Den Fynske Landsby LEVENDE HISTORIE FOR DIG, DIN FAMILIE, DIN MÆRKELIGE ONKEL, HISTORIENØRDEN, ØKOLOGEN OG ALLE DE ANDRE SÆRLINGE

Den Fynske Landsby
Sights, Parks & Activities | Sejerskovvej 20, Odense S | Skrevet af: Katarina Le Müller | 7 anbefalinger

Den Fynske Landsby er nok den kulturinstitution i Odense, jeg har det tætteste forhold til - jeg har besøgt stedet talrige gange igennem min opvækst, under ret forskellige omstændigheder. Her har jeg tullet rundt både i og udenfor åbningstid, dengang min far arbejdede på opførelsen af “Svinedrengen”, jeg har haft den helt autentiske Min-Fynske-Barndom-oplevelse da jeg iført ægte træsko og alt for lidt solcreme (tak far) var barnestatist i en eller anden optagelse omhandlende lokalhelt II, Carl Nielsen. Det var også her, at jeg første gang så Jeppe på Bjerget, i en fantastisk opsætning, hvor man fulgte den ynkelige hovedperson rundt i landsbyen - fra bondehuset, hvor han fik tæv af sin kone med Mester Erik, til kroen, hvor han drikker alle pengene op, og over til herregården, hvor han vågner op til en ny (og desværre kortvarende) virkelighed.

Man KUNNE være grov og beskrive Den Fynske Landsby som Dansk Folkepartis drømmeland; en tilsyneladende historisk tidslomme, hvor kun mennesker med penge og interesse for den danske kulturarv kommer ind. Men det er ikke (hele) sandheden; landsbyen lidt uden for den soon-to-be ministorby er et fantastisk udflugtsmål for familier, for her kan bedstemors barndomshistorier kombineres med historier fra Emil fra Lønneberg, samtaler om dyrevelfærd, landbrugspolitik og landsbyfællesskaber samt yngstens interesse for dyr og maskiner. Og hvis hverken du eller din familie ligger inde med fun facts fra 1800-tallets Danmark, så er der heldigvis levende historie og rundvisninger i åbningstiden.

Så selvom der er meget få knapper at trykke på, og der lugter lidt gammelt, så er Den Fynske Landsby bare et vanvittig hyggeligt sted at spise sin madpakke og tilbringe nogle timer sammen på tværs af generationer. 

  • Man - Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense