Mine dødes Odense

Mine dødes Odense
Guide | Skrevet af: My Rasmussen | 30. august 2017

Når man bor i en by længe, ser man både det, der var, og det, der er. 

Man går forbi bygninger, som engang husede ens elskede.
Steder, hvor man levede sit forhistoriske jeg.
Og man forfalder til nostalgi. For mure og veje står der og ligner sig selv, selvom menneskene, der fyldte luften med parfume og trappeopgangene med fodtrin for længst er borte.

I Ansgargade-lejligheden, hos min forfinede farmor, var der broderede sutsko i varmeskabet og marmelade på det hvideste hvedebrød, men nu bor der nogle andre. Ikke længere farmor, som krævede at smage sin vandmelon, inden hun købte den nede i Føtex, mens jeg gemte mig bag the-hylden med blussende kinder.

Jeg forestiller mig, at farmors hjem med støj- og støvabsorberende gulvtæpper, bornholmeruret og den sorte plasttelefon med drejeskive; den mørke gang og de frynseklædte lænestole og køkkenet, hvor lågerne lukkedes med en lille metalhaspe med en sprød lyd, nu er hvidtet over og lyst op og effektiviseret.

Jeg tror ikke, man her opbevarer pastelfarvede vatkugler i en krukke af glas på badeværelset.

Odense skulle ikke have været min by, og jeg skulle strengt taget slet ikke have været til, fordi de to halvdele af min genpulje planmæssigt skulle have befundet sig på forskellige kontinenter. Men Australien ville ikke have de argentinske emigranter.

Og yngste onkels historisk dårlige helbred gjorde mellemlandingen på Ternevej permanent. Her gemte morfar dygtigt sin skam over at have overlevet alt for meget bag et stort smil og en glubende appetit.  

Hvor moster Anna boede, ved jeg ikke. Jeg frygter at finde ud af det. At konkretisere magien ud af mindet, hvor citronvand og lavendler og moster, med hysterisk store briller og lange blomstrede kjortler i knitrende kunstige stoffer, bor i al evighed.

I 1996 satte en for mig mytisk mandsperson sig ind i en lastbil og kørte over for rødt i krydset mellem Søndre Boulevard og Kløvermosevej, hvor han ramte min far og hans sølvgrå Toyota, der blev kvast som et stykke sølvpapir mod en standhaftig lygtepæl. Og sådan blev livet delt op i et før og et efter.

Jeg husker latteren. Som slet ikke var latter, men gråd, der væltede ukontrolleret op af halsen. Jeg husker den akavede politimands sidelæns blik.

Jeg husker ham i hospitalssengen med bandage om den elskede pande og ødelagte tænder. Jeg husker, at vi spiste mad fra grillbaren om aftenen og så fjernsyn. For vi kunne ikke græde mere. Jeg kan ikke køre igennem det kryds uden at forestille mig braget.

De døde alle sammen i 1996. Farmor på passagersædet i den sølvgrå Toyota Corolla i en pøl af nyindkøbt rødvin. Moster Anna med hævede ben og uden jordforbindelse. Morfar svundet ind af den cancer, som bed ham i maven. Til det sidste rebelsk nok til at leve så transfedtsyre-mættet som muligt.

Da julen kom, sad vi tæt og så film i sofaen. En slagen flok med trang til glittede lyskæder og vaseline på linsen.

Bordet dækkede vi ikke, for dem, vi skulle spise med, var borte.

Byen er rig på historier. Nogle vigtige for generationer. Andre kun vigtige for mig. Og jeg bærer dem med mig. De er en del af den linse, der giver byen farver.



Til forsiden


This Is Odense