Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition

Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition
Longread | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 31. december 2017

Da kommunal-regionsvalget var overstået, tænkte vi nok alle sammen, at det sværeste valg i lange tider var truffet. Men sådan er det ikke. Som altid starter vi et nyt år ud med at skulle træffe den kritiske beslutning om, hvad årets første måltid skal være. Og det måltid skal helst kurere de dårlige minder fra aftenen før, som man som oftest ikke engang kan huske, når man modvilligt slår øjnene op et ukendt sted med dårlig smag i munden og diverse konfetti- og kransekagestykker i parykken.

Vi ved alle sammen, at de fleste leveringssteder først åbner omkring klokken 16, og eftersom mange af os åbner vores livløse øjne et par timer før, så er det væsentligt med en guide. En guide, der kan understøtte de slingrende, stålsatte, blåmærkede undskyldninger af stylter, der skal føre dig mere eller mindre sikkert til et madsted, der er det værd. En guide, der tager højde for, om du har købt en hest i din brandert (true story) og derfor ikke har mere end 20 kroner. En guide, der arbejder i friturens tegn, men også har forståelse for halloumiostens vidunder. Godt nytår, og without further ado:

PS: Jeg holder nytår på Østergade, og skal på en magisk måde bevæge mig hjem til Søndergade dagen efter. Derfor er guiden rettet i mod bymidten. Hvis byens bedste burger og/eller butterchicken no. 1 skulle være i Hjallese, så send skud ud! Det kan også sagtens være på vejen til Hjallese, En Skildring fra Alfarvej, om man vil (som også er to fremragende romaner fra Pontoppidan; Den gamle Adam og Højsang, i. e.). Jeg prøvesmager den nok ikke i morgen, men vi deler det gode med hinanden, ikke?

 

EMILS HOTHOUSE

Vestergade 89, åbner: jeg har aldrig oplevet dem lukket, hjemmeside her

Odense har nogle særlige varemærker, som vi alle sammen kender og desværre til tider underkender. Emils er en af dem. Som Søndergadebeboer i over tre år har ham der Emil med det varme hus været den ven, jeg altid har kunne regne med. Den franske hotdog til 12 kroner er efterhånden (i al fald i mine kredse) en evergreen, men det er deres pommes frites til en tyver, der er den egentlige stjerne. Du får pommes, der smager, som de skal: ingenlunde af kartoffel og usandsynlig meget af fedt og salt. Det er rigeligt fantastisk og skal nok kunne give samtlige af de nye beboere i dit hoved, der mener at de skal bygge en parkeringskælder med letbane ovenpå, et par blodpropper, så du kan få lidt ro.

MOLOTOV

https://www.facebook.com/molotovodense/

Gråbrødre Plads 4, ST, TV, åbent fra 14 - 21, hjemmeside her (facebooken informerer mere)

Molotov smager godt. Molotov er simpelt. Molotov er billigt. Og nu har jeg lavet en triade, så den littære del i en tømmermændsmadguide også er on point. Men altså…. Der er ikke så meget pis med Molotov. Fritterne er gode – tænk Sunset Boulevards, bare bedre med et tydeligt hint af kartoffel og lækre krydderier. Og så er der én mayo. Og den er god. Smager, som mor piskede den. Burgeren er klassisk med gode råvarer, der smager, som de skal. Du kan få en menu med sodavand, burger og pommes til 120 kroner. Som er billigt.  Det er god grease med hint af kartoffel. Og hvis det hele er ægte slemmo, kan man fandmer også få milkshakes. Jeg har ikke selv smagt mælke-underet, men is kan vel kurere det meste??

BURGER ANARCHY

https://www.facebook.com/burgeranarchyodense/

Gravene 2A, åbner fra kl. 14, hjemmeside her

Burger Anarchy er efterhånden en odenseansk burgerbarsbastion. Det er en lidt anderledes burger i forhold til Molotov, der kører den mere good-ol’-amurican. Men anderledes er som altid godt – og når det anderledes serveres med marvmarmelade og ahornglaseret bacon, så er det tømmermændsmadguide anno 2018 værdigt. Det er også her, at halloumiosten gemmer sig i samspil med enten vildsvin eller lam og syltede bøgehatte. De har faktisk også opfundet en hel ny burger til nytårsanledningen kaldet Big Anarchist, som er dobbelt op på ost, bøf og bacon, som nok på dagen efter dagen er det tætteste, der kommer til at simulere en genopstanden Jesus, der opfinder skiveskåret brød.

Pro fif: Genialt sted til dine højskole-veganer-uden-gluten-og-lykke-i-livet-venner - Burger Anarchy har rent faktisk formået at skabe den første veggie-bøf, jeg har brudt mig om!

NB: Der er et begrænset antal Big Anarchist (mirakler fås jo ikke i utal), og de starter deres take away med afhentning fra klokken 14 og levering fra klokken 16-21.30

 

WERNERS GRILL

https://www.facebook.com/wernersgrill/

Nørregade 22, åbner klokken 12-21, hjemmeside her

Som min mor aldrig sagde, men burde have sagt, så kan sovs kurere det meste. Og hos Werners kan du få den pøset over din burger (i. e. bøfsandwich), indeholdende hvad der svarer til Dantes vej gennem purgatoriet. I stedet for frådseri får du løgkompot, gerrighed som en hakkebøf. Hovmodet svarende til de syltede agurker og rødbeder, misundelsen i de ristede løg; dovenskabens ketter og vellystens remo. Og vreden, den boblende brune vrede, der som et vulkanudbrud opløser alt andet og som konklusion på værket præsenterer din sandwich som et naturfænomen. Werners Grill er din vej ud af skærsilden. Og hvis skærsilden virker som en lettere overdreven etiket, så har de også flæskesværdssandwich, og en sprød sværd, det er altså det meste værd.  

EYDES GASTRO PUB

https://www.facebook.com/eydesgastropub/

Kongensgade 31A, åbner klokken 12-23 (brunchbuffet til klokken 16), hjemmeside her

Skal der brunches, så lad det blive her. Eydes byder på brunch fra klokken 12, så dit bacon-begær kan blive stillet. For let’s face it, selvom sovsen har (burde have) en fast plads i tømmermændsmadspyramiden, så er bacon bare stjernen, der stråler øverst på træet. Men der er også et andet B, som Eydes formår at gøre bemærkelsesværdig: brånsvir. Jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle brunche med bacon og brunsviger, men det kilder alle steder, det gør ondt dagen derpå. På den anden side, så har foreningen af brun farin og smør aldrig gjort nogen noget. Det har min mor faktisk sagt.  

Det er ikke fordi, der er en synderlig morale og/eller pointe med dette frisk-fra-frituren-skribleri. Andet end, måske, at vi selvfølgelig alle sammen skal have det godt - også i selvforskyldte og (især i) lidet flatterende situationer. Vi skal hjælpe hinanden til at have det godt også dagen derpå - og selvom det nødvendigvis ikke virker sådan, så kan et par gyldne koordinater til nærmeste oliekasse også være en kærkommen håndsrækning. Jeg mener ingenlunde, at vi sikrer verdensfreden med diverse gode-ting-at-dyppe-i-henvisninger, men måske vi kan sikre freden i det lille, trætte hoved ved lækkert indtag længe nok, til at vi kan tage endnu en lur.

Godt nytår! 

Pro kebab fif: efter sigende skulle byens bedste kebab befinde sig på Nansensgade 2 hos Østens Grill. Om de har åbent, ved jeg ikke, men hvis de har, så er der kø!



Luk

Odense International Film Festival 2017

Odense International Film Festival 2017
Guide | Skrevet af: Bo Jessen | 28. august 2017

Farvel til fodslæbende potteplantefest. Farvel til den lyserøde spændetrøje, der har omslugt og ensrettet byens kulturliv i ugen, der gik. Nu er det tid til at promenere, summende, alene og frigjort omkring med et katalog under armen, at blive nappet af sensommeraftenens lidt for kolde bid, at drikke kaffe til lyden af israelske instruktører, der griner, at beslutte sig i sidste øjeblik for en græsk animationsfilm. At leve på odenseansk.

Det er tid til Odense Internationale Film Festival stykke 42, og det her bliver den ultimative guide til både novicen og den ubehjælpeligt ubeslutsomme genganger, blandt andet ved at gøre brug af den anerkendte Stegsted-skala.

 

seks nedslag

Hovedkonkurrencen

Hovedkonkurrencen er festivalens livsnerve. Forbindelsen til den omgivende verdens talentpøl. 13 programmer med de bedste kortfilm. Det er her, du møder flygtningen, satandyrkeren og den armenske brud. Selv ulidelige middelklassedramaer er fortalt med ord, du ikke kender. Kortfilmene er sat sammen i blokke, der gør, at du ender med at se vidunderlige film, du aldrig ville have valgt selv. Nogle film glider bare forbi, andre bliver siddende, som sanselige brudstykker. Jeg kan se aftenhimlen i en fransk betonghetto, høre lyden af sne, der trædes på, og fornemme det ubehjælpeligt grønne tapet i lejligheden hos en dement mor fra sidste års program.

I år vil jeg særligt gå efter:
- OFF1: En lesbisk rengøringsdame, en syrisk flygtning og en bonderøv, der gør pizzaannoncer til idolplakater
- OFF3: Dysfunktionel jugofamilie, badekarsonani og et søskendepar, der slår fra sig
- OFF4: En israelsk fangetransport og en syrisk far, der taber sin søn til Danmark
- OFF8: Affaldssortering som amerikansk drøm, homohad, cubansk eftermiddagsgade, parisisk forstad og en satanistisk squashpartner

Se spillesteder og tider i kataloget og filmfestivalens hjemmeside

 

Lokale talenter

På Fyn er der et skrøbeligt, men talentfuldt filmmiljø. Det lever takket være OFF, Film Fyn, 18Frames-uddannelsen i Faaborg og Odense Filmværksted. Hver eneste år hiver OFF talenterne ud på scenen og lader os andre kigge med.

- 18Frames: 2 af de 3 film fra 18Frames har vundet vej til festivalens hovedprogram. De tre vises også sammen
torsdag kl. 14.30 på Momentum

- Upcoming Odense: Fra Odense Filmværksted præsenteres to blokke med 10 og 7 film. Den ene med helt nye talenter og den anden med etablerede talenter. Begge vises
tirsdag kl. 14 og 16 i Pejsestuen

 

Byen på film og filmen på by

Jeg er ret beset delvist inhabil, når jeg anbefaler netop dette programpunkt, fordi jeg har været med til at sætte form på en lille del af det. Når det er sagt, så skabes der en hel speciel genre, når by møder film. Byerne er menneskehedens største og mest komplekse opfindelse, og intet medie er bedre til at gengive byernes fantastiske liv end filmen. Særligt tre nedslag i årets program sætter byen på film eller filmen på by:

- Lost in translation til open air: Sofia Coppolas kultfilm handler om kulturmøder. Men det er også en film om storbyens ensomhed og melankoli. Om Tokyos særegne kultur og den helt specielle nydelse, det er at gå rundt i byer om natten.
Lørdag kl. 21, Amfiscenen

- Byens transformation: (disclaimer: Det arrangement, jeg er medansvarlig for) Arrangementet stiller spørgsmålet om, hvilken storby, Odense skal blive til. Det indeholder en ny film om verdens mest indflydelsesrige byplanlægger, der slet ikke var byplanlægger, men derimod "blot" en borger, der protesterede mod at rive gamle kvarterer ned i 50-60'ernes New York og en debat mellem publikum og to af Danmarks mest by-vidende mennesker.
Torsdag kl. 18, Pejsestuen

- A Wall is a Screen: En flok mennesker fra Hamborg vender vender tilbage til deres tredje OFF og sætter filmen på by med projektor, generator og sære små sjove film. Sammen med alle os andre går de rundt i bymidten og projekterer filmene op på forskellige facader og gavle. Første år endda med en 'meat is murder'-film på McDonalds' facade.
Fredag kl. 21, hovedindgangen ved Brandts

 

Animation på OFF

Animationsfilm på OFF er en helt særlig oplevelse. De gode kan være både outrerede og kunstneriske og dygtige fortællinger. De dårlige er teknik over indhold. I år kan man, foruden animationsprogrammet, dykke ned i særlige animationsprogrammer, herunder blandt andet:

- De sidste syv års vindere:  Tirsdag kl. 14 på Momentum og onsdag kl. 15 i Cafe Biografen vises de sidste syv års vindere af Børge Ring Award, og der er nogle af de film iblandt, som jeg husker allerbedst fra de seneste års festivaler. Heriblandt den græske "Dinner for Few", som vi også viste til vores arrangement, Gaden som lærred.
Tirsdag kl. 14 og onsdag kl. 15, Momentum og Cafe Biografen

- Animated Ireland: Det irske filminstitut bringer en serie animationsfilm til OFF. Landet, hvor man kan kende årstiden på regnens temperatur, og hvis kultur altid befinder sig et sted mellem muntert lune og historisk depression, er samtidig en af Europas fremmeste animationfilmssproducenter.
Fredag kl. 18, Pejsestuen

 

Musik på OFF

Koncerter og lydindslag er der ofte på OFF. Lidt for ofte er det med sikre navne, der vinder på fortidens frembringelser. Men i år er der også lige dele sjove og lokale påfund.

- Sofar Sounds: Det globale fænomens lokale forankring har filmet sine koncerter på tage, i frabrikshaller, dagligsture og andre sære steder. Nu bliver de vist på OFF.
Tirsdag kl. 18.30, Studenterhuset

- Lyden af Norden: De nåede færgen, en veltærsket OFF-kortfilms-klassiker, uropføres nu også som lydværk (med mere populært tilbehør).
Tirsdag kl. 20, Magasinet

- PHONO OFFVenue: Odenses elektroniske musikfestival med al den musik, du ikke kender vender til filmfestivalen tilbage med et af deres populære off venue-arrangementer, der nyfortolker forskellige rum i byen - foreløbig på en hemmelig adresse.
Torsdag kl. 20

- David Lynch Tribute Concert: Det måtte jo ske på et tidspunkt, men fordi det er forventeligt, er det så absolut stadig anbefalelsesværdigt. Lydkunstnerne SPEkTR sætter deres egen lyd sammen med Lynchs, og resultatet skulle være "gribende, dunkelt og billedskabende".
Onsdag kl. 20.30, Magasinet

 

De små finurligheder

- David Lynch - de tidligste kortfilm: 5 af de første, søgende kortfilm fra Lynch. Det kommer til at skære i dine øjne.
Onsdag kl. 14 på Momentum

- Krigens DNA: Et tilbagevendende tema på OFF - i år med tre fantastiske kortfilm om krigen og en snak med instruktør og krigsveteran.
Fredag kl. 17.30, Magasinet

 

Stegsted-skalaen

OFF-holdet skal altid finde balancen mellem det, man kan lære af, det, der har en helt særlig kvalitet, og det, folk kan genkende. Vi er måske nogen, der mener, at pendulet lidt for ofte svinger mod sidstnævnte, men uanset hvad du er til, får du hjælp til at finde vej med Stegsted-skalaen*.

 * Hvis du er i tvivl om hvad Stegsted er, så se her.



Luk

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne

Spoken Word Festival - Når alle ord er velkomne
Guide | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 16. august 2017

Kunstformen spoken word tager endnu en gang ordet og Odense i sin magt

Ordene ruller igen ind over Odense til den årlige Spoken Word Festival fra den 17-27 august. Jeg mindes stadig dengang, da festivalen åbnede i 2010: et åndehul af ord. Nu spreder festivalen sig ud over hele Odense, fra Studiestuen til Vollsmose Kulturhus og Den Fynske Opera. Omdrejningspunktet er kunstformen spoken word. Oplæsning eller recitering med et performativt element. Spoken Word Festival står stadig stærkt med egen profil og eget formål, at dele ord – det talte ord. At sprede det, skabe refleksioner, underholde, overvælde og overraske. Kort sagt: at kortlægge, hvad det talte ord kan.

Denne mangfoldighed ses også udfoldet i dette års program, som indeholder alt fra stand-up og foredrag til fortællinger om sure, gamle mænd, fortalt af sure, gamle mænd. Der er med kyndig alsidighed udplukket talt poesi fra alle ordenes genremæssige verdenshjørner. Og selvom jeg mener, at det hele skal ses, så forelægger der vel både en form for økonomi- og tidsrestriktion for de fleste af os. Derfor har jeg udvalgt nogle særlige perler, der både understreger Spoken Word Festivalens altomfavnende ordlyd, men også favner pengepungen en smule.

 

Studenderhuset skaber rum til melodien i poesien og udviklingen i kunstformen

 

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undre os alle sammen i livet.

Glæd dig til et krydsklippet, samhørighedsskabende svar på alt det, der undres os alle sammen i livet. Foto: David Ramirez Gomez.

Det er et par årtier siden, at man flokkedes til røgfyldte lokaler, hvor en pulserende basgang afrundede Rune T. Kiddes digte om hverdagen, vejen og damen, som han elskede engang. Det at sætte musik til oplæsning har i mange år været på tilbagetog ligesom de røgfyldte lokaler. Mange kender nok efterhånden spoken word-trioen Vi Sidder Bare Her med Jørgen Leth, Michael Simpson og Frithjof Toksvig, som har bragt spoken word tilbage i danskernes bevidsthed. Spoken Word Festival har også et bredt udvalg af poesi, som slentrer hånd i hånd med den både indviklede og afklarende musik. Den musik, der folder sig om ordene. Tager dem i hånden eller vender ryggen til. Denne del af spoken word-kunstformen bliver ved med at udfolde og udvikle sig, og et af de meget interessante navne i år er ALLE SVARENEs koncert den 26. august.  

ALLE SVARENE er en blanding af videokunst, elektronisk musik og såvel den unges som den ældres vokaler, der fælles og hver for sig sonderer over vores alle sammens grundvilkår som mennesker. Jeg håber på et bombardement af krydsklippet kaos om kærlighed, kunst, uddannelse og natur. Jeg håber på at få svar på alt det, vi ikke ved, men måske kan finde ud af i fællesskab, hvis vi nu bare lytter RIGTIGT til hinanden. Jeg håber, at artisten David Nordtoft blæser mine sanser i stykker og skænker mig den der ’hvad skete der lige’ krea-ekstase.

Hvis min egen SU-funderede tilværelse tillod mig at smide på den anden side af hundrede kroner for et event i denne omgang, ville jeg hjertens gerne blive blæst bagover af troubadouren Nikolaj Nørlund. Han optræder i samspil med steppeulvsvinderen Adi Zukanovic på klaver og en håndfuld strygere. Nørlund fremfører sit seneste album Villa den 19. august, som er skrevet med tanke på samspillet mellem strygere og poet.
Hvis det derudover ikke regner, så står koncerten på Amfiscenen den 24. august også højt på listen. Spoken word-duoen Virga betræder først Amfiscenen med musiker Nicolas Koch-Simms på drejelire og loop-pedaler og poet Nikolaj Johansen, der drejer sine digte mod mennesket og naturen. Derefter følger multitalentet Kristian Leths nærværende fortællinger, når han indtager Odense med egne ord og band.   

 

Når fortællingen står for sig selv

 

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier.

Pak strikkepindene og tag med en tur ind i Jens Peter Madsen og Anne Marie Nielsens Hjemmestrikkede Historier. Foto: Historiefortæller Jens Peter Madsen

Jeg var til arrangementet for et par år siden. Og jeg glæder mig sådan til at komme til Hjemmestrikkede Historier igen den 21. august. Odenses grand-old historiefortællingsmand Jens Peter Madsen bliver skarpt suppleret af Anne Marie Nielsen til en aften i roen, fortællingen og strikkeriets tegn. Nu er jeg ikke selv den store strikker, og det er bestemt ikke et krav at kunne svinge pindene i takt til fortællingens fremgang. Man kan også bare komme for at nyde at lytte og intet andet. Der er noget helt særligt i at kunne blive væk i en fortælling, og det bliver endnu mere særligt, når den fortælling bliver fortalt af ægte historiefortællere.  

Det er ikke en oplevelse, der efterlader dig blæst helt bagover med et nyt verdenssyn, hvor du igen kun kan fremstamme ’hvad skete der lige’ i den førnævnte, altopslugende krea-ekstase. Man bliver nærmere efterladt med en ro ved bare lige at have været der, hvor man var, og i et andet menneskes fortælling. Det kræver selvfølgelig, at man tør bare at lytte til den simple, store ting, der foregår.

Kan man af uransagelige årsager ikke kan få livet til at hænge sammen med Hjemmestrikkede Historier, så der er heldigvis mulighed for at fange Jens Peter Madsen igen, når han optræder med showet Grumpy Old Men den 22. august.

 

Det åbne ord og dine ord

 

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige.

Grib dagbogen, lyt til andres og bliv (måske) klogere på, hvorfor det også kan være dejligt at dele det lidt for pinlige og alt for personlige. Foto: Katinkamusik

Den Fynske Opera lægger lokaler til de åbne ord i år den 25. august. De ord, der åbner op og mødes med latterkramper, tåretrilning og bardomsrefleksioner. Det er egentlig lidt sjovt med dagbogssnak til en Spoken Word festival, da dagbogen ofte rummer alle de ting, vi aldrig nogensinde ville sige højt. Samtidig er det dog tit det, det aller inderste, der finder sted, der bliver skrevet ned, sunget og snakket om. Spoken Word Festival har inviteret Katinka Bjerregaard, der ofte lader det inderste være yderst til en snak om, hvad der sker, når den ægte ærlighed går offentlig. Der er samtidig også en mulighed for at komme ind under facaden på Katinka Bjerregaards band Katinka. Efterfølgende vil meget modige mennesker indtage scenen og læse højt fra deres dagbøger, præcis som vi kender det fra tv-programmet ’Kære Dagbog’, der blev sendt på DR.

Jeg håber på, at det bliver tåkrummende og latterkrampende intimt i fællesskab med den delende og alle os, der modtager. Og det med at lufte sit skrevne, beskidte undertøj i offentligheden vil skabe en sikker sfære, når der er åben scene bagefter, så vi alle sammen sammen kan undres og underholdes på fællesskabsfølelsens præmisser – på trods af (og sikkert også i kraft af) at det, der bliver præsenteret, er så skide privat.  

 

Gyldne one-liners, hårdtslående guldkorn og (forhåbentlig) guldøl

 

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam.

