Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert

Skrønen om bymidtens død - og hvorfor spørgsmålet er forkert
Debat | Skrevet af: Bo Jessen | 3. maj 2017

"Odense bymidte er død!"

Det mest skrevne udsagn i den odenseanske lokaldebat indenfor de senere år? En enkelt søgning i lokalmediernes meningsrum og man kan hurtigt få tanken. Det er som regel gadelukninger, letbaneombygninger og manglende parkeringspladser, der får skylden. Der er bare ét problem - det passer ikke, og så er det i øvrigt også svaret på et helt forkert spørgsmål. For der er andre og langt vigtigere ting, vi bør diskutere.

Så lad os først lige mane skrønen i jorden. Her er fire facts, du kan bruge, næste gang nogen påstår det:

1. Der er stadigt flere mennesker i bymidten

Fra 2015 til 2016 er antallet af fodgængere i bymidten steget fra 64.500 til 73.326 i hverdagene i en måleuge, i følge Odense Kommunes årlige effektmålinger. Med de mange byggerier stiger antallet af beboere også i bymidten i de kommende år, og det giver endnu flere mennesker på gaden.

2. Antallet af tomme butikslokaler er ikke højt

En ny optælling jeg har lavet i bymidten fra 28. til 30. april* (en god travetur på 8 timers ødelagte fødder) viser, at der ud af de 732 gadevendte lokaler i bymidten er godt 68 tomme/til leje, og ud af de 68 er det kun 45, der ikke enten er genudlejede, ved at blive bygget om eller midlertidigt anvendt til butik - og derfor reelt er til leje. Herudover er flere lokaler nybyggede/netop fraflyttet af butikker, der flytter til anden adresse.

Samlet set er det kun 7 % af lokalerne, der er tomme og indflytningsklare. I modsætning til tidligere er der flest tomme lokaler på hovedstrøgene (hvor priserne er højest), mens der er meget få ledige lokaler i udkanten af bymidten. Nedergade, Skt. Knuds Kirkestræde og Brandts Passage er fuldt udlejede, og der er næsten ingen ledige lokaler på Vesterbro eller i Nørregade.

3. Den odenseanske restaurantrevolution fortsætter

Antallet af restauranter i bymidten er steget fra 114 i maj 2014 til 175 i februar 2017 ifølge Danmarks Statistik. Det dækker dels over nye restauranter og eksisterende steder, der er begyndt at servere mad. Et hurtigt kig rundt på gaderne afslører også, at antallet af udeserveringer også er steget ganske betragteligt siden Odense Kommune fjernede gebyret for udeservering.

4. Udvalget er større end længe set

Bymidten byder på ting, man ikke troede var muligt for tre år siden. Et par eksempler er gode vinbarer, kaffebarer og restauranter en masse, tre dedikerede pladeforretninger og stadigt flere gallerier. Og så er der selvfølgelig flere arrangementer og festivaler end nogensinde før, som vi også har fortalt om i vores blogartikel.


Lalou Vinbar, Pogestræde

Der er al mulig grund til at være positiv over bymidtens udvikling. Især når man tænker på, at tallene ser sådan ud allerede inden en eneste af de ombygninger, der plager bymidten, står færdig.

Men når skrønen er aflivet, er det så ikke på tide at diskutere hvad bymidten mangler? For mens vi snakker om, hvorvidt bymidten er død eller ej, så kommer udviklingen helt af sig selv. Og hvis vi ikke forholder os til hvad den skal føre med sig, så er det mit bedste bud, at risikoen er større for vi ikke kommer til at bryde os om resultatet.

Optællingen af bymidtens lokaler afslørede følgende sammensætning:
- Restauranter/caféer/fastfood mv.: 142
- Tøj, sko og tilbehør: 110
- Frisør/tatovør/sol mv.: 66
- Service/penge/kopiering/administration mv.: 50
- Boligindretning, møbel, genbrug, køkkengrej mv.: 49
- Sundhed, fitness og kosmetik: 46
- Dagligvarer og specialiteter: 40
- Kultur/underholdning/galleri: 38
- Elektronik, musik, legetøj, hobby mv.: 36
- Bar/natklub/vinbar/værtshus: 34
- Smykker/ure/briller: 25
- Cykel, sport og udendørs: 12
- Hotel: 8
- Bøger mv.: 7
- Grønthandler: 1 (Odense Fødevare Fællesskab)
- Stormagasin: 1

Er det den rigtige sammensætning og er kvaliteten god nok? Hvad savner du?

Jeg savner stadig mange ting. Ting, som jeg er overbevist om ville kunne blive blive store succeser, hvis der var dygtige mennesker, der havde modet til at åbne dem og udlejere, der kunne se værdien i det. Bymidtens store udfordring er ikke de sidste tomme lokaler, for få mennesker eller manglende efterspørgsel. Det er ikke odenseanernes og fynboernes særlige væsen, som mange ellers har for vane at sige.

Det er derimod manglende mod hos alle os, der går og snakker om at åbne lige det sted vi drømmer om, men endnu ikke har gjort det. Det er, at for få siger: "Hvis jeg ikke kan få det, så laver jeg det selv". Det er, at der er for få lokaler til dem, der har en god ide, men ikke har en stor kædevirksomhed i ryggen til at finansiere det. Kort og godt et udbudsproblem. Det bymidten skal overleve på i fremtiden er det, der er noget særligt. Noget man kan smage, lugte, mærke, høre og føle. Bymidten skal være mødested og ramme om de fællesskaber, der skabes når byen er bygget godt nok. Det er dem, der ikke kun driver en butik for at tjene penge, men fordi de har noget på hjerte.

Lad os sammen dele vores ideer til det vi gerne vil have mere af. Jeg starter...

Jeg savner en uafhængig boghandel, der dyrker litteratur, der ikke rimer på Jan Magnussen og svensk krimi. Som byder indenfor til forfatterarrangementer og hoster bogklubber. Vores universitet spytter bunker af boghungrende litteraturdimittender ud, som synes at gå direkte fra uni og rundt i ring indtil de flytter fra byen. Hvorfor er der ingen af jer, der åbner sådan et sted, i stedet for at blive en meget lille del af et tilsvarende miljø i en anden by?

Brattle Book Shop, Boston

Librairie Ptyx, Bruxelles

Jeg savner en cykelhandler, der ikke sælger kædeproduceret Kina-aluminium, men bygger sine egne stålrammer. Odense er en verdenskendt cykelby og antallet af cyklister er uovertruffent, når man tager højde for byens flade struktur.

Og så har der altid ligget cykelproducenter i Odense, så længe cyklen har været til. For mere end 100 år siden blev der produceret cykler hos H. Demant og Thomas B. Thrige. I 30'erne var Smith & Co. Danmarks største cykelproducent med 35.000 cykler. Der er også blevet produceret cykler i Frue Kirkestræde, i Slotsgade og i Dronningensgade. Der er blevet produceret Kildemoes i Sct. Jørgensgade, Everton på Rugårdsvej og Redux på Grønlandsgade og Østerbro. Og hvad med Skandsen og Vitesse på Skibhusvej og Læssøegade?

Rundt omkring i alverdens kældre ruster Odensecykler, men i dag kan vi ikke byde på én kvalitetsorienteret selvbyggerforretning, selvom selvbyggerkunsten vinder frem over alt.

Rapha Cycle Club, London

Jeg savner også et spillested, der er skabt af vækstlagsmusikere og holdt i live af deres drøm om at forandre Odense til støjrockens, technoens eller jazzens centrum. Et sted, hvor der er liv hele døgnet og som kan give scene til byens mange unge talenter, som derfor slipper for at skulle stikke af til København.

Og hvor er det spillested, der booker internationale upcoming artister og aktuelle musikkunstnere i mellemstørrelsen? Som ikke kun arbejder for at give odenseanerne alt det de kender i forvejen? Vega, spillestedet i København, præsenterer i løbet af det kommende år eksempelvis Tinariwen, Ásgeir, Ryan Adams, Clap Your Hands Say Yeah, Mogwai, Little Dragon, Sun Kil Moon. Alle sammen navne jeg ville købe billet til uden betænkning hvis de spillede i Odense. Men den slags kunstnere spiller aldrig i Odense. Store Vega har plads til 1.500 og Posten 900. Er det årsagen alene? Det kan det vel dårligt være.

Et af mange DIY-spillesteder i Leipzig

Jeg savner ikke-kommercielle udstillingssteder, hvor byens kunstnere kan udstille og søge støtte hos Statens Kunstfond til at producere og udstille deres værker. Det kunne holde på nogle af de kunstnere, der kommer ud af f.eks. Kunstakademiet og give byen flere af de kreative rum, som vi altid har manglet.

Galleri Yvont Lambert, Paris

Jeg savner en tøjbutik hvor den modehungrende storbyknægt kan dyrke den seneste herremode. Som sælger Acne, Marni, Rick Owens og Lemaire. Eller som har de rigtige forbindelser til at købe de rigtige genbrugsklæder hjem til både han, hun og hen.

Christopher Lemaire, Paris

Jeg savner et værksted, hvor kan komme ind og bygge ting og få kyndig rådgivning. En reol, et bord, en cykel eller noget fjerde. Et sted der drives af håndværksmæssig ærgerrighed, og hvor der er tid til at gøre det rigtige rigtigt.

Snedkerværksted, New York

Jeg savner flotte og indbydende butiksfacader, der giver plads til ophold, og som fortæller historier om, at der inde bagved facaden gemmer sig et rigtig menneske, der har rigtige interesser og ønsker at dele dem med os alle sammen.

In Praise of Shadows, Stockholm

Cafe i Kyoto, Japan

Native, Antwerpen

Restaurantscenen blomstrer, men hvor er den højkvalitetsrestaurant, der serverer mellemøstlig, sydamerikansk eller afrikansk mad? Som ikke bare giver os fransk-fynsk i nye afskygninger, men for alvor bringer os ud på gyngende grund og gør det godt? Stort set alle verdens nationaliteter er repræsenteret i Odense, men det er svært at se på restauranterne.

Restaurant Tegui, Buenos Aires

Odense er Danmarks grønneste storby, og ligger midt på en ø, der bliver kaldt Danmarks Have, men hvor er naturen på byens pladser? De grønne facader, de flotte træer? De vildtvoksende altaner og tagterrasser, du gerne dirker en hoveddør op for at opleve? Og steder du glædeligt slæber en grill, et par borde, nogle glødepærer og en håndfuld venner med til? Steder man kan gemme sig lidt væk med en kop kaffe i hånden. Steder man ikke skal tænke på at købe noget? Måske i nogle af byens mange fantastiske baggårde, der ligger øde hen og er klædt i duelort?

Tagterrasse i Brooklyn, New York

Hugues Peuvergne, baggårdsdesign

Vertikal have, Paris

Tid til aftensmad i Brooklyn, New York

Og hvor er de indvandrergrønthandlere, der giver farve til hvert et gadehjørne i alverdens storbyer, og som der tidligere har ligget mange af i bymidten? De steder hvor grønt, der ikke skal på køl, ikke er på køl og hvor du kan købe en enkelt frugt på vej til næste aftale uden at skulle igennem en supermarkedslabyrint? Det er måske ikke nemt at tjene penge på grønt længere, men det må da kunne lade sig gøre at drive en lille butik med grønte sager?

Grønthandler, Buenos Aires

Hvad synes du? Hvad mangler du i bymidten? Post gerne forslag med billeder. Og hvordan får vi mere af det vi gerne vil have? Tror du faktisk på, at der er noget af det, der er foreslået ovenfor, der ikke kan lade sig gøre? Eller kræver det bare, at nogen gør det? Er der måske noget af det, der findes i forvejen, som jeg bare har overset?

* Alle udadvendte lokalefunktioner i stueetager eller i hævede kældre er talt med. Sammenhængende lokaler indrettet til samme funktion er kun talt een gang. Se definition af bymidten her.



Til forsiden


This Is Odense