Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie

Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.

Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her

Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele

Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings

Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net – unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober

Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner

Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej. 

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden – igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 

Til forsiden