For mig er Odense et forsøg. En åben by, hvor jeg kan skabe mig selv ind i. En mulighed for at gøre noget tingene på en anden måde. Eller det er det hvert fald blevet. Personlig tiltrækkes jeg af fejlene og manglerne. Det er inspirerende til at gøre tingene bedre - lave det hele om og skabe en ny fortælling. At lave en anderledes by, der er spirende grønnere, bæredygtigere, kulturfikseret, bilfornægtende, cykelelskende, økodyrkende, undergrundsvigtig, overskuds-agtig, mangfoldighedsflorerende, racismebekæmpende, medmenneskeansvarlig, kønsligevægtig, gennemhammerende lækker, sundhedsbalancerende og frigjort som et fersk kildevæld i spring op af dybet. Eller i det mindste skal vi gøre forsøget, nu hvor det virker til, at vi har chancen!

Hvorfor skriver du for TIO?
Jeg kan ikke lade være. Der er så meget godt at fortælle og endnu flere ting, der kan gøres bedre. Vi har et ansvar for at være opmærksomme på vores omgivelser. Nysgerrighed, inspiration og læring er tovejs og vi skal blive bedre til at dele viden og oplevelserne med hinanden. Vi skal simpelthen blive bedre til at anbefale Odense men samtidig også at være kritiske i vores beskrivelser. Vi skal ikke bare tale byen op, men også bedre! Vi skal turde at være kræsne og kritiske, så vi kan gøre byen og oplevelserne bedre for hinanden. I This Is Odense prøver vi at skelne begivenhederne fra hinanden og fremhæve ugens opture ud fra en personlig vinkel. Det er den bevægelse, der fascinerer mig mest og som jeg er glad for at være en del af.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Der er mange ubemærkede skønhedspletter i Odense. Men bogantikvariatet på Klaregade skal helt klart nævnes. En bogelskers støvet oase. I samme åndedrag kan magasinet på centralbiblioteket også fremhæves. Den hemmelige etage, som kun kan tilgås via elevator. Et lækkert lille åndehul for døende bøger og glemte aviser. Og hvis man som jeg elsker og fascineres af de store gåsehudsfremkaldende oplevelser, så tror jeg rigtig mange stadig har til gode at høre Odense Symfoniorkester. Det kan måske virke søgt at anbefale det, når jeg nu arbejder der, men omvendt, så kan man også sige, at jeg ved hvad jeg taler om. Generelt skal folk bare prøve at gå mere til det, de ikke allerede kender på forhånd. Lade nysgerrigheden råde og gå på opdagelse i den levende kunst. Koncerter, teater, nycirkus, performance you name it.  

[Photo: Jacob Keinicke]

Odense er et had-kærlighedsforhold. Det er byen som betyder meget for mig, men som jeg kun kan bo i hvis jeg lægger mine kræfter i at forandre den. Jeg føler et ansvar for hver halvfyldte koncert og for hver person, der flytter væk. Det er det drev, som jeg deler med mange andre i de her år, og som gør Odense til en helt særlig by.

Selve forandringen skaber en helt speciel energi og et rum for at påvirke byens udvikling, som man ikke har nogen andre steder. I dag kan enhver med en god ide og de rette evner påvirke Odenses udvikling. Dét er det specielle - her gør man en forskel - her er man tvunget til at arbejde sammen med, diskutere med og overbevise mennesker, der er forskellige fra een selv. Lad os være ærlige - man tager ikke til København for at finde mennesker, der er forskellige fra een selv, men derimod for at finde mennesker, der er lige som en selv.

TIO er en mulighed for at skrive om de ting i kulturlivet og i byens liv, der særligt interesserer mig. Men endnu vigtigere er TIO et middel til at forandre Odense. På den ene side ved at fortælle om alt det gode byen kan byde på, som indtil for nylig kun sjældent blev fortalt. For når vi alle sammen fortæller om byens liv og kulturliv skaber vi større efterspørgsel efter kultur, som fører til et større udbud af kultur, som i sidste ende gør Odense til en bedre by. På den anden side ved at sætte særligt fokus på det, der har kvalitet og at stille spørgsmål til det der ikke har, så Odense ikke ender med at begå de samme fejl som mange andre byer, der forandres.

Kvalitet behøver ikke været noget der er dyrt, eller særligt finkulturelt - det er det, der er kompromisløst og det der vil noget særligt. I al for lang tid har kulturudbydere, restauratører og mange af de odenseanske projektmagere haft en eller anden ide om, at Odenseanerne ikke efterspørger kunst, kultur, natteliv, mad og byliv af høj kvalitet. At den odenseanske mentalitet er særlig og odenseanerne har en særlig dårlig, provinsiel smag, som betyder at de ikke kan trækkes ud af stuerne til andet end dårlig mad og biograffilm. Men der eksisterer ikke nogen særlig doven odenseansk mentalitet - kun fortællingen om den. Det beviser de seneste års udvikling i byens kultur- og restaurantliv. Derfor er det vigtigt, at vi både sætter fokus på alt det der sker i Odense og samtidig hele tiden diskuterer om det nye er godt nok - om det gør Odense til en god by.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Samtidig med at byen skyder i vejret og tomterne fyldes ud med mursten og mennesker, har jeg fundet en glæde ved at se byen oppe fra - fra byens tage, fra havnens siloer og fra Byens Bro. Samtidig har jeg en særlig kærlighed til bymidtens baggårde og snævre passager, som er et kendetegn, der er så specielt for Odense og som vi burde udnytte langt mere end vi gør i dag til at sætte byen i scene.

[Photo: Jacob Keinicke]

Odense var den by jeg strandede i - mit mareridt, mit nemesis, min uriaspost- lige indtil den ikke var det mere. Odense er den by jeg har tudet, raset og lidt i nærmest suicidal i min udlængsel - fordi jeg ikke kunne forlade den, og da jeg så kunne, ville jeg ikke, så var jeg blevet helt rolig og voksen og sad i min byhave og drak hvidvin. Hvem skulle have troet det?

Jeg har lavet alt muligt i Odense. Jeg holdt ikke af byen, da jeg flyttede hertil, og besluttede mig for at forsøge at gøre noget, i stedet for bare at brokke mig – en taktik, jeg i øvrigt kan anbefale. Nu er jeg blevet for gammel og u-autentisk til at lave mærkelige lyrikoplæsninger og undergrundskoncerter, så This Is Odense er min retrætepost. Jeg havde ikke forudset da jeg startede, at det ville blive verdens cooleste retrætepost.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
Jeg kommer der ikke så meget mere efter jeg har fået have, men gennemgående må det være Cafébiografen. Det var der jeg boede om sommeren, dengang jeg var en ludfattig studerende/wannabe kunstner og ikke havde nogen have, det var der jeg datede og slog op med mine kærester, det var der min søn da han var lille havde en fast tradition for at vælte sine kopper med varm kakao ud over det hele, og det var der, hvor jeg engang varmede op for Søren Ulrik Thomsen med mit gamle band Termostat, og fik et nådigt, muligvis anerkendende nik, fra ham efter vores koncert.

[Photo: Jacob Keinicke]

Født og opvokset i Rom, Italien i de skønne 1980'er. I 2009 blev jeg træt af alt den gode mad, den gode vin, og det gode vejr, og endte med at flytte til Danmark for at læse. Her forelskede jeg mig i mange forskellige ting (bl.a. tunsalat og PH-lamper) og besluttede mig for at blive boende efter jeg blev kandidat.

I 2013 startede jeg på min Ph.d. på SDU og flyttede dermed fra København til Odense, hvor jeg bor sammen med min kæreste. I 2014 joinede jeg This is Odense mhp. at få kulturbloggens tekster tilgængelige for ikke-danske-talende læsere.

Mine interesser er: Kaffe, plader, Michelin-stjerner, psykologi (kognitiv psykologi), filosofi, Søren Kierkegaard, kirkegårde, dansk, danskere, danskeren, cykler, Twin Peaks, at spille bas, at spille guitar, at lave cocktails, Kraftwerk – ikke nødvendigvis i denne rækkefølge, og helst alle samme på én gang.

Jeg begyndte at spille spansk guitar i 1992 og spillede alt muligt siden (bl.a. theremin og ukulele – ikke samtidigt). Jeg tegner uden meget succes og cykler 12 km om dagen.

Ego er ikke alene fra det mørke Jylland, men har også som det sorte får brudt arvefølgen i en ældgammel præsteslægt. Med en magistergrad i Litteratur – dog også med et sidefag i Religion! – i bagagen har jeg skrevet pressemeddelelser for Musikbiblioteket og Ungdomshuset (hvor jeg også forfattede programmet til Odense Havnekulturfestival). Sideløbende har jeg undervist på Folkeuniversitetet i film og punkmusik. Endelig har jeg været redaktør på et par udgivelser på Syddansk Universitetsforlag og arbejder da også på et bogforlag.

Jeg har i årevis haft min faste gang i Odenses kulturliv, hvor man vil have set mig ikke blot i kulturens højborge: Odense Teater, Brandts, Koncerthuset, Domkirken etc., men så sandelig også til smallere arrangementer på fx Posten, Kansas, Momentum og Studiestuen. Endelig viger jeg bestemt ikke uden om den folkelige underholdning på de brune værtshuse eller deciderede undergrundsarrangementer såsom senest Under Livet. Jeg har i kulturens tjeneste mødt mange, ”der er noget ved musikken”, men jeg skylder ingen vennetjenester.

Odense er for mig, ligesom mange andre byer, hvad man gør den til. Hvis man kun lever i sin lejlighed og på sit arbejde, så forbliver byen blot cykelturen imellem de to, men hvis man kaster sig ud i byen og ser efter hvad der sker, så kan Odense både blive musikby, madby, teaterby, festby, eventyrby, studieby eller noget helt andet. Det kræver bare at man træder ud af døren en gang imellem og slendrer en lille tur. Centrum rummer alverdens rum, alt sammen indenfor gåafstand.

Jeg skriver for This Is Odense for at huske andre, men også mig selv, på hvor meget byen tilbyder. Det skylder vi både os selv og de hårdtarbejdende arrangører. Hvis vi tør at dukke op, så tør de at lave endnu flere satsninger og gøre byen endnu federe. Der er så mange fede oplevelser at gøre sig, hvis man kigger efter.

I dagligdagen nyder jeg de mange grønne arealer langs åen med skjulte bænke og udkigsposter, men et ord skal også falde for en butik i Kongensgades nordligste ende. Odense huser efter min mening Nordens bedste whiskybutik; Cadenheads. Hvis man vil ofre mere på spiritus end standarden i Brugsen er der mulighed for fantastiske oplevelser. På en heldig dag kan man læne sig tilbage i læderlænestolen foran det overdimensionerede egetræsbord mens ejerinden Kisser skænker en smagsprøve op fra den udsete aftapning inden man bestemmer sig.

Odense er byen jeg troede jeg skulle væk fra for at opleve noget, men som endte med at være grunden til at jeg fik alt det jeg ønskede mig. Jeg elsker at være ude i verden, og jeg elsker at komme hjem til byen igen, for det er her, jeg for alvor føler, jeg lever og gør en forskel.

Hvorfor skriver du for TIO?
I starten var det spændingen ved at starte noget op - dem der kender mig ved at jeg elsker nye projekter, og TIO var lige præcis et projekt jeg havde gået og drømt om længe, og jeg var overlykkelig for at være med til at sparke det i gang. Noget andet er, at jeg virkelig tror vi gør en forskel: jeg tror på, at den begejstring der ligger i anbefalingerne, og den energi vi lægger i at dele, kommunikere, tage billeder etc., gør en forskel for kulturlivet i Odense. Og, som en lækker bonus, så er man som TIO-skribent altid godt informeret om de uendeligt mange fede arrangementer der er i byen.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Uha, det er svært. Der er så mange! Samtlige parker og åstier. Et gammelt favoritsted er universitetet - jeg elsker at være der, og er også så heldig at have min daglige gang dér. Jeg synes at Brandts 13, det gamle Fyns Kunstmuseum, fortjener at blive opdaget af lidt flere - det er en vidunderlig bygning, og den er fyldt med spændende moderne kunst. Et nyt favoritsted er Byens Bro. Jeg er for nylig flyttet hen i nærheden af havnen, og ud over at den bro gør det uendelig meget lettere at komme fra havnen og ind til centrum, så er det en fornøjelse at stoppe på toppen og nyde udsigten over et Odense i forandring.

[Photo: Jacob Keinicke]

Odenseaner. Altså den type der - som de øvrige 75 % - vokser op i forstaden, bliver betaget af byen, romantiserer over dens historie, nedtrykkes af dens forfald, men begejstres af dens store potentiale. Nu uundgåeligt bosat i centrum. Og der bliver det ikke nemt at flytte mig fra.

Far. Musiker og amatørmaler. Forhenværende bassist i Avalyn. Medstifter af NØGLEFORUM. Kandidat i Statskundskab fra SDU. Kulturkonsulent.

Jeg er mest interesseret i at finde det anderledes, det skæve, det geniale, det unikke og det der virkelig vil noget. Jeg vil fanges, betages og opsluges af det. Genrer kan være ligegyldige, når kvaliteten og opfindsomheden sætter dagsordenen.

Odense afficionado since 1983. I am a passionate about everything aestetics and devoted to exploring the boundaries between different creative crafts, as well as fusing digital and analogue aestetics. From 2006 - 2014 i developed Phono festival into a leading danish music festival, while studying art history and design in Kolding. 

Musik, design, plastik, vin, Twin Peaks, Batman, Kraftwerk, techno.

Odense er det sted, jeg bor. Og derfor er det det sted, jeg lever. Og elsker og synger og cykler og spiser. Det er her mine mennesker er og her mine fester er. Det er her min vrede er for det er her mit engagement er. Det er her jeg forsøger at blive et voksent menneske og konstant falder i som et barnligt menneske.

Jeg skriver for TIO, fordi hjemmets fire vægge er for lidt. Der er kræfter derude, der er længsler og musik, der er noget at opdage og jeg exer over at folk render rundt og udtrykker sig som vilde galninge, udtryk, udtryk, udtryk - og de kan blive til mine indtryk, indtryk, indtryk. Det er mit sug. Mit drab på døsig dagligdag.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen?
Skt. Jørgens Parken for frihed, Teater Momentums bar for lir, Stryget for lyden af vand og tidløshed, og et dybt, rødt, enligt sæde til en eftermiddagsforestilling på Cafébiografen - for pjæk.

Cand.Scient.Pol fra Institut for Statskundskab, tidligere PR-ansvarlig på Teater Momentum, nu delt ledelse på Odense Architecture Festival og souschef på Nørregaards Teater. [Photo: Jacob Keinicke]

Uddannet IT ingeniør fra Teknikum i Odense.

Ansat hos TV2 som udvikler

Nyder god mad, og for at få plads til det, bliver det til en del løb rundt i Odense

Jeg pilede, så snart jeg kunne. Løb til hovedstaden efter gymnasiet. Og trak den osende Københavnerluft i 12 år, inden jeg vendte hjem. Onde boligpriser skubbede - nære relationer og en ny positiv fortælling om Odense trak. 
Indlysende var det pludselig, at man ændrer ting til det bedre ved at give et nap med. Ikke ved at råbe fuck og skride.

Jeg skriver for TIO for at føje til fortællingen ud fra en klippefast tro på, at ord skaber betydning. Fordi det helt egoistisk hjælper mig til at se alt det gode, som findes. Alle potentialerne. Alt, der folder sig ud. Det er mit værn mod den negative sensationshungrende landsby-tænkning, som også findes. Odense kan godt. Odense gør allerede.

Jeg er født her, og kan ikke skille byen fra mig selv. Jeg har været igennem alle faser af had, kærlighed og ligegyldighed. Som teenager gik jeg talløse, rastløse ture, som altid syntes at ende på den samme strækning af Albanigade (lige der ved buskadset overfor Frimurerlogen), og mine venner og jeg sagde til hinanden aften efter aften: Nu står vi her igen!? Men det var også en måde at kende byen på – kende alle stenene i fortovet. I dag føles byen min på en ny måde, efter at jeg er begyndt at tage del i den sammen med andre. Det er ikke, fordi jeg tror, at der ikke foregik noget i Odense dengang, jeg vidste det bare ikke, eller vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen for at finde det - eller det var ikke gået op for mig, at man selv kunne få tingene til at ske.

I virkeligheden er min impuls at holde alt det gode for mig selv. Hver gang jeg finder et rart sted eller et arrangement, jeg holder af, er det sidste, jeg tænker på at sprede rygtet. Det er mit! En af de andre skribenter ved This Is Odense anbefalede engang Musikkonservatoriets elevkoncerter på Islandsgade; de var (og er stadig i deres nye hjem i Odeon) gratis og det bedste sted i byen at høre kammermusik. Og jeg tænkte, - Åh nej, nu er det ikke længere bare mig og ham, der altid har en Brugsenpose fuld af kiks med, der kender den her vidunderlige hemmelighed. Men det er jo dumt. Så at skrive for TIO er blandt andet et forsøg på at modarbejde den egoisme. Med mine anbefalinger øver jeg mig også i at blive klar over, hvad jeg selv holder af ved byen og hvorfor. Ens hjemby er nok en slags pinligt familiemedlem, som man skal have andres påskønnende eller skeptiske øjne på, før man husker at man elsker dens særheder. Eller også skal den forandre sig, som Odense gør lige nu, før kan mærke hvilke ting, man gerne vil bevare og hvilke ting, man har tørstet efter.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
De er ikke spor skjulte, men jeg holder rigtig meget af de steder, man færdes uanset, og ikke gør til genstand for et særskilt besøg: å-stien, fortovene, cykelstien langs kanalen ud til fjorden, banestierne. Det gælder også alle broerne: Kastanjebroen, Strygets bro, den nye fodgængerbro over banen, Frederiksbroen, broen ved Klaregade, og under Albanibroen, hvor der altid er koldt og lugter af tis. Bænken under guldregnen på hjørnet af Filosofgangen og Klaregade. Trappen ned til Eventyrhaven oppe fra Kronprinsensgade… den gør mig glad. Og banegården!

Pil Lindgreen er redaktør/kurator på OFF Odense International Film Festival siden 2013 og udøver delt ledelse af Odense Architecture Festival siden 2019. [Photo: Jacob Keinicke]

Odense er min hjemby og fødeby. Det er her jeg er vokset op, med en billet til første parket til at opleve en by, der har været i forandring næsten så længe jeg kan huske - en by, der har ændret sig fra halvpinlige oplevelser med tomme sale, til lange køer ude foran spillestederne, der pludselig kan tvinge en ustruktureret ungdom til at møde tidligt op, og måske endda bestille billet på forhånd. Odense er blevet en by, man kan være stolt af at bo i. Kort og godt.

