Hjertelandets herligheder

Hjertelandets herligheder
Guide | Skrevet af: Anders Skovgaard | 1. juni 2017

Vi har allerede mærket svedperler og solstik på panden, og den varme vind på kinden, der hviskende fortæller os, at det er blevet sommer. Årstiden, der udover sol, ferie og udendørslæsning også betyder festival. Vi er faktisk allerede begyndt, senest med en glohed Havnekulturfestival, der nærmest druknede i gøgl, gejl og uanede mængder sol og fadøl. 

Anderledes hippiefin og rosé-agtig ser denne weekend ud, hvor en af moderøens smukkeste haver bliver invaderet af Politikens Læseklub, gamle, fejlslagne hør-hippier og alle dem, der nogensinde har set et DR-K-program til ende, og ja, så alle os andre, bønder, der forvirrede render rundt og tror at vide, hvad der tales om i salonerne. Men uanset om vi gør det, så synes Egeskov omgivet af en magisk charme og ro, der hvert fald virker på mig.

Fremmedordbogen er støvet af, hørbukserne er købt, og jeg er klar til Heartland.

Jeg ved selvfølgelig, at det ikke er i Odense, men det er så tæt på, fyldt med kvalitet og så omgivet af fynsk pot, at jeg ikke kan undgå en længere anbefaling af hjertelandets forlystelser. Derfor har jeg pinnet mine personlige favoritter ud, hvis nogle skulle have overset dem i programmet.

Werner Herzog

Først og fremmest kommer tysker-accenten over dem alle, Werner Herzog – den vulkanelskende, excentriske filminstruktør, de fleste nok kender fra hans prisvindende dokumentar Grizzly Man. Personligt var mit første og største møde med Herzog filmen Fitzcarraldo (1982), hvor et full blown skib trækkes over et bjerg midt inde i Amazonas, både i filmen og i virkeligheden.

Der er også lavet en nærmest lige så underholdende bagom-dokumentar, hvor vi primært følger Herzog og den bindegale skuespiller Klaus Kinskis utrolige arbejdsforhold og dybtfølte had til hinanden. Et forhold, Herzog selv portrætterede i sin Kinski-dokumentar My Best Fiend. Af andre Herzog-klassikere bør Stroszek med evigt vidunderlige Bruno S., fjernsynsdokumentaren God's Angry Man og Lessons of Darkness nævnes.

Jeg er kæmpe Herzog-fan, og jeg synes, det er et gigantisk scoop, at han kommer på festivalen. Her skal han tale om ”Europas tilstand og identitet”, intet mindre (!), sammen med finske Sofi Oksanen, som jeg, ærlig indrømmet, ikke kendte meget til. Men efter at haver fremturet med min uvidenhed, blev jeg hurtigt belært om hendes vilde forfatterskab og ikke mindst hendes særdeles anmelderroste debut- og gennembrudsroman, Stalinin lehmät (Stalins køer). En rørende og velskreven historie om pigen Anna, der kæmper med en spiseforstyrrelse, og samtidig en fortælling på tværs af generationer, hvor vi hører om Annas mor og mormor og om familiens rejse fra Estland til Finland.

Med senere udgivelser har Sofi Oksanen blot sat yderligere streg under sin stjernestatus som en af Europas betydeligste forfattere. Og sammen med Herzog er hun en helt vidunderlig betingelse for en spændende samtale om Europa

Lørdag Kl. 12:45 på Talk Stage

 

Tony Oursler

Udover musik og talks, så er der også kunst på programmet, hvilket kun kan gøre festivalsboblen mere interessant at færdes under. Det er ikke kun fra scenerne, vi skal nyde og lære, men det er i lige så høj grad i mellemrummene, vi lader inspirationen slippe ind i vores ellers overstimulerede hjerner. Det synes Heartland bl.a. at dyrke, når de hiver en stjerne som den New York-baserede Tony Oursler ind i programmet.

Måske en af de absolut største videokunstnere overhovedet og en, hvis værker jeg har været heldig at opleve en del gange rundt om på museer. Husker ret tydeligt den anmelderroste udstilling Face to Face på Aros for nogle år siden, hvor bl.a. en installation i form af et forvredet Bowie-ansigt indtog et af rummene.

Tony Ourslers mareridtsfremkaldende installationer er særdeles distinkte og er kendetegnet ved at være projektioner af deforme, figurative skulpturer. Ofte genkendeligt menneskelignende, men også mere abstrakte, uhyggelige, lidende. På Museu Coleção Berardo i Lissabon, blandt alle de andre store værker, lå der pludselig en lille hengemt skikkelse i et af hjørnerne, som nærmest lignede et lille barn, der græd for sig selv med ryggen til. Det skulle det vist også ligne, men det var bare samtidig en videoskulptur af Oursler.

På festivalen kommer Tony Oursler med The Influence Machine, som er store projektioner oppe i trætoppene, på slotsvæggene osv. Med Ourslers ord er der tale om en ”holografisk model af menneskeligt begær og frygt”. Ser virkelig spændende ud.

fredag til søndag i egeskov slotspark

 

Elisa Kragerup og Josefine Klougart

Jeg vil også gerne slå et slag for kærligheden. Vi er på Fyn, der om noget sted er blævrende bonderomantisk. Derfor er det måske ikke helt skidt, vi få talt lidt om kærligheden og dens betingelser i vor tid. Det skal gøres af teaterinstruktøren Elisa Kragerup og forfatteren Josefine Klougart.

Jeg kender ikke meget til Klougart, men jeg er kæmpa-fan af Elisa og den Kragerupske kærlighed. Har set mange af hendes forestillinger, og min største scenekunstoplevelse er stadig Metamorfoser, der var en fortolkning af Ovids metamorfoser.

Simpelthen forrygende genial. Jeg har aldrig tidligere eller senere oplevet en så følelsesrivende, sansemættende, hjerteskærende forestilling. Samme hjerteskærende og svævende lethed fik vi i Kragerups opsætning af Romeo og Julie for nogle år siden. Også virkelig skøn, og den fik hvert fald mig til at knibe et par tårer hist og pist. Især Danica Curcics var helt formidabel i den forestilling. 

Klougart og Kragerup taler om kærligheden, som den er og burde være i dagens verden, og sikkert som komisk indslag, modererer Knud Romer, forhåbentlig nogenlunde sammenhængende. 

Søndag kl. 11:00 på Talk Stage

 

Vellness Plader

Helt ærligt, så ved jeg ikke ret meget om musikprogrammet på Heartland. Ikke, fordi de ikke har skrevet noget om det, men fordi det ikke interesserer mig særligt meget. Jeg synes helt klart, at scoopet ved festivalen er deres talks. Når det så er sagt, så vil jeg levere et opråb for Vellness Plader, et musikkollektiv bestående af Sjæl I Flammer, Franske Piger, Ecstacy In Order, Hong Kong, Anders Boserup og Kvindekamp, i ét og samme band.

Konstellationen, der sidste år udkom med det anmelderroste Mixtape, er sat til at komme med fremtidens lyd. Intet mindre, men dog en glædelig tillidserklæring, jeg kun støtter op om. Overordnet lyder Vellness Plader bare lækkert med deres lette 80’er-elektroniske lyd, der flyder gennem øregangene som honning. Jeg synes, de har stafetten godt placeret og laver nogle fede ting.

Især Franske Piger, der vandt Odense Live Talentprisen 2017 tidligere i år, har jeg haft et godt øje til længe. Ikke mindst på grund af guitaristen Rune Risager, der er en af de bedste musikere, jeg kender. Rune er også med i Den Fjerde Væg, som vi tidligere har anbefalet et par gange, og tidligere var han med i det legendariske Odense-band Black Horse.

Fredag kl. 18:00 på Highland Stage

 

Jeg kunne selvfølgelig blive ved med at fremhæve indslag, som fortjener at blive belyst på årets Heartland, og der er givetvis en del guldkorn, jeg har undladt, som andre ville have nævnt fremfor dem, jeg har valgt. Men det må nu engang være en god festivals præmis; man kan sjældent nå det hele. Tjek hele programmet her, hvor du også kan fornøje dig med Bisse, balletdansere, Lone Frank, Yoga, grøntsagssmagning, Cat Power, Vincent Hendricks, London Grammar osv. Blot for at nævne lidt i flæng.

Heartland har virkelig skruet et godt program sammen og udover velkuraterede talks og musik, så er der også en helvedes masse mad, som jeg slet ikke ved noget om. Faktisk er jeg helt blank, men når de skriver, at festivalmaden består af 80 % fynske råvarer, så kæles der for mit lille lokale jord-til-bord-hjerte. Synes, det er en flot ambition, der forhåbentlig bliver 100 % med tiden.

Kunsten er mig også, udover Oursler, lidt mere ukendt. Det er primært danske navne i den mindre skala, men det gør mig absolut intet. Det er indholdet, der tæller, og jeg glæder mig til at blive belært om nye værker og kunstnere. Jeg har optur over Heartlands kunstneriske satsning, der netop gør landskabet spændende og meget mere end blot mark og park.

Normalt er jeg ikke den store festivalelsker og har primært holdt mig til den nærtliggende Fællestival, der noget mere ren i sine ideologier og autenticitet, har grebet mit fynske hjerte med sin charme og uforbeholdne kærlighed til alt levende. Stadig en fantastisk festival, jeg egentlig hellere ville anbefale fra hjertet, men Heartland gør det nu heller ikke dårligt, især for en græsallergiker er der bare bedre flugtmuligheder, når man skal hjem om aftenen.

Og på den store skala har vi en festival, der tør tale med kvalitet, mod og nysgerrighed, trods sine nyfine tendenser og roséklub-stemning. Det gør mig egentlig ikke så meget, når jeg bare kan nyde en medbragt klapsammenmad og en kold fadøl ovre i hjørnet, mens Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer taler om kunstens ansvar i verden.

Så på med hørbukserne og nyd den spirende sommer omgivet af de fynske potmarker, højtravende samtaler og letflydende ae-musik. Slå hjernen til, spids smagsløgene og glid ud i musikkens melo-sommerlandskab, der behageligt nipper og nusser dine sanser med rosé-agtig forglemmelse og hjertelandets herligheder. God festival.



Til forsiden


This Is Odense