Tæt ved den sideværts Ansgar-indgang til Assistenskirkegården står en firkantet, formfuldendt gravsten.

Kompromisløst smuk i materiale, form og påskrift, men stående alene, ikke i samtale med andre gravsteder og omgivet af græsplæne.

Manden på stenen er Jørgen Stærmose, som var en odenseansk arkitekt og kongelig bygningsinspektør (altså en arkitekt, der arbejdede for staten), der døde i 2007.

De bygninger, der kom ud af Stærmoses tegninger, var usentimentale og funktionelle. Foregangseksempler på industrialiseret betonbyggeri i stor skala. I dag nok at betegne som kontroversielle, og i mange tilfælde dømt som tabere af tidens skiftende luner.

OUHs højhus, Vollsmose, Bikubenbygningen, Mulernes Legatskole, Rigshospitalet, Rosengårdcentret, Magasin,  Tofteparken ved Nyborgvej og en række andre byggerier, tilbygninger og udvidelser i større og mindre skala.

For mig hver især med egne kvaliteter, men uden nogen nævneværdig sammenhæng med omgivelserne og ude af menneskelige proportioner. Og så endda flere, der enten er undervejs i nedrivningsproces, markante ombygninger eller bare hadet af mange.

Levn fra en tid, hvor den italienske renæssance-by endnu var glemt og borte, men så gennemførte i sit formsprog, at de på sin vis udkonkurrerer størstedelen af nutidens byggerier og giver mange mennesker et særligt forhold til bygningerne.

Stærmoses gravsten er det mest oplagte gravmæle for hans arkitektur og blot få skridt væk tårner sygehuset sig op i baggrunden af en træflankeret kirkegårdsallé.