DA FORÅRET KOM (THE ROAD GOES TO GOD KNOWS WHERE)

DA FORÅRET KOM (THE ROAD GOES TO GOD KNOWS WHERE)
Essay | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 1. marts 2016

Festen er forbi. Det er dagen derpå. Det er dommedag nu. Det er Ole Jastrau, der betragter sit gustengule fjæs i spejlet på væggen der og citerer Pilatus’ ord til den tornekronede: ”Ecce Homo!” Se, hvilket menneske! Det er Alex Chilton, der vågner op fra rusen til synet af en død forælder: ”You’re a wasted face/ You’re a sad eyed lie/ You’re a Holocaust”. Det er helt-ind-til-benet med “I Got Nothin’” af Iggy: ”Out of the cradle – straight into the HOLE”. Det er den anden isvinter i træk, og denne synes endeløs. Du er på ruinens rand, ja på afgrundens rand. Du er kort sagt på Nyborgvej.

Vi skal nogle år tilbage.

Den evige Terp og jeg er på ”Restaurant” Østerport. Han bliver straks budt op til dans af en af en madame, der kalder sig Tina Turner. Ellers står luften og tiden stille. Jeg går til baren, hvor jeg nøje udvælger mig pladsen ved siden af det åbenbart mest normale individ i dette vokskabinet. Den helt forstenede bartender har intet navn. Jeg erfarer, han engang i tidernes morgen er kommet ud i noget snavs med dope og siden har holdt lav profil. Umiddelbart efter kommer en stamkunde tililende og hvisker mig advarende i øret, at kvinden, jeg taler med, er skingrende skør!

Fakta har det allerstørste udvalg af kartofler på glas i hele byen, oplyste my dear landlord mig. Hos marskandiseren har jeg aldrig fundet noget, jeg kunne bruge, altså bortset fra Mark Twains sære, apokalyptiske roman ”En yankee ved kong Arthurs hof”. Shawarma-snasken skulle selv sønnike ikke nyde godt af. Da børnenes mor kom anstigende med en kaput støvsuger til ”Nalle”, fik hun at vide, det var billigere at købe en ny et andet sted. Der er en kombi af et møntvaskeri og et solarium. Fra "kilometerhusenes" asbestfælder til Aldi-butikkens østtyske tristesse. Nyborgvej er bare et HUL – eller hur?

Og du filosoferer over kvarterets navn: Korsløkke. ”Den Korsfæstede” og ”Dionysos” signerede Nietzsche, forfatteren til ”Ecce Homo”, sig på sammenbruddets rand. Med løkken om halsen?! Og dog voksede Claus Deleuran, en af Danmarkshistoriens sjoveste mænd, op her. Ja, vejen har huset utallige generationer, der siden middelalderen har kunnet se domkirken knejse i det fjerne. Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og ved din side går dit søde barn. Og solen varmer trods lidt alt fra den nådesløse marts-himmel. Og lige om hjørnet venter den nye kæreste. Du er kort sagt på Nyborgvej.



Luk


This Is Odense