“I ska lige passe på, for vandet er meget vådt i dag.” Manden som leverer vitsen holder masken lige længe nok til at smilet kan brede sig i vores ansigter, hvorefter han selv anerkender sin egen morsomhed. Vittigheden er ikke ny, ligesom receptionen vi står i, eller sågar manden selv. På Klosterbakken er der blevet leveret dårlige vittigheder i umindelige tider.

Jeg ved faktisk ikke hvad han hedder, men til gengæld har jeg ikke tal på hvor mange gange jeg har hørt ham stoppe en af de andre gæster i baderummet, for at forsøde tilværelsen med oldgamle morsomheder. Mange af formiddagens badegæster, inklusive mig selv, er nemlig regulars. En speciel blanding af mennesker, med badetrang til fælles, mødes uge efter uge omkring brusebad og sauna. Snakken går her både løst og fast, men det vender jeg tilbage til.

Når den værste snakketrang er forløst, falder der ofte en kommentar i retning af “nå, jeg må sgu også hellere få svømmet noget”. Svømning på Klosterbakken er nemlig, selvom det er enormt sundt, sjovt og dejligt, ikke nødvendigvis primært. Da min far og jeg selv for 15 år siden lagde rammerne for vores ugentligt svømmehalsbesøg, planlagde vi også tre ligeværdige etaper: 1: Svømning, 2: Sauna og 3: Kaffe og rundstykke. Der var ikke tale om at undlade et element, og hvis vi var i tidspres, måtte vi skære ned på de første to.

Etape 1: Svømning

Hvis en udenforstående står på stranden en varm sommerdag, vil vedkommende undres over hvordan de andre strandgæster på skift traver ned til vandet, forsigtigt men stålsat trodser brænding og indledende kuldechok, og til sidst sænker sig så langt under vandet at kun hovedet stikker op. Efter nogle sekunders eller minutters aktivitet vender de tilbage til håndklædet og solens territorie for at varmes op igen, blot for at gentage hele processen igen.

Svømning er vel nok det tætteste vi kommer på at flyve uden at skulle til at gro vinger. Kroppen omsluttes af en kølig hånd med en besynderlig kraft. Den er stærk nok til at holde tyngdekraften i skak, men man kan stadig med et spark og et greb kaste sig frem igennem vandet, dykke ned og glide sagte imellem strømningerne. Og så gider jeg ikke fortælle om hvor sundt det er.

Klosterbakken blev totalrenoveret for et par år siden, hvor et imponerende vinduesparti blev opført i hele den ene side af hallen. Selvom man har tilladt etagebyggeri lige uden for vinduet, er vinduet så stort at solen på en velmagtsdag får lov til at passere uhindret ind i hele hallen og forgylde såvel motionister som snakkeonkler.

Etape 2: Sauna

Når man er blevet enig med sin svømmepartner (og sådan en anbefaler jeg på det kraftigste at man har), om at man er blevet tilstrækkeligt aktiveret, trækker man efter hurtigt klorafvask ind i saunaen. Herinde er der tungt på en anden måde. Varmen tynger dig ned i sædet og truer med at lukke ned for al aktivitet. Alligevel springer samtalen frem herinde i den hede murstenshule. Selvom de rumlige dimensioner er små bliver der plads til at lufte holdninger som vil gøre de fleste politikere eller OB-spillere røde om ørene.

De personlige historier og problemer dukker også op, for man er lidt mere ligeværdige når man sidder der på række og udholder varmen sammen. Ud kommer bekymringer, klager, forståelser og irettesættelser, samt selvfølgelig vitser fra før krigen.

Saunaen har faktisk en 2. underetape i form af den kolde bruser, som venter udenfor døren. Om sommeren en velsignelse og om vinteren en ærkefjende, men der er ingen vej udenom, hvis man vil gøre sig “fortjent til kaffe”.

Etape 3: Kaffe og rundstykke

Fra svømmehallens entré kan man vælge mellem to forskellige trapper for at komme op til cafeteriet. Vi tager altid den nordlige trappe, hvor en skulptur ved navn “Badepigen” hilser os velkommen i den balsal, vi kender som Klosterbakkens café. Jeg vil skyde på at der 7 meter til loftet. De høje søjler er malet i lysegule farver og der hænger tre enorme glaskugler som kan oplyse salen, når altså ikke de enorme vinduespartier klarer det. Med rammerne i mente, kunne man frygte at kaffen kostede en arm og et ben, men det er ikke sådan en café, de driver på Klosterbakken.

