Café Kosmos Frisk jord på tungen. En vegansk, biodynamisk kærlighedskosmologi. Spørg efter dagens ret!

Café Kosmos
Eating | Lottrups Gård 1, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen

Da Café Kosmos åbnede i 2017 i en krog af Lottrups Gård, vækkede de et sted til live, der før var ingenting: Sådan en baggård mishandlet af firserbyfornyelse, som ikke i min levetid nogensinde kunne finde ud af, hvad den skulle være, og som man bare passerede igennem uden at lægge mærke til, hvor man gik. Nu lever der en vegansk-økologisk utopi på små 20 m2, og det er et (rent plantebaseret) smørhul. Hele sommeren er der langborde og bænke og almen hygge i gården, og nogle gange yoga, mens attenårige telefonsælgere holder rygepauser i en fjern verden på altanen flere etager oppe. Kosmosfolket drømmer om at plante mere grønt, og hvis nogen kan lave en jungle, tror jeg på de her idealister.

Helle, Mie, Jamie, Theis, Henrik og de andre rødder gjorde sig først bemærket som en udbrydergruppe fra madholdet på Ungdomshuset under navnet ØKOLLEKTIVET og drev gadevogn med en vegansk burger på musikfestivaler, indtil burgeren havde fået så stort et følge, at den kunne opretholde en hel café. Stamkunderne var mange fra begyndelsen - jeg tæller mig selv iblandt dem - og siden 2018 har kærligheden været landsdækkende med udnævnelsen af Kosmos som ‘årets veganske spisested’ to år i træk.

Hele menuen hos Kosmos er baseret på lokale leverandører og økologi, og dagens ret er der, hvor nye opfindelser bliver testet eller resterne fra gårsdagens opfindelser genbruges. Der er matcha latte og glutenfri boller, men ingen klemt frelsthed i luften. Det er den slags hjertelig, men overbevist veganisme, som jeg husker det fra min opvækst blandt råkostspisere og rødkindede biodynamikere, tilsat en forkærlighed for ordspil og indierock fra Manchester i højtalerne. Det, man spiser her, er sprødt, frisk, ligefremt, muntert, ligesom Kosmosholdet selv. Og KH betyder “Kosmos Hugs”.

  • Man: -
  • Tir - Tor: 11:00 - 20:00
  • Fre - Lør: 11:00 - 21:00
  • Søn: 11:00 - 20:00
Link til sted Find vej


This Is Odense