Historiens Hus Byens menneskelige stadsarkiv med læsesal i klosterbygning

Historiens Hus
Culture | Klosterbakken 2, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | Photo: Hannibal-Bach | 16 anbefalinger

Der ligger en brolagt gårdsplads bag Domkirken, som man aldrig går ind i, fordi den ligner, at den kun er for præster og præsters ærinder. Vover man sig alligevel ind, og går i retning af den blomstrende guldregn i det højre hjørne, og går ned ad trappen, kommer man ind i Historiens Hus.

Chok – her gemmer sig under hvælvede lofter bibliotek, læsesal, arkiv og foredragssal – og en god grøn udsigt over klosterhaven. Det hele fuldstændigt åbent og offentligt.

På førstesalen ligger byens bedst gemte læsesal midt i biblioteket med fjorten pladsers ren klosterkølig læsefred. Stemningen er middelalder via skønvirke – bygningen er i sin grund Skt. Knuds Kloster og blev i industri-Odenses mest nøgterne år brugt som klædefabrik: her midt i det højhellige stod byens første dampmaskine utroligt nok i 1839!

Måske derfor brændte klosteret  i starten af århundredet, og efter 1919, hvor man genopførte bygningerne, gik man anderledes følsomt til værks og indrettede til datidens multikulturhus med offentlig læsesal. Her sidder stadig arkivarer klar til at hjælpe, eller til at lade dig passe dig selv i studier eller grublerier under læselamperne.

Der bliver i det hele taget udøvet en meget menneskelig historieformidling i det hus. Udover deres faste serie Husker Du… (en slags kollektiv-erindringsforedrag om steder eller tidsperioder, hvor deltagerne også bidrager med huskestof) og Torsdagsmik (formiddagsforedrag med kaffe og rundstykker) er der regelmæssigt arrangementer, der gør brug af den viden som Lokalhistorisk Arkiv og Stadsarkivet rummer om menneskeliv i byen.

På Historiens Hus lærte jeg for eksempel, at der i Odense fra 1983 til 1991 lå en kvindebogcafé ved navn Basviola. Den lå i Grønnegade med buet firserskrift i store vinduer, og udover at sælge bøger havde den et kaffehjørne, som var mødested for fem basisgrupper; SF’s kvindegruppe, Kvinderådgivningen, Kvinder over 40, Lesbisk Bevægelse og Arbejdsgruppen for kvindestudier ved Odense Universitet (som det dengang hed). Ingen adgang for mænd, naturligvis. 

Denne pirrende oplysning dukkede op i mit liv under et foredrag på Historiens Hus om rødstrømpebevægelsen i Odense, hvor der i øvrigt blandt publikum sad adskillige af hovedpersonerne fra den tids aktivisme, som bidrog undervejs med korrigerende kommentarer. Pirrende - både for nysgerrigheden og for min forståelse af, hvordan byer i høj grad bæres af de mennesker, der vil noget, og gør det. Og når de mennesker forsvinder, eller tidsånden, der bar projektet gør, forsvinder steder også, tit helt uden spor.

Historiens Hus sigter efter sammensmeltning af nedskreven og mundtlig historie, og når byen som nu skifter ansigt, er det sjovt at minde sig selv om, at den har gjort det før, og den kun er vores lige nu.  Det forstærker i hvert fald min glæde ved at færdes i byen, at jeg bliver mindet om, at der ligger lag af andres bevægelser i alle husfacader (og bag og under dem).

  • Man - Tir: 12.00 - 16.00
  • Ons: 10.00 - 16.00
  • Tor: 14.00 - 19.00
  • Fre - Søn: -
Link til sted Find vej

Studenterhuset Alt hvad en studieby kan begære af koncerter, læsezoner og billige øl

Studenterhuset
Culture | Amfipladsen 6, Odense C | Skrevet af: Albert Petersen | Photo: Hannibal-Bach | 80 anbefalinger

“Vi har sygt mange stoleben. 72 x 4 udenfor og 130 x 4 indenfor ...” - svarede Studenterhus Odenses daglige leder, da vores skribent Jacob Keinicke i forbindelse med stedets åbning spurgte ind til antallet af stoleben. Det er nu fire år siden, og ud over at være blevet en etableret del af den odenseanske musikscene er stedet faldet perfekt ind i Farvergårdens miljø. Det er velbesøgt af studerende såvel som alle andre, der er glade for billig kaffe, øl og toasts. Og der er stadig sygt mange stoleben.

Der er altid et væld af mennesker på Studenterhuset. Hvad end det er folk med hænderne om en kop kaffe og næserne i tykke bøger eller stukket sammen om et gruppeprojekt, eller bare mennesker, der nyder at kunne få en øl uden at skulle punge ud med en halvtredser. En god studieby skal selvfølgelig have et studenterhus, og i Odense er det lykkedes at lave et godt samlingspunkt, hvor både gymnasieelever og universitetsstuderende tager hen for at arbejde, og hvor der ikke bliver set ned på den, som bare kigger forbi for at pjække med en øl og et spil backgammon.

  • Man - Ons: 10.00 - 22.00
  • Tor - Lør: 10.00 - 24.00
  • Søn: 10.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Brandts Kunsthal i fabriksbygninger dyrker kulturarv og pop

Brandts
Culture | Brandts Torv 1, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | 50 anbefalinger

En klædefabrik blev i midtfirserne genfødt som kunsthal i Odense. Moderne visuel kultur erstattede væveri og farverkedler i de højloftede rum, og i dag viser Brandts samtidskunst i den slags rå rammer, som nybyggeri kun kan drømme vådt om. Efter Kunstakademiets exit har Brandts nu koloniseret alle etager med store ambitioner og fortællinger om en mulig fremtid, hvor Odense kan tage imod større kunstudstillinger og give dem den plads, de fortjener. Kun mediehistorisk museum har (lidt) endnu hjemme i det femetagers industrividunder.

Brandts er en kulturmastodont, der stadig sætter tonen for hele det gamle fabriksområde i Latinerkvarteret, men siden relanceringen i 2014 med nyt logo og en ny, ligefrem indholdslinje har museet stort set forvist soloudstillingerne og selv specialiseret sig i stort anlagte tema-shows, der taler til folkedybets maver, hjerter og egoer. I første omgang blev samtidskunsten fortrængt til lillesøster Brandts 13, men med endnu en konceptstramning er Brandts 13 nu også fortid.

Hvorvidt udstilling af tatoveringer, selfies og Disney skal forstås som eksperimentel, postmoderne provo eller snarere kæler for livsstilsmesse-segmentet står stadig til diskussion. For os er det sigende, at det tidligere gode udvalg af kunstbøger i boghandlen i dag næsten er forsvundet til fordel for hyldemeter med briller, tørklæder og kandinsky-puder. Et kunstmuseums boghandel er første møde med gæsten - en mulighed for at vise, man har noget at fortælle, og at man tager sig selv og sine gæster alvorligt.

Men det må trods alt ses som et sundhedstegn for kunsten, at museet fortsat kan pisse folk af. For de mere traditionelt indstillede museumsgæster er der også en fast udstilling med højdepunkter i dansk malerkunst, som faktisk har fundet sig smukt til rette i tilbygningen, inklusiv en hjerteskærende god og mørk Hammershøi, som man med fordel kan besøge hver eneste gang, man kigger forbi til en særudstilling.

Husk også altid at komme til de åbne receptioner, hvor der godt nok er for mange mennesker til, at man kan se, hvad der hænger på væggene, men til gengæld har man lejlighed til at hænge ud med gud og hvermand på museets udendørs svalegang med receptionssnacks i hånden og nyde synet af Amfipladsen i al dens oplyste dejlighed.

I dag er det en selvfølge for de fleste, at dyre lærreder hører hjemme i industrielle byrum, men Fyns største kunstmuseum var ved sin grundlæggelse en international mønsterbryder med sin genanvendelse af tomme fabrikskomplekser til kulturformål og blev belønnet for indsatsen med en European Museum of the Year Award i 1988, som det første museum i Norden. En kvalitet, man ofte tager for givet, men som der stadig er grund til at hylde for fremsynet omdannelse af fortidens bygningsarv. Lad os håbe, at museet bliver ved med at stræbe efter at ligge i museumformidlingens forfront, og ikke forfalder til nemme valg.

Alle torsdage er der gratis adgang fra 17-21.

  • Man: -
  • Tir - Ons: 10.00 - 17.00
  • Tor: 12.00 - 21.00
  • Fre - Søn: 10.00 - 17.00
Link til sted Find vej

Teater Momentum Anarkistisk scenekunst og byens kreative foyer

Teater Momentum
Culture | Ny Vestergade 18, Odense C | Skrevet af: Mira Erik | 108 anbefalinger

Her dufter af Berlin på grund af den driftige, kreative iværksættertrang på små midler.

Her er en aura af fortidens BZ-miljøer og baggårdsteatre. Her smager af anarki, af vild energi. 80’ernes plakatfetichisme hilser dig i foyeren, og hvis ikke du kender nogen i baren, så kender du nogen, der kender nogen af dem i baren - fordi de har gået på kunstakademiet eller skuespillerskolen sammen.

Teater Momentum er de hjem fra din barndom, hvor de voksne aldrig var hjemme, hvor dørene altid var åbne, hvor alle folk kom, og ingen var på besøg. Det er byens wienercafé, de intellektuelles salon. Det er her, man kan skændes gennem ismerne og mene vrede ting om det etablerede parnas af gamle, hvide mænd med døde penge. Det er her, folk er smukke og flasher dybe rygudskæringer og second hand-stiletter og helt originale outfits. Her er sex. Her er fest. Her er forventning til livet! 

Teatret serverer en lind strøm af scenekunst i alle afskygninger - og til så god en pris, at man som fattig kunstnersjæl alligevel i rigeligt mål kan få slukket sin tørst. Teater, moderne dans, koncerter, foredrag, film - det hele: Teater Momentum er et teater med det hele på plakaten - inklusive kærlighed.  

  • Man - Søn: 10.00 - 02.00
Link til sted Find vej

Nordatlantisk Hus Et arkitektonisk must-see på Odense Havn, der også rummer en ny nordisk restaurant med en nordatlantisk drejning

Nordatlantisk Hus
Eating | Nordatlantisk Promenade 1, Odense C | Skrevet af: Brian Lindskov Larsen | Photo: Hannibal-Bach | 17 anbefalinger

Du har ikke været i Ny Odense, før du har vovet dig ned på havnen. Havnen har - udover at være et generelt fedt sted - en række af Odenses vigtige attraktioner. Et af dem er uden tvivl Nordatlantisk Hus. Udefra ser det farligt sejt ud, og indeni har de en ret fantastisk restaurant, hvor man kan få et stykke med rigsfællesskab for rimelige penge.

Huset blev til som et samarbejde mellem Det Grønlandske Hus og Odense Kommune og rummer blandt andet studieboliger til de nordatlantiske borgere i Odense. Det geniale ved stedet er, udover den flotte arkitektur og den smukke beliggenhed ved Odense Havn, den helt særlige restaurant i stueetagen hvor der serveres specialiteter fra Grønland og Færøerne, der perfekt rammer den nordiske gastrotrend. Noma er det nok ikke, men det smager godt og er til ganske overkommelige priser.

Spis overdådig brunch med fabelagtig hjemmelavet Nutella og udsigt over vandet - i restauranten, på den fine terrasse, eller nu endda som take away. Grå klipper og lysende isbjerge har inspireret udformningen af denne perle på havnen, og i himlen over dig flyver isblå fugle af glas.

Udover restauranten byder huset også på koncerter og udstillinger med tilknytning til det nordatlantiske. Butikkens åbningstider: Torsdag kl. 13.00 - 18.00, Fredag kl. 13.00 - 18.00, Lørdag kl. 11.00 - 14.00.

  • Man - Fre: 11.30 - 23.30
  • Lør: 10.00 - 23.30
  • Søn: 11.30 - 16.00
Link til sted Find vej

Vollsmose Bibliotek Shine on You Crazy Diamond: En usleben diamant. Et kulturmekka med kant

Vollsmose Bibliotek
Culture | Vollsmose Alle 10, Odense NØ | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 20 anbefalinger

“Out on the edges they're mixin' the colors/ Some they don't like it but me I don't mind” (Iggy Pop).

Da mine børn var ganske små, gik deres første lange cykeltur til Vollsmose, hvor vi ville bese Børnebyen. Efter at have forceret den bedårende åsti med udsigt til stynede træer a la ”Fyrtøjet” og polkaprikkede ponyer a la Villa Villekulla stod vi så foran det kæmpemæssige højhusbyggeri på Vollsmose Allé. Og hvor jeg ikke erindrer, at ungerne havde vist nogen synderlig sans for naturfænomenerne undervejs, men mest klagede over træthed og tørst, lød min søns spontane kommentar: ”MEGA-flot!” Umiddelbart efter tilføjede han dog, at ”kirken ligner et fængsel” (den er da knap heller til at skelne fra den nærliggende Aldi-butik). Min datters kommentar var til gengæld ganske værdineutral: ”Hvorfor er her så mange brune mennesker, far?”

Lad os træde nærmere Vollsmose Kulturhus, idet vi kigger os til begge sider. Vollsmose flankeres til alle sider af brede veje. Men der er ikke tale om en sort firkant, snarere en sort diamant, der trænger til lys og liv i form af et udbygget vej- og stisystem. Udvortes er der ikke så meget at stille op med Vollsmose Torv (tidligere bl.a. Vollsmosecentret og Center Øst). Det repræsenterer byggestilen ”brutalisme i beton”. Men indvortes husker jeg de forretningsdrivende som så overvældende venlige, at jeg on a gloomy day af og til ligefrem undgik at blive konfronteret med deres strålende smil. Men så kunne man jo gemme sig blandt gammeldanskerne på værtshuset Mosen, som i dag er blevet gemt godt af vejen under centret. Eller besøge førstesalen, hvor kulturhuset ligger.

Meget kan allerede have forandret sig, siden jeg sidst var på disse kanter. Vollsmose Torv er lidt af et klondyke, hvor butikker og spisesteder kommer og går. Jeg vil derfor tage hele runden i centret, foretage mine indkøb og kigge indenfor på det udmærkede bibliotek, hvor digteren Viggo Madsen engang holdt hof, før jeg nok en gang bevæger mig opad vindeltrappen og ind i Vollsmose Kulturhus, der ligesom Kulturmaskinen i city er rammen om konferencelokaler og alle mulige kreative aktiviteter. Ydermere kan du også opleve koncerter, teater, film og fællesspisning her.

Hvis det også er længe siden, du har været i ”Mosen”, så tag et kig i kulturhusets altid fyldige program og udvælg en aktivitet. Ja, nu skal det være. Hop op på jernhesten og af sted ad åstien.

NB. Vollsmose Kulturhus er pr. 1. januar 2018 en del af Vollsmose Bibliotek.

  • Man: 13.00 - 18.00
  • Tir: 10.00 - 16.00
  • Ons: 13.00 - 18.00
  • Tor - Fre: 10.00 - 16.00
  • Lør: 10.00 - 14.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Møntergården Lokalfetischistisk historiefortælling i prisbelønnet (men debatteret) museumsbyggeri

Møntergården
Culture | Overgade 52, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | 10 anbefalinger

Oplev verdens kulturhistorie set med stærkt nærsynede, fynske briller, og tag dig selv i at græde en lille æblemosttåre af bar kærlighed til vor grønne ø.

Oldtid, middelalder og renæssance tages på Møntergården under kærlig, lokalpatriotisk behandling og genfortælles med fynsk dialekt, (næsten) bogstavelig talt. Møntergården har i hele mit liv, og længe før, været byhistorisk museum efter devisen: gamle ting udstilles på gamle steder. I 2013 kom så en arkitekttegnet prestigetilbygning til og pustede nyt liv i Mønten.

Fyns lange og rige historie fortjener det, men det bedste i den nybyggede fløj er nu det sidste kapitel: den nære byhistorie i kælderen, hvor Odenses omfattende industri- og arbejderfortid foldes ret gribende ud med udgangspunkt i artefakter som klædefabrikant Brandts håndskrevne lykønskningsbreve til pensionsklare, trofaste arbejdere og eksempler på alt det klæde, jern og glas, der i en ikke så fjern fortid blev fremstillet lige her i byen.

Men man behøver faktisk slet ikke købe billet for at mærke Møntergården-magien. Til fods byder det hele sig til udefra: Det nye byggeri fra 2013 er følsomt placeret og citerer sine omgivelsers århundreder gamle bindingsværk, brændte tegl og gule gavle med sort, rød og okker i sin egen farvepalet. Det moderne byggeri faldt langt fra i alles smag, men alle er enige om, at der også er opstået nye, gode byrum omkring museet, og så har bygningen – måske allermest overraskende – fået sig en ven i den uglesete, modernistiske politigård på den anden side af gaden. Ét tvivlsomt nybyggeri i et gammelt kvarter er suspekt, men to tvivlsomme nye huse er pludselig en dynamik!

Så meget for det nye; for mig er Møntergården stadig dybest set Falk Gøyes Gård fra 1646, der ligger som en sovende, rød drage med ryggen ud mod Overgade, og danner en lukket gårdsplads sammen med den endnu ældre fattigstiftelse, Pernille Lykkes Boder, fra 1617. Indholdet her er ikke ligeså kækt fortalt med skærme og lyd, men jeg har altid været til fals for historieformidling efter princippet konkret tidsrejse: det er billige tricks, men synet af vadmel, og lugten af røget flæsk, gammel mur og kogler i kakkelovn virker bare, når man skal vænne sin hjerne til tanken om, hvad det ville sige at bo i en købstad i år 1600.

Fattiggårdens lave dørkarme og tykke mure er billedskabende bare som de står, og den indre gård med brosten, et stort kastanjetræ og julemarked om vinteren er et genuint, genialt udgangspunkt for museets byvandringer og de historiske børneaktiviteter, som der i øvrigt er mange af. Mit eget hjerte har banket for Møntergården, lige siden jeg som medlem af børnearkæologerne Hugin og Munin lå med en lille børste og udgravede (nøje plantede) romerske mønter og benskeer i en sandkasse i museets gård.

Traditionen for levende historie, som kan smages og mærkes i sprøjt på ansigtet fortsættes ivrigt i dag med brygning af middelalderøl og gladiatorkampe med ægte, halvnøgne mænd, der udspiller sig i gårdrummene mellem nyt og gammelt.

  • Man: -
  • Tir - Søn: 10.00 - 16.00
Link til sted Find vej

Musikhuset Dexter Jazz, blues, Americana og alt derimellem på autentisk spillested

Musikhuset Dexter
Culture | Vindegade 65, Odense C | Skrevet af: Kathrine Guldmann | 50 anbefalinger

Du skal tage dine venner under armen og slentre gennem gaderne til Musikhuset Dexter, et af Odenses mest autentiske spillesteder, der fungerer som en fast legeplads for jazzglade mennesker fra nær og fjern. Mød dygtige jazzmusikere, som vil give dig en fantastisk oplevelse fra Dexters lille intime hjørnescene under det lave loft. Akustikken er vidunderlig, atmosfæren er helt unik, og kommer man i god tid, kan man sidde helt oppe foran ved sit eget bord med en stor fadøl og en (imaginær) cigaret og være så tæt på musikerne, at man kan lugte dem.

Er du typen, som gemmer dig i hjørnet, under hattens mørke skygge, med en whisky og en cubansk cigar, skal du finde et andet sted at sidde eller slukke cigaren, for på Dexter er det ikke tilladt at ryge. Heldigvis kan du så meget andet. Er du derimod typen, som ikke kan lade være med at svinge lårene, når livemusikkens magi rammer øregangen, skal du være hjertens velkommen til at blotte dine dansetrin midt på dansegulvet. Til alle os andre - her er også mulighed for at sidde og vippe diskret med foden.

Gå efter det blå lys og tag med! Du må ikke gå glip af den lækre, løsslupne og levende musik, som spilles her - hvad enten det er verdensklasse-jazzekvilibrister eller Odenses spirende musikere. Det bliver smadderhyggeligt.

