Vinotek A Fynnis En jysk lokofører med en fetich for italiensk vin

Vinotek A Fynnis
Shopping | Klostervej 31, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen

Bruno Jensen er en godmodig, jysk lokomotivfører i pæn cardigan, med en italiensk vinforretning i Odense. Det er lige så hyggeligt, som det lyder, og skjult for alle andre end de indviede.

I snart to årtier har han drevet Vinotek a Fynnis fra adressen i Klostergade, og i snart to årtier har han introduceret sine kunder til særlige italienske vine, lavet på både mere og mindre kendte druer og ofte fra mindre producenter.

Og det med introduktionen er faktisk en ret stor del af oplevelsen hos vinoteket, for Bruno minder mest af alt om den gode sidekammerat til en jysk familiefødselsdag. Historierne flyder i en lind strøm, og kun sjældent tager det mindre end en halv time at købe et par flasker vin.

Men tag ikke fejl, for Bruno kender sine vine, som han selv importerer, og sine producenter, som han importerer fra, og der er aldeles kyndig indføring i det italienske vinrige for den utrænede.

Der er altid mulighed for at smage, inden du køber, og ofte er der temasmagninger og gode tilbud i baglokalet, særligt for medlemmer af den gratis vinklub. Følg med på Facebook, og tilmeld dig klub og nyhedsmail på hjemmesiden, så er du altid opdateret.

  • Man - Tir: -
  • Ons - Fre: 14.00 - 18.00
  • Lør: 10.00 - 15.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense