Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?

Det går hurtigt i Odense, men hvorhen?
Debat | Skrevet af: This Is Odense | 14. november 2017

Der sker mere i Odense end nogensinde før. Men hvor er byens kulturliv på vej hen? Og hvor skal vi hen?

I en række valgoptaktsartikler, der leder frem til Kulturklyngens valgdebat lørdag d. 18 i Storms Pakhus stiller vi spørgsmålene og giver vores bud på nogle af svarene. Det kan også være, at et par interessante navne i byens kulturliv kommer til at give deres bud. Læs med, debatter og mød op på lørdag, hvor nogle af spørgsmålene også finder vej til valgets spidskandidater.

Et kulturliv, der tør!

Foto: Teater Momentum, 2016

 

This Is Odense har altid handlet om at vise, at vores by har langt mere at byde på, end de fleste troede. Det er mere sandt end nogensinde før, og opgaven med at overskue tilbuddene bliver sværere og sværere for hver uge, der går.

Men lige så klart, som det er, at der sker mere, lige så klart er det, at alt det nye ikke er godt nok.

Og hvad mener vi så med det?

Jo, uanset hvor forskellige vi er hos This Is Odense, så deler vi en drøm om et kulturliv, der udfordrer os og udfordrer byen. Et kulturliv, der ikke bare er til behag, men også kan stille sig i vejen.

Et kulturliv, hvor man ikke kan gøre godt og skidt alene op i, hvor mange mennesker, det tiltrækker, men også hvor mange mennesker, det flytter. Et kulturliv, der åbner sig op for omverdenen, men ikke kun er velafprøvede events på gennemrejse.

Et kulturliv, der giver kunstnere mulighed for at leve, overleve og skabe sig i Odense. Et kulturliv, man bemærker i resten af Danmark, men er lige så overrumplende en tirsdag aften i et lummert loftsrum, som det er velbesøgt en juniaften i Tusindårsskoven.

Et kulturliv, hvor debatten om, hvor vi skal hen, flyder frit.

Et kulturliv, der tør. Der er vi ikke endnu.

De store spørgsmål - det store potentiale

Odenses kulturliv er ikke større end, at de fleste kender og er afhængige af hinanden og af kommunen på en eller anden måde. Det giver nogle særlige muligheder for samarbejde, men måske betyder det også, at den nødvendige debat og selvkritik lidt for ofte forbliver skjult. Hos This Is Odense er vi også selv en del af det netværk, det må vi ikke glemme.

Men spørgsmålene skal stilles. Som udgangspunkt for vores artikelserie stiller vi derfor her nogle af de svære spørgsmål.

 

Er ODEON det, vi blev lovet, og det, Odense har brug for?

Foto: Odeons store sal, Klaus Knakkergaard

ODEON har haft en lang vej - fra ide om kulturhus i Thrigefirkanten til en kulturaftale om et musik- og teaterhus på den nuværende placering i 2005 over finansdød, gennem yderligere to tilpasninger og til endeligt projekt. Men spørgsmålet er, om ODEON er blevet til det, man ønskede, og det Odense har brug for i dag?

Med kulturaftalen i 2005 blev der afsat 90 mio. kr. til et nyt musik og teaterhus. Projektet blev kaldt et fyrtårn, og samtidig pointerede både Venstre og Socialdemokraterne vigtigheden af, at de ikke-kommercielle mindre kulturaktører i byen blev en del af det nye hus.

Da ODEON blev præsenteret som et musik- og teaterhus i 2008, var det med fortællingen om et "kulturelt kraftcenter". Anker Boye (A) kaldte huset "byens bankende hjerte", der skulle få Odense på det kulturelle landkort. Jan Boye (K) pointerede, at det ville give muligheden for at trække helt nye musik- og teaterforestillinger til byen, og Jane Jegind (V) kaldte det et "kulturelt fyrtårn, der kan få odenseanerne til at ranke ryggen". Byforsker Lars Engberg påpegede, at et kulturhus først bliver et vartegn, hvis det indeholder unik kvalitet.

Siden blev kvaliteten og prisen skåret ned, særligt på den store sal, mens der blev mere plads til at tjene penge på ungdomsboliger, supermarked og konferencer. Et mere realistisk projekt i årene efter finanskrisen vil nogen nok sige. Samtidig blev kommunens betaling øget. Jan Boye (K) fastholdt, at kvaliteten var høj. Skuespillerskolen og Musikkonservatoriet mente, det gav en helt ny mulighed for at sætte præg på byen, og at helt nye synergier ville blive skabt. Jan Boyes afløser Steen Møller kaldte huset for en mulig "international dynamo", og også S og DF var begejstrede.

