En kærlighedserklæring til 100 meter gade

En kærlighedserklæring til 100 meter gade
Essay | Skrevet af: Bo Jessen | 31. oktober 2018

Jeg har efterhånden stået der mange gange, på min vej hjem. Et sted, der ellers har været fremmed, måske nærmest fjendtligt, land gennem en hel odenseansk opvækst i den anden ende af Odense. Et sted, der var uden for min forståelsessfære - en port til en hel anden verden befolket af overlæger, OB-koryfæer og andre skikkelser, jeg dårligt vidste fandtes.

På hjørnet af Hunderupvej og Læssøegade - under det enorme egetræ, der - bemærker jeg hver gang - ganske sirligt vrider, vender og drejer enhver Odenseklinke, der er anbragt over de kæmpemæssige rødder. En slags langsom brydekamp mellem civilisation og natur, hvor naturen, hver gang brolæggerne kigger den anden vej, beslutter sig for at dreje endnu en sten, for at se om de nu også denne gang vender tilbage for at strø grus. Strø grus og rette til.

Der har jeg stået igen og igen - ventende på grønt ved fodgængerfeltet. Der er aldrig så lang tid, at tankerne kan løsrive sig fra mine sanser, men der er lige lang tid nok til, at sansningen bliver andet end firskårne konstateringer. En bunden drømmeverden.

Jeg ser opad Hunderupvej. Det er fandeme et godt rum. Det tænker jeg hver gang. Et rum for mennesker.

Hvis det er en varm aften - uanset ugedag - er vinduerne til Carlsens let på klem. Ofte hjulpet på vej af en sko eller en trøje, i stedet for en traditionel hasp. Som om det ligesom skulle omgå det faktum, at de nærmeste naboer kan høre alt, hvad der bliver sagt, råbt eller grint. Vinduerne perler af damp, og et blødt lys former fortovet og de hundredevis af cykler, der har bragt aftenkåde ølkendere på værtshus. På dørtrinnet, der vender mod byen, står ofte et par mænd og ryger eller venner, der venter på nye cyklende, som ankommer fra et af de andre verdenshjørner. Arme kastes i vejret, krammere spærrer fortovet, smil tager imod.

Når jeg står og venter, er der også lige tid til at blive irriteret. Over Barfoeds grimme forzinkede vimpellogoer, der - helt urimeligt - har approprieret byrummet og historien svajende over de to markante hjørnebygninger på Hunderupvej og Læssøegade.

Så bliver der grønt, og jeg går op ad Hunderupvej. Kigger på gadens tag, hvor uægte akacier eller robinier - det tror jeg i hvert fald, det er, tårner op. Træer, der grønner sent og smider bladene tidligt, men som uanset årstiden har en skulpturel krone, der giver byrummet et tag og et endnu mere menneskeligt ansigt. Når jeg går der i forsommeren, overmandes jeg af en sødlig og svagt parfumeret duft fra træets kæmpe klaser af hvide ærteplanteagtige blomster. En duft, der er endnu mere i min bevidsthed, fordi jeg ved, den varer så kort tid. Så bæres blomsterne væk i vinden og ned på gaden. Her anlægger de et fint hvidt baltæppe, der iscenesætter gadens dans, hvor forbipasserendes historier flettes kortvarigt sammen. Det minder mig om Jane Jacobs fine billede på den gode bys gader, hvor mennesker møder hinanden i en ukoordineret og improviseret ballet:

"This order is all composed of movement and change, and although it is life, not art, we may fancifully call it the art form of the city and liken it to the dance — not to a simple-minded precision dance with everyone kicking up at the same time, twirling in unison and bowing off en masse, but to an intricate ballet in which the individual dancers and ensembles all have distinctive parts which miraculously reinforce each other and compose an orderly whole. The ballet of the good city sidewalk never repeats itself from place to place, and in any once place is always replete with new improvisations."

Jeg går forbi Carlsens og rammer Hunderupvejs krumning. På højre side er fortovet bredt og bygningerne formet af hverdagens behov - simple, men relativt fine, med høje kældervinduer, som fortæller historier. De fleste lejeboliger. På venstre side de majestætiske, pyntede karrébyggerier - begge sider i lavmælt samtale om røde tegl. Vellykket integration uden assimilering.

