Det allerBest of Odense?

Det allerBest of Odense?
Meninger | Skrevet af: Pil Lindgreen | 8. november 2018

Prisfest hyldede odenseanske fyrtårne som H&M, Søstrene Grene og Magasin (!). Kan det passe, at det er det bedste, byen har at byde på? Nej.   

For en uge siden var der fest i Odeons store, grønne sal med taler, cocktailkjoler, VIP'er og klapsalver, og det var ikke sat i scene for at fejre den nationale musikbranche, internationale forfattere, globale medie- eller forretningsmoguler, men til ære for vores allesammens O’ens: Hverdagens, virkelighedens Odense og alle de arbejdende mennesker, der med deres forretninger, frivillige initiativer og kulturinstitutioner former byen, så den ser netop sådan her ud.                  

For dem, der ikke kender konceptet eller har undret sig over de blå klistermærker, der er dukket op på visse butikkers døre de seneste tre år: Best Of Odense er en publikumspris stiftet og afholdt af Fynske Medier, nærmere betegnet Ugeavisen Odense med det formål at “hylde byens handels- og kulturliv”.                               

Ugeavisens læsere afgør resultatet ved afstemning; dog er de nominerede udvalgt af en jury.

På en skala fra jublende lokalpatriot til selvhadende præ-fraflytter ligger jeg uden tvivl tættere på det førstnævnte yderpunkt. Ikke forstået på den måde, at jeg mener, at min hjemby er bedre end alle andre steder - men at min by er et spændende sted at leve på grund af og ikke på trods af de ting, der adskiller den fra andre byer. Jeg er med andre ord i målgruppen for en aften, der går lidt i Odense-selvsving. Hvorfor gik jeg så derfra fremmedgjort og ærlig talt ret pinlig over billedet af den by, vi skulle forestille at fejre? 

Lad mig starte med at sige, at der var adskillige lune odenseanske øjeblikke i løbet af aftenen, ikke mindst to generationers krofattere fra Carlsens Kvarter i hhv. krøllet uldstriktrøje og T-shirt, der fik prisen for “Bedste gå-i-byen sted” og på muntert fynsk inviterede aftenens vært, Anders Breinholt fra satireprogrammet Natholdet, til at optage sin næste podcast hos dem. Der var også musik fra den lokale 15-årige violin-wunderkind Stefan Burchardt, som lagde alle ned, og Per Sahl fra Havnens Loppemarked, der i sin takketale remsede hver eneste stamkunde fra de seneste tyve år op ved deres fulde navn og måtte spilles af scenen med høj slutmusik for at gøre en ende på de hjertelige anekdoter.

Alligevel blev tordenskyen over mit hoved mørkere, efterhånden som nomineringerne løb over skærmen. Hvilken by var det lige, vi fejrede? Hvorfor klingede de indledende taleres ord om bystolthed, ildsjæle, iværksættere og lokalmiljø så hult? 

Prisfesten i Odeon. Skribentens stadig mere krummede tæer ikke afbildet. Foto: Hasse Frimodt, Ugeavisen

Var det bare, fordi mine stamsteder ikke fik nok priser, at jeg blev gradvist mere nedslået over den tendens, der tegnede sig, som aftenen skred frem? Jo, jeg havde da klappet mere helhjertet, hvis fx Kjærs Bøger, Momentum Musik, Sofar Sounds, min egen arbejdsplads Odense Internationale Film Festival eller Restaurant ARO havde vundet deres kategorier; for det er der, jeg færdes, og den side af byen jeg holder af som min. Men selvom jeg ikke spiser ofte på Umashi og Eydes eller Kok&Vin eller går ret meget i Zoo, undede jeg dem bestemt deres sejre og fik lyst til at slå en tur forbi.  

Hvad var det så, der var galt? Det pinlige var de kædeforretningers navne, der stod blandt de lokales og i visse kategorier helt dominerede feltet. Hvad har det med den odenseanske DNA at gøre at fejre nationale og multinationale kædekoncepter, der ligger på gadehjørner i alle større danske og nordeuropæiske byer? Kan McD på banegården også være “odenses bedste”, hvis nok borgere køber deres tømmermandstakeout der? 

Det burde ikke være muligt at ende med en hyldest til Odense, hvor Magasin, H&M og Søstrene Grene tager priser hjem, eller hvor aftenens store kulturpris gik til Tinderbox, hvis pressechef John Fogde ligefrem understregede, at de da var glade for anerkendelsen deroppe på Århuskontoret for tredje år i træk. 

Nomineret som bedste gå-i-byen sted: så ved man, at man er i Odense! .... Eller i Århus, Aalborg, Thisted, København, Sønderborg, Svendborg, Olso, Trondheim, Bergen, Kristiansand eller Helsinki. Foto: Heidis Bier Bar Oslo

Man kan synes, hvad man vil om prisuddelinger og behovet for at vise bystolthed på lige netop den her facon, men hvis ærindet er at anerkende lokale kræfter, så forstår jeg ikke, hvad meningen er med at opmuntre odenseanerne til at forholde sig til deres favoritsteder og derefter invitere hele byens erhvervs- og kulturliv til at fejre Odenses særlige karakteristika, når de nominerede så udover de førnævnte problematiske vindere inkluderer franchises som Bahne (dansk koncern grundlagt i Slagelse i 1956 for brugskunst og gaveartikler med 19 landsdækkende butikker), Jagger (københavnsk minifastfoodkæde), Café Vivaldi (endnu en Slagelse-kæde med 17 caféer i 12 danske byer), Georg Jensen Damask (syv flagskibsbutikker i Danmark), Weekday (svensk tøjkæde med butikker i ni lande) og Heidis Bier Bar (skandinavisk afterski-kæde)?

Ironien var ikke tabt på Anders Breinholt, der lod et par satiriske svirp falde i den retning i løbet af aftenen, og som i øvrigt havde forberedt sig så godt, at hans vitser om Hunderupkvarteret og byggelarm i bymidten faktisk ramte mere rent ned i stedets ånd end Ugeavisens egne motiveringer. 

Her må prisuddelerne stramme grundlæggende op, hvis de skal have noget meningsfuldt at sige om det, der adskiller lige den her plet på jorden fra andre steder. Ellers foreslår jeg, de omdøber prisen til ”Best of vestlig detailhandel” og afholder festen på et kongrescenter i nærheden af en vilkårlig lufthavn næste år. 

Kvalitetstid med Odense-shopping. Foto: Magasin i Rødovre

Men, siger den opmærksomme læser - det her er jo en publikumspris. Ugeavisen kan ikke lave om på, at mennesker elsker Søstrene Grene. Her adskiller odenseanere sig ikke fra den øvrige menneskehed. Og odenseanere har stemt. Det er en fejlslutning, for en publikumspris er ikke en objektiv størrelse. Hvis spørgsmålet lyder “hvor har du købt flest møbler i dit liv?” er svaret for et flertal af danskere nok IKEA, men det er ikke det samme som, at en svensk samlereol er et udtryk for det bedste, Danmark kan frembyde på designfronten. 

Hvis man derimod spørger, hvilken lokal forretning, du holder mest af at besøge eller helst ville anbefale til en anden, eller hvor dine største kulturoplevelser er foregået for nylig, er Odense heldigvis de senere år blevet et sted, hvor der findes rigtig mange andre og meget forskellige svar på de spørgsmål.

Torsdagens samlede Best Of-pulje er desto mere frustrerende, eftersom byen faktisk i dag kan opbyde et handels- og kulturliv, der er helt sit eget.

Hvis priserne og nomineringerne skal afspejle den by, Odense er nu - og ikke domineres af vi odenseaneres gamle vanestier gennem byen fra det forrige årtusinde krydret med et nyt udenbys succeskoncept eller to - skal der justeres på selve Ugeavisens præmis. De må stille bedre spørgsmål, hvis de vil kalde svarene “best of odense”. 

Vinder i kategorien “Shopping til hende”: den fremadstormende lokale modepusher H&M. Foto: Kolding Storcenter 

Derfor kommer her to ændringsforslag til næste års udgave af Best Of Odense, som efter min bedste overbevisning er nødvendige for at gøre prisfesten til en vedkommende anerkendelse af Odenses særkende og kvaliteter:

1. Kun forretninger, grupper, institutioner og andre aktører, der er grundlagt og/eller har hovedsæde i det geografiske Odense kan indstilles til priser.  

Resultat: man undgår at ende med en vinderliste, der til forveksling kunne være kåret i Randers, Roskilde, Næstved eller Holstebro. Der skal ikke bestås indfødsretsprøve, og tilflyttere er velkomne, men den fysiske butik eller begivenhed skal planlægges, afvikles og drives i Odense. Hvis det betyder, at nogle kategorier må sløjfes, so be it. Listen må afspejle byen. Hvis vi ikke har nok hjemmegroede tøjbutikker til at fylde en nomineringsliste, belyser det da et spændende hul i vores detailmarked. Det er i så fald ikke et problem, men en god anledning for Best Of Odense til at være dagsordensættende og ikke bare en erhvervsfest, hvor vi skåler og klapper, når de sikreste kort tager stikkene hjem.

2. Priskategorierne skal gentænkes. 

Resultat: byens faktisk levende miljøer udenfor den bredeste sti får del i rampelyset. Samtidig kan man komme den ulige fordeling af shopping og mad vs. kulturkategorier til livs. I år kæmpede både enkeltstående begivenheder som Sommerrevyen og store kulturhuse som Brandts om den samme anerkendelse, ligesom historiske museer, kunstmuseer, teatre, spillesteder og gallerier er oppe mod hinanden i kulturkategorien. Det giver mening, når der skelnes mellem brunch, burger, take-away, café og restaurant i madkategorien. Der mangler tilsvarende nuancer som “bedste spillested”, “bedste teaterscene” og “bedste udstillingssted” eller i det mindste “bedste store kulturscene” og “bedste lille kulturscene”. Desuden oplagt at skrotte “til ham/til hende”-opdelinger af shopping i samme omgang, for hvad har odenseanernes køn at gøre med noget? 

Hallo, hvor er kategorien bedste brunner eller bedste cykelparkeringsforhold? Hvorfor ikke gøre kategorierne mere specifikke for vores by? Brunch kan man jo spise alle steder. Og i forlængelse af det, er der intet i vejen for flere kategorier i tråd med årets “Bedste service”, der måske som den eneste kunne omgå kriteriet om lokal forankring og belønne dygtige og nærværende medarbejdere, uanset om deres arbejdsgivere betaler skat i Odense, Irland eller på Bahamas. Hvad med en “Bedste hyggesludder”-kategori, “Bedste åbningstider” (en stjernekategori for brune værtshuse og pizzahjørner, som måske endda kunne tilskynde nogle til skabe det gode late-night spiseri, som byen så udpræget mangler!) eller en pris til “Mest uundværlige i lokalmiljøet”, “Bedst til at bevare historien” eller “Bedste vovehals”? 

Bonusgrund til at udvide kategorierne:

I torsdags var en stor del af vinderne på scenen for andet eller tredje år i træk. Hvad viser det? At Odense er en forudsigelig by med få gode restauranter? At Tinderbox er den bedste odenseanske kulturbegivenhed? Nej: Kun at Tinderbox er den publikums- og omtalemæssigt største kulturbegivenhed, og at prisuddelingen har så få kulturkategorier, at selv de større “mindre” aktører forsvinder, når det handler om antal solgte billetter.

Odenses bedste interiørbutik. Hov nej, undskyld, det er Søstrene Grene i Hamborg. 

Publikumspriser har det nu engang med at udstikke den bredeste vej, men når der allerede findes et Best Of Odense-nomineringsjury, der i foretager et udvalg bland de tusinder af læserindstillinger, der er grundlaget for finalisterne, så kan jeg ikke se, hvorfor man ikke skulle gøre forudsætningerne for publikumsstemmerne så gode som muligt.

Måske har jeg misforstået det helt. Måske handler Best Of Odense ikke om at belønne dem, der gør sig umage for at gøre Odense et dejligt, særligt sted at bo og som højner livskvaliteten for os andre ved at gøre det, de elsker, men om at trække mere omsætning til Cityforeningens skrantende butikker ved at give omtale til detailbranchen. I så fald - beklager al den her ophidselse og vilde krav til integritet, opfindsomhed og nuancer. Fortsæt endelig.

Jeg har bare på fornemmelsen, at Ugeavisens redaktion har større ambitioner og mere kærlighed til deres by end det. Deres søsteravis Pindles grundige, kloge og følsomme portrætter af lokale erhvervsdrivende de seneste års tid vidner om det. Det var også det, deres chefredaktør gav eftertrykkeligt udtryk for ved showets start i torsdags. Og derfor tør jeg også tro, at de ville være enige i, at det kunne være stort, hvis byens bredeste husstandsomdelte avis (oplag: 80.000+) hvert år kunne leve op til det ansvar, det medfører at have odenseanernes øre og publicere en overraskende, forskelligartet liste med nominerede. En liste med steder og oplevelser, som kun findes i lige præcis Odense og som ikke alene bekræfter avisens læsere i deres gamle mønstre, men inspirerer til at udforske flere af byens hjemmegroede butikker, kulturscener og fællesskaber. H&M klarer sig nok uden skulderklappet.



Luk

Om retten til at kritisere uden et alternativ

Om retten til at kritisere uden et alternativ
Meninger | Skrevet af: Kasper Herschend | 15. oktober 2018

Det er min klare overbevisning, at man sagtens kan være berettiget i en kritik, uden at være i stand til at levere et bedre alternativ. Jeg er ganske enkelt uenig i den sommetider påståede universelle gyldighed af modargumentet; hvis du ikke kan finde på en bedre, løsning kan vi ikke bruge din indvending til noget. 

Kritikken

Man har over de sidste år kunne spore en kritisk og måske ligefrem negativ indstilling mod den transformation, byen, vi alle bor i, gennemgår. Byens Ø; T. B. Thriges gade osv. Artiklen Bygges byen bedre? fra tidligere på året er blot et eksempel herpå, mens grupper som Bevar Siloøen er et eksempel på en måske ligefrem transformationskritisk gruppe.

For et par måneder siden sad jeg som tilskuer til en række oplæg om byaktivisme og by-transformation med særligt fokus på arkitektur. Først og fremmest blev jeg klogere af at sidde der. Men jeg fik også øje på en nuance, jeg ikke indtil da havde haft blik for. Nemlig at de som fastholder den kritiske indstilling mod fornyelse og omdannelse af byrum uretmæssigt afkræves en alternativ løsning i det de fremsætter den pågældende kritik.

Kravet om et alternativ?

Med det mener jeg, at når man som gruppe eller som individ opponerer imod en politisk beslutning, så kan det meget vel være at man står markant stærkere, hvis man er i stand til at fremsætte et bedre alternativ. Men det kan ikke være en nødvendig betingelse for den borger eller borgergruppe, der fremsætter en kritik mod en politisk beslutning, at den eller de også er i stand til samtidig at fremsætte et alternativ som alt andet lige vurderes til at have bedre konsekvenser, end den oprindelige beslutning måtte have.

Modargumenter

Det er der mange ret udmærkede argumenter for, men her følger to, som jeg håber kan være med til at sætte en smule skik på diskussioner med politisk indhold, næste gang to konservative byrådspolitikere sniger sig ind ad bagvejen og kupper et oplæg om bytransformation, for at tjene lidt billige point på borgerinddragelseskontoen.

Min ambition med dette oplæg er at inspirere til refleksion over politisk engagement. Uanset om debatten handler om de omgivelser vi befinder os i eller om den infrastruktur og service vi får for vores månedlige modydelser, så handler det vel om retten til holdninger til den by, vi alle udgør en del af befolkningsgrundlaget for.

Sudoku-løseren

Forestil dig et vilkårligt menneske; Eller forestil dig måske hellere et gennemsnitligt menneske. Dette gennemsnitlige menneske har en række egenskaber og heriblandt er hendes evne til at løse sudokuer. Helt gennemsnitlig er hun dog ikke, for hun holder af at løse sudokuer og bruger derfor hver weekend 3 timer på at løse de små japanske matematikgåder. Hendes regelmæssige træningspas har gjort at hun nu er gennemsnitlig i sit sudoku-løserniveau.

Den gennemsnitlige sudokuløser holder lige netop den avis hun holder, fordi redaktionen på bagsiden har fundet plads til ikke mindre end 3 sudokuer. Hun modtager avisen lørdag og søndag og bruger derfor en halv time per sudoku over weekenden på at sidde og nørkle i de mange kvadrater.

Klager-og-tværs

En lørdag formiddag opdager hun til hendes store skuffelse, at de tre sudokuer er blevet til én, og at man har vægtet en forstørrelse af krydsogtværsen over hendes elskede matematikgåder.

Med det samme sætter hun sig for at skrive en klage til den avis, hun ellers har haft så meget glæde af gennem årene. Hun meddeler dem i denne mail, at hun har i sinde at finde en anden avis, hvis de ikke omgående genindfører de tre sudokuer og straks forviser den imperialistiske ordleg, til det hjørne der i alle disse år havde været tilstrækkeligt. Avisen svarer mandag morgen den gennemsnitlige sudokuløser, at omstruktureringen skyldes et konstatérbart fald i sudokuløsere blandt avisens læsere, og at krydsogtværs-løserne igen udgør en større gruppe end sudokuløserne.

Supporter og faktisk

Den lidt friske kundesupporter, der denne mandag morgen sidder ved tasterne, svarer den gennemsnitlige sudokuløser, at hun da skal være mere end velkommen til af komme med et bedre alternativ, som supporteren så med glæde skal viderebringe bagside-redaktøren. Sudokuløseren afslår naturligvis, da hun jo godt kan se, at hun står med en tabt sag.

Men hvad hverken kundesupporteren eller sudokuløseren ved er, at inden for en relativt kort periode har flere forskellige tidsskrifter såvel som ugeblade lavet aggressive fremstød for netop at markedsføre til sudokuløser-segmentet, da dette segment i modsætning til krydsogtværs-løsere faktisk udgør den største samlede kundegruppe.

Uden at vide det havde sudokuløseren således fremsat et bedre alternativ, men da ingen af de involverede parter var i stand til at vurdere alternativet i lyset af alt relevant data, fremstod alternativet desværre ikke som sådan.

Tilpassede ønsker

En anden mere akademisk funderet argumentationsrække tager afsæt i sociolog og politisk teoretiker Jon Elsters begreb om Adaptiv præference formation, som betegner en mekanisme i det menneskelige erkende-apparat.

I et hyppigt parafraseret antropologisk studie angiveligt fra midten af det 19. århundrede noterer en gruppe forskere sig, at slaver i de amerikanske sydstaters bomuldsmarker ikke lader til at nære et brændende ønske om frihed. Adspurgt om deres mest brændende ønsker svarer flere stik imod forventningerne ting som mere mad eller bedre sovepladser etc..

Studiet er efterfølgende blevet taget til indtægt for, at vise hvordan vi mennesker tilpasser vores ønsker, så de figurerer inden for en mere realistisk ramme. Og hermed at vores omstændigheder er betingende for vores ønsker, hvilket i forbindelse med førnævnte studie forklarer hvorfor flere af slaverne ikke var i stand til at formulere ønsket om at blive sat fri, før det på grund af en ændring af de ydre omstændigheder kunne opfattes som en reel mulighed.

