Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke

Odenses byggesten er en smuk og uperfekt gul klinke
Meninger | Skrevet af: Mie Leonora Heiberg | 16. april 2018

Tusinder af fødder betræder de gule sten hver dag i Odenses hjerte. Grønnegade, Byens Bro og Filosoffen ved Munkemose er nogle af de steder, der lyser op i varme farver på en kold vinterdag, fordi bunden er belagt med den. Odenseklinken og dens forgænger Hasleklinken– eller bare ”Klinken”, som brolæggerne i min gade kalder alle de gule sten, nye som gamle.

- Den er besværlig at lægge, men den er meget, meget flottere, end det der lortebeton. Den skaber mere charme og giver mere at kigge på, lyder det fra en af de hårdtarbejdende herrer, der er ved at lægge klinker i gaden.

 

BILLEDE: Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

Brolægger arbejder med klinker i Ny Vestergade, Odense C.

 

Og jeg kunne ikke være mere enig. Stenene er specielle, fordi de ikke bare er ensfarvede. Modsat asfalt og beton changerer Odenseklinken og Hasleklinken i gul, orange og sortbrun.

 

Et af de vildt-changerende fortove med klinker i Odenses centrum. Her er det Hasleklinken, Odenseklinkens forgænger, der ligger i to forskellige mønstre.

 

Varme farver i byen

I Ny Vestergade, hvor jeg bor, er der netop blevet lagt en lidt mere afdæmpet søster-udgave af klinken. Men effekten af at få skiftet gråsort asfalt ud med karrygule sten er stadig til at mærke. Der bliver bare et par grader varmere og lidt hyggeligere på en eller anden måde.

Det er Michael Steffen, der har udviklet Odenseklinken, som faktisk er en nytænkning af Odenses gamle klinker. Og han er netop gået efter at skabe denne varme og hyggelige stemning: 

- Du mærker det måske ikke bevidst, men det skaber en superfed fornemmelse i underbevidstheden at have de der positive farver, der bare lyser igennem på fortovet, siger han.

 

Ny Vestergade

Ny Vestergade før og efter omlægningen, hvor asfalt er erstattet med klinker. Resultatet spreder en helt anden og varm stemning i gaden.

 

Efter omlægningen i min egen gade er det gået op for mig, hvor meget historie de gemmer på, de sten, jeg vader rundt på hver dag. For en stor del af de gule klinker, der dækker hundredetusinder af kvadratmeter i Odenses gader og stræder, er brændt med kul i en ovn i Hasle på Bornholm for op mod hundrede år siden.

Og modsat mange andre danske byer har Odense valgt at holdt fast i den ved at udvikle en ny version. Derfor ligger nye og gamle sten i dag side om side og sikrer, at Odenses signatur lever videre.

 

GRØNNEGADE

Den smukke Odenseklinke, som er en nytænkning af Hasleklinken, ses her i nye mønstre i Grønnegade.

 

Historie under fødderne

De oprindelige sten hedder Hasleklinker og blev lavet på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Det var brændingen med kul, der gav de gule sten deres tilfældige pletter og nuancer. Klinkerne blev sejlet over Østersøen og solgt og lagt i mangen en kystby i Danmark og Nordtyskland.

 

 Hasleklinker

Historiske Hasleklinker i Odenses indre by.

 

Michael Steffen har studeret den gamle Hasleklinkes historie indgående for at kunne lave dens efterkommer. Han fortæller, at kommunerne i mange danske byer i løbet af 1980- og 1990’erne valgte at skifte klinkerne ud med beton eller granit, fordi det var blevet moderne og smart. De gamle Hasleklinker blev pillet op, smidt væk eller solgt. Det skete for eksempel i Rudkøbing, Faaborg og Haderslev - men ikke i Odense, siger Michael Steffen, der også er direktør i Steffen Sten:

- Den eneste by, der har holdt fast i klinketraditionen, er nok Odense. Det må være den by i landet, der har allerflest klinker liggende. Nu er det faktisk blevet byens visitkort, siger han.

 

Hasle klinker og chamottestensfabrik

Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik, hvor Hasleklinken blev skabt, billedet er taget omkring år 1928. Foto: bornholmerneshistorie.dk.

 

Men da Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik lukkede for tyve år siden, stod Odense uden leverandør af de kulbrændte klinker. Kommunen ønskede at fastholde de gamle klinker og fortsætte traditionen med at bruge dem i byen og satte derfor stort ind for at udvikle en lignende sten til fremtidige byggeprojekter i Odenses indre.

 

Hasleklinker i Odense C

Hasleklinker lagt på forskellig vis i Odense - side om side med granitsten.

 

En vild sten

Michael Steffen var én af de folk, der satte sig for at nytænke Hasleklinken og havde på det tidspunkt et samarbejde i gang med et teglværk i Tyskland. Men her var de ikke meget for at afvige fra den gængse arbejdsmetode, når det gjaldt klinker:

- Dengang havde man den holdning, at en sten skulle være så ensfarvet og pæn som muligt. Den skulle have affasede kanter, og alt skulle være fuldstændig standardiseret. Og så kom jeg som tossen fra Danmark og sagde, at de skulle lave det fuldstændig stik modsatte. En sten, der er skarpkantet, vild i farverne og kulbrændt, fortæller han.

 

Klinkenørder

Klinkenørder. Familien Steffens begejstring for klinker er ikke til at tage fejl af: - Jeg bliver bare glad, når jeg ser byer, der bruger klinker. Jeg synes, det gør en forskel. Michael Steffen, direktør i Steffen Sten. - Man forbinder den med sin hjemby. Datter Carolin Steffen, der også en del af firmaet.

 

Det lykkedes at få det tyske teglværk til at lave nogle prøver. Og de kom faktisk så tæt på farven og kvaliteten af Hasleklinken, at Michael Steffen blev valgt som leverandør af Odenses nye byggesten, der blev døbt Odenseklinken. Den brændes udover gas også med kul, så den får de nuancer og farveskift, som Hasleklinken havde. 

 

Grønnegade

Nytænkningen af Hasleklinken, som fik navnet Odenseklinken. Her ses den flotte klinke i organiske mønstre i Grønnegade ved Brandts Klædefabrik.

 

Nyt og gammelt

I dag består en stor del af gulvet i Odenses centrum af en mosaik af gamle og nye klinker. Når der skal lappes huller eller graves op på fortove, pladser og gågader bruges den gamle sten fra Bornholm stadigvæk. Stenene er i sin tid blevet gravet op fra de ydre dele af byen, sorteret og lagt i den indre del af byen eller på lager til fremtidig brug. Og med tiden har den så fået selskab af sin efterfølger.

- Der er en bæredygtig tankegang i at vælge et materiale, man kan genanvende. Du kan se, hvor mange gange, gaderne og fortovene er blevet gravet op. Og så bliver klinkerne lagt til side, mens der bliver arbejdet og lagt på plads efter endt arbejde. Det kan du ikke gøre med asfalt, siger Michael Steffen.

 

Hasleklinker til genbrug

De gamle Hasleklinker genbruges, hver gang der skal bygges nyt eller renoveres på Odenses fortove og pladser.

 

Det, at Odense har turdet satse og gøre alt for at bevare en usædvanlig og vildtfarvet klinke som en del af byens byggesten, gør mig som odenseaner stolt. Her på This Is Odense har vi tidligere stillet os selv spørgsmålet, om byen bygges bedre og er kommet frem til, at det i høj grad afhænger af kvaliteten af de materialer, der bygges af, men også omtanken for fremtidens by fremfor hurtig profit her og nu. Derfor er vi temmelig glade for Klinken i This Is Odense.

 

Filosoffen Munkemose

Kulplettede Odenseklinker omkring Filosoffen ved Munkemose.

 

Klinker er in

Brugen af Odenseklinken er i den grad en bæredygtig investering i fremtidens by, og derfor er det positivt at se, hvordan den er tænkt ind i den transformation, Odense gennemgår lige nu. De farvede sten udgør en stor del af ´fra gade til by`-projektet, hvor Thomas B. Thriges Gade omdannes til by. Her lægges Odenseklinken i nye mønstre sammen med klinker i andre farver.

 

Odeon

Stribet klinkebelægning ved Odeon. Omlægningen er en del af ´fra gade til by`-visionen. 

 

Hos Michaels firma kan de mærke, at der er sket et skift hos arkitekterne, også i landets andre byer, i forhold til brugen af klinker.  

- Arkitekterne har fået øjnene op for dem. Så i dag tænker man i højere grad klinker ind, hvor man for ti år siden måske havde brugt granit. Og så vil arkitekterne også gerne sætte deres præg og nyfortolke den gamle klinke fra fortovene, siger han.

 

Odenseklinken i Grønnegade.

 

Udover at beklæde området ved Odeon og Thomas B. Thriges Gade kommer Odenseklinken også til at erstatte asfalten foran Odense Banegård. Og den vil, sammen med andre typer klinker indgå i fremtidige omlægninger af Sukkerkogeriet og Odense Stadion.

Personligt håber jeg, at byens tradition med at bruge den karrygule, kulbrændte klinke bliver ved. Også hvis den om halvtreds år ikke skulle være moderne mere. Den er bare blevet en del af byens DNA og hyggelige stemning.

I øvrigt kan jeg næsten ikke vente, til det bliver lunere i vejret, og brolæggerne bliver færdige i Ny Vestergade. Så vil jeg for alvor kunne mærke glæden ved at have fået asfalt skiftet ud med gule klinker lige udenfor døren.

 

Xandra Thomsen

- Det giver måske lidt mere en følelse af forår, når der kommer lys ned på og det skinner op. Selvom det blænder lidt her i solen. Det er da pænt nok, men det har man sgu aldrig rigtigt tænkt over. Xandra Flyvbjerg Thomsen, Studerende.

 

Turister odense

- Det skaber godt humør. Specielt da vi nærmede os Odeon, lagde vi mærke til farverne. Selv bare et par få farvede klinker blandt brosten muntrer det hele lidt op. Det er dog godt med variation, så det ikke kun er gult alle steder. Emel Soylu og David Sparrow – turister fra Windsor, Storbritannien.

 

Odenseaner

- Jeg synes det giver lidt mere at bruge klinker i stedet for at bruge sådan noget cement, hvor der ikke er nogle former og linjer. Så er det ikke det samme hele vejen igennem. Bettina Hansen, studerende.

 

 Odenseaner

- De steder som her, hvor der kun er fodgængere, fungerer klinkerne godt. Diversitet er fint, så bare mere af det. For det skal jo ikke være granit det hele. Caspar Vang. Filmskribent for Fyns Stiftstidende

 



Luk

Odenses musikalske vækstlag - et interview med 6 musikere

Odenses musikalske vækstlag - et interview med 6 musikere
Longread | Skrevet af: Kasper Herschend | 3. april 2018

Hvornår oplevede du sidste gang lokale musikere på en scene her i byen? - Hvem var det, kendte du dem mon i forvejen, og blev du overrasket?

Måske var du til Sofar Sounds, til Rooftops eller til Songwriters circle. Det kan også være, du har været på Odeon for at opleve nogle af de studerende fra SMK, eller måske var du til Odeology. Måske har du været til Ø-Lyd, til BYEN TALER, eller til Røde Himmel. Måske var det et helt andet arrangement.

Sidste gang, jeg så lokale musikere spille, var til Nyt Blod på Posten i midten af februar. Her oplevede jeg blandt andre De Uanstændige - og det var godt. Den sidste koncert, jeg er ked af, jeg gik glip af, var De 6 Portaler i Borgernes Hus, hvor de to lokale bands Summit og Organik spillede - i seks timer!

...

 

Jeg synes, det ser ud til, at det vrimler med unge aspirerende musikere her i byen. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få en fornemmelse for, hvordan det er at være musiker her. Der er åbenlyst fremgang på arrangørsiden, men alligevel synes jeg ikke, jeg får hørt nok af det, der er originalt og lokalt. Måske det ville hjælpe mig, hvis jeg forstod, hvordan det er at være musiker her. Så det er mit udgangspunkt.

Men hvad gør man, hvis man, som jeg, kunne tænke sig at blive lidt klogere på det her? Tjah, man kan sikkert gøre mange ting, men jeg skrev til nogle bands og solister, jeg havde stødt på i min tid i byen: Sille Nilsson, De Uanstændige, Summit, Christian Brock og De Forbandede. Jeg spurgte, om de ikke havde lyst til at mødes til en snak om, hvad der sker i, og for, det odenseanske musikalske vækstlag. Og med én dags varsel sagde de, overraskende nok, alle sammen ’ja’.

 

Et utaknemmeligt udgangspunkt?

 

Midt i påsken mødtes vi på Den Smagløse Café i Vindegade for at snakke om det at være musiker i og fra Odense. Det blev til en snak om publikums-mentaliteten, om op- og nedture for musikkulturen i byen med beretninger fra de første spillejobs, men mest af alt kom det til at handle om det bedste ved at være musiker i Odense.

Uden at sige for meget var jeg nok lidt af den opfattelse, at Odense er et problematisk udgangspunkt for et musikalsk gennembrud. For det skorter lidt med fanebærere, og vi mangler måske også en profil udadtil. Og det var ikke helt ved siden af, hvad de seks musikere havde gjort sig af tanker om Odense. For når man eksempelvis spiller den musik, som drengene fra Summit gør, opleves det somme tider sværere, at man netop har base i Odense. Og flere har da også, siden oprettelsen af bandet i 2013, opfordret dem til at søge væk fra byen, for at slå igennem. Og som Summit-guitaristen, Mads, siger det; tænker jeg da somme tider, at vi har valgt at spille spillet på hard-mode, for vi gør jo bare, hvad vi har lyst til, men der er rigtig mange ting imod os.

 

To af drengene fra Summit. Mads Mikkelsen (tv.) & Christian (th.)

Summit - Progressive Rock - Fra venstre; Mads Mikkelsen - guitar - Christian Øhlenschlæger - trommer

 

"Danmarks største landsby"

 

Christian Brock, som for nyligt kom hjem fra en musikalsk tur på tværs af Indien, har ligesom de fleste andre omkring bordet affundet sig med vilkårene:

- Jeg har erfaret, at jeg må rejse for at finde de der super seje fans. Men det, der i hvert fald er ved Odense, er, at det er lidt et helle for mig. Jeg kan huske første gang, jeg sådan var på udlandsturne. Der var det eneste, jeg tænkte på; det var Kongens Have. Jeg gik virkelig bare og tænkte; ”Jeg glæder mig til at se Kongens Have!” Og jeg har aldrig haft noget personligt forhold til det sted. Men jo, for mig er det et helle. Jeg kender Odense så pissegodt. Hjemby. Har altid boet her. Det er hyggeligt. Man kender altid nogen. ”Danmarks største landsby?” tilbydes af én omkring bordet - Lige præcis! Danmarks største landsby!

Men hvad gør det for musikken, at den er et produkt, der skal eksporteres fra Odense? Hvilke begrænsninger oplever de, og følger der fordele med?

 

Udfordringerne

 

Det kan somme tider være frustrerende at være musiker fra Odense i forsøget på at komme ud med sin musik. For der er ikke det samme vågne, musikalske blik på Odense, som man måske oplever det på København eller andre større kulturbyer. Som trommeslageren i De Forbandede, Ricky, siger:

- Man kan godt føle, at man er lidt i en lille boble, der aldrig bliver prikket hul på. Men lige så snart, der så bliver prikket hul, så er det også, som om at der sker et eller andet. Folk begynder lige pludseligt at vågne lidt op. Men jeg tror nogle gange, at Odense virker lidt uinteressant for de større byer. For de har ikke meget at relatere Odense til. - Sådan i band-sammenhænge.

Peter Bizz – sangskriver og en af de to forsangere i De Uanstændige – byder ind: Nej, det er i hvert fald ved at være nogle dage siden, at der har været… Men der er nogen. Vi havde den her den anden dag og talte lidt om bands fra byen.

De Uanstændige - Indie Pop/Rock - Peter Bizz - Sangskriver, bassist og en af to forsangere i bandet

Og ved nærmere eftertanke, og ved lidt fælles hjælp, kommer de seks hurtigt frem til en liste over bands og solister, der har slået hul. Pointen står dog stadig, for det er ikke en lang liste. Men for Summit har det måske også ligefrem været en fordel, at Odense ikke er mere etableret som musik-by, end den er, for som Christian siger:

Odense er også en by, hvor der kommer bands fra udlandet, som er på samme stadie, som vi er. Vi har spillet med bands fra Sverige og Tyskland, og de kontakter, vi har i andre lande, har vi fået gennem de jobs, vi har spillet her i byen. Så på den måde åbner Odense også op for nogle muligheder.

 

Odense er nærhed

 

For selvfølgelig er der også fordele ved at have taget sine spæde musikalske skridt i den by, der har opfostret én. Det er nemlig også en kærlig by, der konstant minder en om, at man faktisk hører til her. Og at man har ret og lov til den følelse.

- Det er også, som om at i Odense behøver man ikke være hip. - Siger Christian Brock - For igen; at Odense er så lille gør også, at mange musikere kender hinanden. Personligt, der er det ikke sådan, at jeg tænker, at jeg finder de der hundrede mennesker, der synes, at min musik er det fedeste. Det er ikke rigtigt mit mål. Jeg har lidt ligesom indrømmet for mig selv, at jeg er nødt til at tage ud med min musik, og på den måde er Odense rar, for hold da op, hvor er det fedt at lande i en by, hvor du lige kan gå udenfor og sige: Hvad så, Poul! Og så gå videre. Og at man ikke bare drukner, som jeg måske føler, man lidt gør i København.

Byen tilbyder en nærhed, som måske kan være svær at opleve i samme grad, hvis man rykker teltpælene op og bevæger sig ud i verden. For opbakningen fra folk, man kender betyder noget, når du forsøger at nå ud til folk, der ikke kender dig. Drengene fra Summit kan stort set altid genkende nogle iblandt publikum:

- Det er lidt mere nært. Eksempelvis når vi spiller. Vi har aldrig spillet en koncert, hvor jeg ikke har kendt en god del af publikum. Vi kan altid se nogle. Det er endda lykkedes os at få nogen med til Jylland til nogle koncerter. Og det er jo kun fedt!

 

Odense er trygt

 

Omkring bordet sidder også Cæcilie, som blandt andet flyttede til København for at sætte skub i sin musik. Men det er, for hende, som stadig indspiller sin musik i familiens lydstudie her på Fyn, som om byen stadig holder fast i hende:

- Jeg er jo en af de der, der er flyttet fra Odense, fordi jeg gerne ville til København. Men på en eller anden måde har Odense, for mig, været et enormt trygt sted at starte med at vise mine sange frem til nogen, så det er der, det er startet for mig. Og så er det, som om at Odense har holdt lidt fast på mig, når jeg så har taget af sted til København.

Christian Brock tilføjer: - Det er den der tryghed, der gør det! – Som Odense virkelig har. Det var en af de ting, der gjorde, at jeg turde fortsætte med den her underlige undergenre, som ikke særligt mange kender herhjemme. Fordi jeg fik prøvet det af et sted, hvor jeg kendte… Jamen, jeg tror nærmest, det var halvfems procent. Hvor jeg fik en kanon opbakning. Altså; ”hold kæft mand, det er det ondeste, jeg nogensinde har set”. Du står med noget, der er så skrøbeligt, og du ved ikke rigtigt selv, hvad det ender med, og hvad det skal blive, og hvad det egentlig er nu. Og så kan Odense være superfed.

 

Christian Brock (Solo) - Fingerstyle Guitar - Guitarist og komponist

Og hver især stemmer de i, for de er, som de selv konstaterer efterfølgende, overraskende enige med hinanden om byen og dens bidrag til deres projekter. Og for Cæcilie, som udgiver sin musik under navnet Sille Nilsson, er det også en fordel at være fra Fyn, for:

- I stedet for, at jeg bare er en sangskriver fra København, som der er en hel masse af, så er det lige pludseligt eksotisk at være fra Fyn. Men i virkeligheden er jeg jo født i Albertslund. Så jeg har hjemme enormt mange steder. Og så er jeg blevet gladere og gladere for Odense. Fordi jeg kommer hjem her. Hun holder en kort pause. På et tidspunkt havde jeg travlt med at komme væk, men Odense for mig er, som I også siger, endt med at blive det nære og det trygge.

 

Publikum

 

Man er ikke i tvivl om, at Ricky Christensen fra det psykedeliske stoner-rockband, De Forbandede, har et indblik i musikkulturen både i og udenfor Odense. Han har holdt til på Kansas City siden den forhenværende konfektionsfabrik igen åbnede dørene op som kulturfabrik for godt og vel 11 år siden.


De Forbandede - Psykedelisk Stoner Rock - Ricky Christensen - Trommeslager

- Forskellen på København og Odense, i forhold til opvarmningsjobs, det er jo, at i København kan man for eksempel mærke, at publikum er mere vant til at gå til koncerter.

Der er bred enighed omkring bordet, mens Ricky fortsætter:

- De er meget mere vant til at gå til en koncert, så måske den entusiasme, de har, når de går til en koncert, den er måske lidt større herhjemme, når der så kommer den der ene koncert. Og skal man varme op til den, så er folk på.

For alle os omkring bordet er der ingen tvivl om at koncertkulturen er anderledes her i Odense. Både på godt og ondt. For selvom at publikum meget vel er mere tændte, når de tager til koncert i Odense, så går der altså også længere tid imellem, at de kommer ud. Det gør det svært at arrangere koncerterne, fordi man ikke ved, hvor mange man kan forvente. Men det gør det også sværere for de optrædende, fordi der er færre jobs. Trods det kunne trommeslager, Christian, fra Summit, imidlertid tilbyde en positiv beretning om en ekstraordinær publikumskultur til et ikke mindre ekstraordinært koncertarrangement, de for nyligt tog del i:

 

De 6 Portaler

 

- Da vi spillede 6-timers maraton-koncert (til arrangementet; ”De 6 Portaler” red.), som i forvejen er et format, som - hvis folk har svært ved at komme til en koncert af halvanden times varighed, eller bare en halv time tirsdag aften - så er 6 timer svært! Det skræmmer dem i hvert fald væk. Men der oplevede jeg, at selvom der ikke var fyldt, så var de der!

- Og jeg kan huske efter at have spillet seks timer, i noget der mest minder om en trancetilstand af ”Arh… hvornår er det slut?!” - så da man var færdig, og man gik ned, så kom folk over og klappede en på skulderen og sagde ”fuck, hvor var det fedt”. Og så var det nogen, man ikke kendte.

Det er den opbakning, der virkelig giver musikerne blod på tanden. Den opbakning, de måske ikke lige havde regnet med at få. Men én ting er dem, der går ud og rent faktisk tager chancen, som publikum på et så kantet arrangement som eksempelvis en 6 timers maraton-koncert, en anden ting er alle dem, der bliver hjemme. For som Christian fra Summit siger om den egenskab, der måske bedst kendetegner odenseanerne, når man maler med den helt brede pensel: mageligheden:

- Det er måske både styrken og svagheden, at det er så mageligt, både for bands, og for publikummerne. Man tager måske ikke nødvendigvis ud en tirsdag aften, for der sidder man derhjemme.

Det ikke altid sjovt at blive overrasket, for med overraskelsen følger jo også muligheden for skuffelse. Men historien fra De 6 Portaler bærer måske også vidnesbyrd om skiftende vinde over og i Odenses musikkultur.

 

Kulturskift

 

For da snakken falder på netop dette kulturskift, og spørgsmålet kommer, om det ikke netop er et kulturskifte, der skal til, for at vi kan få en mere etableret koncertkultur i byen? svarer Peter Bizz:

- Klart! Men jeg synes heldigvis også, at det er blevet bedre. Der var nogle rigtigt døde år, efter at Christian Skjølstrup var rejst fra Odense. Men så kom Off the Hook-drengene og -pigerne. Og så har de unge mennesker jo lavet Under Livet, og så nu Røde Himmel. Så de sidste år har der i hvert fald være det der månedlige koncertarrangement.

”Det er på vej frem” - konkluderer de omkring bordet i munden på hinanden. Og den 26-årige electro-country-artist, Cæcilie, har også konstateret en ændring her i byen:

Sille Nilsson - Electro-Country - Cæcilie Nilsson

- Altså, siden jeg er flyttet, er der jo bare sket så meget, at den ikke er til at genkende længere. Så jeg tænker, at der er noget, der er vendt også hos dem, der holder til her – at der er en mentalitet, der vender.

Og det lyder, som om at byen er på vej frem, på denne torsdag, hvor den sidste sne forhåbentlig er faldet, og vi igen, sammen med musikken, forhåbentligt, kan gå varmere tider i møde.

- For der er jo en masse, der gerne vil musikken og gerne vil stable det på benene, og hvis folk hellere vil drikke kaffe derhjemme tirsdag aften, så er det jo også bare sådan. Og så skal vi jo også ligesom sige: hvor mange koncerter kan vi ha’ i den her dejlige lille by? - Men det er, som om at de er ved at vende. For folk vil jo gerne ud!

Og her går noget op for mig, som jeg sidder og lytter: For der er enighed om, at vi i Odense kan være afsindigt dårlige til at sige ja til noget, vi ikke ved hvad er. Det er svært at få folk op af sofaerne. Og måske er vi odenseanere ligefrem pinligt bevidste om det - er der en, der får sagt. For det er, som om, at der er en lyst til, at det skal være noget andet end bare mageligt. At man måske også kan gøre noget af det samme som andre store byer. Og det var måske det, de mente med sloganet ”Fra stor dansk by til dansk storby”, for i slutningen af vores samtale lyder det: at vi måske nok mangler lidt af det der storby-sind. - En indstilling, der får os til at prøve noget nyt uden at være for bange for skuffelsen og for at spilde tiden.

 

Danmarks bedste største landsby

 

Og som snakken lakker mod enden, og meningerne smelter sammen, taler alle om bordet nærmest med én stemme, for vi må meget gerne adoptere et stor(by)sind:

- Så længe vi forbliver ved det her landsbyformat. For det har sin charme, og det er lækkert. Så lad være med at skyde over målet. Vi må ikke begynde at tro, at vi er den nye storby i Danmark. Det er, som om at Odense har været en by, som gerne ville være noget, den ikke kunne være. Og nu er det, som om at den bare er faldet til, hvor det, der sker, er det, der giver mening for byen.

...

 

- Tak til Cæcilie, Ricky, Peter, Christian, Mads og Christian Brock for at tilbyde et indblik i hvad det er at være musiker i Odense, og for at dele oplevelser fra scenen!

- Summit består, udover Mads og Christian, af Søren Hauschildt Christiansen (sang), Valdemar Reinhold Øhlenschlæger (piano) og Jeppe Birkebæk Truelsen (bas). De fem har spillet sammen siden 2013, og de kan opleves i Odense næste gang til UNDER ODENSE d. 28. april på Kulturmaskinen. Følg med, i hvad der sker for Summit via dette link, eller lyt til deres musik her.

- Christian Brock er 23 år gammel og fornyligt hjemvendt fra en musikalsk tur i Indien. I 2015 udgav han EP'en med titlen "The Ride", som kan høres her. Du kan desuden følge med i hans rejser på hans facebook-side.

- Sille Nilsson spiller electro-country og har i sit band sin far, Bjarke Nilsson, på guitar og sin bror, Rasmus Mølck Nilsson, på bas. I 2015 udkom hun med debutalbummet "Nothing Else Is Working". Sille Nilsson kan opleves næste gang i Odense til Spoken Word Festival d. 22. august sammen med Hjalmer. Du kan følge Sille Nilsson via dette link, eller lytte til hendes musik her.

- De Forbandede består, udover Ricky, af Peter Østergaard (guitar, vokal), Nicolei Martin Aagaard Rasmussen (bas, vokal) og Michael Hansen-Buur (keys, vokal). ​ De fire har spillet sammen i denne konstellation siden 2015, og de kan opleves på Posten d. 12. maj sammen med Bersærk og Ondt Blod. Følg dem her, eller lyt til deres musik.

- De Uanstændige er, foruden Peter Bizz, Lasse Liisberg (guitar og vokal), Asger Hald (guitar), Aske Wolfhagen (trommer) og Johannes Quist (keys). De fem har spillet sammen i et år, og de kan opleves i Odense næste gang til Røde Himmel d. 14. april og igen d. 28. april på Kulturmaskinen til UNDER ODENSE. Det rygtes, at de inden længe udkommer med nyt materiale, og indtil da kan man følge dem på Facebook.

 



Luk

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 7. marts 2018

Nye bygninger vælter frem i Odense. Og det er jo godt (nok). Eller er det? Folk ser enten alt nybyggeri som modernistiske kasser i beton eller hylder det som eksempler på en by i udvikling, der tager taktfaste skridt mod storbydrømmen.

Men det er alt for forsimplet. Byens byggede miljø er fortællingen om Odense som by til os selv og alle, der besøger byen. Det er forbindelsen mellem vores historie og vores fremtid. Det er afgørende for, hvordan og hvor meget vi bevæger os - om en gåtur fylder os med lykkestoffer eller katastrofetanker. Det er endda vigtigt for, hvor meget vi taler med vores naboer og, hvordan vi er sammen. Det er vigtigt for, hvordan vi lever.

Først former vi byen, og så former den os.

Derfor er byens byggede miljø også alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til dem, der bygger. Især nu hvor der bygges så hurtigt, at byen vi kender kan være væk, før vi ser os om. Måske ændrer den sig til det bedre, måske til det værre - risikoen er størst for, at det sidste sker, hvis ikke vi diskuterer det. For det er vel det, det handler om? At spørge om hvert eneste byggeri gør byen bedre eller ej.

Derfor giver This Is Odense i denne artikel karakter til 18 nye byggerier, som er færdige, næsten færdige eller netop kommet af tegnebrættet og kommer med nogle bud på, hvad der kunne blive bedre. Vi er ikke eksperter, men vi mener, at alle bør være med i diskussionen om, hvad der skaber en god by. Så læs med og giv din mening til kende!

1. Dideriksens Hjørne - Sandal Ejendomme/Projektas herning/Nj Gruppen

Markant forandring er på vej på Vesterbro. Farvel til klondykestemning med små byhuse blandet med høje karrébyggerier, farvel til obskure og sjove små butikker, der har levet en hengemt tilværelse til lave huslejer. Goddag til tæt by. Første skridt er Sandal Ejendommes hjørnebygning på Vesterbro og Vindegade, der har erstattet Dideriksens Hjørne.

Positivt: Det nye hjørne fortsætter faktisk den gamle lejlighedskarré, så strækningen nu er høj og tæt og byagtig, og bygningen har en skala, der passer til miljøet omkring den.

Negativt: Man har forsøgt at lave variationer i facadens farve uden stor succes. Altaner - ja, men af lav kvalitet, der ikke er tilpasset ejendommen. Tonede ruder ind til Fakta, et kedeligt trappetårn og ikke-levende facade langs Vesterbro skaber et uinspirerende møde med gaden. Endelig er overgivelsen af gårdrummet til stenørken og parkeringsareal ærgerlig. Kunne man ikke finde bare lidt plads til opholdsareal, træer og andet grønt?

Samlet karakter: 2 pile

2. Sankt Gertruds Stræde+Store gråbrødre stræde - Karsten Bill/AI

I lang tid var denne lidt mørke plet midt i byen reserveret til parkering mod Sankt Gertruds Stræde og en lille faldefærdig bygning med genbrugsbutik mod Store Gråbrødre Stræde. Nu fyldes hullerne ud, og måske skabes der et levende butiks- og udeserveringsområde fra Gråbrødre Plads og ned til Store Gråbrødre Stræde, hvor også ølbaren Mikkeller åbner om kort tid. Byggeriet er ikke færdigt, og der ser ud til at være en vis forskel på den oprindelige visualisering fra AI og det byggeri, der er på vej, så det er ikke muligt at give en endelig karakter.

Positivt: En død bagside kan blive forvandlet til en levende gade, nu hvor hullet fyldes ud, især hvis der bliver butikker eller restauration i stueetagen. Det hjælper også meget, at det karakterfulde træ i Store Gråbrødrestræde har fået lov til at blive stående. Facadens sten har farvespil, og der er en vis variation i helhedsindtrykket. Med en rimelig succesfuld tilpasning til nabobygningers tag er byggeriet et godt eksempel på, hvor mange steder der kan fyldes huller ud i Odense, med et stort plus til bylivet til følge.

Negativt: Facaden er ikke helt afstemt afstemt med de røde teglstensomgivelser. Hvis der bliver boliger og ikke butik i stueetagen, mister man meget af fordelen ved den nye tæthed og gaderummet vil ikke leve op på samme måde

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile. Hvis der bliver boliger i stueetagen, må der gives 2 pile i stedet.

3. VesterPort, Vestre Stationsvej/Rugårdsvej - Reitan/FAB

En gang gik byens kant ved jernbanen og den sydøstlige del af Østre og Vestre Stationsvej. På den anden side af vejen var der jernbanebygninger og jernbanespor. Efter jernbanen blev omdirigeret, er der aldrig blev bygget en ny bykant. Men den er for alvor på vej nu, hvor nye byggerier vil skyde op hele vejen langs med gadestrækningen, og hvor letbanen vil gøre gaden mere interessant for fodgængere og ophold. Derfor er det vigtigt, det bliver gjort ordentligt.

Vestre Port har levet en omtumlet tilværelse - fra 90'er-prestige-biografbyggeri over nedrivning og endelig til et nyt projekt med boliger, Rema 1000, lagkagehuset, café, restauranter og fitnesscenter. Da byggeriet endnu ikke er færdiggjort, er det ikke muligt at vurdere det endelige resultat.

Positivt: Aktivitet til området med indkøbsmuligheder, caféliv og boliger. Parkering i den eksisterende parkeringskælder.

Negativt: Foreløbigt ser byggeriet en smule skuffende ud. Der er ikke meget variation i facaden, og farverne minder lidt om grebet til Dideriksens Hjørne, der bliver brunt i brunt. Hjørnet, der i det nu nedrevne biografbyggeri havde en måske ikke køn, men i hvert fald excentrisk karakter, fremstår nu noget kedeligt med den meget bløde brune bue. Men måske det hele reddes af et last-minute ønske om en tagterrassejungle med træer, der kan ses, når man kører ad Østre Stationsvej.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile. En jungle på taget ville udløse noget nær en fordobling af point!

 

4. Karré 1, etape 2, Østre Stationsvej - OPUS/5E Byg/C.F. Møller

Hvor der før var togvaskehal ligger nu tre karrébyggerier med et kvart vellykket forsøg på en fortolkning af gadens tårnbyggerier - dels i form af massive højhuse og nu også med en markering af hjørnet mod Kongens Have. Karré 2 er en spøjs V-form opført i lyse, gule tegl med en vis variation. Byggeriet er meget fremskredent, men endnu ikke færdigt, så det kan ikke vurderes endeligt.

Positivt: Her er en vis facade- og materialevariation i lyse, gule teglsten og i altaner, der i et eller andet omfang giver en sammenhæng med gaden. Der er et tydeligt forsøg på at skabe en markering af hjørnet ud mod Kongens Have; her er en bygning, der har noget på sinde. Gade- og sigetlinjer fra Hans Tausensgade er heldigvis ført med over og skaber bymæssig sammenhæng på tværs af Stationsvej. Og parkering under jorden er godt.

Negativt: Hvor er de levende stuefacader? Der er ingen, heller ikke ud mod byens bro, hvor det havde været perfekt med en restaurant, når letbanen om nogle år gør gaden mindre trafikkeret - pladsen er der, fodgængerne er der. Hvis en restaurant ikke skal skabe pladsen, er det så her, der skal placeres food trucks? Det er heller ikke mange træk, der går igen fra tårnbyggeriet på modsatte side af Østre Stationsvej, og der er ingen sammenhæng til resten af områdets røde teglsten. Endelig kan man spørge, om det virkelig var nødvendigt med den metalbeklædning på penthouselejligheden?

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

5. HF/VUC Fyn - hf/VUC Fyn/Skjøde knudsen/cebra

Som en del af en kæmpe uddannelseskabale i byen havnede HF & VUC FYN i City Campus for enden af Byens Bro og et nyt byggeri skød op. Området omkring bygningen er stadig nærmest komisk ufærdigt - man afventer resultatet af den netop overståede retssag mellem Odense Kommune og det firma, der ejer en stump jord mellem byens bro og VUC. Det her er en bygning, der deler vandene. Nogle er glade for lysdioderne, der giver liv til en aftentur på havnen og fungerer som et fikspunkt for cykelturen over Byens Bro, mens andre er forbandede over facadebeklædningen, der kan ligne sådan nogle metalriste, der skjuler elledninger i et nyere sjæleløst industribyggeri.

Positivt: Forsøg på at skabe et byggeri, der også lever om aftenen med lysdioderne. Markant stil. Men bygningens indre er faktisk mere spændende - kig ind forbi.

Negativt: Facadebeklædningen er relativt uinteressant i dagtimerne. Bygningen skaber ikke meget sammenhæng til omgivelserne (man kan dog mene, at det hidtil har været begrænset, hvad der var at forholde sig til). Udenomsarealerne mangler meget - hvor er træerne, de grønne strøg og de lækre opholdsarealer for de studerende?

Samlet karakter: 3 pile

6. Toldbodgade/Gammelsø - ?

Når man fremover ankommer til havnen fra Åløkkekvarteret, vil man møde dette byggeri i hvide betonmoduler, som fremstår færdigt og klar til udlejning, men som aldrig burde være bygget.

Positivt: ...

Negativt: Den allermest skrabede form for lejlighedsbyggeri med ubearbejdede facader og billige altaner. Betonmodulerne ligner mest af alt stablede betoncontainere, men helt uden containerens industrielle charme. Byggeriet hindrer oven i købet udkig mod vandet og den øvrige havn. Det er svært at se, hvordan udenomsarealerne nogensinde skal blive rare steder at opholde sig.

Samlet karakter: 1 pil (meget tæt på 0 pile)

7. Promenadebyen - bygning 4 og 5

Der var oprindeligt planer om 8 bygninger med hver deres arkitektoniske udtryk langs den nordvendte promenade. De første tre blev bygget før og under finanskrisen, og så var det slut. Ad omveje fandt de sidste byggerier en ny ejer og fik et nyt udtryk, med ny forældrekøbsmålgruppe og med en væsentligt mere skrabet arkitektur.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv.

Negativt: I modsætning til de første tre bygninger er bygning 4 og 5 af en billigere udgave med altangange, og her kan man se, hvilken negativ forskel det gør med ensformige facader og materialer. Også her er hvide betonmoduler fremtrædende, og vindforholdene omkring dem er formentlig ikke verdens mest attraktive.

Samlet karakter: 2 pile

8. Lokalpsykiatrien, Toldbodgade - Region Syddanmark

På hjørnet af Toldbodgade og Finlandsgade ligger den nye lokalpsykiatri som det, der møder alle, som bevæger sig af Lerchesgade fra Byens Bro og Storms Pakhus mod havnen. Projektet er endnu et hvidt betonmodulbyggeri og virker som om, det er tegnet uafhængigt af området og placeret tilfældigt på havnen. Det er ærgerligt - og særligt ironisk, når det efterhånden står klart, hvordan det byggede miljø og den menneskelige psyke hænger sammen.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv, og der er sporadiske forsøg på at indarbejde organiske elementer i form af lyst træ ved indgangene (but you can't polish a turd).

Negativt: Bygningen fremstår meget skrabet: Som en hvid kasse næsten uden facadebearbejdning. Helhedsindtrykket bliver værre af et stort parkeringsareal ud mod Tolbodgade, der med fordel kunne have været placeret under jorden eller i et p-hus. Når man afskærer udsigten mod vand og havn, kan man ikke være bekendt at have så uattraktive udendørsarealer - og det grønne område foran bygningen bliver nok et pløret gennemgangsområde for folk, der skyder genvej.

Samlet karakter: 1 pil

9. Nordatlantisk Hus - nordatlantisk hus/kristiansdal/Cornelius+Vöge/Isager arkitekter og Masu Planning

Nordatlantisk Hus - Nordatlantisk kulturhus, det grønlandske hus, nordatlantiske foreninger, ungdomsboliger, butik, restaurant, vejledning til nordatlantiske studerende, konference og mødefaciliteter. Rigtig gode byggerier har mange funktioner, og Nordatlantisk Hus er et rigtig godt byggeri. Et byggeri der tydeligt viser, hvad der er muligt med dygtige arkitekter og et ønske om ikke at spare sig ihjel. Et forbillede for den videre udvikling af Byens Ø skrev Akademisk Arkitektforening - sådan skulle det, foreløbigt, desværre ikke gå.

Positivt: Mange funktioner blandet sammen skaber liv. Spændende, gennemtænkt og nytænkende arkitektur, der passer godt ind på Byens Ø. Flotte facader med stor dynamik og brug af forskellige materialer, især træ. De åbne stuefacader gør, at byggeriet taler godt sammen med omgivelserne. Flot terrasse i læ og eftermiddagssol.

Negativt: ...

Samlet karakter: 6 pile

10. Ungdomsboliger, Byens Ø - KPC/Kristiansdal

På en havn hvor man frygter, at det bliver mere trenden at rive ned end at genbruge solidt havneindustribyggeri, som kan fortælle historier om Odenses fortid, er her en sjælden undtagelse. For selvom det ikke er til at se, så er Kristiansdals ungdomsboliger på byens Ø faktisk en omdannelse af en gammel bygning. Lokalplanen ønskede et maritimt udtryk med bevaring af mursten og beton. Desværre er det lykkedes så dårligt, at det havde været bedre at starte forfra.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv.

Negativt: Ingen facadevariation, anonyme kedelige teglsten, dræbende gentagelse og et mislykket forsøg på genbrug af det tidligere pakhus.

Samlet karakter: 2 pile

11. Stenfiskerkajen - Civica/KPC/C.F. Møller

Civicas ungdomsboliger er svære at vurdere kvaliteten af. Det er nemt at se, at byggeriet er billigt, og det falder ind i kategorien hvid beton, som der er en markant overrepræsentation af på Odense Havn. Men særligt de to bygninger, der vender ud mod havnebadet, er overraskende dynamiske - dels med deres metalpladebeklædte udhæng og dels i form af en nedtrapning mod havnebadet, som giver eftermiddagssol til sommerbaderne. Det sidste byggeri, nærmest på billedet ovenfor, ligner til gengæld mere et kedeligt lufthavnshotel end et havnebyggeri.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv. Nuancer i facaderne og trappeformen mod havnebad trækker op. Fra de rigtige vinkler går byggeriet i fin dialog med Promenadebyen.

Negativt: Trapper eller ej - det redder ikke helt oplevelsen af et meget meget hvidt kolosbyggeri. Den voldsomme skala er ikke afpasset til hverken ophold på Stenfiskerkajen, eller til havnebadets genfortolkninger af klassiske havnepavillioner. De hævede parkeringskældre gør bevægelse rundt om bygningerne mere uvejsomt, og det foreløbigt meget mangelfulde udenomsareal inviterer heller ikke til længere ophold, end det tager at finde nøglerne i lommen.

Samlet karakter: 3 pile

12. Klosterbakken - arkitektgruppen/C.F. Møller

"Byens bedste grund" klæber til byggeriet på, hvad der engang husede Munke Mølles Klædefabrik på en ø i Odense Å. Desværre lever udførelsen ikke op til mulighederne på stedet. Det arkitektoniske formsprog er inspireret af klosterbyggerier og udgøres af en række rødstensmurede huse. C. Th. Sørensens fine gule mur adskiller stadig byggeriet fra Eventyrhaven. Byggeriets skala og form fungerer godt i samspil med de øvrige rødstensbyggerier på Klosterbakken og giver nogle fine kig fra visse vinkler. Men udførelsen og materialerne er langt fra gode nok, og det trækker markant ned.

Positivt: Velgennemtænkt byggeri med en form, der har øje for både Eventyrhaven og nabobyggerier.

Negativt: Byggeriets røde teglsten er helt uden farvespil og variation, og derfor bliver helhedsindtrykket meget massivt - særligt mod syd. Altaner og metalbeklædningen på murene ligner blankpolerede fremmedelementer fra det ydre rum. Murværket er flere steder dårligt udført og blev allerede repareret for fugtskader få måneder efter opførelsen. Selv de bogstaver der er valgt til navngivningen af byggeriet ser forfærdelige ud. Og så er der transformerstationen ved åen, som er blevet halvhjertet gemt væk. Desuden er det fuldstændige fravær af grønt i form af træer og planter på altanerne og tagterrasserne bemærkelsesværdigt slemt! Det kan dog reddes endnu.

Samlet karakter: 3 pile

13. Borgernes Hus - Odense Kommune/AI

Det her er en renovering, der deler vandene. Målet har været at skabe opmærksomhed, og det er lykkedes med en guldfarvet facade, der stråler om kap med eftermiddagssolen. For nogen er byggeriet endnu et søm i kisten for en desperat provinsby med mindreværdskomplekser. For andre er det en facade, der vil noget, og et byggeri der har befriende lidt fokus på, hvad andre tænker. Om det blev det borgernes hus, der var tanker om oprindeligt, og om guld - når det patinerer - ser godt ud, må vi vente og se.

Positivt: Markant og modigt forsøg på at ændre banegårdcenterets dræbende facade. Forsøg på at samle flere funktioner under samme tag (bibliotek, Center for Civilsamfund, Borgerservice og Frivilligcenter Odense). Intet forsøg på anonymitet.

Negativt: Udførelsen lever ikke helt op til visualiseringen - eksempelvis er altanerne forsvundet undervejs. Guld side om side med en ligbleg hotelnuance af gul, samt en mørkegul 90'ernuance er ikke en vinderkombination.

Samlet karakter: 3 pile

14. Hotel Odeon - Odense Sport & Event/KPC/arkitema

Lækkert og nordisk. Eksklusiv kvalitet. Luksus og helt nede på jorden. High-end uden at være snobbet. Det skorter ikke på pæne og fluffy ord om det kommende Hotel Odeon fra OS&E selv. Indtil videre ser byggeriet på Thomas B. Thriges Gade dog aldedes ordinært og anonymt ud og lever ikke op til visualiseringen fra præsentationen af byggeriet. Byggeriet er endnu ikke færdigt og kan derfor ikke vurderes endeligt.

Positivt: 234 hotelværelser i bymidten er en af de bedste måder at skabe byliv og aktivitet. Der bliver aktive stuefacader ud mod letbanen, som skal køre lige forbi her. Og byrummene på TBT-Gade bliver i højeste klasse.

Negativt: Der er valgt en kedelig rød teglsten uden spil og nuancer, som bliver endnu kedeligere af uinspirerende vinduesrammer i en meget massiv blok. Og her er en af de rigtig store uudnyttede muligheder for grønne facader.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 2 pile

15. carl nielsen kvarter - 5E Byg/årstiderne arkitekter

Boligbyggeriet fra 5E var muligvis den mindst spændende visualisering, da bygningerne på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade blev præsenteret. Men udførelsen ser ud til at blive blandt de allerbedste. Og selvom det ikke er et mesterklassebyggeri, så er det tydeligt at se, at der er arbejdet med detaljerne. Fra den lysegule teglsten med god variation til de fine spring i facaden, som visualiseret på billedet ovenfor.

Positivt: Smuk variation - både i teglstenen og niveauerne i facaden. En diskret og meningsfuld genfortolkning af både materiale, farve og den runde gavl fra naboen Fyns Grafiske Værksted. Butikslokale i stueetagen skaber liv, og byggeriets form binder Hans Jensens Stræde fint sammen på tværs af TBT-Gade. Forhåbentlig er der grønt på vej i plantekasserne langs med facaden.

Negativt: Vinduespartierne kunne godt være mere spændende. Nogle steder ser murværket ud til at være sjusket muret med fejl og fugtskader til følge.

Samlet karakter: 4,5 pile 

16. House of Fairytales - Odense Kommune/Kengo Kuma/Cornelius+Vöge/MASU Planning

Ok, indrømmet. Der er noget tid til det her byggeri står færdigt, og vi har det kun med for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at bygge med opfindsomhed, variation, kvalitet og god fortolkning af Odenses DNA (og må det tilføjes: Uden profitmaksimeringens snærende bånd). Det nye H.C. Andersens Hus, tegnet af en af verdens største arkitekter - Kengo Kuma - bliver et ikonbyggeri uden unødigt flash. Det mest internationale byggeri i byen, og måske samtidig det byggeri, der bedst formår at fortolke Odenses kvaliteter: Smukt, grønt og uprætentiøst.

Her er et byggeri, der binder historien sammen med fremtiden i både funktion og form. Her skal fortælles historier fra byens mest berømte forfatter formidlet af et af de mest moderne fortællekoncepter fra Nordirske Event Communications. Og i formen skabes et fremtidsbyggeri i bløde former gennem en genfortolkning af områdets bindingsværk. Og så bygges størstedelen af museet under jorden af to årsager: For at gøre plads til en genskabelse af Lotzes Have over den tidligere TBT Gade med grønt helt ned i den kommende parkeringskælderopgang, og så for at undgå at bryde radikalt med H.C. Andersen-kvarterets højde.

Hvis projektet ellers realiseres efter planen, bliver det byens fineste byggeri.

Positivt: En blanding af materialer og brug af træ. Smuk genfortolkning af områdets bindingsværk. Videreførelse af områdets højde og Odenses uprætentiøse og grønne DNA. Genskabelse af Lotzes Have som offentligt tilgængelig eventyrhave. Café ud mod letbanen. Grøn opgang fra parkeringskælderen... (vi kunne fortsætte).

Negativt: ...

Samlet karakter: (Foreløbigt) 6 pile

17. Byfællesskabet - Janus lylloff/praksis arkitekter

Bygningen til højre i billedet er en del af et moderne bofællesskab, som gymnasielæreren Janus (foran forskellige byggemastodonter) vandt retten til at bygge midt i byen til sig selv og sine medbeboere. Projektet er tegnet af prisbelønnede Praksis Arkitekter fra Svendborg og fungerer som overgang fra TBT-gades høje teglbyggerier til H.C. Andersen-kvarterets lave byhuse med pudsede facader.

Bygningen har et fint modernistisk formsprog, men det stiller store krav til den endelige udførelse, og her virker vinduesrammerne f.eks. lidt sjuskede, ligesom altanerne ud mod Rosenhaven kan risikere at give bygningen et lidt monotomt præg, hvis ikke de bliver grønne nok.

Byggeriet er ikke færdigt. Der er stadig grønt i vente, og en cykelsti der hvor billedet er taget, samt en nyanlagt Rosenhave på den anden side. Derfor kan det endnu ikke vurderes endeligt.

Positivt: Fin dialog mellem de større byggerier på TBT-gade og de pudsede byhuse i HCA-kvarteret. Spændende minimalistisk-modernistisk formsprog. Helt fantastisk med et bofællesskab midt i byen. Og flot med en offentlig tilgængelig lille park i baghaven.

Negativt: Vinduesrammer og altaner kan risikere at give byggeriet et lidt sjusket udtryk. Grønt på altaner og træer på tagterrasserne kan gøre forskellen.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

18. Dansk Bank - Danske Bank/kpc/Arkitema

Da Industripalæet uforståeligt nok måtte lade livet til 80'ernes fremskridtslyst, blev kompromiset, at der skulle sikres offentlig adgang til en kæmpe indendørs have i det nye finanscenterbyggeri. Desværre har Danske Bank aldrig haft lyst til at have folket rendende, og således var det de færreste, der vidste, at der lå en have derinde.

Nu er haven fældet og rødstensbygningen er ved at blive skiftet ud med en sort bygning, hvor alle Danske Banks lokale aktiviteter samles og som, i følge banken selv, skal signalere åbenhed og imødekommenhed. Og så er arkitekturen i øvrigt stort set en tro kopi af bankens to nybyggerier i Kolding og Århus. New Normal. Man kunne jo mene ironien var total, men selvom meget er slemt, så kunne det faktisk være værre. Byggeriet har en vis variation og kommer Eventyrhaven lidt i møde, også selvom man ikke fornemmer, at det faktisk er meningen man skal gå indenfor.

Positivt: Facaden er simpel, men rimelig varieret og de aktive stuefacader mod Eventyrhaven gør godt.

Negativt: Der er ingen dialog med områdets røde teglbyggerier, og ikke meget åbenhed i afskaffelsen af den offentligt tilgængelige have i bygningens indre.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile

 

hvad kunne være bedre?

Som karaktererne viser bliver der bygget både godt og skidt i Odense. Men vores overordnede konklusion er, at det ikke er godt nok, og at det kunne være så meget bedre - særligt på Odense Havn, hvor Havnens direktør, Carsten Aa selv har indrømmet, at meget af det byggeri, han har solgt til "bærer præg af, at der skulle tjenes lidt hurtige penge". Og selvom vi ved, at mange ting spiller ind i, hvilken kvalitet der kan bygges i, så vil vi alligevel gerne give nogle eksempler på, hvordan det kunne være, hvis bygherrer, arkitekter og kommunen strammede ballerne.

Vi mener Odenses mulighed er at finde sin egen vej, og undgå at begå de fejl man har lavet i Ørestaden og på Århus Havn. Men hvis vi ikke bygger videre på byens sjæl, så bliver Odense aldrig særlig.

 

Misforstået debat om beton

På det seneste har der kørt en debat i Fyens Stiftstidende, der handler om, hvorvidt "beton" er et flot eller grimt materiale. Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Hvorvidt beton er godt afhænger vel af, hvordan det bruges, og hvor det bygges. Lad os sammenligne nogle eksempler. Et fra Odense Havn og et japansk og engelsk eksempel. Det første kedeligt og uambitiøst, de andre med hver deres interessante udtryk og med variation i facaden:

 

Mere variation i materialer

I de 18 eksempler ovenfor råber vi igen og igen på variation. Et byggeri i Odense (Danmark) er i 95 ud af 100 tilfælde efter samme formel: En betonmur, og så evt. beklædning med tegl og uden nogen videre facadebearbejdning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Overalt i verden benyttes f.eks. stadigt mere træ, der er mere bæredygtigt, organisk og smukt. Der er en hel verden af materialer at bruge, og variationen skaber liv og kvalitet.

Mieczysław Karłowicz Philharmonic Hall, Szczecin, Polen

 

Brug af træ i byggeriet i Zaragoza, Spanien 

 

Variation i facaden, fremfor ekstra profit i lommen

Hver en krusning der føjes til en firkantet betonboks er på kort sigt en krone mindre i indtjening for en investor, der bygger og sælger hurtigt, og som er ligeglad med den by, han bygger i. Og penge skal der tjenes. Derfor er der ofte så lidt variation i facaderne. Men variation kan skabes på tonsvis af måder - ved brug af de rette materialer, ved at bruge tegl med spil i, ved at skabe spring i facaderne, osv.

Indenfor få år kan robotter måske forarbejde alle bygningsmateriale i de former, der ønskes. Hvad er det nu, Odense er skarp på? Nåh jo. Robotter! Og der er endda lokale robotfirmaer, der laver bygningsmaterialer! Måske vi har en løsning? Her er et eksempel på, hvad robotter allerede nu kan gøre:

Tegl-facade bygget af robotter, Shanghai Arts centre, Kina

 

Inden da kan vi nyde, hvad der i hvert fald kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage og varierer facaden på et byggeri:

Bibliotek i Barcelona

 

Lejlighedsbyggeri, Tehran, Iran

 

Kunne vi slippe for døde boligområder og få liv i stuen?

Kan I se en storby for jer, hvor den del af byen, hvor der ligger høje bygninger alene udgøres af boliger? Nej, vel? Når boliger blandes med arbejdspladser, kulturfunktioner, butikker, restauranter og meget andet, så skaber man en spændende by, hvor der er liv på alle tider af døgnet. Særligt i stueetagerne er det vigtigt, at der er noget interessant at kigge på - det skaber liv på gaden, og gør det mere interessant at opholde sig der.

Derfor er det vigtigt, at alt nybyggeri rundt omkring bymidten ikke bare bliver boliger, selvom boliger lige nu er det, man kan tjene flest penge på.

 

Hvor er det grønne?

I dag er der alle muligheder for at anvende naturen i udformningen af nyt byggeri. Grønne facader, grønne tage, grønne tagterrasser og altaner, plantebede, byhaver, træer. Men selvom der ikke er noget mere odenseansk end de grønne træk i byen, så er det desværre meget sjældent, at det grønne anvendes i nybyggeri. Og når det sker, er det som regel et tyndt grønt tag ingen kan se. Det er ikke alt, der kan gro i Danmark, men meget kan lade sig gøre.

Alt grønt kan i den rette udformning gøre et byggeri helt genialt, og så kan det jo rette op på dårlig arkitektur. Der er en grund til, at planten hedder arkitektens trøst. Skal grønt virkelig altid spares væk?

En af verdens mest berømte grønne facader - Le Musée du Quai Branly, Paris, Frankrig

 

Ligeså berømte Bosco Verticale, Milano, Italien

 

Omdan fremfor at rive ned - og skab en by med historie

Odense var i lang tid Danmarks næststørste industriby, og det har efterladt en enorm arv fra den tid rundt omkring bymidten. Efter de traditionelle industriarbejdspladser er forsvundet bliver alle de områder omdannet i rekordfart: Havnen, Østerbro, Vesterbro. Desværre sker det ofte, uden at man genbruger de bygningsværker, der har kvalitet. På den måde kan man udslette et helt områdes historie på ganske kort tid.

På havnen er der allerede forsvundet en del historie. En kran forsvandt over natten, betonsiloerne, som Aalborg Portland fraflytter ser ud til at forsvinde. Og rygterne taler om, at Odense Havn er ivrige for at nedrive det fantastiske bygningsmiljø på Siloøen. Men måske er Siloøen den sidste mulighed for at give plads til et kreativt miljø på havnen, som ellers er i fare for at blive et stort set rent boligområde. Sådan her genbruges industribyggeri andre steder i verden:

Genbrug af silobyggeri, Zetz Museum of Contemporary Art, Cape Town, Sydafrika 

 

Fra sukkermølle til hotel, Guilin, Kina

 

En lokal arkitektuddannelse og dygtige arkitektvirksomheder

En del af forklaringen på udfordringen med manglende kvalitet i byggeriet er nok, at Odense, modsat de tre andre storbyer i Danmark ikke huser nogle uddannelser, der på en eller anden vis beskæftiger sig med arkitektur. Det betyder, at der ikke er noget debatmiljø, og at der stort set ikke er nogle nystartede, innovative arkitektvirksomheder i byen. Det er der al mulig grund til at lave om på.

Deltag i debatten!

Det sidste bud må være en opfordring til alle om at deltage i debatten. Gang på gang får bygherrer lov til at kalde de allermest skrabede byggerier for højkvalitet, uden at nogen modsiger dem. Måske synes de det selv, men så er der al mulig grund til at hjælpe dem på vej.

Hvis byens byggede miljø skal blive bedre, kræver det, at odenseanerne stiller krav!

Sådan gjorde vi:

-Vi har udvalgt 18 byggerier, der repræsenterer både gode og mindre gode byggerier i eller tæt ved bymidten. De er ikke repræsentative for alle nye byggerier i byen, men giver et godt billede. Mangler vi nogle vigtige, så send os et billede eller post det på vores facebookside og kom med din vurdering.
- Vi har vurderet de arealer, der er offentligt tilgængelige eller synlige fra gaden. Karakterskalaen går fra 1 (dårligst muligt) til 6 (bedst muligt)
- Da det kan være svært at sammenligne visualiseringer og ufærdige byggerier med færdige byggerier, er der taget forbehold for ufærdige byggerier. Ofte snyder visualiseringer, fordi de er pyntede, eller fordi der spares undervejs.



Luk

Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition

Tømmermændsmadguide - 1. januar-edition
Longread | Skrevet af: Anna Skau Tolstrup | 31. december 2017

Da kommunal-regionsvalget var overstået, tænkte vi nok alle sammen, at det sværeste valg i lange tider var truffet. Men sådan er det ikke. Som altid starter vi et nyt år ud med at skulle træffe den kritiske beslutning om, hvad årets første måltid skal være. Og det måltid skal helst kurere de dårlige minder fra aftenen før, som man som oftest ikke engang kan huske, når man modvilligt slår øjnene op et ukendt sted med dårlig smag i munden og diverse konfetti- og kransekagestykker i parykken.

Vi ved alle sammen, at de fleste leveringssteder først åbner omkring klokken 16, og eftersom mange af os åbner vores livløse øjne et par timer før, så er det væsentligt med en guide. En guide, der kan understøtte de slingrende, stålsatte, blåmærkede undskyldninger af stylter, der skal føre dig mere eller mindre sikkert til et madsted, der er det værd. En guide, der tager højde for, om du har købt en hest i din brandert (true story) og derfor ikke har mere end 20 kroner. En guide, der arbejder i friturens tegn, men også har forståelse for halloumiostens vidunder. Godt nytår, og without further ado:

PS: Jeg holder nytår på Østergade, og skal på en magisk måde bevæge mig hjem til Søndergade dagen efter. Derfor er guiden rettet i mod bymidten. Hvis byens bedste burger og/eller butterchicken no. 1 skulle være i Hjallese, så send skud ud! Det kan også sagtens være på vejen til Hjallese, En Skildring fra Alfarvej, om man vil (som også er to fremragende romaner fra Pontoppidan; Den gamle Adam og Højsang, i. e.). Jeg prøvesmager den nok ikke i morgen, men vi deler det gode med hinanden, ikke?

 

EMILS HOTHOUSE

Vestergade 89, åbner: jeg har aldrig oplevet dem lukket, hjemmeside her

Odense har nogle særlige varemærker, som vi alle sammen kender og desværre til tider underkender. Emils er en af dem. Som Søndergadebeboer i over tre år har ham der Emil med det varme hus været den ven, jeg altid har kunne regne med. Den franske hotdog til 12 kroner er efterhånden (i al fald i mine kredse) en evergreen, men det er deres pommes frites til en tyver, der er den egentlige stjerne. Du får pommes, der smager, som de skal: ingenlunde af kartoffel og usandsynlig meget af fedt og salt. Det er rigeligt fantastisk og skal nok kunne give samtlige af de nye beboere i dit hoved, der mener at de skal bygge en parkeringskælder med letbane ovenpå, et par blodpropper, så du kan få lidt ro.

MOLOTOV

https://www.facebook.com/molotovodense/

Gråbrødre Plads 4, ST, TV, åbent fra 14 - 21, hjemmeside her (facebooken informerer mere)

Molotov smager godt. Molotov er simpelt. Molotov er billigt. Og nu har jeg lavet en triade, så den littære del i en tømmermændsmadguide også er on point. Men altså…. Der er ikke så meget pis med Molotov. Fritterne er gode – tænk Sunset Boulevards, bare bedre med et tydeligt hint af kartoffel og lækre krydderier. Og så er der én mayo. Og den er god. Smager, som mor piskede den. Burgeren er klassisk med gode råvarer, der smager, som de skal. Du kan få en menu med sodavand, burger og pommes til 120 kroner. Som er billigt.  Det er god grease med hint af kartoffel. Og hvis det hele er ægte slemmo, kan man fandmer også få milkshakes. Jeg har ikke selv smagt mælke-underet, men is kan vel kurere det meste??

BURGER ANARCHY

https://www.facebook.com/burgeranarchyodense/

Gravene 2A, åbner fra kl. 14, hjemmeside her

Burger Anarchy er efterhånden en odenseansk burgerbarsbastion. Det er en lidt anderledes burger i forhold til Molotov, der kører den mere good-ol’-amurican. Men anderledes er som altid godt – og når det anderledes serveres med marvmarmelade og ahornglaseret bacon, så er det tømmermændsmadguide anno 2018 værdigt. Det er også her, at halloumiosten gemmer sig i samspil med enten vildsvin eller lam og syltede bøgehatte. De har faktisk også opfundet en hel ny burger til nytårsanledningen kaldet Big Anarchist, som er dobbelt op på ost, bøf og bacon, som nok på dagen efter dagen er det tætteste, der kommer til at simulere en genopstanden Jesus, der opfinder skiveskåret brød.

