Det er min klare overbevisning, at man sagtens kan være berettiget i en kritik, uden at være i stand til at levere et bedre alternativ. Jeg er ganske enkelt uenig i den sommetider påståede universelle gyldighed af modargumentet; hvis du ikke kan finde på en bedre, løsning kan vi ikke bruge din indvending til noget.
Kritikken
Man har over de sidste år kunne spore en kritisk og måske ligefrem negativ indstilling mod den transformation, byen, vi alle bor i, gennemgår. Byens Ø; T. B. Thriges gade osv. Artiklen Bygges byen bedre? fra tidligere på året er blot et eksempel herpå, mens grupper som Bevar Siloøen er et eksempel på en måske ligefrem transformationskritisk gruppe.
For et par måneder siden sad jeg som tilskuer til en række oplæg om byaktivisme og by-transformation med særligt fokus på arkitektur. Først og fremmest blev jeg klogere af at sidde der. Men jeg fik også øje på en nuance, jeg ikke indtil da havde haft blik for. Nemlig at de som fastholder den kritiske indstilling mod fornyelse og omdannelse af byrum uretmæssigt afkræves en alternativ løsning i det de fremsætter den pågældende kritik.
Kravet om et alternativ?
Med det mener jeg, at når man som gruppe eller som individ opponerer imod en politisk beslutning, så kan det meget vel være at man står markant stærkere, hvis man er i stand til at fremsætte et bedre alternativ. Men det kan ikke være en nødvendig betingelse for den borger eller borgergruppe, der fremsætter en kritik mod en politisk beslutning, at den eller de også er i stand til samtidig at fremsætte et alternativ som alt andet lige vurderes til at have bedre konsekvenser, end den oprindelige beslutning måtte have.
Modargumenter
Det er der mange ret udmærkede argumenter for, men her følger to, som jeg håber kan være med til at sætte en smule skik på diskussioner med politisk indhold, næste gang to konservative byrådspolitikere sniger sig ind ad bagvejen og kupper et oplæg om bytransformation, for at tjene lidt billige point på borgerinddragelseskontoen.
Min ambition med dette oplæg er at inspirere til refleksion over politisk engagement. Uanset om debatten handler om de omgivelser vi befinder os i eller om den infrastruktur og service vi får for vores månedlige modydelser, så handler det vel om retten til holdninger til den by, vi alle udgør en del af befolkningsgrundlaget for.
Sudoku-løseren
Forestil dig et vilkårligt menneske; Eller forestil dig måske hellere et gennemsnitligt menneske. Dette gennemsnitlige menneske har en række egenskaber og heriblandt er hendes evne til at løse sudokuer. Helt gennemsnitlig er hun dog ikke, for hun holder af at løse sudokuer og bruger derfor hver weekend 3 timer på at løse de små japanske matematikgåder. Hendes regelmæssige træningspas har gjort at hun nu er gennemsnitlig i sit sudoku-løserniveau.
Den gennemsnitlige sudokuløser holder lige netop den avis hun holder, fordi redaktionen på bagsiden har fundet plads til ikke mindre end 3 sudokuer. Hun modtager avisen lørdag og søndag og bruger derfor en halv time per sudoku over weekenden på at sidde og nørkle i de mange kvadrater.
Klager-og-tværs
En lørdag formiddag opdager hun til hendes store skuffelse, at de tre sudokuer er blevet til én, og at man har vægtet en forstørrelse af krydsogtværsen over hendes elskede matematikgåder.
Med det samme sætter hun sig for at skrive en klage til den avis, hun ellers har haft så meget glæde af gennem årene. Hun meddeler dem i denne mail, at hun har i sinde at finde en anden avis, hvis de ikke omgående genindfører de tre sudokuer og straks forviser den imperialistiske ordleg, til det hjørne der i alle disse år havde været tilstrækkeligt. Avisen svarer mandag morgen den gennemsnitlige sudokuløser, at omstruktureringen skyldes et konstatérbart fald i sudokuløsere blandt avisens læsere, og at krydsogtværs-løserne igen udgør en større gruppe end sudokuløserne.
Supporter og faktisk
Den lidt friske kundesupporter, der denne mandag morgen sidder ved tasterne, svarer den gennemsnitlige sudokuløser, at hun da skal være mere end velkommen til af komme med et bedre alternativ, som supporteren så med glæde skal viderebringe bagside-redaktøren. Sudokuløseren afslår naturligvis, da hun jo godt kan se, at hun står med en tabt sag.
Men hvad hverken kundesupporteren eller sudokuløseren ved er, at inden for en relativt kort periode har flere forskellige tidsskrifter såvel som ugeblade lavet aggressive fremstød for netop at markedsføre til sudokuløser-segmentet, da dette segment i modsætning til krydsogtværs-løsere faktisk udgør den største samlede kundegruppe.
Uden at vide det havde sudokuløseren således fremsat et bedre alternativ, men da ingen af de involverede parter var i stand til at vurdere alternativet i lyset af alt relevant data, fremstod alternativet desværre ikke som sådan.
Tilpassede ønsker
En anden mere akademisk funderet argumentationsrække tager afsæt i sociolog og politisk teoretiker Jon Elsters begreb om Adaptiv præference formation, som betegner en mekanisme i det menneskelige erkende-apparat.
I et hyppigt parafraseret antropologisk studie angiveligt fra midten af det 19. århundrede noterer en gruppe forskere sig, at slaver i de amerikanske sydstaters bomuldsmarker ikke lader til at nære et brændende ønske om frihed. Adspurgt om deres mest brændende ønsker svarer flere stik imod forventningerne ting som mere mad eller bedre sovepladser etc..
Studiet er efterfølgende blevet taget til indtægt for, at vise hvordan vi mennesker tilpasser vores ønsker, så de figurerer inden for en mere realistisk ramme. Og hermed at vores omstændigheder er betingende for vores ønsker, hvilket i forbindelse med førnævnte studie forklarer hvorfor flere af slaverne ikke var i stand til at formulere ønsket om at blive sat fri, før det på grund af en ændring af de ydre omstændigheder kunne opfattes som en reel mulighed.
Rigtigheden af gengivelsen dette antropologiske studie er flere gange blevet anfægtet, men ikke desto mindre illustrerer det ganske fint den mekanisme som Jon Elster udpeger, og som han ret overbevisende argumenterer for faktisk er at spore i os alle.
Ufuldstændige optegnelser
Når man skal træffe et valg, gør man det ud fra en oftest ufuldstændig liste over muligheder. Hvis jeg for eksempel skal flytte, fordi jeg er sagt op i min nuværende lejlighed, så opstiller jeg en liste over mulige løsninger i hovedet og træffer mit foreløbige valg herudfra. Og det er på trods af den ufuldstændighed, der kendetegner denne liste. Jeg havde ikke overvejet muligheden for at bo på Odense havn, før der blev bygget boliger der, og jeg havde heller ikke overvejet Skibhuskvarteret, før jeg fik en kammerat der viste mig, at her kunne man faktisk også bo; For bare at nævne et par banale eksempler.
Urealistiske alternativer
Jeg har ikke inddraget Elster for at blot at minde om, hvordan vi træffer valg ud fra ufuldstændige optegnelser over muligheder, men derimod for at gøre opmærksom på at der er systematiske fejl i disse ufuldstændige optegnelser. Når vi i en given politisk diskussion bliver bedt om at levere et alternativ, så er dette alternativ, hvis vi følger Elster, meget sjældent visionært, fordi det visionære netop er et urealistisk alternativ.
Det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise dem hvordan de skal gøre i SKAT, for at være berettiget i min kritik. Og det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise hvordan de skal ændre i en lokalplan for at sikre fornuftige byggerier på Odense havn, for at jeg har ret til at mene at der prioriteres forkert. Men der er så afgjort min ret at komme med indsigelser imod ethvert - i mine øjne - ufornuftigt løsningsforslag.
Visionæren
Og det er netop det, der er pointen. For slaverne som - fiktivt eller ej - ikke selv var i stand til at formulere ønsket om frihed, havde ikke i ringere grad fortjent den. Det skal være okay at fremsætte en kritik, uden selv at være i stand til at formulere et alternativt og bedre ønske på egen hånd.
Håbet er at visionæren en dag hører råbet og måske kan hjælpe med at formulere dette alternativ. Men for at hun kan høre det, er det vigtigt at kritikken kan råbes.
Til forsiden