Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My Rasmussen | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Luk

Mens vi venter på kulturrevolutionen

Mens vi venter på kulturrevolutionen
Longread | Skrevet af: Anders Skovgaard | 28. juli 2017

Et kig på den kommende kultursæson og fem bud på, hvad vi skal glæde os til.

Det er sæsonstart på de store kulturinstitutioner og dermed tid til et nyt repertoire. Nye oplevelser, overraskelser, skuffelser og meget mere af, hvad vi plejer.

DE DØDE MÆNDS KLUB
Jeg har været nede i programerklæringerne, de pænt opsatte intentionsaftaler, aka sæsonprogrammer, på henholdsvis Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Brandts, de tre absolut største institutioner i byen, hvor de fortæller om alt det, vi ikke bør gå glip af i det kommende år. De lover store oplevelser, kvalitet samt en masse døde, hvide mænd og deres efterladenskaber. Jeg nævner i flæng Beethoven, Bruckner og Brahms i koncerthuset, Shakespeare, Molière og Charles Dickens i teatret på Jernbanegade og ikke mindst mindeudstillingerne om Hergé og Lars von Trier i den gamle klædefabrik. Alt i alt friske pust fra dødsriget over den odenseanske kulturhimmel. Repeat, repeat and then you die.

Det er der sådan set ikke noget overraskende i. De nævnte institutioner kan deres kram og vil lege med de største, men modig er ikke prædikatet, jeg hæfter fast på dem. Igen i år har de satset på det sikre og vil påskønnes for billetindtjening, røve i sæderne og rolige forventninger frem for nye opdagelser og overraskelser, der heller ikke ofte belønnes overhovedet. Jeg bebrejder dem egentlig ikke brugen af den velkendte spil sikkert-knap, men det betyder så, at det nok ikke er her, fra de største og rigeste institutioner, vi skal vente den næste kulturrevolution. Hellere en sikker død på programmet end noget, der måske aldrig kommer til live.

Fra Elefantmanden på Odense Teater

KONSERVATIV PER DEFINITION
Institutionskulturen er nærmest per definition konservativ. Den er bagudskuende, etableret og ansvarlig – politisk såvel som økonomisk. Og jo mere, jo større de er. Det ved vi godt, og det er sådan, vi har bygget kulturen op. Vi belønner det dyre og sikre, det velkendte og behagelige. Odeon er mere eller mindre bygget ud af den kulturtradition. Ikke som et kulturelitært prestigeprojekt eller sendt som et folkedybt krav, men ud fra vores kulturvaner; vi vælger det sikre og behagelige, når vi tror, ingen kigger. Nogle har jo set alle de der Ørkenens Sønner-videoer på YouTube, ik'?

Her står symfonien, teatret eller museet i Odense selvfølgelig ikke alene. Det synes at være ret generelt. De ved, hvad vi køber, og vi ved, hvad vi får. Om det lige er Mozart eller Beethoven er underordet – vi ved, at det enten bliver Mozart eller Beethoven og så Händels Messias til jul. Denne tendens er hverken ny eller originalt spottet, men det gør ikke situationen mindre kedsommelig.

Rimskij-Korsakovs Scheherazade af Odense Symfoniorkester

De fleste rammeaftaler har deciderede klassiker-krav samt klare, målbare kriterier angående egenindtægt og publikumsantal. Samtidig lapper flertallet af publikum det meste i sig, så længe det er tilpas behageligt, og eksperimenterne er under kontrol. Alt imens står anmeldere, branchen og andre nysgerrige på sidelinjen og råber på mere u-kontrol. Meget mere kaos, tak!

DET ER OS SELV 
Det er derfor ikke altid nemt, når man som en Finn Schumacker, en Mads Damsbo eller en Jens August Wille (det skal det dog heller ikke være. Det er dem der har magt, viden og pengene, så det forpligter) både skal være publikumsmagnet, tække lokallivet og de landspolitiske kulturvinde, effektivisere på driften, tjene penge på kunsten, navigere i branchen, glæde anmelderne og så sikre alle de døde kunstnere med kunstigt åndedræt, så vi endnu en sæson kan blive mætte i Shakespeare, Brahms og von Trier – den kulturelle triangel af der-var-engang.

Det er nemlig os, gæsterne, der er de sande kulturkonservative. Vi er forbavsende ensformige i vores valg. Og med det voksende politiske pres på institutionerne om at levere flere røve i sæderne og større egenfinansiering til kerneydelsen, så er tendensen ikke uforklarlig. Både vi og institutionerne mener at vide, hvad vi tror, vi kan lide, og så får vi det. Men det er jo hverken formålet med kulturen eller vores brug af den. Og det er slet ikke udviklende for noget som helst. Kulturen er ej blot til lyst. Eksperimenterne, undergrunden og vores nysgerrighed lades i stikken.

Fra Mortens Søndergaards Ukend dig selv på Brandts 13

MEN HVAD SÅ?
Slet ikke noget vi skal glæde os til? Jo, der er – heldigvis! Først og fremmest skal det siges, at f.eks. Brandts ikke udkommer med et decideret sæsonprogram, så mindre udstillinger kan komme i løbet af året, som ofte også er der, museet overrasker. På det seneste har vi hvert fald fået flere spændende bud i lokalerne på Brandts 13, der huser de mindre udstillinger.

ERIK A. FRANDSEN
Helt konkret ser jeg meget frem til den selvdannede Erik A. Frandsens udstilling Haiti, med fernisering d. 25.8. inde på selve Brandts. Jeg blev ikke så vildt bidt af introteksten på Brandts side, men efter en omgang rundt Frandsens egen side og gennem de tidligere værker, så er min nysgerrighed bestemt vakt. Stærke farver og blanding af forskellige medier og materialer. I kan selv se og læse med her.

Erik A. Frandsen. fra serien Haiti. 2016

Læs om alle Brandts nuværende og kommende udstillinger her.

DVORAK OG KOPPEL
I symfonien er der også flere positive tiltag. De har udviklet deres programserie med bl.a. Familiesymf, hvor pointen er, at vi skal tage børn og unge med ind til den klassiske musik , og også på deres præmisser, hvilket jeg kun kan anbefale. Især til de priser; 60 kr. for unge og voksne 120 kr., for en times musik af et hundredepersoner stort orkester. Bum. Derudover har symfonien for nylig offentliggjort, at de viser hele Wagners Der Ring des Nibelungen samlet og scenisk (!!), hvilket er omkring 15-16 timers musik. En kæmpe satsning, dog igen ikke på nyklassiske kompositioner, men på en død, hvid mands værker. Det er stort (altså sådan virkelig stort) og hurra for det, men det er også lidt kedeligt. 

Men selvom jeg er lidt ude efter de gamle mestre, så fornægter kvaliteten sig selvfølgelig ikke, og Odense Symfoniorkester er stærke til at spille dem. Det er virkelig et godt orkester. Personligt glæder jeg mig meget til Dvořaks 9. symfoni. Et fantastisk værk. Og hvis man er til heltefilmmusik, så er det et af de store værker, filmkomponister har digget fra gennem tiden. Samme aften spilles Grieg også, hvor man kan høre klaversolisten Marianne Shirinyan, som jeg var så heldig at opleve til en Pro Musica-koncert med Brahms' klaverkvintet op. 34 sidste år. Virkelig dygtig, levende og opmærksom pianist. Var meget fascineret af hende.

Derudover er der også mindre kendte kompositioner og endda enkelte nye i kammerprogram Pro Musica, hvor bl.a. Anders Koppel spilles med La Balajo for cellokvartet. Koppel er dejligt kringlet og finurlig i sine ofte korte kammerkompositioner. Hvis du ikke kan vente, så kan du høre La Balajo her.

Fra sidst Anders Koppel var i koncerthuset

Og ja, jeg skal også ind at høre Beethoven, Bruckner og Brahms.

Se hele symfoniens program her

KRIG OG MASSAKRER
På Odense Teater er de gået mere humoristisk til værks og har lidt flere komedier end normalt. Normalt spiller de danske scener primært vores egen Holberg, men i år har de fået plads til komediens mester Molière med Den indbildte syge. En god komedie, men det er dog ikke ligefrem den, jeg glæder mig mest til. Ej heller evigt spillede Macbeth, der trods sine uheldsplettede ry, lever i bedste velgående på landets scener, og som i Odense Teaters version bliver frembragt af Simon Boberg (instruktion), Siggi Óli Pálmason (scenografi) og talentfulde Marie Dalsgaard som Lady Macbeth (kan allerede høre Dalsgaards karakteristiske stemme: That tend on mortal thoughts, unsex me here, and fill me from the crown to the toe top-full of direst cruelty. Make thick my blood.)

Nej, vi skal over i den alvorlige, relativt nyskrevne og udenlandske genre for at få mig frem i stolen. Forbrændt af Wajdi Mouawad lyder både grusom aktuel og dramatisk spændende i sin blanding af krigstraume og familiedrama – meget bergmansk. Mouawad er kendt for sine politiske, ja, nærmest moraliserende forestillinger, der netop tør tage fat på vores kollektive dårlige samvittighed eller penetrere samfundet, mennesket, kunsten og stoffet, som det siges i et hengemt interview med ham på YouTube. I 2016 blev han leder på Théâtre National de la Colline i Paris.

Udover Mouawads dramatik, så har jeg også store forhåbninger til Mie Riis’ scenografi. Hun lavede en af de mest fantastiske scenografier sidste sæson med forestillingen Rose på Team Teatret i Herning.

Jeg ser jeg også frem til Hændelsen af skotske David Greig, der skrev The Events med udgangspunkt i Breiviks massemord på Utøya. Greig er bestemt også en samfundsbevidst scenekunstner, der bliver spillet rundt om på de største engelske scener. En teaterkultur, der om nogen har store krav til sine dramatikere.

Pressebillede til Hændelsen

Forestillingen bliver (igen) forløst af den engelske instruktør Ramin Gray, der er leder på det londonbaserede ATC Theatre. Gray har et imponerende forestillings-cv, med en del ny dramatik i de senere år. Det er altid godt, at man ikke kun har Shakespeare på hver anden titel. Det var f.eks. Gray, der instruerede The Events på ATC Teatre i 2013, så konstellationen Greig og Gray er ikke helt ny. Om det er samme forestilling med danske skuespillere, eller om det er en helt ny fortolkning vides ikke, men den den engelske version fik en rigtig flot modtagelse i The Guardian, hvor den blev beskrevet som en af årets bedste.

Se hele Odense Teaters program her



Luk

Odenses Rock'n'Roll Resurrection

Odenses Rock'n'Roll Resurrection
Historie | Skrevet af: Jakob Cæsius Krohn | 14. juli 2017

”The day the music died …”

I dag, den 14/7, er det seks år siden, jeg blev bekendt med, at Buster Krogsgaard Svendsen fra det odenseanske shoegazeband Dorias Barracca var død. Alle hans unge venner havde nok hørt det på selve dagen, den 16/6, idet dødsfaldet et par uger efter, sangeren var fyldt 19, havde udløst en lavine af ”Buster er død-sms’er”. Men jeg gik så lykkeligt uvidende en hel måned, før jeg en morgen gik ind på hans Facebook-profil, hvor jeg chokeret og overvældet læste alle mindeopslagene. Sangen ”Åh, Buster” fik næsten en profetisk klang, men det uden tvivl største indtryk på mig gjorde de ord, som Busters kæreste, Stine, havde skrevet, og som jeg først troede var hendes egne, men som jeg senere erfarede var fra en af Busters tekster. Hans sidste, faktisk, i den forstand, at sangen udkom posthumt som den eneste fra det album, der skulle have markeret Dorias’ gennembrud. Nummeret hedder ”Shaky Dreams”: 

https://soundcloud.com/astrangelyisolatedplace/isolatedmix-21-jonas-munk

”… turn out the lights”

Som håbløs romantiker tolkede jeg teksten som en art liebestod, men her nøjes vi med at lade musikken, ja, hele produceren Jonas Munks blændende, kuldskære Odense-compilation, tale. Angående dødsårsagen sidst på natten er avisens historie om alkohol og medicin nok let retoucheret, men herom vil jeg også tie. Den dag i dag kender jeg ikke til de nærmere omstændigheder, og er heller ikke interesseret i at høre mere. Jeg ved, at Buster faktisk havde en lykkelig festaften med sin kæreste for at markere, de et par dage efter skulle flytte til København sammen, og at Stine var ved hans side til det sidste. Det er sådan set også alt, hvad jeg behøver at vide. Først og sidst fordi virkeligheden er for ubærlig, og så har jeg det bedre med, at Busters død er omgærdet af en vis mystik a la de dionysiske rockikoner, Morrison, Thunders et al., og dermed er blevet til det stof, som (rystende) drømme skabes af.

Buster og Stine

”I never thought that it would end like this”

For at gøre ondt værre kom jeg i sagens natur ikke til bisættelsen. Her ville jeg gerne have hilst på den mand, som havde været en slags mentor for den helt unge Buster, mens han boede i Vordingborg, nemlig præsten, som varetog handlingen. Måske ikke en af Guds bedste børn vidste jeg allerede via en livredder, som jeg tilfældigt var faldet i snak med i DGI-byen. Som datter af en højtdekoreret politimand kunne hun fortælle mig, at pastoren kun lige akkurat befandt sig på den rigtige side af lovens plankeværk! I Busters ånd var det så. Til en musikaften hjemme i privaten havde han indviet mig i, at hans plan var at studere – religion. Det var samme aften, han viste innersleevet af en LP, ”Loveless” af My Bloody Valentine, hvorpå han havde limet et foto af Stine. Og her var det også, han sagde de ord, som har mejslet sig fast i min erindring: ”Tag ikke fejl, Jakob, alle mine sange handler om kærlighed”.

Første møde med Jonatan

”We’re going down in the history, we’re going dooown”

Lad os vende os mod de to år med isvintre mellem 2009 og 11, hvor jeg mener, at Odenses undergrundsscene toppede og tiltede: Golem og Phono i pionerfasen, Urban Art Project, skuespillerskolens listige privatscene Karsten Fasan, Off the Hook, BobZ og hashk…, øh, atelierer som Grow og Roots. Og så var der jo lige Momentum, dengang Peter fra Ecletic Moniker var kapelmester. Her var det, Buster introducerede mig for Jonatan K. Magnussen. Nu er det godt, jeg altid gik rundt med et kamera i disse år, for jeg kan strengt taget ikke rigtig selv huske det. Men min buddy, Stoffer – ham med ryggen til på fotoet – har fortalt mig, at snakken gik om IKKE ”at blive til noget”. At være eller ikke være totalt dedikeret til sin musik, dvs. at sætte ALT ind på kunsten. Det har været noget, jeg med mine fordums punkidealer kunne tale med om, men jeg var åbenbart for punk, eller pløret, til at tænke i karriereplaner hin dag!

Første møde med Buster

”You spit on those under 21 …”

Mit første møde med Buster, som fandt sted, da han blot var 16, står klarere i min hullede hukommelse. Jeg traf ham og bassisten Simon i Kizzers Klub alias Grow, hvor vi kom i snak om shoegaze, og hvor jeg få uger efter var til (præ)release med Dorias’ debut-EP ”Handsome Melting Point”. Siden fulgte jeg gruppens koncerter hver gang, jeg kunne komme af sted med det som alenefar. Nu skal det straks fastslås, at jeg ellers med fornøjelse citerer Lou Reed eller rettere hans lærer, Delmore Schwarz, for de vise ord ovenfor, men i lige akkurat denne gruppes (samt mine børns!) tilfælde var der tale om en undtagelsestilstand. Dorias Baracca var ekstraordinært talentfulde. Deres EP kom da også på et engelsk pladeselskab, de spillede i udlandet, fik en del airplay og var i Karrierekanonen. Og så nåede de at lave denne video fra et Odense, der ikke længere findes. Med masser af teenage kicks, men også vinterlig melankoli:

https://www.youtube.com/watch?v=AK4zbgBAV1Y

”Wash me in the blood of rock’n’roll” 

Buster og Jonatan havde gået i samme klasse og, så vidt jeg er underrettet, også optrådt på samme scene til Minival i Dalum, hvilket ifølge arrangøren – hey Joe! – som havde udlånt dem sit udstyr, efterlod blod på trommesættet. Men allerede i deres unge alder var de vokset lidt fra hinanden musikalsk, erfarede jeg. Dengang stod Jonatan og hans gruppe, Balloon Magic, da også for en mere poleret musik, der for novicer kunne lyde som ret Smiths- og Cure-påvirket, men som nu snarere var inspireret af skotske og australske forbilleder. I dag borger bandet, efter et par udskiftninger, mere for den skumle amerikanske tradition fra The Gun Club og frem. Under det nye navn The Love Coffin er alle mulige genrer dog i spil. Ligesom det var det en snes år før for Odense-gruppen med det også semantisk forbløffende ens navn The Live Museum, hvis ærinde var at revitalisere det bedste fra hele rockmausoleet.

Dorias Baracca: ”Handsome Melting Point”

”You get older – not me” 

Grunden til at jeg gik ind på Busters profil netop den sommerdag i 2011 var sikkert, at jeg og min kæreste var på vej mod Aarhus, hvor jeg ville præsentere hende for det band, som min yngste ven i al sin ungdommelige entusiasme havde udråbt som intet mindre end ”verdens bedste” – Balloon Magic. Under et voldsomt skybrud og akkompagneret af vinduesviskernes konstante klapren hørte vi så Dorias’ på en gang sfærisk drømmende og tordnende støjrock på ”Melting Point”-EP’en, mens jeg mindedes Buster med ildevarslende tekstfragmenter som det ovenfor citerede. At netop denne tur altid vil rumstere i min erindring skyldes også, at jeg kort inden Balloon Magic-koncerten besøgte en anden musiker, Jakob, en sidste gang, inden han døde på tilsvarende pludselig og meningsløs vis. På sit sidste Facebook-opslag skrev min navnebror, der ligesom jeg var præstesøn: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Fra kirkegården, 17/7 2011

”… a burning ring of fire”

Men Aarhus-odysseen markerede også en ny begyndelse. Det var under denne, jeg ikke alene hørte de ganske rigtigt fænomenale Balloon Magic, som udgav deres debut-EP ”Mornings” på et amerikansk pladeselskab senere på året, men også lærte bandets sanger godt at kende. Ja, aftenen endte med, at min kæreste og jeg lod Jonatan overnatte på vores vandrehjem (måske fordi jeg huskede at have mødt Buster med verdens største rande under øjnene – eller var det eyeliners?! – på vej hjem efter en Dorias-koncert i netop Aarhus, hvor han havde sovet på banegården). Under bilturen mod Odense næste dag fandt Jonatan og jeg ud af, at vi på tværs af generationerne havde en fælles svaghed for mange af de bands, jeg havde hørt på Rytmeposten i 90’erne på foranledning af Jan Aaskov og hans best man, min tredje døde rockven, Gert V. Andersen fra netop The Live Museum. En ring til blev sluttet.

Balloon Magic: ”Mornings”

”Something better change, change, change …”

Nu kunne man have både Buster og Jonatan mistænkt for at være indoktrineret af en mosgroet far, onkel eller musiklærer med samme gustne smag som jeg, men nej. Den primære inspiration kom gennem det insider-miljø, der opstod som en reaktion på, at der intet var at hente for vores unge bysbørn, og de derfor blev hjemme og lyttede til musik sammen til ud på de blå timer (jf. min gamle TIO-artikel ”It’s alive”). Her tror jeg, at youngsteren Nikolaj Bruus også dengang må have spillet en stor rolle i miljøet som en awesome rockprofessor. På hans liste over de 150 bedste skiver forrige år er nr. 19 ”Veranda”, debut-EP’en med The Love Coffin! Det er også Nikolaj, der står som hovedmanden bag disse korte YouTube-dokuer med klip af bl.a. Dorias og Balloon Magic, hvor førnævnte Gerts søn, Tim, taler for lysere tider som modvægt til indtrykket af Odense som en underlig tidslomme fyldt med frysende firser-tristesse.

www.youtube.com/watch?v=nz0J9SnICdI (Odenses ungdoms musikkultur (part 1)

https://www.youtube.com/watch?v=E18n4CDe9VQ (part 2)

”I stumbled into town …”

Men en brat opvågnen blev det jo så. Og her skal der ikke lægges skjul på, at Busters rock’n’roll-livsstil, som for nu at sige det pænt slægtede Baudelaires berømte ”til bunds i det ukendte for at finde det ny”-trosbekendelse på, var et tveægget sværd. Det første møde uden for Kizzers Klub var eksempelvis, da jeg engang i sommeren 2009 rendte ind i ham på Den Smagløse, inden han vendte næsen hjemad ved midnatstide, da hans gymnasielærer havde truet ham med, at han ville blive smidt ud, hvis han ikke afleverede sin stil næste dag. Jeg så ham da også et par gange hen på formiddagen på vej hjem fra en hard days night i byen. I det hele taget kunne jeg fortælle mange anekdoter, men morsomt er det jo ikke, så lad det blive herved. Ud af gymnasiet røg Buster, hvorpå Produktionsskolen ventede. ”Det er en børnehave”, sagde han oprevet til mig en dag på Flakhaven, han havde behov for en voksensnak.

Fra Studenterhuset

”Things always seem to end before they start”

Til en Phono-festival var det så, at Simon trak mig til side og fortalte, at bandet havde et massivt – problem, og efter en koncert på det gamle studenterhus var det omvendt Buster, der betroede mig, at han var ved at tabe overblikket over den svære 2’er og syntes, at han stod alene tilbage på skansen. På dette tidspunkt var han faktisk tilbage i uddannelsesræset, men efter at have sat en aften af til at hjælpe med en musikopgave og ikke kunnet kime ham ned og så finde ham på Smageren, igen-igen, blev jeg noget tøsesur. Og de resterende måneder af hans liv havde vi ikke megen kontakt. Den sidste replik, jeg husker, fandt sted til en Dorias-koncert, hvor Buster stillede sig ned til mig på bagerste række, mens gruppens frenetiske feedback-finale fortsatte. Jeg stod med korslagte arme og kiggede ufravendt op på scenen, og Buster sagde så noget i stil med: ”Nå, jeg skal sgu have mig en bajer med de andre”.

Dorias Baracca, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. uidentificeret politimand: "You're looking at the wrong guys!)