Bordene står i små sæt langs vinduerne i begge sider af lokalet, og der er indrettet til langbord midt i lokalet. De er af den slags, man normalt ville kalde “kommuneagtige”. De overdådige lokaler er nemlig ikke (kun) tiltænkt grever og baroner, men i højere grad helt almindelige mennesker, som kan nyde helt almindelig kaffe, rundstykker, smørrebrød og måske en øl. Du kan ikke få en dobbeltshot cortado, til gengæld kan alle være med, for priserne er også almindelige.

At binde fysisk træning sammen med sauna og kaffe burde være en menneskeret. De fleste mennesker som kommer i caféen er ikke de typer du normalt ser i træningscenteret. Her kommer hele befolkningen, men især er pensionisterne repræsenteret. Sammenholdet mellem svømmepartnere og forventningen om en kop kaffe her i balsalen gør det væsentligt nemmere at komme op af sofaen og ud ad døren.

Kampen

Svømmehallen Klosterbakken er en perle i byen. Der er mange enkelte detaljer som kan roses, men det er helheden der hæver stedet op på et højere niveau. Tidligere har jeg kastet min kærlighed efter det gratis havnebad, men Klosterbakken er andet og mere. En badeanstalt af den kaliber er en stor gave, som vi giver til os selv. Jeg kan ikke forestille mig en motionsform som er bedre for den helt brede befolkning, som kræver så lidt udstyr, og som er så naturligt et samlingspunkt.

Desværre er Klosterbakken på det seneste blevet udsat for det min gode ven kalder for “kassetænkning”. Det er nemlig blevet bemærket i centraladministrationen at caféen giver underskud. På den baggrund og med henvisning til at kommunen af en eller anden grund ikke skal føre cafévirksomhed, gik Odense Idrætsparks ledelse igang med at finde en måde at få slettet posten fra budgettet.

Derfor blev ansvaret for caféen fra 1. maj overtaget af en privat forpagter, som i første omgang vil drive caféen på deltid, og sidenhen på fuld tid. I forhold til en lukning er dette selvfølgelig langt at foretrække, men jeg får alligevel en lidt underlig smag i munden over sagen.

En privat forpagter kan jo være lige så god som en kommunal, men hvad sker der hvis den private forpagter også får underskud? En privat vil næppe fortsætte driften med røde tal, og så er caféen lukningstruet igen. I så fald vil kommunen dog have rene hænder og næppe garantere driften af caféen. Givet at caféen har givet underskud før er det altså ikke et helt usandsynligt scenarie.

Det er ikke fordi jeg mener at kommunen bare skal drive underskudsforretninger for sjov. Situationen i Klosterbakken er dog anderledes, fordi det ikke giver mening at betragte café og svømmehal hver for sig. De lever i en form for symbiose, og man kan frygte at en krise i caféen kan gå ud over selve svømmehallen.

Selvom den værste fare er overstået, er Klosterbakken kommet på lidt usikker grund, og der kan skulle kæmpes for svømmehallens fremtid. En sejr kræver at byens beslutningstagere overbevises om at Klosterbakken er værd at værne om. Det kan du gøre ved at skrive til dem i by- og kulturforvaltningen på bkf@odense.dk eller i Odense Idrætspark på idraetsparken@odense.dk og fortælle dem hvorfor de skal passe på vores fantastiske svømmehal i centrum. Jeg synes at følgende ord fra indvielsestalen fra 1938 godt kan bringes igen 80 år efter:

"I dette hus skal vor bys ungdom lære at svømme. Her skal både unge og ældre, både mænd og kvinder kunne dyrke svømmesportens glæder, og det er vort håb, at Odense Svømmehal må svare til forventningerne og blive taget i brug til den yderste ydeevne."

Den nemmeste måde at støtte Klosterbakken på er simpelthen at bruge den. Hvis du ikke endnu har gennemført de tre etaper, vil jeg stærkt anbefale det. Så støtter du både byen og dig selv. 

Til forsiden