Papas Papbar Kaffe, bajere og 355 forskellige brætspil for nørder og almindeligt hyggehungrende

Papas Papbar
Drinking | Skt. Knuds Kirkestræde 2A, Odense C | Skrevet af: My Rasmussen | Photo: Hannibal-Bach | 5 anbefalinger

Da jeg var teenager, og vi spillede Risk og drak flaskeøl, var problemet, at borde jo som regel er reserverede til trivialiteter som madindtag og derfor altid skulle ryddes på tidspunkter, der kom i vejen for indtagelsen af verdensherredømmet. Men på Papas er bordene helliget brætspillene. Og bajerne.

Tag på Papas, hvis du nyder brætspillet for dets særlige evne til at bringe mennesker sammen i socialt samvær, som ikke skal holdes oppe af evnen til at sludre om ”hvordan det går” i en uendelighed. Her kan I sammen forsøge at redde verden fra verdensomspændende sygdomsepidemier, eller I kan dolke hinanden i ryggen i forsøget på at hemmeligholde egne identiteter i paranoide modstandsbevægelsestider.

Stedet er befriende nok ikke bygget op omkring en lyst til at høste flest muligt skejser på serveringen af chips med smelteost, men på Jens Neumanns reelle brætspilsentusiasme. Og med indtil videre over 600 forskellige brætspil på hylderne er der noget for alle. Her er Matador, Ludo og Stratego, men også Pandemic, Zombicide og Arkham Horror.

Du kan komme ind og gribe dig en klassiker, men er du i humør til noget nyt og har mellem 5 minutter og 24 timers ledig kalendertid, kan du hive en af stedets frivillige spil-guruer i ærmet og blive inspireret og indført i et nyt spil udenom de der uforståelige regelsæts-sider.

Papas Papbar er uden tvivl nørdernes paradis, men altså ikke en lukket klub. Det er brætspilsformidling, åbne arme og hygge for fuld smadder.

Se den fulde spil-liste her, glæd dig, aflys dine møder/udsæt lektierne, få fat i vennerne og ring og reserver et bord på 61709397. Det koster kun, at I bestiller noget i baren.

  • Man: -
  • Tir - Tor: 13:00 - 23:00
  • Fre: 13:00 - 01:00
  • Lør: 12:00 - 01:00
  • Søn: 12:00 - 23:00
Link til sted Find vej


This Is Odense