Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier

Bygges byen bedre? Karakterer til 18 nye byggerier
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 7. marts 2018

Nye bygninger vælter frem i Odense. Og det er jo godt (nok). Eller er det? Folk ser enten alt nybyggeri som modernistiske kasser i beton eller hylder det som eksempler på en by i udvikling, der tager taktfaste skridt mod storbydrømmen.

Men det er alt for forsimplet. Byens byggede miljø er fortællingen om Odense som by til os selv og alle, der besøger byen. Det er forbindelsen mellem vores historie og vores fremtid. Det er afgørende for, hvordan og hvor meget vi bevæger os - om en gåtur fylder os med lykkestoffer eller katastrofetanker. Det er endda vigtigt for, hvor meget vi taler med vores naboer og, hvordan vi er sammen. Det er vigtigt for, hvordan vi lever.

Først former vi byen, og så former den os.

Derfor er byens byggede miljø også alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til dem, der bygger. Især nu hvor der bygges så hurtigt, at byen vi kender kan være væk, før vi ser os om. Måske ændrer den sig til det bedre, måske til det værre - risikoen er størst for, at det sidste sker, hvis ikke vi diskuterer det. For det er vel det, det handler om? At spørge om hvert eneste byggeri gør byen bedre eller ej.

Derfor giver This Is Odense i denne artikel karakter til 18 nye byggerier, som er færdige, næsten færdige eller netop kommet af tegnebrættet og kommer med nogle bud på, hvad der kunne blive bedre. Vi er ikke eksperter, men vi mener, at alle bør være med i diskussionen om, hvad der skaber en god by. Så læs med og giv din mening til kende!

1. Dideriksens Hjørne - Sandal Ejendomme/Projektas herning/Nj Gruppen

Markant forandring er på vej på Vesterbro. Farvel til klondykestemning med små byhuse blandet med høje karrébyggerier, farvel til obskure og sjove små butikker, der har levet en hengemt tilværelse til lave huslejer. Goddag til tæt by. Første skridt er Sandal Ejendommes hjørnebygning på Vesterbro og Vindegade, der har erstattet Dideriksens Hjørne.

Positivt: Det nye hjørne fortsætter faktisk den gamle lejlighedskarré, så strækningen nu er høj og tæt og byagtig, og bygningen har en skala, der passer til miljøet omkring den.

Negativt: Man har forsøgt at lave variationer i facadens farve uden stor succes. Altaner - ja, men af lav kvalitet, der ikke er tilpasset ejendommen. Tonede ruder ind til Fakta, et kedeligt trappetårn og ikke-levende facade langs Vesterbro skaber et uinspirerende møde med gaden. Endelig er overgivelsen af gårdrummet til stenørken og parkeringsareal ærgerlig. Kunne man ikke finde bare lidt plads til opholdsareal, træer og andet grønt?

Samlet karakter: 2 pile

2. Sankt Gertruds Stræde+Store gråbrødre stræde - Karsten Bill/AI

I lang tid var denne lidt mørke plet midt i byen reserveret til parkering mod Sankt Gertruds Stræde og en lille faldefærdig bygning med genbrugsbutik mod Store Gråbrødre Stræde. Nu fyldes hullerne ud, og måske skabes der et levende butiks- og udeserveringsområde fra Gråbrødre Plads og ned til Store Gråbrødre Stræde, hvor også ølbaren Mikkeller åbner om kort tid. Byggeriet er ikke færdigt, og der ser ud til at være en vis forskel på den oprindelige visualisering fra AI og det byggeri, der er på vej, så det er ikke muligt at give en endelig karakter.

Positivt: En død bagside kan blive forvandlet til en levende gade, nu hvor hullet fyldes ud, især hvis der bliver butikker eller restauration i stueetagen. Det hjælper også meget, at det karakterfulde træ i Store Gråbrødrestræde har fået lov til at blive stående. Facadens sten har farvespil, og der er en vis variation i helhedsindtrykket. Med en rimelig succesfuld tilpasning til nabobygningers tag er byggeriet et godt eksempel på, hvor mange steder der kan fyldes huller ud i Odense, med et stort plus til bylivet til følge.

Negativt: Facaden er ikke helt afstemt afstemt med de røde teglstensomgivelser. Hvis der bliver boliger og ikke butik i stueetagen, mister man meget af fordelen ved den nye tæthed og gaderummet vil ikke leve op på samme måde

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile. Hvis der bliver boliger i stueetagen, må der gives 2 pile i stedet.

3. VesterPort, Vestre Stationsvej/Rugårdsvej - Reitan/FAB

En gang gik byens kant ved jernbanen og den sydøstlige del af Østre og Vestre Stationsvej. På den anden side af vejen var der jernbanebygninger og jernbanespor. Efter jernbanen blev omdirigeret, er der aldrig blev bygget en ny bykant. Men den er for alvor på vej nu, hvor nye byggerier vil skyde op hele vejen langs med gadestrækningen, og hvor letbanen vil gøre gaden mere interessant for fodgængere og ophold. Derfor er det vigtigt, det bliver gjort ordentligt.

Vestre Port har levet en omtumlet tilværelse - fra 90'er-prestige-biografbyggeri over nedrivning og endelig til et nyt projekt med boliger, Rema 1000, lagkagehuset, café, restauranter og fitnesscenter. Da byggeriet endnu ikke er færdiggjort, er det ikke muligt at vurdere det endelige resultat.

Positivt: Aktivitet til området med indkøbsmuligheder, caféliv og boliger. Parkering i den eksisterende parkeringskælder.

Negativt: Foreløbigt ser byggeriet en smule skuffende ud. Der er ikke meget variation i facaden, og farverne minder lidt om grebet til Dideriksens Hjørne, der bliver brunt i brunt. Hjørnet, der i det nu nedrevne biografbyggeri havde en måske ikke køn, men i hvert fald excentrisk karakter, fremstår nu noget kedeligt med den meget bløde brune bue. Men måske det hele reddes af et last-minute ønske om en tagterrassejungle med træer, der kan ses, når man kører ad Østre Stationsvej.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile. En jungle på taget ville udløse noget nær en fordobling af point!

 

4. Karré 1, etape 2, Østre Stationsvej - OPUS/5E Byg/C.F. Møller

Hvor der før var togvaskehal ligger nu tre karrébyggerier med et kvart vellykket forsøg på en fortolkning af gadens tårnbyggerier - dels i form af massive højhuse og nu også med en markering af hjørnet mod Kongens Have. Karré 2 er en spøjs V-form opført i lyse, gule tegl med en vis variation. Byggeriet er meget fremskredent, men endnu ikke færdigt, så det kan ikke vurderes endeligt.

Positivt: Her er en vis facade- og materialevariation i lyse, gule teglsten og i altaner, der i et eller andet omfang giver en sammenhæng med gaden. Der er et tydeligt forsøg på at skabe en markering af hjørnet ud mod Kongens Have; her er en bygning, der har noget på sinde. Gade- og sigetlinjer fra Hans Tausensgade er heldigvis ført med over og skaber bymæssig sammenhæng på tværs af Stationsvej. Og parkering under jorden er godt.

Negativt: Hvor er de levende stuefacader? Der er ingen, heller ikke ud mod byens bro, hvor det havde været perfekt med en restaurant, når letbanen om nogle år gør gaden mindre trafikkeret - pladsen er der, fodgængerne er der. Hvis en restaurant ikke skal skabe pladsen, er det så her, der skal placeres food trucks? Det er heller ikke mange træk, der går igen fra tårnbyggeriet på modsatte side af Østre Stationsvej, og der er ingen sammenhæng til resten af områdets røde teglsten. Endelig kan man spørge, om det virkelig var nødvendigt med den metalbeklædning på penthouselejligheden?

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

5. HF/VUC Fyn - hf/VUC Fyn/Skjøde knudsen/cebra

Som en del af en kæmpe uddannelseskabale i byen havnede HF & VUC FYN i City Campus for enden af Byens Bro og et nyt byggeri skød op. Området omkring bygningen er stadig nærmest komisk ufærdigt - man afventer resultatet af den netop overståede retssag mellem Odense Kommune og det firma, der ejer en stump jord mellem byens bro og VUC. Det her er en bygning, der deler vandene. Nogle er glade for lysdioderne, der giver liv til en aftentur på havnen og fungerer som et fikspunkt for cykelturen over Byens Bro, mens andre er forbandede over facadebeklædningen, der kan ligne sådan nogle metalriste, der skjuler elledninger i et nyere sjæleløst industribyggeri.

Positivt: Forsøg på at skabe et byggeri, der også lever om aftenen med lysdioderne. Markant stil. Men bygningens indre er faktisk mere spændende - kig ind forbi.

Negativt: Facadebeklædningen er relativt uinteressant i dagtimerne. Bygningen skaber ikke meget sammenhæng til omgivelserne (man kan dog mene, at det hidtil har været begrænset, hvad der var at forholde sig til). Udenomsarealerne mangler meget - hvor er træerne, de grønne strøg og de lækre opholdsarealer for de studerende?

Samlet karakter: 3 pile

6. Toldbodgade/Gammelsø - ?

Når man fremover ankommer til havnen fra Åløkkekvarteret, vil man møde dette byggeri i hvide betonmoduler, som fremstår færdigt og klar til udlejning, men som aldrig burde være bygget.

Positivt: ...

Negativt: Den allermest skrabede form for lejlighedsbyggeri med ubearbejdede facader og billige altaner. Betonmodulerne ligner mest af alt stablede betoncontainere, men helt uden containerens industrielle charme. Byggeriet hindrer oven i købet udkig mod vandet og den øvrige havn. Det er svært at se, hvordan udenomsarealerne nogensinde skal blive rare steder at opholde sig.

Samlet karakter: 1 pil (meget tæt på 0 pile)

7. Promenadebyen - bygning 4 og 5

Der var oprindeligt planer om 8 bygninger med hver deres arkitektoniske udtryk langs den nordvendte promenade. De første tre blev bygget før og under finanskrisen, og så var det slut. Ad omveje fandt de sidste byggerier en ny ejer og fik et nyt udtryk, med ny forældrekøbsmålgruppe og med en væsentligt mere skrabet arkitektur.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv.

Negativt: I modsætning til de første tre bygninger er bygning 4 og 5 af en billigere udgave med altangange, og her kan man se, hvilken negativ forskel det gør med ensformige facader og materialer. Også her er hvide betonmoduler fremtrædende, og vindforholdene omkring dem er formentlig ikke verdens mest attraktive.

Samlet karakter: 2 pile

8. Lokalpsykiatrien, Toldbodgade - Region Syddanmark

På hjørnet af Toldbodgade og Finlandsgade ligger den nye lokalpsykiatri som det, der møder alle, som bevæger sig af Lerchesgade fra Byens Bro og Storms Pakhus mod havnen. Projektet er endnu et hvidt betonmodulbyggeri og virker som om, det er tegnet uafhængigt af området og placeret tilfældigt på havnen. Det er ærgerligt - og særligt ironisk, når det efterhånden står klart, hvordan det byggede miljø og den menneskelige psyke hænger sammen.

Positivt: Ethvert byggeri på havnen bidrager til at skabe mere liv, og der er sporadiske forsøg på at indarbejde organiske elementer i form af lyst træ ved indgangene (but you can't polish a turd).

Negativt: Bygningen fremstår meget skrabet: Som en hvid kasse næsten uden facadebearbejdning. Helhedsindtrykket bliver værre af et stort parkeringsareal ud mod Tolbodgade, der med fordel kunne have været placeret under jorden eller i et p-hus. Når man afskærer udsigten mod vand og havn, kan man ikke være bekendt at have så uattraktive udendørsarealer - og det grønne område foran bygningen bliver nok et pløret gennemgangsområde for folk, der skyder genvej.

Samlet karakter: 1 pil

9. Nordatlantisk Hus - nordatlantisk hus/kristiansdal/Cornelius+Vöge/Isager arkitekter og Masu Planning

Nordatlantisk Hus - Nordatlantisk kulturhus, det grønlandske hus, nordatlantiske foreninger, ungdomsboliger, butik, restaurant, vejledning til nordatlantiske studerende, konference og mødefaciliteter. Rigtig gode byggerier har mange funktioner, og Nordatlantisk Hus er et rigtig godt byggeri. Et byggeri der tydeligt viser, hvad der er muligt med dygtige arkitekter og et ønske om ikke at spare sig ihjel. Et forbillede for den videre udvikling af Byens Ø skrev Akademisk Arkitektforening - sådan skulle det, foreløbigt, desværre ikke gå.

Positivt: Mange funktioner blandet sammen skaber liv. Spændende, gennemtænkt og nytænkende arkitektur, der passer godt ind på Byens Ø. Flotte facader med stor dynamik og brug af forskellige materialer, især træ. De åbne stuefacader gør, at byggeriet taler godt sammen med omgivelserne. Flot terrasse i læ og eftermiddagssol.

Negativt: ...

Samlet karakter: 6 pile

10. Ungdomsboliger, Byens Ø - KPC/Kristiansdal

På en havn hvor man frygter, at det bliver mere trenden at rive ned end at genbruge solidt havneindustribyggeri, som kan fortælle historier om Odenses fortid, er her en sjælden undtagelse. For selvom det ikke er til at se, så er Kristiansdals ungdomsboliger på byens Ø faktisk en omdannelse af en gammel bygning. Lokalplanen ønskede et maritimt udtryk med bevaring af mursten og beton. Desværre er det lykkedes så dårligt, at det havde været bedre at starte forfra.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv.

Negativt: Ingen facadevariation, anonyme kedelige teglsten, dræbende gentagelse og et mislykket forsøg på genbrug af det tidligere pakhus.

Samlet karakter: 2 pile

11. Stenfiskerkajen - Civica/KPC/C.F. Møller

Civicas ungdomsboliger er svære at vurdere kvaliteten af. Det er nemt at se, at byggeriet er billigt, og det falder ind i kategorien hvid beton, som der er en markant overrepræsentation af på Odense Havn. Men særligt de to bygninger, der vender ud mod havnebadet, er overraskende dynamiske - dels med deres metalpladebeklædte udhæng og dels i form af en nedtrapning mod havnebadet, som giver eftermiddagssol til sommerbaderne. Det sidste byggeri, nærmest på billedet ovenfor, ligner til gengæld mere et kedeligt lufthavnshotel end et havnebyggeri.

Positivt: Ungdomsboliger på havnen bidrager til mere liv. Nuancer i facaderne og trappeformen mod havnebad trækker op. Fra de rigtige vinkler går byggeriet i fin dialog med Promenadebyen.

Negativt: Trapper eller ej - det redder ikke helt oplevelsen af et meget meget hvidt kolosbyggeri. Den voldsomme skala er ikke afpasset til hverken ophold på Stenfiskerkajen, eller til havnebadets genfortolkninger af klassiske havnepavillioner. De hævede parkeringskældre gør bevægelse rundt om bygningerne mere uvejsomt, og det foreløbigt meget mangelfulde udenomsareal inviterer heller ikke til længere ophold, end det tager at finde nøglerne i lommen.

Samlet karakter: 3 pile

12. Klosterbakken - arkitektgruppen/C.F. Møller

"Byens bedste grund" klæber til byggeriet på, hvad der engang husede Munke Mølles Klædefabrik på en ø i Odense Å. Desværre lever udførelsen ikke op til mulighederne på stedet. Det arkitektoniske formsprog er inspireret af klosterbyggerier og udgøres af en række rødstensmurede huse. C. Th. Sørensens fine gule mur adskiller stadig byggeriet fra Eventyrhaven. Byggeriets skala og form fungerer godt i samspil med de øvrige rødstensbyggerier på Klosterbakken og giver nogle fine kig fra visse vinkler. Men udførelsen og materialerne er langt fra gode nok, og det trækker markant ned.

Positivt: Velgennemtænkt byggeri med en form, der har øje for både Eventyrhaven og nabobyggerier.

Negativt: Byggeriets røde teglsten er helt uden farvespil og variation, og derfor bliver helhedsindtrykket meget massivt - særligt mod syd. Altaner og metalbeklædningen på murene ligner blankpolerede fremmedelementer fra det ydre rum. Murværket er flere steder dårligt udført og blev allerede repareret for fugtskader få måneder efter opførelsen. Selv de bogstaver der er valgt til navngivningen af byggeriet ser forfærdelige ud. Og så er der transformerstationen ved åen, som er blevet halvhjertet gemt væk. Desuden er det fuldstændige fravær af grønt i form af træer og planter på altanerne og tagterrasserne bemærkelsesværdigt slemt! Det kan dog reddes endnu.

Samlet karakter: 3 pile

13. Borgernes Hus - Odense Kommune/AI

Det her er en renovering, der deler vandene. Målet har været at skabe opmærksomhed, og det er lykkedes med en guldfarvet facade, der stråler om kap med eftermiddagssolen. For nogen er byggeriet endnu et søm i kisten for en desperat provinsby med mindreværdskomplekser. For andre er det en facade, der vil noget, og et byggeri der har befriende lidt fokus på, hvad andre tænker. Om det blev det borgernes hus, der var tanker om oprindeligt, og om guld - når det patinerer - ser godt ud, må vi vente og se.

Positivt: Markant og modigt forsøg på at ændre banegårdcenterets dræbende facade. Forsøg på at samle flere funktioner under samme tag (bibliotek, Center for Civilsamfund, Borgerservice og Frivilligcenter Odense). Intet forsøg på anonymitet.

Negativt: Udførelsen lever ikke helt op til visualiseringen - eksempelvis er altanerne forsvundet undervejs. Guld side om side med en ligbleg hotelnuance af gul, samt en mørkegul 90'ernuance er ikke en vinderkombination.

Samlet karakter: 3 pile

14. Hotel Odeon - Odense Sport & Event/KPC/arkitema

Lækkert og nordisk. Eksklusiv kvalitet. Luksus og helt nede på jorden. High-end uden at være snobbet. Det skorter ikke på pæne og fluffy ord om det kommende Hotel Odeon fra OS&E selv. Indtil videre ser byggeriet på Thomas B. Thriges Gade dog aldedes ordinært og anonymt ud og lever ikke op til visualiseringen fra præsentationen af byggeriet. Byggeriet er endnu ikke færdigt og kan derfor ikke vurderes endeligt.

Positivt: 234 hotelværelser i bymidten er en af de bedste måder at skabe byliv og aktivitet. Der bliver aktive stuefacader ud mod letbanen, som skal køre lige forbi her. Og byrummene på TBT-Gade bliver i højeste klasse.

Negativt: Der er valgt en kedelig rød teglsten uden spil og nuancer, som bliver endnu kedeligere af uinspirerende vinduesrammer i en meget massiv blok. Og her er en af de rigtig store uudnyttede muligheder for grønne facader.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 2 pile

15. carl nielsen kvarter - 5E Byg/årstiderne arkitekter

Boligbyggeriet fra 5E var muligvis den mindst spændende visualisering, da bygningerne på den nordlige del af Thomas B. Thriges Gade blev præsenteret. Men udførelsen ser ud til at blive blandt de allerbedste. Og selvom det ikke er et mesterklassebyggeri, så er det tydeligt at se, at der er arbejdet med detaljerne. Fra den lysegule teglsten med god variation til de fine spring i facaden, som visualiseret på billedet ovenfor.

Positivt: Smuk variation - både i teglstenen og niveauerne i facaden. En diskret og meningsfuld genfortolkning af både materiale, farve og den runde gavl fra naboen Fyns Grafiske Værksted. Butikslokale i stueetagen skaber liv, og byggeriets form binder Hans Jensens Stræde fint sammen på tværs af TBT-Gade. Forhåbentlig er der grønt på vej i plantekasserne langs med facaden.

Negativt: Vinduespartierne kunne godt være mere spændende. Nogle steder ser murværket ud til at være sjusket muret med fejl og fugtskader til følge.

Samlet karakter: 4,5 pile 

16. House of Fairytales - Odense Kommune/Kengo Kuma/Cornelius+Vöge/MASU Planning

Ok, indrømmet. Der er noget tid til det her byggeri står færdigt, og vi har det kun med for at vise, hvordan det kan lade sig gøre at bygge med opfindsomhed, variation, kvalitet og god fortolkning af Odenses DNA (og må det tilføjes: Uden profitmaksimeringens snærende bånd). Det nye H.C. Andersens Hus, tegnet af en af verdens største arkitekter - Kengo Kuma - bliver et ikonbyggeri uden unødigt flash. Det mest internationale byggeri i byen, og måske samtidig det byggeri, der bedst formår at fortolke Odenses kvaliteter: Smukt, grønt og uprætentiøst.

Her er et byggeri, der binder historien sammen med fremtiden i både funktion og form. Her skal fortælles historier fra byens mest berømte forfatter formidlet af et af de mest moderne fortællekoncepter fra Nordirske Event Communications. Og i formen skabes et fremtidsbyggeri i bløde former gennem en genfortolkning af områdets bindingsværk. Og så bygges størstedelen af museet under jorden af to årsager: For at gøre plads til en genskabelse af Lotzes Have over den tidligere TBT Gade med grønt helt ned i den kommende parkeringskælderopgang, og så for at undgå at bryde radikalt med H.C. Andersen-kvarterets højde.

Hvis projektet ellers realiseres efter planen, bliver det byens fineste byggeri.

Positivt: En blanding af materialer og brug af træ. Smuk genfortolkning af områdets bindingsværk. Videreførelse af områdets højde og Odenses uprætentiøse og grønne DNA. Genskabelse af Lotzes Have som offentligt tilgængelig eventyrhave. Café ud mod letbanen. Grøn opgang fra parkeringskælderen... (vi kunne fortsætte).

Negativt: ...

Samlet karakter: (Foreløbigt) 6 pile

17. Byfællesskabet - Janus lylloff/praksis arkitekter

Bygningen til højre i billedet er en del af et moderne bofællesskab, som gymnasielæreren Janus (foran forskellige byggemastodonter) vandt retten til at bygge midt i byen til sig selv og sine medbeboere. Projektet er tegnet af prisbelønnede Praksis Arkitekter fra Svendborg og fungerer som overgang fra TBT-gades høje teglbyggerier til H.C. Andersen-kvarterets lave byhuse med pudsede facader.

Bygningen har et fint modernistisk formsprog, men det stiller store krav til den endelige udførelse, og her virker vinduesrammerne f.eks. lidt sjuskede, ligesom altanerne ud mod Rosenhaven kan risikere at give bygningen et lidt monotomt præg, hvis ikke de bliver grønne nok.

Byggeriet er ikke færdigt. Der er stadig grønt i vente, og en cykelsti der hvor billedet er taget, samt en nyanlagt Rosenhave på den anden side. Derfor kan det endnu ikke vurderes endeligt.

Positivt: Fin dialog mellem de større byggerier på TBT-gade og de pudsede byhuse i HCA-kvarteret. Spændende minimalistisk-modernistisk formsprog. Helt fantastisk med et bofællesskab midt i byen. Og flot med en offentlig tilgængelig lille park i baghaven.

Negativt: Vinduesrammer og altaner kan risikere at give byggeriet et lidt sjusket udtryk. Grønt på altaner og træer på tagterrasserne kan gøre forskellen.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 4 pile

18. Dansk Bank - Danske Bank/kpc/Arkitema

Da Industripalæet uforståeligt nok måtte lade livet til 80'ernes fremskridtslyst, blev kompromiset, at der skulle sikres offentlig adgang til en kæmpe indendørs have i det nye finanscenterbyggeri. Desværre har Danske Bank aldrig haft lyst til at have folket rendende, og således var det de færreste, der vidste, at der lå en have derinde.

Nu er haven fældet og rødstensbygningen er ved at blive skiftet ud med en sort bygning, hvor alle Danske Banks lokale aktiviteter samles og som, i følge banken selv, skal signalere åbenhed og imødekommenhed. Og så er arkitekturen i øvrigt stort set en tro kopi af bankens to nybyggerier i Kolding og Århus. New Normal. Man kunne jo mene ironien var total, men selvom meget er slemt, så kunne det faktisk være værre. Byggeriet har en vis variation og kommer Eventyrhaven lidt i møde, også selvom man ikke fornemmer, at det faktisk er meningen man skal gå indenfor.

Positivt: Facaden er simpel, men rimelig varieret og de aktive stuefacader mod Eventyrhaven gør godt.

Negativt: Der er ingen dialog med områdets røde teglbyggerier, og ikke meget åbenhed i afskaffelsen af den offentligt tilgængelige have i bygningens indre.

Samlet karakter: (Foreløbigt) 3 pile

 

hvad kunne være bedre?

Som karaktererne viser bliver der bygget både godt og skidt i Odense. Men vores overordnede konklusion er, at det ikke er godt nok, og at det kunne være så meget bedre - særligt på Odense Havn, hvor Havnens direktør, Carsten Aa selv har indrømmet, at meget af det byggeri, han har solgt til "bærer præg af, at der skulle tjenes lidt hurtige penge". Og selvom vi ved, at mange ting spiller ind i, hvilken kvalitet der kan bygges i, så vil vi alligevel gerne give nogle eksempler på, hvordan det kunne være, hvis bygherrer, arkitekter og kommunen strammede ballerne.

Vi mener Odenses mulighed er at finde sin egen vej, og undgå at begå de fejl man har lavet i Ørestaden og på Århus Havn. Men hvis vi ikke bygger videre på byens sjæl, så bliver Odense aldrig særlig.

 

Misforstået debat om beton

På det seneste har der kørt en debat i Fyens Stiftstidende, der handler om, hvorvidt "beton" er et flot eller grimt materiale. Men er det det rigtige spørgsmål at stille? Hvorvidt beton er godt afhænger vel af, hvordan det bruges, og hvor det bygges. Lad os sammenligne nogle eksempler. Et fra Odense Havn og et japansk og engelsk eksempel. Det første kedeligt og uambitiøst, de andre med hver deres interessante udtryk og med variation i facaden:

 

Mere variation i materialer

I de 18 eksempler ovenfor råber vi igen og igen på variation. Et byggeri i Odense (Danmark) er i 95 ud af 100 tilfælde efter samme formel: En betonmur, og så evt. beklædning med tegl og uden nogen videre facadebearbejdning. Men sådan behøver det jo ikke at være. Overalt i verden benyttes f.eks. stadigt mere træ, der er mere bæredygtigt, organisk og smukt. Der er en hel verden af materialer at bruge, og variationen skaber liv og kvalitet.

Mieczysław Karłowicz Philharmonic Hall, Szczecin, Polen

 

Brug af træ i byggeriet i Zaragoza, Spanien 

 

Variation i facaden, fremfor ekstra profit i lommen

Hver en krusning der føjes til en firkantet betonboks er på kort sigt en krone mindre i indtjening for en investor, der bygger og sælger hurtigt, og som er ligeglad med den by, han bygger i. Og penge skal der tjenes. Derfor er der ofte så lidt variation i facaderne. Men variation kan skabes på tonsvis af måder - ved brug af de rette materialer, ved at bruge tegl med spil i, ved at skabe spring i facaderne, osv.

Indenfor få år kan robotter måske forarbejde alle bygningsmateriale i de former, der ønskes. Hvad er det nu, Odense er skarp på? Nåh jo. Robotter! Og der er endda lokale robotfirmaer, der laver bygningsmaterialer! Måske vi har en løsning? Her er et eksempel på, hvad robotter allerede nu kan gøre:

Tegl-facade bygget af robotter, Shanghai Arts centre, Kina

 

Inden da kan vi nyde, hvad der i hvert fald kan lade sig gøre, hvis man gør sig umage og varierer facaden på et byggeri:

Bibliotek i Barcelona

 

Lejlighedsbyggeri, Tehran, Iran

 

Kunne vi slippe for døde boligområder og få liv i stuen?

Kan I se en storby for jer, hvor den del af byen, hvor der ligger høje bygninger alene udgøres af boliger? Nej, vel? Når boliger blandes med arbejdspladser, kulturfunktioner, butikker, restauranter og meget andet, så skaber man en spændende by, hvor der er liv på alle tider af døgnet. Særligt i stueetagerne er det vigtigt, at der er noget interessant at kigge på - det skaber liv på gaden, og gør det mere interessant at opholde sig der.

Derfor er det vigtigt, at alt nybyggeri rundt omkring bymidten ikke bare bliver boliger, selvom boliger lige nu er det, man kan tjene flest penge på.

 

Hvor er det grønne?

I dag er der alle muligheder for at anvende naturen i udformningen af nyt byggeri. Grønne facader, grønne tage, grønne tagterrasser og altaner, plantebede, byhaver, træer. Men selvom der ikke er noget mere odenseansk end de grønne træk i byen, så er det desværre meget sjældent, at det grønne anvendes i nybyggeri. Og når det sker, er det som regel et tyndt grønt tag ingen kan se. Det er ikke alt, der kan gro i Danmark, men meget kan lade sig gøre.

Alt grønt kan i den rette udformning gøre et byggeri helt genialt, og så kan det jo rette op på dårlig arkitektur. Der er en grund til, at planten hedder arkitektens trøst. Skal grønt virkelig altid spares væk?

En af verdens mest berømte grønne facader - Le Musée du Quai Branly, Paris, Frankrig

 

Ligeså berømte Bosco Verticale, Milano, Italien

 

Omdan fremfor at rive ned - og skab en by med historie

Odense var i lang tid Danmarks næststørste industriby, og det har efterladt en enorm arv fra den tid rundt omkring bymidten. Efter de traditionelle industriarbejdspladser er forsvundet bliver alle de områder omdannet i rekordfart: Havnen, Østerbro, Vesterbro. Desværre sker det ofte, uden at man genbruger de bygningsværker, der har kvalitet. På den måde kan man udslette et helt områdes historie på ganske kort tid.

På havnen er der allerede forsvundet en del historie. En kran forsvandt over natten, betonsiloerne, som Aalborg Portland fraflytter ser ud til at forsvinde. Og rygterne taler om, at Odense Havn er ivrige for at nedrive det fantastiske bygningsmiljø på Siloøen. Men måske er Siloøen den sidste mulighed for at give plads til et kreativt miljø på havnen, som ellers er i fare for at blive et stort set rent boligområde. Sådan her genbruges industribyggeri andre steder i verden:

Genbrug af silobyggeri, Zetz Museum of Contemporary Art, Cape Town, Sydafrika 

 

Fra sukkermølle til hotel, Guilin, Kina

 

En lokal arkitektuddannelse og dygtige arkitektvirksomheder

En del af forklaringen på udfordringen med manglende kvalitet i byggeriet er nok, at Odense, modsat de tre andre storbyer i Danmark ikke huser nogle uddannelser, der på en eller anden vis beskæftiger sig med arkitektur. Det betyder, at der ikke er noget debatmiljø, og at der stort set ikke er nogle nystartede, innovative arkitektvirksomheder i byen. Det er der al mulig grund til at lave om på.

Deltag i debatten!

Det sidste bud må være en opfordring til alle om at deltage i debatten. Gang på gang får bygherrer lov til at kalde de allermest skrabede byggerier for højkvalitet, uden at nogen modsiger dem. Måske synes de det selv, men så er der al mulig grund til at hjælpe dem på vej.

Hvis byens byggede miljø skal blive bedre, kræver det, at odenseanerne stiller krav!

Sådan gjorde vi:

-Vi har udvalgt 18 byggerier, der repræsenterer både gode og mindre gode byggerier i eller tæt ved bymidten. De er ikke repræsentative for alle nye byggerier i byen, men giver et godt billede. Mangler vi nogle vigtige, så send os et billede eller post det på vores facebookside og kom med din vurdering.
- Vi har vurderet de arealer, der er offentligt tilgængelige eller synlige fra gaden. Karakterskalaen går fra 1 (dårligst muligt) til 6 (bedst muligt)
- Da det kan være svært at sammenligne visualiseringer og ufærdige byggerier med færdige byggerier, er der taget forbehold for ufærdige byggerier. Ofte snyder visualiseringer, fordi de er pyntede, eller fordi der spares undervejs.



Til forsiden


This Is Odense