Studenterhuset Alt hvad en studieby kan begære af koncerter, læsezoner og billige øl

Studenterhuset
Culture | Amfipladsen 6, Odense C | Skrevet af: Albert Petersen | Photo: Hannibal-Bach | 78 anbefalinger

“Vi har sygt mange stoleben. 72 x 4 udenfor og 130 x 4 indenfor ...” - svarede Studenterhus Odenses daglige leder, da vores skribent Jacob Keinicke i forbindelse med stedets åbning spurgte ind til antallet af stoleben. Det er nu fire år siden, og ud over at være blevet en etableret del af den odenseanske musikscene er stedet faldet perfekt ind i Farvergårdens miljø. Det er velbesøgt af studerende såvel som alle andre, der er glade for billig kaffe, øl og toasts. Og der er stadig sygt mange stoleben.

Der er altid et væld af mennesker på Studenterhuset. Hvad end det er folk med hænderne om en kop kaffe og næserne i tykke bøger eller stukket sammen om et gruppeprojekt, eller bare mennesker, der nyder at kunne få en øl uden at skulle punge ud med en halvtredser. En god studieby skal selvfølgelig have et studenterhus, og i Odense er det lykkedes at lave et godt samlingspunkt, hvor både gymnasieelever og universitetsstuderende tager hen for at arbejde, og hvor der ikke bliver set ned på den, som bare kigger forbi for at pjække med en øl og et spil backgammon.

  • Man - Ons: 10.00 - 22.00
  • Tor - Lør: 10.00 - 24.00
  • Søn: 10.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Teater Momentum Anarkistisk scenekunst og byens kreative foyer

Teater Momentum
Culture | Ny Vestergade 18, Odense C | Skrevet af: Mira Erik | 104 anbefalinger

Her dufter af Berlin på grund af den driftige, kreative iværksættertrang på små midler.

Her er en aura af fortidens BZ-miljøer og baggårdsteatre. Her smager af anarki, af vild energi. 80’ernes plakatfetichisme hilser dig i foyeren, og hvis ikke du kender nogen i baren, så kender du nogen, der kender nogen af dem i baren - fordi de har gået på kunstakademiet eller skuespillerskolen sammen.

Teater Momentum er de hjem fra din barndom, hvor de voksne aldrig var hjemme, hvor dørene altid var åbne, hvor alle folk kom, og ingen var på besøg. Det er byens wienercafé, de intellektuelles salon. Det er her, man kan skændes gennem ismerne og mene vrede ting om det etablerede parnas af gamle, hvide mænd med døde penge. Det er her, folk er smukke og flasher dybe rygudskæringer og second hand-stiletter og helt originale outfits. Her er sex. Her er fest. Her er forventning til livet! 

Teatret serverer en lind strøm af scenekunst i alle afskygninger - og til så god en pris, at man som fattig kunstnersjæl alligevel i rigeligt mål kan få slukket sin tørst. Teater, moderne dans, koncerter, foredrag, film - det hele: Teater Momentum er et teater med det hele på plakaten - inklusive kærlighed.  

  • Man - Søn: 10.00 - 02.00
Link til sted Find vej

Slagteriet Vilde gæste-DJ's, god stil og rå industriel charme gør Slagteriet til et absolut højdepunkt på den odenseanske nattescene

Slagteriet
Drinking | Rugårdsvej 5, Odense C | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 13 anbefalinger

Tag på Slagteriet, hvis du er til rustik og svedig natklub, hårdtslående cocktails og gæste-DJ's af højeste klasse. To unge Odense-drenge har omdannet kødlaboratoriet i det gamle Danish Crown-slagteri på Rugårdsvej 5 til en moderne natklub med industriel coolness og historisk vingesus. Slagteriet har gjort ny elektronisk lyd og fortidens industriforfald til en fast lørdags- og indimellem også mandags- eller fredagsbegivenhed i byen. 

Odenses nattescene er under hastig forandring. Forbi er tiden, hvor TheVoice-playlisten og en Tuborg til ti kroner betød sikker succes. Bevares, de findes endnu, de steder. Men de må i højere og højere grad dreje nøglen eller genopfinde sig selv. De to driftige evententreprenører Jonas og Julian har med Slagteriet bevist, at man kan overleve på et gennemført koncept - og ikke bare på gratis fadøl og firseromkvæd. 

Al respekt til dem, at de turde åbne en klub - eller egentlig hvad som helst - på den "forkerte" side af stationsvejen. De odenseanske gåibyen-folk har alle dage haft et rygte som nogle dovenlarser, der nægter at gå mere end 50 meter fra absolut centrum. Men er der noget, der er værd at gå efter, er det denne ambitiøse natklub. Der er åbent hver lørdag fra kl 00.00-05.00 (altså ret beset søndag), lokalerne er usædvanligt rå og stilfulde, lyden er nok byens bedste, cocktailkortet er særdeles gennemført, og så har de banket en vildt lækker terrasse op bag ved klubben - et must på en sen sommeraften.

Slagteriet er kendt for at gå all in på gæste-DJ's og har siden åbningen i oktober 2013 haft en ren perlerække af kvalitetsnavne bag knapperne: Tomas Barfod, Thomas Madvig, Ena Cosovic, Jean Von Baden (fem gange!), Le Gammeltoft, Henri Matisse, Mike Sheridan, Zebra Katz, Pelle Peter Jensen, DJ Static, SNAVS, Nonsens, Few Wolves, DJ Buda, KANT, Borneland, WAQAR, Vendelboe, Lou Van, Kris Menace og ingen mindre end MK (!!). Listen bliver længere måned for måned.

Gå de ekstra 200 meter, og oplev byens mest ambitiøse natklub. Det er den bedste beslutning, du gør i nat.

  • Man - Tor: -
  • Fre: 23.45 - 05.00
  • Lør: 00.00 - 05.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Musikhuset Dexter Jazz, blues, Americana og alt derimellem på autentisk spillested

Musikhuset Dexter
Culture | Vindegade 65, Odense C | Skrevet af: Kathrine Guldmann | 49 anbefalinger

Du skal tage dine venner under armen og slentre gennem gaderne til Musikhuset Dexter, et af Odenses mest autentiske spillesteder, der fungerer som en fast legeplads for jazzglade mennesker fra nær og fjern. Mød dygtige jazzmusikere, som vil give dig en fantastisk oplevelse fra Dexters lille intime hjørnescene under det lave loft. Akustikken er vidunderlig, atmosfæren er helt unik, og kommer man i god tid, kan man sidde helt oppe foran ved sit eget bord med en stor fadøl og en (imaginær) cigaret og være så tæt på musikerne, at man kan lugte dem.

Er du typen, som gemmer dig i hjørnet, under hattens mørke skygge, med en whisky og en cubansk cigar, skal du finde et andet sted at sidde eller slukke cigaren, for på Dexter er det ikke tilladt at ryge. Heldigvis kan du så meget andet. Er du derimod typen, som ikke kan lade være med at svinge lårene, når livemusikkens magi rammer øregangen, skal du være hjertens velkommen til at blotte dine dansetrin midt på dansegulvet. Til alle os andre - her er også mulighed for at sidde og vippe diskret med foden.

Gå efter det blå lys og tag med! Du må ikke gå glip af den lækre, løsslupne og levende musik, som spilles her - hvad enten det er verdensklasse-jazzekvilibrister eller Odenses spirende musikere. Det bliver smadderhyggeligt.

Spørger man mig, så er Dexter’s gratis mandagsarrangementer en af de bedste måder at tilbringe sin mandag aften i Odense på. Uanset om der står jazz jam, blues eller gypsy/hiphop/poetryslam-fusion på menuen, så er der noget ved den hyggelige stemning omkring de små borde med den dæmpede belysning, der altid gør disse aftener til noget særligt fornøjeligt.  

Søndag er en dag, der for mange er helliget søvn, avislæsning og generel selvgenopbyggelse oven på ugens strabadser. Skulle man have lyst til at prikke hul på den sløve søndagsboble, tilbyder Dexter den vitalitet, man ofte mangler om søndagen. Jeg tør således roligt overlade min søndagstrætte øjne til Dexters dæmpede belysning uden frygt for at døse hen. Mon ikke et skud swingende bigband-energi eller medrivende trommesolo-rytmeakrobatik skulle være nok til at vække de fleste ud af søndagskomaen og give fornyede kræfter til at møde den kommende uge.

Dexter har åbent, når der er noget at holde åbent for - så hold dig ajour på
http://www.dexter.dk/

  • Man - Søn: -
Link til sted Find vej

RecordPusher Vinylpusher i særklasse - nyt, gammelt og en øl mens du pladebladrer

RecordPusher
Shopping | Overgade 18, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 8 anbefalinger

En lille, intim forretning, et stort udvalg af vinyler på tværs af genrer - både nye og brugte - og svar på alle dine spørgsmål. Det gør RecordPusher til en af de bedste pladeforretninger i Danmark.

Efter mange år i brorens kultbutik, Moby Disc, åbnede Bo i 2011 RecordPusher.com og debuterede tre år senere med den fysiske butik i Overgade. Indimellem i (bitter) konkurrence med brormand, der i 2015 genåbnede Moby Disc et langt stenkast væk.

Jeg har besøgt vinylforretninger i alverdens storbyer og ved derfor, hvad jeg forbinder med den rigtige vinyloplevelse: At købe lyd på vinyl skal være en helstøbt oplevelse med plads til at føle, mærke og lytte sig frem. At være helt til stede, tage sin tid og have overskud til at lære noget nyt.

Lige netop dét kan du hos RecordPusher. Efter indlemmelsen af nabolokalet har RecordPusher fået en lille lounge, hvor du kan få kaffe, øl, vin og bobler. Der er altid lyd på højtalerne, og hvis du er heldig, kan du få lov at streame fra tablet inden køb (spørg ved disken). Du kan nævne en genre og få en anbefaling, du ikke havde ventet, og så er der, vigtigst af alt, altid nye plader i reolerne.

Her er særligt fokus på nyudgivelser og et bredt genremæssigt udvalg med en overvægt af indie. Bo er altid god til at have koncert- og festival-aktuelle kunstnere på lager, så det er også en oplagt mulighed for at lytte op på en kommende koncertoplevelse.

Kig forbi til en nærværende vinyloplevelse i en af Danmarks mest velassorterede, uafhængige pladeforretninger. Tag plads i vinduet, eller på bænken foran butikken og følg med i livet på Overgaden.

Der er altid åbent den første søndag i hver måned også fra kl. 11-15.

  • Man - Tor: 09.00 - 17.30
  • Fre: 09.00 - 19.00
  • Lør: 09.00 - 16.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Velodrom Kaffebar God kaffe, 50'er-æstetik og jernbane-nostalgi i skoven

Velodrom Kaffebar
Drinking | Fruens Bøge Skov 4, Odense SV | Skrevet af: My Rasmussen | 1 anbefalinger

I den gamle stationsbygning ved Fruens Bøge bag Skovsø, bøgeskov, legeplads og det genopståede Carlslund Kro ligger Velodrom Kaffebar. Som en subtil hyldest til cykelsporten, der for hundrede år siden trak publikummer til Fruens Bøge for at beundre verdensmester i sprint, Thorvald Ellegaard, og hans vidunderlige cykelstyrs-overskæg.

Stedet er indrettet med respekt for bygningens oprindelige funktion som station – her er både billetluge, DSB-sæbe-dispenser på WC’et og Aage Rasmussens ikoniske DSB-plakater på væggene. Café-ejer og kaffebrygger Kåre Loll vægrer sig ved ordet retro, men vedkender sig en kærlighed til 1950’ernes æstetik. Han har både ønsket og skabt et sted med en ren linje i indretningen, et fravær af plastik og en massiv tilstedeværelse af mørkt træ.

Med navnet Velodrom er kaffebaren solidt forankret lokalhistorien, men referencerne til cykelsporten er ellers ikke iøjefaldende. Bortset fra en smuk, celestegrøn Bianchi, som pynter væggen er det i detaljerne trådene flettes sammen: den gode kaffe brygges på en Faema espressomaskine model 1961. Faema sponsorerede verdens mest vindende landevejsrytter, Eddy Merckx, og kaffen serveres i kopper, som matcher hans klassiske rød-hvide cykeltrøje.

At bestille en kop kaffe er efterhånden en kunst i sig selv derude. Varianter over ”varm koffeinholdig drik” synes uendelige og til tider endda uudtalelige. Desuden kobles indtaget af selvsamme kaffedrikke gerne sammen med stressede café-gængere, mavesure baristaer og et horribelt soundtrack.

På Velodrom kan du gå lykkeligt glip af det hele. Der er ikke så meget at vælge imellem, men det hele er godt. Kaffen løber kun så hurtigt, som den nu engang gør, hvilket giver en behageligt langsom oplevelse. Gæsterne venter uden at udsondre vrede, og de er ofte endda smilende, for der er sgu ingen der har for travlt i Fruens Bøge. Musikken er aldrig, aldrig P3, men ofte 30’ernes blueslegende Robert Johnson eller måske fransk psykedelisk popmusik fra 60’erne. Og kaffen er smagt til og godkendt af venner og familie. Godt nok til dem = godt nok punktum. 
Det er Kåres ret. Hans sted – han bestemmer – og han gør det godt.

  • Man: -
  • Tir - Søn: 10.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Restaurant Goma Topmoderne odenseansk-japansk fusion i særklasse

Restaurant Goma
Eating | Kongensgade 66-68, Odense C | Skrevet af: Brian Lindskov Larsen | 1 anbefalinger

Goma var en af Odenses første store alternative gourmetsatsninger. Med en god fusion af japansk sushi og alt muligt andet, inklusiv flæskesvær, serveret i nogle tjekkede lokaler blev Goma hurtigt et hit - og er det stadigvæk.

Jeg har haft kæreste og barn med til en fødselsdag på Goma og var positivt overrasket over kvalitet og kreativitet og så en no-nonsense betjening, hvor tjenerne formåede at være milde uden at have tungen op i numsen på en. Om aftenen er der cocktailbar i den hypede ende, med sjove krydderurter i gin'en og dj bag pulten, og ellers er der løbende vin-, gastro- og champagneevents.

Goma er ungt uden at være dumt, faktisk.

  • Man - Tor: 17.30 - late
  • Fre: 16.00 - late
  • Lør: 17.30 - late
  • Søn: -
Link til sted Find vej

W Kig op! Bar presset ind på to etager i et byhus

W
Drinking | Vestergade 60, Odense C | Skrevet af: Kasper Herschend | 1 anbefalinger

I Skovshoved, tyve minutter i bil fra København ad kystvejen mod Helsingør, ligger der en servicestation. Men det er ikke bare en servicestation! Denne servicestation er opført i 1936 efter tegninger af Arne Jacobsen og ligger lige mellem lystbådehavnen og kystvejen. I dag er bygningen fredet og tankanlægget ubemandet, men da stationen en dag for godt og vel 80 år siden for første gang stiftede bekendtskab med sine omgivelser, og så dagens lys i sin funkis-pragt, var den service par excellence.

W er ikke arkitekturhistorisk kanonisk, og bliver det nok heller aldrig, men beværtningen er så afgjort en servicestation. For her er varmt, velment værtskab, når tankpasser lille Carl passer hanerne.

På den tidlige søndagstur en lørdag aften holder jeg ind her og lander, efter succesfuldt at have besejret den handicapuvenlige stigning, på sædet af en barstol. For når man tager på søndagstur gennem vores by, har vi sikkert alle et behov for at få fyldt sprinklervæske på regelmæssigt og hvorfor så ikke gøre det her, hvor selv en gulddame serveres på syngende fynsk? Hvis formgiveren til Ægget og Myren var funktionalist i andet end hans billedsprog, ville han være at finde her i baren. Med det store vinduesparti i ryggen ville han drikke Tuborg og ikke være sen til at lade en kommentar falde på TV-pejsen i loftet.

En af byens bedst bemandede servicestationer ligger med andre ord lige her i centrum, og er på alle måder et besøg værd.

  • Man - Tir: -
  • Ons: 16.00 - 02.00
  • Tor - Lør: 16.00 - 03.00
  • Søn: 16.00 -
Link til sted Find vej

Nelle's Coffee & Wine, Pantheonsgade Kaffe-, juice- og vinbar med høje standarder, høje priser og pinocchiokugler

Nelle's Coffee & Wine, Pantheonsgade
Drinking | Rosenbæk Torv 1, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | 2 anbefalinger

Nyd gennem-god filterkaffe på en regnvejrsmorgen eller et (to, tre) glas vin i glødepærernes skær på en sommeraften. Musikken er ikke muzak, bønnerne og druerne er upåklagelige, og priserne er naturligvis tilsvarende høje.

Klientellet er bredt, men altid velklædt; i dagstimerne med en let overrepræsentation af studerende, og så unge kreative/professionelle, der holder ”møder” stående omkring et bord og ”arbejder” ved laptops. Om aftenen med alle slags forgyldte verdensborgere, der spiser tapas og for en stund glemmer, at verden brænder. Her er uden konkurrence byens mest velassorterede internationale magasin- og avisrække. Udendørsservering om sommeren. Økois. Kasketter med logo. Hvad mere kan hjertet ønske sig ...?

Det her er den originale Nelle’s, den første i byen og den første i verden. I Overgade ligger nr. to, og den er i den grad også et besøg værd, ikke mindst fordi den åbner tidligere end noget andet kaffevandingssted i byen. Det er ikke svært at forestille sig, at der snart kunne ligge en Nelle’s på hvert gadehjørne i Danmark, men foreløbig er det altså kun Odense, der har fornøjelsen.

Men hvem er Nelle egentlig, og hvorfor har hun lagt navn til den café, der startede byens god-kaffe nybølge i 2012? De tre kompagnoner bag projektet havde til at begynde med tilsammen fem drenge og én pige - drengene fik hver en juice opkaldt efter sig - mens Nelle fik æren af at kunne vokse op med et stamsted ligesom Sam's.

Det var virkelig på allermest fremsynede iværksættervis, at deres forældre åbnede denne ægte kaffebar i Rosenbæks glaspalads (der havde levet hele sit korte liv siden 2004 i håbet om, at nogen ville få øje på, at her kunne der blive lækkert) med facade ud mod Pantheonsgade og Amfipladsen. Krydsfiner, danske designmøbler og grafiske plakater med kække livstilsslogans fuldender stedets in-kvalitet.

  • Man - Fre: 8.00 - 22.00 (eller senere)
  • Lør: 9.00 - 22.00 (eller senere)
  • Søn: 10.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Vognhjulet Arm i arm med rigtige venner på byens musikværtshus

Vognhjulet
Drinking | Skibhusvej 115, Odense C | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 1 anbefalinger

Det her handler om at få sig en gemytlig aften med fadslamberter og en god gang røvballemusik på et værtshus i Skibhuskvarteret. På Vognhjulet hænger der kærlige karikaturer af husets venner og klassiske Storm P.-ølreklamer. Og da jeg kiggede op over pisserenden på herretoilettet – og lykkeligvis slap for den klassiske værtshusjoke om at man ikke må se ned på en langtidsledig – var vægdekorationen rendyrket gøgl og gejl.
Men dette kan ikke rokke ved, at Vognhjulet har taget det store spring fremad.

Skibhusstuens åbning med overinspektørens tale og strygersuppe af Stig Stradivarius, som jeg dog kun hørte via Den evige Terps mobil, var et syvmileskridt. Siden har jeg uden bondeanger spenderet en sodavand til ungerne på den – lige – vej hjem fra kolonihaven for at vise dem denne fine attraktion med gamle fotos fra dengang, Skibhuskvarteret ikke var blevet domicil for den kreative klasse, men stadig gik under navnet Skarntyde- eller Sutskokvarteret. Og på Vognhjulet lever (flaske)ånden stadig.  

  • Man - Ons: 11.00 - 01.00
  • Tor - Lør: 11.00 - 02.00
  • Søn: 12.00 - 01.00
Link til sted Find vej

Ungarsk Vinstue Byens bedste brune bæverding. Øl i dagtimerne og en sand killer på dødsruten

Ungarsk Vinstue
Drinking | Bredstedgade 2, Odense C | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 1 anbefalinger

En by uden et bredt sortiment af brune værtshuse kan ikke kalde sig en ærlig storby. Men dem kan Odense selvfølgelig også byde på. Tinsoldaten (”Tinneren”) og Tingstedet er legendariske. Men lidt uden for alfarvej, i Skibhuskvarteret, ligger vandingsstederne som perler for fulde svin. Og bedst af dem alle er Ungarsk Vinstue. Vægmalerierne angiver den helt rigtige husar- og sigøjnerånd, ovenpå kan du få dig et slag skomager, beundre krofatter Arnes raritetskabinet/rædselsgalleri og lytte til Rock Nalles eviggrønne ”Min fars roemark i Skjern” på jukeboksen.

Ved særlige lejligheder er det også muligt at få dækket op med fin dug på billardbordet, som da denne signatur fyldte 3 x 15 år. Live-koncerter og andre arrangementer afholdes jævnligt, og hvis kromutter Connie tillader det, bidrager Arne meget gerne til løjerne.

Pas på hønsestien ned til herretoilettet!

  • Man - Ons: 09.00 - 19.00
  • Tor - Fre: 09.00 - 22.00
  • Lør: 11.00 - 22.00
  • Søn: 11.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Den Smagløse Café Byens grimmeste café er også den hyggeligste. Forvandler sig til en populær bar efter mørkets frembrud

Den Smagløse Café
Drinking | Vindegade 57, Odense C | Skrevet af: Kathrine Guldmann | 3 anbefalinger

Hver gang, jeg møder nytilkomne mennesker i Odense, anbefaler jeg dem at besøge dette finurlige sted. Netop nu hænger jeg med en god kop kaffe på et af de gamle bussæder, der udgør en afkrog af caféens interiør. Hver dag møder man et skønt personale, som serverer god kaffe, og på den anden side af disken findes det berygtede Pòlseum, som er et Must See!

Det er som at træde ind i din skæve mormors gamle dagligstue - pyntet med lyskæder, indiske elefanter på snor, brunt avispapir samt gamle malerier i loftet og Aristona-radioer. Væggene er orange som mine forældres gamle køkken fra 70'erne. Her er så trygt, rart og tilpas snusket ... Og dér! Lige foran mig, hænger det evigt klamme Baby Born-hoved, der stille drejer, når vinden lister ind.

Her kan du sidde og filosofere, mens du beskuer den lysende antikke globus, eller nyde solen og vejret i den efeu-begroede gårdhave, begå dybe samtaler, lave manglende afleveringer, drikke en specialøl, holde dit stævnemøde og møde mennesker fra nær og fjern. Mængden er mangfoldig i både alder og type, og hov, der går min klasselærer, Bob da dap bob, det' ham, han går lige der!

Om aftenen skruer de op for musikken, alt det gode. Gorillaz, Caravan Palace, de nyeste tophits fra radioen og meget andet. En summen og energi som ingen andre steder. Et perfekt sted til en date, til at droppe det med kæresten og til jobsamtalen.

Ærlig talt, så er jeg bare pjattet med stedet.

  • Man: 12.00 - 01.00
  • Tir - Ons: 12.00 - 02.00
  • Tor - Lør: 12.00 - 03.00
  • Søn: 12.00 - 22.00
Link til sted Find vej

Carlsens Kvarter Belgisk øl-finesse møder brun værtshusstemning i gammelt apotek

Carlsens Kvarter
Drinking | Hunderupvej 19, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | Photo: Hannibal-Bach

Carlsens er en af byens stolte institutioner og har et solidt renommé blandt kendere i det ganske land. Et mørkt ølkloster fra 1898 med en helt særlig, mystisk tiltrækningskraft. Her møder du overlægen fra Hunderup, arbejderen fra Skibhuskvarteret, den unge studerende og indimellem et gammelt OB-koryfæ eller tre.

Du møder også et kæmpemæssigt udvalg af både danske og belgiske øl (127 i skrivende stund), og er du til drikkevarer brygget af munke, kan du være glad for, at der er hele 13 forskellige trappistøl på altertavlen. Og så kan du finde to særudgaver af Odense Pilsnere, der blev lavet for at fejre OB's mesterskaber i det forrige årtusinde...

Carlsens er en bar, hvor ordet er stort, og hvor snakken går lystigt, men du kan både drikke din øl i højstemte lag eller i relativ fred. Stemning er der under alle omstændigheder i lokalerne, der indtil 1963 husede et apotek, hvis hvide opal-glasloft stadig giver et helt særligt lys i baren.

Stemningen skyldes også den personlige og kompetente betjening fra en række gode bartendere, hvis forgængere du kan finde afbilledet på tegninger, som hænger blandt mere eller mindre klædeligt interiør.

  • Man - Lør: 12.00 - 01.00
  • Søn: 13.00 - 19.00
Link til sted Find vej

Boogies Afslappet, ungt og vildt odenseansk. Dans og drik, mens solen står op

Boogies
Drinking | Nørregade 21, Odense C | Skrevet af: Ane Cornelia Pade

Boogies er stedet, hvor man søger hen, når der skal danses, ryges glødende cigaretter i nattetimerne og udveksles smil, kys og kærlighed til solen står op.

Dansegulvet lukker kl 6.00, og intet er for mig mere indbegrebet af ungdom i Odense end at se solopgangen efter en nat på Boogies og cykle hjem gennem byen til fuglesang.

Med musik fra de sidste halvtreds år og en historik på nogen og 30 år er Boogies ikke dit trivielle Crazy-Daisy disko-dasko. Folk er afslappede og nyder weekenden (eller dens komme). Der er langt mellem de høje hæle, der er gang i rytmerne, og i happy hour fra kl. 23 langes der ekstra mange flaskebajere over disken.

Ingen tur på Boogies er komplet uden et besøg på værtshuset oppe ad trappen: Tintin Bar. Start aftenen på Tintin i de skønne, kitschede omgivelser og hyggelige, røgfyldte kroge.

  • Man: -
  • Tir - Ons: 23.00 - 04.30
  • Tor: 23.00 - 05.00
  • Fre: 23.00 - 05.30
  • Lør: 23.00 - 06.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Fredo's Coffee Right Drik en yderst velskænket kop kaffe på hjørnet; et lille frirum af selvforkælelse i eftermiddagssolen

Fredo's Coffee Right
Drinking | Brandts Passage 31 G, Odense C | Skrevet af: Jens Krog

Nede i hjørnet af det betonmonstrum, som har rejst sig komplementært til Brandts Klædefabrik, gemmer der sig et lille frirum af selvforkælelse. På Fredo's Coffee Right kan du søge ly og ro og nyde en yderst velskænket kop kaffe og et sødt tilvalg taget fra deres imponerende udvalg. Selvom Fredo's ligger lige på grænsen mellem kommercialisme i gågaden og kunst- og spillestedsmiljøet omkring Brandts og Farvergården, er stemningen afslappet og intim.

Udover et stort kaffesortiment har Fredo's et samarbejde med flere perler i byen og har derfor inkorporeret både Det Gode Brøds sandwicher, kager og søde sager fra Odense Chokoladehus og et stort udvalg af drikkevarer. De gør en dyd ud af at vælge økologisk, lokalt og lækkert.

Hvis du har mod på noget stærkere, overrasker Fredo's også med et fornemt øl-, spiritus- og cocktailudvalg. I stedet for club sandwiches, café burgers og nachos udbyder de et overflødighedshorn af selvforkælelse. Og om sommeren har de endda fået den lokale italienske ismand til at stille op uden for døren på en af de bedste solnydningspladser i byen.

