Jeg har efterhånden stået der mange gange, på min vej hjem. Et sted, der ellers har været fremmed, måske nærmest fjendtligt, land gennem en hel odenseansk opvækst i den anden ende af Odense. Et sted, der var uden for min forståelsessfære - en port til en hel anden verden befolket af overlæger, OB-koryfæer og andre skikkelser, jeg dårligt vidste fandtes.
På hjørnet af Hunderupvej og Læssøegade - under det enorme egetræ, der - bemærker jeg hver gang - ganske sirligt vrider, vender og drejer enhver Odenseklinke, der er anbragt over de kæmpemæssige rødder. En slags langsom brydekamp mellem civilisation og natur, hvor naturen, hver gang brolæggerne kigger den anden vej, beslutter sig for at dreje endnu en sten, for at se om de nu også denne gang vender tilbage for at strø grus. Strø grus og rette til.
Der har jeg stået igen og igen - ventende på grønt ved fodgængerfeltet. Der er aldrig så lang tid, at tankerne kan løsrive sig fra mine sanser, men der er lige lang tid nok til, at sansningen bliver andet end firskårne konstateringer. En bunden drømmeverden.
Jeg ser opad Hunderupvej. Det er fandeme et godt rum. Det tænker jeg hver gang. Et rum for mennesker.
Hvis det er en varm aften - uanset ugedag - er vinduerne til Carlsens let på klem. Ofte hjulpet på vej af en sko eller en trøje, i stedet for en traditionel hasp. Som om det ligesom skulle omgå det faktum, at de nærmeste naboer kan høre alt, hvad der bliver sagt, råbt eller grint. Vinduerne perler af damp, og et blødt lys former fortovet og de hundredevis af cykler, der har bragt aftenkåde ølkendere på værtshus. På dørtrinnet, der vender mod byen, står ofte et par mænd og ryger eller venner, der venter på nye cyklende, som ankommer fra et af de andre verdenshjørner. Arme kastes i vejret, krammere spærrer fortovet, smil tager imod.
Når jeg står og venter, er der også lige tid til at blive irriteret. Over Barfoeds grimme forzinkede vimpellogoer, der - helt urimeligt - har approprieret byrummet og historien svajende over de to markante hjørnebygninger på Hunderupvej og Læssøegade.
Så bliver der grønt, og jeg går op ad Hunderupvej. Kigger på gadens tag, hvor uægte akacier eller robinier - det tror jeg i hvert fald, det er, tårner op. Træer, der grønner sent og smider bladene tidligt, men som uanset årstiden har en skulpturel krone, der giver byrummet et tag og et endnu mere menneskeligt ansigt. Når jeg går der i forsommeren, overmandes jeg af en sødlig og svagt parfumeret duft fra træets kæmpe klaser af hvide ærteplanteagtige blomster. En duft, der er endnu mere i min bevidsthed, fordi jeg ved, den varer så kort tid. Så bæres blomsterne væk i vinden og ned på gaden. Her anlægger de et fint hvidt baltæppe, der iscenesætter gadens dans, hvor forbipasserendes historier flettes kortvarigt sammen. Det minder mig om Jane Jacobs fine billede på den gode bys gader, hvor mennesker møder hinanden i en ukoordineret og improviseret ballet:
"This order is all composed of movement and change, and although it is life, not art, we may fancifully call it the art form of the city and liken it to the dance — not to a simple-minded precision dance with everyone kicking up at the same time, twirling in unison and bowing off en masse, but to an intricate ballet in which the individual dancers and ensembles all have distinctive parts which miraculously reinforce each other and compose an orderly whole. The ballet of the good city sidewalk never repeats itself from place to place, and in any once place is always replete with new improvisations."
Jeg går forbi Carlsens og rammer Hunderupvejs krumning. På højre side er fortovet bredt og bygningerne formet af hverdagens behov - simple, men relativt fine, med høje kældervinduer, som fortæller historier. De fleste lejeboliger. På venstre side de majestætiske, pyntede karrébyggerier - begge sider i lavmælt samtale om røde tegl. Vellykket integration uden assimilering.
Jeg tænker på fortidens Hunderupvej. På dengang, hvor sporvognen bragte weekendglade odenseanere op ad gaden og til Hunderup Skov. Dengang, hvor forhaver indtog en del af det nu brede fortov.
Og det minder mig om, at de høje kældervinduer er på højre side, fordi det var her, den larmende og lugtende handel foregik, kun til gene for de ikke-velhavende overboere. Som J. P. Jensens Kødudsalg, Viktualier og Kødvarefabrik på Hunderupvej 23, hvor der senere skulle komme til at ligge en Cameraforretning. Eller den lille købmandsbutik i nummer 29, der solgte mælk fra Sanderum Mejeri. Dengang, hvor hverdagen var gaden og gaden var hverdagen.
Venstre side af gaden var friholdt for den slags, fordi den var befolket af overklassen (sådan er det nok stadig). Den venstre side af gaden, hvor hver eneste bygning stadig rammer en nærmest symfonisk balance mellem særlige, smukke udskæringer på hver bygning og arkitektonisk helhedstænkning i rækken af byggerier. Noblesse Oblige. Gamle penge, der ikke glemmer sit ansvar for den by, de er formet af. Som Anton Rosens fredede byggeri fra 1902 på Hunderupvej 34 i tegl, sandsten og cementsten. Måske lidt for pyntet, tænker jeg. Men dog med en kobbervimpel, hvor der endnu står 1902 i stedet for Barfoed.
Og på altanen der øverst oppe sidder der indimellem et par unge drenge i arbejdstøj, som drikker en bajer og snakker om piger, forestiller jeg mig. De hører sgu da ikke til der på venstre side, har jeg tit tænkt og spekulerer på, om de mon bor der, og om de ved, at de sidder på en altan, der er tegnet af en af Danmarks fineste arkitekter. Og så igen, det er egentlig en bevægende tanke, tænker jeg.
Jeg slår blikket tilbage på højre side. Måske er historien ikke så langt væk, eller også går den i ring. I kælderen hos nummer 29 har nogle af beboerne åbnet en lille butik, hvor de sælger egen kunst og sliber dine knive på specielle, finkornede slibesten og læderremme. De har også sat et lille bord og et par stole ud på gaden, hvor de sidder, når solen står i formiddag - hvor de bliver en del af gadens dans. De forstår i grunden ikke, hvorfor så mange sidder i deres baggård, har de sagt til mig - og de har helt ret. Her på gaden er der både plads til at være sig selv og blive en del af andre samtidig.
100 meter gade hvor folks mødes, en balsal med grønt tag for folk til fods, en portal mellem to verdener. 100 meter gade, der fortæller historier om fortidens hverdag - og måske om fremtidens? Måske er denne lille stump gade et minde om en mulig fremtid for andre gader i Odense, hvor man både kan bo, være, handle, mødes og drikke en tår på en varm sommeraften. Hvor høj og lav bor side om side. En gade, hvor livet leves i byrum, der er bygget til mennesker?
Så skal jeg ikke længere. Her er jeg hjemme. Også selvom jeg stadig siger til folk, at jeg bor ved Carlsens - og ikke på Hunderupvej.
Til forsiden