Ja bare gå en tur. Nyd græsset mellem grave og andres minder – gå på Assistenskirkegården og få en pause. Dette er måske en lidt aparte anbefaling, da der jo er en del skønne parker og græspletter i Odense. Men hvor Mosen og Eventyrhaven efterhånden er mere til grill, ghettoblastere og pokemon go, så tilbyder Assistenskirkegårdens 32 hektar den ro og tankeflugt, som kan være så vigtig i en hektisk hverdag eller blot som supplement til turen i sommerens fritflydende tidsfordriv.

Da jeg selv kom til byen for at starte på uni, var kirkegården mit absolutte favoritsted til gåture og udendørslæsning. Jeg kunne få mange og lange timer til at gå med blot at vandre rundt og nærstudere de tussegamle grave og deres beskeder fra glemte liv og gerninger. Ofte bærer de jo netop en masse gamle, glemte historier om overlærerinder, fabriksejere, eksiladvokater og krigenes skæbner. Jeg gik nøjsomt og læste gravene i timevis. Ikke fordi jeg havde et formål med det, men alene for de afsluttede og ufortalte historiers skyld. På mange af de gamle grave fra fortidsfjerne verdener står der jo både hjemstavn, dødssted, titler, et lille mindeord over de afdødes gerninger og en passage fra biblen. Det fortæller meget og giver rig anledning til fantasien at arbejde videre.

Det kan måske virke makabert at gå og læse de dødes tekster, men det er det på ingen måde. Det er vel derfor de har skrevet på stenene. Døden er ligeså naturlig som livet og gemmer på ligeså megen sorg, glæde, eventyr og humor, som livet gør. Mange af gravene er også ganske gamle, 100 år eller derover, og er ikke længere en konkret mindesten for nogen bestemt at besøge, men nu et lærred for fantasien at reflektere over og ned i. Nogle har måske et lidt ureflekteret og uopmærksomt syn på døden og deres grave. At døden på en eller anden måde kræver mere respekt end det levende. At kirkegårdens græs skal betrædes mere stilfærdigt end ormenes aktivitet i kisterne. At gravene, gemte og glemte bag kirkegårdens mure, ikke rigtig hører hverdagen eller virkeligheden til. At det som en anden mystisk, cartesiansk koglekirtlel er bindeledet mellem det fysiske og åndelige - mellem sjæl og legeme. Det er egentlig også helt fint, men kirkegården er også bare et sted med utallige historier og et rum for fordybelse i større forstand end blot for sorgen. Det er også et rum for livet.

Andre gange er jeg der blot for græsset, træerne og de vilde hares skyld og ikke mindst min egen. I min studietid sad jeg der ofte og læste op til eksamen. Det er et helt ideelt sted med Kant, Aristoteles og Nietzsche i hånden eller i ånden. Græsset er blødere og træerne ældre. Harerne er vildere, og luften føles renere. Især den smukke og velholdte natur fordrer en kærkommen tankeflugt. Der blandt lind og eg flyder tankerne med bladene ind og stammerne ned, eller med fuglene op til de urørlige skyer. Der er utrolig smukt og med de fritvoksende træer, der tæller både eg, bøg, ask, kastanje, birk, fyr og over tusinde lindetræer i rækker og allé, er det et friluftsparadis tæt på bymidtens travlhed og trummerum.

Men udover at være et naturskønt område og gravplads, så er det også et historisk sted, der tidligere har rummet byens henrettelsessted og losseplads. Kirkegården er fra 1811, og hvis man vil fordybe sig lidt i de kolde facts inden turen, så står der lidt mere på Wiki: https://da.wikipedia.org/wiki/Assistens_Kirkegård_(Odense) eller på Odense Kommunes hjemmeside: http://www.odense.dk/borger/kultur-natur-og-fritid/parker-natur-og-udeliv/kirkegaarde/kirkegarde/assistenskirkegaarden/historie

Jeg vil ikke fortælle dig, hvad du skal lave der, eller om det overhovedet giver mening for dig at gå rundt derude uden andet formål end for turen mellem træer og grave. Det må være helt op til dig selv. Men græsset er der. Harerne er der. Livet er der. Og som Odense Kommune skriver om Assistenskirkegården, så er det ”…en spændende og mangfoldig kirkegård, hvor der er plads til alle.”