Det Gode Brød Økologisk hjemmebageri. Echt. Kom før der bliver udsolgt!

Det Gode Brød
Shopping | Nørregade 35, Odense C | Skrevet af: Mira Erik

Brændenældeboller, rosmarinbrød, rundstykker, der faktisk mætter og rigtige rugbrød. Demeter-juice og gårdmælk i køleskabet og minirundstykker til den 3-åriges lille, fedtede hånd, altid stukket ud on the house. Alt er bagt på surdej og med råvarerne totalt i orden. Totalt. Jeg mener - når cremen på din spandauer er proppet med ægte vaniljekorn, så ved du, at det her er folk, der mener det.

Du skal gå forbi - ikke ind i, men forbi - de andre bageres afvitaminiserede Guldbagerhvede-bake-off og i stedet gå de ekstra minutter hen i Nørregade, hvor bagværket har kim i kerne. Her finder et oprør sted. Et oprør mod et Europa, som har udpint sit mel, og dermed sit brød: I jagten på melets bagetekniske kvaliteter - hæv!hæv!hæv! - har man udrenset dets smag og vitaminer så hårdt, at kontinentets befolkninger langsomt sygner hen.

Og hvor andre bagere bruger ufine metoder og skruer max. op på de nemme parametre, fedt & sukker, og efterlader dig med en mærkværdig belægning i ganen efter endt indtagelse af kanelsneglen, så er en kanelsnegl fra Det Gode Brød lækker, fordi råvarekvaliteten slår så markant igennem - på deres mel (friskkværnet, økologisk, biodynamisk), deres kanel, deres sukker og deres smør - som ikke er margarine! 

Men et tip er nødvendigt for at undgå ærgrelse: For modsat andre bagere, der vil have hylderne helt fulde til dig, når du vælter ind ad døren 2 minutter inden lukketid, så bliver der i denne bager faktisk udsolgt hen mod luk. Så hvis du har sat dig op efter lige præcis din københavnerbirkes eller brændenældebollen (som er fantastisk), så må du afsted lidt før. 

Har man mødt den lille familie, der driver det lille bageri, så er man ikke i tvivl om, at grunden til, de forstår, hvad Det Gode Brød er, er, at de også har tænkt lidt over, hvad Det Gode Liv er. 

En på alle måder velsmagende modstandsbevægelse, som får de bedste anbefalinger herfra.

  • Man: -
  • Tir - Tor: 07.00 - 16.00
  • Fre: 07.00 - 18.00
  • Lør: 07.00 - 14.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense