RecordPusher Vinylpusher i særklasse - nyt, gammelt og en øl mens du pladebladrer

RecordPusher
Shopping | Overgade 18, Odense C | Skrevet af: Bo Jessen | 9 anbefalinger

En lille, intim forretning, et stort udvalg af vinyler på tværs af genrer - både nye og brugte - og svar på alle dine spørgsmål. Det gør RecordPusher til en af de bedste pladeforretninger i Danmark.

Efter mange år i brorens kultbutik, Moby Disc, åbnede Bo i 2011 RecordPusher.com og debuterede tre år senere med den fysiske butik i Overgade. Indimellem i (bitter) konkurrence med brormand, der i 2015 genåbnede Moby Disc et langt stenkast væk.

Jeg har besøgt vinylforretninger i alverdens storbyer og ved derfor, hvad jeg forbinder med den rigtige vinyloplevelse: At købe lyd på vinyl skal være en helstøbt oplevelse med plads til at føle, mærke og lytte sig frem. At være helt til stede, tage sin tid og have overskud til at lære noget nyt.

Lige netop dét kan du hos RecordPusher. Efter indlemmelsen af nabolokalet har RecordPusher fået en lille lounge, hvor du kan få kaffe, øl, vin og bobler. Der er altid lyd på højtalerne, og hvis du er heldig, kan du få lov at streame fra tablet inden køb (spørg ved disken). Du kan nævne en genre og få en anbefaling, du ikke havde ventet, og så er der, vigtigst af alt, altid nye plader i reolerne.

Her er særligt fokus på nyudgivelser og et bredt genremæssigt udvalg med en overvægt af indie. Bo er altid god til at have koncert- og festival-aktuelle kunstnere på lager, så det er også en oplagt mulighed for at lytte op på en kommende koncertoplevelse.

Kig forbi til en nærværende vinyloplevelse i en af Danmarks mest velassorterede, uafhængige pladeforretninger. Tag plads i vinduet, eller på bænken foran butikken og følg med i livet på Overgaden.

Der er altid åbent den første søndag i hver måned også fra kl. 11-15.

  • Man - Tor: 09.00 - 17.30
  • Fre: 09.00 - 19.00
  • Lør: 09.00 - 16.00
  • Søn: -
Link til sted Find vej


This Is Odense