Til kamp for flere trivselspladser!

Til kamp for flere trivselspladser!
Longread | Skrevet af: My Rasmussen | 10. maj 2017

Man har brug for ikke at blive gloet på hele tiden, når man er barn.
Og man har ikke brug for at indtage kaffe hele tiden og få flad numse, når man er voksen

Før jeg fandt ud af, at den var dødssyg, var den en fest – den Odenseforstad, hvor intet skete, men hvor frugttræerne groede og brombærkrattene rev, og ens mor lod som om hun ikke holdt øje, når man forsvandt ned i skoven på jagt efter gemmesteder og halede snegle med hjem i haven og mistede sine gummistøvler til søens mosede bred.

Mine unger vokser op i Odense C. På legepladser med blødt underlag – overvåget af koffeinholdige voksne, der med korte intervaller hopper op og råber ”pas på!”

I sidste uge forvildede jeg mig ind på byggelegepladsen Kolle 37 i Berlin fra en bagindgang og vidste derfor ikke, hvad jeg havde fundet præcis. Men jeg brugte to salige timer her med øjne på stilke og begejstrede udråb. Som Snøvsens ven, katten i sækken, der befriet fra sæk begejstres over alle de syn, der møder den: nej men SE DOG!

Her er en flåde af en europalle-gynge spændt op i et træ. Her er klatrevæg på en baggrund af ikke-kommunal grafitti. Her er bålplads og byggeværksted og værktøj til rådighed. Her er væltetruede mosaik-bed med spiselige urter. Her er en virkelig stor kanin og en håndfuld marsvin, og her er søm, man kan komme til at træde på.

Her er bivuakker. Her er udendørs stenovn og rigeligt med brænde. Her er planter, som har fundet en bar plet at slå sig ned på og strutter mod himlen. En grøn oase i en stor storby. Her er adgang til køkken og mulighed for at søle sig til i vand. Her er et klubhus, som om aftenen bliver brugt til kulturarrangementer. Genialt! Der har du dit lokale beboerhus og løsning på ikke-restaurationsbetinget liv i bymidten!

Det er et sted til børn med håndværker-spejder-besætter-attituder. Alle frisatte børn, altså. Et sted, hvor kravet om Sikkerhed Over Alt ikke trumfer tilliden til børnenes formåen, og hvor man tror på, at børn i vat er beskyttede (og bløde), men triste børn.

Det er også et sted for de voksne. Det er balsam, jo. At sidde i en storby og nyde noget ufriseret natur og kunne flække noget sammen. At være i nogle rammer, der minder én om, at der er meget, der er vigtigt i livet, og at det ikke er det, vi bruger det meste af vores tid på. Hvor godt ting, som er lavet over bål, smager. At man også kan være voksen på mange forskellige måder og være en succes. At lykken ikke for alle er 2 x 37 timers job, deli-mad og puder fra Hay. Den kan også være deltid og fælleskøkken og ladcykel. Det er vigtigt med sådan nogle – skal man virkelig sige skæve – steder, som modpol til det angstfyldte præstationspres, der siver ind overalt.

Nogle gange har man brug for at være i fred og for at have lov til at lave noget – konstruere noget med sine hænder. Mødre og fædre har brug for at give slip på deres børn, så børnene finder ud af, at de kan så meget. Mærker kroppens grænser. Slår sig. Ikke dør. Lærer at gå på ting, uden EU-typegodkendt skridsikkert gummiunderlag.

En storby giver plads til forskellighed. Til det uens. En klog storby (og dens folk på toppen af beslutningsprocesserne) ved, at der gror fine ting, hvis der er lommer, ting kan gro i. Der er stadig et stort ubeplantet og ubebygget stykke i Odense C. Det kan nås endnu. Jeg stiller gerne op som idéudvikler, projektkoordinator og daglig bestyrer af pladsen. Så mangler vi bare en pædagog, en håndværker eller to, en røvfuld genbrugsbyggematerialer og nogle blandede blomsterfrø, som skal kastes op i vinden, så er vi så godt som i mål.

Er der nogle kroner i kassen, Odense? Vi vil kun koste et lille hjørne af en Odeon endevæg. Lover.



Til forsiden


This Is Odense