Vi skal ud på en rejse. Ikke en spirituel rejse ind i os selv og heller ikke en rejse til et fjernt eksotisk land. Vi skal rejse til enden af byen og ud til Syddansk Universitets betoncampus på Campusvej 55, hvor over 20.000 studerende har deres daglige gang.

Ruten fra bymidte til fredagsbar danner et nærmest perfekt tværsnit af Odense. På godt og ondt. Turen, vi skal på, er ikke udvalgt til fortællingen. Det er bare den, jeg cykler hver dag.

Professor Labri

Vores rejse starter i Albanikvarteret lige syd for åen, hvor jeg har boet på forskellige adresser siden 2009. Lange nydelige grusanlagte gader med gamle arbejderhuse, som er piftet op i pastelfarver, leder op til Professor Labri, eller som det hed før i tiden: Bunkeren. Her er virkeligt hyggeligt. Manden, som stikker sit hoved med den høje hat samt stok- og cigarførende hænder op af betonbunkeren, er blevet beklædt med en sort, børnesikret, blød habit og tilhørende butterfly.

Gøglerens egne citater pryder den gule børnebarriere, som omkranser legepladsen, som kvarterets unge forældre om sommeren valfarter til i weekenderne, eller når der er mødreklub. Vi forlader Skt. Knuds Gade-kvarterets åndehul og sætter kursen op ad Fredensgade.

Bautaport

Hjallelsevej er hårdt trafikeret, men når man slipper over, kan man nyde det store kunstværk på Odense Friskoles sydmur, som jeg altid troede var en sædcelle, men som viser sig at bære navnet “Bautaport”. Det virker passende, for vi skal nemlig forlade byens trafik og begive os ud i ligusterjunglen. Skjold Burnes vinhandel og blomsterhandleren ved siden af er sidste mulighed for forkælende detailhandel på vej fra at have hentet ungerne på friskolen, da hovedparten af butikslokalerne ud mod ringvejen kun sælger takeaway. Vi stryger imellem friskolen og vinhandleren og kører om kap med de børn, som har idræt på de beskyttede villaveje.

Udover en kolonihave og en enkelt boligblok er der ikke synligt opbrud i parcelhusplanen langs vores lidt alternative rute imod universitetet. Husene ser lidt billigere ud, men de er store og solide, og her bor vist mest kernefamilier. Første nævneværdige undtagelse er samtidig noget, som minder os om, hvor vi er på vej hen; 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej.

4.maj Kollegiet

Det røde murstenkompleks minder mig om mine bedsteforældres blok i Bolbro, men bag murene finder man hverken børneværelser eller dagligstuer. Derimod en bastion af ungdom midt i den indre forstadsidyl. Jeg kan huske, at jeg fantaserede om at flytte herind, da jeg startede på studiet, fordi det var et af de kollegier, som lå tættest på byen. Desværre var der ingen af mine forfædre, der havde forsøgt at ofre livet i kampen mod tyskerne, sådan at jeg kunne have ansøgt. Da jeg spillede i det legendariske festorkester Rubber Boat Party, brugte vi kollegiets bar som øvelokale. Vild ungdom.

 Havebæk Plejecenter

Muligheden er dog endnu åben for, at jeg bliver indlogeret hos naboen. Kollegiet ligger nemlig dør om dør med Havebæk Plejecenter, hvor kommunens hvide elbiler holder parkeret på linje. Når vejret er til det, sidder der ofte et par beboere på deres rollator eller i kørestol foran centeret og kigger på de forbipasserende eller ned ad parkstien på den anden side af vejen. Hvis jeg har lidt ondt af mig selv om morgenen, når jeg cykler afsted med min absolut velfungerende førlighed, får jeg altid ret dårlig samvittighed, når jeg kører forbi og ser en, som ville have byttet med mig på et splitsekund. Så tager jeg mig sammen og svinger til venstre ad Hjortebjergvej, sætter cyklen et gear op og giver pedalerne et ekstra tryk.

Fahrradbahn

Forstadfornemmelsen kommer på sit højeste på Hjortebjergvej, hvor hver eneste grund er kronet af en rektangulær villa. Alligevel kan jeg virkelig godt lide at cykle på den. Det føles som en autobahn for cykler, fordi vejen er bred og jævn, selvom den ikke er plaget af bilister på samme måde som alternativerne Rødegårdsvej og Munkebjergvej. Jeg tager altid mig selv i at cykle helt enormt hurtigt  her - både ud og hjem. Det er nok hovedårsagen til, at vi ikke følger den gængse vej ud af centrum.

I hvert fald ikke før vi rammer den enorme rundkørsel ved Ejerslykkeskolen, hvorfra vi pukler os op ad bakken mod rutens først lyskryds sammen med resten af rytterfeltet. I gamle dage var det enormt vigtigt at holde øje med lyskrydset fra man kunne se det. Det grønne “vindue” var nemlig ret kort, og man nemt kunne spilde mange kræfter, hvis man lige troede, at man kunne nå det. Det kunne man ikke.

Rødt ved ringvejen

Mens vi står og får pusten for rødt, opdager vi, at landskabet med ét er ændret totalt. På den anden side af ringvejens fire vejbaner venter Odenses helt eget strip mall. Jeg har ikke nogen tal på det, men jeg forestiller mig at 90% af Odenses detailhandel foregår i komplekset til venstre for os, hvor rækker af forskellige forretningskæder danner en beton- og neonallé op til Rosengårdscentret.

Hvis det ikke var for de mange studerende på cykelstien, var der ikke meget, der tydede på, at vi var på vej til byens intellektuelle centrum. Det skulle måske lige være det tårn, der kan synes bag træerne for enden af vejen, og som en eller anden årsag får mig til at tænke på Ringenes Herre, men det kommer vi tilbage til.

Oliver Twist

Mens vi ræser igennem industrien på den brede cykelsti i den friske morgenluft, rammes vi pludselig af en spøjs duft af lakrids. Da vi ser os omkring efter kilden, får vi øje på, hvad der ligner et glimt ind i fortiden. Til venstre for os ligger en lille fabrik, som fremstiller Oliver Twist Tobakpastiller. Måske er det den søde lugt af lakrids. Måske er det det uskyldigt udseende lyseblå retrografikskilt, der hænger over fabrikken. Eller måske er det den lille lystavle, som servicerer med information om klokkeslet og temperatur. I hvert fald vækker denne lille gren af tobaksindustrien monstrøse slyngplante væsentligt større sympati end BabySam- betonkolossen bag os. Produktet er helt vidunderligt specifikt.

Nær Butikken

Idet vi krydser den næste vej og forlader industribæltet, opstår der momentant anarki. De næste par hundrede meter er det eneste sted imellem universitetet og banegårdscenteret, hvor der ikke er anlagt cykelsti, og det jagende cykelfelt spreder sig ud til vejens fulde bredde, indtil de nye førerpositioner er fastlagt.

Det går så stærkt her, at man næsten ikke opdager, at tilværelsen på højre side af vejen er paradoksalt fastfrosset. Området med de gule boligblokke ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt de sidste 20-30 år, og det lokale butikcenter er grundet konkurrencen fra det førnævnte strip mall reduceret til “Nær Butikken” med spillehal og cash point og frisør “Salon M&M” med prismærkningen “Dame: 0,- Herre: 100,- Børn: 0,-”.

Vi ræser hurtigt ned ad bakken for enden af vejen, igennem træerne og ind på cykelstien, inden vi svinger til venstre op til lyskrydset ved Niels Bohrs Allé. Selve universitetet er stadig ude af syne, men herfra kan vi skue udover markerne foran skoven foran campus, hvor det ene fyrtårnsprojekt efter det andet tager form. Til trods for at Vidensbybygningen er imponerende stor, overskygges den bogstaveligt talt af det mytiske tårn som knejser ved siden af.

Isengard

Campuskollegiet er 14 etager højt, og hvis lysreklamen på tårnet i centrum er Saurons øje, så er det her Isengard: Det vidner om en enorm kapacitet og vilje til at satse, men jeg ved ikke helt, hvad det er, det vil. Det er under alle omstændigheder imponerende, selvom det replikerer den betonstil, som præger resten af campus.

For mange menneskers vedkommende kan man næsten trille på frihjul herfra indtil hovedindgangen, inden man lader rustmonsteret sluge én. Vi cykler dog ned i den allerbagerste ende af universitetet. Ikke i trods, men fordi det er her, jeg arbejder, og når cyklen står under halvtaget, kan vi snige os forbi jernskulpturerne og ind af den lidt mere mondæne indgang D.

Indgang D

 

Til forsiden