Det allerBest of Odense?

Det allerBest of Odense?
Meninger | Skrevet af: Pil Lindgreen | 8. november 2018

Prisfest hyldede odenseanske fyrtårne som H&M, Søstrene Grene og Magasin (!). Kan det passe, at det er det bedste, byen har at byde på? Nej.   

For en uge siden var der fest i Odeons store, grønne sal med taler, cocktailkjoler, VIP'er og klapsalver, og det var ikke sat i scene for at fejre den nationale musikbranche, internationale forfattere, globale medie- eller forretningsmoguler, men til ære for vores allesammens O’ens: Hverdagens, virkelighedens Odense og alle de arbejdende mennesker, der med deres forretninger, frivillige initiativer og kulturinstitutioner former byen, så den ser netop sådan her ud.                  

For dem, der ikke kender konceptet eller har undret sig over de blå klistermærker, der er dukket op på visse butikkers døre de seneste tre år: Best Of Odense er en publikumspris stiftet og afholdt af Fynske Medier, nærmere betegnet Ugeavisen Odense med det formål at “hylde byens handels- og kulturliv”.                               

Ugeavisens læsere afgør resultatet ved afstemning; dog er de nominerede udvalgt af en jury.

På en skala fra jublende lokalpatriot til selvhadende præ-fraflytter ligger jeg uden tvivl tættere på det førstnævnte yderpunkt. Ikke forstået på den måde, at jeg mener, at min hjemby er bedre end alle andre steder - men at min by er et spændende sted at leve på grund af og ikke på trods af de ting, der adskiller den fra andre byer. Jeg er med andre ord i målgruppen for en aften, der går lidt i Odense-selvsving. Hvorfor gik jeg så derfra fremmedgjort og ærlig talt ret pinlig over billedet af den by, vi skulle forestille at fejre? 

Lad mig starte med at sige, at der var adskillige lune odenseanske øjeblikke i løbet af aftenen, ikke mindst to generationers krofattere fra Carlsens Kvarter i hhv. krøllet uldstriktrøje og T-shirt, der fik prisen for “Bedste gå-i-byen sted” og på muntert fynsk inviterede aftenens vært, Anders Breinholt fra satireprogrammet Natholdet, til at optage sin næste podcast hos dem. Der var også musik fra den lokale 15-årige violin-wunderkind Stefan Burchardt, som lagde alle ned, og Per Sahl fra Havnens Loppemarked, der i sin takketale remsede hver eneste stamkunde fra de seneste tyve år op ved deres fulde navn og måtte spilles af scenen med høj slutmusik for at gøre en ende på de hjertelige anekdoter.

Alligevel blev tordenskyen over mit hoved mørkere, efterhånden som nomineringerne løb over skærmen. Hvilken by var det lige, vi fejrede? Hvorfor klingede de indledende taleres ord om bystolthed, ildsjæle, iværksættere og lokalmiljø så hult? 

Prisfesten i Odeon. Skribentens stadig mere krummede tæer ikke afbildet. Foto: Hasse Frimodt, Ugeavisen

Var det bare, fordi mine stamsteder ikke fik nok priser, at jeg blev gradvist mere nedslået over den tendens, der tegnede sig, som aftenen skred frem? Jo, jeg havde da klappet mere helhjertet, hvis fx Kjærs Bøger, Momentum Musik, Sofar Sounds, min egen arbejdsplads Odense Internationale Film Festival eller Restaurant ARO havde vundet deres kategorier; for det er der, jeg færdes, og den side af byen jeg holder af som min. Men selvom jeg ikke spiser ofte på Umashi og Eydes eller Kok&Vin eller går ret meget i Zoo, undede jeg dem bestemt deres sejre og fik lyst til at slå en tur forbi.  

Hvad var det så, der var galt? Det pinlige var de kædeforretningers navne, der stod blandt de lokales og i visse kategorier helt dominerede feltet. Hvad har det med den odenseanske DNA at gøre at fejre nationale og multinationale kædekoncepter, der ligger på gadehjørner i alle større danske og nordeuropæiske byer? Kan McD på banegården også være “odenses bedste”, hvis nok borgere køber deres tømmermandstakeout der? 

Det burde ikke være muligt at ende med en hyldest til Odense, hvor Magasin, H&M og Søstrene Grene tager priser hjem, eller hvor aftenens store kulturpris gik til Tinderbox, hvis pressechef John Fogde ligefrem understregede, at de da var glade for anerkendelsen deroppe på Århuskontoret for tredje år i træk. 

Nomineret som bedste gå-i-byen sted: så ved man, at man er i Odense! .... Eller i Århus, Aalborg, Thisted, København, Sønderborg, Svendborg, Olso, Trondheim, Bergen, Kristiansand eller Helsinki. Foto: Heidis Bier Bar Oslo

Man kan synes, hvad man vil om prisuddelinger og behovet for at vise bystolthed på lige netop den her facon, men hvis ærindet er at anerkende lokale kræfter, så forstår jeg ikke, hvad meningen er med at opmuntre odenseanerne til at forholde sig til deres favoritsteder og derefter invitere hele byens erhvervs- og kulturliv til at fejre Odenses særlige karakteristika, når de nominerede så udover de førnævnte problematiske vindere inkluderer franchises som Bahne (dansk koncern grundlagt i Slagelse i 1956 for brugskunst og gaveartikler med 19 landsdækkende butikker), Jagger (københavnsk minifastfoodkæde), Café Vivaldi (endnu en Slagelse-kæde med 17 caféer i 12 danske byer), Georg Jensen Damask (syv flagskibsbutikker i Danmark), Weekday (svensk tøjkæde med butikker i ni lande) og Heidis Bier Bar (skandinavisk afterski-kæde)?

Ironien var ikke tabt på Anders Breinholt, der lod et par satiriske svirp falde i den retning i løbet af aftenen, og som i øvrigt havde forberedt sig så godt, at hans vitser om Hunderupkvarteret og byggelarm i bymidten faktisk ramte mere rent ned i stedets ånd end Ugeavisens egne motiveringer. 

Her må prisuddelerne stramme grundlæggende op, hvis de skal have noget meningsfuldt at sige om det, der adskiller lige den her plet på jorden fra andre steder. Ellers foreslår jeg, de omdøber prisen til ”Best of vestlig detailhandel” og afholder festen på et kongrescenter i nærheden af en vilkårlig lufthavn næste år. 

Kvalitetstid med Odense-shopping. Foto: Magasin i Rødovre

Men, siger den opmærksomme læser - det her er jo en publikumspris. Ugeavisen kan ikke lave om på, at mennesker elsker Søstrene Grene. Her adskiller odenseanere sig ikke fra den øvrige menneskehed. Og odenseanere har stemt. Det er en fejlslutning, for en publikumspris er ikke en objektiv størrelse. Hvis spørgsmålet lyder “hvor har du købt flest møbler i dit liv?” er svaret for et flertal af danskere nok IKEA, men det er ikke det samme som, at en svensk samlereol er et udtryk for det bedste, Danmark kan frembyde på designfronten. 

Hvis man derimod spørger, hvilken lokal forretning, du holder mest af at besøge eller helst ville anbefale til en anden, eller hvor dine største kulturoplevelser er foregået for nylig, er Odense heldigvis de senere år blevet et sted, hvor der findes rigtig mange andre og meget forskellige svar på de spørgsmål.

Torsdagens samlede Best Of-pulje er desto mere frustrerende, eftersom byen faktisk i dag kan opbyde et handels- og kulturliv, der er helt sit eget.

Hvis priserne og nomineringerne skal afspejle den by, Odense er nu - og ikke domineres af vi odenseaneres gamle vanestier gennem byen fra det forrige årtusinde krydret med et nyt udenbys succeskoncept eller to - skal der justeres på selve Ugeavisens præmis. De må stille bedre spørgsmål, hvis de vil kalde svarene “best of odense”. 

Vinder i kategorien “Shopping til hende”: den fremadstormende lokale modepusher H&M. Foto: Kolding Storcenter 

Derfor kommer her to ændringsforslag til næste års udgave af Best Of Odense, som efter min bedste overbevisning er nødvendige for at gøre prisfesten til en vedkommende anerkendelse af Odenses særkende og kvaliteter:

1. Kun forretninger, grupper, institutioner og andre aktører, der er grundlagt og/eller har hovedsæde i det geografiske Odense kan indstilles til priser.  

Resultat: man undgår at ende med en vinderliste, der til forveksling kunne være kåret i Randers, Roskilde, Næstved eller Holstebro. Der skal ikke bestås indfødsretsprøve, og tilflyttere er velkomne, men den fysiske butik eller begivenhed skal planlægges, afvikles og drives i Odense. Hvis det betyder, at nogle kategorier må sløjfes, so be it. Listen må afspejle byen. Hvis vi ikke har nok hjemmegroede tøjbutikker til at fylde en nomineringsliste, belyser det da et spændende hul i vores detailmarked. Det er i så fald ikke et problem, men en god anledning for Best Of Odense til at være dagsordensættende og ikke bare en erhvervsfest, hvor vi skåler og klapper, når de sikreste kort tager stikkene hjem.

2. Priskategorierne skal gentænkes. 

Resultat: byens faktisk levende miljøer udenfor den bredeste sti får del i rampelyset. Samtidig kan man komme den ulige fordeling af shopping og mad vs. kulturkategorier til livs. I år kæmpede både enkeltstående begivenheder som Sommerrevyen og store kulturhuse som Brandts om den samme anerkendelse, ligesom historiske museer, kunstmuseer, teatre, spillesteder og gallerier er oppe mod hinanden i kulturkategorien. Det giver mening, når der skelnes mellem brunch, burger, take-away, café og restaurant i madkategorien. Der mangler tilsvarende nuancer som “bedste spillested”, “bedste teaterscene” og “bedste udstillingssted” eller i det mindste “bedste store kulturscene” og “bedste lille kulturscene”. Desuden oplagt at skrotte “til ham/til hende”-opdelinger af shopping i samme omgang, for hvad har odenseanernes køn at gøre med noget? 