Spørger man mig, så er Dexter’s gratis mandagsarrangementer en af de bedste måder at tilbringe sin mandag aften i Odense på. Uanset om der står jazz jam, blues eller gypsy/hiphop/poetryslam-fusion på menuen, så er der noget ved den hyggelige stemning omkring de små borde med den dæmpede belysning, der altid gør disse aftener til noget særligt fornøjeligt.  

Søndag er en dag, der for mange er helliget søvn, avislæsning og generel selvgenopbyggelse oven på ugens strabadser. Skulle man have lyst til at prikke hul på den sløve søndagsboble, tilbyder Dexter den vitalitet, man ofte mangler om søndagen. Jeg tør således roligt overlade min søndagstrætte øjne til Dexters dæmpede belysning uden frygt for at døse hen. Mon ikke et skud swingende bigband-energi eller medrivende trommesolo-rytmeakrobatik skulle være nok til at vække de fleste ud af søndagskomaen og give fornyede kræfter til at møde den kommende uge.

Dexter har åbent, når der er noget at holde åbent for - så hold dig ajour på
http://www.dexter.dk/

  • Man - Søn: -
Link til sted Find vej

StudieStuen Danmarks måske hyggeligste studiested. Her kan du få kaffe til en 10’er, gøre et bogkup eller bare nyde et sted, der for alvor har hjerterum

StudieStuen
Culture | Nedergade 12, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen | 22 anbefalinger

Er dit hjem uden for dit hjem. Et sted, hvor du kan fordybe dig i dine studier, drikke kaffe for en tier og æde en figenstang, mens du putter dig i tæpper, skramler med din medbragte madpakke og overspringshandler med at kigge på kunsten på væggene (udstillingen skifter fire gange årligt) eller bøgerne i reolerne.
Finder du en særlig interessant bog, kan du bare købe den, og når du har bestået din eksamen og helst ikke nogensinde vil læse dine bøger igen, så kan StudieStuen sælge dem for dig.

StudieStuen er indrettet med klunsede møbler. Lampeskærmene er frynsede. Tæpperne er hæklede. Der er den gode stol, den lidt for hårde stol og den, som vakler. Hjemligt.

Her går du lykkeligt glip af gennemtærsket cafémusik (du får i stedet noget så sjældent som stilhed eller behersket jazz), og lige så lykkeligt slipper du for stressende læsesale, hvor lyden af hektiske fingre mod taster hurtigt sender dit blodtryk på himmelflugt. Okay, men mit i hvert fald.

Konceptet taler til alle studerende, som ikke længes efter campusoplevelsen på Universitetet i Det Fjerne, men som holder af, at pauserne kan nydes ved at træde over dørtærsklen og direkte ind i bymidten. Eller i samtale med nogle af de andre studerende, naturligvis. Uden ond skulen eller schhh’en fra mere ambitiøse medlemmer af racen.

StudieStuen er rammen om et væld af arrangementer, som afspejler de frivilliges brede interesser. Det lille sted har været strikkestue, dansestue, syngestue, foredragsstue, brætspilsstue, koncertstue, lyrikstue og meget mere. Men mere end noget andet er stedet et værested drevet af flinke frivillige, som alle kender hinanden, og derfor er det meget familiært. Men altså – en flink og åben familie, hvor der er plads under vingen, om man vil.

  • Man: 10.00 - 18.00
  • Tir: 10.00 - 21.00
  • Ons: 10.00 - 18.00
  • Tor: 10.00 - 21.00
  • Fre: 10.00 - 18.00
  • Lør - Søn: 10.00 - 16.00
Link til sted Find vej

Danmarks Jernbanemuseum Følg din barnlige togfascination, og tag på museum i dit nydeligste 1930'er-sæt

Danmarks Jernbanemuseum
Culture | Dannebrogsgade 24, Odense C | Skrevet af: Mikkel West | 16 anbefalinger

Min barnlige fascination af tog blusser helt op, når jeg støder på stolte, gamle veterantoge. Det er noget med historiens vingesus og fornemmelsen af, hvor altafgørende toget engang var for den danske infrastruktur.

Inde på Danmarks Jernbanemuseum har de det helt vildt over at hylde den kultur, der hylder jernbanen.
Bl.a. opførte et orkester "Jernbanegaloppen" inde blandt togene, og de har vist Europa fra Lars von Triers Europa-trilogi på museet. I anledning af en kulturnat forsøgte Jernbanemuseet sig endda med poetryslam i deres enorme hal, der ellers til daglig huser relativt fredsommelige lokomotiver og tilhørende accessories fra attenhundredeoghvidkål.

Bevægelsen gennem landet, ankomsten, afskeden, motoren og de tilfældige møder med andre rejsende har siden tidernes, eller rettere togenes, morgen været dynamo for musik og litteratur, og derfor er det faktisk en skidegod idé at bruge lokaliteterne som kunstscene.

Der er god grund til at hylde togfarten. Det er rigtigt nok, at det efter 132 år stadig kommer bag på DSB, at bladene falder af træerne, og at billetprisniveauet er helt barokt, men ser man bort fra det, er togfarten stadig den klart mest bekvemme og fantastiske måde at rejse på. Trop op i dit nydeligste 1930'er-sæt, og tag en veterantogs-selfie.

  • Man - Søn: 10.00 - 16.00
Link til sted Find vej

Fyns Grafiske Værksted Selvejende, analog kunstinstitution i højeste klasse

Fyns Grafiske Værksted
Culture | Hans Jensens Stræde 18, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 14 anbefalinger

Dér, midt i området for udviklingen af den mest moderne bydel af Odense med letbane, supercykelsti, affaldssug og grønne tage, ligger et lille uanseeligt, analogt kunsttempel.

Her er grafik noget, man laver i hånden og udstillinger ikke noget, man fortæller særligt meget om.
Et af byens utallige uprætentiøse rum for kunstnerisk udfoldelse, som kun de færreste kender til og endnu færre besøger.

Men det er samtidig et af de bedste. En sammenslutning af nu ca. 300 kunstnere fra over 20 lande, et rustikt autentisk udstillingssted for professionelle værker og et åbent værksted for medlemmerne, hvor der kan arbejdes med teknikker som ætsning, træsnit, fotogravure og litografi.

Der har det ligget siden 1976 mens verden er passeret forbi på motorgaden uden for vinduerne. Nu genskabes de gamle gadestrøg mellem H.C. Andersen-kvarteret og Nørregade-kvarteret, og så vil det grafiske værksted ligge som en naturlig fortælling, der binder fortid og fremtid sammen.

  • Man: -
  • Tir - Fre: 13.00 - 17.00
  • Lør: 10.00 - 14.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

FAA Project Room FAA Project Room er et uforudsigeligt og alsidigt projekt- og udstillingsrum for de studerende på Det Fynske Kunstakademi

FAA Project Room
Culture | Jernbanegade 13, Odense C | Skrevet af: Heidi Nikolaisen | 14 anbefalinger

FAA Project Room er et uforudsigeligt og alsidigt projekt- og udstillingsrum for de studerende på Det Fynske Kunstakademi.

Her bliver tanker, udstillingskoncepter og formater for viden afprøvet og artikuleret i en rumlig sammenhæng, der blandt andet har til formål at invitere kunstinteresserede i alle afskygninger til at gøre sig mere bekendt med elevernes arbejder.

FAA Project Room er derfor ikke som andre udstillingsrum. Det er et kig ind i kunstelevernes verden. Nogle gange med næsten færdige og afprøvede projekter, og andre gange er det blot en bid af helheden, man får at se. Det er netop det unikke ved stedet. Man kan ikke beregne eller forudse, hvad man bliver mødt af. 

Der er ikke faste udstillinger eller tider, så man skal sørge for at følge dem på facebook eller være tilmeldt kunstakademiets nyhedsbrev. 

  • Man - Søn: -
Link til sted Find vej

Galleri 5000 Fantastisk billedkunst i funkislejlighed - byens hemmeligste galleri

Galleri 5000
Culture | Filosofgangen 3, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 1 anbefalinger

Byens bedste galleri er også det mest hemmelige. Galleri 5000 er Peter Thomsens velproportionerede 3.sals-lejlighed på Filosofgangen. Her smelter indretning og kunstværker sammen i et større sansebombardement af skiftende udstillinger. Genrerne og priserne er flydende, men kvaliteten er ikke.

Gå på opdagelse i malerier, foto, grafik og skulpturer fra mere eller mindre kendte kunstnere, herunder en række lokale. Du kan støde på navne som Peter Martensen, John Olsen, Per Arnoldi og priser fra få hundrede kroner og op til en million.

Værten er venlig, vidende og ganske overbærende over for dig, der som undertegnede kan have behov for en indføring i stilperioder, kunstnere og metoder.

Du kan altid ringe på dørklokken og tage chancen, men hvis du vil være sikker på at møde galleristen, kan det godt betale sig at ringe på 24 23 73 57 og lave en aftale, inden du dukker op. Der er mere end 2.300 værker til salg på hjemmesiden, hvor du kan sondere terrænet, inden du kigger forbi.

  • Man - Søn: 00.00 - 24.00
Link til sted Find vej

Cafe biografen Film skal ses i Cafe Biografen!

Cafe biografen
Culture | Brandts Passage 39, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 62 anbefalinger

23. juli 1983 åbnede Ole og Karen Cafe Biografen som de første indflyttere i det ombyggede Brandts Klædefabrik. Med kolonialistisk nybyggerånd og klunserenergi fik de skabt en storbyoase i datidens parcelhusby.

Sidenhen er der ikke meget, der har forandret sig. Karen er blevet til Jørgen, men Ole er der endnu, interiøret er næsten det samme, og i de små filmsale, med blødplyssede røde sæder, hvor du bringer drikkelse med dig i både glas og porcelæn, kører filmene stadig en vis omvej uden om Hollywood.

Udviklingsresistens er i dag sjældent et plusord, men Cafe Biografen er en integreret del af så mange odenseaneres fortælling, at store forandringer uundgåeligt vil betyde, vi taber en del af os selv. Selv en stresset tjeners vrisne lukkevarsel er for mig blevet et forudsigeligt ritual, der bringer glade minder.

Cafe Biografen er destination for både hverdagsaftener, en tidlig bytur og søndag eftermiddag med backgammon. Om vinteren er stueetagen en dragende hule, der bader Amfipladsens våde odenseklinker i vellys, i forsommeren rykker caféen uden for under sol og lindetræ, og når vi når til august, bliver Cafe Biografen hjemsted for alverdens filmskabere og omdrejningspunkt for Odense Internationale Filmfestival.

Med kunstbiografens DFI-støtte følger også en forpligtelse til at dyrke det, der flytter filmpublikummet steder hen, hvor de ikke findes i forvejen. Derfor kunne man godt ønske sig, at Cafe Biografen, med større mod og selvstændighed turde søge uden om flere af de lidt for sikre valg og skabe en så god fortælling om det, at Odenses kvalitetsfilmsbiograf blev en attraktion for både film og stemning.

  • Man - Lør: 10.00 - 23.00
  • Søn: 10.00 - 22.30
Link til sted Find vej

Antikvariatet Find din næste store bogoplevelse i det lille antikvariat

Antikvariatet
Shopping | Klaregade 27, Odense C | Skrevet af: Anders Skovgaard | 1 anbefalinger

Jeg har altid haft bøgerne med mig, og da jeg i sin tid flyttede til Odense for at starte på uni, blev bogantikvariatet på Klaregade mit faste holdepunkt, min oase i virkelighedens ørken. Odense er en studieby, og der burde derfor være en hel del, som kunne have glæde af denne lille delikatessehandel, men jeg har sjældent mødt andre på mine ture derinde, selvom jeg kommer ofte. Det er mærkeligt, for priserne er egentlig fair nok, bøgerne ofte i god stand, og der et ok flow af nye (gamle) bøger.

Stedet er ikke vanvittigt stort, men der er en helvedes masse bøger og en så skønt duftende atmosfære, som kun gamle bøger kan give. De har især nogle rigtig fine reoler med filosofi, historie, antropologi osv. En ok afdeling med danske klassikere og et fint udvalg af engelsksprogede hovedværker. Bøgerne er kategoriseret efter land eller emne, og der er ofte et pænt udvalg over hele linjen. Det eneste, der altid har irriteret mig, er, at de ikke har et særlig godt udvalg af fransk litteratur.

Dog er det næsten det eneste sted i byen, man kan købe digte og dramaer efterhånden, så det er virkelig dejligt. Ejerne er virkelig søde og ved præcist, hvad der gemmer sig i bogstakkene, så man skal bare spørge, når man efter et par timer har vandret sig træt i labyrinten.

 

  • Man - Fre: 12.00 - 17.30
  • Lør: 11.00 - 14.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Nørregaards Teater Et af landets stærkeste og flittigste børne- og ungeteatre

Nørregaards Teater
Culture | Filosofgangen 19, Odense C | Skrevet af: Anders Skovgaard | Photo: Hannibal-Bach | 5 anbefalinger

Nørregaards Teater er Odenses eneste professionelle børneteater og har igennem flere år produceret og udviklet en del stærke og flotte forestillinger for børn og unge.

Det er et meget aktivt teater, som hvert år producerer og co-producerer flere nye forestillinger med høj kunstnerisk kvalitet. Det er ikke teater, der blot vil underholde. Det er forestillinger, som har noget på hjerte, og som tager udgangspunkt i de problemstillinger og dilemmaer, børn og unge kan have - og altid på børnenes præmisser.

Desuden viser teatret ofte gæsteforestillinger både til børn og unge - og de voksne kan også sagtens få en masse ud af at være med på en kigger. 

  • Man - Søn: -
Link til sted Find vej

Odense Bunkermuseum En koldkrigstidslomme til flere end de historieinteresserede

Odense Bunkermuseum
Culture | Kragsbjergvej 99, Odense M | Skrevet af: Mikkel West | 1 anbefalinger

Odense Bunkermuseum giver et levende billede af, hvor virkelig den kolde krig var.
Museet består af en fuldstændig intakt, atomsikret kommandocentral - hemmeligholdt og operationel indtil 2007 - hvorfra Odense skulle styres i tilfælde af angreb fra Sovjetunionen.

Bunkeranlægget indeholder stadig de oprindelige installationer fra den kolde krig, i operationel tilstand. Desuden findes udstyr som f.eks. originale blanketter, katastrofeplaner, telefoner, radioanlæg, varslingsanlæg og et belyst bykort.

Bunkeren består bl.a. af et auditorie-lignende kommandorum, en kommunikationscentral, hvor sikrede telefonlinjer oprindeligt gjorde det muligt at holde kontakt med byen og Fyns øvrige instanser og andre hemmelige atombunkere, et spisekøkken med plads til 30 personer og et intakt maskinrum med køreklar nødstrømsgenerator.

 

  • Man - Fre: -
  • Lør - Søn: 10.00 - 16.00
Link til sted Find vej

Graabrødre Klosterkirke Fed folkekirke med rørende prædikener og rigtig rødvin

Graabrødre Klosterkirke
Culture | Gråbrødre Plads 1, Odense C | Skrevet af: Mira Erik | Photo: Hannibal-Bach | 1 anbefalinger

Graabrødre Klosterkirke var oprindeligt et kloster og et sygehus - med en kirke. Men kirken forfaldt i 1800-tallet, og i dag er det hospitalssalen, der er indrettet som kirke. Som et sjælens hospital, kunne man så sige.  

