Fanny Jensen, tjenestepigen fra Horsens, der blev mor som 19-årig og siden skulle blive Danmarks bare anden kvindelige minister - og første kvindelige minister med arbejderbaggrund, hviler under en uanselig, naturlig sten på Assistenskirkegården.

I årene forud for 1. verdenskrig fik hun arbejde på en telefonfabrik og blev formand for Kvindeligt Arbejderforbund og sidenhen byrådsmedlem for Socialdemokratiet.

Fagforeningsarbejdet flyttede hende til København i 1935, i en hård tid med store venstrefløjsspændinger mellem kommunister og socialdemokrater. Under krigen blev hun også valgt ind i borgerrepræsentationen og da krigen var slut var hun en oplagt præmiekvinde til den nye verden og blev straks udnævnt til minister, som hyldest til arbejderkvindernes indsats under krigen og som Hedtofts adgang til de mange kvindelige vælgere, der nu gik op i politik og ikke længere ville nøjes med husmorgerningen.

Måske også en spiselig ministerkandidat med sin husmoderbaggrund; sit venlige, rolige og hjælpsomme gemyt.

Og hvad var så hendes portefølje? Jo, faktisk ikke nogen - “med særligt Henblik paa Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes Interesser inden for sociale og forsyningsmæssige Omraader og paa selverhvervende Kvinders Interesser” - et oplagt kvindeområde, forstås. Men altså uden ret til at fremsætte lovforslag og have egentlig indflydelse og måske også som en repræsentant af den gamle verden, hvilket gjorde hende stærkt kritiseret, særligt fra venstrefløjen, og hun bad selv om afsked ved valget i 1950.

Men uanset hvad lagde hun trædestenene til de kvinder, der fulgte efter hende - den ledige plads i regeringen blev overtaget af en vis Bodil Koch.

I de sidste år af sit liv flyttede Fanny over til sine børn, der boede i Odense, hvorfor hun nu ligger så venligt og roligt på Assistenskirkegården, at hun er så godt som umulig at finde. Og således kan dem, der har skabt danmarkshistorie også flytte til Odense og ikke bare fra Odense.

Foto: tg, Gravsted.dk