 

  • Man - Ons: 09:00 - 18:00
  • Tor - Lør: 09:00 - 20:00
  • Søn: 09:00 - 18:00
Link til sted Find vej

Tingstedet Nede i kælderen. Snusket, grimt og tilrøget. Men der er stemning og sjæl, som der skal være på et brunt værtshus med varme og billige øl

Tingstedet
Drinking | Vestergade 50, Odense C | Skrevet af: Anders Skovgaard | Photo: Hannibal-Bach

Det er sandpapir, det er smøger, det er faldet fra barstolen og de barmhjertige timer fra 2-5. Det brune værtshus nede i kælderen er et fredshus. Tørstens oase, øllernes dominans, menneskelighedens hule. 

Jeg kommer fra provinsen, hvor værtshusene ikke er alternativet, men standarden. Det er der, man mødes, enten i skipperens kahyt eller i grimhedens tempel, til refleksion over hverdagens begivenheder, den dybe sorg, den store glæde eller blot for at slukke sin tørst. Der er en frihed i værtshuset samtidig med, eller måske netop fordi, at genkendeligheden styrer. 

Da jeg kom til Odense, viste det sig, at der faktisk ikke rigtig var et brunt værtshus, der var til at holde ud. Alt for meget laden-som-om eller virkelig snask. Det er en balancegang ikke at være for tilrøget, for grimt, for snusket. Det er faktisk en lille genre i sig selv at være et behageligt, beskedent brunt værtshus. Sådan kan jeg godt beskrive Tingstedet i hverdagene. I weekenden er næsten alt en kamp, hvis man bare vil nyde en øl og en snak, men til hverdagens branderter er Tingstedet stedet, jeg ville komme. 

Hernede er der både stemning, kamprøg og billige bajere. Her mødes slænget, når de andre lukker tidligt. Her kommer vagabonden, når hunden er træt af at gå. Her mødes kunstnerne, når de får troldesplinten galt i øjet.

Men her er ikke kønt. Ikke pænt brunt med gamle møbler og et poolbord. Det er hvid-gule nikotinvægge og u-hip kunst og møblement. Det er "grimt" på en meget tilfredsstillende måde. Men ment på en absolut smuk måde. Grimt skal forstås på en udesignet, ikke-arrangeret måde. Tingstedet er sin egen og bærer charmen i de søde mennesker bag og foran baren. Ingen fine fornemmelser men blot ærlig  

Tingstedet er praktisk for åndeligheden. Det upyntede giver på en eller anden måde en slags fred over sig. Et pusterum fra det polerede, det designede og rette - måde fysisk og mental. Jeg tror, værtshuset vante rammer har reddet mange flere mennesker gennem årene end de har gjort til alkoholikere. De er på sin egen måde et åndehul, et helle. Og Tingstedet er midt i Odenses nyfine tendenser et af de sidste tilbage - og det helt uden digitale spor.

  • Man - Tor: 10.00 - 00.00
  • Fre - Lør: 10.00 - 03.00
  • Søn: 10.00 - 18.00
Link til sted Find vej

Bar Rar Gode rom-cocktails i røgfyldt atmosfære

Bar Rar
Drinking | Dronningensgade 2b, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen | 1 anbefalinger

Stedet at tage hen, hvis man trænger til at gå ud, men godt gider tale med dem, man går ud med.

Og hvis man godt gider drikke en vellavet Margarita i høj balje med saltkrystaller på kanten, men ikke gider betale 100 kroner for den.

Og hvis man har det fint med at indtage sin cocktail i en super sjælden, røgfyldt atmosfære, som ikke lugter af prut, og hvor ens øjne løber i vand.

Og hvis man godt gider, at der er enten house eller motown i højttalerne. Eller hvis man bare godt vil drikke en billig fadøl og spille bordfodbold.

Og hvis man godt kan lide, at der er laminerede og fedtede drinkkort med bøvede navne som ”Zombie Drink”, som man kun må drikke to af hver. Ellers dør man. 

  • Man - Tir: -
  • Ons: 19.00 - 01.00
  • Tor: 18.00 - 02.00
  • Fre: 15.00 - 03.00
  • Lør: 18.00 - 03.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Christian Firtal Stort omskifteligt udvalg af fadøl og spiritus

Christian Firtal
Drinking | Vintapperstræde 31, Odense C | Skrevet af: Jens Krog

Christian Firtal er et Værtshus med stort V. I det lille lokale midt mellem Vintapperstrædes brosten bruser kærligheden for velbrygget øl og spiritus. Når du har passeret den massive trædør, kan du på din højre hånd se det nuværende fadølsudvalg på væggens enorme kridttavle. Her beskrives de 15-16 typer øl, du i øjeblikket kan få hældt direkte fra fustagen og i glasset.

Udover at bidrage til det rustikke udseende er brugen af kridttavlen en nødvendighed, for intet står stille på C4. Med jævne mellemrum må en bartender opdatere listen, fordi en ny type øl har erstattet en fustage, som er løbet tør. Det samme gælder de fire tavler bagerst i lokalet, der indeholder flere typer spiritus, end jeg vil forsøge at remse op.

På C4 kommer øl- og vinelskere i alle afskygninger. Stemningen emmer af begejstring både inde blandt de skramlende træstole og udenfor ved langbordene, når vejret er til det. Præcis hvem der sidder der i dag, eller hvad de drikker, må du selv ned at undersøge.

  • Man - Ons: 12.00 - 00.00
  • Tor - Fre: 12.00 - 02.00
  • Lør: 11.00 - 02.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Grand Cocktail Bar & Lounge Knivskarpe cocktails og ornamenteret dekadence på The Library, First Hotel Grand

Grand Cocktail Bar & Lounge
Drinking | Jernbanegade 18, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen

Baren er dekadent, mørk og næsten hemmelig, og her finder du nogle af byens mest velserverede cocktails.  

Tapetet er mørkt lilla med bombastiske gyldne ornamenter. Højtalerne spiller grammofonskramlet jazz, og væggene prydes af et helfigursportræt af en dame med collie, som vægge gør så fortvivlende få steder.
Alt er blødt støj- og støvabsorberende: polstret velour, tunge gardiner, mørkt træ og gamle bøger med guldkantede rygge.

Første gang, jeg besøgte stedet, henlå det i mørke, og receptionisten beklagede, at Louis desværre ikke var på arbejde. Som om det var en forklaring. Men det var det jo. Ingen Louis = ingen cocktails. Nu findes der heldigvis også en mindre sagnomspunden, men ferm Christoffer, som med høflig elegance og knaldsorte rande under øjnene praktiserer mystisk butler-service fra en svunden tid. Han laver cocktails, som ligner millioner, når de står der og glimter med deres isterninger i globussens støvede skær.

Grib en knivskarp Whisky Sour, slæng dit legeme i chaiselongen og installer dit selskab på en lilla satinpuf. Og nyd så, som de muntre, kortspillende søstre sagde sidst: at du har fundet denne perle allerede nu, og at du derfor har så dejlig meget liv tilbage at bruge netop her.

  • Man - Ons: 17.00 - 00.00
  • Tor - Lør: 17.00 - 02.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Tinsoldaten Legendarisk morgenværtshus til det tidspunkt hvor du hverken kan tale eller tænke

Tinsoldaten
Drinking | Frue Kirkestræde 3, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen

Værtshuset, hvor folk har drukket sig i gulvet siden 1506.

Det er også lang tid siden, jeg har været på Tinneren. Som stedet hedder alle andre steder end på skrift.

Til gengæld boede jeg der nærmest i det halve eller hele år efter gymnasiet, hvor jeg, som ellers aldrig igen skulle kues til at lave noget kedeligt, alligevel endte med at servere friteret mad natten igennem på Burger King, indtil jeg brækkede armen, og stedet brændte ned. Urelaterede begivenheder i øvrigt.

Efter nattevagtens friture-kasket var pakket ned, men før vi gik hjem i samlet flok for at se japanske gysere hos Anders og Maria, gik vi på Tinneren til en hel del morgen-øl sammen med de sidste repræsentanter fra alle nattens fester. Byens bedst blandede klientel.

Og det var brunt, og det var rart, og båsens sæder var bløde, og morgensolen nåede aldrig rigtig igennem de farvede, sprossede vinduer. Og jeg kan ved Gud ikke huske særlig meget mere. Men hvad mere har man også brug for?

  • Man - Ons: -
  • Tor: 12.00 - 21.00
  • Fre: 11.00 - 00.00
  • Lør: 00.00 - 00.00
  • Søn: 00.00 - 11.00
Link til sted Find vej

Kick Off Sportspub Sportspub, der emmer af Tipslørdag. Her samles fans af hold, som hverken har saudiske eller russiske ejere

Kick Off Sportspub
Drinking | Overgade 45, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | Photo: Hannibal-Bach

Om sommeren, når solen skinner, hænger Lune Larsen ved fortovsbordene.

Han følger dig med øjnene, når du glider forbi ned af den cykelsti, kun de indfødte ved er en cykelsti. Men Larsen er ikke attraktionen. Det er derimod mudderfo'bold, kick and rush fra de engelske divisioner og donglyd i ørerne. Her er der plads til at være nostalgisk og tro på, at fodbolden endnu kan reddes.

Det gør de fans, der samles her for at følge Norwich, West Bromwich, Sheffield Wednesday og Nottingham Forest. Eller, altså, de fleste vil helst se Liverpool, Chelsea og den nyeste milliardærklub, men her er der stadig plads til at drømme de store tanker om spillet, der kan vælte regimer og få mænd til at holde kæft.

Flemming bag baren skænker dig en øl, der smager af pilsner og skuler måske lidt olmt, som var han den der gnavne Hobbit, I ved nok. I baggrunden blander højstemt odenseansk forstadslingo sig med sange fra White Hart Lane. Det er lørdag. Der er tid nok.

Her er der trygt. Her er der rart.

  • Man - Tor: 15.00 - 00.00
  • Fre: 12.00 - 02.00
  • Lør: 13.00 - 02.00
  • Søn: 13.00 - 23.00
Link til sted Find vej

Papas Papbar Kaffe, bajere og 355 forskellige brætspil for nørder og almindeligt hyggehungrende

Papas Papbar
Drinking | Skt. Knuds Kirkestræde 2A, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen | Photo: Hannibal-Bach | 4 anbefalinger

Da jeg var teenager, og vi spillede Risk og drak flaskeøl, var problemet, at borde jo som regel er reserverede til trivialiteter som madindtag og derfor altid skulle ryddes på tidspunkter, der kom i vejen for indtagelsen af verdensherredømmet. Men på Papas er bordene helliget brætspillene. Og bajerne.

Tag på Papas, hvis du nyder brætspillet for dets særlige evne til at bringe mennesker sammen i socialt samvær, som ikke skal holdes oppe af evnen til at sludre om ”hvordan det går” i en uendelighed. Her kan I sammen forsøge at redde verden fra verdensomspændende sygdomsepidemier, eller I kan dolke hinanden i ryggen i forsøget på at hemmeligholde egne identiteter i paranoide modstandsbevægelsestider.

Stedet er befriende nok ikke bygget op omkring en lyst til at høste flest muligt skejser på serveringen af chips med smelteost, men på Jens Neumanns reelle brætspilsentusiasme. Og med indtil videre over 600 forskellige brætspil på hylderne er der noget for alle. Her er Matador, Ludo og Stratego, men også Pandemic, Zombicide og Arkham Horror.

Du kan komme ind og gribe dig en klassiker, men er du i humør til noget nyt og har mellem 5 minutter og 24 timers ledig kalendertid, kan du hive en af stedets frivillige spil-guruer i ærmet og blive inspireret og indført i et nyt spil udenom de der uforståelige regelsæts-sider.

Papas Papbar er uden tvivl nørdernes paradis, men altså ikke en lukket klub. Det er brætspilsformidling, åbne arme og hygge for fuld smadder.

Se den fulde spil-liste her, glæd dig, aflys dine møder/udsæt lektierne, få fat i vennerne og ring og reserver et bord på 61709397. Det koster kun, at I bestiller noget i baren.

  • Man: -
  • Tir - Tor: 13:00 - 23:00
  • Fre: 13:00 - 01:00
  • Lør: 12:00 - 01:00
  • Søn: 12:00 - 23:00
Link til sted Find vej

Lalou Vinbar - En vinbar.

Lalou Vinbar
Drinking | Pogestræde 31, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 1 anbefalinger

Lalou Vinbar er en fin, lille vinkirke, hvor vinen forkyndes af byens mest entusiastiske og troende kendere.

En Ivan og en Thomas.

To storkøbenhavnske oehnophile, der har boet, rejst og arbejdet med vin, har bosat sig i Svendborg og har åbnet en vinbar i Odense. Én lun og glaspolerende bag disken. Én udfarende og fortællende ved bordene.

Et vinpar og en vinbar rundet af respekten for et kunstarbejderhverv, der forsager det hurtige og det effektive. Et hverv, som forsager det, der kan betale sig, og som derfor på ironisk vis tiltrækker flest af dem, der kan betale.

Foruden de vinbarer, der slet ikke er vinbarer, findes måske tre typer af vinbarer i tiden. Glitzvinbaren, der tiltrækker såvel de nyrige som de gammelrige med det vin, de kender, og fortællinger om dyre vaner. Hipstervinbaren, der sælger fortællinger om, at vin ikke bare er fortællinger for de rige, men også kan være en intellektuel bedrift at drikke, og som derfor balancerer på en hårfin grænse mellem at være interessante og være helt ligegyldige. Og så er der vinbaren, der vel allerbedst kan kaldes en vinbar. Et sted, hvor man kan lære om vin og om dem, der dyrker den, men hvor respekten for vinen og de mennesker, der står bag, forbyder en at betragte det som andet end vin.

Sådan en vinbar er Lalou - navngivet efter den franske naturvinsproducent Lalou Bize-Leroy.

Og altså Thomas og Ivans vinbar. For her drikker du de vine, som Thomas og Ivan ved mest om og bedst kan lide. Mens du sidder under de vinstokke, de to har hjembragt. Og lytter til de historier, de selv har fået overleveret i fugtige østrigske kældre. Du slipper helt for, at de har forsøgt at regne ud på forhånd, hvad du nok bedst kunne lide, men du slipper også for en arrogant fortælling om, hvad du bør kunne lide.

Vin fra Europa. Masser af naturvin. Ingen dårlige, blinde passagerer, de kan lave penge på. Et vinkort med rigeligt hvide, røde, søde og mousserende glas til mellem 60 og 140 og et spændende vinkort med priser lige fra det aldeles rimelige til det absurde.

De to er ikke bare vinkendere, de er også kokke. Og det betyder, at deres spiselige tilbehør er et af stedets allerstørste trækplastre. På Lalou kan du få de allerbedste små serveringer af sortfodsskinke, rillette, trøffeltoast, ansjoser og oliven, som man overhovedet kunne forestille sig.

Lalou er min stamvinbar i Odense, og det bør også være din.

  • Man: -
  • Tir - Ons: 14.00 - 23.00
  • Tor: 14.00 - 00,00
  • Fre - Lør: 14.00 - 01,00
  • Søn: -
Link til sted Find vej

Den Lille Smalle Lev smalt, sundt og langsomt. Slow juice til overraskende rimelige priser

Den Lille Smalle
Eating | Vestergade 5 st. tv., Odense C | Skrevet af: Laura Malahovska

Slentr en langsom tur rundt i den gamle bymidte. Gå langsomt forbi alle junkfoodfacaderne og slikbutikkerne nær Flakhaven. Stop i stedet ved Den Lille Smalle og nyd en langsom juice. Her er et sted, der lever op til sit navn: caféen er virkelig lang, smal og ikke ret stor, men der er alligevel rum både ude og inde.

Det er det eneste sted i Odense, hvor du kan få slow juice. Og hvorfor skulle det være noget særligt, spørger du? Slow juice er langsom, fordi frugten eller grøntsagerne presses i en langsommere proces end i de normale centrifugerende juicer (dem, der giver dig et lydchok, hver gang nogen trykker på start-knappen), og derfor indeholder den færdige juice flere vitaminer end normalt. Angiveligt. Og der er mange sunde valg på menukortet hos Den Lille Smalle.

Hvis du ikke er vild med langsomt pressede grøntsager, er der også fremragende kaffe at få. Og morgenmad, og brunch: smoothie bowls, avokadotoasts, mysli og alt det jazz. Veganske alternativer til mælk, glutenfri kager. Alle kan være med. Sundt.

  • Man - Fre: 9:00 - 18:00
  • Lør: 9:00 - 17:00
  • Søn: 10:00 - 16:00
Link til sted Find vej


This Is Odense