsbygning omdannet til populært mikrobryggeri med udskænkning i iværksætterbydelen Refshaleøen med havneudsigt ind mod København.

 

5. The Warehouse Hotel, Singapore (Singapore)

 

Et tidligere krydderipakhus fra 1895 blev omdannet til luksushotel med signaturstil, infinity pool på taget og udsigt over floden i 2016 af Zarch Collaboratives

 

5. New Lab, Navy Yard Brooklyn (USA)

Tidligere lagerbygninger på New Yorkbydelen Brooklyns havnefront blev omdannet til high-tech kontorfællesskaber og erhverv i 2016 med fokus på robotics, bæredygtig energi, nanoteknologi, life sciences og urbanisme med forbillede i den prestigefulde universitetshub MIT Lab.

 

7. The Fondazione Prada i Largo Isarco, Milano (Italien)

Et lukket destilleri fra 1912 blev omdannet til hovedkvarter for det italienske modehus Prada i 2019 af tegnestuen OMA med stjernearkitekten Rem Koolhaas i front

 

7. Studio Pier 88, São Paolo (Brasilien)

Tomme pakhuse fra 1960erne i Vila Leopoldina-området blev omdannet i 2015 til en serie af professionelle fotostudier og værksteder/showrooms af Pietro Terlizzi Arquitetura

 

8. La Fabrica, Catalonien (Spanien)

En udtjent cementfabrik fra 1920erne udenfor Barcelona, hvis 30 haller og siloer fra 1973-1975 blev reduceret og ombygget til 8 siloer med bolig, tegnestue og hovedkontor for (og af) arkitekten Ricardo Bofill og hans familie

 

9. GUCCI Art Lab, Firenze (Italien)

Et tidligere industrielt pakhus blev i 2018 omdannet af Luigi Savio til modehuset Gucci, som nu udnytter bygningens 37.000 m2 til kreativt laboratorium, tænketank og håndværksmæssige udviklingsværksteder.

 

10. Herbal House, London (UK)

Forhenværende industritrykkeri og hovedkvarter for mediehuset Daily Mirror blev omdannet til kontorhotel og kreativ hub af tegnestuen BuckleyGrayYeoman i 2017.

 

11. Fagor-Brandt, Lyon (Frankrig)

Tidligere opvaskemaskinefabrik aktiv fra 1980-2010 på 29.000 m2 i Lyons gamle arbejderbydel Gerland nu anvendt til kulturformål som den franske samtidskunstbiennale 2019 og den elektroniske musikfestival Nuits Sonores.

 

12. Kulturværftet, Helsingør (DK)

Tidligere skibsværft omdannet i 2010 til et kulturhus der rummer Nordsjællands største scene, et spisehus, udstillingsrum, møde- og konferencefaciliteter, museum og Biblioteket Kulturværftet.

 

13. Copenhagen Contemporary, København (DK)

Papirøen var oprindeligt lager for ruller af avispapir til den danske avis-produktion. Midlertidige lejere som Copenhagen Street Food, Copenhagen Contemporary og forskellige udstillingsrum gjorde øen til en populær destination for både lokale og turister i perioden 2014-18, hvorefter området blev byudviklet. Derefter flyttede kunsthallen Copenhagen Contemporary ud i den 7000 m2 store tidligere B&W svejsehal på Refshaleøen, hvor den ligger i dag.

 

14. Les Magasins Généraux, Paris (Frankrig)

Et mel- og kornpakhus i en nordøstlig parisisk forstad lukkede i 2001 og blev i 2016 istandsat og omdannet af JUNG Architectures til et 20.000 m2 domicil for Frankrigs største reklameberau BETC, der beskrev det som et strategisk pionerryk til udviklingsbydelen Pantin/Canal de l'Ourcq, “hvor landet møder byen” i et “nyt storparis”

 

16. Rotermanni Old & New Flour Warehouse, Tallin (Estland)

Tidligere mel- og kornlager omdannet til kontorer og erhvervslokaler i kvarteret mellem Tallins gamle bydel og havnefronten i 2009 af HGA Hayashi – Grossschmidt Arhitektuur med overbygninger af cortenstål over murstensfacader.

 

16. Coal Drops Yard, London (UK)

De gamle kulkranbroer i det victorianske industrikvarter King's Cross blev omdannet til high-end shopping og kulinarisk destination af Thomas Heatherwick i 2018

 

17. Spinnerei, Leipzig (Tyskland)

En bomuldsfabrik i Lindenaudistriktet var fra 1884-1930 den største bomuldsproducent i Centraluropa med underfabrikker, arbejderboliger og børnehaver som blev stående efter fabrikkens endelige ophør i 1992. Spinnerei blev ikke byudviklet med det samme, men lejet ud et årti før større renoveringer i 2005 og huser i dag ti gallerier, en kollektiv kunsthal (Halle 14), og omkring 100 fastboende kunstnere side om side med restauranter, modedesignere, arkitekter, trykkerier, en guldsmed, en keramiker, en biograf, en porcelænsfabrik og en butik for kunstnerartikler. The Guardian udråbte i 2007 Spinnerei til ‘the hottest place on Earth’.

 

18. Brenneriveien, Oslo (Norge)

Den tidligere tekstilfabrik Indigo fra 1850 er kernen i kulturkvarteret i bydelen Grünerløkka, der også rummer Maridalsveien 3 som var bryggeri og næringsmiddelfabrik fra 1855 til 1972. Efter en periode som kommunale kontorer huser komplekset nu en løst organiseret blanding af private virksomheder, galleri, caféer og ungdomskulturhuset X-Ray, spillestedet Blå, Strykejernet kunstskole, baren Ingensteds og flere andre kulturvirksomheder. Om hjørnet ligger Hausmania, der siden 1999 har været besat og nu er overgået til kommunalt støttet kulturhus. En stejl gade ned mod en gangbro over elven kaldes Ingens gata og der er aftenudskænkning fra de gamle fabrikslokaler over vandet.

 

19. The Silo, Nordhavn (DK)

Tidligere kornsilo ombygget til Danmarks mest eksklusive lejlighedskompleks i 2017 af tegnestuen COBE med 38 lejligheder og en restaurant på øverste etage

 

20. Gemini Residence, Islands Brygge (DK)

To forhenværende frøsiloer (1963) i Dansk Sojakagefabriksanlæg blev i 2002-2005 omdannet til 84 luksuslejligheder af hollandske MVRDV og JJW Arkitekter

 

21. Brandts Klædefabrik, Odense (DK)

Tidligere tekstilfabrik i det centrale Odense aktiv fra 1744-1977 blev omdannet af Isager Arkitekter i 1983-87 til biograf, kunsthal og latinerkvarter med omfattende bevaring og ombygning af hele fabriksområdet til små virksomheder og mange mindre livstils- og specialforretninger, caféer og spisesteder.

Hvilke eksempler er I stødt på i andre byer?

 

NEDRIVNING, BEVARING ELLER TILPASSET GENanvendelse?

Man kunne hurtigt nævne 21 helt andre men lige så nye eksempler på opfindsom, nænsom og bæredygtig genanvendelse af arkitektur – og i industribyen Odense har vi ikke alene særligt fine forudsætninger men allerede stor succes med at gøre det:

Der er omdannelsen af Storms Pakhus, så spærkonstruktionens skaber atmosfæren omkring madboder og barer, som er blevet en publikumsmagnet med 250.000 besøgende årligt og har nærmest egenhændigt vækket den nye Nørrebrobydel til live, de renoverede Odense Offentlige Slagtehuse er gentænkt som kollegie, på havnen har selskabslokalerne og koncertstedet DOK5000 en stemning, der ikke kan opnås ved nybyg og cirkusartisterne i Dynamo Workspace anvender et råt silorum på Byens Ø som scenehal med loftshøjde, der ikke kan fås andre steder.

I andre danske byer kunne har der de seneste år fundet en transformation sted af det gamle kraftværk Nordkraft i Aalborg, så det i dag rummer kulturtilbud og idrætsfaciliteter, af Maltfabrikken i Ebeltoft som i dag er kulturhus, Papirsfabrikken i Silkeborg der er omdannet til erhvervs- og boligformål og Spinderihallerne i Vejle er transformeret til at rumme et af Danmarks største udviklings- og innovationsmiljøer.

Det er udtryk for et begyndende skift i byggebranchen, der har global opmærksomhed:

CNN: Why warehouse conversions are sweeping the globe 
https://edition.cnn.com/2017/10/26/world/industrial-renovation-one-square-meter/index.html

Recycling Warehouses - 25 Adaptive Reuse Projects
https://www.archdaily.com/944211/recycling-warehouses-25-adaptive-reuse-projects

Adaptive re-use paving the way for a more sustainable construction industry
https://blog.dormakaba.com/adaptive-reuse-paving-the-way-for-a-more-sustainable-construction-industry/

En anledning til at gøre sig tanker om genanvendelse af industriens bygninger er, at der i disse år træffes mange beslutninger landet over om at udvikle tidligere industrihavne til boligområder og erhverv. I Odense er der lige nu en historisk mulighed for at udvikle og genanvende et nærmest intakt industrimiljø på den fremskudte halvø Englandskaj - i folkemunde kaldet Siloøen -  som ligger som en smal siloskyline ud mod fjorden. Hvis man altså ikke river dem ned: for den lokalplan for området, som lige nu er  i offentlig høring, sikrer ikke en bevaring af det historiske miljø, men indeholder tværtimod en nedrivningstilladelse og gør dermed  fremtiden usikker for dette stykke lokale og nationale bygningskulturarv.

Forslaget implicerer, at en fremtidig bygherre kan igangsætte nedrivning af hovedparten af siloerne og kun havnens ældste bygning Muus’ Pakhus’ ydermure sikres bevaring. I høringssvarene er der imidlertid en klar tendens til at ønske alle siloerne bevaret; de er fælles i deres indignation over det, der opfattes som kortsigtede og uigenkaldelige beslutninger, men varierede i deres begrundelser og kan læses her: https://odense.viewer.dkplan.niras.dk/plan/24#/lokalplanid/1184/20932

Få modstandere af nedrivningen - hvis overhovedet nogen - drømmer dog på slumromantisk vis om at lade gamle bygninger med et svundet formål stå uberørte og forfalde. Lad os derfor ikke tale om bevaring versus nedrivning, men i stedet for om, hvordan en genanvendelse og transformation på Odense Havn og i andre havne landet over kan give industriens bygninger et meningsfuldt og moderne liv, der tilfører byerne kvalitet. 

Luk

Jeg har efterhånden stået der mange gange, på min vej hjem. Et sted, der ellers har været fremmed, måske nærmest fjendtligt, land gennem en hel odenseansk opvækst i den anden ende af Odense. Et sted, der var uden for min forståelsessfære - en port til en hel anden verden befolket af overlæger, OB-koryfæer og andre skikkelser, jeg dårligt vidste fandtes.

På hjørnet af Hunderupvej og Læssøegade - under det enorme egetræ, der - bemærker jeg hver gang - ganske sirligt vrider, vender og drejer enhver Odenseklinke, der er anbragt over de kæmpemæssige rødder. En slags langsom brydekamp mellem civilisation og natur, hvor naturen, hver gang brolæggerne kigger den anden vej, beslutter sig for at dreje endnu en sten, for at se om de nu også denne gang vender tilbage for at strø grus. Strø grus og rette til.

Der har jeg stået igen og igen - ventende på grønt ved fodgængerfeltet. Der er aldrig så lang tid, at tankerne kan løsrive sig fra mine sanser, men der er lige lang tid nok til, at sansningen bliver andet end firskårne konstateringer. En bunden drømmeverden.

Jeg ser opad Hunderupvej. Det er fandeme et godt rum. Det tænker jeg hver gang. Et rum for mennesker.

Hvis det er en varm aften - uanset ugedag - er vinduerne til Carlsens let på klem. Ofte hjulpet på vej af en sko eller en trøje, i stedet for en traditionel hasp. Som om det ligesom skulle omgå det faktum, at de nærmeste naboer kan høre alt, hvad der bliver sagt, råbt eller grint. Vinduerne perler af damp, og et blødt lys former fortovet og de hundredevis af cykler, der har bragt aftenkåde ølkendere på værtshus. På dørtrinnet, der vender mod byen, står ofte et par mænd og ryger eller venner, der venter på nye cyklende, som ankommer fra et af de andre verdenshjørner. Arme kastes i vejret, krammere spærrer fortovet, smil tager imod.

Når jeg står og venter, er der også lige tid til at blive irriteret. Over Barfoeds grimme forzinkede vimpellogoer, der - helt urimeligt - har approprieret byrummet og historien svajende over de to markante hjørnebygninger på Hunderupvej og Læssøegade.

Så bliver der grønt, og jeg går op ad Hunderupvej. Kigger på gadens tag, hvor uægte akacier eller robinier - det tror jeg i hvert fald, det er, tårner op. Træer, der grønner sent og smider bladene tidligt, men som uanset årstiden har en skulpturel krone, der giver byrummet et tag og et endnu mere menneskeligt ansigt. Når jeg går der i forsommeren, overmandes jeg af en sødlig og svagt parfumeret duft fra træets kæmpe klaser af hvide ærteplanteagtige blomster. En duft, der er endnu mere i min bevidsthed, fordi jeg ved, den varer så kort tid. Så bæres blomsterne væk i vinden og ned på gaden. Her anlægger de et fint hvidt baltæppe, der iscenesætter gadens dans, hvor forbipasserendes historier flettes kortvarigt sammen. Det minder mig om Jane Jacobs fine billede på den gode bys gader, hvor mennesker møder hinanden i en ukoordineret og improviseret ballet:

"This order is all composed of movement and change, and although it is life, not art, we may fancifully call it the art form of the city and liken it to the dance — not to a simple-minded precision dance with everyone kicking up at the same time, twirling in unison and bowing off en masse, but to an intricate ballet in which the individual dancers and ensembles all have distinctive parts which miraculously reinforce each other and compose an orderly whole. The ballet of the good city sidewalk never repeats itself from place to place, and in any once place is always replete with new improvisations."

Jeg går forbi Carlsens og rammer Hunderupvejs krumning. På højre side er fortovet bredt og bygningerne formet af hverdagens behov - simple, men relativt fine, med høje kældervinduer, som fortæller historier. De fleste lejeboliger. På venstre side de majestætiske, pyntede karrébyggerier - begge sider i lavmælt samtale om røde tegl. Vellykket integration uden assimilering.

Jeg tænker på fortidens Hunderupvej. På dengang, hvor sporvognen bragte weekendglade odenseanere op ad gaden og til Hunderup Skov. Dengang, hvor forhaver indtog en del af det nu brede fortov.

Og det minder mig om, at de høje kældervinduer er på højre side, fordi det var her, den larmende og lugtende handel foregik, kun til gene for de ikke-velhavende overboere. Som J. P. Jensens Kødudsalg, Viktualier og Kødvarefabrik på Hunderupvej 23, hvor der senere skulle komme til at ligge en Cameraforretning. Eller den lille købmandsbutik i nummer 29, der solgte mælk fra Sanderum Mejeri. Dengang, hvor hverdagen var gaden og gaden var hverdagen.

Venstre side af gaden var friholdt for den slags, fordi den var befolket af overklassen (sådan er det nok stadig). Den venstre side af gaden, hvor hver eneste bygning stadig rammer en nærmest symfonisk balance mellem særlige, smukke udskæringer på hver bygning og arkitektonisk helhedstænkning i rækken af byggerier. Noblesse Oblige. Gamle penge, der ikke glemmer sit ansvar for den by, de er formet af. Som Anton Rosens fredede byggeri fra 1902 på Hunderupvej 34 i tegl, sandsten og cementsten. Måske lidt for pyntet, tænker jeg. Men dog med en kobbervimpel, hvor der endnu står 1902 i stedet for Barfoed.

Og på altanen der øverst oppe sidder der indimellem et par unge drenge i arbejdstøj, som drikker en bajer og snakker om piger, forestiller jeg mig. De hører sgu da ikke til der på venstre side, har jeg tit tænkt og spekulerer på, om de mon bor der, og om de ved, at de sidder på en altan, der er tegnet af en af Danmarks fineste arkitekter. Og så igen, det er egentlig en bevægende tanke, tænker jeg.

Jeg slår blikket tilbage på højre side. Måske er historien ikke så langt væk, eller også går den i ring. I kælderen hos nummer 29 har nogle af beboerne åbnet en lille butik, hvor de sælger egen kunst og sliber dine knive på specielle, finkornede slibesten og læderremme. De har også sat et lille bord og et par stole ud på gaden, hvor de sidder, når solen står i formiddag - hvor de bliver en del af gadens dans. De forstår i grunden ikke, hvorfor så mange sidder i deres baggård, har de sagt til mig - og de har helt ret. Her på gaden er der både plads til at være sig selv og blive en del af andre samtidig.

100 meter gade hvor folks mødes, en balsal med grønt tag for folk til fods, en portal mellem to verdener. 100 meter gade, der fortæller historier om fortidens hverdag - og måske om fremtidens? Måske er denne lille stump gade et minde om en mulig fremtid for andre gader i Odense, hvor man både kan bo, være, handle, mødes og drikke en tår på en varm sommeraften. Hvor høj og lav bor side om side. En gade, hvor livet leves i byrum, der er bygget til mennesker?

Så skal jeg ikke længere. Her er jeg hjemme. Også selvom jeg stadig siger til folk, at jeg bor ved Carlsens - og ikke på Hunderupvej.

Luk

Det er min klare overbevisning, at man sagtens kan være berettiget i en kritik, uden at være i stand til at levere et bedre alternativ. Jeg er ganske enkelt uenig i den sommetider påståede universelle gyldighed af modargumentet; hvis du ikke kan finde på en bedre, løsning kan vi ikke bruge din indvending til noget. 

Kritikken

Man har over de sidste år kunne spore en kritisk og måske ligefrem negativ indstilling mod den transformation, byen, vi alle bor i, gennemgår. Byens Ø; T. B. Thriges gade osv. Artiklen Bygges byen bedre? fra tidligere på året er blot et eksempel herpå, mens grupper som Bevar Siloøen er et eksempel på en måske ligefrem transformationskritisk gruppe.

For et par måneder siden sad jeg som tilskuer til en række oplæg om byaktivisme og by-transformation med særligt fokus på arkitektur. Først og fremmest blev jeg klogere af at sidde der. Men jeg fik også øje på en nuance, jeg ikke indtil da havde haft blik for. Nemlig at de som fastholder den kritiske indstilling mod fornyelse og omdannelse af byrum uretmæssigt afkræves en alternativ løsning i det de fremsætter den pågældende kritik.

Kravet om et alternativ?

Med det mener jeg, at når man som gruppe eller som individ opponerer imod en politisk beslutning, så kan det meget vel være at man står markant stærkere, hvis man er i stand til at fremsætte et bedre alternativ. Men det kan ikke være en nødvendig betingelse for den borger eller borgergruppe, der fremsætter en kritik mod en politisk beslutning, at den eller de også er i stand til samtidig at fremsætte et alternativ som alt andet lige vurderes til at have bedre konsekvenser, end den oprindelige beslutning måtte have.

Modargumenter

Det er der mange ret udmærkede argumenter for, men her følger to, som jeg håber kan være med til at sætte en smule skik på diskussioner med politisk indhold, næste gang to konservative byrådspolitikere sniger sig ind ad bagvejen og kupper et oplæg om bytransformation, for at tjene lidt billige point på borgerinddragelseskontoen.

Min ambition med dette oplæg er at inspirere til refleksion over politisk engagement. Uanset om debatten handler om de omgivelser vi befinder os i eller om den infrastruktur og service vi får for vores månedlige modydelser, så handler det vel om retten til holdninger til den by, vi alle udgør en del af befolkningsgrundlaget for.

Sudoku-løseren

Forestil dig et vilkårligt menneske; Eller forestil dig måske hellere et gennemsnitligt menneske. Dette gennemsnitlige menneske har en række egenskaber og heriblandt er hendes evne til at løse sudokuer. Helt gennemsnitlig er hun dog ikke, for hun holder af at løse sudokuer og bruger derfor hver weekend 3 timer på at løse de små japanske matematikgåder. Hendes regelmæssige træningspas har gjort at hun nu er gennemsnitlig i sit sudoku-løserniveau.

Den gennemsnitlige sudokuløser holder lige netop den avis hun holder, fordi redaktionen på bagsiden har fundet plads til ikke mindre end 3 sudokuer. Hun modtager avisen lørdag og søndag og bruger derfor en halv time per sudoku over weekenden på at sidde og nørkle i de mange kvadrater.

Klager-og-tværs

En lørdag formiddag opdager hun til hendes store skuffelse, at de tre sudokuer er blevet til én, og at man har vægtet en forstørrelse af krydsogtværsen over hendes elskede matematikgåder.

Med det samme sætter hun sig for at skrive en klage til den avis, hun ellers har haft så meget glæde af gennem årene. Hun meddeler dem i denne mail, at hun har i sinde at finde en anden avis, hvis de ikke omgående genindfører de tre sudokuer og straks forviser den imperialistiske ordleg, til det hjørne der i alle disse år havde været tilstrækkeligt. Avisen svarer mandag morgen den gennemsnitlige sudokuløser, at omstruktureringen skyldes et konstatérbart fald i sudokuløsere blandt avisens læsere, og at krydsogtværs-løserne igen udgør en større gruppe end sudokuløserne.

Supporter og faktisk

Den lidt friske kundesupporter, der denne mandag morgen sidder ved tasterne, svarer den gennemsnitlige sudokuløser, at hun da skal være mere end velkommen til af komme med et bedre alternativ, som supporteren så med glæde skal viderebringe bagside-redaktøren. Sudokuløseren afslår naturligvis, da hun jo godt kan se, at hun står med en tabt sag.

Men hvad hverken kundesupporteren eller sudokuløseren ved er, at inden for en relativt kort periode har flere forskellige tidsskrifter såvel som ugeblade lavet aggressive fremstød for netop at markedsføre til sudokuløser-segmentet, da dette segment i modsætning til krydsogtværs-løsere faktisk udgør den største samlede kundegruppe.

Uden at vide det havde sudokuløseren således fremsat et bedre alternativ, men da ingen af de involverede parter var i stand til at vurdere alternativet i lyset af alt relevant data, fremstod alternativet desværre ikke som sådan.

Tilpassede ønsker

En anden mere akademisk funderet argumentationsrække tager afsæt i sociolog og politisk teoretiker Jon Elsters begreb om Adaptiv præference formation, som betegner en mekanisme i det menneskelige erkende-apparat.

I et hyppigt parafraseret antropologisk studie angiveligt fra midten af det 19. århundrede noterer en gruppe forskere sig, at slaver i de amerikanske sydstaters bomuldsmarker ikke lader til at nære et brændende ønske om frihed. Adspurgt om deres mest brændende ønsker svarer flere stik imod forventningerne ting som mere mad eller bedre sovepladser etc..

Studiet er efterfølgende blevet taget til indtægt for, at vise hvordan vi mennesker tilpasser vores ønsker, så de figurerer inden for en mere realistisk ramme. Og hermed at vores omstændigheder er betingende for vores ønsker, hvilket i forbindelse med førnævnte studie forklarer hvorfor flere af slaverne ikke var i stand til at formulere ønsket om at blive sat fri, før det på grund af en ændring af de ydre omstændigheder kunne opfattes som en reel mulighed.

Rigtigheden af gengivelsen dette antropologiske studie er flere gange blevet anfægtet, men ikke desto mindre illustrerer det ganske fint den mekanisme som Jon Elster udpeger, og som han ret overbevisende argumenterer for faktisk er at spore i os alle.