Når en by har gang i en så stor forvandling som Odense i øjeblikket, har vi alle et ansvar for at trække den i den retning, vi ønsker. This Is Odense er min måde at forsøge at hjælpe med udviklingen - et forsøg på at undgå, at nye generationer skal have utilsigtede intime oplevelser, når de står alene med kunstneren til koncerter. Og så er det en måde at retfærdiggøre, hver gang jeg brokker mig over løst og fast til folk, så man har et svar, når de siger ”så gør da noget ved det!” Som relativt nytilkommet til This Is Odense projektet er det også en vilje til at sprede et projekt ud, og føre noget videre, der ofte har hjulpet mig, når jeg var ved at falde for Odensemyten, om at der aldrig sker noget.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
På trods af, at det nok ikke kan kaldes en skjult skat, bliver jeg nødt til at nævne hele området omkring Brandts Klædefabrik, og mere specifikt Farvergården. Fordi den for mig er blevet et billede på, hvordan byudviklere rent faktisk kan være på niveau med brugerne, både når børnefamilier leger i en midlertidigt installeret kæmpesandkasse med liggestole i solskinnet, og på en sommeraften, hvor folk der skal høre musik på Kulturmaskinen, sidder i de overdimensionerede møbler og forbereder sig med dåseøl, sjove cigaretter og iphonehøjtalere, der tjekker op for det nyeste udspil fra aftenens kunstner.

[Photo: Jacob Keinicke]

Odense er min kilde til energi og inspiration. Her blomstrer min kreativitet, og her bliver mine drømme værdsat og udlevet. Odense er lille nok til gåbenene og stor nok til variation og "anti trivailitet". Odense er der, hvor vi mødes. Dem fra København og dem fra Jelling og Aarhus. Lige i midten. For her kan vi klæde os, som vi vil, lege tosser, tage i byen, og odenseanerne tager godt i mod. Mængden er mangfoldig i både alder og type, og her er der plads til alle (specielt på Boogies, som mine udefrakommende venner elsker).

Jeg skriver for TIO, fordi det er skideskægt. TIO åbner døre og udvider mit gode netværk. De folk, der er med i TIO, er for vilde. Enormt seje mennesker, som jeg på mange måder ser op til og lader mig inspirere af. Vi laver noget forskelligt alle sammen, og det giver en stor, fed, bred vifte af syn på verden og valg af events. Jeg skriver, fordi Odense skal komme op af sofaen og ud og opleve, og fordi jeg selv, er FOMO-typen + jeg hader at misse noget, fordi jeg ikke vidste, det var der. Det gør vi noget ved i TIO.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)?
Uh. Den er svær. Men jeg må nok sige det er den i efeu-begroede gårdhave på Den Smagløse Cafe, "Smageren". Her nyder jeg sommersolen, trækker vejret, begår dybe samtaler, får ideer og skriver manuskripter, mødes og slapper af, her drikker jeg mine drinks og bliver fuld med nogle af de sejeste bartendere i Odense.

[Photo: Jacob Keinicke]

Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra. Jacob er løbet hjemmefra.

Francois fra Frankrig. I 2014 flyttede jeg i Odense for at arbejde og opleve den gode by siden. I 2018 blev jeg en del af This Is Odense, som oversætter, med henblik på at få alle til at opleve Odense på den bedste måde.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat (dit favoritsted i byen)? 
Jeg elsker at gå i byens centrum og prøve at opdage de små stræder og de gamle huse, som f. eks. i Filosofgangen og i Filosofhaven. Det smukke kvarter mellem Ansgars kirke og Føtex er også en dejlig oplevelse. I en gåtur glæder jeg mig også til at stoppe i kafféer, som i Nelle's eller i den nye Organic Club i Brandt's passage. 

Nyder intime restauranter, og vild med vand aktiviteter. Og selvfølgelig Odense!

Jeg er vokset med Odense.

Da jeg var gymnasieelev og boede på en stråtækt gård udenfor den lille sydfynske by Ulbølle, var Odense lig med fester, tøjbutikker og et enkelt teaterstykke i ny og næ. Mere skulle der ikke til for at gøre mig tilfreds.

Senere blev Odense min studieby, hvor jeg første gang oplevede at være kvinde i eget hus. Byen kom til at betyde frihed, farver og masser af muligheder for mig.

Gennem de seneste otte år er det blevet til flere til og fra-flytninger. Og hver gang jeg er vendt tilbage til Odense, er vi begge vokset. Har fået mere erfaring og større krav til kulturen.

Nu bor jeg inde midt i byen, og der sker så meget, at jeg næsten ikke kan følge med. Samtidig er Odense ikke så stor, at man forsvinder i en menneskemængde og bliver helt anonym. Det kan en landsbytosse som jeg virkelig godt lide.

Odense er i mange år blevet opfattet som en forvokset provinsby. Men som nye restauranter, udstillinger, finurlige butikker og kulturkroge spirer frem, og jo mere jeg selv har fået øjnene op for de eksisterende skjulte skatte, er det tydeligt, at Odense så meget mere end det.

Det vil jeg gøre alt for at formidle til andre. For Odense er der, hvor jeg føler mig hjemme.

Opvokset i jysk skovidyl, selvforsynerdrømme, kærlighed, geder og koloenorme køkkenhaver. Senere forsigtigt trådt ind i civilisationen, oplevet komplekse sociale sammenhæng, døgnnetto, og sodavand uden at nogen har fødselsdag.

Elena has an MA in American Studies from SDU, and currently works as Features Editor for arts and culture publication PETRIe. She is interested in visual culture and contemporary art, design and architecture, gender and embodiment, social justice, and sustainability.

Photo by: Kasper Herschend

Odense er min hjemby og har været det siden 1995, hvor jeg startede på historiestudiet på Odense Universitet (som jeg synes, at det skal hedde igen). Jeg har fulgt Odenses kulturliv i alle årene og selv været en lille del af det. Mit band  startede ud på Badstuen. Et legendarisk sted, hvor alt kunne lade sig gøre. Vi spillede på Det Blå Rocktog i Danmarksgade og fælleshuset på HCØ Kollegiet, på den permanente scene i Kongens Have og til sidst højdepunktet: Rytmeposten. For mig er Odenses udvikling både shit og kanel. Nøjagtig, som vi har set med Berlin, går en bytransformation ud over både de skæve eksistenser og de skæve steder.  Alt rettes ud og så er der ikke plads til så meget forskelligehed. Det utilpassede skubbes ud i periferien. Omvendt er Odense på vej til at blive en meget smukkere by rent æstetisk. Og en dejlig by at spise isvafler i.

Hvorfor skriver du for TIO? 

Jeg synes det samme som Anders.

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen? 

Uh - jeg har mange. På gåben i centrum er det Muus Have, å-stien fra Frederiksgade i retning mod Vollsmose, Botanisk Have, Sortebrødre Torv og hjørnet af Albanigade og Benediktsplads (nærmere bestemt Café Analog). På min moutainbike kan jeg peger på de vildeste naturperler. Små skovbække i i bunden af en kløft (Stavis og Morud), kæmpe udsigt over hele Odense (Elmelund) og unaturlige bløde bakker (Stige Ø). 

Hvis jeg skal vælge en et sted, så er det å-stien mod nordøst. 

Hvad er Odenses bedst skjulte skat? Dit favoritsted i byen? 

Uh - jeg har mange. På gåben i centrum er det Muus Have, å-stien fra Frederiksgade i retning mod Vollsmose, Botanisk Have, Sortebrødre Torv og hjørnet af Albanigade og Benediktsplads (nærmere bestemt Café Analog). På min moutainbike kan jeg peger på de vildeste naturperler. Små skovbække i i bunden af en kløft (både Ålykke og Morud), kæmpe udsigt over hele Odense (Elmelund) og unaturlige bløde bakker (Stige Ø). 

Hvis jeg skal vælge en et sted, så er det å-stien mod nordøst.