Nu har ODEON været åbent i godt 8 måneder, og hvad har vi fået? Byen har fået en rost hverdagsrestaurant i Odeon Social og et kritiseret supermarked.

Vi har ikke fået den store adgang for byens ikke-kommercielle kulturaktører, som var det oprindelige ønske. Og spørgsmålet er, hvordan de helt præcis ville passe ind i huset.

Det er endnu for tidligt at sige, om skuespillerskolens og musikkonservatoriets nye placering vil give ekstra værdi for byen.

Det, vi til gengæld kan gøre op, er fyrtårnskvaliteten af ODEONs eget kulturelle program og de bookinger, andre aktører har lavet i ODEON. Det er her, hvor virkeligheden afviger mest fra det formål, der var med at bygge huset i første omgang.

Et udsnit af det hidtidige og kommende program lyder på: City Singler, Tina Dickow, Chippendales, Linie 3, The Bootleg Beatles, Kim Larsen, Stine Bramsen, Caroline Henderson, Svend Brinkmann, Midt Om Natten-musical, Cliff Richard, samt selvfølgelig Odense Teaters og symfoniorkesterets produktioner.

Det er meget svært at få øje på fyrtårnskvaliteten i nogen af ODEONs arrangementer. Der spiller intet, som ikke også spiller i resten af landet, og de fleste af de ovenstående navne kunne optræde på andre scener i byen. Og til trods for dårligere akustik måske endda passe bedre ind der? Det kan i værste fald betyde, at Odense får dårligere arrangementer, og at ODEON blot kannibaliserer på andre sceners cashcows.

Helt simpelt kan man måske driste sig til at spørge, om Odense har fået nogen ny kultur ud af ODEON, som byen ikke havde i forvejen?

Men behøver det virkelig at være sådan? ODEONs særlige værdi må ligge i størrelsen og kvaliteten af de arrangementer, de kan tiltrække. Men hvor er ODEONs bookingambitioner? Hvor er modet til at være det fyrtårn, det er bygget til? Tror man virkelig stadig ikke, at Odense og odenseanerne, med den kæmpe udvikling byen er inde i, er klar til at efterspørge noget nyt? Og hvad er kommunens påvirkningsrolle?

 

Lever Posten op til sit ansvar som regionalt spillested med fokus på kvalitet?

Foto: Line Svindt, Posten - næsten udsolgt til Black Rebel Motorcycle Club
i sidste uge

Posten er Odenses regionale spillested - et af 18 i landet og til at sammenligne med VEGA, Radar, Train og Global/Jazzhouse, hvis man kigger på København og Århus.

Det er også et spillested med en fin økonomi og et meget stærkt sponsornetværk. Sammenligner man økonomien med Vegas kan man se, at de to steder stort set modtager det samme i offentlig støtte (Vega 6,1 mio. kr., Posten/Dexter 6,2 mio. kr.), at de stort set har samme sponsorindtægter (Vega 1,8 mio. kr., Posten/Dexter 1,4 mio. kr.). Forskellen består, i hvad de to institutioner omsætter for på baggrund af deres arrangementer. Egenindtægterne hos Posten/Dexter lyder på 10,3 mio. kr., mens det for Vega er 56 mio. kr.

Hos Posten lyder strategien på at tilbyde publikum "livemusik af høj kvalitet" og store udenlandske navne, og de senere år har Posten også haft et ønske om at dyrke vækstlaget og undergrunden. 

Efter udvidelsen i 2007 har Posten plads til 900 på den store scene. Til sammenligning har VEGA plads til 1.550, Radar 300 og Train 1.000.

Alt sammen burde betyde, at Posten, udover de klassiske danske navne, der er på rundtur i Danmark, også skulle kunne tilbyde både højkvalitets upcoming navne  og mellemstore navne fra udlandet.

VEGA kan blandt andet frem til april fra genrebiblioteker som hiphop, singer-songwriting, indie rock, folk rock, pop rock, heavy, alternative rock, moderne klassisk og elektronisk byde på mellemstore navne som Joey BadaSS, Destroyer, Alex Cameron, Sun Kill Moon, The Kooks, Mastodon, Mando Diao, Thomas Dybdahl, Iron and Wine, Niels Frahm, First Aid Kit og Editors. Næsten alt sammen indenfor Postens bookingprofil.

I samme periode frem til april har Posten et program med kopibands, danske turnébands og udenlandske navne, som de færreste vil kende, uden at det skyldes, at de er på vej til gennembrud.

Kan den bookingprofil ikke strammes op? Burde Posten ikke være det spillested i Odense, der kan trække de mellemstore udenlandske bands til?

Og hvad med stemningen og miljøet? Hvordan kan det være, at publikum ikke bliver hængende på Posten, når koncerterne er overstået? Hvorfor har man ikke fornemmelsen af et skabende, kreativt miljø, når man træder ind ad døren? Er man ikke lidt mere et nummer i garderobens praktiske afvikling end en gæst, der er en del af stedet?

 

Mangler byen en brugerdrevet vækstlagsscene og et egentligt kreativt miljø?

Foto: Kenneth Danielsen, De Vilde Hjerters værksted i Odense Offentlige Slagtehuse

Det leder naturligt til det næste spørgsmål, som er, om Odense ikke mangler en egentlig vækstlagsscene, omgivet af produktions- og øvefaciliteter for kunst og kultur med lidt mindre kommercielt potentiale? Et kreativt miljø, uden velordnet og velstruktureret kommunepatina, og som ligger i eller ved bymidten?

Hvor koncertbookere ikke er tvunget til at slutte tidligt, og hvor de skabende kunstnere og arrangører selv kan være med til at skabe både rammer og indhold? Er det ikke en af grundene til, hvorfor det er så svært at få øje på byens faktisk relativt mange dygtige, skabende mennesker? At der ikke er noget egentligt sted at udfolde sig? Kansas City forsøger at være det sted i dag, men ligger for langt væk, og har hverken tag i publikum eller byens vækstmiljø.

Kulturklyngen arbejder på sagen, forskellige kultur og uddannelsesinstitutioner snakker sammen og initiativer som Røde Himmel og andre dygtige folk omkring Ungdomshuset og Flow HF har i lang tid efterspurgt plads med højere til loftet.

Hvad skal der til, for at det kan lykkes? Hvor vil det ligge bedst? Kan det sidste stykke fuldendte industrihistorie på Siloøen være en mulighed som ramme? Det er endnu ikke al byens industriarv, der er omdannet til boliger, men vi er hurtigt på vej derhen - og det skaber i hvert fald ikke en storby. Hvad skal kommunens rolle evt. være i sådant et projekt? Og hvordan undgår vi, at det bliver endnu et midlertidigt rum, som skal flytte videre, når pengene flytter ind?

 

Hvor er Brandts på vej hen? Og hvad skal der blive af Brandts 13?

Foto: Disney-udstilling på Brandts

Det nye Brandts er stort og mere skinnende og er for alvor ved at positionere sig som en endnu større mastodont i det odenseanske kulturlandskab. Der er ikke udelukkende, men især, pop-kunst og poppet kunst på plakaten, og snart udvides med fjerdesalen, hvor kunstakademiet har hjemme i dag, ligesom Mediemuseet ryger ud. Mere plads - større udstillinger - flere gæster.

Brandts har siden relanceringen udstillet blandt andet tatoveringer, mode, flyvemaskiner, Lundstrøm, Disney (uden skyggen af kritik), havet og nu Lars von Triers livsværk. Det sker helt sikkert med det beundringsværdige mål at få flere mennesker gennem døren og positionere sig i landskabet af danske kunstinstitutioner. Men hvad har Brandts tabt i processen? Er det Brandts' rolle at købe en allerede kurateret udstilling om og af Disney? Og skal det føles som at træde ind i en Imerco-butik at åbne døren til en kunstinstitutions boghandel? Exit through the giftshop, please. And buy your identity here.

Som en del af den nye profil har Brandts de seneste 3 ½ år haft den vovede lillesøster på Jernbanegade 13, som vi flere gange har kaldt byens mest interessante udstillingsrum, men som nu er på vej mod lukning.

Brandts 13 har haft rollen som den del af imperiet, der skulle skubbe, flytte og forandre med fotokunst, installationskunst og upcomingkunstnere fra både Fyn, resten af Danmark og sågar resten af verden. Samtlige udstillinger har holdt et højt kunstnerisk niveau.

Men hvad sker der med alt det, når Brandts lukker ned for Brandts 13? Forsvinder de ambitiøse udstillinger? Og hvad skal der ske med bygningen - det gamle Fyns Kunstmuseum? Kunne man frygte en investor så snittet til at lave luksus-seniorboliger indfarvet i kulturelle fortællinger fra fortiden?

 

Er der plads til kunstakademiet i Odense og i hvilken form?

Foto: Det Fynske Kunstakademi i Brandts Klædefabrik

Det er et af de spørgsmål, som faktisk er blevet diskuteret. Desværre mest op til og efter budgetforhandlinger og uden de helt store armbevægelser og visioner.

For mere interessant end diskussionen om, hvorvidt Odense Kommune må give driftsstøtte til en videregående uddannelse, er vel spørgsmålet om, hvad kunstakademiet har potentiale til at give byen? Et kunstakademi som en af ankerinstitutionerne i et nyt kreativt miljø med spillested, produktionslokaler og udstillingsrum. Hvad kunne det skabe af interessant kunst? Hvad kunne det skabe af miljø, som byens borgere og de kreative selv har lyst til at færdes i? Hvad kunne det give af positive benspænd til en by, der har så meget fart på, at en kæmpemæssig lystavle, der lyser hele byen op med reklamer for Svendborg og kantinen i Beldringe Lufthavn, virker som en god ide?

Og hvad gør kunstakademiet selv for at kunne imødegå en positiv fremtid?

 

Lever bibliotekerne op til deres potentiale for det kæmpemæssige budget?

Foto: Odense Kommune - det nye Borgernes Hus

Byens biblioteker modtager årligt godt 70 mio. kr. og er derfor en af byens største kulturinstitutioner, hvis man tolker begrebet en anelse bredt. Det er også en institution, der har mange forskellige lokaliteter spredt over hele byen og derfor har potentialet til at møde mange forskellige mennesker.

At drive bibliotek i 2017 må være lidt ligesom at planlægge en by for selvkørende biler. Mulighederne er store, men man aner ikke, hvad fremtiden byder på, og hvordan undgår man at ødelægge det, der allerede virker?

Det betyder dog ikke, at den bedste løsning er at sætte bøgerne på hylden og vente på at få svaret serveret af tiden. Næsby Bibliotek startede Harry Potter-festival i et biblioteksbaglokale for 15 år siden og har nu næsten 15.000 årlige gæster.

Musikbiblioteket skabte, indtil de midlertidigt skulle agere hovedbibliotek under ombygningen til Borgernes Hus, nogle af byens mest interessante kulturarrangementer - hvad bliver der af dem i de nye guldbeklædte rammer i banegården?

Og hvorfor er der ikke langt flere af den slags eksempler? Pengene burde være der. Hvad kan lykkes i det nye Borgernes Hus? Bliver der endeligt skabt et sted, hvor folk har lyst til at være, skabe og lege? Eller bliver det "endnu et bibliotek"?

 

Hvem er de store events for og har vi fundet balancen mellem at købe events ude fra og bruge lokale kræfter?

Foto: Robbie Williams, Tinderbox Festival

Odense er kommet på landkortet for store events de seneste år, takket være de mange midler fra Odense & Co. Arrangementerne er veleksekverede og i en størrelse, som ingen før har formået at trække til byen.

Det skaber en naturlig begejstring, men har også fået mange til at stille kritiske spørgsmål. For hvem er arrangementerne til for? Er de for odenseanerne, der allerede bor her, eller for dem, vi gerne vil have til at flytte til udefra - og hvis det sidste gælder, er det så de rigtige arrangementer, der støttes?

Og hvad er egentlig balancen mellem at købe arrangementer fra dygtige nationale og internationale arrangører, der ikke behøver starte i det små, og lokale arrangører, der ikke har samme ressourcer og kassebeholdning, men kan binde kronerne og erfaringerne i lokale hoveder?

Det er et enormt svært spørgsmål. Kunne nogen lokale aktører have arrangeret Tinderbox i samme størrelse og med samme succes? Nej, formentlig ikke, og det samme kunne siges om en lang række andre af de events, der har været afholdt. Der ER forskel i evner, erfaringer og omsætning. Men hvor mange af de evner, erfaringer og omsætning bliver så i byen, når arrangørerne rejser videre? Når pengene forsvinder?

Det har været en integreret del af strategien at binde knowhow og indkøb lokalt, men er det lykkedes? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at der er stor frustration blandt dele af byens kommercielle eventarrangører. Har de ret? Hvad synes du?

Gør din stemme hørt - skab din by!

Hvad mener vores politikere egentlig om det? Mener de overhovedet noget? Hvem og hvad er kulturen til for? Hvor ligger mulighederne gemt i Odense? Hvilke kulturinstitutioner har potentialet til at kunne gøre det bedre end i dag, og hvordan skaber man et unikt kulturliv, der rækker ud til hele verden, samtidig med at det er særligt odenseansk? Er der plads til at drømme om andet end kroner og ører i næste års kulturbudget? Er kulturen alene til at for at skabe vækst og tiltrække borgere, eller kan den have værdi i sig selv?

Det er nogen af de mange spørgsmål spørgsmål, vi går og grubler over. Hvad synes du? Er vi helt galt afmarcheret? Hvad bør politikerne diskutere op til valget? Og hvad bør vi diskutere når valgkampen er overstået?



Til forsiden


This Is Odense