Allestedlund Meget mere end en blomsterbutik. Den gamle tekstilfabriks passage grønnes

Allestedlund
Shopping | Brandts Passage 2, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen

Nogle forgrønner stilfærdigt det gamle fabrikskompleks omkring Brandts hele året: Franske anemoner, elefantgræs, buksbom eller blomstrende grene - det hele strømmer fra ægteparret Joo og Nikolaj Valentin, eks-sjællændere, nu-fynboere, og deres gård Allestedlund. Forretningens stempel viser Allestedlund i håndtegning, en fynsk fantasi om at leve på landet og træffe alle de gode valg. Essensen af idyllen har de taget med ind i C; planterne henter de i hos gartnerier i Holland og på Fyn.

På de bedste dage skaber parret en lille byjungle med deres udstilling i det gule gårdrum, og selv i den kolde sæson er der så meget mere end små tørstilkede buketter at få. Udvalget er foranderligt efter årstiden og parrets tilbøjeligheder: Formklippet grønt i krukker, kæmpe artiskokblomster, duftende fede roser i ubanale farver, mos og græsser og levedygtige træer til at plante i rigtig jord.

De er noget af det bedste, der er sket for Brandts Passage i årevis. Alt er udvalgt med hensigt, alt er stærkt levedygtigt. Du skal virkelig gøre dig mere end almindeligt umage, hvis du skal slå de planter ihjel, som du køber her. Og der er ingen gaveæsker med vin og fyldt chokolade. Kun planteguf.

Ok, og så lidt luksusvaser, krukker og potter i glas, metal og keramik, hvor det grønne kan bo. Ja, det er liebhaveri, men også bare haveri - med omhu og kvalitetssans. Ingen i byen kan binde buketter som her; prisen er måske høj, men resultatet altid mindst dobbelt så kostbart.

  • Man: -
  • Tir - Tor: 10:00 - 17:30
  • Fre: 10:00 - 19:00
  • Lør: 09:00 - 16:00
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense