Hvad skal med til Mars?

Hvad skal med til Mars?
Longread | Skrevet af: Henrik Kragh | 9. august 2021

For et halvt år siden ramlede jeg frontalt ind i træ i en skov på min mountainbike. Det gjorde ondt – især for jeg har cyklet siden 2001. Men intet er skidt uden at det er godt noget. Jeg fik forbud mod skærm, men ikke lyd og gåture. Så de to ting kastede jeg mig over.

På mine lange gåture i Odense lyttede jeg især til podcasts om kvantefysik, ufoer og det ydre rum. Endelig havde jeg tid til at dyrke det.

Min konklusion indtil videre er dels, at der helt sikkert findes liv i det ydre rum. Sandsynligheden for at der ikke gør, er simpelthen for lille. Måske har vi endda haft besøg uden at vide det og her kommer kvantefysikken ind. For det andet er jeg også ret sikker på, at menneskeheden en skønne dag bosætter sig i rummet. Nok først på Mars og jeg vil med.

Der er 55.758.006 kilometer til Mars og med termonukleare raketter bør turen klares på under et år. Vi mangler dog at løse, hvordan mennesket kan klare denne tur.

For at gøre missionen til Mars mere overskuelig, forstiller jeg mig, at hver deltager må tage fire ting med fra deres by. Disse vil så kunne genskabes med en kæmpemæssige laserprinter og placeres i bosættelsen. Hvis vi leger med at tanken, at afgang er den 9 august, hvilke fire ting fra Odense i uge 32 2021 ville jeg så tage med til Mars? Fire ting, som for mig gør, at jeg stadig bor i Odense efter 25 år. Og fire ting, som jeg ville være stolt af at vise frem til de andre og eventuelt væsener fra det ydre rum. Min cykel er naturligvis med.

1) Muus Have - Fantastisk parkanlæg omkranset af smukke lejlighedskomplekser fra 1950’erne og kæmpe grønne træer, som jeg personligt har brugt næsten dagligt i 20 år. Rummer alle muligheder – bløde bakker til kælkning, legeplads, stor plæne til frisbee og chillning, hundetræning, yoga og en masse venner til din og min nye hundehvalp. Og så er Muus Have porten til den østlige del af å-stien, som jo er den mest attraktive side.

2) Teater Momentum - I virkeligheden ville jeg gerne have alle kulturinstitutioner med. Men Momentum har det hele - teater, musik, foredrag, festivaler og en ypperlig cool stil, hvor man også bare kan chille ud. Teater Momentum har forandret Odense mere end nogen anden kulturinstitution.

3) Det Gode Brød - Min livret er brød og i 20 år har jeg hentet det i Det Gode Brød. Alle brød og kager er bagt med kærlighed i en 100% økologisk og bæredygtig produktion. Prøv risbrød eller chokoladeboller og tag det med i Muus’ Have.

4) Chill-tempoet – Under min uddannelse på SDU tog jeg et år til Berlin, for at studere på Humboldt Universitet. Da jeg kom hjem gik det op for mig, at jeg havde savnet tempoet i Odense. Det samme gør jeg efter blot en weekend i Århus eller København. Odense er på vej til at blive en storby. Men jeg håber så inderligt, at det bliver en storby i moderat tempo, hvor der er plads til at cykle eller gå langsomt uden at få en croissant smidt i nakken. Odense vil for altid være provinsby og det skal vi være stolte af. Hellere stene end stresse.

Vi ses på Mars!! Husk cyklen.



Luk

Om retten til at kritisere uden et alternativ

Om retten til at kritisere uden et alternativ
Meninger | Skrevet af: Kasper Herschend | 15. oktober 2018

Det er min klare overbevisning, at man sagtens kan være berettiget i en kritik, uden at være i stand til at levere et bedre alternativ. Jeg er ganske enkelt uenig i den sommetider påståede universelle gyldighed af modargumentet; hvis du ikke kan finde på en bedre, løsning kan vi ikke bruge din indvending til noget. 

Kritikken

Man har over de sidste år kunne spore en kritisk og måske ligefrem negativ indstilling mod den transformation, byen, vi alle bor i, gennemgår. Byens Ø; T. B. Thriges gade osv. Artiklen Bygges byen bedre? fra tidligere på året er blot et eksempel herpå, mens grupper som Bevar Siloøen er et eksempel på en måske ligefrem transformationskritisk gruppe.

For et par måneder siden sad jeg som tilskuer til en række oplæg om byaktivisme og by-transformation med særligt fokus på arkitektur. Først og fremmest blev jeg klogere af at sidde der. Men jeg fik også øje på en nuance, jeg ikke indtil da havde haft blik for. Nemlig at de som fastholder den kritiske indstilling mod fornyelse og omdannelse af byrum uretmæssigt afkræves en alternativ løsning i det de fremsætter den pågældende kritik.

Kravet om et alternativ?

Med det mener jeg, at når man som gruppe eller som individ opponerer imod en politisk beslutning, så kan det meget vel være at man står markant stærkere, hvis man er i stand til at fremsætte et bedre alternativ. Men det kan ikke være en nødvendig betingelse for den borger eller borgergruppe, der fremsætter en kritik mod en politisk beslutning, at den eller de også er i stand til samtidig at fremsætte et alternativ som alt andet lige vurderes til at have bedre konsekvenser, end den oprindelige beslutning måtte have.

Modargumenter

Det er der mange ret udmærkede argumenter for, men her følger to, som jeg håber kan være med til at sætte en smule skik på diskussioner med politisk indhold, næste gang to konservative byrådspolitikere sniger sig ind ad bagvejen og kupper et oplæg om bytransformation, for at tjene lidt billige point på borgerinddragelseskontoen.

Min ambition med dette oplæg er at inspirere til refleksion over politisk engagement. Uanset om debatten handler om de omgivelser vi befinder os i eller om den infrastruktur og service vi får for vores månedlige modydelser, så handler det vel om retten til holdninger til den by, vi alle udgør en del af befolkningsgrundlaget for.

Sudoku-løseren

Forestil dig et vilkårligt menneske; Eller forestil dig måske hellere et gennemsnitligt menneske. Dette gennemsnitlige menneske har en række egenskaber og heriblandt er hendes evne til at løse sudokuer. Helt gennemsnitlig er hun dog ikke, for hun holder af at løse sudokuer og bruger derfor hver weekend 3 timer på at løse de små japanske matematikgåder. Hendes regelmæssige træningspas har gjort at hun nu er gennemsnitlig i sit sudoku-løserniveau.

Den gennemsnitlige sudokuløser holder lige netop den avis hun holder, fordi redaktionen på bagsiden har fundet plads til ikke mindre end 3 sudokuer. Hun modtager avisen lørdag og søndag og bruger derfor en halv time per sudoku over weekenden på at sidde og nørkle i de mange kvadrater.

Klager-og-tværs

En lørdag formiddag opdager hun til hendes store skuffelse, at de tre sudokuer er blevet til én, og at man har vægtet en forstørrelse af krydsogtværsen over hendes elskede matematikgåder.

Med det samme sætter hun sig for at skrive en klage til den avis, hun ellers har haft så meget glæde af gennem årene. Hun meddeler dem i denne mail, at hun har i sinde at finde en anden avis, hvis de ikke omgående genindfører de tre sudokuer og straks forviser den imperialistiske ordleg, til det hjørne der i alle disse år havde været tilstrækkeligt. Avisen svarer mandag morgen den gennemsnitlige sudokuløser, at omstruktureringen skyldes et konstatérbart fald i sudokuløsere blandt avisens læsere, og at krydsogtværs-løserne igen udgør en større gruppe end sudokuløserne.

Supporter og faktisk

Den lidt friske kundesupporter, der denne mandag morgen sidder ved tasterne, svarer den gennemsnitlige sudokuløser, at hun da skal være mere end velkommen til af komme med et bedre alternativ, som supporteren så med glæde skal viderebringe bagside-redaktøren. Sudokuløseren afslår naturligvis, da hun jo godt kan se, at hun står med en tabt sag.

Men hvad hverken kundesupporteren eller sudokuløseren ved er, at inden for en relativt kort periode har flere forskellige tidsskrifter såvel som ugeblade lavet aggressive fremstød for netop at markedsføre til sudokuløser-segmentet, da dette segment i modsætning til krydsogtværs-løsere faktisk udgør den største samlede kundegruppe.

Uden at vide det havde sudokuløseren således fremsat et bedre alternativ, men da ingen af de involverede parter var i stand til at vurdere alternativet i lyset af alt relevant data, fremstod alternativet desværre ikke som sådan.

Tilpassede ønsker

En anden mere akademisk funderet argumentationsrække tager afsæt i sociolog og politisk teoretiker Jon Elsters begreb om Adaptiv præference formation, som betegner en mekanisme i det menneskelige erkende-apparat.

I et hyppigt parafraseret antropologisk studie angiveligt fra midten af det 19. århundrede noterer en gruppe forskere sig, at slaver i de amerikanske sydstaters bomuldsmarker ikke lader til at nære et brændende ønske om frihed. Adspurgt om deres mest brændende ønsker svarer flere stik imod forventningerne ting som mere mad eller bedre sovepladser etc..

Studiet er efterfølgende blevet taget til indtægt for, at vise hvordan vi mennesker tilpasser vores ønsker, så de figurerer inden for en mere realistisk ramme. Og hermed at vores omstændigheder er betingende for vores ønsker, hvilket i forbindelse med førnævnte studie forklarer hvorfor flere af slaverne ikke var i stand til at formulere ønsket om at blive sat fri, før det på grund af en ændring af de ydre omstændigheder kunne opfattes som en reel mulighed.

Rigtigheden af gengivelsen dette antropologiske studie er flere gange blevet anfægtet, men ikke desto mindre illustrerer det ganske fint den mekanisme som Jon Elster udpeger, og som han ret overbevisende argumenterer for faktisk er at spore i os alle.

Ufuldstændige optegnelser

Når man skal træffe et valg, gør man det ud fra en oftest ufuldstændig liste over muligheder. Hvis jeg for eksempel skal flytte, fordi jeg er sagt op i min nuværende lejlighed, så opstiller jeg en liste over mulige løsninger i hovedet og træffer mit foreløbige valg herudfra. Og det er på trods af den ufuldstændighed, der kendetegner denne liste. Jeg havde ikke overvejet muligheden for at bo på Odense havn, før der blev bygget boliger der, og jeg havde heller ikke overvejet Skibhuskvarteret, før jeg fik en kammerat der viste mig, at her kunne man faktisk også bo; For bare at nævne et par banale eksempler.

Urealistiske alternativer

Jeg har ikke inddraget Elster for at blot at minde om, hvordan vi træffer valg ud fra ufuldstændige optegnelser over muligheder, men derimod for at gøre opmærksom på at der er systematiske fejl i disse ufuldstændige optegnelser. Når vi i en given politisk diskussion bliver bedt om at levere et alternativ, så er dette alternativ, hvis vi følger Elster, meget sjældent visionært, fordi det visionære netop er et urealistisk alternativ.

Det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise dem hvordan de skal gøre i SKAT, for at være berettiget i min kritik. Og det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise hvordan de skal ændre i en lokalplan for at sikre fornuftige byggerier på Odense havn, for at jeg har ret til at mene at der prioriteres forkert. Men der er så afgjort min ret at komme med indsigelser imod ethvert - i mine øjne - ufornuftigt løsningsforslag.

Visionæren

Og det er netop det, der er pointen. For slaverne som - fiktivt eller ej - ikke selv var i stand til at formulere ønsket om frihed, havde ikke i ringere grad fortjent den. Det skal være okay at fremsætte en kritik, uden selv at være i stand til at formulere et alternativt og bedre ønske på egen hånd. 

Håbet er at visionæren en dag hører råbet og måske kan hjælpe med at formulere dette alternativ. Men for at hun kan høre det, er det vigtigt at kritikken kan råbes.



Luk

Guld i symfonien

Guld i symfonien
Meninger | Skrevet af: Martin D. Knudsen | 22. april 2018

Vellydende fund i Odense Symfoniorkester sæson '18-'19


Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.



FUND NR. 1: GIV MIG MINE RØDDER TILBAGE! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset.

Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder? 

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik.

Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en YouTube-video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

FUND NR. 2: DET UDSLUKKELIGE? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde! 

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt.

Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

FUND NR. 3: NEO-NEANDERTHAL MED CARMINA BURANA (28/2/2019) 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser.

Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

FUND NR. 4: LIV ELLER DØD (11/10/2018)

Leve eller dø? Det var mere eller mindre det valg, Dmitri Sjostakovitj fik i 30'erne, da hans succesopera Lady MacBeth fra Mtsensk kom diktatoren Josef Stalin for øren. Stalin skrev anonymt en 'anmeldelse' af operaen under overskriften: 'Kaos i stedet for musik'. Artiklen indeholdt så mange stavefejl, at man vidste, Stalin selv havde skrevet den - ingen redaktør turde rette på ham. Og alle vidste, det var en slet skjult trussel. 

Sjostakovitj valgte at leve. Han lagde sin musikalske stil om. Slut med kritik af magthavere. Slut med for mange skæve toner. Flere folkelige melodier. Mere simpel opbygning. OS spiller Sjostakovitj svar på Stalins kritik: Den 5. symfoni. Sjostakovitj gik så langt som til at kalde symfonien 'en sovjetisk kunstners svar på berettiget kritik'. Stalin elskede symfonien. Stort orkester og genkendelige melodier.  

Man ved aldrig helt, hvor man har Sjostakovitj. Hvor meget medløber var han - hvor meget gjorde han nar af Stalin gennem vildt overdrevne effekter? Denne usikkerhed er det fede ved musikken. Den matcher et århundrede, hvor ironi, banalitet og dybsindighed går hånd. 

Forrige sæson hørte vi Sjostakovitj monumentale og u-ironiske 11. symfoni med OS. Jeg glæder mig til at høre den ÆGTE Sjostakovitj i 5'eren. Ironikeren, der gør grin med diktatoren. Hører du den som sovjetisk halleluja-propaganda-musik? Tvivlen lever med denne musik....

STØTTER DU DIT SYMFONIORKESTER?

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.
–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget, vi beskærer. 

Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld...

... over Jane Jegind. Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for at kunne satse og fejle, satse og vinde.

af Martin D. Knudsen, første gang publiceret på Martins egen blog: http://www.lightleaks.dk/guldfund/



Luk

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke
Meninger | Skrevet af: Mie Leonora Heiberg | 16. april 2018

Tusinder af fødder betræder de gule sten hver dag i Odenses hjerte. Grønnegade, Byens Bro og Filosoffen ved Munkemose er nogle af de steder, der lyser op i varme farver på en kold vinterdag, fordi bunden er belagt med den. Odenseklinken og dens forgænger Hasleklinken– eller bare ”Klinken”, som brolæggerne i min gade kalder alle de gule sten, nye som gamle.

- Den er besværlig at lægge, men den er meget, meget flottere, end det der lortebeton. Den skaber mere charme og giver mere at kigge på, lyder det fra en af de hårdtarbejdende herrer, der er ved at lægge klinker i gaden.

 

BILLEDE: Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Stenene er specielle, fordi de ikke bare er ensfarvede. Modsat asfalt og beton changerer Odenseklinken og Hasleklinken i gul, orange og sortbrun.

 

Et af de vildt-changerende fortove med klinker i Odenses centrum. Her er det Hasleklinken, Odenseklinkens forgænger, der ligger i to forskellige mønstre.

 

Varme farver i byen

I Ny Vestergade, hvor jeg bor, er der netop blevet lagt en lidt mere afdæmpet søster-udgave af klinken. Men effekten af at få skiftet gråsort asfalt ud med karrygule sten er stadig til at mærke. Der bliver bare et par grader varmere og lidt hyggeligere på en eller anden måde.

Det er Michael Steffen, der har udviklet Odenseklinken, som faktisk er en nytænkning af Odenses gamle klinker. Og han er netop gået efter at skabe denne varme og hyggelige stemning: 

- Du mærker det måske ikke bevidst, men det skaber en superfed fornemmelse i underbevidstheden at have de der positive farver, der bare lyser igennem på fortovet, siger han.

 

Ny Vestergade

Ny Vestergade før og efter omlægningen, hvor asfalt er erstattet med klinker. Resultatet spreder en helt anden og varm stemning i gaden.

 

Efter omlægningen i min egen gade er det gået op for mig, hvor meget historie de gemmer på, de sten, jeg vader rundt på hver dag. For en stor del af de gule klinker, der dækker hundredetusinder af kvadratmeter i Odenses gader og stræder, er brændt med kul i en ovn i Hasle på Bornholm for op mod hundrede år siden.

Og modsat mange andre danske byer har Odense valgt at holdt fast i den ved at udvikle en ny version. Derfor ligger nye og gamle sten i dag side om side og sikrer, at Odenses signatur lever videre.

 

GRØNNEGADE

Den smukke Odenseklinke, som er en nytænkning af Hasleklinken, ses her i nye mønstre i Grønnegade.

 

Historie under fødderne

De oprindelige sten hedder Hasleklinker og blev lavet på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det var brændingen med kul, der gav de gule sten deres tilfældige pletter og nuancer. Klinkerne blev sejlet over Østersøen og solgt og lagt i mangen en kystby i Danmark og Nordtyskland.

 

 Hasleklinker

Historiske Hasleklinker i Odenses indre by.

 

Michael Steffen har studeret den gamle Hasleklinkes historie indgående for at kunne lave dens efterkommer. Han fortæller, at kommunerne i mange danske byer i løbet af 1980- og 1990’erne valgte at skifte klinkerne ud med beton eller granit, fordi det var blevet moderne og smart. De gamle Hasleklinker blev pillet op, smidt væk eller solgt. Det skete for eksempel i Rudkøbing, Faaborg og Haderslev - men ikke i Odense, siger Michael Steffen, der også er direktør i Steffen Sten:

- Den eneste by, der har holdt fast i klinketraditionen, er nok Odense. Det må være den by i landet, der har allerflest klinker liggende. Nu er det faktisk blevet byens visitkort, siger han.

 

Hasle klinker og chamottestensfabrik

Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor Hasleklinken blev skabt, billedet er taget omkring år 1928. Foto: bornholmerneshistorie.dk.

 

Men da Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik lukkede for tyve år siden, stod Odense uden leverandør af de kulbrændte klinker. Kommunen ønskede at fastholde de gamle klinker og fortsætte traditionen med at bruge dem i byen og satte derfor stort ind for at udvikle en lignende sten til fremtidige byggeprojekter i Odenses indre.

 

Hasleklinker i Odense C

Hasleklinker lagt på forskellig vis i Odense - side om side med granitsten.

 

En vild sten

Michael Steffen var én af de folk, der satte sig for at nytænke Hasleklinken og havde på det tidspunkt et samarbejde i gang med et teglværk i Tyskland. Men her var de ikke meget for at afvige fra den gængse arbejdsmetode, når det gjaldt klinker:

- Dengang havde man den holdning, at en sten skulle være så ensfarvet og pæn som muligt. Den skulle have affasede kanter, og alt skulle være fuldstændig standardiseret. Og så kom jeg som tossen fra Danmark og sagde, at de skulle lave det fuldstændig stik modsatte. En sten, der er skarpkantet, vild i farverne og kulbrændt, fortæller han.

 

Klinkenørder

Klinkenørder. Familien Steffens begejstring for klinker er ikke til at tage fejl af: - Jeg bliver bare glad, når jeg ser byer, der bruger klinker. Jeg synes, det gør en forskel. Michael Steffen, direktør i Steffen Sten. - Man forbinder den med sin hjemby. Datter Carolin Steffen, der også en del af firmaet.

 

Det lykkedes at få det tyske teglværk til at lave nogle prøver. Og de kom faktisk så tæt på farven og kvaliteten af Hasleklinken, at Michael Steffen blev valgt som leverandør af Odenses nye byggesten, der blev døbt Odenseklinken. Den brændes udover gas også med kul, så den får de nuancer og farveskift, som Hasleklinken havde. 

 

Grønnegade

Nytænkningen af Hasleklinken, som fik navnet Odenseklinken. Her ses den flotte klinke i organiske mønstre i Grønnegade ved Brandts Klædefabrik.

 

Nyt og gammelt

I dag består en stor del af gulvet i Odenses centrum af en mosaik af gamle og nye klinker. Når der skal lappes huller eller graves op på fortove, pladser og gågader bruges den gamle sten fra Bornholm stadigvæk. Stenene er i sin tid blevet gravet op fra de ydre dele af byen, sorteret og lagt i den indre del af byen eller på lager til fremtidig brug. Og med tiden har den så fået selskab af sin efterfølger.

- Der er en bæredygtig tankegang i at vælge et materiale, man kan genanvende. Du kan se, hvor mange gange, gaderne og fortovene er blevet gravet op. Og så bliver klinkerne lagt til side, mens der bliver arbejdet og lagt på plads efter endt arbejde. Det kan du ikke gøre med asfalt, siger Michael Steffen.

 

Hasleklinker til genbrug

De gamle Hasleklinker genbruges, hver gang der skal bygges nyt eller renoveres på Odenses fortove og pladser.

 

Det, at Odense har turdet satse og gøre alt for at bevare en usædvanlig og vildtfarvet klinke som en del af byens byggesten, gør mig som odenseaner stolt. Her på This Is Odense har vi tidligere stillet os selv spørgsmålet, om byen bygges bedre og er kommet frem til, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af de materialer, der bygges af, men også omtanken for fremtidens by fremfor hurtig profit her og nu. Derfor er vi temmelig glade for Klinken i This Is Odense.

 

Filosoffen Munkemose

Kulplettede Odenseklinker omkring Filosoffen ved Munkemose.

 

Klinker er in

Brugen af Odenseklinken er i den grad en bæredygtig investering i fremtidens by, og derfor er det positivt at se, hvordan den er tænkt ind i den transformation, Odense gennemgår lige nu. De farvede sten udgør en stor del af ´fra gade til by`-projektet, hvor Thomas B. Thriges Gade omdannes til by. Her lægges Odenseklinken i nye mønstre sammen med klinker i andre farver.

 

Odeon

Stribet klinkebelægning ved Odeon. Omlægningen er en del af ´fra gade til by`-visionen. 

 

Hos Michaels firma kan de mærke, at der er sket et skift hos arkitekterne, også i landets andre byer, i forhold til brugen af klinker.  

- Arkitekterne har fået øjnene op for dem. Så i dag tænker man i højere grad klinker ind, hvor man for ti år siden måske havde brugt granit. Og så vil arkitekterne også gerne sætte deres præg og nyfortolke den gamle klinke fra fortovene, siger han.

 

Odenseklinken i Grønnegade.

 

Udover at beklæde området ved Odeon og Thomas B. Thriges Gade kommer Odenseklinken også til at erstatte asfalten foran Odense Banegård. Og den vil, sammen med andre typer klinker indgå i fremtidige omlægninger af Sukkerkogeriet og Odense Stadion.

Personligt håber jeg, at byens tradition med at bruge den karrygule, kulbrændte klinke bliver ved. Også hvis den om halvtreds år ikke skulle være moderne mere. Den er bare blevet en del af byens DNA og hyggelige stemning.

I øvrigt kan jeg næsten ikke vente, til det bliver lunere i vejret, og brolæggerne bliver færdige i Ny Vestergade. Så vil jeg for alvor kunne mærke glæden ved at have fået asfalt skiftet ud med gule klinker lige udenfor døren.

 

Xandra Thomsen

- Det giver måske lidt mere en følelse af forår, når der kommer lys ned på og det skinner op. Selvom det blænder lidt her i solen. Det er da pænt nok, men det har man sgu aldrig rigtigt tænkt over. Xandra Flyvbjerg Thomsen, Studerende.

 

Turister odense

- Det skaber godt humør. Specielt da vi nærmede os Odeon, lagde vi mærke til farverne. Selv bare et par få farvede klinker blandt brosten muntrer det hele lidt op. Det er dog godt med variation, så det ikke kun er gult alle steder. Emel Soylu og David Sparrow – turister fra Windsor, Storbritannien.

 

Odenseaner

- Jeg synes det giver lidt mere at bruge klinker i stedet for at bruge sådan noget cement, hvor der ikke er nogle former og linjer. Så er det ikke det samme hele vejen igennem. Bettina Hansen, studerende.

 

 Odenseaner

- De steder som her, hvor der kun er fodgængere, fungerer klinkerne godt. Diversitet er fint, så bare mere af det. For det skal jo ikke være granit det hele. Caspar Vang. Filmskribent for Fyns Stiftstidende

 



Luk

Kunst er ikke blot underholdning

Kunst er ikke blot underholdning
Gæster | Skrevet af: Mikkel Larris | 17. november 2017

Er der rent faktisk kunst i Odense? Hvor kan man se kunst?

Hvis man står i en anden by end Odense og kigger mod Fyn, ser man med billedkunstnerøjne, at der engang var en kunsthal med internationalt format, og at der er et kunstakademi. At der indimellem sker en smule. Men der er ikke noget, man generelt vil holde øje med, fordi der altid sker noget spændende, for sådan et sted er Odense ikke.

BRANDTS, hvad nu?

For nogle år siden, da det hed Kunsthallen Brandts Klædefabrik, havde vi i Odense en rigtigt fin kunstinstitution, som kunstinteresserede rejste til Odense for at besøge. Vi havde kunstudstillinger med store internationale navne, som udviklede udstillinger særligt til kunsthallen i Odense.

Nu er institutionen vokset og viser næsten ikke længere kunstudstillinger, men mest udstillinger med alt muligt, - der er ikke den store grund til at gå på Brandts, hvis man vil se kunst. Brandts 13 har godt nok vist nogle udmærkede udstillinger i et par år, men lukker så vidt vides snart. Hvor skal der så vises god kunst af høj kvalitet i Odense?

tag kunsten alvorligt i odense!

Vi har da også Filosoffen, siger du måske, - men det er en snart gammel historie, som aldrig bliver rigtig god, at stedet er et kommunalt sted, hvor kunstnere skal betale for at udstille. Det kan måske være fint nok, men man får sjældent gode udstillinger at se et sted, hvor kunstnerne skal have penge med hjemmefra for at vise deres kunst. Særligt ikke, hvis der er så forholdsvis lidt prestige eller penge i det.

Hvis man synes, at niveauet på kunsten er fin på Filosoffen, og at alle dem, der kan li' at male skal have lov at udstille, er det da OK, men hvis man nu overførte det niveau til musik, så kunne vi sagtens spare de mange penge, der går til Tinderbox og hvad, der ellers støttes af festivaler og koncerter. For så var de lokale musikere, der spiller på de mindre scener i byen rigeligt fint.

Hvis vi derimod tog kunsten alvorligt i Odense og sagde, at vi ville have verdensnavne til at udstille her, ligesom vi siger, vi vil have verdensnavne til at spille musik her, så ville kunstscenen jo se noget anderledes ud. Det kunne godt være mit ønske.

Kunstnere er rigtigt gode til at arbejde gratis, men det er problematisk i sig selv, at kunstinstitutioner ofte ikke betaler et ordentligt honorar til dem, der leverer indholdet til udstillingerne.

1% til kunstnerisk udsmykning

Odense Kommune har tilsluttet sig den ordning, hvor man forpligter sig til at bruge 1% af byggesummen i offentligt byggeri og anlæg til kunstnerisk udsmykning. Det er en rigtig fin ordning, hvor man sikrer, at der bliver tænkt i kunstnerisk udsmykning til glæde for alle borgere, og samtidig skaber jobs for billedkunstnere.

Jeg har som formand i kommunens billedkunstråd de sidste 4 år været med til at sikre den kunstneriske kvalitet af udsmykningerne i kommunale byggerier. Det har betydet, at vi i Odense har flere nye udsmykninger af gode danske kunstnere, og det er en ordning, som man i mange andre kommuner i landet ser på med beundring. Andre steder har der ikke været politisk vilje til at tilslutte sig ordningen i samme grad som her.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi i Odense opgraderer vores kunstmiljø, bl.a. ved at bevare 1%-ordningen og kunstakademiet og støtte andre institutioner som Hollufgård og Det Grafiske Værksted, som sikrer, at der er værkstedsfaciliteter og et miljø for kunstnere i området.

Kunstakademiet

Jeg vil også opfordre til, at vi finder en varig løsning for kunstakademiet. For det er vigtigt, vi har et kunstakademi. Fordi vi gerne vil have et kunstmiljø i byen. Det kan godt være, man ikke lige kan se, hvad godt kunstakademiet gør for Odense, men så skal man kigge bedre efter.

Kig på de sidste mange års kunstaktiviteter i Odense, - udover kommercielle gallerier og Brandts er rigtig meget af det, der er foregået, båret af kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi.

Mange kunstnere, der er aktive i Odense og på Fyn i det hele taget, ville ikke være her, og ikke bidrage til det kunstmiljø, der er her, hvis det ikke var for kunstakademiet. Og hvis du igen ser på, hvordan Fyn ser ud med billedkunstnerøjne set fra en anden del af landet, så vil du se, at kunstnere uddannet på Det Fynske Kunstakademi har en særlig plads og identitet.

Læs også kunstakademiets rektor Lars Bent Petersens artikel i Altinget forleden: https://www.altinget.dk/kultur/artikel/rektor-stadig-brug-for-at-nytaenke-de-kunstneriske-uddannelser

 

Sort fugl over Odense

Mikkel Larris er uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1991 - 1997 og bosiddende i Odense. Formand for Odense Kommunes Billedkunstråd. Har arbejdet med kunstformidling og kurartering i bl.a. DCK - den censurerede kunstudstilling, Days of Art and Love og Art&Science udstillinger på SDU. Udstiller for tiden mest med kunstnergruppen QWERTY.
www.mikkellarris.dk



Luk


This Is Odense