”Happy birthday – not for me”

Men et sidste møde blev det heldigvis til. Det var på Havnekulturfestivalen i 2011, hvorunder Busters fødselsdag faldt, og hvor byens undergrundskultur peakede for aldrig igen helt at blive den samme. I de forfaldne, bælgmørke, graffiti-overmalede industrihaller var musikfællesskabet Off the Hook sat på programmet, hvilket resulterede i koncerter med både Buster og Jonatan. Dorias allersidste kakofoniske koncert, som er foreviget på YouTube, sluttede med, at medlemmerne kastede sig over hinanden i en kæmpestor, kaotisk, men også kærlig kluddermor, mens Jonatan gæstede gruppens lydtroldmand Jens Aagaard i dennes soloprojekt The Dove Is Dead. Med var tillige guitaristerne Kristian og Lasse, som faktisk i dag udgør de to andre frontfigurer i The Love Coffin. Som man vil kunne se på mit kiksede, sært spøgelsesagtige foto, synes der at have slået gnister imellem dem allerede dengang:

The Dove is Dead, Havnekulturfestivalen 2011 (inkl. Jonas Munk)

New morning light”

På den nyeste video med The Love Coffin er vi tilbage på gerningsstedet. Memcorn-hallen, hvor Dorias’ svanesang fandt sted, er jævnet med jorden i dag, men ellers er vi på Odenses havnefront. Og jeg overfortolker vist ikke, når jeg siger, der er en markant døds- og opstandelsessymbolik på spil her. Men også en trang til at lægge fortidens spøgelser (og lyserøde elefanter!) bag sig og komme videre, over broen, over regnbuen, til København, hvor The Love Coffin har fast base i dag, og hvorfra gruppen har taget turen videre ud i Europa til koncerter med et dedikeret publikum. Gruppen er også blevet hypet af undergrundsguruen Lorenzo Woodrose, ligesom de har fået flotte anmeldelser, bl.a. i Information, for deres to EP’er og sidst for en fantastisk koncert på Roskildefestivalen. Nu er det så på høje tide, at det går op for gud og hvermand, at om ikke verdens så Danmarks bedste band er her fra Odense!

https://www.youtube.com/watch?v=q1N6UuOov9g (”New Morning Light”)

”… a worthy epitaph”    

Selv her seks år efter min sorte dag, skulle der et langt tilløb til, før jeg kunne skrive denne artikel. Faren for at blive beskyldt for at være patetisk og morbid, ja, for at ville opbygge en dødekult, er tilmed også til stede. Men nogen skulle simpelthen hylde Buster K. Svendsen, og da hans mor tragisk døde af kræft sidste år, har jeg følt mig kaldet. Og faktisk kan jeg her på falderebet byde på en, trods alt, meget happy ending. Det forlyder nemlig fra Jonas Munk, at et pladeselskab er på vej til at udgive den follow-up, Dorias Baracca som sagt nåede at indspille, men hvorfra vi foreløbig kun har hørt ”Shaky Dreams”, og at den måske allerede vil kunne erhverves sidst på året. Dermed vil et varigt vidnesbyrd fra en af Odenses mest kompromisløse kunstnere endelig se dagens lys. Lad os i ventetiden mindes Buster med dette stærke portrætfoto af den berømte franske fotograf og modedesigner Hedi Slimane:



Luk

Odenses gadebørn

Odenses gadebørn
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 5. juli 2017

Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove
forvildet fra den vej jeg burde følge
 - Dantes guddommelige komedie


Jeg opdagede ikke meget mine første år i byen, men med tiden lærte jeg træerne at kende. Selvfølgelig ikke alle, bare nogle, altså dem, jeg mødte i mine hverdag. Da jeg flyttede til Allégade-kvarteret fik jeg et mere genkendeligt forhold til træerne på min vej. Træer, der gør sommeren grøn og giver byen sjæl – bryder og binder landskabet sammen. Også de indre!

Der var kun skov. Den sædvanlige blanding af alle mulige sammensatte følelser og tanker og pligter og planer var væk. Pludselig var alt bare skov
 - Erland Loe, Doppler.

Især Munke Mose blev et kardinalpunkt for min uvidenskabelige kærlighed til disse barkede skabninger. Et helle for alt det grønne, og for os, der ved, at byens hængende haver giver mere end blot rodnet og en krone.


Jeg har i min julisommerferiekådhed taget nogle (ret dårlige, undskyld) billeder af mine mest distinkte venner, der pryder Odenses midterliv langs åen. En lille trætur til Odenses bedst barkede steder - ud til Odenses gadebørn, som den træelskende, tyske succesforfatter Peter Wohlleben ville kalde dem. 

Jeg har nødvendigvis ikke noget klogt eller debatskabende at sige om dem, men alligevel finder jeg det vigtigt at dele, selv på en lidt ubeskrivelig måde. En slags nødvendighed. For jeg vil gerne have en grønnere by. Jeg vil gerne være mere opmærksom på mine opgivelser. Jeg vil gerne se træer og huse i arkitektoniske partnerskaber i byens rum. Jeg drømmer om flere frugttræer og byhaver, flere hemmelige stier og grønne rum. 

Mennesket, et træ af billeder,
ord der er blomster der er frugter der er handlinger
 - Octavio Paz, Solsten


Munke Mose er en oase. Et af byens absolut smukkeste lommer. Der er ikke mange hjørner af denne arkitektoniske perle, jeg ikke nyder. Jeg er i den hver dag og hver gang tilbyder den noget nyt. Jeg er især vild med de tre træer nær broen til Ny Vestergade, som nærmest står menneskelige med hver deres personlighed. Egetræer her har nærmest livstræ-associationer over sig. Eller som en parksoldat til en anden verden. En grøn verden.

Grønt jeg begærer dig grønt.
Grøn vind. Grønne grene.
Skibet på havet
og rytteren på bjerget.
 - Federico Lorca, Søvngængerballaden

Den over 100 år gamle Munke Mose er et ret interessant sted. Jeg har hørt flere havearkitekter tale stort om haven, som en slags eksempel på balance mellem tæmmet og "vild" natur. Nogle har det nærmest som destination for et Odense-besøg. Parken er selvfølgelig designet voldsomt, men flere steder får lov til at vokse lidt vildt og selve mosen undergrund gør, at træerne ikke vokser reguleret, altså lige. De går på tværs af hinanden og med bløde bund, ofte skråt, når de er ved åbred eller på kanten af søerne.

Inden i går videre i teksten kan I læse vores tidligere anbefaling af mosen her og lidt om mosen lange historie her


Har træer en bagside? En ubeskyttet ryg som mennesker? Jeg har gået forbi træet utallige gange, men aldrig opdaget hagekors eller krone. Man kan sige, at det får træer til at fremstå markant mere tiltalende end arten, der bærer kniv og scepter for at forevige sig.

Hyldetræets stærke blade
kaster sig i blæsten, råber til os
vi skal forsvinde i universets vildnis,
hvor vi skal sidde ved foden af en plante
og leve evigt, ligesom støvet.
- Robert Bly, Digt i tre dele


Hvis jeg var en and, så ville jeg hænge ud under den faldende hængepil hele tiden - ryge smøger, drikke kaffe og lave ande-ting. Munke Mose er fyldt med piletræer, der hænger i mere end en forstand. Der er noget sørgmodigt og tungt over pilen, trods den lette flagren i bladene. Jeg føler mig utrolig tryg ved pilen faktisk. Det er et ærligt træ.
Dog slet ikke så let, lysende, lallende fynsk som i Frank Jægers "Piletræet" - et hyldestdigt til H. C. Andersen.

Men selv om det ikke er kastanjetræer, så giver piltræer mig ofte Yeats'ske billeder, når de rytmisk svajer med vinden - som et Yeats-digt

O chestnut-tree, great-rooted blossomed,
Are you the leaf, the blossom or the bole?
O body swayed to music, O brightening glance,
How can we know the dancer from the dance?
 - W. B. Yeats, Among school-children

Jeg har hørt en fugl kvidre, at der er godt og vel 23.000 træer i Odense bymidte. Men jeg ved det ikke. Ej heller om det er tæt på, hverken fra eller til. Men jeg ved, at der f.eks. er 1135 klippede lindetræer på Assistenskirkegården. Læs også vores tidligere anbefaling af Assistenskirkegården her

Det er alligevel en pæn buket. Uden fornemmelse for antallet i forhold til arealet, så ville jeg dog ønske, at det var dobbelt så mange. Jeg kender i hvert fald mange byrum, hvor der godt kunne stå nogle flere træer – gader, baggårde, græsarealer, der trænger til et rodnet og en grøn krone. Eller vildere endnu; prøv at tænk, hvis der var lige så mange træer i bymidten som mennesker i hele Odense Kommune? Der ville være noget at være stolt af som by.


Der er noget dybt fascinerende over tvillingetræer. I Munke Mose er der især tre tvillingepar, der står ved krydset, hvor stien fra legepladsen møder åen, som synes nærmest mystiske. Det er ret underligt, da de tre par, står på linje med hver deres stiretning. Jeg kan ikke forestille mig, at det er så dybt planlagt. Det er næsten for vidunderligt til, at det må være bevidst. Jeg smiler tit, når jeg går forbi dem, og undres over deres eksistens; er deres rødder egentlig groet sammen? Kan de ”mærke” hinanden? Deles eller kæmper de om sollyset? Dør de med hinanden?

Trees are much like human beings and enjoy each other's company. Only a few love to be alone.
 - Jens Jensen, Siftings


Jeg har altid haft en svagt punkt for symmetri. Og platantræer! Hvilket Europas byer er fyldt med, også Odense. Jeg ville dog ønske, vi brugte deres kroners skygge til andet end parkeringspladser. F.eks. på Jagtvej ved Munke Mose, hvor den smukkeste platansamling burde være ledsaget af græs og mennesker frem for asfalt og tomme biler. Få det nu væk og giv arealet til Odenses beboere - mennesker såvel som plataner.

Træer gør ikke alene byen mere grøn, men også mere sund. Træer renser luften, sænker stressniveauet og øger glæden. Det gør træer alle steder, men især i byerne har de en positiv indvirken på vores sundhed.

I kvarterer, hvor der er mange træer, kommer folk mere ud, de kender deres naboer bedre, de har mindre angst og depression. Et studie fra Toronto pegede på, at 10 bytræer mere per karreblok bidrog til sundhedsopfattelsen med lige så meget som ca. 100.000 kr. ekstra i indkomst, eller at føle sig 7 år yngre.
Et stort studie fra England peger endda på, at grønt reducerer ulighed i sundhed, og i USA kædes lav fødselsvægt sammen med fraværet af træer. 

Et platantræ på flugt

Men hvad siger træerne selv? Den bøgekrammende tysker, Peter Wohlleben beretter i sin bog ”Træernes hemmelige liv”, at bytræer er gadebørn, der trods masser af sollys ofte lider af ensomhed, dårlig ernæring – både i krone og net  unødvendig beskæring, fejlagtig opvækst uden artsfæller, dårlig, hård jord for rodnettet og er mere udsat for insektangreb og sygdom. Alt i alt ret deprimerende, hvis man spørger Wohlleben. Ikke opmuntrende tale, når man gerne vil være træernes ven og stadig have dem tæt på sig i sit byliv...

Et af de store problemer for bytræer, ifølge Wohlleben, er den hårde jord, så rødderne ikke kan blive stærke nok til træets vækst samt fraværet af mykorrhizasvampen "... der hjælper med at samle vand og næringsstoffer (og) kun er til stede i stærkt begrænset omfang" i byerne. 

Mykorrhiza er en ret fantastisk symbiose, der opstår mellem svamp og rod/træ, og ifølge mange træeksperter en del af systemet hvormed træer kommunikere med i hinanden. Bl.a. deler de informationer om sygdom, næring eller hvis der sker beskæring hos træer i dele af det pågældende rod/mykorrhizanet. Det siges også med en vis overbevisning, at det er via denne symbiose, at træer koordinerer blomstring og løvfald. Med interesse kan man læse mere om svampesystemet her
 
På vej hjem ser jeg blækhattene skyde op gennem græsplænen.
De er de hjælpsøgende fingre på en
der har hulket længe for sig selv i mørket dernede.
Vi er jordens.
 - Tomas Tranströmer, Skitse i oktober


Langt flere veje burde se ud som starten af Hunderupvej, hvor vejdrej, allé (endda med individuelle træ-personligheder) og passende høj karrébyggeri danner en formfuldendt gadedynamik. Det samme kan sige om Godthåbsgade. Man kunne ønske, at der var mulighed for små butikker i stueplan, men befolkningstætheden i området er nok ikke god nok alligevel. 

Det minder mig om et værk af Joseph Beuys, der til documenta 7, Kassel 1982, lavede  "7000 Oaks – City Forestation Instead of City Administration", hvor han plantede 7000 egetræer rundt om i Kassel by. Allerede fra starten et både vanvittig ambitiøst og for mange, provokerende i 1982. Beuys ville ikke alene skabe fokus på det miljømæssige, men var især fokuseret på det symbolske i mængden egetræerne og de associationer der følger med. Han var meget opmærksom på de sociale strukturer i samfundet og ville på den både have egetræerne ind som billeder (sociale skulpturer) og være redskaber for disse strukturer. 

Thus, 7000 Oaks is a sculpture referring to peoples’ life, to their everyday work. That is my concept of art which I call the extended concept or art of the social sculpture
 - Joseph Beuys

Hvis du endnu ikke har lagt ferieplaner, så er der documenta 14 (afholdes kun hvert femte år) i år og dermed en god lejlighed til at se Beuys mange egetræer.

På Jagtvej. Mit træ i byen. Jeg kender det ikke særlig godt, da det tydeligvis er en enspænder og lidt mystisk af natur. Et troldetræ. Men jeg ser på det mange gange hver dag. Jeg ved ikke engang, hvilken sort det er? Måske er jeg også ligeglad. Det fylder langt mere for mig end mit behov for at kende dets data. 

Jeg har nu betragtet træerne ovenfra
fra siden
og nedefra
Jeg har tilmed været oppe i et træ
og betragtet de andre træer
betragtet lyset
set det blive grønt
som om et menneske ikke var et menneske
men et blad en gren entropi
 - Inger Christensen, Scenen 4, extensioner


Verdens langsomste druknedød p parkeringspladsen ved Giersing Realskole. Smuk på sin egen forsvindende måde. 

På hjørnet af Bakkehuset står et vidunderligt eksotisk-lignende træ. Jeg er virkelig fascineret af det, men med Wohlleben i baghovedet tænker jeg også, at det er nok er langt fra sine venner og familie. Nogen, der ved, hvilken træsort det er?Wohlleben har mange spøjse pointer i sin bog "Træernes hemmelige liv", men en af dem om bytræerne, gadebørnene, er, at de er langt fra deres artsfæller. De får derfor ikke den samme næring eller "opdragelse" som træer i klynger, hvilket er ret udslagsgivende for et godt træliv. 

Et af de træer, jeg har stået længst under. Som regel altid i regn, på vej videre. Duftet dråbernes møde med grus, grene og asfalt. Bladene er bløde.

Old men lie on grass afternoons
old Walnut stands on green mountain hide,
ants crawl the page, invisible
insects sing, birds
flap down,
Man will relax on a hill remembering tree friends.
 - Allen Ginsberg, Carmel Valley

Ofte forbavses jeg over, hvad træer kan, især kan overleve. En slags port mellem verdener eller bare bydele. Wohlleben påstår, at træer ikke alene beskytter hinanden, men også kan se sig sure på et andet træ. Jeg forestiller mig, at der har været et dramatisk skænderi i gang her, måske i flot mange årtier her for enden af Karen Brahes Vej

Ved Christiansgade ligger der en lille park eller boldbane, der egentlig virker ret glemt af os. Ned til åen ligger en himmelragende allé med helvedes høje træer. Når man står lidt længere væk, virker de som en grøn mur, et læhegn, selv Poseidon må give fortabt over at vælte. De tilter også væk fra hinanden igen som en slags hemmelig bandekrig på vej til at vælte både vej og hæk.
Skove, I gør mig angst som de store Cathedraler,
I raser som Orglet, og i vort hjemsøgte Bryst
- den evige Sorgens Kammer med Støn af gamle Kvaler -
besvarer Ekkoets Råb eders Klagerøst.
 - Charles Baudelaire, Besættelse

Jeg tror, det ville være en habil utroværdig tilnærmelse at kalde alléen her for en skov, så det vil jeg ikke prøve at bilde jer ind. Der er nemlig en stor forskel, især for Baudelaire, der i bedste de Sade-stil tillægger naturen en hårdhed, nærmest ondskab. Hvorimod den styrede bynatur, som en allé er, er noget kultiveret og hvert fald mere behageligt og genkendeligt. Det er formet af noget menneskeligt. Og det er netop denne splittelse, der er en af Baudelaires evige temaer; at mennesket er kultiveret trods sin tydelige naturlighed

Men det er også sammenligningen med katedraler, der trigger mig. Jeg får samme udefinerbar ængstelighed, når jeg møder sådanne grønne korridorer, og jeg hører tydeligt orglet, når vinden strømmer mellem blade og stammer. Jeg bliver lille og alene, når jeg går hen af en tætgroet allé, som gik jeg i en af europas store, frygtindgydende katedraler.

På den anden side, ved den idylliske byhave, bålplads og minipark, står nogle lettere forvirrede grantræer og minder mig om Roms parker, der svedne lader lyset dykke ned mellem stammerne og med vinden smider nåle og duften af frisk harpiks. Det ser lidt malplaceret ud, men giver samtidig også en tiltrængt forandring til det frodige planteliv langs åen. En anden slags grønt. 

Jeg vælger at tro, at det ikke er så slemt med bytræer, som Wohlleben har skrevet, men at de i deres ubeskrivelig fællesintelligens kan glæde sig over, at vi glædes ved dem i vores by. At de er ønskebørn og giver så meget godt til vores virke, at de fleste af os gerne vil have mange flere. Måske er fremtidens byer, fremtidens Odense, på en eller anden fantasifuld måde, langt mere i familie med urskoven end med ligusterhække, asfalt og parcelhuse. Jeg tør godt håbe, at vi er kloge nok til at plante os i den retning.

Og vi skal nyde de træer, der allerede er og gerne vil sige os noget. Plant et træ, plant gerne frugttræer og gerne to af samme sort ved siden af hinanden, så de ikke bliver ensomme. Fjern asfalten, hvor I kan og plant træer, blomster og buske. Lad være med at beskære træer. Kram dem, der er!

Fra skovens bund stiger jeg.
Det lysner mellem stammerne.
Det regner over mine tage.
Jeg er et nedløbsrør for indtryk.
 - Tomas Tranströmer, Gennem skoven.

 



Luk

Til kamp for flere trivselspladser!

Til kamp for flere trivselspladser!
Longread | Skrevet af: My Rasmussen | 10. maj 2017

Man har brug for ikke at blive gloet på hele tiden, når man er barn.
Og man har ikke brug for at indtage kaffe hele tiden og få flad numse, når man er voksen

Før jeg fandt ud af, at den var dødssyg, var den en fest – den Odenseforstad, hvor intet skete, men hvor frugttræerne groede og brombærkrattene rev, og ens mor lod som om hun ikke holdt øje, når man forsvandt ned i skoven på jagt efter gemmesteder og halede snegle med hjem i haven og mistede sine gummistøvler til søens mosede bred.

Mine unger vokser op i Odense C. På legepladser med blødt underlag – overvåget af koffeinholdige voksne, der med korte intervaller hopper op og råber ”pas på!”

I sidste uge forvildede jeg mig ind på byggelegepladsen Kolle 37 i Berlin fra en bagindgang og vidste derfor ikke, hvad jeg havde fundet præcis. Men jeg brugte to salige timer her med øjne på stilke og begejstrede udråb. Som Snøvsens ven, katten i sækken, der befriet fra sæk begejstres over alle de syn, der møder den: nej men SE DOG!

Her er en flåde af en europalle-gynge spændt op i et træ. Her er klatrevæg på en baggrund af ikke-kommunal grafitti. Her er bålplads og byggeværksted og værktøj til rådighed. Her er væltetruede mosaik-bed med spiselige urter. Her er en virkelig stor kanin og en håndfuld marsvin, og her er søm, man kan komme til at træde på.

Her er bivuakker. Her er udendørs stenovn og rigeligt med brænde. Her er planter, som har fundet en bar plet at slå sig ned på og strutter mod himlen. En grøn oase i en stor storby. Her er adgang til køkken og mulighed for at søle sig til i vand. Her er et klubhus, som om aftenen bliver brugt til kulturarrangementer. Genialt! Der har du dit lokale beboerhus og løsning på ikke-restaurationsbetinget liv i bymidten!

Det er et sted til børn med håndværker-spejder-besætter-attituder. Alle frisatte børn, altså. Et sted, hvor kravet om Sikkerhed Over Alt ikke trumfer tilliden til børnenes formåen, og hvor man tror på, at børn i vat er beskyttede (og bløde), men triste børn.

Det er også et sted for de voksne. Det er balsam, jo. At sidde i en storby og nyde noget ufriseret natur og kunne flække noget sammen. At være i nogle rammer, der minder én om, at der er meget, der er vigtigt i livet, og at det ikke er det, vi bruger det meste af vores tid på. Hvor godt ting, som er lavet over bål, smager. At man også kan være voksen på mange forskellige måder og være en succes. At lykken ikke for alle er 2 x 37 timers job, deli-mad og puder fra Hay. Den kan også være deltid og fælleskøkken og ladcykel. Det er vigtigt med sådan nogle – skal man virkelig sige skæve – steder, som modpol til det angstfyldte præstationspres, der siver ind overalt.

Nogle gange har man brug for at være i fred og for at have lov til at lave noget – konstruere noget med sine hænder. Mødre og fædre har brug for at give slip på deres børn, så børnene finder ud af, at de kan så meget. Mærker kroppens grænser. Slår sig. Ikke dør. Lærer at gå på ting, uden EU-typegodkendt skridsikkert gummiunderlag.

En storby giver plads til forskellighed. Til det uens. En klog storby (og dens folk på toppen af beslutningsprocesserne) ved, at der gror fine ting, hvis der er lommer, ting kan gro i. Der er stadig et stort ubeplantet og ubebygget stykke i Odense C. Det kan nås endnu. Jeg stiller gerne op som idéudvikler, projektkoordinator og daglig bestyrer af pladsen. Så mangler vi bare en pædagog, en håndværker eller to, en røvfuld genbrugsbyggematerialer og nogle blandede blomsterfrø, som skal kastes op i vinden, så er vi så godt som i mål.

Er der nogle kroner i kassen, Odense? Vi vil kun koste et lille hjørne af en Odeon endevæg. Lover.



Luk


This Is Odense