Restaurant Vår Let, grønt og frisk forår med naturvin som tilbehør

Restaurant Vår
Eating | Vintapperstræde 10, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 1 anbefalinger

Byens mest interessante restaurant? Hvis du spørger mig, så ja. Og de sidste to års nævnelse i Michelinguiden underbygger det.

Ingen andre i Odense leverer let, nordisk velsmag på en så overlegen og underspillet facon som Jacob Burmølle-Jensen, der for et par år siden vendte hjem til Odense efter en række år hos blandt andet Naert og Kadeau i København og Bare i Bergen, hvortil der stadig er tråde i Vårs menu.

Mange nynordiske restauranter har det mere i munden end i smagen. Du kender dem, deres fortællinger og deres grafiske identitet flere måneder før, de åbner.

Ikke Vår. En notits i Fyens og en facebookside var, hvad det kunne blive til, da restauranten åbnede i maj 2017. Intet markedsføringsbudget, ikke nogen menu de første måneder og ingen skarpe uniformer. Bare åbne døre, uformel servering, en billig introduktionspris på frokost og velsmag - uovertruffen, overrumplende velsmag.

Det betyder ikke, at Vår er et sjusket sted. Nej, tværtimod. Der er fuld råvarekontrol, når Jacob selv henter sine grøntsager hos Nørregården. Og det er helt bevidst, når kødet for eksempel kommer fra Steensgaards principlandbrug. Det skal være bæredygtigt, det skal være fynsk, og man skal behandle hinanden og naturen ordentligt.

Signaturen er de kirurgiske smagsbalancer - mellem salt, syrlighed, umami. Mellem det lette og det fede. Menuen bæres først og fremmest af kål, bær, agurk, selleri, løvstikke, dild, æble, fisk, skaldyr og sæsonens andre grønne og lette klæder, men enkelte retter med gris og okse finder også vej. Og mens de fleste kokke kan trække smage ud af gris og okse, der vintersimres, så er det utroligt - ganske enkelt utroligt - hvad Vår kan få ud af spæde, sarte danske grøntsager.

Derfor bruges der også massevis af timer, inden du dukker op. På bouilloner, fonder og emulsioner. Fermentering, saltning og preservering. På at trække hver en smagsnuance ud af sæsonens råvarer.

Kan du ikke lide fisk? Intet problem - det kan du her. Lyder det ikke som noget for dig? Forkert, det er det. Jeg kigger aldrig på menuen, inden jeg bestiller bord hos Vår, for det gør ingenting, hvad de har besluttet at servere.

Der er heller ikke kompromiser, når det kommer til vinen. Det er naturvin og opsøges aktivt i fremadstormende vinregioner i blandt andet Grækenland, Slovenien og Serbien, men også under nærmere og mere velkendte himmelstrøg.

Selv restaurantnavnet er en subtil reference til den røde tråd i både mad- og vinmenu, og den følelse, du efterlades med, efter at have gennemgået menuen: Let, grønt og frisk forår.

Der er noget afbalanceret, selvsikkert og modigt ved en restaurant, der lader sig opdage gennem smagen og fortællingerne fra dem, der har spist der.

Aftenmenuen står lige så kompromisløst som alt andet: 5 retter: 575 kr., 10 retter: 875 kr. Du kan tilkøbe vinmenu, der fordobler prisen, eller saftmenu til hhv. 275 og 425. Du kan også bare lade dem vælge et par glas - og skulle du have lyst til at springe en ret over, så finder de helt sikkert også ud af det.

Bemærk bare, at du skal forudbestille saftmenu, og at det er svært at gå ind fra gaden, fordi køkkenet arbejder med præcision.

Hvis Vårs priser er for høje, eller du har brug for en lidt lettere aften, så søg mod Vår på første, der er bistro og vinbar og næsten lige så skarp som stuerestauranten. Her sammensætter køkkenet en menu af tre retter til 300 kr., og du kan få vinmenu, kaffe, the og sødt til 550 kr.

Hold også øje med restaurantens facebookside for eminente særarrangementer og smagninger.

Vår har åbent onsdag - lørdag 18-21.30, mens Vår på første er åben onsdag-lørdag 18-21.

  • Man - Tir: -
  • Ons - Lør: 18.00 - 21.30
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense