Havnekulturfestival til søs

Havnekulturfestival til søs
Essay | Skrevet af: Rasmus Møller Madsen | 6. juni 2018

Det er blevet tradition at mine søskende,  jeg og vores fusionerede venneflok sejler vores skib til Odense under Havnekulturfestivalen. Årets indsejling var en heldig butterflytur gennem det snævre indløb som endte i 20 minutters cirkelmanøvretræning foran Odins Bro, imens der blev danset salsa ude på stævnen til et helt genialt Mø remix. Vi kaster trosserne ved Byens Ø, sender snaps og gruppe sms’er, og aftenen tager fart i beruselse og dybe tallerkener med ruskumsnusk-gryderet. Båden er proppet og glad. Med cirka et tons gæster ombord siger ekkoloddet 0,4m og dannebrogs snipper ligger da også og dypper godt ned i det plumrede grønne havnevand. Men kaptajnen er ikke bekymret, og så er besætningen det jo heller ikke. Tusind røverhistorier, kys og kram senere falder vi alle i søvn, arm i arm, svøbt i uldtæpper og kapokpuder.

Da vi vågner om formiddagen, er festivalen begyndt omkring os. Der dufter af grill og samosas. En jævn strøm af paddleboarders, kanoer og gule vandcykler passerer forbi imens vi gør morgenstatus, fikser en sprungen guitarstreng, spiser ostemadder og smørrer faktor 30 på hinandens rygge. Havnefogeden kigger også forbi til en sludder, en kop kaffe og et mobilepay. Han har ikke så travlt, for selvom der er havnefest er bådpladserne ikke engang tilnærmelsesvis fuldt booket. Én har været ude og finde et festivalprogram, og vi bliver overraskede over hvor meget der er at opleve. Og så går dagene. Alt for hurtigt. Koncerter, skateboards og hudafskrabninger garanterer en storsnorkende båd hver nat. Det er ret fantastisk at have en lille base midt i virvaret, ligesom mange har, oppe i de store boligblokke over alt hernede på havnen, men der sker alligevel noget specielt når man træder ombord på den båd. Al proviant bliver fælleseje, der hilses på nye ansigter og der udveksles historier på kryds og tværs om det som man uundgåeligt har misset rundt omkring på havnen.

Hermed et slag slået for Havnekulturfestivalen. Og nu tilbage ud på det ruskende hav, ligge for svaj og læse lidt mere Troels Kløvedal, sommerens cheesy guilty pleasure.



Luk

Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My Rasmussen | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Luk

Odenses Rock'n'Roll Resurrection

Odenses Rock'n'Roll Resurrection
Historie | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 14. juli 2017

”The day the music died …”

I dag, den 14/7, er det seks år siden, jeg blev bekendt med, at Buster Krogsgaard Svendsen fra det odenseanske shoegazeband Dorias Barracca var død. Alle hans unge venner havde nok hørt det på selve dagen, den 16/6, idet dødsfaldet et par uger efter, sangeren var fyldt 19, havde udløst en lavine af ”Buster er død-sms’er”. Men jeg gik så lykkeligt uvidende en hel måned, før jeg en morgen gik ind på hans Facebook-profil, hvor jeg chokeret og overvældet læste alle mindeopslagene. Sangen ”Åh, Buster” fik næsten en profetisk klang, men det uden tvivl største indtryk på mig gjorde de ord, som Busters kæreste, Stine, havde skrevet, og som jeg først troede var hendes egne, men som jeg senere erfarede var fra en af Busters tekster. Hans sidste, faktisk, i den forstand, at sangen udkom posthumt som den eneste fra det album, der skulle have markeret Dorias’ gennembrud. Nummeret hedder ”Shaky Dreams”: 

https://soundcloud.com/astrangelyisolatedplace/isolatedmix-21-jonas-munk

”… turn out the lights”

Som håbløs romantiker tolkede jeg teksten som en art liebestod, men her nøjes vi med at lade musikken, ja, hele produceren Jonas Munks blændende, kuldskære Odense-compilation, tale. Angående dødsårsagen sidst på natten er avisens historie om alkohol og medicin nok let retoucheret, men herom vil jeg også tie. Den dag i dag kender jeg ikke til de nærmere omstændigheder, og er heller ikke interesseret i at høre mere. Jeg ved, at Buster faktisk havde en lykkelig festaften med sin kæreste for at markere, de et par dage efter skulle flytte til København sammen, og at Stine var ved hans side til det sidste. Det er sådan set også alt, hvad jeg behøver at vide. Først og sidst fordi virkeligheden er for ubærlig, og så har jeg det bedre med, at Busters død er omgærdet af en vis mystik a la de dionysiske rockikoner, Morrison, Thunders et al., og dermed er blevet til det stof, som (rystende) drømme skabes af.

Buster og Stine

”I never thought that it would end like this”

For at gøre ondt værre kom jeg i sagens natur ikke til bisættelsen. Her ville jeg gerne have hilst på den mand, som havde været en slags mentor for den helt unge Buster, mens han boede i Vordingborg, nemlig præsten, som varetog handlingen. Måske ikke en af Guds bedste børn vidste jeg allerede via en livredder, som jeg tilfældigt var faldet i snak med i DGI-byen. Som datter af en højtdekoreret politimand kunne hun fortælle mig, at pastoren kun lige akkurat befandt sig på den rigtige side af lovens plankeværk! I Busters ånd var det så. Til en musikaften hjemme i privaten havde han indviet mig i, at hans plan var at studere – religion. Det var samme aften, han viste innersleevet af en LP, ”Loveless” af My Bloody Valentine, hvorpå han havde limet et foto af Stine. Og her var det også, han sagde de ord, som har mejslet sig fast i min erindring: ”Tag ikke fejl, Jakob, alle mine sange handler om kærlighed”.

Første møde med Jonatan

”We’re going down in the history, we’re going dooown”

Lad os vende os mod de to år med isvintre mellem 2009 og 11, hvor jeg mener, at Odenses undergrundsscene toppede og tiltede: Golem og Phono i pionerfasen, Urban Art Project, skuespillerskolens listige privatscene Karsten Fasan, Off the Hook, BobZ og hashk…, øh, atelierer som Grow og Roots. Og så var der jo lige Momentum, dengang Peter fra Ecletic Moniker var kapelmester. Her var det, Buster introducerede mig for Jonatan K. Magnussen. Nu er det godt, jeg altid gik rundt med et kamera i disse år, for jeg kan strengt taget ikke rigtig selv huske det. Men min buddy, Stoffer – ham med ryggen til på fotoet – har fortalt mig, at snakken gik om IKKE ”at blive til noget”. At være eller ikke være totalt dedikeret til sin musik, dvs. at sætte ALT ind på kunsten. Det har været noget, jeg med mine fordums punkidealer kunne tale med om, men jeg var åbenbart for punk, eller pløret, til at tænke i karriereplaner hin dag!

Første møde med Buster

”You spit on those under 21 …”

Mit første møde med Buster, som fandt sted, da han blot var 16, står klarere i min hullede hukommelse. Jeg traf ham og bassisten Simon i Kizzers Klub alias Grow, hvor vi kom i snak om shoegaze, og hvor jeg få uger efter var til (præ)release med Dorias’ debut-EP ”Handsome Melting Point”. Siden fulgte jeg gruppens koncerter hver gang, jeg kunne komme af sted med det som alenefar. Nu skal det straks fastslås, at jeg ellers med fornøjelse citerer Lou Reed eller rettere hans lærer, Delmore Schwarz, for de vise ord ovenfor, men i lige akkurat denne gruppes (samt mine børns!) tilfælde var der tale om en undtagelsestilstand. Dorias Baracca var ekstraordinært talentfulde. Deres EP kom da også på et engelsk pladeselskab, de spillede i udlandet, fik en del airplay og var i Karrierekanonen. Og så nåede de at lave denne video fra et Odense, der ikke længere findes. Med masser af teenage kicks, men også vinterlig melankoli:

https://www.youtube.com/watch?v=AK4zbgBAV1Y

”Wash me in the blood of rock’n’roll” 

