Ceci n'est pas un Campfire

Ceci n'est pas un Campfire
Meninger | Skrevet af: Mikkel West | 8. juni 2017

For noget tid siden udspillede der sig en farce af utrolige dimensioner i Odense, da Cronhammars markante skulptur Campfire af uransagelige årsager blev skåret i stykker og sendt til ophug.

 

Vi bliver nok aldrig i stand til at kunne kortlægge et helt præcist hændelsesforløb, men det står dog klart, at den skrotningsansvarlige part indvilger i at betale for opførelsen af en kopi.

 

Cronhammars værk stod som et fyrtårn blandt bybilledets ulideligt store urskov af uinspirerede, figurative og fallocentriske skulpturer. Jeg kunne godt li' den, da formsproget gav rum til nyfortolkning, hver gang man cyklede forbi den. Det var en tydeligt stedspecifik skulptur, hvis betydning man ikke umiddelbart dechifrerede. 

Men kan man bare lave en kopi af den originale skulptur og stille den et eller andet sted? I min optik er sådan en manøvre med til at mindske værkets betydning og devaluere det til et stadig flot, men også et mere gement objekt. Det er ikke længere Cronhammars Campfire, men blot en repræsentation af det. 

Kunstværket er dødt og bliver ikke levende igen af, at der laves en kopi, medmindre man lader ødelæggelsen være motor for at skabe et nyt værk. En monumental kommentar til massekonsumen bestående af 10 kopier, produceret i forskellige materialer strækkende sig over hele Odense. Et nyt vartegn på, at man i den moderne by tager den moderne kunst seriøst. Et revitaliseret værk med en ny betydning.  

Velfærden er mere end institutioner, overførselsindkomster og anlæg. Den handler i lige så høj grad om, at vi har en smuk og inspirerende by at færdes i, hvis formsprog ikke giver alle svarene på forhånd. Facader, skulpturer, belægninger og byrum har alle stor betydning for vores livskvalitet, og hvor meget vi bruger livet til. Derfor er værker som Cronhammars skulptur ekstra vigtige.



Til forsiden


This Is Odense