Den hvælvede gang, man går igennem ind til kirken, bestod og er oprindelig. Den er ældgammel, helt tilbage fra 1200-tallet. Det er her under de smukke, lave lofter, man drikker den rigtige rødvin efter gudstjenesten. Der er menighed og fællesskab, hvis man vil. Er man helst fri, går man fri. 

Gudstjenesterne ligger på et dejligt tidspunkt, søndag kl. 17, så hvis man har en brandert på, kan man nå at sove den ud inden.

Det er Domkirkens præster, der på skift går på prædikestolen, så man kan ramme både den liberale, den indremissionske og den reflekterende variant.

Rundt om ligger klosteret, som den dag i dag er befolket med nonner, men også med almindelige, ældre damer. Ret lækker adresse til ret billig penge. I denne deres privilegerede tilstand råber de tit ad de unge skatere, der holder til på den anden side af gågaden, foran Skatehouse. Det er selvfølgelig lidt latterligt at ønske sig, at livet ikke skal larme - der er åbenbart lidt vej endnu i de helliges Kristuslighed. For Kristus var da klar på noget larm og ballade - sådan som jeg har forstået ham. 

  • Man: 14.00 - 16.00
  • Tir: -
  • Ons: 14.00 - 16.00
  • Tor: -
  • Fre: 14.00 - 16.00
  • Lør - Søn: -
Link til sted Find vej

ODEON Social Rent faktisk social aftensmad. Billig, god fællesspisning med en ny sidemand hver gang

ODEON Social
Eating | Odeons Kvarter 1, Odense C | Skrevet af: Laura Malahovska

Transformationen af Thomas B. Thriges Gade har givet Odense et nyt mødested for fællesspisning med venner og fremmede. Danskere elsker en anledning til at medbringe forskellige retter til et fælles bord og dele måltidet med kollegaer, venner eller i frivillige fællesskaber - det har jeg for længst opdaget som tilflytter fra Letland.

På Odeon Social praktiseres en lidt anderledes form for fællesspisning: man vælger hverken, hvad man spiser, eller hvem, man spiser det med. Ved hvert bord sidder man otte mennesker, og man får tilfældigt plads sammen med folk, man sandsynligvis aldrig har mødt før. Maden serveres ikke samtidig af en hær af tjenere, men fordeles gradvis bord for bord. Hver dag i ugen har sin særlige menu - et par dage med fisk; torsdag er altid vegetarisk; søndag er tømmermændsmad - så der er noget for enhver smag. Maden deler man altså med syv andre, og selvom det måske i første omgang er lidt grænseoverskridende, er det også en sjov måde at møde nye mennesker på. Det er ikke sikkert, at du møder din nye bedste ven her, men du får med garanti et par timers hyggelig snak med fremmede, som du ellers ville have gået tavst forbi på gaden.

  • Man - Søn: 10:00 - 22:00
Link til sted Find vej

Kunstnerisk Klatrevæg En kunstnerisk klatrevæg på bagsiden af bryggeriet er centrum for en oase ved åen.

Kunstnerisk Klatrevæg
Culture | Frederiksgade 3, Odense C | Skrevet af: Jens Krog

Imellem Albanigade og Frederiksgade ligger Albanibryggeriet som en massiv kompromisløs kæmpe med høje, røde mure hele vejen rundt. Jovist, de fylder hele øens kiosker med Odense Pilsner, men bygningen har ikke givet meget tilbage til byen - altså før for nylig.

Siden 2016 har Albanibryggeriet blotlagt det hjørne af bygningen, som ligger længst nede mod åen, og på den høje væg ved siden af murstensbuer fra en svunden tid finder man fem høje former skabt af hvide og sorte trækantede klinker. Indimellem stikker trekanterne drilsk ud i luften fra den bagvedliggende udtryksløse murstensvæg. De små greb smyger sig i zigzag-mønstre hen over de fem store paneler, og hvis man stiller sig helt op til kunstværket, kan man faktisk gribe fat i nogle af dem.

Installationen på bagsiden af Albanibryggeriet er nemlig på en gang skulptur og klatrevæg. Kunstneren bag klatrevæggen, Jacob Skov, har udviklet de forskellige elementer i væggen i samarbejde med lokale klatrere og har dermed skabt kunst, man må lege på.

Udover at åbne selve bagmuren på bryggeriet op for kunst- og klatreentusiaster, er det lille grønne område op til væggen også blevet ryddet, og en lille legeplads er skudt op. Bryggeriets enorme organisme åbner sig på en smuk måde op for andre af byens skabninger, og det lille grønne område imellem mur og å er blevet en lille oase midt i byen.

Næste skridt må være at banke muren ned under en af buerne og åbne en lille bar, som sælger fejlmarkerede flasker til de unge mennesker, der slænger sig i pallemøbler i solskinnet. Den tager i bare Albani!

  • Man - Søn: 00:00 - 24:00
Link til sted Find vej


This Is Odense