Jeg tænker på fortidens Hunderupvej. På dengang, hvor sporvognen bragte weekendglade odenseanere op ad gaden og til Hunderup Skov. Dengang, hvor forhaver indtog en del af det nu brede fortov.

Og det minder mig om, at de høje kældervinduer er på højre side, fordi det var her, den larmende og lugtende handel foregik, kun til gene for de ikke-velhavende overboere. Som J. P. Jensens Kødudsalg, Viktualier og Kødvarefabrik på Hunderupvej 23, hvor der senere skulle komme til at ligge en Cameraforretning. Eller den lille købmandsbutik i nummer 29, der solgte mælk fra Sanderum Mejeri. Dengang, hvor hverdagen var gaden og gaden var hverdagen.

Venstre side af gaden var friholdt for den slags, fordi den var befolket af overklassen (sådan er det nok stadig). Den venstre side af gaden, hvor hver eneste bygning stadig rammer en nærmest symfonisk balance mellem særlige, smukke udskæringer på hver bygning og arkitektonisk helhedstænkning i rækken af byggerier. Noblesse Oblige. Gamle penge, der ikke glemmer sit ansvar for den by, de er formet af. Som Anton Rosens fredede byggeri fra 1902 på Hunderupvej 34 i tegl, sandsten og cementsten. Måske lidt for pyntet, tænker jeg. Men dog med en kobbervimpel, hvor der endnu står 1902 i stedet for Barfoed.

Og på altanen der øverst oppe sidder der indimellem et par unge drenge i arbejdstøj, som drikker en bajer og snakker om piger, forestiller jeg mig. De hører sgu da ikke til der på venstre side, har jeg tit tænkt og spekulerer på, om de mon bor der, og om de ved, at de sidder på en altan, der er tegnet af en af Danmarks fineste arkitekter. Og så igen, det er egentlig en bevægende tanke, tænker jeg.

Jeg slår blikket tilbage på højre side. Måske er historien ikke så langt væk, eller også går den i ring. I kælderen hos nummer 29 har nogle af beboerne åbnet en lille butik, hvor de sælger egen kunst og sliber dine knive på specielle, finkornede slibesten og læderremme. De har også sat et lille bord og et par stole ud på gaden, hvor de sidder, når solen står i formiddag - hvor de bliver en del af gadens dans. De forstår i grunden ikke, hvorfor så mange sidder i deres baggård, har de sagt til mig - og de har helt ret. Her på gaden er der både plads til at være sig selv og blive en del af andre samtidig.

100 meter gade hvor folks mødes, en balsal med grønt tag for folk til fods, en portal mellem to verdener. 100 meter gade, der fortæller historier om fortidens hverdag - og måske om fremtidens? Måske er denne lille stump gade et minde om en mulig fremtid for andre gader i Odense, hvor man både kan bo, være, handle, mødes og drikke en tår på en varm sommeraften. Hvor høj og lav bor side om side. En gade, hvor livet leves i byrum, der er bygget til mennesker?

Så skal jeg ikke længere. Her er jeg hjemme. Også selvom jeg stadig siger til folk, at jeg bor ved Carlsens - og ikke på Hunderupvej.



Luk

Universitetet ved verdens ende

Universitetet ved verdens ende
Essay | Skrevet af: Jens Krog | 13. december 2017

Vi skal ud på en rejse. Ikke en spirituel rejse ind i os selv og heller ikke en rejse til et fjernt eksotisk land. Vi skal rejse til enden af byen og ud til Syddansk Universitets betoncampus på Campusvej 55, hvor over 20.000 studerende har deres daglige gang.

Ruten fra bymidte til fredagsbar danner et nærmest perfekt tværsnit af Odense. På godt og ondt. Turen, vi skal på, er ikke udvalgt til fortællingen. Det er bare den, jeg cykler hver dag.

Professor Labri

Vores rejse starter i Albanikvarteret lige syd for åen, hvor jeg har boet på forskellige adresser siden 2009. Lange nydelige grusanlagte gader med gamle arbejderhuse, som er piftet op i pastelfarver, leder op til Professor Labri, eller som det hed før i tiden: Bunkeren. Her er virkeligt hyggeligt. Manden, som stikker sit hoved med den høje hat samt stok- og cigarførende hænder op af betonbunkeren, er blevet beklædt med en sort, børnesikret, blød habit og tilhørende butterfly.

Gøglerens egne citater pryder den gule børnebarriere, som omkranser legepladsen, som kvarterets unge forældre om sommeren valfarter til i weekenderne, eller når der er mødreklub. Vi forlader Skt. Knuds Gade-kvarterets åndehul og sætter kursen op ad Fredensgade.

bautaport

Bautaport

Hjallelsevej er hårdt trafikeret, men når man slipper over, kan man nyde det store kunstværk på Odense Friskoles sydmur, som jeg altid troede var en sædcelle, men som viser sig at bære navnet “Bautaport”. Det virker passende, for vi skal nemlig forlade byens trafik og begive os ud i ligusterjunglen. Skjold Burnes vinhandel og blomsterhandleren ved siden af er sidste mulighed for forkælende detailhandel på vej fra at have hentet ungerne på friskolen, da hovedparten af butikslokalerne ud mod ringvejen kun sælger takeaway. Vi stryger imellem friskolen og vinhandleren og kører om kap med de børn, som har idræt på de beskyttede villaveje.

Udover en kolonihave og en enkelt boligblok er der ikke synligt opbrud i parcelhusplanen langs vores lidt alternative rute imod universitetet. Husene ser lidt billigere ud, men de er store og solide, og her bor vist mest kernefamilier. Første nævneværdige undtagelse er samtidig noget, som minder os om, hvor vi er på vej hen; 4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej.

4. maj

4.maj Kollegiet

Det røde murstenkompleks minder mig om mine bedsteforældres blok i Bolbro, men bag murene finder man hverken børneværelser eller dagligstuer. Derimod en bastion af ungdom midt i den indre forstadsidyl. Jeg kan huske, at jeg fantaserede om at flytte herind, da jeg startede på studiet, fordi det var et af de kollegier, som lå tættest på byen. Desværre var der ingen af mine forfædre, der havde forsøgt at ofre livet i kampen mod tyskerne, sådan at jeg kunne have ansøgt. Da jeg spillede i det legendariske festorkester Rubber Boat Party, brugte vi kollegiets bar som øvelokale. Vild ungdom.

havebæk

 Havebæk Plejecenter

Muligheden er dog endnu åben for, at jeg bliver indlogeret hos naboen. Kollegiet ligger nemlig dør om dør med Havebæk Plejecenter, hvor kommunens hvide elbiler holder parkeret på linje. Når vejret er til det, sidder der ofte et par beboere på deres rollator eller i kørestol foran centeret og kigger på de forbipasserende eller ned ad parkstien på den anden side af vejen. Hvis jeg har lidt ondt af mig selv om morgenen, når jeg cykler afsted med min absolut velfungerende førlighed, får jeg altid ret dårlig samvittighed, når jeg kører forbi og ser en, som ville have byttet med mig på et splitsekund. Så tager jeg mig sammen og svinger til venstre ad Hjortebjergvej, sætter cyklen et gear op og giver pedalerne et ekstra tryk.

fahrradbahn

Fahrradbahn

Forstadfornemmelsen kommer på sit højeste på Hjortebjergvej, hvor hver eneste grund er kronet af en rektangulær villa. Alligevel kan jeg virkelig godt lide at cykle på den. Det føles som en autobahn for cykler, fordi vejen er bred og jævn, selvom den ikke er plaget af bilister på samme måde som alternativerne Rødegårdsvej og Munkebjergvej. Jeg tager altid mig selv i at cykle helt enormt hurtigt  her - både ud og hjem. Det er nok hovedårsagen til, at vi ikke følger den gængse vej ud af centrum.

I hvert fald ikke før vi rammer den enorme rundkørsel ved Ejerslykkeskolen, hvorfra vi pukler os op ad bakken mod rutens først lyskryds sammen med resten af rytterfeltet. I gamle dage var det enormt vigtigt at holde øje med lyskrydset fra man kunne se det. Det grønne “vindue” var nemlig ret kort, og man nemt kunne spilde mange kræfter, hvis man lige troede, at man kunne nå det. Det kunne man ikke.

red on ring

Rødt ved ringvejen

Mens vi står og får pusten for rødt, opdager vi, at landskabet med ét er ændret totalt. På den anden side af ringvejens fire vejbaner venter Odenses helt eget strip mall. Jeg har ikke nogen tal på det, men jeg forestiller mig at 90% af Odenses detailhandel foregår i komplekset til venstre for os, hvor rækker af forskellige forretningskæder danner en beton- og neonallé op til Rosengårdscentret.