Buster og Jonatan havde gået i samme klasse og, så vidt jeg er underrettet, også optrådt på samme scene til Minival i Dalum, hvilket ifølge arrangøren – hey Joe! – som havde udlånt dem sit udstyr, efterlod blod på trommesættet. Men allerede i deres unge alder var de vokset lidt fra hinanden musikalsk, erfarede jeg. Dengang stod Jonatan og hans gruppe, Balloon Magic, da også for en mere poleret musik, der for novicer kunne lyde som ret Smiths- og Cure-påvirket, men som nu snarere var inspireret af skotske og australske forbilleder. I dag borger bandet, efter et par udskiftninger, mere for den skumle amerikanske tradition fra The Gun Club og frem. Under det nye navn The Love Coffin er alle mulige genrer dog i spil. Ligesom det var det en snes år før for Odense-gruppen med det også semantisk forbløffende ens navn The Live Museum, hvis ærinde var at revitalisere det bedste fra hele rockmausoleet.

Dorias Baracca: ”Handsome Melting Point”

”You get older – not me” 

Grunden til at jeg gik ind på Busters profil netop den sommerdag i 2011 var sikkert, at jeg og min kæreste var på vej mod Aarhus, hvor jeg ville præsentere hende for det band, som min yngste ven i al sin ungdommelige entusiasme havde udråbt som intet mindre end ”verdens bedste” – Balloon Magic. Under et voldsomt skybrud og akkompagneret af vinduesviskernes konstante klapren hørte vi så Dorias’ på en gang sfærisk drømmende og tordnende støjrock på ”Melting Point”-EP’en, mens jeg mindedes Buster med ildevarslende tekstfragmenter som det ovenfor citerede. At netop denne tur altid vil rumstere i min erindring skyldes også, at jeg kort inden Balloon Magic-koncerten besøgte en anden musiker, Jakob, en sidste gang, inden han døde på tilsvarende pludselig og meningsløs vis. På sit sidste Facebook-opslag skrev min navnebror, der ligesom jeg var præstesøn: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Fra kirkegården, 17/7 2011

”… a burning ring of fire”

Men Aarhus-odysseen markerede også en ny begyndelse. Det var under denne, jeg ikke alene hørte de ganske rigtigt fænomenale Balloon Magic, som udgav deres debut-EP ”Mornings” på et amerikansk pladeselskab senere på året, men også lærte bandets sanger godt at kende. Ja, aftenen endte med, at min kæreste og jeg lod Jonatan overnatte på vores vandrehjem (måske fordi jeg huskede at have mødt Buster med verdens største rande under øjnene – eller var det eyeliners?! – på vej hjem efter en Dorias-koncert i netop Aarhus, hvor han havde sovet på banegården). Under bilturen mod Odense næste dag fandt Jonatan og jeg ud af, at vi på tværs af generationerne havde en fælles svaghed for mange af de bands, jeg havde hørt på Rytmeposten i 90’erne på foranledning af Jan Aaskov og hans best man, min tredje døde rockven, Gert V. Andersen fra netop The Live Museum. En ring til blev sluttet.

Balloon Magic: ”Mornings”

”Something better change, change, change …”

Nu kunne man have både Buster og Jonatan mistænkt for at være indoktrineret af en mosgroet far, onkel eller musiklærer med samme gustne smag som jeg, men nej. Den primære inspiration kom gennem det insider-miljø, der opstod som en reaktion på, at der intet var at hente for vores unge bysbørn, og de derfor blev hjemme og lyttede til musik sammen til ud på de blå timer (jf. min gamle TIO-artikel ”It’s alive”). Her tror jeg, at youngsteren Nikolaj Bruus også dengang må have spillet en stor rolle i miljøet som en awesome rockprofessor. På hans liste over de 150 bedste skiver forrige år er nr. 19 ”Veranda”, debut-EP’en med The Love Coffin! Det er også Nikolaj, der står som hovedmanden bag disse korte YouTube-dokuer med klip af bl.a. Dorias og Balloon Magic, hvor førnævnte Gerts søn, Tim, taler for lysere tider som modvægt til indtrykket af Odense som en underlig tidslomme fyldt med frysende firser-tristesse.

www.youtube.com/watch?v=nz0J9SnICdI (Odenses ungdoms musikkultur (part 1)

https://www.youtube.com/watch?v=E18n4CDe9VQ (part 2)

”I stumbled into town …”

Men en brat opvågnen blev det jo så. Og her skal der ikke lægges skjul på, at Busters rock’n’roll-livsstil, som for nu at sige det pænt slægtede Baudelaires berømte ”til bunds i det ukendte for at finde det ny”-trosbekendelse på, var et tveægget sværd. Det første møde uden for Kizzers Klub var eksempelvis, da jeg engang i sommeren 2009 rendte ind i ham på Den Smagløse, inden han vendte næsen hjemad ved midnatstide, da hans gymnasielærer havde truet ham med, at han ville blive smidt ud, hvis han ikke afleverede sin stil næste dag. Jeg så ham da også et par gange hen på formiddagen på vej hjem fra en hard days night i byen. I det hele taget kunne jeg fortælle mange anekdoter, men morsomt er det jo ikke, så lad det blive herved. Ud af gymnasiet røg Buster, hvorpå Produktionsskolen ventede. ”Det er en børnehave”, sagde han oprevet til mig en dag på Flakhaven, han havde behov for en voksensnak.

Fra Studenterhuset

”Things always seem to end before they start”

Til en Phono-festival var det så, at Simon trak mig til side og fortalte, at bandet havde et massivt – problem, og efter en koncert på det gamle studenterhus var det omvendt Buster, der betroede mig, at han var ved at tabe overblikket over den svære 2’er og syntes, at han stod alene tilbage på skansen. På dette tidspunkt var han faktisk tilbage i uddannelsesræset, men efter at have sat en aften af til at hjælpe med en musikopgave og ikke kunnet kime ham ned og så finde ham på Smageren, igen-igen, blev jeg noget tøsesur. Og de resterende måneder af hans liv havde vi ikke megen kontakt. Den sidste replik, jeg husker, fandt sted til en Dorias-koncert, hvor Buster stillede sig ned til mig på bagerste række, mens gruppens frenetiske feedback-finale fortsatte. Jeg stod med korslagte arme og kiggede ufravendt op på scenen, og Buster sagde så noget i stil med: ”Nå, jeg skal sgu have mig en bajer med de andre”.

Dorias Baracca, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. uidentificeret politimand: "You're looking at the wrong guys!)

”Happy birthday – not for me”

Men et sidste møde blev det heldigvis til. Det var på Havnekulturfestivalen i 2011, hvorunder Busters fødselsdag faldt, og hvor byens undergrundskultur peakede for aldrig igen helt at blive den samme. I de forfaldne, bælgmørke, graffiti-overmalede industrihaller var musikfællesskabet Off the Hook sat på programmet, hvilket resulterede i koncerter med både Buster og Jonatan. Dorias allersidste kakofoniske koncert, som er foreviget på YouTube, sluttede med, at medlemmerne kastede sig over hinanden i en kæmpestor, kaotisk, men også kærlig kluddermor, mens Jonatan gæstede gruppens lydtroldmand Jens Aagaard i dennes soloprojekt The Dove Is Dead. Med var tillige guitaristerne Kristian og Lasse, som faktisk i dag udgør de to andre frontfigurer i The Love Coffin. Som man vil kunne se på mit kiksede, sært spøgelsesagtige foto, synes der at have slået gnister imellem dem allerede dengang:

The Dove is Dead, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. Jonas Munk)

New morning light”

På den nyeste video med The Love Coffin er vi tilbage på gerningsstedet. Memcorn-hallen, hvor Dorias’ svanesang fandt sted, er jævnet med jorden i dag, men ellers er vi på Odenses havnefront. Og jeg overfortolker vist ikke, når jeg siger, der er en markant døds- og opstandelsessymbolik på spil her. Men også en trang til at lægge fortidens spøgelser (og lyserøde elefanter!) bag sig og komme videre, over broen, over regnbuen, til København, hvor The Love Coffin har fast base i dag, og hvorfra gruppen har taget turen videre ud i Europa til koncerter med et dedikeret publikum. Gruppen er også blevet hypet af undergrundsguruen Lorenzo Woodrose, ligesom de har fået flotte anmeldelser, bl.a. i Information, for deres to EP’er og sidst for en fantastisk koncert på Roskildefestivalen. Nu er det så på høje tide, at det går op for gud og hvermand, at om ikke verdens så Danmarks bedste band er her fra Odense!

https://www.youtube.com/watch?v=q1N6UuOov9g (”New Morning Light”)

”… a worthy epitaph”    

Selv her seks år efter min sorte dag, skulle der et langt tilløb til, før jeg kunne skrive denne artikel. Faren for at blive beskyldt for at være patetisk og morbid, ja, for at ville opbygge en dødekult, er tilmed også til stede. Men nogen skulle simpelthen hylde Buster K. Svendsen, og da hans mor tragisk døde af kræft sidste år, har jeg følt mig kaldet. Og faktisk kan jeg her på falderebet byde på en, trods alt, meget happy ending. Det forlyder nemlig fra Jonas Munk, at et pladeselskab er på vej til at udgive den follow-up, Dorias Baracca som sagt nåede at indspille, men hvorfra vi foreløbig kun har hørt ”Shaky Dreams”, og at den måske allerede vil kunne erhverves sidst på året. Dermed vil et varigt vidnesbyrd fra en af Odenses mest kompromisløse kunstnere endelig se dagens lys. Lad os i ventetiden mindes Buster med dette stærke portrætfoto af den berømte franske fotograf og modedesigner Hedi Slimane:



Luk

DA FORÅRET KOM (THE ROAD GOES TO GOD KNOWS WHERE)

DA FORÅRET KOM (THE ROAD GOES TO GOD KNOWS WHERE)
Essay | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 1. marts 2016

Festen er forbi. Det er dagen derpå. Det er dommedag nu. Det er Ole Jastrau, der betragter sit gustengule fjæs i spejlet på væggen der og citerer Pilatus’ ord til den tornekronede: ”Ecce Homo!” Se, hvilket menneske! Det er Alex Chilton, der vågner op fra rusen til synet af en død forælder: ”You’re a wasted face/ You’re a sad eyed lie/ You’re a Holocaust”. Det er helt-ind-til-benet med “I Got Nothin’” af Iggy: ”Out of the cradle – straight into the HOLE”. Det er den anden isvinter i træk, og denne synes endeløs. Du er på ruinens rand, ja på afgrundens rand. Du er kort sagt på Nyborgvej.

Vi skal nogle år tilbage.

Den evige Terp og jeg er på ”Restaurant” Østerport. Han bliver straks budt op til dans af en af en madame, der kalder sig Tina Turner. Ellers står luften og tiden stille. Jeg går til baren, hvor jeg nøje udvælger mig pladsen ved siden af det åbenbart mest normale individ i dette vokskabinet. Den helt forstenede bartender har intet navn. Jeg erfarer, han engang i tidernes morgen er kommet ud i noget snavs med dope og siden har holdt lav profil. Umiddelbart efter kommer en stamkunde tililende og hvisker mig advarende i øret, at kvinden, jeg taler med, er skingrende skør!

Fakta har det allerstørste udvalg af kartofler på glas i hele byen, oplyste my dear landlord mig. Hos marskandiseren har jeg aldrig fundet noget, jeg kunne bruge, altså bortset fra Mark Twains sære, apokalyptiske roman ”En yankee ved kong Arthurs hof”. Shawarma-snasken skulle selv sønnike ikke nyde godt af. Da børnenes mor kom anstigende med en kaput støvsuger til ”Nalle”, fik hun at vide, det var billigere at købe en ny et andet sted. Der er en kombi af et møntvaskeri og et solarium. Fra "kilometerhusenes" asbestfælder til Aldi-butikkens østtyske tristesse. Nyborgvej er bare et HUL – eller hur?

Og du filosoferer over kvarterets navn: Korsløkke. ”Den Korsfæstede” og ”Dionysos” signerede Nietzsche, forfatteren til ”Ecce Homo”, sig på sammenbruddets rand. Med løkken om halsen?! Og dog voksede Claus Deleuran, en af Danmarkshistoriens sjoveste mænd, op her. Ja, vejen har huset utallige generationer, der siden middelalderen har kunnet se domkirken knejse i det fjerne. Sorrig og glæde de vandre til hobe. Og ved din side går dit søde barn. Og solen varmer trods lidt alt fra den nådesløse marts-himmel. Og lige om hjørnet venter den nye kæreste. Du er kort sagt på Nyborgvej.



Luk

ESSENSEN AF ODENSE - eller hvordan man møder en enhjørning

ESSENSEN AF ODENSE  - eller hvordan man møder en enhjørning
Historie | Skrevet af: Brian Lindskov Larsen | 18. januar 2016

I ved godt, at This Is Odense prøver at tale Odense op, helt op til det punkt, hvor man som beboer, kommende tilflytter, fraflytter eller whatever virkelig forstår essensen, det helt, helt unikke, det ligesom totalt specielle og allermest fantastiske, der adskiller Odense fra andre og knapt så seje byer som København, Berlin og Los Angeles. På mange måder synes vi, det går godt, størstedelen af byens befolkning ved godt, at hvis de i en bar en sen aften mumler ”der sker jo ik en skiiii i oense” (forsøgsvis lydskrevet på fynsk), så er der øjeblikkeligt en TIO-læser i nærheden, der nikker dem en skalle eller, værre, begynder at docere om næste uges fortræffeligheder inden for den lokale scenekunst eller en udstilling på Filosoffen, som er et must see, hvis man interesserer sig den mindste smule for tang og muslingeskallers anvendelsesmuligheder i installationskunst. Og så langt så godt, men uanset hvor langt vi strækker os i vores lovprisninger af koncert- og kunstliv, af det blomstrende restaurationsliv og de nærmest moderne byggerier, der skyder i vejret hist og her, så er de omtalte begivenheder hver for sig ikke noget, man ikke kan finde i en hvilken som helst anden sej storby. Bortset fra H.C. Andersens fødested.
...Og vi taler ikke om H.C.Andersen i This Is Odense.

Heldigvis findes der noget andet. Noget helt, helt andet, som man kun kan møde i Odense, og det ovenikøbet i en tidsbegrænset periode, og som er unikt, magisk og som, hvis man er så heldig at møde det, vil ændre ens liv for evigt, lidt ligesom hvis man nu forestillede sig, at man mødte en enhjørning, hvis altså enhjørninge eksisterede. Man kan måske sige, at man slet ikke er odenseaner, hvis det ikke er sket mindst en gang, mens man har boet i byen. Hvilket får mig til at tænke på en lignende indbyggerautenticerende situation i den nu hedengangne serie How I Met Your Mother, hvor man kun kunne kalde sig newyorker, hvis man (ud over at have grædt i subwayen, kvalt en rotte med sine bare hænder og stjålet en taxa for næsen af en anden) skulle have set Woody Allen mindst en gang i levende live.

