Eventyrhaven Morgenøl, ispind og solbadning i byens grønne gryde

Eventyrhaven
Sights, Parks & Activities | Eventyrhaven, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | Photo: Hannibal-Bach | 7 anbefalinger

Lad dig ikke snyde af navnet - der er hverken forlystelsespark eller turistfælde i sigte i Eventyrhaven; en grøn gryde af en park, der er som skabt til solbad midt i byen. Jo, officielt hedder den H.C. Andersens Have, og digteren står da også og troner i halvanden persons størrelse på bakken og modtager hvert år blomsterkranse på sin fødselsdag, men der er aldrig nogen, der kalder parken andet end Eventyrhaven, og i virkeligheden er H.C. kun til stede som en drømmende tankestreg. De vigtige statuer er i stedet Aksel Hansens længselsfulde nymfe Echo (1888) og Erik Heides skulptur helt nede i åen, Papirbåden (1985), der pirrer henholdsvis voksnes og børns fantasi.

Trods legeplads og et salsahjørne med is og udskænkning har Eventyrhaven en mere forfinet, ja endda hemmelig aura end nogen anden park i byen. Måske fordi den faktisk er en ø; måske fordi den har en fortid som lukket land; først som klosterhave, senere som Læseforeningens indhegnede paradis, hvor kun bedsteborgere måtte nyde deres læsning indtil 1942.

Siden blev hele området, inklusiv klosterkirkens urtegård, åbnet for offentligheden, og i dag kan alle slikke sol eller lege på havens bakkedrag. Bakker i Odense, faktisk! Trappestrøget går stejlt ned mod åen og nærmest trygler om en hovedkulds dødscykling. Men vender man sig om til fods og kigger tilbage, har du udsigt op mod rådhus og domkirke, der bliver mere fjerne og fremmedartet høje, jo længere ned man kommer. Man kan ikke længere høre trafikken suse fra Albanigade, hvor letbanebyggeriet har omdannet vejen til byggeplads, men alting er alligevel hvid støj bag anderap og de reggaespillende skoleelever, der garanteret har lagt et tæppe på plænen.

Følg årstiderne i den blomstrende cirkelhave, og dyrk buegangene med bænke i skjul, hvor man kan stjæle kys eller drikke dåseøl i skygge, uanset hvor solen står på himlen.

  • Man - Søn: 0.00 - 24.00
Link til sted Find vej


This Is Odense