Hvis det ikke var for de mange studerende på cykelstien, var der ikke meget, der tydede på, at vi var på vej til byens intellektuelle centrum. Det skulle måske lige være det tårn, der kan synes bag træerne for enden af vejen, og som en eller anden årsag får mig til at tænke på Ringenes Herre, men det kommer vi tilbage til.

twist

Oliver Twist

Mens vi ræser igennem industrien på den brede cykelsti i den friske morgenluft, rammes vi pludselig af en spøjs duft af lakrids. Da vi ser os omkring efter kilden, får vi øje på, hvad der ligner et glimt ind i fortiden. Til venstre for os ligger en lille fabrik, som fremstiller Oliver Twist Tobakpastiller. Måske er det den søde lugt af lakrids. Måske er det det uskyldigt udseende lyseblå retrografikskilt, der hænger over fabrikken. Eller måske er det den lille lystavle, som servicerer med information om klokkeslet og temperatur. I hvert fald vækker denne lille gren af tobaksindustrien monstrøse slyngplante væsentligt større sympati end BabySam- betonkolossen bag os. Produktet er helt vidunderligt specifikt.

nær butikken

Nær Butikken

Idet vi krydser den næste vej og forlader industribæltet, opstår der momentant anarki. De næste par hundrede meter er det eneste sted imellem universitetet og banegårdscenteret, hvor der ikke er anlagt cykelsti, og det jagende cykelfelt spreder sig ud til vejens fulde bredde, indtil de nye førerpositioner er fastlagt.

Det går så stærkt her, at man næsten ikke opdager, at tilværelsen på højre side af vejen er paradoksalt fastfrosset. Området med de gule boligblokke ser ikke ud til at have ændret sig nævneværdigt de sidste 20-30 år, og det lokale butikcenter er grundet konkurrencen fra det førnævnte strip mall reduceret til “Nær Butikken” med spillehal og cash point og frisør “Salon M&M” med prismærkningen “Dame: 0,- Herre: 100,- Børn: 0,-”.

Vi ræser hurtigt ned ad bakken for enden af vejen, igennem træerne og ind på cykelstien, inden vi svinger til venstre op til lyskrydset ved Niels Bohrs Allé. Selve universitetet er stadig ude af syne, men herfra kan vi skue udover markerne foran skoven foran campus, hvor det ene fyrtårnsprojekt efter det andet tager form. Til trods for at Vidensbybygningen er imponerende stor, overskygges den bogstaveligt talt af det mytiske tårn som knejser ved siden af.

isengard

Isengard

Campuskollegiet er 14 etager højt, og hvis lysreklamen på tårnet i centrum er Saurons øje, så er det her Isengard: Det vidner om en enorm kapacitet og vilje til at satse, men jeg ved ikke helt, hvad det er, det vil. Det er under alle omstændigheder imponerende, selvom det replikerer den betonstil, som præger resten af campus.

For mange menneskers vedkommende kan man næsten trille på frihjul herfra indtil hovedindgangen, inden man lader rustmonsteret sluge én. Vi cykler dog ned i den allerbagerste ende af universitetet. Ikke i trods, men fordi det er her, jeg arbejder, og når cyklen står under halvtaget, kan vi snige os forbi jernskulpturerne og ind af den lidt mere mondæne indgang D.

Indgang D

 



Luk

Odense for sejlere?

Odense for sejlere?
Essay | Skrevet af: Mira Erik | 25. oktober 2017

Jeg troede Odense var noget bras, hvad angår sejlads. Men så blev jeg klogere. 

Jeg er vokset op på det sydfynske vand, mellem små grønne øer med strande vi gik i land på. Aldrig om jeg skulle have mit skib lagt ind i Odense havn, med et langt, kedeligt, kunstigt anlagt indsejlingsløb. 

Men turen er sport. Den er noget helt andet, men den er intet mindre. Den er sjovt svær at sejle fordi sejlrenden er så smal som et bukseben, og man går på grund lige på bagsiden af bøjen. Her er ingen margen. I modvind for sejl er det små, stramme, konstante kryds.

 

Det er en sport at sejle bøjerne så tæt, at man kan sætte tyggegummi af på dem.

Søkort. Gabet yderst (øverst) og den uddybede sejlrende ind til værftet og den uddybede sejlrende fra værftet ind til kanalen. Kanalen ligger uden for billedet her, i venstre side. 

Men inden vi begi'r os derind ad, så skal der sejles og tisses og svømmes:

Med ryggen til Fyns Hoved: Fyns nordligste punkt som med sin placering skiller Kattegat og Storebælt.

Der tisses

Lige syd for Fyns Hoved, altså lige når man har rundet spidsen, der ligger Korshavn, en virkelig fed naturhavn. Hvis man ikke vil i havn, kan man ligge for svaj ude i ingenting:

For svaj for natten

Hygge (og bevidstløs søvn) i køjerne i stævnen

Og så derind ad! Hård vind fra øst. Forsejlet er bjærget, for der er rigeligt med smæk på. Vanterne, der er fæstnet i dækket, står under vand. 

Gabet er den lille, snævre åbning man sejler ind gennem ude fra havet og ind i Odense Fjord. Det er som en tragt, med det brede hav, der maser sig ind mod det smalle gab, og derfor er bølgerne næsten altid vilde her. Det er actionvand.

Hvis man er heldig er der nogle af de store skibe, der skal ind til værftet, og så kan ligge og sejle langs med dem. Giganterne. 

Og så er man der. I Gabet - her på en stille dag - helt tæt på det helt flade vand, med Enebærodde på sin styrbord side. Fyret er 14 meter højt og opført i 1869 og det har familiemedlemmer på alle Danmarks spidser. De er fede. Når man runder hjørnet her skimter man for første gang værftet i horisonten.

Fyret ved Gabet

Værftet i horisonten

De erfarne og stedkendte lystsejlere skrår ind over det flade vand på Hvide-Grund her, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg sejler uden gps, kun på søkort, og har kun været ind og ud ad løbet et par gange. Vi sejler bøjerne og morer os over skarverne, der skuler og glor, inden de letter, når vi kommer.  

Sejlads er langsom suspense. Man kan se langt - der er tilsvarende langt derhen.

Herinde er alt stilnet af. Kun kranerne larmer. De løfter deres metalskrot. Vi sejler så tæt at vi kan røre. 

Lindøværftet. Det er så wauw. 

Gennem det meste af det 20. århundrede hørte Lindøværftet til blandt de absolutte sværvægtere i fynsk industri, både med hensyn til omsætning og antal beskæftigede medarbejdere. På sit højdepunkt, i 1974, var der 6105 ansatte. Værftet var definerende for hele Nordfyn.  

Det er de helt store damer, der er blevet bygget på Lindøværftet. Her er det Emma Mærsk, der runder Enebærodde på vej ud af Gabet efter en reparation. Ved sin søsætning i 2006 var hun verdens største containerskib. 

Af hensyn til de store tankere er sejlrenden fra Gabet og hertil gravet ud i 11 meters dybde. Herfra og videre ind mod kanalen er den 7,5 meter og herfra bliver den også endnu smallere. Det er nu der går tyggegummi i den. 

Vi lægger Lindø bag os

Der er nogle, der sover fra det hele. 

Når sejlrenden krummer igen, dukker skorstene på kraftvarmeværket  op i horisonten.

De yderste klatter af naturreservatet før Stige Ø kommer til syne. Det er lækkert at stå i stævnen og stirre. 

Så rammer vi kanalen. Kanalen blev gravet kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre. Det tog to hundrede kanalarbejderne otte års arbejde at grave den 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en kæmpe betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet. Førhen havde man læsset varer og gods af ude i Skibhusene og pakket det om på mindre pramme, som så fragtede det videre ind til Odense. Besværligt og omstændeligt.

Der er godt tre meter dybt i den kunstige kanal.  

Odense kanal. Max 6 knob.

Uanset hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var, da man lå ude på den anden side af Gabet, så er man nu i læ af de store bakker på hver side af løbet. Man smider støvlerne og huen og det vindtætte og det uldede, og det sidste stykke vand sejler man i bikini på en varm og blid brise. 

Det karakteristiske og sirlige stengærde er ledsager det sidste stykke vej ind. Vi kigger på heste og cyklister på den ene og den anden side.

Vi nærmer os havn og der skal bindes fendere på og gøres fortøjninger klar og træffes beslutninger om havnemanøvren, som altid - uden motor - involverer så meget adrenalin og koncentration, at jeg ikke får taget nogle billeder af landgangen. Men hva' fa'en, ... det handler jo heller ikke om at have fast grund under fødderne. 

