Det her skal vi se på Odense Architecture Festival

Det her skal vi se på Odense Architecture Festival
Guide | Skrevet af: This Is Odense | 4. maj 2018

Der er arkitekturfestival for første gang i Odense lige nu, fra 5-11. maj. På tide! Lige til tiden! Faktisk kunne det ikke være mere rigtigt. Byen svulmer af nye mursten og beslutninger, der kommer til at ændre fremtiden. Rør og grus vælter frem ad huller i jorden, og vi råber ad hinanden, politikerne og bygherrerne, mens vi prøver at sætte ord på den by, vi drømmer om.

Festivalen, der kommer som kaldet, er en afstikker af Copenhagen Architecture Festival, som blev afholdt første gang i 2014 med et rasende veltilrettelagt program med den helt rigtige blanding af sten, snak, kunst og menneske - nu har den vokset sig til skandinaviens største arkitekturfilmfestival med søsterbegivenhederne CAFx, AAFx, ALAFx og OAFx der finder sted samtidig i landets fire store byer. Det her er ikke kommunens borgermøder (men det burde det måske være?) - det er nye blikke på kendte gader, sanselig, klog og udfordrende filmkunst, stortænkere om menneskelig adfærd, deling af idéer og erfaring og utopi.

Hvad skal du se? Her er en håndfuld personlige højdepunkter udvalgt af nogle af os i TIOs kollektiv, som glæder os til ugen - en håndsrækning til at finde vej i den første festival. Vi anbefaler alle at fordybe sig i festivalens fulde program.   

 

Kunst i Odenses offentlige rum, diskussion og skulpturvandring

Søndag, 6. maj kl. 10. Odense Slot. Status og debat om kunst i Odenses offentlige rum.

Mira Erik: Dette må være arrangementet, som alle, der i denne by udøver billedkunst, tropper op til for at få konkret viden: Hvordan træffer kunstfonden beslutninger om, hvem der skal have hvilke penge? Hvad lægger de vægt på? Hvad skal der til? Hvordan bliver jeg en af dem, der få en kæmpestor husgavl som mit lærred, med tilladelse til at sætte aftryk og give udtryk og give beboere og forbipasserende et indtryk, et indtryk af kunst, af skønhed, af fortælling og fortolkning? Og hvad skal jeg forstå om, hvad der kvalificerer kunst til at få opholdstilladelse i det offentlige rum?

Kunst i det offentlige rum er en sag for sig med en lang tradition og som oftest, når noget nyt kommer til, bliver det genstand for ilter og ophedet, folkelig debat. Det gør det, fordi det offentlige rum er vores allesammens rum, og det er svært at blive enige om, hvad der er smukt at hænge på “væggene” og skønt at sætte på “hylderne”?  

Det er Odense Kommune og Odense Bys Kunstfond, der inviterer til oplæg og diskussion om kunsten i Odenses offentlige rum og giver indblik i, hvordan de arbejder med området. Det er et must af et arrangement for kunstelskere og -entusiaster, for lokale udøvende kunstnere og for kunst- og byrumskritikere. Selv drømmer jeg om, at Odense en dag bliver den by i Danmark med aller flest udsmykkede gavle at kigge op på og drømme sig væk i og blive ansporet af. Hvorfor egentlig ikke?

 

Besøg papirfabrikken

Lørdag, 5. maj kl. 14. Dalum Papirfabrik. Byvandring. Industriel forfaldsæstetik på kanten af byen.

Pil Lindgreen: Skal jeg vælge blandt flere spændende byvandringer i programmet, vil jeg på rundvisning i en øde industripark fra det forrige århundrede. Papirfabrikken i Dalum var både den første i Danmark ved sin åbning i 1874 og den sidste af sin slags, da den lukkede i 2012. En virkelig sejlivet kæmpe, og den står der stadig, helt intakt i al sin industrielle grim-skønhed. Om lidt er den måske endnu en forstad.

Byggeplanerne kalder det en omdannelse til en “grøn bydel”, men det kan også komme til at betyde privat byggeri helt ned til åen og rækkehuse i stedet for monumental industriarv forvaltet med sans for stedet. Lige nu er området ikke bare en bygning men et miljø, som Brandts Klædefabrik også var før omdannelsen til latinerkvarter, som Siloøen er nu, eller som de store bomuldsfabrikker i Leipzig, som i dag er omdannet til et af Europas mest velhavende og prestigefulde kunstmekkaer fordi den industrielle skala kan give noget man ikke kan nybygge sig til. Det er ikke bare mig; der er stor folkelig interesse for stedet, og på et overfyldt dialogmøde i januar mødte 500 op - med meninger.

Arrangementet på festivalen er ikke en høring, blot en vandring gennem området med baggrundshistorier og et oplæg om hvilke bygninger, der skal bevares og omdannes, og hvilke rives ned. Måske sidste chance for at se Papirfabrikken med alle rør, ledninger, skorsten, lagerhaller og rod inden fejemaskinerne og pyntehækkene kommer.

 

CONCRETE LOVE

Søndag, 6. maj, kl. 17. Cafe Biografen. Film/snak. Intimbeton. Arkitektur som familieanliggende.

Pil Lindgreen: Som hovedpersoner i en kærlighedshistorie til materialer viser Böhm-familien, at godt håndværk og beton ikke er gensidigt udelukkende størrelser. Der er langt fra hvide betonkopier i discountkvalitet til beton i patriarken Gottfried Böhms hænder; han håndterer det, som huggede han i marmor direkte fra bruddet. Og han har tre sønner, der viderefører det i en usædvanlig familievirksomhed. Dem handler filmen om. Og så en matriark og en gartner, der i periferien plejer og vander det liv, som inspirerer værket.

Her er følelsesladede skitser; lidenskabelig beton. Böhm’erne gør det i skulpturelle byggerier, der ikke bare skal overleve arkitekten konkret, men også som sætter sig symboltunge spor i deres omgivelser. Det er tænkt som bygningsarv, ikke kun løsninger på et marked af udbud og efterspørgsel. Men arven er altid til diskussion: brutalismen, Böhms overvejende arkitektoniske stilretning, står lige nu i sådan et skelsår, hvor dens hovedværker rives ned rundt omkring og nogle generationers had er ved at vendes til påskønnelse og bevaringstrang.

Fynske Creo Arkitekter er inviteret til at give optakt til filmen, og her ser jeg frem til at høre, hvordan de måler deres egne visioner op mod Böhm-familiens ideal. Creo er kendt for at bygge i beton på tidspunkter, hvor materialet ikke var på mode, og har senest på Tværkajen rejst en af de hvide klodser. Genovervej dit forhold til det udskældte materiale og få samtidig en ny målestok for, hvad man kan opnå med omhu og dybsindighed.

 

Tadao Ando – Samurai Architect

Mandag, 7. maj kl. 17. Cafe Biografen. Film og foredrag. Arkitektur, der ikke råber, sidder fast længst.

Bo Jessen: En lille spøjs fyr fra Osaka, der var bokser, men endte som selvlært arkitekt. Tadao Ando arbejder med et ekstremt minimalistisk formsprog, som er lige så traditionelt japansk, som det er moderne vestligt.

Han er en af de arkitekter der beviser, at beton ikke bare er den dovne arkitekts lette udvej. Hos Tadao Ando bliver beton både smukt, varieret og ærligt. Når Tadao Ando er bedst, smelter bygningsværkerne organisk sammen med sine omgivelser – hvad enten de er placeret i by- eller naturlandskaber. For ligeså mindeværdige bygningerne er for dem, der har besøgt dem – ligeså uanseelige kan de være udefra.

Arkitektur, der ikke råber, er ofte det, der sidder fast hos mig længst, og de Tadao Ando-byggerier jeg oplevede på den japanske fiskerø Naoshima – Chichu Art Museum (1, 2), Benesse House (1, 2 og Lee Ufan Museum – sidder stadig fast i mig som formfuldendte kulturrammer om den kunst de rummede og en næsten naturlig del af øens natur og topografi.

I forbindelse med filmvisningen fortæller direktør på Carl Hansen & Søn, Knud Erik Hansen, om samarbejdet med Tadao Ando om skabelsen af en fælles drømmestol, som er skabt som en hyldest til Wegner.

 

The Human Scale og oplæg ved Gehl Architects

Tirsdag, 8. maj kl. 17. Cafe Biografen. Film og oplæg om livet mellem husene og byer for mennesker

Bo Jessen: Om kun godt 10 år lever 2/3 af verdens befolkning i byer. Vi drages mod byernes muligheder, jobs og oplevelser. De lande, hvor urbaniseringen løber stærkest, er også de lande, hvor byerne er mindst gearede til at opsuge væksten.

Der findes efterhånden talrige eksempler på mindre byer, der på kun to årtier er blevet til metropoler af en anden verden. Det kan man meget nemt se på disse to billeder af Shanghai fra 1987 og 2013. Hvor mange kinesiske byer tror I har mere en 1 mio. indbyggere? Over 100. Og nogle estimater tyder på, der vil være dobbelt så mange om 5-7 år.

At folk flytter til byer er ikke alene godt for de mennesker, der gør det, som øger deres livschancer markant. Det er også potentielt det, der kan redde klimaet, sikre vandmiljøet og klodens naturkvaliteter. Men det kræver, at verdens byer lærer af vores fejltagelser; at man undgår at bygge for spredt, at man blander forskellige boligtyper og menneskegrupper, at man indtænker grønne kvaliteter og husker kvaliteten af rummene mellem husene, at man får tænkt bæredygtig infrastruktur – busser, tog, cykler og fodgængertrafik ind, og at man gør det hele på en måde, der sætter mennesket i centrum.

The Human Scale er en film om Gehl Architects arbejde i hele verden med netop de ting. Det hele startede i 60’erne med et legat til at studere menneskers bevægelse i toscanske byrum, og mens resten af verdens arkitekter talte om ikonarkitektur, så prædikede Jan Gehl fokus på menneskelig skala, gode byrum og tilbagevenden til de principper som skabte os gode byer, før bilen kom til. I mange år til døve øren og skuldertræk. I dag er firmaet verdensberømt blandt andet for at omdanne Broadway i New York fra bil- til gågade.

Og hvad betyder alt det så for livet mellem husene i fremtidens Odense? Det kan du høre Lærke Jul Gagner fra Gehl Architects’ bud på i forbindelse med filmvisningen.

 

Filmvisning: “Moryana San” + Oplæg v. Janus Lyloff, Stifter af Byfællesskabet på Thomas B. Thriges Gade om nye boformer og fællesskaber

Onsdag, 9. maj kl. 17. Cafe Biografen. Filmvisning og foredrag. Moriyama San og tanker om nye boformer og fællesskaber.


Pil Lindgreen: Et fleksibelt, japansk boligeksperiment møder odenseansk kollektivbyggeri på TBT i dette højdepunkt for mig på festivalen: En dokumentarfilm om den excentriske japaner der har lagt navn til og bor i en af den eksperimentelle samtidsarkitekturs hovedværker: Moriyama House i Tokyo. Manden er by-eneboer; en multi-læsende, fritænkende, noise-musiker. Huset er skabt til at rumme ham.

“Huset” er en klynge af kasser, designet sådan at hvert rum er et hus. Altså: alle døre åbner udenfor. Badeværelset er ét hus i midten. Arkitektstuen bag projektet (SANAA) har det med at tænke grønt, smukt, sjovt og umuligt-muligt. Det er et forsøg på at bygge livet om.