Ufuldstændige optegnelser

Når man skal træffe et valg, gør man det ud fra en oftest ufuldstændig liste over muligheder. Hvis jeg for eksempel skal flytte, fordi jeg er sagt op i min nuværende lejlighed, så opstiller jeg en liste over mulige løsninger i hovedet og træffer mit foreløbige valg herudfra. Og det er på trods af den ufuldstændighed, der kendetegner denne liste. Jeg havde ikke overvejet muligheden for at bo på Odense havn, før der blev bygget boliger der, og jeg havde heller ikke overvejet Skibhuskvarteret, før jeg fik en kammerat der viste mig, at her kunne man faktisk også bo; For bare at nævne et par banale eksempler.

Urealistiske alternativer

Jeg har ikke inddraget Elster for at blot at minde om, hvordan vi træffer valg ud fra ufuldstændige optegnelser over muligheder, men derimod for at gøre opmærksom på at der er systematiske fejl i disse ufuldstændige optegnelser. Når vi i en given politisk diskussion bliver bedt om at levere et alternativ, så er dette alternativ, hvis vi følger Elster, meget sjældent visionært, fordi det visionære netop er et urealistisk alternativ.

Det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise dem hvordan de skal gøre i SKAT, for at være berettiget i min kritik. Og det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise hvordan de skal ændre i en lokalplan for at sikre fornuftige byggerier på Odense havn, for at jeg har ret til at mene at der prioriteres forkert. Men der er så afgjort min ret at komme med indsigelser imod ethvert - i mine øjne - ufornuftigt løsningsforslag.

Visionæren

Og det er netop det, der er pointen. For slaverne som - fiktivt eller ej - ikke selv var i stand til at formulere ønsket om frihed, havde ikke i ringere grad fortjent den. Det skal være okay at fremsætte en kritik, uden selv at være i stand til at formulere et alternativt og bedre ønske på egen hånd. 

Håbet er at visionæren en dag hører råbet og måske kan hjælpe med at formulere dette alternativ. Men for at hun kan høre det, er det vigtigt at kritikken kan råbes.

Luk

Det er blevet tradition at mine søskende,  jeg og vores fusionerede venneflok sejler vores skib til Odense under Havnekulturfestivalen. Årets indsejling var en heldig butterflytur gennem det snævre indløb som endte i 20 minutters cirkelmanøvretræning foran Odins Bro, imens der blev danset salsa ude på stævnen til et helt genialt Mø remix. Vi kaster trosserne ved Byens Ø, sender snaps og gruppe sms’er, og aftenen tager fart i beruselse og dybe tallerkener med ruskumsnusk-gryderet. Båden er proppet og glad. Med cirka et tons gæster ombord siger ekkoloddet 0,4m og dannebrogs snipper ligger da også og dypper godt ned i det plumrede grønne havnevand. Men kaptajnen er ikke bekymret, og så er besætningen det jo heller ikke. Tusind røverhistorier, kys og kram senere falder vi alle i søvn, arm i arm, svøbt i uldtæpper og kapokpuder.

Da vi vågner om formiddagen, er festivalen begyndt omkring os. Der dufter af grill og samosas. En jævn strøm af paddleboarders, kanoer og gule vandcykler passerer forbi imens vi gør morgenstatus, fikser en sprungen guitarstreng, spiser ostemadder og smørrer faktor 30 på hinandens rygge. Havnefogeden kigger også forbi til en sludder, en kop kaffe og et mobilepay. Han har ikke så travlt, for selvom der er havnefest er bådpladserne ikke engang tilnærmelsesvis fuldt booket. Én har været ude og finde et festivalprogram, og vi bliver overraskede over hvor meget der er at opleve. Og så går dagene. Alt for hurtigt. Koncerter, skateboards og hudafskrabninger garanterer en storsnorkende båd hver nat. Det er ret fantastisk at have en lille base midt i virvaret, ligesom mange har, oppe i de store boligblokke over alt hernede på havnen, men der sker alligevel noget specielt når man træder ombord på den båd. Al proviant bliver fælleseje, der hilses på nye ansigter og der udveksles historier på kryds og tværs om det som man uundgåeligt har misset rundt omkring på havnen.

Hermed et slag slået for Havnekulturfestivalen. Og nu tilbage ud på det ruskende hav, ligge for svaj og læse lidt mere Troels Kløvedal, sommerens cheesy guilty pleasure.

Luk