Lad særpræget velartikulation, opfindsomhed og hårdtspændte beats efterlade dig mundlam. Foto: Thorsten Iversen.

I årets Spoken Word festivalprogram er der også blevet plads til, at ordene gør ondt. Med vilje. Heldigvis. WomBattles og Pede B indtager Studenterhuset den 17. august med freestylerap-konkurrence, og som Pede B selv siger: ”Dem der siger rappere fra Fight Night ikke duer til noget andet / Kan få nogle cementsko på og se om de kan gå på vandet” på sangen Isbjørn. Freestylerap er både enormt sjovt, enormt svært og underfundigt, hvilket sammenlagt kommer til at give en aften, der er helt enormt underholdende – og helst med tilpas mange guldøl på siden. Det er ikke altid stuerent – for det skal det ikke være. Heldigvis. Aftenen slutter af med en solo koncert med Pede B. Den første og eneste tredobbelte vinder af MC’s Fight Night, der flækker og slukker Studenderhuset, inden vi slæber os videre ud i natten med hovedet propfyldt af de vildeste oneliners.

Hvis det virker lidt for galimatias og lidt for rapt, så kan Retorik Battlen den 21. august også være et godt sted at opleve de onde ord, der ligeledes ikke forarger, men flekser færdigheder.

 

Oversættelsens undere og overvejelser

En artist talk der går under huden på oversættelsens kunst.

En artist talk, der går under huden på oversættelsens kunst. Foto: Lyrikporten.

Digteren Ursula Andkjær Olsen siger i sin prisbelønnede digtsamling Det tredje årtusindes hjerte: ”Du er mit // fremmedlegeme, // navnlegeme, / sagnlegeme, / favnlegeme. // Hvis din død er meningsløs, må det være, fordi du er mening, og din / forsvinden ville være forsvinden af mening, dér i mit fjerne indre, dér, / dér rinder mening ud, rinder rose, navn / ud. //”. Det er smukt, skarp og gør utrolig ondt. Der er en rytme fastlagt af pauser og intelligent brug af det danske sprog. Og brugen af det danske sprog skaber pinefulde kringelkroge i den skrevne udpensling af en abort. Hvordan kan den smerte oversættes, så den fremstår lige så bidende, fortvivlende, forvirrende og meningssøgende på engelsk? Hvad med rytmen, bogstavrimene?

Hver sprog har sin egen force. Sit eget særpræg, accenter og ord. Jeg mindes for et par semestre siden på min litteraturvidenskabelige bachelor et kursus i lyrik, hvor vi fik forelagt to vidt forskellige oversættelser af et digt. Lige siden har spørgsmålet fulgt mig, hver gang jeg skal oversætte noget: hvad fanden skal jeg gøre?

Ursula Andkjær Olsen bliver flankeret af oversætteren Katrine Øgaard Jensen til en artist talk den 26. august. Ursula vil læse op af Det tredje årtusindes hjerte og Katrine vil læse op af oversættelsen Third-Millennium Heart. Bagefter vil de snakke om, hvordan fanden man gør det – altså laver den rigtige oversættelse. Jeg glæder mig rigtig meget; ikke nødvendigvis til at få et endegyldigt svar, men til at blive meget klogere og få et indblik i en oversætters arbejdsværksted.   

Tryk jer videre via linksne til begivenheder, for at se sted, tid og pris. Og glæd jer!



Luk

Odenses gadebørn

Odenses gadebørn
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 5. juli 2017

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie


Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.


Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her


Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele


Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings


Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net  unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober


Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner


Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 



Luk

Hjertelandets herligheder

Hjertelandets herligheder
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 1. juni 2017

Vi har allerede mærket svedperler og solstik på panden, og den varme vind på kinden, der hviskende fortæller os, at det er blevet sommer. Årstiden, der udover sol, ferie og udendørslæsning også betyder festival. Vi er faktisk allerede begyndt, senest med en glohed Havnekulturfestival, der nærmest druknede i gøgl, gejl og uanede mængder sol og fadøl. 

Anderledes hippiefin og rosé-agtig ser denne weekend ud, hvor en af moderøens smukkeste haver bliver invaderet af Politikens Læseklub, gamle, fejlslagne hør-hippier og alle dem, der nogensinde har set et DR-K-program til ende, og ja, så alle os andre, bønder, der forvirrede render rundt og tror at vide, hvad der tales om i salonerne. Men uanset om vi gør det, så synes Egeskov omgivet af en magisk charme og ro, der hvert fald virker på mig.

Fremmedordbogen er støvet af, hørbukserne er købt, og jeg er klar til Heartland.

Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er i Odense, men det er så tæt på, fyldt med kvalitet og så omgivet af fynsk pot, at jeg ikke kan undgå en længere anbefaling af hjertelandets forlystelser. Derfor har jeg pinnet mine personlige favoritter ud, hvis nogle skulle have overset dem i programmet.

Werner Herzog

Først og fremmest kommer tysker-accenten over dem alle, Werner Herzog – den vulkanelskende, excentriske filminstruktør, de fleste nok kender fra hans prisvindende dokumentar Grizzly Man. Personligt var mit første og største møde med Herzog filmen Fitzcarraldo (1982), hvor et full blown skib trækkes over et bjerg midt inde i Amazonas, både i filmen og i virkeligheden.

Der er også lavet en nærmest lige så underholdende bagom-dokumentar, hvor vi primært følger Herzog og den bindegale skuespiller Klaus Kinskis utrolige arbejdsforhold og dybtfølte had til hinanden. Et forhold, Herzog selv portrætterede i sin Kinski-dokumentar My Best Fiend. Af andre Herzog-klassikere bør Stroszek med evigt vidunderlige Bruno S., fjernsynsdokumentaren God's Angry Man og Lessons of Darkness nævnes.

Jeg er kæmpe Herzog-fan, og jeg synes, det er et gigantisk scoop, at han kommer på festivalen. Her skal han tale om ”Europas tilstand og identitet”, intet mindre (!), sammen med finske Sofi Oksanen, som jeg, ærlig indrømmet, ikke kendte meget til. Men efter at haver fremturet med min uvidenhed, blev jeg hurtigt belært om hendes vilde forfatterskab og ikke mindst hendes særdeles anmelderroste debut- og gennembrudsroman, Stalinin lehmät (Stalins køer). En rørende og velskreven historie om pigen Anna, der kæmper med en spiseforstyrrelse, og samtidig en fortælling på tværs af generationer, hvor vi hører om Annas mor og mormor og om familiens rejse fra Estland til Finland.

Med senere udgivelser har Sofi Oksanen blot sat yderligere streg under sin stjernestatus som en af Europas betydeligste forfattere. Og sammen med Herzog er hun en helt vidunderlig betingelse for en spændende samtale om Europa

Lørdag Kl. 12:45 på Talk Stage

 

Tony Oursler

Udover musik og talks, så er der også kunst på programmet, hvilket kun kan gøre festivalsboblen mere interessant at færdes under. Det er ikke kun fra scenerne, vi skal nyde og lære, men det er i lige så høj grad i mellemrummene, vi lader inspirationen slippe ind i vores ellers overstimulerede hjerner. Det synes Heartland bl.a. at dyrke, når de hiver en stjerne som den New York-baserede Tony Oursler ind i programmet.

Måske en af de absolut største videokunstnere overhovedet og en, hvis værker jeg har været heldig at opleve en del gange rundt om på museer. Husker ret tydeligt den anmelderroste udstilling Face to Face på Aros for nogle år siden, hvor bl.a. en installation i form af et forvredet Bowie-ansigt indtog et af rummene.

Tony Ourslers mareridtsfremkaldende installationer er særdeles distinkte og er kendetegnet ved at være projektioner af deforme, figurative skulpturer. Ofte genkendeligt menneskelignende, men også mere abstrakte, uhyggelige, lidende. På Museu Coleção Berardo i Lissabon, blandt alle de andre store værker, lå der pludselig en lille hengemt skikkelse i et af hjørnerne, som nærmest lignede et lille barn, der græd for sig selv med ryggen til. Det skulle det vist også ligne, men det var bare samtidig en videoskulptur af Oursler.

På festivalen kommer Tony Oursler med The Influence Machine, som er store projektioner oppe i trætoppene, på slotsvæggene osv. Med Ourslers ord er der tale om en ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”. Ser virkelig spændende ud.

fredag til søndag i egeskov slotspark

 

Elisa Kragerup og Josefine Klougart

Jeg vil også gerne slå et slag for kærligheden. Vi er på Fyn, der om noget sted er blævrende bonderomantisk. Derfor er det måske ikke helt skidt, vi få talt lidt om kærligheden og dens betingelser i vor tid. Det skal gøres af teaterinstruktøren Elisa Kragerup og forfatteren Josefine Klougart.

Jeg kender ikke meget til Klougart, men jeg er kæmpa-fan af Elisa og den Kragerupske kærlighed. Har set mange af hendes forestillinger, og min største scenekunstoplevelse er stadig Metamorfoser, der var en fortolkning af Ovids metamorfoser.