Hallo, hvor er kategorien bedste brunner eller bedste cykelparkeringsforhold? Hvorfor ikke gøre kategorierne mere specifikke for vores by? Brunch kan man jo spise alle steder. Og i forlængelse af det, er der intet i vejen for flere kategorier i tråd med årets “Bedste service”, der måske som den eneste kunne omgå kriteriet om lokal forankring og belønne dygtige og nærværende medarbejdere, uanset om deres arbejdsgivere betaler skat i Odense, Irland eller på Bahamas. Hvad med en “Bedste hyggesludder”-kategori, “Bedste åbningstider” (en stjernekategori for brune værtshuse og pizzahjørner, som måske endda kunne tilskynde nogle til skabe det gode late-night spiseri, som byen så udpræget mangler!) eller en pris til “Mest uundværlige i lokalmiljøet”, “Bedst til at bevare historien” eller “Bedste vovehals”? 

Bonusgrund til at udvide kategorierne:

I torsdags var en stor del af vinderne på scenen for andet eller tredje år i træk. Hvad viser det? At Odense er en forudsigelig by med få gode restauranter? At Tinderbox er den bedste odenseanske kulturbegivenhed? Nej: Kun at Tinderbox er den publikums- og omtalemæssigt største kulturbegivenhed, og at prisuddelingen har så få kulturkategorier, at selv de større “mindre” aktører forsvinder, når det handler om antal solgte billetter.

Odenses bedste interiørbutik. Hov nej, undskyld, det er Søstrene Grene i Hamborg. 

Publikumspriser har det nu engang med at udstikke den bredeste vej, men når der allerede findes et Best Of Odense-nomineringsjury, der i foretager et udvalg bland de tusinder af læserindstillinger, der er grundlaget for finalisterne, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre forudsætningerne for publikumsstemmerne så gode som muligt.

Måske har jeg misforstået det helt. Måske handler Best Of Odense ikke om at belønne dem, der gør sig umage for at gøre Odense et dejligt, særligt sted at bo og som højner livskvaliteten for os andre ved at gøre det, de elsker, men om at trække mere omsætning til Cityforeningens skrantende butikker ved at give omtale til detailbranchen. I så fald - beklager al den her ophidselse og vilde krav til integritet, opfindsomhed og nuancer. Fortsæt endelig.

Jeg har bare på fornemmelsen, at Ugeavisens redaktion har større ambitioner og mere kærlighed til deres by end det. Deres søsteravis Pindles grundige, kloge og følsomme portrætter af lokale erhvervsdrivende de seneste års tid vidner om det. Det var også det, deres chefredaktør gav eftertrykkeligt udtryk for ved showets start i torsdags. Og derfor tør jeg også tro, at de ville være enige i, at det kunne være stort, hvis byens bredeste husstandsomdelte avis (oplag: 80.000+) hvert år kunne leve op til det ansvar, det medfører at have odenseanernes øre og publicere en overraskende, forskelligartet liste med nominerede. En liste med steder og oplevelser, som kun findes i lige præcis Odense og som ikke alene bekræfter avisens læsere i deres gamle mønstre, men inspirerer til at udforske flere af byens hjemmegroede butikker, kulturscener og fællesskaber. H&M klarer sig nok uden skulderklappet.



Luk

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 7. marts 2018

Nye bygninger vælter frem i Odense. Og det er jo godt (nok). Eller er det? Folk ser enten alt nybyggeri som modernistiske kasser i beton eller hylder det som eksempler på en by i udvikling, der tager taktfaste skridt mod storbydrømmen.

Men det er alt for forsimplet. Byens byggede miljø er fortællingen om Odense som by til os selv og alle, der besøger byen. Det er forbindelsen mellem vores historie og vores fremtid. Det er afgørende for, hvordan og hvor meget vi bevæger os - om en gåtur fylder os med lykkestoffer eller katastrofetanker. Det er endda vigtigt for, hvor meget vi taler med vores naboer og, hvordan vi er sammen. Det er vigtigt for, hvordan vi lever.

Først former vi byen, og så former den os.

Derfor er byens byggede miljø også alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til dem, der bygger. Især nu hvor der bygges så hurtigt, at byen vi kender kan være væk, før vi ser os om. Måske ændrer den sig til det bedre, måske til det værre - risikoen er størst for, at det sidste sker, hvis ikke vi diskuterer det. For det er vel det, det handler om? At spørge om hvert eneste byggeri gør byen bedre eller ej.

Derfor giver This Is Odense i denne artikel karakter til 18 nye byggerier, som er færdige, næsten færdige eller netop kommet af tegnebrættet og kommer med nogle bud på, hvad der kunne blive bedre. Vi er ikke eksperter, men vi mener, at alle bør være med i diskussionen om, hvad der skaber en god by. Så læs med og giv din mening til kende!

1. Dideriksens Hjørne - Sandal Ejendomme/Projektas herning/Nj Gruppen

Markant forandring er på vej på Vesterbro. Farvel til klondykestemning med små byhuse blandet med høje karrébyggerier, farvel til obskure og sjove små butikker, der har levet en hengemt tilværelse til lave huslejer. Goddag til tæt by. Første skridt er Sandal Ejendommes hjørnebygning på Vesterbro og Vindegade, der har erstattet Dideriksens Hjørne.

Positivt: Det nye hjørne fortsætter faktisk den gamle lejlighedskarré, så strækningen nu er høj og tæt og byagtig, og bygningen har en skala, der passer til miljøet omkring den.

Negativt: Man har forsøgt at lave variationer i facadens farve uden stor succes. Altaner - ja, men af lav kvalitet, der ikke er tilpasset ejendommen. Tonede ruder ind til Fakta, et kedeligt trappetårn og ikke-levende facade langs Vesterbro skaber et uinspirerende møde med gaden. Endelig er overgivelsen af gårdrummet til stenørken og parkeringsareal ærgerlig. Kunne man ikke finde bare lidt plads til opholdsareal, træer og andet grønt?

Samlet karakter: 2 pile

2. Sankt Gertruds Stræde+Store gråbrødre stræde - Karsten Bill/AI

I lang tid var denne lidt mørke plet midt i byen reserveret til parkering mod Sankt Gertruds Stræde og en lille faldefærdig bygning med genbrugsbutik mod Store Gråbrødre Stræde. Nu fyldes hullerne ud, og måske skabes der et levende butiks- og udeserveringsområde fra Gråbrødre Plads og ned til Store Gråbrødre Stræde, hvor også ølbaren Mikkeller åbner om kort tid. Byggeriet er ikke færdigt, og der ser ud til at være en vis forskel på den oprindelige visualisering fra AI og det byggeri, der er på vej, så det er ikke muligt at give en endelig karakter.

Positivt: En død bagside kan blive forvandlet til en levende gade, nu hvor hullet fyldes ud, især hvis der bliver butikker eller restauration i stueetagen. Det hjælper også meget, at det karakterfulde træ i Store Gråbrødrestræde har fået lov til at blive stående. Facadens sten har farvespil, og der er en vis variation i helhedsindtrykket. Med en rimelig succesfuld tilpasning til nabobygningers tag er byggeriet et godt eksempel på, hvor mange steder der kan fyldes huller ud i Odense, med et stort plus til bylivet til følge.

Negativt: Facaden er ikke helt afstemt afstemt med de røde teglstensomgivelser. Hvis der bliver boliger og ikke butik i stueetagen, mister man meget af fordelen ved den nye tæthed og gaderummet vil ikke leve op på samme måde

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile. Hvis der bliver boliger i stueetagen, må der gives 2 pile i stedet.

3. VesterPort, Vestre Stationsvej/Rugårdsvej - Reitan/FAB

En gang gik byens kant ved jernbanen og den sydøstlige del af Østre og Vestre Stationsvej. På den anden side af vejen var der jernbanebygninger og jernbanespor. Efter jernbanen blev omdirigeret, er der aldrig blev bygget en ny bykant. Men den er for alvor på vej nu, hvor nye byggerier vil skyde op hele vejen langs med gadestrækningen, og hvor letbanen vil gøre gaden mere interessant for fodgængere og ophold. Derfor er det vigtigt, det bliver gjort ordentligt.

Vestre Port har levet en omtumlet tilværelse - fra 90'er-prestige-biografbyggeri over nedrivning og endelig til et nyt projekt med boliger, Rema 1000, lagkagehuset, café, restauranter og fitnesscenter. Da byggeriet endnu ikke er færdiggjort, er det ikke muligt at vurdere det endelige resultat.

Positivt: Aktivitet til området med indkøbsmuligheder, caféliv og boliger. Parkering i den eksisterende parkeringskælder.

Negativt: Foreløbigt ser byggeriet en smule skuffende ud. Der er ikke meget variation i facaden, og farverne minder lidt om grebet til Dideriksens Hjørne, der bliver brunt i brunt. Hjørnet, der i det nu nedrevne biografbyggeri havde en måske ikke køn, men i hvert fald excentrisk karakter, fremstår nu noget kedeligt med den meget bløde brune bue. Men måske det hele reddes af et last-minute ønske om en tagterrassejungle med træer, der kan ses, når man kører ad Østre Stationsvej.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile. En jungle på taget ville udløse noget nær en fordobling af point!

 

4. Karré 1, etape 2, Østre Stationsvej - OPUS/5E Byg/C.F. Møller

Hvor der før var togvaskehal ligger nu tre karrébyggerier med et kvart vellykket forsøg på en fortolkning af gadens tårnbyggerier - dels i form af massive højhuse og nu også med en markering af hjørnet mod Kongens Have. Karré 2 er en spøjs V-form opført i lyse, gule tegl med en vis variation. Byggeriet er meget fremskredent, men endnu ikke færdigt, så det kan ikke vurderes endeligt.

Positivt: Her er en vis facade- og materialevariation i lyse, gule teglsten og i altaner, der i et eller andet omfang giver en sammenhæng med gaden. Der er et tydeligt forsøg på at skabe en markering af hjørnet ud mod Kongens Have; her er en bygning, der har noget på sinde. Gade- og sigetlinjer fra Hans Tausensgade er heldigvis ført med over og skaber bymæssig sammenhæng på tværs af Stationsvej. Og parkering under jorden er godt.

Negativt: Hvor er de levende stuefacader? Der er ingen, heller ikke ud mod byens bro, hvor det havde været perfekt med en restaurant, når letbanen om nogle år gør gaden mindre trafikkeret - pladsen er der, fodgængerne er der. Hvis en restaurant ikke skal skabe pladsen, er det så her, der skal placeres food trucks? Det er heller ikke mange træk, der går igen fra tårnbyggeriet på modsatte side af Østre Stationsvej, og der er ingen sammenhæng til resten af områdets røde teglsten. Endelig kan man spørge, om det virkelig var nødvendigt med den metalbeklædning på penthouselejligheden?

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

5. HF/VUC Fyn - hf/VUC Fyn/Skjøde knudsen/cebra

Som en del af en kæmpe uddannelseskabale i byen havnede HF & VUC FYN i City Campus for enden af Byens Bro og et nyt byggeri skød op. Området omkring bygningen er stadig nærmest komisk ufærdigt - man afventer resultatet af den netop overståede retssag mellem Odense Kommune og det firma, der ejer en stump jord mellem byens bro og VUC. Det her er en bygning, der deler vandene. Nogle er glade for lysdioderne, der giver liv til en aftentur på havnen og fungerer som et fikspunkt for cykelturen over Byens Bro, mens andre er forbandede over facadebeklædningen, der kan ligne sådan nogle metalriste, der skjuler elledninger i et nyere sjæleløst industribyggeri.

Positivt: Forsøg på at skabe et byggeri, der også lever om aftenen med lysdioderne. Markant stil. Men bygningens indre er faktisk mere spændende - kig ind forbi.

Negativt: Facadebeklædningen er relativt uinteressant i dagtimerne. Bygningen skaber ikke meget sammenhæng til omgivelserne (man kan dog mene, at det hidtil har været begrænset, hvad der var at forholde sig til). Udenomsarealerne mangler meget - hvor er træerne, de grønne strøg og de lækre opholdsarealer for de studerende?

Samlet karakter: 3 pile

6. Toldbodgade/Gammelsø - ?

Når man fremover ankommer til havnen fra Åløkkekvarteret, vil man møde dette byggeri i hvide betonmoduler, som fremstår færdigt og klar til udlejning, men som aldrig burde være bygget.

Positivt: ...

Negativt: Den allermest skrabede form for lejlighedsbyggeri med ubearbejdede facader og billige altaner. Betonmodulerne ligner mest af alt stablede betoncontainere, men helt uden containerens industrielle charme. Byggeriet hindrer oven i købet udkig mod vandet og den øvrige havn. Det er svært at se, hvordan udenomsarealerne nogensinde skal blive rare steder at opholde sig.

Samlet karakter: 1 pil (meget tæt på 0 pile)

7. Promenadebyen - bygning 4 og 5

Der var oprindeligt planer om 8 bygninger med hver deres arkitektoniske udtryk langs den nordvendte promenade. De første tre blev bygget før og under finanskrisen, og så var det slut. Ad omveje fandt de sidste byggerier en ny ejer og fik et nyt udtryk, med ny forældrekøbsmålgruppe og med en væsentligt mere skrabet arkitektur.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv.

Negativt: I modsætning til de første tre bygninger er bygning 4 og 5 af en billigere udgave med altangange, og her kan man se, hvilken negativ forskel det gør med ensformige facader og materialer. Også her er hvide betonmoduler fremtrædende, og vindforholdene omkring dem er formentlig ikke verdens mest attraktive.

Samlet karakter: 2 pile

8. Lokalpsykiatrien, Toldbodgade - Region Syddanmark

På hjørnet af Toldbodgade og Finlandsgade ligger den nye lokalpsykiatri som det, der møder alle, som bevæger sig af Lerchesgade fra Byens Bro og Storms Pakhus mod havnen. Projektet er endnu et hvidt betonmodulbyggeri og virker som om, det er tegnet uafhængigt af området og placeret tilfældigt på havnen. Det er ærgerligt - og særligt ironisk, når det efterhånden står klart, hvordan det byggede miljø og den menneskelige psyke hænger sammen.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv, og der er sporadiske forsøg på at indarbejde organiske elementer i form af lyst træ ved indgangene (but you can't polish a turd).

Negativt: Bygningen fremstår meget skrabet: Som en hvid kasse næsten uden facadebearbejdning. Helhedsindtrykket bliver værre af et stort parkeringsareal ud mod Tolbodgade, der med fordel kunne have været placeret under jorden eller i et p-hus. Når man afskærer udsigten mod vand og havn, kan man ikke være bekendt at have så uattraktive udendørsarealer - og det grønne område foran bygningen bliver nok et pløret gennemgangsområde for folk, der skyder genvej.

Samlet karakter: 1 pil

9. Nordatlantisk Hus - nordatlantisk hus/kristiansdal/Cornelius+Vöge/Isager arkitekter og Masu Planning

Nordatlantisk Hus - Nordatlantisk kulturhus, det grønlandske hus, nordatlantiske foreninger, ungdomsboliger, butik, restaurant, vejledning til nordatlantiske studerende, konference og mødefaciliteter. Rigtig gode byggerier har mange funktioner, og Nordatlantisk Hus er et rigtig godt byggeri. Et byggeri der tydeligt viser, hvad der er muligt med dygtige arkitekter og et ønske om ikke at spare sig ihjel. Et forbillede for den videre udvikling af Byens Ø skrev Akademisk Arkitektforening - sådan skulle det, foreløbigt, desværre ikke gå.

Positivt: Mange funktioner blandet sammen skaber liv. Spændende, gennemtænkt og nytænkende arkitektur, der passer godt ind på Byens Ø. Flotte facader med stor dynamik og brug af forskellige materialer, især træ. De åbne stuefacader gør, at byggeriet taler godt sammen med omgivelserne. Flot terrasse i læ og eftermiddagssol.

Negativt: ...

Samlet karakter: 6 pile

10. Ungdomsboliger, Byens Ø - KPC/Kristiansdal

På en havn hvor man frygter, at det bliver mere trenden at rive ned end at genbruge solidt havneindustribyggeri, som kan fortælle historier om Odenses fortid, er her en sjælden undtagelse. For selvom det ikke er til at se, så er Kristiansdals ungdomsboliger på byens Ø faktisk en omdannelse af en gammel bygning. Lokalplanen ønskede et maritimt udtryk med bevaring af mursten og beton. Desværre er det lykkedes så dårligt, at det havde været bedre at starte forfra.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv.

Negativt: Ingen facadevariation, anonyme kedelige teglsten, dræbende gentagelse og et mislykket forsøg på genbrug af det tidligere pakhus.

Samlet karakter: 2 pile

11. Stenfiskerkajen - Civica/KPC/C.F. Møller

Civicas ungdomsboliger er svære at vurdere kvaliteten af. Det er nemt at se, at byggeriet er billigt, og det falder ind i kategorien hvid beton, som der er en markant overrepræsentation af på Odense Havn. Men særligt de to bygninger, der vender ud mod havnebadet, er overraskende dynamiske - dels med deres metalpladebeklædte udhæng og dels i form af en nedtrapning mod havnebadet, som giver eftermiddagssol til sommerbaderne. Det sidste byggeri, nærmest på billedet ovenfor, ligner til gengæld mere et kedeligt lufthavnshotel end et havnebyggeri.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv. Nuancer i facaderne og trappeformen mod havnebad trækker op. Fra de rigtige vinkler går byggeriet i fin dialog med Promenadebyen.

Negativt: Trapper eller ej - det redder ikke helt oplevelsen af et meget meget hvidt kolosbyggeri. Den voldsomme skala er ikke afpasset til hverken ophold på Stenfiskerkajen, eller til havnebadets genfortolkninger af klassiske havnepavillioner. De hævede parkeringskældre gør bevægelse rundt om bygningerne mere uvejsomt, og det foreløbigt meget mangelfulde udenomsareal inviterer heller ikke til længere ophold, end det tager at finde nøglerne i lommen.

Samlet karakter: 3 pile

12. Klosterbakken - arkitektgruppen/C.F. Møller

"Byens bedste grund" klæber til byggeriet på, hvad der engang husede Munke Mølles Klædefabrik på en ø i Odense Å. Desværre lever udførelsen ikke op til mulighederne på stedet. Det arkitektoniske formsprog er inspireret af klosterbyggerier og udgøres af en række rødstensmurede huse. C. Th. Sørensens fine gule mur adskiller stadig byggeriet fra Eventyrhaven. Byggeriets skala og form fungerer godt i samspil med de øvrige rødstensbyggerier på Klosterbakken og giver nogle fine kig fra visse vinkler. Men udførelsen og materialerne er langt fra gode nok, og det trækker markant ned.

Positivt: Velgennemtænkt byggeri med en form, der har øje for både Eventyrhaven og nabobyggerier.

Negativt: Byggeriets røde teglsten er helt uden farvespil og variation, og derfor bliver helhedsindtrykket meget massivt - særligt mod syd. Altaner og metalbeklædningen på murene ligner blankpolerede fremmedelementer fra det ydre rum. Murværket er flere steder dårligt udført og blev allerede repareret for fugtskader få måneder efter opførelsen. Selv de bogstaver der er valgt til navngivningen af byggeriet ser forfærdelige ud. Og så er der transformerstationen ved åen, som er blevet halvhjertet gemt væk. Desuden er det fuldstændige fravær af grønt i form af træer og planter på altanerne og tagterrasserne bemærkelsesværdigt slemt! Det kan dog reddes endnu.

Samlet karakter: 3 pile

13. Borgernes Hus - Odense Kommune/AI

Det her er en renovering, der deler vandene. Målet har været at skabe opmærksomhed, og det er lykkedes med en guldfarvet facade, der stråler om kap med eftermiddagssolen. For nogen er byggeriet endnu et søm i kisten for en desperat provinsby med mindreværdskomplekser. For andre er det en facade, der vil noget, og et byggeri der har befriende lidt fokus på, hvad andre tænker. Om det blev det borgernes hus, der var tanker om oprindeligt, og om guld - når det patinerer - ser godt ud, må vi vente og se.

Positivt: Markant og modigt forsøg på at ændre banegårdcenterets dræbende facade. Forsøg på at samle flere funktioner under samme tag (bibliotek, Center for Civilsamfund, Borgerservice og Frivilligcenter Odense). Intet forsøg på anonymitet.

Negativt: Udførelsen lever ikke helt op til visualiseringen - eksempelvis er altanerne forsvundet undervejs. Guld side om side med en ligbleg hotelnuance af gul, samt en mørkegul 90'ernuance er ikke en vinderkombination.

Samlet karakter: 3 pile

14. Hotel Odeon - Odense Sport & Event/KPC/arkitema

Lækkert og nordisk. Eksklusiv kvalitet. Luksus og helt nede på jorden. High-end uden at være snobbet. Det skorter ikke på pæne og fluffy ord om det kommende Hotel Odeon fra OS&E selv. Indtil videre ser byggeriet på Thomas B. Thriges Gade dog aldedes ordinært og anonymt ud og lever ikke op til visualiseringen fra præsentationen af byggeriet. Byggeriet er endnu ikke færdigt og kan derfor ikke vurderes endeligt.

Positivt: 234 hotelværelser i bymidten er en af de bedste måder at skabe byliv og aktivitet. Der bliver aktive stuefacader ud mod letbanen, som skal køre lige forbi her. Og byrummene på TBT-Gade bliver i højeste klasse.

Negativt: Der er valgt en kedelig rød teglsten uden spil og nuancer, som bliver endnu kedeligere af uinspirerende vinduesrammer i en meget massiv blok. Og her er en af de rigtig store uudnyttede muligheder for grønne facader.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 2 pile

15. carl nielsen kvarter - 5E Byg/årstiderne arkitekter

Boligbyggeriet fra 5E var muligvis den mindst spændende visualisering, da bygningerne på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade blev præsenteret. Men udførelsen ser ud til at blive blandt de allerbedste. Og selvom det ikke er et mesterklassebyggeri, så er det tydeligt at se, at der er arbejdet med detaljerne. Fra den lysegule teglsten med god variation til de fine spring i facaden, som visualiseret på billedet ovenfor.

Positivt: Smuk variation - både i teglstenen og niveauerne i facaden. En diskret og meningsfuld genfortolkning af både materiale, farve og den runde gavl fra naboen Fyns Grafiske Værksted. Butikslokale i stueetagen skaber liv, og byggeriets form binder Hans Jensens Stræde fint sammen på tværs af TBT-Gade. Forhåbentlig er der grønt på vej i plantekasserne langs med facaden.

Negativt: Vinduespartierne kunne godt være mere spændende. Nogle steder ser murværket ud til at være sjusket muret med fejl og fugtskader til følge.

Samlet karakter: 4,5 pile 

16. House of Fairytales - Odense Kommune/Kengo Kuma/Cornelius+Vöge/MASU Planning

Ok, indrømmet. Der er noget tid til det her byggeri står færdigt, og vi har det kun med for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at bygge med opfindsomhed, variation, kvalitet og god fortolkning af Odenses DNA (og må det tilføjes: Uden profitmaksimeringens snærende bånd). Det nye H.C. Andersens Hus, tegnet af en af verdens største arkitekter - Kengo Kuma - bliver et ikonbyggeri uden unødigt flash. Det mest internationale byggeri i byen, og måske samtidig det byggeri, der bedst formår at fortolke Odenses kvaliteter: Smukt, grønt og uprætentiøst.

Her er et byggeri, der binder historien sammen med fremtiden i både funktion og form. Her skal fortælles historier fra byens mest berømte forfatter formidlet af et af de mest moderne fortællekoncepter fra Nordirske Event Communications. Og i formen skabes et fremtidsbyggeri i bløde former gennem en genfortolkning af områdets bindingsværk. Og så bygges størstedelen af museet under jorden af to årsager: For at gøre plads til en genskabelse af Lotzes Have over den tidligere TBT Gade med grønt helt ned i den kommende parkeringskælderopgang, og så for at undgå at bryde radikalt med H.C. Andersen-kvarterets højde.

Hvis projektet ellers realiseres efter planen, bliver det byens fineste byggeri.

Positivt: En blanding af materialer og brug af træ. Smuk genfortolkning af områdets bindingsværk. Videreførelse af områdets højde og Odenses uprætentiøse og grønne DNA. Genskabelse af Lotzes Have som offentligt tilgængelig eventyrhave. Café ud mod letbanen. Grøn opgang fra parkeringskælderen... (vi kunne fortsætte).

Negativt: ...

Samlet karakter: (Foreløbigt) 6 pile

17. Byfællesskabet - Janus lylloff/praksis arkitekter

Bygningen til højre i billedet er en del af et moderne bofællesskab, som gymnasielæreren Janus (foran forskellige byggemastodonter) vandt retten til at bygge midt i byen til sig selv og sine medbeboere. Projektet er tegnet af prisbelønnede Praksis Arkitekter fra Svendborg og fungerer som overgang fra TBT-gades høje teglbyggerier til H.C. Andersen-kvarterets lave byhuse med pudsede facader.

Bygningen har et fint modernistisk formsprog, men det stiller store krav til den endelige udførelse, og her virker vinduesrammerne f.eks. lidt sjuskede, ligesom altanerne ud mod Rosenhaven kan risikere at give bygningen et lidt monotomt præg, hvis ikke de bliver grønne nok.

Byggeriet er ikke færdigt. Der er stadig grønt i vente, og en cykelsti der hvor billedet er taget, samt en nyanlagt Rosenhave på den anden side. Derfor kan det endnu ikke vurderes endeligt.

Positivt: Fin dialog mellem de større byggerier på TBT-gade og de pudsede byhuse i HCA-kvarteret. Spændende minimalistisk-modernistisk formsprog. Helt fantastisk med et bofællesskab midt i byen. Og flot med en offentlig tilgængelig lille park i baghaven.

Negativt: Vinduesrammer og altaner kan risikere at give byggeriet et lidt sjusket udtryk. Grønt på altaner og træer på tagterrasserne kan gøre forskellen.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

18. Dansk Bank - Danske Bank/kpc/Arkitema

Da Industripalæet uforståeligt nok måtte lade livet til 80'ernes fremskridtslyst, blev kompromiset, at der skulle sikres offentlig adgang til en kæmpe indendørs have i det nye finanscenterbyggeri. Desværre har Danske Bank aldrig haft lyst til at have folket rendende, og således var det de færreste, der vidste, at der lå en have derinde.

Nu er haven fældet og rødstensbygningen er ved at blive skiftet ud med en sort bygning, hvor alle Danske Banks lokale aktiviteter samles og som, i følge banken selv, skal signalere åbenhed og imødekommenhed. Og så er arkitekturen i øvrigt stort set en tro kopi af bankens to nybyggerier i Kolding og Århus. New Normal. Man kunne jo mene ironien var total, men selvom meget er slemt, så kunne det faktisk være værre. Byggeriet har en vis variation og kommer Eventyrhaven lidt i møde, også selvom man ikke fornemmer, at det faktisk er meningen man skal gå indenfor.

Positivt: Facaden er simpel, men rimelig varieret og de aktive stuefacader mod Eventyrhaven gør godt.

Negativt: Der er ingen dialog med områdets røde teglbyggerier, og ikke meget åbenhed i afskaffelsen af den offentligt tilgængelige have i bygningens indre.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile

 

hvad kunne være bedre?

Som karaktererne viser bliver der bygget både godt og skidt i Odense. Men vores overordnede konklusion er, at det ikke er godt nok, og at det kunne være så meget bedre - særligt på Odense Havn, hvor Havnens direktør, Carsten Aa selv har indrømmet, at meget af det byggeri, han har solgt til "bærer præg af, at der skulle tjenes lidt hurtige penge". Og selvom vi ved, at mange ting spiller ind i, hvilken kvalitet der kan bygges i, så vil vi alligevel gerne give nogle eksempler på, hvordan det kunne være, hvis bygherrer, arkitekter og kommunen strammede ballerne.

Vi mener Odenses mulighed er at finde sin egen vej, og undgå at begå de fejl man har lavet i Ørestaden og på Århus Havn. Men hvis vi ikke bygger videre på byens sjæl, så bliver Odense aldrig særlig.

 

Misforstået debat om beton

På det seneste har der kørt en debat i Fyens Stiftstidende, der handler om, hvorvidt "beton" er et flot eller grimt materiale. Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Hvorvidt beton er godt afhænger vel af, hvordan det bruges, og hvor det bygges. Lad os sammenligne nogle eksempler. Et fra Odense Havn og et japansk og engelsk eksempel. Det første kedeligt og uambitiøst, de andre med hver deres interessante udtryk og med variation i facaden:

 

Mere variation i materialer

I de 18 eksempler ovenfor råber vi igen og igen på variation. Et byggeri i Odense (Danmark) er i 95 ud af 100 tilfælde efter samme formel: En betonmur, og så evt. beklædning med tegl og uden nogen videre facadebearbejdning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Overalt i verden benyttes f.eks. stadigt mere træ, der er mere bæredygtigt, organisk og smukt. Der er en hel verden af materialer at bruge, og variationen skaber liv og kvalitet.

Mieczysław Karłowicz Philharmonic Hall, Szczecin, Polen

 

Brug af træ i byggeriet i Zaragoza, Spanien 

 

Variation i facaden, fremfor ekstra profit i lommen

Hver en krusning der føjes til en firkantet betonboks er på kort sigt en krone mindre i indtjening for en investor, der bygger og sælger hurtigt, og som er ligeglad med den by, han bygger i. Og penge skal der tjenes. Derfor er der ofte så lidt variation i facaderne. Men variation kan skabes på tonsvis af måder - ved brug af de rette materialer, ved at bruge tegl med spil i, ved at skabe spring i facaderne, osv.

Indenfor få år kan robotter måske forarbejde alle bygningsmateriale i de former, der ønskes. Hvad er det nu, Odense er skarp på? Nåh jo. Robotter! Og der er endda lokale robotfirmaer, der laver bygningsmaterialer! Måske vi har en løsning? Her er et eksempel på, hvad robotter allerede nu kan gøre:

Tegl-facade bygget af robotter, Shanghai Arts centre, Kina

 

Inden da kan vi nyde, hvad der i hvert fald kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage og varierer facaden på et byggeri:

Bibliotek i Barcelona

 

Lejlighedsbyggeri, Tehran, Iran

 

Kunne vi slippe for døde boligområder og få liv i stuen?

Kan I se en storby for jer, hvor den del af byen, hvor der ligger høje bygninger alene udgøres af boliger? Nej, vel? Når boliger blandes med arbejdspladser, kulturfunktioner, butikker, restauranter og meget andet, så skaber man en spændende by, hvor der er liv på alle tider af døgnet. Særligt i stueetagerne er det vigtigt, at der er noget interessant at kigge på - det skaber liv på gaden, og gør det mere interessant at opholde sig der.

Derfor er det vigtigt, at alt nybyggeri rundt omkring bymidten ikke bare bliver boliger, selvom boliger lige nu er det, man kan tjene flest penge på.

 

Hvor er det grønne?

I dag er der alle muligheder for at anvende naturen i udformningen af nyt byggeri. Grønne facader, grønne tage, grønne tagterrasser og altaner, plantebede, byhaver, træer. Men selvom der ikke er noget mere odenseansk end de grønne træk i byen, så er det desværre meget sjældent, at det grønne anvendes i nybyggeri. Og når det sker, er det som regel et tyndt grønt tag ingen kan se. Det er ikke alt, der kan gro i Danmark, men meget kan lade sig gøre.

Alt grønt kan i den rette udformning gøre et byggeri helt genialt, og så kan det jo rette op på dårlig arkitektur. Der er en grund til, at planten hedder arkitektens trøst. Skal grønt virkelig altid spares væk?

En af verdens mest berømte grønne facader - Le Musée du Quai Branly, Paris, Frankrig

 

Ligeså berømte Bosco Verticale, Milano, Italien

 

Omdan fremfor at rive ned - og skab en by med historie

Odense var i lang tid Danmarks næststørste industriby, og det har efterladt en enorm arv fra den tid rundt omkring bymidten. Efter de traditionelle industriarbejdspladser er forsvundet bliver alle de områder omdannet i rekordfart: Havnen, Østerbro, Vesterbro. Desværre sker det ofte, uden at man genbruger de bygningsværker, der har kvalitet. På den måde kan man udslette et helt områdes historie på ganske kort tid.

På havnen er der allerede forsvundet en del historie. En kran forsvandt over natten, betonsiloerne, som Aalborg Portland fraflytter ser ud til at forsvinde. Og rygterne taler om, at Odense Havn er ivrige for at nedrive det fantastiske bygningsmiljø på Siloøen. Men måske er Siloøen den sidste mulighed for at give plads til et kreativt miljø på havnen, som ellers er i fare for at blive et stort set rent boligområde. Sådan her genbruges industribyggeri andre steder i verden:

Genbrug af silobyggeri, Zetz Museum of Contemporary Art, Cape Town, Sydafrika 

 

Fra sukkermølle til hotel, Guilin, Kina

 

En lokal arkitektuddannelse og dygtige arkitektvirksomheder

En del af forklaringen på udfordringen med manglende kvalitet i byggeriet er nok, at Odense, modsat de tre andre storbyer i Danmark ikke huser nogle uddannelser, der på en eller anden vis beskæftiger sig med arkitektur. Det betyder, at der ikke er noget debatmiljø, og at der stort set ikke er nogle nystartede, innovative arkitektvirksomheder i byen. Det er der al mulig grund til at lave om på.

Deltag i debatten!

Det sidste bud må være en opfordring til alle om at deltage i debatten. Gang på gang får bygherrer lov til at kalde de allermest skrabede byggerier for højkvalitet, uden at nogen modsiger dem. Måske synes de det selv, men så er der al mulig grund til at hjælpe dem på vej.

Hvis byens byggede miljø skal blive bedre, kræver det, at odenseanerne stiller krav!

Sådan gjorde vi:

-Vi har udvalgt 18 byggerier, der repræsenterer både gode og mindre gode byggerier i eller tæt ved bymidten. De er ikke repræsentative for alle nye byggerier i byen, men giver et godt billede. Mangler vi nogle vigtige, så send os et billede eller post det på vores facebookside og kom med din vurdering.
- Vi har vurderet de arealer, der er offentligt tilgængelige eller synlige fra gaden. Karakterskalaen går fra 1 (dårligst muligt) til 6 (bedst muligt)
- Da det kan være svært at sammenligne visualiseringer og ufærdige byggerier med færdige byggerier, er der taget forbehold for ufærdige byggerier. Ofte snyder visualiseringer, fordi de er pyntede, eller fordi der spares undervejs.



Luk

Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?

Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 14. november 2017

Der sker mere i Odense end nogensinde før. Men hvor er byens kulturliv på vej hen? Og hvor skal vi hen?

I en række valgoptaktsartikler, der leder frem til Kulturklyngens valgdebat lørdag d. 18 i Storms Pakhus stiller vi spørgsmålene og giver vores bud på nogle af svarene. Det kan også være, at et par interessante navne i byens kulturliv kommer til at give deres bud. Læs med, debatter og mød op på lørdag, hvor nogle af spørgsmålene også finder vej til valgets spidskandidater.

Et kulturliv, der tør!

Foto: Teater Momentum, 2016

 

This Is Odense har altid handlet om at vise, at vores by har langt mere at byde på, end de fleste troede. Det er mere sandt end nogensinde før, og opgaven med at overskue tilbuddene bliver sværere og sværere for hver uge, der går.

Men lige så klart, som det er, at der sker mere, lige så klart er det, at alt det nye ikke er godt nok.

Og hvad mener vi så med det?

Jo, uanset hvor forskellige vi er hos This Is Odense, så deler vi en drøm om et kulturliv, der udfordrer os og udfordrer byen. Et kulturliv, der ikke bare er til behag, men også kan stille sig i vejen.

Et kulturliv, hvor man ikke kan gøre godt og skidt alene op i, hvor mange mennesker, det tiltrækker, men også hvor mange mennesker, det flytter. Et kulturliv, der åbner sig op for omverdenen, men ikke kun er velafprøvede events på gennemrejse.

Et kulturliv, der giver kunstnere mulighed for at leve, overleve og skabe sig i Odense. Et kulturliv, man bemærker i resten af Danmark, men er lige så overrumplende en tirsdag aften i et lummert loftsrum, som det er velbesøgt en juniaften i Tusindårsskoven.

Et kulturliv, hvor debatten om, hvor vi skal hen, flyder frit.

Et kulturliv, der tør. Der er vi ikke endnu.

De store spørgsmål - det store potentiale

Odenses kulturliv er ikke større end, at de fleste kender og er afhængige af hinanden og af kommunen på en eller anden måde. Det giver nogle særlige muligheder for samarbejde, men måske betyder det også, at den nødvendige debat og selvkritik lidt for ofte forbliver skjult. Hos This Is Odense er vi også selv en del af det netværk, det må vi ikke glemme.

Men spørgsmålene skal stilles. Som udgangspunkt for vores artikelserie stiller vi derfor her nogle af de svære spørgsmål.

 

Er ODEON det, vi blev lovet, og det, Odense har brug for?

Foto: Odeons store sal, Klaus Knakkergaard

ODEON har haft en lang vej - fra ide om kulturhus i Thrigefirkanten til en kulturaftale om et musik- og teaterhus på den nuværende placering i 2005 over finansdød, gennem yderligere to tilpasninger og til endeligt projekt. Men spørgsmålet er, om ODEON er blevet til det, man ønskede, og det Odense har brug for i dag?

Med kulturaftalen i 2005 blev der afsat 90 mio. kr. til et nyt musik og teaterhus. Projektet blev kaldt et fyrtårn, og samtidig pointerede både Venstre og Socialdemokraterne vigtigheden af, at de ikke-kommercielle mindre kulturaktører i byen blev en del af det nye hus.

Da ODEON blev præsenteret som et musik- og teaterhus i 2008, var det med fortællingen om et "kulturelt kraftcenter". Anker Boye (A) kaldte huset "byens bankende hjerte", der skulle få Odense på det kulturelle landkort. Jan Boye (K) pointerede, at det ville give muligheden for at trække helt nye musik- og teaterforestillinger til byen, og Jane Jegind (V) kaldte det et "kulturelt fyrtårn, der kan få odenseanerne til at ranke ryggen". Byforsker Lars Engberg påpegede, at et kulturhus først bliver et vartegn, hvis det indeholder unik kvalitet.

Siden blev kvaliteten og prisen skåret ned, særligt på den store sal, mens der blev mere plads til at tjene penge på ungdomsboliger, supermarked og konferencer. Et mere realistisk projekt i årene efter finanskrisen vil nogen nok sige. Samtidig blev kommunens betaling øget. Jan Boye (K) fastholdt, at kvaliteten var høj. Skuespillerskolen og Musikkonservatoriet mente, det gav en helt ny mulighed for at sætte præg på byen, og at helt nye synergier ville blive skabt. Jan Boyes afløser Steen Møller kaldte huset for en mulig "international dynamo", og også S og DF var begejstrede.

Nu har ODEON været åbent i godt 8 måneder, og hvad har vi fået? Byen har fået en rost hverdagsrestaurant i Odeon Social og et kritiseret supermarked.

Vi har ikke fået den store adgang for byens ikke-kommercielle kulturaktører, som var det oprindelige ønske. Og spørgsmålet er, hvordan de helt præcis ville passe ind i huset.

Det er endnu for tidligt at sige, om skuespillerskolens og musikkonservatoriets nye placering vil give ekstra værdi for byen.

Det, vi til gengæld kan gøre op, er fyrtårnskvaliteten af ODEONs eget kulturelle program og de bookinger, andre aktører har lavet i ODEON. Det er her, hvor virkeligheden afviger mest fra det formål, der var med at bygge huset i første omgang.

Et udsnit af det hidtidige og kommende program lyder på: City Singler, Tina Dickow, Chippendales, Linie 3, The Bootleg Beatles, Kim Larsen, Stine Bramsen, Caroline Henderson, Svend Brinkmann, Midt Om Natten-musical, Cliff Richard, samt selvfølgelig Odense Teaters og symfoniorkesterets produktioner.

Det er meget svært at få øje på fyrtårnskvaliteten i nogen af ODEONs arrangementer. Der spiller intet, som ikke også spiller i resten af landet, og de fleste af de ovenstående navne kunne optræde på andre scener i byen. Og til trods for dårligere akustik måske endda passe bedre ind der? Det kan i værste fald betyde, at Odense får dårligere arrangementer, og at ODEON blot kannibaliserer på andre sceners cashcows.

Helt simpelt kan man måske driste sig til at spørge, om Odense har fået nogen ny kultur ud af ODEON, som byen ikke havde i forvejen?

Men behøver det virkelig at være sådan? ODEONs særlige værdi må ligge i størrelsen og kvaliteten af de arrangementer, de kan tiltrække. Men hvor er ODEONs bookingambitioner? Hvor er modet til at være det fyrtårn, det er bygget til? Tror man virkelig stadig ikke, at Odense og odenseanerne, med den kæmpe udvikling byen er inde i, er klar til at efterspørge noget nyt? Og hvad er kommunens påvirkningsrolle?

 

Lever Posten op til sit ansvar som regionalt spillested med fokus på kvalitet?

Foto: Line Svindt, Posten - næsten udsolgt til Black Rebel Motorcycle Club
i sidste uge

Posten er Odenses regionale spillested - et af 18 i landet og til at sammenligne med VEGA, Radar, Train og Global/Jazzhouse, hvis man kigger på København og Århus.

Det er også et spillested med en fin økonomi og et meget stærkt sponsornetværk. Sammenligner man økonomien med Vegas kan man se, at de to steder stort set modtager det samme i offentlig støtte (Vega 6,1 mio. kr., Posten/Dexter 6,2 mio. kr.), at de stort set har samme sponsorindtægter (Vega 1,8 mio. kr., Posten/Dexter 1,4 mio. kr.). Forskellen består, i hvad de to institutioner omsætter for på baggrund af deres arrangementer. Egenindtægterne hos Posten/Dexter lyder på 10,3 mio. kr., mens det for Vega er 56 mio. kr.

Hos Posten lyder strategien på at tilbyde publikum "livemusik af høj kvalitet" og store udenlandske navne, og de senere år har Posten også haft et ønske om at dyrke vækstlaget og undergrunden. 

Efter udvidelsen i 2007 har Posten plads til 900 på den store scene. Til sammenligning har VEGA plads til 1.550, Radar 300 og Train 1.000.

Alt sammen burde betyde, at Posten, udover de klassiske danske navne, der er på rundtur i Danmark, også skulle kunne tilbyde både højkvalitets upcoming navne  og mellemstore navne fra udlandet.

VEGA kan blandt andet frem til april fra genrebiblioteker som hiphop, singer-songwriting, indie rock, folk rock, pop rock, heavy, alternative rock, moderne klassisk og elektronisk byde på mellemstore navne som Joey BadaSS, Destroyer, Alex Cameron, Sun Kill Moon, The Kooks, Mastodon, Mando Diao, Thomas Dybdahl, Iron and Wine, Niels Frahm, First Aid Kit og Editors. Næsten alt sammen indenfor Postens bookingprofil.

I samme periode frem til april har Posten et program med kopibands, danske turnébands og udenlandske navne, som de færreste vil kende, uden at det skyldes, at de er på vej til gennembrud.

Kan den bookingprofil ikke strammes op? Burde Posten ikke være det spillested i Odense, der kan trække de mellemstore udenlandske bands til?

Og hvad med stemningen og miljøet? Hvordan kan det være, at publikum ikke bliver hængende på Posten, når koncerterne er overstået? Hvorfor har man ikke fornemmelsen af et skabende, kreativt miljø, når man træder ind ad døren? Er man ikke lidt mere et nummer i garderobens praktiske afvikling end en gæst, der er en del af stedet?

 

Mangler byen en brugerdrevet vækstlagsscene og et egentligt kreativt miljø?

Foto: Kenneth Danielsen, De Vilde Hjerters værksted i Odense Offentlige Slagtehuse

Det leder naturligt til det næste spørgsmål, som er, om Odense ikke mangler en egentlig vækstlagsscene, omgivet af produktions- og øvefaciliteter for kunst og kultur med lidt mindre kommercielt potentiale? Et kreativt miljø, uden velordnet og velstruktureret kommunepatina, og som ligger i eller ved bymidten?

Hvor koncertbookere ikke er tvunget til at slutte tidligt, og hvor de skabende kunstnere og arrangører selv kan være med til at skabe både rammer og indhold? Er det ikke en af grundene til, hvorfor det er så svært at få øje på byens faktisk relativt mange dygtige, skabende mennesker? At der ikke er noget egentligt sted at udfolde sig? Kansas City forsøger at være det sted i dag, men ligger for langt væk, og har hverken tag i publikum eller byens vækstmiljø.

Kulturklyngen arbejder på sagen, forskellige kultur og uddannelsesinstitutioner snakker sammen og initiativer som Røde Himmel og andre dygtige folk omkring Ungdomshuset og Flow HF har i lang tid efterspurgt plads med højere til loftet.

Hvad skal der til, for at det kan lykkes? Hvor vil det ligge bedst? Kan det sidste stykke fuldendte industrihistorie på Siloøen være en mulighed som ramme? Det er endnu ikke al byens industriarv, der er omdannet til boliger, men vi er hurtigt på vej derhen - og det skaber i hvert fald ikke en storby. Hvad skal kommunens rolle evt. være i sådant et projekt? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu et midlertidigt rum, som skal flytte videre, når pengene flytter ind?

 

Hvor er Brandts på vej hen? Og hvad skal der blive af Brandts 13?

Foto: Disney-udstilling på Brandts

Det nye Brandts er stort og mere skinnende og er for alvor ved at positionere sig som en endnu større mastodont i det odenseanske kulturlandskab. Der er ikke udelukkende, men især, pop-kunst og poppet kunst på plakaten, og snart udvides med fjerdesalen, hvor kunstakademiet har hjemme i dag, ligesom Mediemuseet ryger ud. Mere plads - større udstillinger - flere gæster.

Brandts har siden relanceringen udstillet blandt andet tatoveringer, mode, flyvemaskiner, Lundstrøm, Disney (uden skyggen af kritik), havet og nu Lars von Triers livsværk. Det sker helt sikkert med det beundringsværdige mål at få flere mennesker gennem døren og positionere sig i landskabet af danske kunstinstitutioner. Men hvad har Brandts tabt i processen? Er det Brandts' rolle at købe en allerede kurateret udstilling om og af Disney? Og skal det føles som at træde ind i en Imerco-butik at åbne døren til en kunstinstitutions boghandel? Exit through the giftshop, please. And buy your identity here.

Som en del af den nye profil har Brandts de seneste 3 ½ år haft den vovede lillesøster på Jernbanegade 13, som vi flere gange har kaldt byens mest interessante udstillingsrum, men som nu er på vej mod lukning.

Brandts 13 har haft rollen som den del af imperiet, der skulle skubbe, flytte og forandre med fotokunst, installationskunst og upcomingkunstnere fra både Fyn, resten af Danmark og sågar resten af verden. Samtlige udstillinger har holdt et højt kunstnerisk niveau.

Men hvad sker der med alt det, når Brandts lukker ned for Brandts 13? Forsvinder de ambitiøse udstillinger? Og hvad skal der ske med bygningen - det gamle Fyns Kunstmuseum? Kunne man frygte en investor så snittet til at lave luksus-seniorboliger indfarvet i kulturelle fortællinger fra fortiden?

 

Er der plads til kunstakademiet i Odense og i hvilken form?

Foto: Det Fynske Kunstakademi i Brandts Klædefabrik

Det er et af de spørgsmål, som faktisk er blevet diskuteret. Desværre mest op til og efter budgetforhandlinger og uden de helt store armbevægelser og visioner.

For mere interessant end diskussionen om, hvorvidt Odense Kommune må give driftsstøtte til en videregående uddannelse, er vel spørgsmålet om, hvad kunstakademiet har potentiale til at give byen? Et kunstakademi som en af ankerinstitutionerne i et nyt kreativt miljø med spillested, produktionslokaler og udstillingsrum. Hvad kunne det skabe af interessant kunst? Hvad kunne det skabe af miljø, som byens borgere og de kreative selv har lyst til at færdes i? Hvad kunne det give af positive benspænd til en by, der har så meget fart på, at en kæmpemæssig lystavle, der lyser hele byen op med reklamer for Svendborg og kantinen i Beldringe Lufthavn, virker som en god ide?

Og hvad gør kunstakademiet selv for at kunne imødegå en positiv fremtid?

 

Lever bibliotekerne op til deres potentiale for det kæmpemæssige budget?

Foto: Odense Kommune - det nye Borgernes Hus

Byens biblioteker modtager årligt godt 70 mio. kr. og er derfor en af byens største kulturinstitutioner, hvis man tolker begrebet en anelse bredt. Det er også en institution, der har mange forskellige lokaliteter spredt over hele byen og derfor har potentialet til at møde mange forskellige mennesker.

At drive bibliotek i 2017 må være lidt ligesom at planlægge en by for selvkørende biler. Mulighederne er store, men man aner ikke, hvad fremtiden byder på, og hvordan undgår man at ødelægge det, der allerede virker?

Det betyder dog ikke, at den bedste løsning er at sætte bøgerne på hylden og vente på at få svaret serveret af tiden. Næsby Bibliotek startede Harry Potter-festival i et biblioteksbaglokale for 15 år siden og har nu næsten 15.000 årlige gæster.

Musikbiblioteket skabte, indtil de midlertidigt skulle agere hovedbibliotek under ombygningen til Borgernes Hus, nogle af byens mest interessante kulturarrangementer - hvad bliver der af dem i de nye guldbeklædte rammer i banegården?

Og hvorfor er der ikke langt flere af den slags eksempler? Pengene burde være der. Hvad kan lykkes i det nye Borgernes Hus? Bliver der endeligt skabt et sted, hvor folk har lyst til at være, skabe og lege? Eller bliver det "endnu et bibliotek"?

 

Hvem er de store events for og har vi fundet balancen mellem at købe events ude fra og bruge lokale kræfter?

