I ved godt, at This Is Odense prøver at tale Odense op, helt op til det punkt, hvor man som beboer, kommende tilflytter, fraflytter eller whatever virkelig forstår essensen, det helt, helt unikke, det ligesom totalt specielle og allermest fantastiske, der adskiller Odense fra andre og knapt så seje byer som København, Berlin og Los Angeles. På mange måder synes vi, det går godt, størstedelen af byens befolkning ved godt, at hvis de i en bar en sen aften mumler ”der sker jo ik en skiiii i oense” (forsøgsvis lydskrevet på fynsk), så er der øjeblikkeligt en TIO-læser i nærheden, der nikker dem en skalle eller, værre, begynder at docere om næste uges fortræffeligheder inden for den lokale scenekunst eller en udstilling på Filosoffen, som er et must see, hvis man interesserer sig den mindste smule for tang og muslingeskallers anvendelsesmuligheder i installationskunst. Og så langt så godt, men uanset hvor langt vi strækker os i vores lovprisninger af koncert- og kunstliv, af det blomstrende restaurationsliv og de nærmest moderne byggerier, der skyder i vejret hist og her, så er de omtalte begivenheder hver for sig ikke noget, man ikke kan finde i en hvilken som helst anden sej storby. Bortset fra H.C. Andersens fødested.
...Og vi taler ikke om H.C.Andersen i This Is Odense.
Heldigvis findes der noget andet. Noget helt, helt andet, som man kun kan møde i Odense, og det ovenikøbet i en tidsbegrænset periode, og som er unikt, magisk og som, hvis man er så heldig at møde det, vil ændre ens liv for evigt, lidt ligesom hvis man nu forestillede sig, at man mødte en enhjørning, hvis altså enhjørninge eksisterede. Man kan måske sige, at man slet ikke er odenseaner, hvis det ikke er sket mindst en gang, mens man har boet i byen. Hvilket får mig til at tænke på en lignende indbyggerautenticerende situation i den nu hedengangne serie How I Met Your Mother, hvor man kun kunne kalde sig newyorker, hvis man (ud over at have grædt i subwayen, kvalt en rotte med sine bare hænder og stjålet en taxa for næsen af en anden) skulle have set Woody Allen mindst en gang i levende live.
I Odense har vi ikke Woody Allen, men vi har Kim, og der er måske en del, der ikke lige til daglig tænker på det, men Kim er sandsynligvis den nulevende danske kunstner, hvis musik har ramt et eller andet helt rigtigt sted i flest generationer i landet, børn som unge som gamle, popfyre og metalgutter, drenge som piger, Liberal Alliance som den yderste venstrefløj, alle som én, og ikke et ondt ord om Bowie, jeg kneb selv en tåre i sidste uge, men når Kim en dag om forhåbentlig mange år forlader denne jord, så går det AMOK på Facebook, hele den gamle bydel omkring Grønttorvet bliver erklæret national helligdom, og samtlige gadenavne i Odense skifter navn til Jutlandiagade, Havejestræde og KøbBananervej, og man forestiller sig (med gysen) forlystelsesparken Larsenland, et par kilometer efter Solrødsvinget, det bliver insane, mærk jer mine ord.
Nårh…siger I så, jeg har da mødt Kim masser af gange. Og det har I sikkert. Hr. Larsen kan godt lide at få en pils efter mørkets frembrud, og han har sine faste vandhuller, så det er ikke svært at støde ind i ham, men selv om Hr. Larsen er god for en hyggelig sludder, når han er i humør til det, er det ikke specielt magisk, livsændrende og enhjørningeagtigt at gå forbi ham, når han sidder og nyder en fad og en smøg på Kickoff, selvom det måske er en lille smule hyggeligt. Men nej. Du skal finde ham, mens han cykler, og så skal han fløjte, og det er ikke noget, du kan opsøge, enten sker det, eller også sker det ikke.
Jeg eksemplificerer:
For rigtig, rigtig mange år siden, 20 år eller deromkring flyttede jeg, en ellers forbenet københavner til Odense, over til kæresten og væk fra de hurtige damer, drugs og øl og Istedgade i november. Dengang var Odense virkelig grim og virkelig lille, den bestod nærmest af Boogies og Odense Universitet (nu SDU), og da Boogies havde lukket om mandagen, startede jeg på universitet. Så cyklede jeg frem og tilbage med mine smarte litteraturvidenskabsagtige briller og savnede storbyen og tænkte, hvad fanden jeg lavede i denne flække, denne hån mod arkitekturen, denne sump af provinsielt selvhad. Indtil en mandag morgen (jeg kan ikke huske, hvad dag det var, men den var ligegyldig, hverdagsagtig, mandagsagtig, I ved hvad jeg mener). Så cykler der denne her pæne herre foran mig på sin pæne herrecykel. I god ro og magstempo og med kimkasketten på sned, ik? Og så begynder han at fløjte, ik? Og han fløjter ”Det er i dag et vejr”, for solen den skinnede jo, og så skal man fløjte den sang, hele sangen, og da han var færdig, så drejede han af og forsvandt.
Jeg græd som pisket hele vejen ud til Niels Bohrs Allé, og da jeg trådte ind til Tekstanalyse 2 var det, som om jeg var blevet færdig med noget, jeg havde glemt, men som var vigtigt. Meget bedre kan jeg ikke forklare det, det var ligesom den lettere frydefulde grådklump, man kan få i maven en sommeraften, når solsorten synger, og sommeren endnu engang ikke er uendelig, bare ganget med 100.
Tre gange på tyve år har jeg tilfældigvis cyklet bag Kim, og hver gang har han fløjtet en sang for mig, og forleden dag cyklede jeg bare forbi ham, jeg fik måske kun et par toner, faktisk så jeg ham slet ikke, men tro mig, der er kun en, der fløjter på den måde. Jeg måtte stoppe op og lige lukke øjnene et øjeblik, og så sagde jeg til min kæreste: ”Der er ingen, der rigtigt kan skelne mellem en forbandelse og en velsignelse før til allersidst”.
Til forsiden