For nye boformer er revolution, der ikke udkæmpes i gaderne, men som en samfundsomvæltning fra dagligstuen og udefter, i omformuleringen af hverdagens ramme. Det her er ikke bare en gentænkning af typehuset, det er en nyfortolkning af privatsfæren. Bygger man ideallivet ind i murstenene, bliver forandring ikke noget vi skal overveje at tilvælge dagligt, men noget alle vores handlinger formes af. Eller sådan kan man drømme om, at arkitekturen virker.

Som velvalgt optakt skal lokale Janus Lylloff fortælle om sit projekt Byfællesskabet: Da byggegrundene på Thomas B. Thrige skulle sælges, bød han som menigmand, på vegne af bofællesskabet, og vandt en plads mellem kæmpehoteller, kulturborge og lejlighedkomplekser. Snart står et ni-familiers hjem med fælleshus og taghave klar. Måske ikke helt SANAA-radikalt, men deres er den bygning, jeg mest glæder mig til at gå forbi, når det nye kvarter står færdigt. 

 

PLANCK - TINY CIRCUS BIG UNIVERSE

Torsdag + fredag, 10 + 11. maj kl. 15 og 20. FAF-bygningen, Byens Ø. En verden i verden – et cirkustelt i en betonhal

Anders Skovgaard: Det store i det små. En verden af de mindste dele, der i sig selv er det hele. Et andet univers med kvantefysiske love ulig vores i den store, Newtonske verden. Max Planck er kendt for at være navngiver til Planck konstanten, der definerer grænsen mellem den klassiske og kvantefysiske verden.

I samme grænseland synes TinCan Companys nyeste forestilling at være. I et mikrokosmisk cirkustelt med skøre, underlige artister, der vender verden i en kalejdoskopisk forestilling af sort humor og akrobatisk trylleri. Alt det store er småt og så tæt, at man nærmest er en del af det hele.

Med nycirkus-forestillingen ’Planck’ udfordrer TinCan ikke bare sin genre, men også sin lokalverden. De har skabt et cirkustelt inde i selve hallens rå rammer og skaber på den måde en dobbelt ramme for os. Ved at perspektivere et farverigt, magisk cirkus til noget så fysisk bastant som FAF-bygningens betonhal, fremhæves det forunderlige i cirkusset præmisser: Det er den luftige leg i det funktionelle rum.

Og det er på mange måder TinCans fineste merit, at med Dynamo – workspace for circus & performing arts, har de skabt et levende, kreativt miljø på havnen, som ellers ikke synes særligt inspirerende i skyggen af al den hvide beton. FAF-bygningen er derfor mellemrummet, åndehullet, som et kunstnerisk centrum for en ny bydel, hvor hallens råhed og nycirkusartisterne finurlige, sprudlende galskab forvandler havnekajen til noget menneskeligt – en verden med sin egne regler og som man faktisk gider at være i.

Udover at man kan opleve de to TinCan’ere Gry Lambertsen og Rune Vadstrøm Andersen og musikeren Camilla Bang, så er forestillingen instrueret af Troels Hagen Findsen, som er uddannet fra den berømte Ecole Jacques Lecoq i Paris (og tidligere skuespiller på Momentum) og med scenografi af Siggi Oli Palmason, der tidligere har lavet forestilling på både Odense Teater og Momentum. Se en trailer her.

...

Dette var bare et par stykker, et lille pluk af festivalens ret vilde jomfruprogram. Meget at sige og svært at vælge. Programmet gemmer på så meget mere, også selvom det er første år og bare begyndelsen. Nogle filmvisninger går igen på festivalen i hele landet, men alt er knyttet lokalt med mennesker, der ved noget helt specielt om den her by, og det er smukt. Ud og tag det ind.

Kærlig hilsen This Is Odense



Til forsiden


This Is Odense