Foto: Robbie Williams, Tinderbox Festival

Odense er kommet på landkortet for store events de seneste år, takket være de mange midler fra Odense & Co. Arrangementerne er veleksekverede og i en størrelse, som ingen før har formået at trække til byen.

Det skaber en naturlig begejstring, men har også fået mange til at stille kritiske spørgsmål. For hvem er arrangementerne til for? Er de for odenseanerne, der allerede bor her, eller for dem, vi gerne vil have til at flytte til udefra - og hvis det sidste gælder, er det så de rigtige arrangementer, der støttes?

Og hvad er egentlig balancen mellem at købe arrangementer fra dygtige nationale og internationale arrangører, der ikke behøver starte i det små, og lokale arrangører, der ikke har samme ressourcer og kassebeholdning, men kan binde kronerne og erfaringerne i lokale hoveder?

Det er et enormt svært spørgsmål. Kunne nogen lokale aktører have arrangeret Tinderbox i samme størrelse og med samme succes? Nej, formentlig ikke, og det samme kunne siges om en lang række andre af de events, der har været afholdt. Der ER forskel i evner, erfaringer og omsætning. Men hvor mange af de evner, erfaringer og omsætning bliver så i byen, når arrangørerne rejser videre? Når pengene forsvinder?

Det har været en integreret del af strategien at binde knowhow og indkøb lokalt, men er det lykkedes? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er stor frustration blandt dele af byens kommercielle eventarrangører. Har de ret? Hvad synes du?

Gør din stemme hørt - skab din by!

Hvad mener vores politikere egentlig om det? Mener de overhovedet noget? Hvem og hvad er kulturen til for? Hvor ligger mulighederne gemt i Odense? Hvilke kulturinstitutioner har potentialet til at kunne gøre det bedre end i dag, og hvordan skaber man et unikt kulturliv, der rækker ud til hele verden, samtidig med at det er særligt odenseansk? Er der plads til at drømme om andet end kroner og ører i næste års kulturbudget? Er kulturen alene til at for at skabe vækst og tiltrække borgere, eller kan den have værdi i sig selv?

Det er nogen af de mange spørgsmål spørgsmål, vi går og grubler over. Hvad synes du? Er vi helt galt afmarcheret? Hvad bør politikerne diskutere op til valget? Og hvad bør vi diskutere når valgkampen er overstået?



Luk

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?

Hvorfor rejser de? Og kan vi gøre noget ved det?
Debat | Skrevet af: Kristian Bang Hansen | 29. juni 2017

Det sker med jævne mellemrum. Ofte kommer det slet ikke som en overraskelse for mig. Alligevel rammer det hårdt på moralen. Hver gang endnu en af Odenses store kunstneriske talenter flytter til København, så mindes jeg om, at Odense som storby stadig er en skrøbelig størrelse.

I et opgivende øjeblik føles det som at bygge sandslotte, mens bølgernes evige slag suger fundamentet ud under tårnene. Sådan havde jeg det, da nærmest hele musikmiljøet bag Under Livet og Vellness Plader valgte at pakke kufferten for 1-2 år siden. Så ærgerligt, og samtidig så enormt forståeligt.

Men kan det være anderledes? Selv H.C. Andersen hoppede på vognen over Storebælt og vendte først tilbage, da byen blev lyst op til hans ære. Vi har en række kendte musikere, som bor her i deres karrieres efterår. Lad os få nogle flere til at slå sig ned, mens de er på toppen.

Det bør være muligt at arbejde fuld tid med musik i Odense - også selvom man ikke spiller i TipToe, i Symfonien eller underviser på Kons, musikskole, aftenskole osv. Tænk, hvis nu bare ét stort band, der var signet, valgte at blive her...

Antal festivaler og koncerter bare stiger og stiger i Odense. Der er nu flere end hundrede arrangørgrupper, foreninger og spillesteder, der dyrker musiklivet i Odense og serverer stadigt vildere musikoplevelser for odenseanerne. Mange af de nye – og særligt unge - aktører i byen har et ambitionsniveau og en energi, vi sjældent har set mage.

Men stadig er der hvert år et ubærligt antal af Fyns mest talentfulde musikere og sangere, der tager guitaren på ryggen og flytter til København. Stadig ses Odense ikke som et attraktivt sted at forfølge sin drøm om en professionel karriere i musikken – det på trods af et blomstrende musikliv.

Det er tydeligt, at der har manglet kontinuitet. Med kontinuitet fremspirer musikmiljøer og genrefællesskaber med stærke identiteter, tiltrækningskraft og et rodnet, der strækker ud i spillesteder, værtshuse, indielabels, kollektiver, øvelokaler, pladebutikker osv.

Odense har været en træningsbane for de talentfulde kræfter i musiklivet - arrangører og musikere - men nok hverken deres plan eller drøm på lang sigt. Miljøerne er kommet og gået. Historierne om 90'ernes elektroniske scene og 00'ernes metalscene må nærmest opleves som myter for en tilflytter til Odense. Fortællingen om byens musikliv har fortabt sig i de få, der er blevet - Rock Nalle og Kim Larsen.

Men det er altså ikke, fordi vi ikke skaber de her talenter på Fyn. Der er bare ikke særligt mange af dem, der har set en fremtid her. Så hvad skal der til? Der gik ikke mange måneder, efter MØ eller Malte Ebert flyttede til København, før de fik deres gennembrud.

Hvordan får vi skabt kontinuiteten, så vækstlaget kan gro i samspil med de etablerede, og så musikmiljøer og genrefællesskaber kan rodfæste sig og blive en del af byens - og øens - identitet?

Klub Golem er vel det eneste eksempel (og et fremragende et!) på et miljø, der har fået opdyrket en stærk identitet og tiltrækningskraft gennem mange års kontinuitet. Nogle nøglepersoner har simplelthen valgt at blive her i byen. Tænk, hvis det samme havde været tilfældet med miljøerne omkring Fallos-koncerterne, Leaves Festival og Off The Hook?

Før folk-området blev flyttet til Esbjerg, var musikkonservatoriet med til at opbygge at sprudlende folkmiljø i Odense. I dag er Folk DMA typisk fyldt med fynske prisvindere - men de odenseanske værtshuse og spillesteder er ikke.

Det er nu spændende at følge, om det lykkes Anders Mogensen og de andre skønne jazzfolk at etablere Odense som en ægte jazzby med en fødekæde fra en af Europas bedste jazz-uddannelser (som musikkonservatoriet i Odense faktisk er), gennem spillesteder og festivaler til professionelle karrierer i lokale ensembler og orkestre. Jeg ved, at det er ambitionen.

Odense har jo også en super geografisk fordel, hvis man vil tunere rundt i landet. Der er et kæmpe kulturelt momentum på Fyn anført af nye ambitiøse festivaler som Heartland og Tinderbox, prisvindende teatre og blomstrende kreative fællesskaber på havnene i Odense og Svendborg. Nu har vi endda fået branchefestivalen Music Days til øen.

Er det måske bare, fordi alle andre gør det? Og at alle før dem også gjorde det? Er det ren "fear of missing out"? Hjælp mig med at forstå det - måske kan vi sammen gøre noget ved det.

Tænk hvis de stadig boede her…

Et udpluk af Fyns musikalske diaspora:

Claus Hempler / Folkeklubben / Gulddreng / Lucy Love / Moses: "Andreas" / Master Fatman / MØ / Niels Skousen / Reptile Youth / Sebastian Lind / The Eclectic Moniker / THE WHITE ALBUM / TÅRN

Adi Zukanović / AKSGLÆDE / Christian Juncker / FRANSKE PIGER / FRIBYTTERDRØMME / Geolo Gee / Jesper Mechlenburg / Julie Bertelsen / Jullie Hjetland (Lukkif) / Keith Canisius (Rumskib) / Sylle Struck

BLACK HORSE / DE HØJE HÆLE / DEN FJERDE VÆG / ETAGEN UNDER / FLER FARVER / FIRST FLUSH / FOR AKIA / JØRCK / Kasper Tagel / Keld Lauritsen / Kiki Brandt / onkel ond band / PLÖK / THE LOVE COFFIN / Time Masters / Uffe Steen

Anja Kickbusch / Anna Mose (Gerda Monroe & IKI) / DIET / EKSIL / Gottschalk / GULDIMUND / Juju Me / Karen Mose (Phønix) / KEINE FEAR FOR FLANGEr / La Cuchina Som Sistema / Paper Cranes / Sille Nilsson / Sjæl i Flammer  / SON OF CAESAR / The Folk Factory

 



Luk

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert
Debat | Skrevet af: Bo Jessen | 3. maj 2017

"Odense bymidte er død!"

Det mest skrevne udsagn i den odenseanske lokaldebat indenfor de senere år? En enkelt søgning i lokalmediernes meningsrum og man kan hurtigt få tanken. Det er som regel gadelukninger, letbaneombygninger og manglende parkeringspladser, der får skylden. Der er bare ét problem - det passer ikke, og så er det i øvrigt også svaret på et helt forkert spørgsmål. For der er andre og langt vigtigere ting, vi bør diskutere.

Så lad os først lige mane skrønen i jorden. Her er fire facts, du kan bruge, næste gang nogen påstår det:

1. Der er stadigt flere mennesker i bymidten

Fra 2015 til 2016 er antallet af fodgængere i bymidten steget fra 64.500 til 73.326 i hverdagene i en måleuge, i følge Odense Kommunes årlige effektmålinger. Med de mange byggerier stiger antallet af beboere også i bymidten i de kommende år, og det giver endnu flere mennesker på gaden.

2. Antallet af tomme butikslokaler er ikke højt

En ny optælling jeg har lavet i bymidten fra 28. til 30. april* (en god travetur på 8 timers ødelagte fødder) viser, at der ud af de 732 gadevendte lokaler i bymidten er godt 68 tomme/til leje, og ud af de 68 er det kun 45, der ikke enten er genudlejede, ved at blive bygget om eller midlertidigt anvendt til butik - og derfor reelt er til leje. Herudover er flere lokaler nybyggede/netop fraflyttet af butikker, der flytter til anden adresse.

