Brandts Kunsthal i fabriksbygninger dyrker kulturarv og pop

Brandts
Culture | Brandts Torv 1, Odense C | Skrevet af: Pil Lindgreen | 50 anbefalinger

En klædefabrik blev i midtfirserne genfødt som kunsthal i Odense. Moderne visuel kultur erstattede væveri og farverkedler i de højloftede rum, og i dag viser Brandts samtidskunst i den slags rå rammer, som nybyggeri kun kan drømme vådt om. Efter Kunstakademiets exit har Brandts nu koloniseret alle etager med store ambitioner og fortællinger om en mulig fremtid, hvor Odense kan tage imod større kunstudstillinger og give dem den plads, de fortjener. Kun mediehistorisk museum har (lidt) endnu hjemme i det femetagers industrividunder.

Brandts er en kulturmastodont, der stadig sætter tonen for hele det gamle fabriksområde i Latinerkvarteret, men siden relanceringen i 2014 med nyt logo og en ny, ligefrem indholdslinje har museet stort set forvist soloudstillingerne og selv specialiseret sig i stort anlagte tema-shows, der taler til folkedybets maver, hjerter og egoer. I første omgang blev samtidskunsten fortrængt til lillesøster Brandts 13, men med endnu en konceptstramning er Brandts 13 nu også fortid.

Hvorvidt udstilling af tatoveringer, selfies og Disney skal forstås som eksperimentel, postmoderne provo eller snarere kæler for livsstilsmesse-segmentet står stadig til diskussion. For os er det sigende, at det tidligere gode udvalg af kunstbøger i boghandlen i dag næsten er forsvundet til fordel for hyldemeter med briller, tørklæder og kandinsky-puder. Et kunstmuseums boghandel er første møde med gæsten - en mulighed for at vise, man har noget at fortælle, og at man tager sig selv og sine gæster alvorligt.

Men det må trods alt ses som et sundhedstegn for kunsten, at museet fortsat kan pisse folk af. For de mere traditionelt indstillede museumsgæster er der også en fast udstilling med højdepunkter i dansk malerkunst, som faktisk har fundet sig smukt til rette i tilbygningen, inklusiv en hjerteskærende god og mørk Hammershøi, som man med fordel kan besøge hver eneste gang, man kigger forbi til en særudstilling.

Husk også altid at komme til de åbne receptioner, hvor der godt nok er for mange mennesker til, at man kan se, hvad der hænger på væggene, men til gengæld har man lejlighed til at hænge ud med gud og hvermand på museets udendørs svalegang med receptionssnacks i hånden og nyde synet af Amfipladsen i al dens oplyste dejlighed.

I dag er det en selvfølge for de fleste, at dyre lærreder hører hjemme i industrielle byrum, men Fyns største kunstmuseum var ved sin grundlæggelse en international mønsterbryder med sin genanvendelse af tomme fabrikskomplekser til kulturformål og blev belønnet for indsatsen med en European Museum of the Year Award i 1988, som det første museum i Norden. En kvalitet, man ofte tager for givet, men som der stadig er grund til at hylde for fremsynet omdannelse af fortidens bygningsarv. Lad os håbe, at museet bliver ved med at stræbe efter at ligge i museumformidlingens forfront, og ikke forfalder til nemme valg.

Alle torsdage er der gratis adgang fra 17-21.

  • Man: -
  • Tir - Ons: 10.00 - 17.00
  • Tor: 12.00 - 21.00
  • Fre - Søn: 10.00 - 17.00
Link til sted Find vej


This Is Odense