Alle fotos er skribentens egne, undtaget luftfotoet.  



Luk

Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My Rasmussen | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Luk

Til kamp for flere trivselspladser!

Til kamp for flere trivselspladser!
Longread | Skrevet af: My Rasmussen | 10. maj 2017

Man har brug for ikke at blive gloet på hele tiden, når man er barn.
Og man har ikke brug for at indtage kaffe hele tiden og få flad numse, når man er voksen

Før jeg fandt ud af, at den var dødssyg, var den en fest – den Odenseforstad, hvor intet skete, men hvor frugttræerne groede og brombærkrattene rev, og ens mor lod som om hun ikke holdt øje, når man forsvandt ned i skoven på jagt efter gemmesteder og halede snegle med hjem i haven og mistede sine gummistøvler til søens mosede bred.

Mine unger vokser op i Odense C. På legepladser med blødt underlag – overvåget af koffeinholdige voksne, der med korte intervaller hopper op og råber ”pas på!”

I sidste uge forvildede jeg mig ind på byggelegepladsen Kolle 37 i Berlin fra en bagindgang og vidste derfor ikke, hvad jeg havde fundet præcis. Men jeg brugte to salige timer her med øjne på stilke og begejstrede udråb. Som Snøvsens ven, katten i sækken, der befriet fra sæk begejstres over alle de syn, der møder den: nej men SE DOG!

Her er en flåde af en europalle-gynge spændt op i et træ. Her er klatrevæg på en baggrund af ikke-kommunal grafitti. Her er bålplads og byggeværksted og værktøj til rådighed. Her er væltetruede mosaik-bed med spiselige urter. Her er en virkelig stor kanin og en håndfuld marsvin, og her er søm, man kan komme til at træde på.

Her er bivuakker. Her er udendørs stenovn og rigeligt med brænde. Her er planter, som har fundet en bar plet at slå sig ned på og strutter mod himlen. En grøn oase i en stor storby. Her er adgang til køkken og mulighed for at søle sig til i vand. Her er et klubhus, som om aftenen bliver brugt til kulturarrangementer. Genialt! Der har du dit lokale beboerhus og løsning på ikke-restaurationsbetinget liv i bymidten!

Det er et sted til børn med håndværker-spejder-besætter-attituder. Alle frisatte børn, altså. Et sted, hvor kravet om Sikkerhed Over Alt ikke trumfer tilliden til børnenes formåen, og hvor man tror på, at børn i vat er beskyttede (og bløde), men triste børn.

Det er også et sted for de voksne. Det er balsam, jo. At sidde i en storby og nyde noget ufriseret natur og kunne flække noget sammen. At være i nogle rammer, der minder én om, at der er meget, der er vigtigt i livet, og at det ikke er det, vi bruger det meste af vores tid på. Hvor godt ting, som er lavet over bål, smager. At man også kan være voksen på mange forskellige måder og være en succes. At lykken ikke for alle er 2 x 37 timers job, deli-mad og puder fra Hay. Den kan også være deltid og fælleskøkken og ladcykel. Det er vigtigt med sådan nogle – skal man virkelig sige skæve – steder, som modpol til det angstfyldte præstationspres, der siver ind overalt.

Nogle gange har man brug for at være i fred og for at have lov til at lave noget – konstruere noget med sine hænder. Mødre og fædre har brug for at give slip på deres børn, så børnene finder ud af, at de kan så meget. Mærker kroppens grænser. Slår sig. Ikke dør. Lærer at gå på ting, uden EU-typegodkendt skridsikkert gummiunderlag.

En storby giver plads til forskellighed. Til det uens. En klog storby (og dens folk på toppen af beslutningsprocesserne) ved, at der gror fine ting, hvis der er lommer, ting kan gro i. Der er stadig et stort ubeplantet og ubebygget stykke i Odense C. Det kan nås endnu. Jeg stiller gerne op som idéudvikler, projektkoordinator og daglig bestyrer af pladsen. Så mangler vi bare en pædagog, en håndværker eller to, en røvfuld genbrugsbyggematerialer og nogle blandede blomsterfrø, som skal kastes op i vinden, så er vi så godt som i mål.

Er der nogle kroner i kassen, Odense? Vi vil kun koste et lille hjørne af en Odeon endevæg. Lover.



Luk


This Is Odense