Samlet set er det kun 7 % af lokalerne, der er tomme og indflytningsklare. I modsætning til tidligere er der flest tomme lokaler på hovedstrøgene (hvor priserne er højest), mens der er meget få ledige lokaler i udkanten af bymidten. Nedergade, Skt. Knuds Kirkestræde og Brandts Passage er fuldt udlejede, og der er næsten ingen ledige lokaler på Vesterbro eller i Nørregade.

3. Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter

Antallet af restauranter i bymidten er steget fra 114 i maj 2014 til 175 i februar 2017 ifølge Danmarks Statistik. Det dækker dels over nye restauranter og eksisterende steder, der er begyndt at servere mad. Et hurtigt kig rundt på gaderne afslører også, at antallet af udeserveringer også er steget ganske betragteligt siden Odense Kommune fjernede gebyret for udeservering.

4. Udvalget er større end længe set

Bymidten byder på ting, man ikke troede var muligt for tre år siden. Et par eksempler er gode vinbarer, kaffebarer og restauranter en masse, tre dedikerede pladeforretninger og stadigt flere gallerier. Og så er der selvfølgelig flere arrangementer og festivaler end nogensinde før, som vi også har fortalt om i vores blogartikel.


Lalou Vinbar, Pogestræde

Der er al mulig grund til at være positiv over bymidtens udvikling. Især når man tænker på, at tallene ser sådan ud allerede inden en eneste af de ombygninger, der plager bymidten, står færdig.

Men når skrønen er aflivet, er det så ikke på tide at diskutere hvad bymidten mangler? For mens vi snakker om, hvorvidt bymidten er død eller ej, så kommer udviklingen helt af sig selv. Og hvis vi ikke forholder os til hvad den skal føre med sig, så er det mit bedste bud, at risikoen er større for vi ikke kommer til at bryde os om resultatet.

Optællingen af bymidtens lokaler afslørede følgende sammensætning:
- Restauranter/caféer/fastfood mv.: 142
- Tøj, sko og tilbehør: 110
- Frisør/tatovør/sol mv.: 66
- Service/penge/kopiering/administration mv.: 50
- Boligindretning, møbel, genbrug, køkkengrej mv.: 49
- Sundhed, fitness og kosmetik: 46
- Dagligvarer og specialiteter: 40
- Kultur/underholdning/galleri: 38
- Elektronik, musik, legetøj, hobby mv.: 36
- Bar/natklub/vinbar/værtshus: 34
- Smykker/ure/briller: 25
- Cykel, sport og udendørs: 12
- Hotel: 8
- Bøger mv.: 7
- Grønthandler: 1 (Odense Fødevare Fællesskab)
- Stormagasin: 1

Er det den rigtige sammensætning og er kvaliteten god nok? Hvad savner du?

Jeg savner stadig mange ting. Ting, som jeg er overbevist om ville kunne blive blive store succeser, hvis der var dygtige mennesker, der havde modet til at åbne dem og udlejere, der kunne se værdien i det. Bymidtens store udfordring er ikke de sidste tomme lokaler, for få mennesker eller manglende efterspørgsel. Det er ikke odenseanernes og fynboernes særlige væsen, som mange ellers har for vane at sige.

Det er derimod manglende mod hos alle os, der går og snakker om at åbne lige det sted vi drømmer om, men endnu ikke har gjort det. Det er, at for få siger: "Hvis jeg ikke kan få det, så laver jeg det selv". Det er, at der er for få lokaler til dem, der har en god ide, men ikke har en stor kædevirksomhed i ryggen til at finansiere det. Kort og godt et udbudsproblem. Det bymidten skal overleve på i fremtiden er det, der er noget særligt. Noget man kan smage, lugte, mærke, høre og føle. Bymidten skal være mødested og ramme om de fællesskaber, der skabes når byen er bygget godt nok. Det er dem, der ikke kun driver en butik for at tjene penge, men fordi de har noget på hjerte.

Lad os sammen dele vores ideer til det vi gerne vil have mere af. Jeg starter...

Jeg savner en uafhængig boghandel, der dyrker litteratur, der ikke rimer på Jan Magnussen og svensk krimi. Som byder indenfor til forfatterarrangementer og hoster bogklubber. Vores universitet spytter bunker af boghungrende litteraturdimittender ud, som synes at gå direkte fra uni og rundt i ring indtil de flytter fra byen. Hvorfor er der ingen af jer, der åbner sådan et sted, i stedet for at blive en meget lille del af et tilsvarende miljø i en anden by?

Brattle Book Shop, Boston

Librairie Ptyx, Bruxelles

Jeg savner en cykelhandler, der ikke sælger kædeproduceret Kina-aluminium, men bygger sine egne stålrammer. Odense er en verdenskendt cykelby og antallet af cyklister er uovertruffent, når man tager højde for byens flade struktur.

Og så har der altid ligget cykelproducenter i Odense, så længe cyklen har været til. For mere end 100 år siden blev der produceret cykler hos H. Demant og Thomas B. Thrige. I 30'erne var Smith & Co. Danmarks største cykelproducent med 35.000 cykler. Der er også blevet produceret cykler i Frue Kirkestræde, i Slotsgade og i Dronningensgade. Der er blevet produceret Kildemoes i Sct. Jørgensgade, Everton på Rugårdsvej og Redux på Grønlandsgade og Østerbro. Og hvad med Skandsen og Vitesse på Skibhusvej og Læssøegade?

Rundt omkring i alverdens kældre ruster Odensecykler, men i dag kan vi ikke byde på én kvalitetsorienteret selvbyggerforretning, selvom selvbyggerkunsten vinder frem over alt.

Rapha Cycle Club, London

Jeg savner også et spillested, der er skabt af vækstlagsmusikere og holdt i live af deres drøm om at forandre Odense til støjrockens, technoens eller jazzens centrum. Et sted, hvor der er liv hele døgnet og som kan give scene til byens mange unge talenter, som derfor slipper for at skulle stikke af til København.

Og hvor er det spillested, der booker internationale upcoming artister og aktuelle musikkunstnere i mellemstørrelsen? Som ikke kun arbejder for at give odenseanerne alt det de kender i forvejen? Vega, spillestedet i København, præsenterer i løbet af det kommende år eksempelvis Tinariwen, Ásgeir, Ryan Adams, Clap Your Hands Say Yeah, Mogwai, Little Dragon, Sun Kil Moon. Alle sammen navne jeg ville købe billet til uden betænkning hvis de spillede i Odense. Men den slags kunstnere spiller aldrig i Odense. Store Vega har plads til 1.500 og Posten 900. Er det årsagen alene? Det kan det vel dårligt være.

Et af mange DIY-spillesteder i Leipzig

Jeg savner ikke-kommercielle udstillingssteder, hvor byens kunstnere kan udstille og søge støtte hos Statens Kunstfond til at producere og udstille deres værker. Det kunne holde på nogle af de kunstnere, der kommer ud af f.eks. Kunstakademiet og give byen flere af de kreative rum, som vi altid har manglet.

Galleri Yvont Lambert, Paris

Jeg savner en tøjbutik hvor den modehungrende storbyknægt kan dyrke den seneste herremode. Som sælger Acne, Marni, Rick Owens og Lemaire. Eller som har de rigtige forbindelser til at købe de rigtige genbrugsklæder hjem til både han, hun og hen.

Christopher Lemaire, Paris

Jeg savner et værksted, hvor kan komme ind og bygge ting og få kyndig rådgivning. En reol, et bord, en cykel eller noget fjerde. Et sted der drives af håndværksmæssig ærgerrighed, og hvor der er tid til at gøre det rigtige rigtigt.

Snedkerværksted, New York

Jeg savner flotte og indbydende butiksfacader, der giver plads til ophold, og som fortæller historier om, at der inde bagved facaden gemmer sig et rigtig menneske, der har rigtige interesser og ønsker at dele dem med os alle sammen.

In Praise of Shadows, Stockholm

Cafe i Kyoto, Japan

Native, Antwerpen

Restaurantscenen blomstrer, men hvor er den højkvalitetsrestaurant, der serverer mellemøstlig, sydamerikansk eller afrikansk mad? Som ikke bare giver os fransk-fynsk i nye afskygninger, men for alvor bringer os ud på gyngende grund og gør det godt? Stort set alle verdens nationaliteter er repræsenteret i Odense, men det er svært at se på restauranterne.

Restaurant Tegui, Buenos Aires

Odense er Danmarks grønneste storby, og ligger midt på en ø, der bliver kaldt Danmarks Have, men hvor er naturen på byens pladser? De grønne facader, de flotte træer? De vildtvoksende altaner og tagterrasser, du gerne dirker en hoveddør op for at opleve? Og steder du glædeligt slæber en grill, et par borde, nogle glødepærer og en håndfuld venner med til? Steder man kan gemme sig lidt væk med en kop kaffe i hånden. Steder man ikke skal tænke på at købe noget? Måske i nogle af byens mange fantastiske baggårde, der ligger øde hen og er klædt i duelort?

Tagterrasse i Brooklyn, New York

Hugues Peuvergne, baggårdsdesign

Vertikal have, Paris

Tid til aftensmad i Brooklyn, New York

Og hvor er de indvandrergrønthandlere, der giver farve til hvert et gadehjørne i alverdens storbyer, og som der tidligere har ligget mange af i bymidten? De steder hvor grønt, der ikke skal på køl, ikke er på køl og hvor du kan købe en enkelt frugt på vej til næste aftale uden at skulle igennem en supermarkedslabyrint? Det er måske ikke nemt at tjene penge på grønt længere, men det må da kunne lade sig gøre at drive en lille butik med grønte sager?

Grønthandler, Buenos Aires

Hvad synes du? Hvad mangler du i bymidten? Post gerne forslag med billeder. Og hvordan får vi mere af det vi gerne vil have? Tror du faktisk på, at der er noget af det, der er foreslået ovenfor, der ikke kan lade sig gøre? Eller kræver det bare, at nogen gør det? Er der måske noget af det, der findes i forvejen, som jeg bare har overset?

* Alle udadvendte lokalefunktioner i stueetager eller i hævede kældre er talt med. Sammenhængende lokaler indrettet til samme funktion er kun talt een gang. Se definition af bymidten her.



Luk


This Is Odense