Simpelthen forrygende genial. Jeg har aldrig tidligere eller senere oplevet en så følelsesrivende, sansemættende, hjerteskærende forestilling. Samme hjerteskærende og svævende lethed fik vi i Kragerups opsætning af Romeo og Julie for nogle år siden. Også virkelig skøn, og den fik hvert fald mig til at knibe et par tårer hist og pist. Især Danica Curcics var helt formidabel i den forestilling. 

Klougart og Kragerup taler om kærligheden, som den er og burde være i dagens verden, og sikkert som komisk indslag, modererer Knud Romer, forhåbentlig nogenlunde sammenhængende. 

Søndag kl. 11:00 på Talk Stage

 

Vellness Plader

Helt ærligt, så ved jeg ikke ret meget om musikprogrammet på Heartland. Ikke, fordi de ikke har skrevet noget om det, men fordi det ikke interesserer mig særligt meget. Jeg synes helt klart, at scoopet ved festivalen er deres talks. Når det så er sagt, så vil jeg levere et opråb for Vellness Plader, et musikkollektiv bestående af Sjæl I Flammer, Franske Piger, Ecstacy In Order, Hong Kong, Anders Boserup og Kvindekamp, i ét og samme band.

Konstellationen, der sidste år udkom med det anmelderroste Mixtape, er sat til at komme med fremtidens lyd. Intet mindre, men dog en glædelig tillidserklæring, jeg kun støtter op om. Overordnet lyder Vellness Plader bare lækkert med deres lette 80’er-elektroniske lyd, der flyder gennem øregangene som honning. Jeg synes, de har stafetten godt placeret og laver nogle fede ting.

Især Franske Piger, der vandt Odense Live Talentprisen 2017 tidligere i år, har jeg haft et godt øje til længe. Ikke mindst på grund af guitaristen Rune Risager, der er en af de bedste musikere, jeg kender. Rune er også med i Den Fjerde Væg, som vi tidligere har anbefalet et par gange, og tidligere var han med i det legendariske Odense-band Black Horse.

Fredag kl. 18:00 på Highland Stage

 

Jeg kunne selvfølgelig blive ved med at fremhæve indslag, som fortjener at blive belyst på årets Heartland, og der er givetvis en del guldkorn, jeg har undladt, som andre ville have nævnt fremfor dem, jeg har valgt. Men det må nu engang være en god festivals præmis; man kan sjældent nå det hele. Tjek hele programmet her, hvor du også kan fornøje dig med Bisse, balletdansere, Lone Frank, Yoga, grøntsagssmagning, Cat Power, Vincent Hendricks, London Grammar osv. Blot for at nævne lidt i flæng.

Heartland har virkelig skruet et godt program sammen og udover velkuraterede talks og musik, så er der også en helvedes masse mad, som jeg slet ikke ved noget om. Faktisk er jeg helt blank, men når de skriver, at festivalmaden består af 80 % fynske råvarer, så kæles der for mit lille lokale jord-til-bord-hjerte. Synes, det er en flot ambition, der forhåbentlig bliver 100 % med tiden.

Kunsten er mig også, udover Oursler, lidt mere ukendt. Det er primært danske navne i den mindre skala, men det gør mig absolut intet. Det er indholdet, der tæller, og jeg glæder mig til at blive belært om nye værker og kunstnere. Jeg har optur over Heartlands kunstneriske satsning, der netop gør landskabet spændende og meget mere end blot mark og park.

Normalt er jeg ikke den store festivalelsker og har primært holdt mig til den nærtliggende Fællestival, der noget mere ren i sine ideologier og autenticitet, har grebet mit fynske hjerte med sin charme og uforbeholdne kærlighed til alt levende. Stadig en fantastisk festival, jeg egentlig hellere ville anbefale fra hjertet, men Heartland gør det nu heller ikke dårligt, især for en græsallergiker er der bare bedre flugtmuligheder, når man skal hjem om aftenen.

Og på den store skala har vi en festival, der tør tale med kvalitet, mod og nysgerrighed, trods sine nyfine tendenser og roséklub-stemning. Det gør mig egentlig ikke så meget, når jeg bare kan nyde en medbragt klapsammenmad og en kold fadøl ovre i hjørnet, mens Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer taler om kunstens ansvar i verden.

Så på med hørbukserne og nyd den spirende sommer omgivet af de fynske potmarker, højtravende samtaler og letflydende ae-musik. Slå hjernen til, spids smagsløgene og glid ud i musikkens melo-sommerlandskab, der behageligt nipper og nusser dine sanser med rosé-agtig forglemmelse og hjertelandets herligheder. God festival.



Luk


This Is Odense