I Odense har vi ikke Woody Allen, men vi har Kim, og der er måske en del, der ikke lige til daglig tænker på det, men Kim er sandsynligvis den nulevende danske kunstner, hvis musik har ramt et eller andet helt rigtigt sted i flest generationer i landet, børn som unge som gamle, popfyre og metalgutter, drenge som piger, Liberal Alliance som den yderste venstrefløj, alle som én, og ikke et ondt ord om Bowie, jeg kneb selv en tåre i sidste uge, men når Kim en dag om forhåbentlig mange år forlader denne jord, så går det AMOK på Facebook, hele den gamle bydel omkring Grønttorvet bliver erklæret national helligdom, og samtlige gadenavne i Odense skifter navn til Jutlandiagade, Havejestræde og KøbBananervej, og man forestiller sig (med gysen) forlystelsesparken Larsenland, et par kilometer efter Solrødsvinget, det bliver insane, mærk jer mine ord.

Nårh…siger I så, jeg har da mødt Kim masser af gange. Og det har I sikkert. Hr. Larsen kan godt lide at få en pils efter mørkets frembrud, og han har sine faste vandhuller, så det er ikke svært at støde ind i ham, men selv om Hr. Larsen er god for en hyggelig sludder, når han er i humør til det, er det ikke specielt magisk, livsændrende og enhjørningeagtigt at gå forbi ham, når han sidder og nyder en fad og en smøg på Kickoff, selvom det måske er en lille smule hyggeligt. Men nej. Du skal finde ham, mens han cykler, og så skal han fløjte, og det er ikke noget, du kan opsøge, enten sker det, eller også sker det ikke.

Jeg eksemplificerer:

For rigtig, rigtig mange år siden, 20 år eller deromkring flyttede jeg, en ellers forbenet københavner til Odense, over til kæresten og væk fra de hurtige damer, drugs og øl og Istedgade i november. Dengang var Odense virkelig grim og virkelig lille, den bestod nærmest af Boogies og Odense Universitet (nu SDU), og da Boogies havde lukket om mandagen, startede jeg på universitet. Så cyklede jeg frem og tilbage med mine smarte litteraturvidenskabsagtige briller og savnede storbyen og tænkte, hvad fanden jeg lavede i denne flække, denne hån mod arkitekturen, denne sump af provinsielt selvhad. Indtil en mandag morgen (jeg kan ikke huske, hvad dag det var, men den var ligegyldig, hverdagsagtig, mandagsagtig, I ved hvad jeg mener). Så cykler der denne her pæne herre foran mig på sin pæne herrecykel. I god ro og magstempo og med kimkasketten på sned, ik? Og så begynder han at fløjte, ik? Og han fløjter ”Det er i dag et vejr”, for solen den skinnede jo, og så skal man fløjte den sang, hele sangen, og da han var færdig, så drejede han af og forsvandt.

Jeg græd som pisket hele vejen ud til Niels Bohrs Allé, og da jeg trådte ind til Tekstanalyse 2 var det, som om jeg var blevet færdig med noget, jeg havde glemt, men som var vigtigt. Meget bedre kan jeg ikke forklare det, det var ligesom den lettere frydefulde grådklump, man kan få i maven en sommeraften, når solsorten synger, og sommeren endnu engang ikke er uendelig, bare ganget med 100.

Tre gange på tyve år har jeg tilfældigvis cyklet bag Kim, og hver gang har han fløjtet en sang for mig, og forleden dag cyklede jeg bare forbi ham, jeg fik måske kun et par toner, faktisk så jeg ham slet ikke, men tro mig, der er kun en, der fløjter på den måde. Jeg måtte stoppe op og lige lukke øjnene et øjeblik, og så sagde jeg til min kæreste: ”Der er ingen, der rigtigt kan skelne mellem en forbandelse og en velsignelse før til allersidst”.



Luk


This Is Odense