Pro fif: Genialt sted til dine højskole-veganer-uden-gluten-og-lykke-i-livet-venner - Burger Anarchy har rent faktisk formået at skabe den første veggie-bøf, jeg har brudt mig om!

NB: Der er et begrænset antal Big Anarchist (mirakler fås jo ikke i utal), og de starter deres take away med afhentning fra klokken 14 og levering fra klokken 16-21.30

 

WERNERS GRILL

https://www.facebook.com/wernersgrill/

Nørregade 22, åbner klokken 12-21, hjemmeside her

Som min mor aldrig sagde, men burde have sagt, så kan sovs kurere det meste. Og hos Werners kan du få den pøset over din burger (i. e. bøfsandwich), indeholdende hvad der svarer til Dantes vej gennem purgatoriet. I stedet for frådseri får du løgkompot, gerrighed som en hakkebøf. Hovmodet svarende til de syltede agurker og rødbeder, misundelsen i de ristede løg; dovenskabens ketter og vellystens remo. Og vreden, den boblende brune vrede, der som et vulkanudbrud opløser alt andet og som konklusion på værket præsenterer din sandwich som et naturfænomen. Werners Grill er din vej ud af skærsilden. Og hvis skærsilden virker som en lettere overdreven etiket, så har de også flæskesværdssandwich, og en sprød sværd, det er altså det meste værd.  

EYDES GASTRO PUB

https://www.facebook.com/eydesgastropub/

Kongensgade 31A, åbner klokken 12-23 (brunchbuffet til klokken 16), hjemmeside her

Skal der brunches, så lad det blive her. Eydes byder på brunch fra klokken 12, så dit bacon-begær kan blive stillet. For let’s face it, selvom sovsen har (burde have) en fast plads i tømmermændsmadspyramiden, så er bacon bare stjernen, der stråler øverst på træet. Men der er også et andet B, som Eydes formår at gøre bemærkelsesværdig: brånsvir. Jeg havde aldrig selv troet, at jeg skulle brunche med bacon og brunsviger, men det kilder alle steder, det gør ondt dagen derpå. På den anden side, så har foreningen af brun farin og smør aldrig gjort nogen noget. Det har min mor faktisk sagt.  

Det er ikke fordi, der er en synderlig morale og/eller pointe med dette frisk-fra-frituren-skribleri. Andet end, måske, at vi selvfølgelig alle sammen skal have det godt - også i selvforskyldte og (især i) lidet flatterende situationer. Vi skal hjælpe hinanden til at have det godt også dagen derpå - og selvom det nødvendigvis ikke virker sådan, så kan et par gyldne koordinater til nærmeste oliekasse også være en kærkommen håndsrækning. Jeg mener ingenlunde, at vi sikrer verdensfreden med diverse gode-ting-at-dyppe-i-henvisninger, men måske vi kan sikre freden i det lille, trætte hoved ved lækkert indtag længe nok, til at vi kan tage endnu en lur.

Godt nytår! 

Pro kebab fif: efter sigende skulle byens bedste kebab befinde sig på Nansensgade 2 hos Østens Grill. Om de har åbent, ved jeg ikke, men hvis de har, så er der kø!



Luk

Odense for sejlere?

Odense for sejlere?
Essay | Skrevet af: Mira Erik | 25. oktober 2017

Jeg troede Odense var noget bras, hvad angår sejlads. Men så blev jeg klogere. 

Jeg er vokset op på det sydfynske vand, mellem små grønne øer med strande vi gik i land på. Aldrig om jeg skulle have mit skib lagt ind i Odense havn, med et langt, kedeligt, kunstigt anlagt indsejlingsløb. 

Men turen er sport. Den er noget helt andet, men den er intet mindre. Den er sjovt svær at sejle fordi sejlrenden er så smal som et bukseben, og man går på grund lige på bagsiden af bøjen. Her er ingen margen. I modvind for sejl er det små, stramme, konstante kryds.

 

Det er en sport at sejle bøjerne så tæt, at man kan sætte tyggegummi af på dem.

Søkort. Gabet yderst (øverst) og den uddybede sejlrende ind til værftet og den uddybede sejlrende fra værftet ind til kanalen. Kanalen ligger uden for billedet her, i venstre side. 

Men inden vi begi'r os derind ad, så skal der sejles og tisses og svømmes:

Med ryggen til Fyns Hoved: Fyns nordligste punkt som med sin placering skiller Kattegat og Storebælt.

Der tisses

Lige syd for Fyns Hoved, altså lige når man har rundet spidsen, der ligger Korshavn, en virkelig fed naturhavn. Hvis man ikke vil i havn, kan man ligge for svaj ude i ingenting:

For svaj for natten

Hygge (og bevidstløs søvn) i køjerne i stævnen

Og så derind ad! Hård vind fra øst. Forsejlet er bjærget, for der er rigeligt med smæk på. Vanterne, der er fæstnet i dækket, står under vand. 

Gabet er den lille, snævre åbning man sejler ind gennem ude fra havet og ind i Odense Fjord. Det er som en tragt, med det brede hav, der maser sig ind mod det smalle gab, og derfor er bølgerne næsten altid vilde her. Det er actionvand.

Hvis man er heldig er der nogle af de store skibe, der skal ind til værftet, og så kan ligge og sejle langs med dem. Giganterne. 

Og så er man der. I Gabet - her på en stille dag - helt tæt på det helt flade vand, med Enebærodde på sin styrbord side. Fyret er 14 meter højt og opført i 1869 og det har familiemedlemmer på alle Danmarks spidser. De er fede. Når man runder hjørnet her skimter man for første gang værftet i horisonten.

Fyret ved Gabet

Værftet i horisonten

De erfarne og stedkendte lystsejlere skrår ind over det flade vand på Hvide-Grund her, men jeg skal ikke nyde noget. Jeg sejler uden gps, kun på søkort, og har kun været ind og ud ad løbet et par gange. Vi sejler bøjerne og morer os over skarverne, der skuler og glor, inden de letter, når vi kommer.  

Sejlads er langsom suspense. Man kan se langt - der er tilsvarende langt derhen.

Herinde er alt stilnet af. Kun kranerne larmer. De løfter deres metalskrot. Vi sejler så tæt at vi kan røre. 

Lindøværftet. Det er så wauw. 

Gennem det meste af det 20. århundrede hørte Lindøværftet til blandt de absolutte sværvægtere i fynsk industri, både med hensyn til omsætning og antal beskæftigede medarbejdere. På sit højdepunkt, i 1974, var der 6105 ansatte. Værftet var definerende for hele Nordfyn.  

Det er de helt store damer, der er blevet bygget på Lindøværftet. Her er det Emma Mærsk, der runder Enebærodde på vej ud af Gabet efter en reparation. Ved sin søsætning i 2006 var hun verdens største containerskib. 

Af hensyn til de store tankere er sejlrenden fra Gabet og hertil gravet ud i 11 meters dybde. Herfra og videre ind mod kanalen er den 7,5 meter og herfra bliver den også endnu smallere. Det er nu der går tyggegummi i den. 

Vi lægger Lindø bag os

Der er nogle, der sover fra det hele. 

Når sejlrenden krummer igen, dukker skorstene på kraftvarmeværket  op i horisonten.

De yderste klatter af naturreservatet før Stige Ø kommer til syne. Det er lækkert at stå i stævnen og stirre. 

Så rammer vi kanalen. Kanalen blev gravet kun ved hjælp af håndskovle og trillebøre. Det tog to hundrede kanalarbejderne otte års arbejde at grave den 5 kilometer lange kanal. Den 7. oktober 1803 kunne det første skib sejle ind i Odenses nye havn. At Odense fik en tilgængelig havn havde en kæmpe betydning for byens vækst op gennem 1800-tallet. Førhen havde man læsset varer og gods af ude i Skibhusene og pakket det om på mindre pramme, som så fragtede det videre ind til Odense. Besværligt og omstændeligt.

Der er godt tre meter dybt i den kunstige kanal.  

Odense kanal. Max 6 knob.

Uanset hvor meget det blæste og hvor store bølgerne var, da man lå ude på den anden side af Gabet, så er man nu i læ af de store bakker på hver side af løbet. Man smider støvlerne og huen og det vindtætte og det uldede, og det sidste stykke vand sejler man i bikini på en varm og blid brise. 

Det karakteristiske og sirlige stengærde er ledsager det sidste stykke vej ind. Vi kigger på heste og cyklister på den ene og den anden side.

Vi nærmer os havn og der skal bindes fendere på og gøres fortøjninger klar og træffes beslutninger om havnemanøvren, som altid - uden motor - involverer så meget adrenalin og koncentration, at jeg ikke får taget nogle billeder af landgangen. Men hva' fa'en, ... det handler jo heller ikke om at have fast grund under fødderne. 

Alle fotos er skribentens egne, undtaget luftfotoet.  



Luk


This Is Odense