Rigtigheden af gengivelsen dette antropologiske studie er flere gange blevet anfægtet, men ikke desto mindre illustrerer det ganske fint den mekanisme som Jon Elster udpeger, og som han ret overbevisende argumenterer for faktisk er at spore i os alle.

Ufuldstændige optegnelser

Når man skal træffe et valg, gør man det ud fra en oftest ufuldstændig liste over muligheder. Hvis jeg for eksempel skal flytte, fordi jeg er sagt op i min nuværende lejlighed, så opstiller jeg en liste over mulige løsninger i hovedet og træffer mit foreløbige valg herudfra. Og det er på trods af den ufuldstændighed, der kendetegner denne liste. Jeg havde ikke overvejet muligheden for at bo på Odense havn, før der blev bygget boliger der, og jeg havde heller ikke overvejet Skibhuskvarteret, før jeg fik en kammerat der viste mig, at her kunne man faktisk også bo; For bare at nævne et par banale eksempler.

Urealistiske alternativer

Jeg har ikke inddraget Elster for at blot at minde om, hvordan vi træffer valg ud fra ufuldstændige optegnelser over muligheder, men derimod for at gøre opmærksom på at der er systematiske fejl i disse ufuldstændige optegnelser. Når vi i en given politisk diskussion bliver bedt om at levere et alternativ, så er dette alternativ, hvis vi følger Elster, meget sjældent visionært, fordi det visionære netop er et urealistisk alternativ.

Det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise dem hvordan de skal gøre i SKAT, for at være berettiget i min kritik. Og det kan så åbenlyst ikke være min opgave som helt almindeligt menneske, at vise hvordan de skal ændre i en lokalplan for at sikre fornuftige byggerier på Odense havn, for at jeg har ret til at mene at der prioriteres forkert. Men der er så afgjort min ret at komme med indsigelser imod ethvert - i mine øjne - ufornuftigt løsningsforslag.

Visionæren

Og det er netop det, der er pointen. For slaverne som - fiktivt eller ej - ikke selv var i stand til at formulere ønsket om frihed, havde ikke i ringere grad fortjent den. Det skal være okay at fremsætte en kritik, uden selv at være i stand til at formulere et alternativt og bedre ønske på egen hånd. 

Håbet er at visionæren en dag hører råbet og måske kan hjælpe med at formulere dette alternativ. Men for at hun kan høre det, er det vigtigt at kritikken kan råbes.



Luk

Guld i symfonien

Guld i symfonien
Meninger | Skrevet af: Martin D. Knudsen | 22. april 2018

Vellydende fund i Odense Symfoniorkester sæson '18-'19


Odense Symfoniorkester – den bedste grund til at sidde i et blødt sæde et andet sted end derhjemme foran tv’et. Nu er orkestret på gaden med næste sæsons program. Ud over ældre og velmeriterede klassikere som Christmas Carols, Opera på Engen, Bachs juleoratorium, Harry Potter, Carl Nielsen konkurrencen mm. – er der plads til et par fornyelser.

Det nye koncept, Familiesymf, har overlevet undfangelsen i indeværende sæson. Heldigvis. For når forældre ikke længere sætter Tjajkovskij eller Mozart på musikanlægget derhjemme og ad den vej introducerer afkommet for den store musik, så ligger opgaven med musikalsk dannelse ved orkestrene selv. En times musik fredage klokken 17 med indlagt spas af Odense Symfoniorkesters musikformidler, Ole Kiilerich, bør de fleste børn finde spændende!

Der går også rygter om en ny koncertform for unge: Friday Night Symphony. Jeg synes, det er en fin idé at målrette mod unge. Det er i den alder, man kan begynde at lodde den klassiske musiks dybder.



FUND NR. 1: GIV MIG MINE RØDDER TILBAGE! (25/10/2018)

Jeg ved ikke, om planlæggerne af sæsonen kan læse tanker. Jeg har tænkt meget over, at vi mangler at opleve vores egne musikalske rødder i det 20. århundrede. Jo, der spilles jævnligt Bartók og Sjostakovitj. Men den germanske kultur, vi har rødder i, den oplever vi sjældent i koncerthuset.

Hvad skete der med den tysk-østrigske musiktradition fra Bach til Haydn til Mozart, Beethoven, Schubert, Wagner, Brahms, Bruckner, Mahler? Sluttede musikken bare der? Naturligvis ikke. Traditionen blev videreført. Fx af de komponister, man kalder den Anden Wienerskole: Navne som Arnold Schönberg, Alban Berg og Anton von Webern. Det er sikkert ikke navne, der lever så kraftigt i din bevidsthed. Men de er vigtige!

Årsag: Man begyndte at skrive musik uden for dur- og mol-systemet. Det førte til skandaler som ‘Lussingekoncerten’, som jeg vender tilbage til nedenfor. Heldigvis er vores ører ikke så sarte som dengang i starten af 1900-tallet. Jeg glæder mig til oktober, hvor OS spiller musik af den kendte Schubert og de ukendte Alban Berg og Anton von Webern. Omsider introduceres vi i en genial programlægning for den røde tråd af tradition, der fører videre fra de store klassikere og ind i det 20. århundrede.

Kan du for dit indre øre høre, hvordan en typisk Mahler-symfoni lyder? 

Kæmpe kontraster, intensitet, omskiftelighed. Godt. Forestil dig, man komprimerede en timelang symfoni af Mahler til 10 minutter. Så har du Weberns 6 fabelagtige ‘Stykker for stort orkester’ op. 6. Jeg glæder mig som et lille barn til denne orkesterperle! Webern elskede Schubert. I denne musik, hvor hver en node tæller, og hvor der intet overflødigt er, aner man skyggerne af Schuberts melodier og Mahlers brug af både det lyriske, det banale og det folkelige i uhyggelig sammenhæng. Man kan lave sin egen indre film til denne effektladede musik.

Musikken blev uropført sammen med andre moderne værker ved en koncert i 1913, der er gået over i historien som ‘Lussinge-koncerten’. Musikken den pågældende aften brød med dur og mol, som komponisterne opfattede som en spændetrøje.

Publikum var først rådvilde – senere udbrød der kaos, da modstandere og venner af komponisterne kom op at toppes. Operettekomponisten Oskar Strauss var til stede og sagde de bevingede ord om koncerten: ‘Klaskene fra de lussinger, publikum hele tiden delte ud til hinanden, var det mest musikalske den aften’.

Det var dengang, musik virkelig betød drama! I dag kan vi høre Weberns musik som en helt naturlig forlængelse af hans store forgængere…

Jeg har lavet en YouTube-video med musikken fra et af de 6 fine og lyriske (og dramatiske) ‘6 Stykker for stort orkester’.

Webern bliver i koncerten i Odense koblet op med sange af Alban Berg, den mest tilgængelige fra den Anden Wienerskole. Og de dybe rødder får vi også med via Schuberts store 9. symfoni, der rummer både krise og skønhed. Det er genial programlægning. Det bliver en stor aften!

FUND NR. 2: DET UDSLUKKELIGE? (6+7/9/2018)

Et af dansk musiklivs største stjerner for tiden, Nikolaj Znaider, gæster Odense 6./7. september 2018. Znaider startede som violinvirtuos, men opleves i senere år oftere og oftere som dirigent. Fyn er stolt af lille Carl fra Nørre Lyndelse, der blev store Carl Nielsen i København. Znaider og odenseanerne spiller Nielsens kendteste symfoni, Det Uudslukkelige. Symfonien er skrevet under 1. verdenskrig. Og der skal ikke megen fantasi til at forestille sig et slag mellem to hære i den paukeduel, der afslutter symfonien. Det er i høj grad en symfoni, der skal SES, ikke kun høres.

Lad det hele brænde! 

Nielsen havde den samme opfattelse som mange andre i samtiden af 1. Verdenskrig: Krigen var meningsløs – men når den nu var der, måtte regnskabet gøres helt op. Om det så kostede mange menneskeliv. Dette endelige regnskab ville sikre, at kulturen kunne genopstå ren. Han mente, at livet (ligesom musikken) er uudslukkeligt. I dag, efter 2. Verdenskrig, gaskamre og atombomber, ved vi, Nielsen tog fejl. Livet er i høj grad udslukkeligt.

Som ren musik er symfonien dog langt fra udslukt. Og hvem kan i grunden sige sig fri fra en lille fryd ved den kulturelle battle på instrumenter, Nielsen skrev? Nogle gange vil man bare se hele lortet BRÆNDE!

Guldmusik af Nielsen kobles med en af de helt store violinkoncerter: Tjajkovskijs. Det er sådan et værk, hvor man har lov at læne sig tilbage og tænke: giv mig vellyd, melodi, skønhed uden filosofisk dybde. Solisten er bulgarske Liya Petrova, som vandt Carl Nielsen violinkonkurrencen i 2016.

Hør de muskuløse Berliner Philharmoniker gå amok i Nielsens pauke-battle i videoen her nedenfor.

FUND NR. 3: NEO-NEANDERTHAL MED CARMINA BURANA (28/2/2019) 

Gammel kærlighed ruster ikke, siger man. Det passer helt sikkert ikke. Men min kærlighed til min farfar, Christian, er ikke rustet. Og derfor er min kærlighed til Carl Orffs elskede vokalværk, Carmina Burana, heller ikke rustet. Lige inden min farfar døde, nåede han at introducere mig til værket – på et kassettebånd, han lavede til mig. Jeg kan huske, at Arleen Auger var sopranen på det kassettebånd – og hun ramte en berømt, meget høj og sindssygt svær tone tindrende falsk. Det sker!

Hør Kathleen Battle ramme den spot-on: ‘Dulcissime’ i Carmina Burana.

Jeg faldt pladask for dette værk, da jeg var ung. Hvordan kunne jeg andet? Det larmer. Det er udadreagerende. Teksterne er vulgære. Masser af rytmik. Mange gentagelser.

Sidenhen rejste jeg til Tyskland og studerede musikfilosoffen Adorno, der afskyede Orff og kaldte stilen neo-neanderthal. Orff var opportunist og havde succes under det tredje rige, selvom han måske nok privat afskyede nazisterne. På den måde deler han skæbne med Richard Strauss og Wagner. Politisk suspekte personer. Men musikken forsoner. Og jeg mener … Michelangelo arbejdede under krigerpaven Julius II og Medici-paven Clement VII. Mange store kunstnere har været skrækkeligt opportunistiske og egocentriske.

Ligesom jeg ser igennem fingre med de fejl, mine kære har (de ser gennem fingre med meget større fejl hos mig), ser jeg gennem fingre med det primitive i Carmina Burana. I hans senere og ukendte værker er teknikkerne dog endnu mere simple – og de værker smiler jeg lidt ad, må jeg indrømme.

Men jeg glæder mig til at høre Carmina Burana igen efter alle disse år og sende farfar Christian en tanke. Han sidder nok overskrævs på en sky nu og hører J. S. Bach spille c-dur fugaer fra et klaver på en anden sky.

Uden tvivl et af de kendteste og lettest genkendelige klassiske stykker: ‘O fortuna’ fra Carl Orffs epic korværk, Carmina Burana. 

Koncerten med Odense Symfoniorkester i samarbejde med fynske gymnasier (det kan gå hen og blive spændende!) og dirigent Fawzi Haimor finder sted 28. februar 2019. Jeg ved ikke i skrivende stund, hvem sopranen bliver – men jeg krydser fingre for dig

De spiller sammen med OS et værk af en af vores store, nulevende komponister, Bent Sørensens. Værket, L’isola della Città fra 2015, er en slags koncert for orkester og tre solister – er skrevet til Trio con Brio. Så der er tale om en musikalsk slotsaftapning. Jeg har kun smuglyttet på YouTube, men det lyder fascinerende. Hvor forbindelsen til Orffs simple musik er … det ved jeg ikke. Men nogle gange skal man vel også bare lade programmets dele klaske sammen i et bilsammenstød.

FUND NR. 4: LIV ELLER DØD (11/10/2018)

Leve eller dø? Det var mere eller mindre det valg, Dmitri Sjostakovitj fik i 30'erne, da hans succesopera Lady MacBeth fra Mtsensk kom diktatoren Josef Stalin for øren. Stalin skrev anonymt en 'anmeldelse' af operaen under overskriften: 'Kaos i stedet for musik'. Artiklen indeholdt så mange stavefejl, at man vidste, Stalin selv havde skrevet den - ingen redaktør turde rette på ham. Og alle vidste, det var en slet skjult trussel. 

Sjostakovitj valgte at leve. Han lagde sin musikalske stil om. Slut med kritik af magthavere. Slut med for mange skæve toner. Flere folkelige melodier. Mere simpel opbygning. OS spiller Sjostakovitj svar på Stalins kritik: Den 5. symfoni. Sjostakovitj gik så langt som til at kalde symfonien 'en sovjetisk kunstners svar på berettiget kritik'. Stalin elskede symfonien. Stort orkester og genkendelige melodier.  

Man ved aldrig helt, hvor man har Sjostakovitj. Hvor meget medløber var han - hvor meget gjorde han nar af Stalin gennem vildt overdrevne effekter? Denne usikkerhed er det fede ved musikken. Den matcher et århundrede, hvor ironi, banalitet og dybsindighed går hånd. 

Forrige sæson hørte vi Sjostakovitj monumentale og u-ironiske 11. symfoni med OS. Jeg glæder mig til at høre den ÆGTE Sjostakovitj i 5'eren. Ironikeren, der gør grin med diktatoren. Hører du den som sovjetisk halleluja-propaganda-musik? Tvivlen lever med denne musik....

STØTTER DU DIT SYMFONIORKESTER?

Rådmand for kulturområdet i Odense, Venstres Jane Jegind, citeres i kataloget for, at Odense Symfoniorkester er landets bedste orkester. Det synes jeg, vi alle sammen skal holde hende op på. Det forpligter. Både her i Danmark og i andre vestlige lande er symfoniorkestre pressede af besparelser. Lukninger forekommer jævnligt. I Aarhus kan orkestret ikke længere spille de store senromantiske værker – dertil er der for få musikere. Imens skyder nye koncertsale op i Asien i et omfang, man ikke skulle tro. 123 alene i Kina.

Odense Symfoniorkester er efter min overbevisning Danmarks bedste symfoniorkester, der med sit alsidige repertoire har koncerttilbud i høj klasse til alle aldersgrupper.
–    Kulturrådmand Jane Jegind (V)

Hvis vi tager vores egne rødder og vores egen kultur alvorligt, må orkesterbesparelserne (som ofte pakkes ind i djøficeret nonsens om effektivisering og ‘smartere måder at yde mere på’) stoppes. Det er op ad bakke. For helt oppe på Borgen, hos den såkaldte kulturminister Mette Bock (Liberal Alliance), sendes der klare signaler om, at kultur, det er noget, vi beskærer. 

Senest mister en kulturbærende institution som Danmarks Radio en femtedel af sit budget og Radio 24Syv en tredjedel. DR Underholdningsorkestret er skåret helt fra for et par år siden. Sjællands Symfoniorkester, Copenhagen Phil, er det næste orkester, der vil falde – hvis det står til kulturafviklingsministeren. Jeg græmmes over den kvindes politik. Hun og andre politikere himler op om den danske kultur – samtidigt med, at de samme arbejder på at nedlægge den.

Jeg glædes til gengæld...

... over Jane Jegind. Nu har hun udnævnt Odense Symfoniorkester til landets bedste. Det må vi holde hende op på. Vi må antage, orkestret er sikret mod beskydning fra talmennesker med klamme håndflader. Tillad orkestret at eksperimentere mere, om det så betyder halvfuld sal eller oprør fra traditionalister. Man er kun bedst, hvis der er sikkerhed for at kunne satse og fejle, satse og vinde.

af Martin D. Knudsen, første gang publiceret på Martins egen blog: http://www.lightleaks.dk/guldfund/



Luk

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke
Meninger | Skrevet af: Mie Leonora Heiberg | 16. april 2018

Tusinder af fødder betræder de gule sten hver dag i Odenses hjerte. Grønnegade, Byens Bro og Filosoffen ved Munkemose er nogle af de steder, der lyser op i varme farver på en kold vinterdag, fordi bunden er belagt med den. Odenseklinken og dens forgænger Hasleklinken– eller bare ”Klinken”, som brolæggerne i min gade kalder alle de gule sten, nye som gamle.

- Den er besværlig at lægge, men den er meget, meget flottere, end det der lortebeton. Den skaber mere charme og giver mere at kigge på, lyder det fra en af de hårdtarbejdende herrer, der er ved at lægge klinker i gaden.

 

BILLEDE: Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Stenene er specielle, fordi de ikke bare er ensfarvede. Modsat asfalt og beton changerer Odenseklinken og Hasleklinken i gul, orange og sortbrun.

 

Et af de vildt-changerende fortove med klinker i Odenses centrum. Her er det Hasleklinken, Odenseklinkens forgænger, der ligger i to forskellige mønstre.

 

Varme farver i byen

I Ny Vestergade, hvor jeg bor, er der netop blevet lagt en lidt mere afdæmpet søster-udgave af klinken. Men effekten af at få skiftet gråsort asfalt ud med karrygule sten er stadig til at mærke. Der bliver bare et par grader varmere og lidt hyggeligere på en eller anden måde.

Det er Michael Steffen, der har udviklet Odenseklinken, som faktisk er en nytænkning af Odenses gamle klinker. Og han er netop gået efter at skabe denne varme og hyggelige stemning: 

- Du mærker det måske ikke bevidst, men det skaber en superfed fornemmelse i underbevidstheden at have de der positive farver, der bare lyser igennem på fortovet, siger han.

 

Ny Vestergade

Ny Vestergade før og efter omlægningen, hvor asfalt er erstattet med klinker. Resultatet spreder en helt anden og varm stemning i gaden.

 

Efter omlægningen i min egen gade er det gået op for mig, hvor meget historie de gemmer på, de sten, jeg vader rundt på hver dag. For en stor del af de gule klinker, der dækker hundredetusinder af kvadratmeter i Odenses gader og stræder, er brændt med kul i en ovn i Hasle på Bornholm for op mod hundrede år siden.

Og modsat mange andre danske byer har Odense valgt at holdt fast i den ved at udvikle en ny version. Derfor ligger nye og gamle sten i dag side om side og sikrer, at Odenses signatur lever videre.

 

GRØNNEGADE

Den smukke Odenseklinke, som er en nytænkning af Hasleklinken, ses her i nye mønstre i Grønnegade.

 

Historie under fødderne

De oprindelige sten hedder Hasleklinker og blev lavet på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det var brændingen med kul, der gav de gule sten deres tilfældige pletter og nuancer. Klinkerne blev sejlet over Østersøen og solgt og lagt i mangen en kystby i Danmark og Nordtyskland.

 

 Hasleklinker

Historiske Hasleklinker i Odenses indre by.

 

Michael Steffen har studeret den gamle Hasleklinkes historie indgående for at kunne lave dens efterkommer. Han fortæller, at kommunerne i mange danske byer i løbet af 1980- og 1990’erne valgte at skifte klinkerne ud med beton eller granit, fordi det var blevet moderne og smart. De gamle Hasleklinker blev pillet op, smidt væk eller solgt. Det skete for eksempel i Rudkøbing, Faaborg og Haderslev - men ikke i Odense, siger Michael Steffen, der også er direktør i Steffen Sten:

- Den eneste by, der har holdt fast i klinketraditionen, er nok Odense. Det må være den by i landet, der har allerflest klinker liggende. Nu er det faktisk blevet byens visitkort, siger han.

 

Hasle klinker og chamottestensfabrik

Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor Hasleklinken blev skabt, billedet er taget omkring år 1928. Foto: bornholmerneshistorie.dk.

 

Men da Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik lukkede for tyve år siden, stod Odense uden leverandør af de kulbrændte klinker. Kommunen ønskede at fastholde de gamle klinker og fortsætte traditionen med at bruge dem i byen og satte derfor stort ind for at udvikle en lignende sten til fremtidige byggeprojekter i Odenses indre.

 

Hasleklinker i Odense C

Hasleklinker lagt på forskellig vis i Odense - side om side med granitsten.

 

En vild sten

Michael Steffen var én af de folk, der satte sig for at nytænke Hasleklinken og havde på det tidspunkt et samarbejde i gang med et teglværk i Tyskland. Men her var de ikke meget for at afvige fra den gængse arbejdsmetode, når det gjaldt klinker:

- Dengang havde man den holdning, at en sten skulle være så ensfarvet og pæn som muligt. Den skulle have affasede kanter, og alt skulle være fuldstændig standardiseret. Og så kom jeg som tossen fra Danmark og sagde, at de skulle lave det fuldstændig stik modsatte. En sten, der er skarpkantet, vild i farverne og kulbrændt, fortæller han.

 

Klinkenørder

Klinkenørder. Familien Steffens begejstring for klinker er ikke til at tage fejl af: - Jeg bliver bare glad, når jeg ser byer, der bruger klinker. Jeg synes, det gør en forskel. Michael Steffen, direktør i Steffen Sten. - Man forbinder den med sin hjemby. Datter Carolin Steffen, der også en del af firmaet.

 

Det lykkedes at få det tyske teglværk til at lave nogle prøver. Og de kom faktisk så tæt på farven og kvaliteten af Hasleklinken, at Michael Steffen blev valgt som leverandør af Odenses nye byggesten, der blev døbt Odenseklinken. Den brændes udover gas også med kul, så den får de nuancer og farveskift, som Hasleklinken havde. 

 

Grønnegade

Nytænkningen af Hasleklinken, som fik navnet Odenseklinken. Her ses den flotte klinke i organiske mønstre i Grønnegade ved Brandts Klædefabrik.

 

Nyt og gammelt

I dag består en stor del af gulvet i Odenses centrum af en mosaik af gamle og nye klinker. Når der skal lappes huller eller graves op på fortove, pladser og gågader bruges den gamle sten fra Bornholm stadigvæk. Stenene er i sin tid blevet gravet op fra de ydre dele af byen, sorteret og lagt i den indre del af byen eller på lager til fremtidig brug. Og med tiden har den så fået selskab af sin efterfølger.

- Der er en bæredygtig tankegang i at vælge et materiale, man kan genanvende. Du kan se, hvor mange gange, gaderne og fortovene er blevet gravet op. Og så bliver klinkerne lagt til side, mens der bliver arbejdet og lagt på plads efter endt arbejde. Det kan du ikke gøre med asfalt, siger Michael Steffen.

 

Hasleklinker til genbrug

De gamle Hasleklinker genbruges, hver gang der skal bygges nyt eller renoveres på Odenses fortove og pladser.

 

Det, at Odense har turdet satse og gøre alt for at bevare en usædvanlig og vildtfarvet klinke som en del af byens byggesten, gør mig som odenseaner stolt. Her på This Is Odense har vi tidligere stillet os selv spørgsmålet, om byen bygges bedre og er kommet frem til, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af de materialer, der bygges af, men også omtanken for fremtidens by fremfor hurtig profit her og nu. Derfor er vi temmelig glade for Klinken i This Is Odense.

 

Filosoffen Munkemose

Kulplettede Odenseklinker omkring Filosoffen ved Munkemose.

 

Klinker er in

Brugen af Odenseklinken er i den grad en bæredygtig investering i fremtidens by, og derfor er det positivt at se, hvordan den er tænkt ind i den transformation, Odense gennemgår lige nu. De farvede sten udgør en stor del af ´fra gade til by`-projektet, hvor Thomas B. Thriges Gade omdannes til by. Her lægges Odenseklinken i nye mønstre sammen med klinker i andre farver.

 

Odeon

Stribet klinkebelægning ved Odeon. Omlægningen er en del af ´fra gade til by`-visionen. 

 

Hos Michaels firma kan de mærke, at der er sket et skift hos arkitekterne, også i landets andre byer, i forhold til brugen af klinker.  

- Arkitekterne har fået øjnene op for dem. Så i dag tænker man i højere grad klinker ind, hvor man for ti år siden måske havde brugt granit. Og så vil arkitekterne også gerne sætte deres præg og nyfortolke den gamle klinke fra fortovene, siger han.

 

Odenseklinken i Grønnegade.

 

Udover at beklæde området ved Odeon og Thomas B. Thriges Gade kommer Odenseklinken også til at erstatte asfalten foran Odense Banegård. Og den vil, sammen med andre typer klinker indgå i fremtidige omlægninger af Sukkerkogeriet og Odense Stadion.

Personligt håber jeg, at byens tradition med at bruge den karrygule, kulbrændte klinke bliver ved. Også hvis den om halvtreds år ikke skulle være moderne mere. Den er bare blevet en del af byens DNA og hyggelige stemning.

I øvrigt kan jeg næsten ikke vente, til det bliver lunere i vejret, og brolæggerne bliver færdige i Ny Vestergade. Så vil jeg for alvor kunne mærke glæden ved at have fået asfalt skiftet ud med gule klinker lige udenfor døren.

 

Xandra Thomsen

- Det giver måske lidt mere en følelse af forår, når der kommer lys ned på og det skinner op. Selvom det blænder lidt her i solen. Det er da pænt nok, men det har man sgu aldrig rigtigt tænkt over. Xandra Flyvbjerg Thomsen, Studerende.

 

Turister odense

- Det skaber godt humør. Specielt da vi nærmede os Odeon, lagde vi mærke til farverne. Selv bare et par få farvede klinker blandt brosten muntrer det hele lidt op. Det er dog godt med variation, så det ikke kun er gult alle steder. Emel Soylu og David Sparrow – turister fra Windsor, Storbritannien.

 

Odenseaner

- Jeg synes det giver lidt mere at bruge klinker i stedet for at bruge sådan noget cement, hvor der ikke er nogle former og linjer. Så er det ikke det samme hele vejen igennem. Bettina Hansen, studerende.

 

 Odenseaner

- De steder som her, hvor der kun er fodgængere, fungerer klinkerne godt. Diversitet er fint, så bare mere af det. For det skal jo ikke være granit det hele. Caspar Vang. Filmskribent for Fyns Stiftstidende

 



Luk

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 7. marts 2018

Nye bygninger vælter frem i Odense. Og det er jo godt (nok). Eller er det? Folk ser enten alt nybyggeri som modernistiske kasser i beton eller hylder det som eksempler på en by i udvikling, der tager taktfaste skridt mod storbydrømmen.

Men det er alt for forsimplet. Byens byggede miljø er fortællingen om Odense som by til os selv og alle, der besøger byen. Det er forbindelsen mellem vores historie og vores fremtid. Det er afgørende for, hvordan og hvor meget vi bevæger os - om en gåtur fylder os med lykkestoffer eller katastrofetanker. Det er endda vigtigt for, hvor meget vi taler med vores naboer og, hvordan vi er sammen. Det er vigtigt for, hvordan vi lever.

Først former vi byen, og så former den os.

Derfor er byens byggede miljø også alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til dem, der bygger. Især nu hvor der bygges så hurtigt, at byen vi kender kan være væk, før vi ser os om. Måske ændrer den sig til det bedre, måske til det værre - risikoen er størst for, at det sidste sker, hvis ikke vi diskuterer det. For det er vel det, det handler om? At spørge om hvert eneste byggeri gør byen bedre eller ej.

Derfor giver This Is Odense i denne artikel karakter til 18 nye byggerier, som er færdige, næsten færdige eller netop kommet af tegnebrættet og kommer med nogle bud på, hvad der kunne blive bedre. Vi er ikke eksperter, men vi mener, at alle bør være med i diskussionen om, hvad der skaber en god by. Så læs med og giv din mening til kende!

1. Dideriksens Hjørne - Sandal Ejendomme/Projektas herning/Nj Gruppen

Markant forandring er på vej på Vesterbro. Farvel til klondykestemning med små byhuse blandet med høje karrébyggerier, farvel til obskure og sjove små butikker, der har levet en hengemt tilværelse til lave huslejer. Goddag til tæt by. Første skridt er Sandal Ejendommes hjørnebygning på Vesterbro og Vindegade, der har erstattet Dideriksens Hjørne.

Positivt: Det nye hjørne fortsætter faktisk den gamle lejlighedskarré, så strækningen nu er høj og tæt og byagtig, og bygningen har en skala, der passer til miljøet omkring den.

Negativt: Man har forsøgt at lave variationer i facadens farve uden stor succes. Altaner - ja, men af lav kvalitet, der ikke er tilpasset ejendommen. Tonede ruder ind til Fakta, et kedeligt trappetårn og ikke-levende facade langs Vesterbro skaber et uinspirerende møde med gaden. Endelig er overgivelsen af gårdrummet til stenørken og parkeringsareal ærgerlig. Kunne man ikke finde bare lidt plads til opholdsareal, træer og andet grønt?

Samlet karakter: 2 pile

2. Sankt Gertruds Stræde+Store gråbrødre stræde - Karsten Bill/AI

I lang tid var denne lidt mørke plet midt i byen reserveret til parkering mod Sankt Gertruds Stræde og en lille faldefærdig bygning med genbrugsbutik mod Store Gråbrødre Stræde. Nu fyldes hullerne ud, og måske skabes der et levende butiks- og udeserveringsområde fra Gråbrødre Plads og ned til Store Gråbrødre Stræde, hvor også ølbaren Mikkeller åbner om kort tid. Byggeriet er ikke færdigt, og der ser ud til at være en vis forskel på den oprindelige visualisering fra AI og det byggeri, der er på vej, så det er ikke muligt at give en endelig karakter.

Positivt: En død bagside kan blive forvandlet til en levende gade, nu hvor hullet fyldes ud, især hvis der bliver butikker eller restauration i stueetagen. Det hjælper også meget, at det karakterfulde træ i Store Gråbrødrestræde har fået lov til at blive stående. Facadens sten har farvespil, og der er en vis variation i helhedsindtrykket. Med en rimelig succesfuld tilpasning til nabobygningers tag er byggeriet et godt eksempel på, hvor mange steder der kan fyldes huller ud i Odense, med et stort plus til bylivet til følge.

Negativt: Facaden er ikke helt afstemt afstemt med de røde teglstensomgivelser. Hvis der bliver boliger og ikke butik i stueetagen, mister man meget af fordelen ved den nye tæthed og gaderummet vil ikke leve op på samme måde

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile. Hvis der bliver boliger i stueetagen, må der gives 2 pile i stedet.

3. VesterPort, Vestre Stationsvej/Rugårdsvej - Reitan/FAB

En gang gik byens kant ved jernbanen og den sydøstlige del af Østre og Vestre Stationsvej. På den anden side af vejen var der jernbanebygninger og jernbanespor. Efter jernbanen blev omdirigeret, er der aldrig blev bygget en ny bykant. Men den er for alvor på vej nu, hvor nye byggerier vil skyde op hele vejen langs med gadestrækningen, og hvor letbanen vil gøre gaden mere interessant for fodgængere og ophold. Derfor er det vigtigt, det bliver gjort ordentligt.

Vestre Port har levet en omtumlet tilværelse - fra 90'er-prestige-biografbyggeri over nedrivning og endelig til et nyt projekt med boliger, Rema 1000, lagkagehuset, café, restauranter og fitnesscenter. Da byggeriet endnu ikke er færdiggjort, er det ikke muligt at vurdere det endelige resultat.

Positivt: Aktivitet til området med indkøbsmuligheder, caféliv og boliger. Parkering i den eksisterende parkeringskælder.

Negativt: Foreløbigt ser byggeriet en smule skuffende ud. Der er ikke meget variation i facaden, og farverne minder lidt om grebet til Dideriksens Hjørne, der bliver brunt i brunt. Hjørnet, der i det nu nedrevne biografbyggeri havde en måske ikke køn, men i hvert fald excentrisk karakter, fremstår nu noget kedeligt med den meget bløde brune bue. Men måske det hele reddes af et last-minute ønske om en tagterrassejungle med træer, der kan ses, når man kører ad Østre Stationsvej.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile. En jungle på taget ville udløse noget nær en fordobling af point!

 

4. Karré 1, etape 2, Østre Stationsvej - OPUS/5E Byg/C.F. Møller

Hvor der før var togvaskehal ligger nu tre karrébyggerier med et kvart vellykket forsøg på en fortolkning af gadens tårnbyggerier - dels i form af massive højhuse og nu også med en markering af hjørnet mod Kongens Have. Karré 2 er en spøjs V-form opført i lyse, gule tegl med en vis variation. Byggeriet er meget fremskredent, men endnu ikke færdigt, så det kan ikke vurderes endeligt.

Positivt: Her er en vis facade- og materialevariation i lyse, gule teglsten og i altaner, der i et eller andet omfang giver en sammenhæng med gaden. Der er et tydeligt forsøg på at skabe en markering af hjørnet ud mod Kongens Have; her er en bygning, der har noget på sinde. Gade- og sigetlinjer fra Hans Tausensgade er heldigvis ført med over og skaber bymæssig sammenhæng på tværs af Stationsvej. Og parkering under jorden er godt.

Negativt: Hvor er de levende stuefacader? Der er ingen, heller ikke ud mod byens bro, hvor det havde været perfekt med en restaurant, når letbanen om nogle år gør gaden mindre trafikkeret - pladsen er der, fodgængerne er der. Hvis en restaurant ikke skal skabe pladsen, er det så her, der skal placeres food trucks? Det er heller ikke mange træk, der går igen fra tårnbyggeriet på modsatte side af Østre Stationsvej, og der er ingen sammenhæng til resten af områdets røde teglsten. Endelig kan man spørge, om det virkelig var nødvendigt med den metalbeklædning på penthouselejligheden?

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

5. HF/VUC Fyn - hf/VUC Fyn/Skjøde knudsen/cebra

Som en del af en kæmpe uddannelseskabale i byen havnede HF & VUC FYN i City Campus for enden af Byens Bro og et nyt byggeri skød op. Området omkring bygningen er stadig nærmest komisk ufærdigt - man afventer resultatet af den netop overståede retssag mellem Odense Kommune og det firma, der ejer en stump jord mellem byens bro og VUC. Det her er en bygning, der deler vandene. Nogle er glade for lysdioderne, der giver liv til en aftentur på havnen og fungerer som et fikspunkt for cykelturen over Byens Bro, mens andre er forbandede over facadebeklædningen, der kan ligne sådan nogle metalriste, der skjuler elledninger i et nyere sjæleløst industribyggeri.

Positivt: Forsøg på at skabe et byggeri, der også lever om aftenen med lysdioderne. Markant stil. Men bygningens indre er faktisk mere spændende - kig ind forbi.

Negativt: Facadebeklædningen er relativt uinteressant i dagtimerne. Bygningen skaber ikke meget sammenhæng til omgivelserne (man kan dog mene, at det hidtil har været begrænset, hvad der var at forholde sig til). Udenomsarealerne mangler meget - hvor er træerne, de grønne strøg og de lækre opholdsarealer for de studerende?

Samlet karakter: 3 pile

6. Toldbodgade/Gammelsø - ?

Når man fremover ankommer til havnen fra Åløkkekvarteret, vil man møde dette byggeri i hvide betonmoduler, som fremstår færdigt og klar til udlejning, men som aldrig burde være bygget.

Positivt: ...

Negativt: Den allermest skrabede form for lejlighedsbyggeri med ubearbejdede facader og billige altaner. Betonmodulerne ligner mest af alt stablede betoncontainere, men helt uden containerens industrielle charme. Byggeriet hindrer oven i købet udkig mod vandet og den øvrige havn. Det er svært at se, hvordan udenomsarealerne nogensinde skal blive rare steder at opholde sig.

Samlet karakter: 1 pil (meget tæt på 0 pile)

7. Promenadebyen - bygning 4 og 5

Der var oprindeligt planer om 8 bygninger med hver deres arkitektoniske udtryk langs den nordvendte promenade. De første tre blev bygget før og under finanskrisen, og så var det slut. Ad omveje fandt de sidste byggerier en ny ejer og fik et nyt udtryk, med ny forældrekøbsmålgruppe og med en væsentligt mere skrabet arkitektur.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv.

Negativt: I modsætning til de første tre bygninger er bygning 4 og 5 af en billigere udgave med altangange, og her kan man se, hvilken negativ forskel det gør med ensformige facader og materialer. Også her er hvide betonmoduler fremtrædende, og vindforholdene omkring dem er formentlig ikke verdens mest attraktive.

Samlet karakter: 2 pile

8. Lokalpsykiatrien, Toldbodgade - Region Syddanmark

På hjørnet af Toldbodgade og Finlandsgade ligger den nye lokalpsykiatri som det, der møder alle, som bevæger sig af Lerchesgade fra Byens Bro og Storms Pakhus mod havnen. Projektet er endnu et hvidt betonmodulbyggeri og virker som om, det er tegnet uafhængigt af området og placeret tilfældigt på havnen. Det er ærgerligt - og særligt ironisk, når det efterhånden står klart, hvordan det byggede miljø og den menneskelige psyke hænger sammen.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv, og der er sporadiske forsøg på at indarbejde organiske elementer i form af lyst træ ved indgangene (but you can't polish a turd).

Negativt: Bygningen fremstår meget skrabet: Som en hvid kasse næsten uden facadebearbejdning. Helhedsindtrykket bliver værre af et stort parkeringsareal ud mod Tolbodgade, der med fordel kunne have været placeret under jorden eller i et p-hus. Når man afskærer udsigten mod vand og havn, kan man ikke være bekendt at have så uattraktive udendørsarealer - og det grønne område foran bygningen bliver nok et pløret gennemgangsområde for folk, der skyder genvej.

Samlet karakter: 1 pil

9. Nordatlantisk Hus - nordatlantisk hus/kristiansdal/Cornelius+Vöge/Isager arkitekter og Masu Planning

Nordatlantisk Hus - Nordatlantisk kulturhus, det grønlandske hus, nordatlantiske foreninger, ungdomsboliger, butik, restaurant, vejledning til nordatlantiske studerende, konference og mødefaciliteter. Rigtig gode byggerier har mange funktioner, og Nordatlantisk Hus er et rigtig godt byggeri. Et byggeri der tydeligt viser, hvad der er muligt med dygtige arkitekter og et ønske om ikke at spare sig ihjel. Et forbillede for den videre udvikling af Byens Ø skrev Akademisk Arkitektforening - sådan skulle det, foreløbigt, desværre ikke gå.

Positivt: Mange funktioner blandet sammen skaber liv. Spændende, gennemtænkt og nytænkende arkitektur, der passer godt ind på Byens Ø. Flotte facader med stor dynamik og brug af forskellige materialer, især træ. De åbne stuefacader gør, at byggeriet taler godt sammen med omgivelserne. Flot terrasse i læ og eftermiddagssol.

Negativt: ...

Samlet karakter: 6 pile

10. Ungdomsboliger, Byens Ø - KPC/Kristiansdal

På en havn hvor man frygter, at det bliver mere trenden at rive ned end at genbruge solidt havneindustribyggeri, som kan fortælle historier om Odenses fortid, er her en sjælden undtagelse. For selvom det ikke er til at se, så er Kristiansdals ungdomsboliger på byens Ø faktisk en omdannelse af en gammel bygning. Lokalplanen ønskede et maritimt udtryk med bevaring af mursten og beton. Desværre er det lykkedes så dårligt, at det havde været bedre at starte forfra.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv.

Negativt: Ingen facadevariation, anonyme kedelige teglsten, dræbende gentagelse og et mislykket forsøg på genbrug af det tidligere pakhus.

Samlet karakter: 2 pile

11. Stenfiskerkajen - Civica/KPC/C.F. Møller

Civicas ungdomsboliger er svære at vurdere kvaliteten af. Det er nemt at se, at byggeriet er billigt, og det falder ind i kategorien hvid beton, som der er en markant overrepræsentation af på Odense Havn. Men særligt de to bygninger, der vender ud mod havnebadet, er overraskende dynamiske - dels med deres metalpladebeklædte udhæng og dels i form af en nedtrapning mod havnebadet, som giver eftermiddagssol til sommerbaderne. Det sidste byggeri, nærmest på billedet ovenfor, ligner til gengæld mere et kedeligt lufthavnshotel end et havnebyggeri.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv. Nuancer i facaderne og trappeformen mod havnebad trækker op. Fra de rigtige vinkler går byggeriet i fin dialog med Promenadebyen.

Negativt: Trapper eller ej - det redder ikke helt oplevelsen af et meget meget hvidt kolosbyggeri. Den voldsomme skala er ikke afpasset til hverken ophold på Stenfiskerkajen, eller til havnebadets genfortolkninger af klassiske havnepavillioner. De hævede parkeringskældre gør bevægelse rundt om bygningerne mere uvejsomt, og det foreløbigt meget mangelfulde udenomsareal inviterer heller ikke til længere ophold, end det tager at finde nøglerne i lommen.

Samlet karakter: 3 pile

12. Klosterbakken - arkitektgruppen/C.F. Møller

"Byens bedste grund" klæber til byggeriet på, hvad der engang husede Munke Mølles Klædefabrik på en ø i Odense Å. Desværre lever udførelsen ikke op til mulighederne på stedet. Det arkitektoniske formsprog er inspireret af klosterbyggerier og udgøres af en række rødstensmurede huse. C. Th. Sørensens fine gule mur adskiller stadig byggeriet fra Eventyrhaven. Byggeriets skala og form fungerer godt i samspil med de øvrige rødstensbyggerier på Klosterbakken og giver nogle fine kig fra visse vinkler. Men udførelsen og materialerne er langt fra gode nok, og det trækker markant ned.

Positivt: Velgennemtænkt byggeri med en form, der har øje for både Eventyrhaven og nabobyggerier.

Negativt: Byggeriets røde teglsten er helt uden farvespil og variation, og derfor bliver helhedsindtrykket meget massivt - særligt mod syd. Altaner og metalbeklædningen på murene ligner blankpolerede fremmedelementer fra det ydre rum. Murværket er flere steder dårligt udført og blev allerede repareret for fugtskader få måneder efter opførelsen. Selv de bogstaver der er valgt til navngivningen af byggeriet ser forfærdelige ud. Og så er der transformerstationen ved åen, som er blevet halvhjertet gemt væk. Desuden er det fuldstændige fravær af grønt i form af træer og planter på altanerne og tagterrasserne bemærkelsesværdigt slemt! Det kan dog reddes endnu.

Samlet karakter: 3 pile

13. Borgernes Hus - Odense Kommune/AI

Det her er en renovering, der deler vandene. Målet har været at skabe opmærksomhed, og det er lykkedes med en guldfarvet facade, der stråler om kap med eftermiddagssolen. For nogen er byggeriet endnu et søm i kisten for en desperat provinsby med mindreværdskomplekser. For andre er det en facade, der vil noget, og et byggeri der har befriende lidt fokus på, hvad andre tænker. Om det blev det borgernes hus, der var tanker om oprindeligt, og om guld - når det patinerer - ser godt ud, må vi vente og se.

Positivt: Markant og modigt forsøg på at ændre banegårdcenterets dræbende facade. Forsøg på at samle flere funktioner under samme tag (bibliotek, Center for Civilsamfund, Borgerservice og Frivilligcenter Odense). Intet forsøg på anonymitet.

Negativt: Udførelsen lever ikke helt op til visualiseringen - eksempelvis er altanerne forsvundet undervejs. Guld side om side med en ligbleg hotelnuance af gul, samt en mørkegul 90'ernuance er ikke en vinderkombination.

Samlet karakter: 3 pile

14. Hotel Odeon - Odense Sport & Event/KPC/arkitema

Lækkert og nordisk. Eksklusiv kvalitet. Luksus og helt nede på jorden. High-end uden at være snobbet. Det skorter ikke på pæne og fluffy ord om det kommende Hotel Odeon fra OS&E selv. Indtil videre ser byggeriet på Thomas B. Thriges Gade dog aldedes ordinært og anonymt ud og lever ikke op til visualiseringen fra præsentationen af byggeriet. Byggeriet er endnu ikke færdigt og kan derfor ikke vurderes endeligt.

Positivt: 234 hotelværelser i bymidten er en af de bedste måder at skabe byliv og aktivitet. Der bliver aktive stuefacader ud mod letbanen, som skal køre lige forbi her. Og byrummene på TBT-Gade bliver i højeste klasse.

Negativt: Der er valgt en kedelig rød teglsten uden spil og nuancer, som bliver endnu kedeligere af uinspirerende vinduesrammer i en meget massiv blok. Og her er en af de rigtig store uudnyttede muligheder for grønne facader.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 2 pile

15. carl nielsen kvarter - 5E Byg/årstiderne arkitekter

Boligbyggeriet fra 5E var muligvis den mindst spændende visualisering, da bygningerne på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade blev præsenteret. Men udførelsen ser ud til at blive blandt de allerbedste. Og selvom det ikke er et mesterklassebyggeri, så er det tydeligt at se, at der er arbejdet med detaljerne. Fra den lysegule teglsten med god variation til de fine spring i facaden, som visualiseret på billedet ovenfor.

Positivt: Smuk variation - både i teglstenen og niveauerne i facaden. En diskret og meningsfuld genfortolkning af både materiale, farve og den runde gavl fra naboen Fyns Grafiske Værksted. Butikslokale i stueetagen skaber liv, og byggeriets form binder Hans Jensens Stræde fint sammen på tværs af TBT-Gade. Forhåbentlig er der grønt på vej i plantekasserne langs med facaden.

Negativt: Vinduespartierne kunne godt være mere spændende. Nogle steder ser murværket ud til at være sjusket muret med fejl og fugtskader til følge.

Samlet karakter: 4,5 pile 

16. House of Fairytales - Odense Kommune/Kengo Kuma/Cornelius+Vöge/MASU Planning

Ok, indrømmet. Der er noget tid til det her byggeri står færdigt, og vi har det kun med for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at bygge med opfindsomhed, variation, kvalitet og god fortolkning af Odenses DNA (og må det tilføjes: Uden profitmaksimeringens snærende bånd). Det nye H.C. Andersens Hus, tegnet af en af verdens største arkitekter - Kengo Kuma - bliver et ikonbyggeri uden unødigt flash. Det mest internationale byggeri i byen, og måske samtidig det byggeri, der bedst formår at fortolke Odenses kvaliteter: Smukt, grønt og uprætentiøst.

Her er et byggeri, der binder historien sammen med fremtiden i både funktion og form. Her skal fortælles historier fra byens mest berømte forfatter formidlet af et af de mest moderne fortællekoncepter fra Nordirske Event Communications. Og i formen skabes et fremtidsbyggeri i bløde former gennem en genfortolkning af områdets bindingsværk. Og så bygges størstedelen af museet under jorden af to årsager: For at gøre plads til en genskabelse af Lotzes Have over den tidligere TBT Gade med grønt helt ned i den kommende parkeringskælderopgang, og så for at undgå at bryde radikalt med H.C. Andersen-kvarterets højde.

Hvis projektet ellers realiseres efter planen, bliver det byens fineste byggeri.

Positivt: En blanding af materialer og brug af træ. Smuk genfortolkning af områdets bindingsværk. Videreførelse af områdets højde og Odenses uprætentiøse og grønne DNA. Genskabelse af Lotzes Have som offentligt tilgængelig eventyrhave. Café ud mod letbanen. Grøn opgang fra parkeringskælderen... (vi kunne fortsætte).

Negativt: ...

Samlet karakter: (Foreløbigt) 6 pile

17. Byfællesskabet - Janus lylloff/praksis arkitekter

Bygningen til højre i billedet er en del af et moderne bofællesskab, som gymnasielæreren Janus (foran forskellige byggemastodonter) vandt retten til at bygge midt i byen til sig selv og sine medbeboere. Projektet er tegnet af prisbelønnede Praksis Arkitekter fra Svendborg og fungerer som overgang fra TBT-gades høje teglbyggerier til H.C. Andersen-kvarterets lave byhuse med pudsede facader.

Bygningen har et fint modernistisk formsprog, men det stiller store krav til den endelige udførelse, og her virker vinduesrammerne f.eks. lidt sjuskede, ligesom altanerne ud mod Rosenhaven kan risikere at give bygningen et lidt monotomt præg, hvis ikke de bliver grønne nok.

Byggeriet er ikke færdigt. Der er stadig grønt i vente, og en cykelsti der hvor billedet er taget, samt en nyanlagt Rosenhave på den anden side. Derfor kan det endnu ikke vurderes endeligt.

Positivt: Fin dialog mellem de større byggerier på TBT-gade og de pudsede byhuse i HCA-kvarteret. Spændende minimalistisk-modernistisk formsprog. Helt fantastisk med et bofællesskab midt i byen. Og flot med en offentlig tilgængelig lille park i baghaven.

Negativt: Vinduesrammer og altaner kan risikere at give byggeriet et lidt sjusket udtryk. Grønt på altaner og træer på tagterrasserne kan gøre forskellen.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

18. Dansk Bank - Danske Bank/kpc/Arkitema

Da Industripalæet uforståeligt nok måtte lade livet til 80'ernes fremskridtslyst, blev kompromiset, at der skulle sikres offentlig adgang til en kæmpe indendørs have i det nye finanscenterbyggeri. Desværre har Danske Bank aldrig haft lyst til at have folket rendende, og således var det de færreste, der vidste, at der lå en have derinde.

Nu er haven fældet og rødstensbygningen er ved at blive skiftet ud med en sort bygning, hvor alle Danske Banks lokale aktiviteter samles og som, i følge banken selv, skal signalere åbenhed og imødekommenhed. Og så er arkitekturen i øvrigt stort set en tro kopi af bankens to nybyggerier i Kolding og Århus. New Normal. Man kunne jo mene ironien var total, men selvom meget er slemt, så kunne det faktisk være værre. Byggeriet har en vis variation og kommer Eventyrhaven lidt i møde, også selvom man ikke fornemmer, at det faktisk er meningen man skal gå indenfor.

Positivt: Facaden er simpel, men rimelig varieret og de aktive stuefacader mod Eventyrhaven gør godt.

Negativt: Der er ingen dialog med områdets røde teglbyggerier, og ikke meget åbenhed i afskaffelsen af den offentligt tilgængelige have i bygningens indre.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile

 

hvad kunne være bedre?

Som karaktererne viser bliver der bygget både godt og skidt i Odense. Men vores overordnede konklusion er, at det ikke er godt nok, og at det kunne være så meget bedre - særligt på Odense Havn, hvor Havnens direktør, Carsten Aa selv har indrømmet, at meget af det byggeri, han har solgt til "bærer præg af, at der skulle tjenes lidt hurtige penge". Og selvom vi ved, at mange ting spiller ind i, hvilken kvalitet der kan bygges i, så vil vi alligevel gerne give nogle eksempler på, hvordan det kunne være, hvis bygherrer, arkitekter og kommunen strammede ballerne.

Vi mener Odenses mulighed er at finde sin egen vej, og undgå at begå de fejl man har lavet i Ørestaden og på Århus Havn. Men hvis vi ikke bygger videre på byens sjæl, så bliver Odense aldrig særlig.

 

Misforstået debat om beton

På det seneste har der kørt en debat i Fyens Stiftstidende, der handler om, hvorvidt "beton" er et flot eller grimt materiale. Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Hvorvidt beton er godt afhænger vel af, hvordan det bruges, og hvor det bygges. Lad os sammenligne nogle eksempler. Et fra Odense Havn og et japansk og engelsk eksempel. Det første kedeligt og uambitiøst, de andre med hver deres interessante udtryk og med variation i facaden:

 

Mere variation i materialer

I de 18 eksempler ovenfor råber vi igen og igen på variation. Et byggeri i Odense (Danmark) er i 95 ud af 100 tilfælde efter samme formel: En betonmur, og så evt. beklædning med tegl og uden nogen videre facadebearbejdning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Overalt i verden benyttes f.eks. stadigt mere træ, der er mere bæredygtigt, organisk og smukt. Der er en hel verden af materialer at bruge, og variationen skaber liv og kvalitet.

Mieczysław Karłowicz Philharmonic Hall, Szczecin, Polen

 

Brug af træ i byggeriet i Zaragoza, Spanien 

 

Variation i facaden, fremfor ekstra profit i lommen

Hver en krusning der føjes til en firkantet betonboks er på kort sigt en krone mindre i indtjening for en investor, der bygger og sælger hurtigt, og som er ligeglad med den by, han bygger i. Og penge skal der tjenes. Derfor er der ofte så lidt variation i facaderne. Men variation kan skabes på tonsvis af måder - ved brug af de rette materialer, ved at bruge tegl med spil i, ved at skabe spring i facaderne, osv.

Indenfor få år kan robotter måske forarbejde alle bygningsmateriale i de former, der ønskes. Hvad er det nu, Odense er skarp på? Nåh jo. Robotter! Og der er endda lokale robotfirmaer, der laver bygningsmaterialer! Måske vi har en løsning? Her er et eksempel på, hvad robotter allerede nu kan gøre:

Tegl-facade bygget af robotter, Shanghai Arts centre, Kina

 

Inden da kan vi nyde, hvad der i hvert fald kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage og varierer facaden på et byggeri:

Bibliotek i Barcelona

 

Lejlighedsbyggeri, Tehran, Iran

 

Kunne vi slippe for døde boligområder og få liv i stuen?

Kan I se en storby for jer, hvor den del af byen, hvor der ligger høje bygninger alene udgøres af boliger? Nej, vel? Når boliger blandes med arbejdspladser, kulturfunktioner, butikker, restauranter og meget andet, så skaber man en spændende by, hvor der er liv på alle tider af døgnet. Særligt i stueetagerne er det vigtigt, at der er noget interessant at kigge på - det skaber liv på gaden, og gør det mere interessant at opholde sig der.

Derfor er det vigtigt, at alt nybyggeri rundt omkring bymidten ikke bare bliver boliger, selvom boliger lige nu er det, man kan tjene flest penge på.

 

Hvor er det grønne?

I dag er der alle muligheder for at anvende naturen i udformningen af nyt byggeri. Grønne facader, grønne tage, grønne tagterrasser og altaner, plantebede, byhaver, træer. Men selvom der ikke er noget mere odenseansk end de grønne træk i byen, så er det desværre meget sjældent, at det grønne anvendes i nybyggeri. Og når det sker, er det som regel et tyndt grønt tag ingen kan se. Det er ikke alt, der kan gro i Danmark, men meget kan lade sig gøre.

Alt grønt kan i den rette udformning gøre et byggeri helt genialt, og så kan det jo rette op på dårlig arkitektur. Der er en grund til, at planten hedder arkitektens trøst. Skal grønt virkelig altid spares væk?

En af verdens mest berømte grønne facader - Le Musée du Quai Branly, Paris, Frankrig

 

Ligeså berømte Bosco Verticale, Milano, Italien

 

Omdan fremfor at rive ned - og skab en by med historie

Odense var i lang tid Danmarks næststørste industriby, og det har efterladt en enorm arv fra den tid rundt omkring bymidten. Efter de traditionelle industriarbejdspladser er forsvundet bliver alle de områder omdannet i rekordfart: Havnen, Østerbro, Vesterbro. Desværre sker det ofte, uden at man genbruger de bygningsværker, der har kvalitet. På den måde kan man udslette et helt områdes historie på ganske kort tid.

På havnen er der allerede forsvundet en del historie. En kran forsvandt over natten, betonsiloerne, som Aalborg Portland fraflytter ser ud til at forsvinde. Og rygterne taler om, at Odense Havn er ivrige for at nedrive det fantastiske bygningsmiljø på Siloøen. Men måske er Siloøen den sidste mulighed for at give plads til et kreativt miljø på havnen, som ellers er i fare for at blive et stort set rent boligområde. Sådan her genbruges industribyggeri andre steder i verden:

Genbrug af silobyggeri, Zetz Museum of Contemporary Art, Cape Town, Sydafrika 

 

Fra sukkermølle til hotel, Guilin, Kina

 

En lokal arkitektuddannelse og dygtige arkitektvirksomheder

En del af forklaringen på udfordringen med manglende kvalitet i byggeriet er nok, at Odense, modsat de tre andre storbyer i Danmark ikke huser nogle uddannelser, der på en eller anden vis beskæftiger sig med arkitektur. Det betyder, at der ikke er noget debatmiljø, og at der stort set ikke er nogle nystartede, innovative arkitektvirksomheder i byen. Det er der al mulig grund til at lave om på.

Deltag i debatten!

Det sidste bud må være en opfordring til alle om at deltage i debatten. Gang på gang får bygherrer lov til at kalde de allermest skrabede byggerier for højkvalitet, uden at nogen modsiger dem. Måske synes de det selv, men så er der al mulig grund til at hjælpe dem på vej.

Hvis byens byggede miljø skal blive bedre, kræver det, at odenseanerne stiller krav!

Sådan gjorde vi:

-Vi har udvalgt 18 byggerier, der repræsenterer både gode og mindre gode byggerier i eller tæt ved bymidten. De er ikke repræsentative for alle nye byggerier i byen, men giver et godt billede. Mangler vi nogle vigtige, så send os et billede eller post det på vores facebookside og kom med din vurdering.
- Vi har vurderet de arealer, der er offentligt tilgængelige eller synlige fra gaden. Karakterskalaen går fra 1 (dårligst muligt) til 6 (bedst muligt)
- Da det kan være svært at sammenligne visualiseringer og ufærdige byggerier med færdige byggerier, er der taget forbehold for ufærdige byggerier. Ofte snyder visualiseringer, fordi de er pyntede, eller fordi der spares undervejs.



Luk


This Is Odense